Kategoriarkiv: Musik

The Unlawful Assembly

Dawn Ray’d: Refuse – resist. Venstredrejet black metal fra det nordlige England.

Algoritmens spil ville at artiklen “Refuse, Resist – How Black Metal Is Fighting Fascism” fra magasinet Kerrang dukkede op i min nyhedsstrøm på et socialt medie. Artiklen handlede om forskellige metal bands, der var gået sammen om at bekæmpe fascisme i alle dens afskygningen.

“You have to see who your enemy really is. Working-class people have more in common than they might realise. You need to spot who’s suffering under the misery of capitalism and needs a chance to develop. That’s a fine line – people say horrendous things on Twitter out of the misguided misery that they’re in. And they should be called out, but they should also be given the chance to develop, rather than hung out to dry forever.”
(citat: Fabian Devlin. Kerrang 3. juli 2019)

Dawn Ray’d er erklærede anti-fascister og det er jo svært ikke at synes om. Men hvad med musikken. Efter at have læst artiklen tog jeg chancen og bestilte albummet “The Unlawful Assembly”.

Dawn Ray’d levere stemningsfyldt sortmetal, her hjælper vokalisten Simon Barrs violin godt til på stemningen. Der er fede, aggressive passager og der er rolige, folkesangs inspirerede passager og lidt der imellem.

Pladen er inddelt i to: “The Wild Service” og “The Wild Magic” – hver med 5 sange.

“So light the fires and gather the stones!” Dawn Ray’d blæser afsted fra start. De gear dog ned på det rolige og melankolske mellemstykke i “Fire Sermon” – det første nummer på “The Unlawful Assembly”.

Melankolinen fortsætter på “Future Perfect Conditional”: “You heard the call and you did not answer. / You heard the cry for help and you turned away! / Your love will never be meaningful, / How can your heart ever be trusted?”

“Emptiness Beneath the Great Emptiness” svinger for fedt. Et stærkt nummer, med en stærk tekst. Dawn Ray’d kan både det med musikken og lyrikken.
Første del, “The Wild Service” afsluttes med en simpel sang med akustisk guitar.

Selv om musikken er sort, er der et håb: “Let’s force the outcome, / Let’s trust ourselves completely / And know that cruelty is not the prerequisite of kindness.” På cd’en nummer 7 og 8 falder jeg hen i trommeslagerens velarrangerede arbejde. Er “Strike Again the Hammer Sings” sortmetallens “Internationale”?

Der er en imponerende, vrissende vokal på den rolige start af “Island of Cannibal Horses”. Ender med en knyttet næve. Ingen kæmpere hårdere end kærligheden!

“The Unlawful Assembly” slutter med en politisk ballade. En opfordring til at sig stop – til aktion når virkeligheden kræver det.

Jeg finder gerne høtyven frem og går på gaden med Dawn Ray’d.

Dawn Ray’d
The Unlawful Assembly. Prosthetic Records, 2017 (2017). PROS103152.
Matthew Broadley, trommer. Fabian Devlin, guitar. Simon Barr, vokal og violin.

Bandcamp: Dawn Ray’d
Discogs

The Wild Service

  • Fire Sermon
  • The Abyssal Plain
  • Future Perfect Conditional
  • Emptiness Beneath The Great Emptiness
  • A Litany Of Cowards

The Wild Magic

  • The Ceaseless Arbitrary Choice
  • Held In A Lunar Synthesis
  • Strike Again The Hammer Sings
  • Island Of Cannibal Horses
  • A Thought, Ablaze

Dage i helvede

Copenhell 2019: I år blev det til fire dage på Copenhell i skøn selvskab med 28.000 farverige mennesker i sort. Vejret var varmt med kun lidt regn. Bakken var pyntet med sorte flag langs toppen og Biergarten var hvor den skulle være.

De foregående år har jeg ikke dyrket Openhell nævneværdigt. Men i år fik jeg set det meste. Openhell er en institution på Copenhell. Karaoke for sorte sjæle.
Et livebande står hver aften klar i Biergarten. De har med en lang sætliste som deltagerne kan vælge fra. Supportet af dans på borderne fyrer karaoke-sangerne den af med heavy metal-kassikere som “Fear of the Dark” og “Higeway to Hell”. Det er sjovt. Det er festligt. Enkelte imponere. Den største respekt til alle der tager udfordringen og stiller sig op på scenen – uanset niveauet af talent.

Jeg fik selvfølgelig drukket øl med fraktionen Metal i Enhedslisten. Snakket med et par ældre nordjyder om den beskeden heavy metal-scene i Aalborg. Kysset med kæresten (om fredagen). Jeg fik fodret sønne et par gange, så han også fik lidt fast føde.

