Alle indlæg af Sune Hundebøll

Rosenrøde Rammstein

Tyske Rammstein har udsendt opfølgerne til Reise, Reise. Deres femte studiealbum. Den har fået den poetiske titel Rosenrot.

Det var med forventningens glæde, at jeg lagde den nye cd-skive i afspilleren. Til dags dato, har Rammstein ikke skuffet med deres tonstunge tanz-metal.

Rammstein er i øjeblikket det bedst sælgende tysksprogede band – og som et af de få bands fra Tyskland, har de et stort publikum i den ikke-tysktalende verden. Deres numre er blevet re-mixet af navne som Pet Shop Boys, Arthur Baker, Meshaggah og Apocalyptica.

Flot design

Arbejdstitlen på Rosenrot var Reise, Reise Volume Two. Nogle af numrene på Rosenrot blev oprindeligt skrevet til Reise Reise og der er kun et år mellem de to udgivelser. Det er ikke en direkte opfølger, men de to udgivelser kan vel betegnes som fætre.

Den nye cd er udkommet i en flot design som er holdt i kolde blå farver. Det er det store kolde islandskab. Vand, bjerge og et fjernt slot. Det er isbryderen USS Atka, i det frosne ishav. Rosenrødt!

Det hele sparkes i gang med det energifyldte nummer Benzin. Fra starten trykkes der af og det er svært at sidde stille til Rammsteins musik. Det gammelkendte trick med kor og tung guitar på bruges Spring. Det virker hver gang. Keyboardet på Wo bist du peger direkte tilbage på Herzeleid og Sehnsucht fra midthalvfemserne. Med numret Te Quiero puta! ryger man straks i tequila og spagetti-western humør.

Edelweiss?

Af uforklarlige grunde, får jeg associationer til Edelweiss når jeg høre titelsangen Rosenrot. Specielt omkvædet skaber biller af Alpe-bjerge med hvide snetoppe, små uskyldige børn, Maria og Kaptajn Georg von Trapp. Hverken teksten eller musikken minder om noget fra The Sound of Music, men det sker hver gang jeg høre numret. Rosenrot er for øvrig et ganske godt nummer, med en sortsyg bismag. I teksten er der i øvrigt citater fra Johann Wolfgang von Goethes digt “Heidenröslein”.

På nummeret Stirb nicht vor mir : Don’n die before I do medvirker Sharleen Spiteri fra rockbandet Texas og det er vel det nærmeste Rammstein kommer på en traditionel kærlighedsballade. En sang Till Lindemann synger på tysk, mens Sharleen Spiteri holder sig til engelsk.

Det hele slutter med Ein lied: Wir sind für de Musik geboren / Wir sind die Diener eurer Ohren / Immer wenn ihr traurig seid / Spielen wir für euch. En stille og melankolsk afrunding.

Foranderligt

Det er et genkendeligt Rammstein, lytteren møder på Rosenrot. Tungt, brutalt både i lyd og ord, tight og taktfast – og ikke uden humor. Gruppen har holdt fast i den same musikalske linje siden deres første udspil. Det gør ikke noget, for de gør det godt og de udvikler sig fra album til album. Igen må det konstateres, at de er mestre i at gribe til simple kunstgreb, for at skabe forskellige stemninger. En af grundende til at de hæver sig over gennemsnittet bland alverden metalbands.

Det er rock ‘n’ roll på den fede måde. Er du til andet end Røde Horn, Gnags og Britney Spears, så er Rosenrot et godt køb.

Rammstein: Rosenrot. Universal Music, 2005.
Christoph Doom Schneider, Doktor Christian Lorenz, Till Lindemann, Paul Landers, Richard Z. Kruspe, Oliver Reidel.

Stuidealbum:
Herzeleid, 1995
Sehnsucht, 1997
Mutter, 2001
Reise, Reise, 2004
Rosenrot, 2005

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 29. oktober 2005, nr. 196.

Metallica møder Mahler

På en apokalyptisk eftermiddag i bøgeskoven spillede fire finner heavy metal på cello.

Finner, der spille heavy metal på cello. Det lyder som en joke, eller noget fra en syret tegneserie. Det er det ikke.

Apocalyptica er fire klassisk uddannet cellister, der med kærlighed har kastet sig over heavy metal-genren. Om fredagen under Skanderborg Festivalen gæstede kvartetten – assisteret af trommeslager Mikko Sirén – bøgescenen.

