Runesten fra slutningen af vikingetiden. Stenen står på kirkegården i Års i Himmerland.
Stenen er 160 meter høj og den står på en rundhøj ved Års Kirke.
“Omtalt 1654, placeret i våbenhuset i 1838. I dag rejst på en høj vest for kirkens tværskib. Runerne løber på begge sider af stenen.” (citat: Kulturstyrelsen/Kulturarv.dk, 2015)
Teksten på stenen: “Asser satte denne sten efter sin herre Valtoke. Stenen forkynder, at den længe vil stå her; den skal nævne Valtokes varde”.
Det menes, at runestenen er knyttet til Jellingdynastiet.
Suldrup-runesten står udenfor Suldrup Kirkes våbenhuset. Stenen blev fundet i kirkegårdens stendige i 1895.
Runesten er af granit og måler 127 cm i højden. Stenen står på hovedet! Teksten er dateret til år 970 – 1020. Runerne er i dag utydelige og fremsåt tydeligere på ældre fotos af stenen.
Teksten på stenen: “Rysk rejste [denne] [sten efter] sin broder Ufej”.
På kirkegården ved Læborg Kirke, står en høj runesten.
Runestenen blev fundet i 1600-tallet på en mark omtrent 150 meter nord for kirken, tæt på Hærvejens rute gennem Jylland og omkring 40 kilometer sydvest for Jelling.
Stenen er 2,36 meter høj. Runeskriften er ristet i to lodrette bånd. Runerne er omsluttet af to Thors hamre.
Teksten på stenen: “Tue, Ravns ætling hugge disse runer efter Thyra sin dronning”.
Ravnunge-Tue der nævnes på runesten, er også nævnet på runestenen på Klebæk Høje og på runestenen ved Bække Kirke. Ravnunge-Tue menes at have været lokal stormand med tætte forbindelser til Gorm den Gamle, Thyra og Harald Blåtand.
“En andem mand rejset også en runesten over Thyra, nemlig Ravnunge Tue, som på Læborg-runestenen skriver: Ravnunge Tue huggede disse runer efter Thyra, sin dronning. Han har med andre ord været i hendes følge, og hun har været hans overordnede. Ravnunge Tue har nok været en stormand i Danmark, han rejste flere sten, og hans navn kan have tilknytning til Ravninge Enge ca. kilometer syd for Jelling, hvor Harald lod opføre en stor bro over et vådområde omkring 970. Ravnunge Tue er dermed en mand, der har været centralt placeret i midten af danernes og Gorms regering. På to runesten fortæller Ravnunge, at han hyggede høj, herunder måske Thyras, så han har kunnet mobilisere arbejdskraft til større byggerier. På runestenen Bække 1 står der Ravnunge Tue og Fundie og Gnyple, de tre gjorde Thyras høj.” (citat: Viking af Jeanette Varberg. Gyldendal, 2019)
Som Niels Henrik Andreasen gør opmærksom på i kommentaren til indlægget Rundkørselsrundhøj, så er der mere end én rundkørselsrundhøj i Danmark. Der er i hvert tilfælde også en i København.
Det er jo nærmest en klassisk fejl, ikke at dobbelttjekke sine kilder. På Egense – Rantzausminde Lokalarkivs hjemmeside læste jeg, at Korshøj “er Danmarks eneste gravhøj midt i en rundkørsel”. Det tog jeg det for gode vare og gentog det i mit indlæg om gravhøjen. Så tak til Niels for at korrigere og gøre opmærksom på rundkørselsrundhøjen på Østerbro.
Rundkørselsrundhøjen på Østerbro ligger i rundkørslen på Bolandsvej. I Kulturarv.dk‘s beskrivelse står der: “Formodet rundhøj. Ses på foto fra ca. 1900 og er afsat som gravhøj på de Høje Maalebordsblade. I dag bevaret som træbevokset høj i rundkørsel på Bolandsvej. Samme fremtoning på fotos fra 1940’erne.” Samme sted dateres den til bronzealderen.
Niels Henrik Andreasen skriver lidt om højen i “Før byen”, bind 1 i serien “København og historien“: “Enkelte høje overlevede omfattende ændringer i det omkringliggende landskab. Et interessant eksempel er den lille gravhøj i rundkørslen på Bolandsvej i Emdrup. Mange er ikke klar over, at den lille forhøjning rent faktisk er et forhistorisk gravmonument.”
Mon der er flere rundkørsesgravhøje i Danmark? Kender du én, så skrev gerne en kommentar. Tak.