Musikken kort

Eagles of Death Metal var præcist så kedelige som forventet. Planen var at fortsætte kedsomheden til Katatonia, men så kom festivalens eneste ordentlige regnskyl og Biergarten var mere fristende. Immolation leverede en okay omgang dødsmetal til at gå i seng på, efter en onsdag med maraton i Strandparken om formiddagen og alkoholtolerancetræning resten af dagen.

Godmorgen Konvent. I var da en glædelige overraskelse. Tungt det var og en god start på dagen det var. Efterfulgt af nok en positiv overraskelse, Whitechapel. Deathcorebandet stod ikke engang på min personlige bandliste til årets festival.
På trods af utallige opfordringer fra scenen var formåede Terror ikke at få mig sat i bevægelse. Torsdagen sluttede i pitten til Vltimas og så må det jo have været godt.

Fin opvågning med Cabal og ikke mindst kæreste der var med på en endagsbillet fredag. Både Cabal og Konvent overraskede positivt – og man skal jo støtte den lokale musik, så der skal anskaffes noget til samlingen.
Jeg har alderen til at nyde en gang gammeldød med Unleashed. Og det gjorde jeg, men der måtte gerne have været lidt mere lyd på vokalen. Unleashed blev efterfulgt af ny død med Bæst. Det var en overbevisende præstation fra Århus-bandet. De steg en del grader i vurderingen i min bog. Vi blev i det danske med Slægt, der igen leverede varen. Det band er stablet op med så utrolige meget talent.
Natten sluttede med urgammel naturkraft. Heilung var en arkæologisk rejse tilbage til før religionen blev monoteistiske og hvor alt i naturen var magisk.

Vågnede lørdag i bjergene med Eluveitie. En vidunderlig start på dagen i en festlig folkepit – og så endda sammen med sønnen. Fra keltiske folkedød til total-viking-power med Amon Amarth. Det var som forventet. Præcist det og ikke mere.
Imponeredne mange navne var på scenen til Ti år i Helvede. Metalhistorie der slutter på Slayer og Kim Larsen er ikke så dumt.
Nu kan jeg i øvrigt sætte hak ved at have set Dimmu Borgir, det behøver jeg ikke gøre igen.
Lørdagen startede i pitten og den sluttede i pittet. Uada, festivalens absolutte højdepunkt. Det øjeblik, hvor jeg følte mig tæt forbundet med ham under den sorte kutte. Så mørkt, så smukt.

Copenhell
#copenhell

Slut med Slayer

Final World Tour: Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har set Slayer live. Det er en del gange. Nu er thrash-kongerne på deres sidste tour, så i går var nok sidste gang jeg havde fornøjelse af mægtige Slayer.

Frank Sinatra nåede en del farveller inden han endelig forlod scenen. Og Slayers sidste verdens-tour er blevet forlænget langt ind i 2019. Men det lader til at det snart er slut. Helt slut. Det er fan’me mærkeligt, at dette sikkert var sidste fest med Slayer. I voksenlivet har det været en fast bestanddel af livet: Der kommer altid en Slayerkoncert til – og jeg skal selvfølgelig til den.

I aftes var først opvarmningsband Obituary. Klassisk død. De spille en halv times tid, og vi fik Slowly we rot. Jeg havde gerne set Obituary som tredje opvarmningsband, så jeg skulle vente så længe på Slayer.

“My father is very near the end of his journey” var beskeden fra guitarist Gary Holt og så forlod han Slayerkaravanen lige inden de nåede København og Hannemanns Allé. Til at vikariere for ham stod Phil Demmel (ex-Machine Head) på scenen da det endeligt blev Slayers tur.

Det brændte på scenen. Helvedesild. Et Slayerlogo i flammer. Omvender kors og et pentagram spyet ud af ild. Vi var til fest med Slayer.

Vi fik titelsangene South of heaven, Hell awaits og God hate us all. Og evergreens som Dead skin mask, War ensemble og Raining Blood.
Det største en musiker kan opnå er, at stå på scenen og spille Raining Blood, vel vidende at det er ens eget værk. Intet over.

Bagtæppet blev skiftet flere gange undervejs. Alle gennemført i Slayers diabolsk univers. Savnet af guitarist Jeff Hanneman (1964-2013), blev markeret med et stort scenebanner under Angel of death.

Phil Demmel klarede det fint, omend har ikke helt havde samme coolness som Kerry King og Tom Araya – men hvem har også det?

Da vi så var stegt over helvedes ild. Da vi var blevet gennemheglet af had, død og blod, da forlod vi Ørestaden glade – som bedre mennesker.

Tak Slayer. Tak for alle sangen og de suveræne koncerter.