For Apocalypitica startede det hele tilbage i midthalvfemserne. Debut albummet Plays Metallica By Four Cellos udkom i 1996 og bestod af en række Metallica-coverversioner. Siden har Apocalyptica udvidet deres repertoire med numre fra en række af andre metal-bands, egne kompositioner og enkelte metal-fortolkninger af klassiske numre.

At opleve Apocalyptica live er en speciel oplevelse. De fire musikere sidder ned fra starten af og ligner næsten almindelige cellister – med undtagelse at det lange hår som medlemmerne tydeligvis nægter at klippe.

På trods af instrumenternes omfang går der dog ikke lang tid, før deres optræden ligner andre rockmusikeres optræden, og det føromtalte hår svinges rundt i bedste head banger stil.

De covernumre som Apocalyptica stryger ud af celloens strenge, blive ikke ringere af, at de traditionelle guitar og bas er udskiftet.

Når ikke bandet er dybt koncentreret over musikken, stråler cellisterne af spilleglæde. For publikum er der ikke andet at gøre, end at lade sig rive med af den velspillede og stemningsfulde musik.

Konceret blev afsluttet med en heftig heavy metal version af Edvard Griegs “I bjergkongens sal”.

Apocalypticas musik bliver det endnu bedre live, end når den musikalske spændvidden begrænses af et studie og et elektronisk medie. Celloen vrides, forvrænges, høvles og stryges. Sagt simpelt: Apycalyptica live er en unik oplevelse.

Apocalyptica

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 24. august 2005, nr. 148.

Napalm Death in code red

De ubestridte mestre ud i grindcore genren, Napalm Death, vækker lytteren med tre kvarters kompromisløst metal. Og stadig med social indignation.

Grindcore opstod som en blanding af trash metal, death metal og hardcore punk. Et af de første grindcore albums var netop Napalm Deaths debutplade Scum fra 1986. Bandet har siden haft en stor indflydelse på ekstreme musikgenre.

Sammenlignet med den gængse trash metal og death metal, var teksterne på de tidlige Napalm Death plader mere politiske. Teksterne mindede mere om dem publikum kendte fra punk-scenen, hvor multinationale selskaber, staten og lignende stod for skud.

Følgende tekstfragment stammer fra Scum: “the multinational corporation / makes its profits from the starving nations / indigenous people become their slaves / from their births into their graves”.

På den efterfølgende album From Enslavament to Obliteration er følgende fundet: “Commited to a life of slavery / In the factories our own hands have built / Where we must work twice the graft / Before gaining the goods we’ve alreadyslogged to create / To consume all things material / Stands above human compassion / As we compete with our fellow man / In the bid for a stronger position”.

Stadig social indignation

Napalm Death blev dannet i den engelske arbejderby Birmingham i starten af 1980`erne. Siden har der været en række udskiftninger i gruppen. Besætningen på den nye cd The Code Is Red… Long Live The Code er Mark ‘Barney’ Greenway (vokal), Mitch Harris (guitar), Shane Embury (bas) og Danny Herrera (trommer).

Napalm Death hamrer kompromisløst derud af fra første taktslag. Kompromisløst. Fra start til slut er der masser af saftige rytmeskrift og voldsomme guitar riff.

Titelnummeret er en kommentar til den vestlige verdens konstante tilstand af forhøjet beredskab. Napalm Death forholder sig stadig til verden. Ingen af de oprindelige medlemmer er med i dag, men den sociale indignation som påvirkede bandet i starten, er intakt.

Intenst og brutalt

På nummeret The Great and the Good medvirker Dead Kennedy legenden Jello Biafra. Hans specielle vokal er ikke til at tage fejl af og klæder Napalm Deaths brutalitet godt.

På næstsidste nummer, Moral, sættes tempoet lidt ned. Når lytteren er kommet så langt, er det kærkomment og effektfuldt. Tempoet holdes nede på det sidste track, Our Pain is their Power, som mest af alt kan beskrives som industriel sørgmodighed.

En meddelelse på bandets officielle site lover, at ingen klassisk Napalm Death-fan vil blive skuffet. Påstanden holder vand. Folk med hang til Napalm Death får hvad de kan lide. The Code Is Red… Long Live The Code er 100 procent tro mod bandet og dets rødder. Det er et Nepalm Death med samme intensitet og brutalitet som i 1980`erne og de tidlige 90`ere.

