Apokalyptisk rå cello

Den finske trio Apocalyptica består af klassisk uddannede musikere med kærlighed til heavy metal. På deres nye cd stryger de katten mod hårene – og det lyder godt.

Apocalyptica består af klassisk uddannede musikere. Deres internationale gennembrud kom med albummet Plays Metallica by Four Cellos fra 1996, Her kombinerede de deres uddannelse indenfor den klassiske musik, med en ægte kærlighed til heavy metal.

Siden har de udvidet deres Metallica-repertoire med covervserioner af Faith no More, Pantera, Sepultura, Rammstein og egne kompositioner. Med deres særlige baggrund og interesse for heavy metal, har Apocalyptica skabt sin helt egen niche og lyd.

På Reflections (2003) supplerede Apocalyptica inspirationsbiblioteket bestående af diverse heavy metal navne, til også at rumme den moderne russiske komponist Dmitri Sjostakovitj.

Apocalyptica startede som en kvartet, men er siden blevet reduceret til en trio. Den nye cd bærer titlen Apocalyptica. I modsætning til deres tidligste albums, er det ikke heavy metal omsat til klassisk musik. Numrene på Apocalyptica er egne kompositioner. Cellolyden og den klassiske uddannelse, gør musikken mere avanceret og den del mere interessant end Johnny-Brians donke-bonke-band fra Hvidovre. Spændvidden på Apocalyptica går fra det meget melodiske over et grufuldt mørke til passager som ligger sig tæt op af 1990’ernes grind core.

Apocalyptica er fuld af stemning. Det er en cd som kan gennemlyttes mange gange. Strygerne, som gør sig i stedet for den sædvanlige guitar og bas, giver mere dybde og et særegent lydbillede.

Den oprindelige idé, at spille heavy metal-numre på cello, har båret frugt. Apocalyptica har udviklet fra et meget specielt cover-band til et kreativt musikalsk kraftværk. Tager jeg ikke helt fejl, er der en musikalsk hilsen eller to til Sjostakovitj i numret Deathzone. Flere steder fornemmes en inspiration fra Finlands store nabo og fra Sovjet-tidens klassiske musik. En anbefaleseværdig udgivelse.

Trommerne på det nye album spilles af Mikko Sirén. Desuden er der gæsteoptræden af blandt andre Dave Lambardo og musikere fra finske H.I.M. og The Rasmus.

Apocalyptica: Apocalyptica. Universal Music, 2005.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 17. marts 2005, nr. 53.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.