Slayer

Final World Tour

Royal Arena, 3. december 2018

Opvarmning
Obituary, Anthrax og Lamb Of God

Slayers setlist
Delusions of Saviour (play back)
Repentless
Blood Red
Disciple
Mandatory Suicide
Hate Worldwide
War Ensemble
Jihad
When the Stillness Comes
Postmortem
Black Magic
Payback
Seasons in the Abyss
Dittohead
Dead Skin Mask
Hell Awaits
South of Heaven
Raining Blood
Chemical Warfare
Angel of Death

Hjulet

I dag udsender Slægt deres nye album The Wheel. I går aftes var der artist talk og gennemspilning af den nye numre i Lille Vega. Kvalitet af bandets sidste album Domus Mysterium, gjorde forventningerne høje.

Slægt live på Lille Vega

Først lidt brok

Aftenens program blev udsendt få timer inden dørene åbnede til Lille Vega. Her var det tydeligt at planlæggeren ikke har et dagjob. Klokken 21:00 var der artist talk med Slægt. 22:30 skulle svenske Linnéa Olssons band Maggot Heart gå op og varme publikum op. 23:30 var Slægt programsat til deres gennemspilning af The Wheel.

Indtil da, altså kort tid inden arrangementet, hed det sig, at artist talk var i baren inden dørene åbnede og opvarmning gik på 21:00. Jeg købte billet med en klar forventning om at jeg kunne tage et af aftenens sidste S-tog mod Vestegnen efter at Slægt havde afsluttet koncerten. Med lidt held kunne jeg få hele koncerten og nå den første natbus – med ankomst i Ishøj klokken halv to om natten.
Tak for lort, Vega.

Til det vigtige: Slægt og musikken

Aftenens artist talk blev styret af Anders Bøtter der spurgte ind til Slægt tanker omkring musikken, den kreative proces og bandets ambitioner. Til at svare var Oskar og Anders fra bandet.

Sessionen forgik i det lille barrum ved siden af scenen. Oskar og Anders var placeret på et par barstole med ryggen til baren og Anders Bøtter tippede lidt omkring ved siden af.

Bandet har arbejdet på materialet til The Wheel siden efterår 2016 og færdigjorde de sidste numre, kort tid inde de gik i studiet i marts 2018.
Igen havde Slægt valgt at indspille i Lasse Ballades studie: Ballade Studios. Lasse Ballade var også producer på Domus Mysterium og fik genvalg til The Wheel.

Oskar fra Slægt har tidligere sagt, at han fandt inspiration i Bergman-film. Ellers finder Slægt inspiration i stort set at de støder på, på deres vej – og ikke kun fra kunst.

Arbejdet med de enkelte numre start typisk med at én kommer med en række idéer, herfra arbejdes der kollektivt med at få det bedste ud af materialet. Nå der skal tages valg, er fokus på sangen – og hvad der er godt for den.

Artist talk med Anders Bøtter som vært.

Jeg sporede en smule selvkritik omkring Domus Mysterium. Et af dogmerne i arbejdet med materialet til The Wheel var, at hvis bandet skulle vælge om et riff skulle spille to eller fire gange – og det i øvrigt lød lige fedt – blev det spillet to gangen. Musikken skulle være stram og kompakt. Når det er sagt, har Slægt ønsket at fastholde essensen fra Domus Mysterium.

The Wheel. Hjulet, er en titel med mange associationer og kan symboliserer Solen, livet cyklus, døden og genfødsel, skæbnen etc. Det er også en metareference til titelnummeret på EP’en Beautiful and Damned i andet vers, tredje linje synges: “The wheel is returning”, gør Oskar opmærksom på.
Sådan er der mange lag i Slægts musik og tekstunivers.

På titelnummeret og Gauntlet of Lovers har Slægt tilføjet styggere til deres musik – strygeinstrumenterne spilles af Felix Havstad Ziska. Bandet har brugt tid på detaljerne og har en perfektionistisk tilgang til arbejdet i studiet. En af dagene under indspilningen brugte de 21 timer i træk på guitaroptagelserne. En anden brugte de flere timer på et sekment der fylder omtrent fem sekunder.

Efter artist talk’en var der en lang pause inden opvarmningsbandet gik på. Maggot Heart er der ikke grund til at skrive noget videre om.

Som forudsagt blev det noget sent inden Slægt gik på. Nu skulle vi endeligt høre de nye numre fra The Wheel fra start til slut. Live.

Slægt var veloplagte. De var ventetiden værd. Der var en god energi fra bandet og det var tydeligt, at de havde glædet sig til at præsentere det nye materiale.

Slægt musik placere sig et eller andet sted mellem black metal og Iron Maiden. Der ud over hives elementer ind fra højre og venstre – uden skelen til om det er metal eller noget helt andet. Bare det er godt for sangen.