Napalm Death: The Code Is Red… Long Live The Code. Century Media Records.

Diskografi:
Scum, (1986)
From Enslavement to Obliteration, (1988)
Harmony Corruption, (1990)
Utopia Banished, (1992)
Fear, Emptiness, Despair, (1994)
Diatribes, (1996)
Inside the Torn Apart, (1997)
Words from the Exit Wound, (1998)
Leaders Not Followers (1999)
Complete Radio One Sessions, (2000)
Enemy of the Music Business, (2001)
Order Of The Leech, (2002)
Leaders Not Followers, Pt. 2, (2004)
The Code Is Red… Long Live The Code (2005)
Ud over de nævnte albums, har Napalm Death udsendt en række singler og EP’s. De medvirker endvidere på en række compilations.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 26. april 2005, nr. 78.

RubberSlime punker der ud ad

rubberslimeRock ‘n’ Roll Genossen holder. Det er ikke avantgarde. Det er velspillet punk rock af den gamle skole – og det svinger.

I 2003 mødtes musikere fra de to tyske punkbands Slime og Rubbermaids for at spille til en støttekoncert for fodboldklubben FC St. Pauli. Efter koncerten fortsatte de med at spille i deres nye band RubberSlime. Samme år udsendte de live-albummet First Attack med gamle Slime og Rubbermaids klassikere.

RubberSlime har udsendt deres første studiealbum med titlen Rock ‘n’ Roll Genossen. Nu skal det vise sig om idéen holder ud over den første punk-nostalgi.

RubberSlime er altid gode for en FC St. Pauli-hymne. Foldklubben fra Hamburg er ikke blevet forbigået på Rock ‘n’ Roll Genossen og vil næppe blive det på turnéen, hvor bandet i øjeblikket kører det nordlige Tyskland tyndt. Turnéen slutter i Hamburg den 8. maj med en gratis koncert.

Enkelte af sangteksterne i cd’ens booklet er forsynet med korte noter. Ved sangen Stupid White Man er kommentaren kort og godt: “Tak til Mr. Michael Moore!” Efter teksten til Soldatenlied er der en længere kommentar om digteren og anarkisten Erich Mühsam som har skrevet teksten til nummeret. Erich Mühsam blev dræbt af SS i 1934.

Rock ‘n’ Roll Genossen holder. Det er ikke avantgarde. Det er velspillet punk rock af den gamle skole – og det svinger. Her og der akkompagneres RubberSlime af en velplaceret blæsertrio der giver musikken en ekstra klangdimension.

Cd’en kan høres mange gange og det er ikke bare svært at sidde stille, det er umuligt.
Ud over den almindelige udgave af Rock ‘n’ Roll Genossen, er der udgivet en specialudgave i et begrænset oplagt. Specialudgaven rummer en DVD med 12 live-numre og interview.

På RubberSlimes site er det muligt at downloade en række mp3-filer med smagsprøver på deres tyskerpunk. Her er selvsagt også en del information om bandet, tour-datoer, billeder m.m.

SubberSlime. Rock ‘n’ Roll Genossen. Dröönland Production.

Discografi:
First Attack (live), 2003
Viva St. Pauli (singel), 2003
Rock ‘n’ Roll Genossen, 2005

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 14. april 2005, nr. 71.

Apokalyptisk rå cello

Den finske trio Apocalyptica består af klassisk uddannede musikere med kærlighed til heavy metal. På deres nye cd stryger de katten mod hårene – og det lyder godt.

Apocalyptica består af klassisk uddannede musikere. Deres internationale gennembrud kom med albummet Plays Metallica by Four Cellos fra 1996, Her kombinerede de deres uddannelse indenfor den klassiske musik, med en ægte kærlighed til heavy metal.

Siden har de udvidet deres Metallica-repertoire med covervserioner af Faith no More, Pantera, Sepultura, Rammstein og egne kompositioner. Med deres særlige baggrund og interesse for heavy metal, har Apocalyptica skabt sin helt egen niche og lyd.

På Reflections (2003) supplerede Apocalyptica inspirationsbiblioteket bestående af diverse heavy metal navne, til også at rumme den moderne russiske komponist Dmitri Sjostakovitj.