Grevinge Skov er en langhøj med en dysse fra bondestenalderen. Kammeret har oprindeligt været dækket så kun toppen af dækstenen var synlig.
Anlægget har i nyere tid fået navnet Hamlets grav.
Langhøj med dysse, dateret 3950 – 2801 f.v.t.Langhøj med dysse, dateret 3950 – 2801 f.v.t.Langhøj med dysse, dateret 3950 – 2801 f.v.t.
I Grevinge Skov findes en god håndfuld gravhøje fra oldtiden. Hamlets grav er den største og det mest imponerende anlæg. Langhøjen er 39 meter lang og 9 meter bred. Nedenstående rundhøj ligger også i Grevinge Skov.
Rundhøj med dysse, dateret 3950 – 2801 f.v.t.Rundhøj med dysse, dateret 3950 – 2801 f.v.t.Rundhøj med dysse, dateret 3950 – 2801 f.v.t.
Modstandskvinden erindres med mindetavle og stræde i Hillerød.
Cecilie “Lillemor” Dybvad Hansen blev født 14. januar 1914 i Svendborg. Hun døde i 2015, 101 år gammel.
Som ung kom Cecilie “Lillemor” til Hillerød hvor hun blev gift med Aksel Dybvad. Aksel døde som ung i 1942.
Cecilie “Lillemor” blev uddannet sygeplejerske og var i mange år skolesygeplejerske i Hillerød.
Mindetavle i Cecilie Lillemors Stræde.
Aktivist
Inden nazisternes invasion 9. april 1940 var Cecilie “Lillemor” allerede aktiv og husede tyske flygtninge.
Under besættelsen blev Cecilie “Lillemor” hus, Gadevangsvej 91, brugt som tilflugtssted for modstandsfolk på vej til nye opgaver og flygtninge på vej til Sverige.
“Cecilie selv er en dame, der står ved sine meningers mod og har noget at have de skarpe holdninger i. Da Tyskland i 1930’erne begyndte at lukke sig om sig selv, og flygtningene skyndte sig over grænsen til Danmark, åbnede Cecilie sit hjem og gjorde sit for at skabe tryghed. Dette ændrede sig ikke mærkbart under besættelsen i 1940’erne, hvor Cecilie løb en stor risiko ved at beskytte de danske modstandsfolk. Hun gjorde sig fortjent til navnet ’Lillemor’, som hun fortsat levede op til efter befrielsen i 1945, hvor hun blev ved med at tilbyde et fristed for politiske flygtninge.” (citat: “Cecilie giver stafetten videre” af Jens Henrik Nybo i Domea Magasinet, marts 2014)
I hæftet “Hilsen til Finn og Johanne” beskriver Elith Truelsen en situation hvor fire modstandsfolk, der er på vej til at modtage en nedkastning fra et britisk fly, stoppes ved en tysk kontrolpost. Kontrolposten ligger ved Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund. Dalle, en af modstandsfolkene, havde glemt sit legitimationskort. Han forsøgte at flygte men et par tyske soldater får fat i ham. Tyskeren får en nødløgn om at han er en blaffer som de tre andre har taget med. Dalle blev taget med af tyskerne, men han slap senere fri: “Det var Cæcilie Dybvad, kaldet Lillemor, hos hvem Dalle og Rikard Andersen boede illegalt. Hun var om eftermiddagen blevet ringet op af tyskerne, der bad hende finde Dalles legitimationskort og bringe det ned til Gestapos hovedkvarter i Hillerød. Gestapo skulle ringe til brovagten, om Dalle kunne frigives. Lillemor kørte ikke ned til Gestapo, men cyklede direkte til broen i Frederikssund med Dalles falske legitimationskort, som tyskerne godtog og slap Dalle fri.” (citat: Hilsen til Finn og Johanne).
Efter befrielsen blev Lillemor gift med Murer-Tonny, der havde overlevet et ophold kz-lejren Dachau. Også i efterkrigstiden har flygtninge, f.eks. fra Iran og Chile, fundet et fristed hos Cecilie “Lillemor”.
Mindetavle i Cecilie Lillemors Stræde
Mindetavle for Cecilie “Lillemor” Dybvad Hansen,
Teksten på tavlen: “Cecilie Dybvad Hansen “Lillemor” /// Sidst i 1930’erne tog Lillemor imod flygtninge fra / Nazi-Tyskland med husly og hjælp til at komme videre. / Under krigen var hendes hjem tilflugtssted for friheds- / kæmpere, og hun var selv aktiv modstandskvinde. / Hun var i mange år skolesygeplejeske i Hillerød Kommune. / I 1970’erne tog hun imod flygtninge fra Chile og Iran. / Hun arbejdede hele sit liv for social retfærdighed, mod / facisme og krig. /// Hillerød Kommune, 4. maj 2017.”