Apocalyptica startede som en kvartet, men er siden blevet reduceret til en trio. Den nye cd bærer titlen Apocalyptica. I modsætning til deres tidligste albums, er det ikke heavy metal omsat til klassisk musik. Numrene på Apocalyptica er egne kompositioner. Cellolyden og den klassiske uddannelse, gør musikken mere avanceret og den del mere interessant end Johnny-Brians donke-bonke-band fra Hvidovre. Spændvidden på Apocalyptica går fra det meget melodiske over et grufuldt mørke til passager som ligger sig tæt op af 1990’ernes grind core.

Apocalyptica er fuld af stemning. Det er en cd som kan gennemlyttes mange gange. Strygerne, som gør sig i stedet for den sædvanlige guitar og bas, giver mere dybde og et særegent lydbillede.

Den oprindelige idé, at spille heavy metal-numre på cello, har båret frugt. Apocalyptica har udviklet fra et meget specielt cover-band til et kreativt musikalsk kraftværk. Tager jeg ikke helt fejl, er der en musikalsk hilsen eller to til Sjostakovitj i numret Deathzone. Flere steder fornemmes en inspiration fra Finlands store nabo og fra Sovjet-tidens klassiske musik. En anbefaleseværdig udgivelse.

Trommerne på det nye album spilles af Mikko Sirén. Desuden er der gæsteoptræden af blandt andre Dave Lambardo og musikere fra finske H.I.M. og The Rasmus.

Apocalyptica: Apocalyptica. Universal Music, 2005.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 17. marts 2005, nr. 53.

Når Rammstein går i kroppen

Tyske Rammstein er aktuelle med det nye album Reise, Reise. Har du først fået fingre i den, bliver det svært at sidde stille.

Reise, Reise er Rammsteins første fuldlængde album siden Mutter fra 2001. Med det nye udspil holder bandet fast ved deres stålsatte og store lyd. Rammsteins lydbillede fylder hele stuen ud.

Det er ikke musikalsk udvikling, der står i centrum for Rammstein. Tyskerne fandt hurtigt deres egen lyd og stil. Brutalitet tilsat melankoli. Den har de, med succes, hold fast ved siden. Rammstein er da også let genkendelige på Reise, Reise. Bandet har arbejdet med deres lysbillede og musikken er blevet mere avanceret. Rammstein spiller på flere facetter f.eks. på nummeret Los, som er lugter kraftigt af old school rock ‘n’ roll. Den efterfølges af det kritiske nummer Amerika som ikke er en kærlighedssang.

“Wir bilden einen lieben Reigen / Die Freiheit spielt auf allen Geigen / Musik kommt aus dem Weißen Haus / Und vor Paris steht Micky Maus”

Amerika over det hele

Til nyhedsbrevet Heavyjam.dk har trommeslageren Christopher “Doom” Schneider kommenteret Amerika: “Det er en ironisk refleksion over det faktum, at den amerikanske kultur kommer alle steder rundt – og mere og mere. Uanset hvad land, du lever i så lever du ligesom i Amerika, selvom du ikke lever i Amerika set fra et territorialt synspunkt. Det handler sangen om”.

På cd’ens sidste nummer afslører Rammstein sig som romantikere: “Die Liebe ist ein wildes Tier / Sie atmet dich sie sucht nach dir / Nistet auf gebrochenen Herzen / Geht auf Jagd bei Küss und Kerzen / Saugt sich fest an deinem Lippen / Grässt sich Gänge durch die Rippen / Lässt sich fallen weich wie Schnee / Erst wird es heiss dann kalt am Ende tut es weh”. Nok Rammsteins mest stille nummer – dog ikke en ballade.

Musikken går i kroppen

Rammstein er blevet anklaget for at have et medansvar for tragedien på Columbine High School. At give Rammstein, eller et andet band, der ikke passer den amerikanske politiske korrektes billede, skylden for børns selvmord og mord, er ikke andet end udtryk for et samfund, der ikke tør se sig selv i spejlet og søge de egentlige forklaringer på de grusomme tragedier.

Riese, Reise er ikke årets vigtigste eller bedste cd, men det er heller ikke en cd der kommer til at trække støv på hylden. Selv om grundelementerne og kernen i Rammsteins musik er forblevet de samme gennem årene, har bandet udvidet spændvidden og fået flere elementer i musikken. Når Rammstein strømmer ud af højtalerne, er det altid svært at sidde stille. Musikken går i kroppen.

Rammstein. Reise, Reise. Universal Music.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 10. november 2004, nr. 215.

Fodbold & Punk i Lübeck

st_pauliFC St. Pauli spiller i Tysklands tredjebedste række, men tiltrækker flere tilskuere end et middelmådigt dansk superligahold.

Et tysk regionaltog har netop forladt Lübeck Hbf. Stilheden sænker sig. Ved opgangene fra perronerne står små grupper af politifolk og småsnakker. Stilheden brydes af den designede lyd af en dåseøl, Holsten Pilsener, som åbnes. Igen stilhed til det næste regionaltog ankommer.

Tidligere var der ikke stille. Der var der masser af fodboldfans, støj og snak, råben og sang. De havde set opgøret mellem VfB Lübeck – FC St. Pauli i Regional Liga Nord.

FC St. Pauli havde spillet af helvede til og det var svært at brokke sig over kampens resultat. At St. Pauli-spillerne nossede sig sammen i den sidste del af anden halvleg, ændrer ikke ved helhedsindtrykket. Det hjalp ikke, at de mange St. Pauli-fans sang: “Ein Tor / Ein Tor / Ein Tor, Ein Tor, Ein Tor / Sankt Pauli / Sankt Pauli / Sankt Pauli schieß ein Tor!” I 90. minut blev det VfB Lübeck der lukkede kampen med deres andet mål

Dommeren. En ting var, at han gav det røde kort til St. Pauli-spilleren Fabian Boll. Men at han desuden dømte ringe fra start til slut er svært at tilgive.

Nok et regionaltog forlader Lübeck Hbf. Solen skinner. Det har den gjort hele dagen. Det mærkes ikke at kalenderen påstår, at det er oktober måned. Der er igen kommet folk iført fodbold gear på togstationen. De fleste venter på det næste tog mod Hamburg. Enkelte går dog rundt i grønne Lübeck-trøjer, der på afstand kan forveksles med Viborg og som er lige så irriterende ved deres blotte tilstedeværelse.

Ind i mellem lyder et ekko fra stadion og en brandert bryder ud i et højt: “Sankt. Pauliiii”. Politiet passer stadig på os, så vi ikke kommer galt af sted.

Selv om det foregik i Tysklands tredjebedste liga, var hele fodboldoplevelsen pakket ind i pansere. Af sikkerhedsmæssige grunde blev der kun serveret alkoholfri øl på stadion. Derfor må der drikkes desto mere inden man ankommer til stadion.

For nogle var opvarmningen startet dagen forinden. Først i toget fra København til Lübeck, derefter på spillestedet TribsAND hvor punkbandet RubberSlime spillede.

RubberSlime er sammensat af tidligere medlemmer fra de grupperne Slime og Rubbermaids. Musikerne fandt sammen for at spille til en St. Pauli-støttekoncert i 2003. Repertoiret består af gamle Slime og Rubbermaids klassikere, samt enkelte nye numre.

TribsAND er et lilles sted og på denne aften var det tæt befolket med folk der dansede pogo og stage divede. Alkoholen flød og de fleste fik et par blå mærker med hjem.

“You are hurt all over / But can’t feel a thing / Not until the next day / Then you wake up / Stiff as a board / And the pain won’t go away” – det og et saligt smil er konsekvenserne af en god aften. Ordene er D.R.I.’s og stammer fra teksten Thrashard.

Solen forsvinder bag et hus. Vi fik ikke set et 30 meter langt vægmaleri af døden der danser kædedans med 24 mennesker. Det er ellers tit det, der trækker gæster til Lübeck. EC 37 mod København ruller ind på Lübeck Hbf. Jeg entrer toget, åbner nok en Holsten Pilsener og takker af.

FC St. Pauli

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 13. oktober 2004, nr. 195.

Tilbage til rødderne

Engang for år tilbage stod der ind til flere Annihilator-cd’er på min reol. Men de er for længst forsvundet og det canadiske band har længe været ude af bevisdstheden. Et besøg i Fona ændrede dog det.