I 1981 stillede København Bymuseum (nu: Københavns Museum) en udstilling af gadeinventar op i Absalonsgade. Inventaret var fra perioden 1857 til omtrent 1935.
“De ting, som er taget med, viser træk af den stilistiske udvikling fra senklassicisme over historicisme og jugend til funkis, og de er for så vidt alle vidnesbyrd om, at man inden for offentlig design stort set fulgte den herskende smag.” skrev Johan Erichsen i artiklen “Museumsgade i København” i Arkitekten, 1981, nr. 1.”
De fleste udstillede gadeinventar er siden renoveret væk, men der er stadig lidt at se i museumsgaden.
To lygtepæle anno 1858-1960
Gittermast med granitbænk
Sporvejene, ca. 1906.
Telefonkiosk
Fritz Koch, 1896. Oprindeligt opstillet på Sølvtorvet. Telefonkiosken mangler det oprindelige træskærerarbejde under taget.
De store metropoler i Europa havde opsat telefonkiosker i slutningen af 1800-tallet. Så København måtte også have telefonkiosker! I 1895 fik Kjøbenhavns Telefon-Kiosker tilladelse til at opsætte 10 telefonkiosker. Arkitekt Fritz Kock fik til opgave at tegne kioskbygningerne.
Kock tegnede sekskantede bygninger, med en dør i en af siderne. Bag døren var en telefon og skrivepult.
“Der er et mylder af detaljer, navnlig i frisen under taget. Den forestiller de 12 himmeltegn, vædderen, tyrem, tvillingerne osv., to tegn i hver af bygningens kanter. Overover i halvcirkelslaget kunne f.eks. være vikingeskibe, fugle eller håndværkerredskaber.” (citat: De københavnske telefonkiosker af John Erichsen i Arkitekten, 1971, nr. 7.)
Plakatsøjle
Alfred Brandt, 1916.
Det der var
Det gadeinventar der er renoveret væk fra Museumsgaden er: En anden type lygtepæl, 1858-60. • Postkasse, ca. 1928. Stativ, Holger Jacobsen, 1927. • Drikkekumme, 1890’erne. • Dobbeltbænk, 1888. • Liniepæl, sporvejene. Th. Jørgensen, 1904. • Fiskepost (vandpost), ca. 1900. • Vandpost, ca 1890. • Telefonskab. Jens Ingwarsen, 1935. • Lygtepæl, 1858-60. • Københavnerbænk, ca 1880. • Hydrant (brandhane). Tulipan-hane, 1902. • KV brandhane, 1916. • Dampsprøjtehane, 1904. • Lygtepæl, 1858-60. • Dobbeltbænk, 1888. • Lygtepæl. J. V. Dahlerup, 1891 • Pechler-hane, 1904. • Hydrant (brandhane). Tulipan-hane, 1902. • Fødekasse. Sporvejene, 1901. • Hovedfordelerskab. Telefonvæsenet, 1920. • Politialarm. Stadsarkitekten, 1932. • Frederiksberg-lygtepæl, ca 1890. • Frederiksberghane, 1902. • Københavnerbænk, ca 1880. • Københavnerbænk, ca 1880. • Lygtepæl. J. V. Dahlerup, 1891.
Efter at have løbet Kalkmineløbet hvor ruten går gennem Daugbjerg Kalkgruber var det naturligt, at køre en tur forbi langhøjen Jens Langknivs Hule.
Fortællingerne om den fredløse Jens Langkniv beretter at han gemte sig i Daugbjerg Kalkgruber. Ifølge lokale overleveringer skulle den fredløse Jens også have skjult sig ved oldtidsdyssen i Ulvedal Plantage, hvorfor den nu kendes som Jens Langknivs hule.
Langhøjen stammer fra tragtbægerkulturen (den tidlige bondestenalder). I den nordøstlige side er der to små kamre og ifølge Nationalmuseets fredningstekst er der 29 randsten. Jeg fik ikke talt efter. Langhøj med 2 kamre, 1,75 meter høj, 7,5 meter bred og 36 meter lang.
Det er ikke muligt at kører hen til gravhøjen. Vil du se den, må du parkere ved starten af Fyrrehalevej og gå ned ad vejen. Et lille stykke inde i plantagen kommer der et skilt der viser retningen mod “Jens Langknivs hule”.