Efter arbejde kom jeg forbi en Fona for at købe en gave. Af gammel vane kiggede jeg lige i deres heavy metal afdeling. Der spottede jeg et “to for en”-tilbud.
Roadrunner Recoreds har taget en række titler fra deres katalog. Dem har de sat samme to og to – men samme kunstner forstås. Disse udgivelser kan så købes for en relativ billig penge. Fonas pris var 99,- danske kroner.

Til sagen. Jeg blev fristet og købte Alice in Hell og Never, Neverland, fra 1989 og 1990. Jeg har ikke fulgt Annihilator de seneste år, men af deres bagkatalog, er det klart deres bedste skiver.

Straks cd’en kom på anlægget, var jeg tilbage i de tidlige 90ere Dengang da der var gang i trash- og death metalscenen. Jeg må indrømme, at de to skiver stadig holder, med fede skift og “gang i den” guitar.

Som en ekstra bonus er der seks ekstra nummer. Alle demoudgave. På Alice in Hell drejer det sig om Powerdrain, Schizos (Are Never Alone) Part I & II og Ligeia. Demoudgaverne på Never, Neverland er af Kraf Dinner, Mayham (Reduced to Ash) og Freed from the pit.

Annihilator

Publiceret på sh.newsun.dk 06.07. 2004

Freund

Beim Grünen Jäger 23, 20359 Hamburg, tlf. (0)40 439 7322, Tyskland
Denne tekst er et copy&paste fra Brøndby PubSpotters.

Når man træder ind i Freund, er man ikke i tvivl om, at man er gået ind på en fodboldpub. Overalt hænger der fodboldtørklæder. De fleste er fra tyske klubber, men der er også en del italienske og engelske klubber repræsenteret. Her og der hænger der et landsholdtørklæde og i en afkrog på stedet, findes et Danmark-tørklæde fra da dynamikholdet havde sin storhedstid.

Da vi ankom var der enkelte gæster på Freund. De sad alle i baren og hørte en tysk variant af Sport på 3eren, med populærmusik og sportsresultater. Mens de følger med i dagens sportsbegivenheder er der gang i raflebærerne. Over baren hænger en lyskæde med fodbolde.
Baren har et rimeligt sortiment af øl og sprut. Vi købte to Paulander Weißbier til 2,6 € stykket.

Som underholdning er der en spillemaskine og dart. Når der ikke høres sportsradio, er det muligt at vælge musik fra en jukebox.
Ovenover pubben er der hotelværelser. Det er ikke muligt at reservere, men er man havnet i Hamburg uden et sted at sove, kan man jo lige smutte forbi og høre om der er et værelse fri. For et enkelværelse må man slippe 30 €. Et dobbeltværelse koster 60 og et trippelværelse står i 70 €.

Publiceret på sh.newsun.dk 26.06. 2004

Goldener Anker

Thadenstraße 25, 22767 Hamburg, Tyskland.
Denne tekst er et copy&paste fra Brøndby PubSpotters.

Et gavlmaleri på Thadenstraße der reklamerer for Schultheiss Bier og Astra-gadeskildt fangede opmærksomheden på en gåtur en søndag eftermiddag.

Goldener Anker er et nikotingult værtshus. Engang var væggene hvide, men det er længe siden. Det eneste der ikke er nikotingult, er de relativt nye plastikblomster og de havehynder som kunder kan sidde på. I loftet hænger der noget afbleget nytårspynt.

På Goldener Anker serveres der Astra og Holsten på flaske. En flaske langes over træbaren for 1,5 €. Bag en rigtig bodegamutter står der glas og kopper på brune hylder. Her står også enkelte flasker sprut. I baren hænger der desuden en FC St. Pauli Retter-trøje.
Mellem de bordarrangementer, som står ved de fastbyggede bænke, er der knagerækker til stedets gæster. For kunder der keder sig, er der to spillemaskiner. Den ene bruger værtshuset kat som sovested.

På en søndag eftermiddag er Goldener Anker ikke overrendt af kunder og det er tydeligt, at det er et af den slags værtshuse, der overlever på en flok af trofaste stamkunder.

For enden af lokalet er et stort foto af en sky line fra en amerikansk by. Fotografiet er så tilrøget, at der er et kunstigt, brunt filter over motivet. Ved trappen ned til kælderen er et billede af en skov, dette billede har samme brune effekt. Neden for trappen findes toilettet. Det er ikke pænt, men forholdsvis rent.

Publiceret på sh.newsun.dk 14.06. 2004