Der var velovervejede temposkift. Stemningsfulde passager og atmosfærisk ståltråd. Jeg skulle på arbejder og nå en natbus fra Sydhavn Station så jeg missede det meste af det sidste nummer. Øv!

Anders Bøtter fik sagt, at han missede mange detaljer første gang han hørte The Wheel. Jeg missede sikker også en del live. Nu håber jeg, at jeg får tid til et par gennemlytninger i løbet af weekenden, så værket kan begynde at folde sig ud for mig.

Slægt

Finntroll på Gimle

Det blev fredag og retnings sat mod Roskilde, hvor finske trolde havde annonceret deres indtog i byen. Før Finntroll kunne gå på scenen skulle der varmes op. Hele tre gang med tre forskellige danske bands.

Finntroll. Før de finske trolde kunne indtage Gimle, var der opvarmning af hele tre danske bands.

Det var en lang rejse for at nå frem til aftenens hovednavn. Hjemmefra havde jeg luret, at Ethereal Kingdoms og deres teatralske metal ikke var super fede. De overraskede ikke. Den tid jeg brugte med Ethereal Kingdoms var som at hælde livet direkte ned i Lynetten.

Det blev bedre med Sylvatica på scenen. Men det var en noget ujævn oplevelse. Ind imellem var der nogle kedelige passager, ind imellem svingede det på et højt plan og så en masse et sted midt imellem. En godkendt indsats.

Det lokale Roskilde-band Vanir har hele fire album på samvittigheden. Det til trods, var de helt ukendte for mig. Det var en mere jævn oplevelser end Sylvatica. Ikke så lavet et bundniveau, men heller ikke helt så fede peaks.

Jeg kom hjem med en Vanir og en Sylvatica-cd, men det er ikke to bande jeg forventer at bruge meget tid på fremover. Som opvarmning gjorde de det fint.

Hovedmenuen

Jeg har længe ventet på lejligheden til at se Finntroll live, så jeg blev glad da Gimle annonceret at bandet kom en smut forbi Roskilde.

Playliste til Finntroll set på GImle.

Deres mørke troldemetal med melodiske elementer inspireret af folkemusik er noget helt særligt. Forsanger Mathias Lillmåns synger på svensk. Sådan er det fordi bandets første forsanger var fra den svensktalende minoritet i Finland og ikke mindst fordi svensk lyder mere troldeagtigt end noget andet sprog.

Finntroll har de sidste år fyldt meget på min løbeplayliste på min mp3afspiller. Det er kraftfulde musik der virker, når de sidste kilometer skal ædes på et langt løb. Det er troldkraft.

Finntroll var ventetiden værd. Her var der ingen kedelige passager der skulle overståede og niveauet var langt over det jævne. Publikum blev ført fra den ene mosh pit til den næste af et veloplagt orkester.

Finntroll på scenen. En fryd for øret.

Sveden drev og øllets skvulpede i plastikkrusene hos de der ikke havde medbragt deres drikkehorn. Højdepunkt afløste højdepunkt i en sådan fart, at det kunne være svært at få vejret. Tak.

Finntroll

Død på Amager

Det er sjældent min kalender siger jeg skal være på Amager en onsdag aften. Men efter at have været til tango-træning med kæresten, gik turen til spillestedet BETA, hvor der stod svensk død på programmet.

I 2014 brød Alex Hellid med de øvrige musikere i Entombede. De tilbageværende medlemmer kom dog hurtigt videre og fortsatte som Entombed A.D.
Entombed A.D. har siden udgivet to studiealbum: Back to the Front og Dead Dawn.

Dødsmetallen er ved at blive gammel. Det ses både på bandet og størstedelen af publikum denne aften i BETA. Men vi hygger os på dette lille og intime spillested og trods det faktum at det er arbejdsdag i morgen, er der gang i fadølsanlægget.

Efter en mindre mindeværdig opvarmning ved de danske band Rising, kom vi til det vi vist alle samme var kommet for. Svensk død.

Entombed A.D. på BETA, 29. august 2018.

Entombed A.D. skuffede ikke med deres death ‘n’ roll. Der var knald på og svingede. Forsangeren Lars Göran Petrov havde måske fået en genstand eller to for meget. Det jo heller ikke fair, når publikum giver gratis shots.

Lars Göran Petrov var tydeligvis forkøles oveni. Snottet væltede bogstaveligt talt ud af ham. Men når blot den ene guitarist hviskede stikord i øret på ham gik det hele og når musikken spillede, var Lars Göran Petrov der hvor han skulle være.

Entombed A.D. er et dygtigt og velspillede band der har et stort bagkatalog, når både Entombed med og uden A.D regnes med. Det er tydeligt på Tobias Cristiansson (bas) at han nyder at spille live. Der er smil til publikum og en fin samhørighed med guitaristen ved side af.

En tur tilbage til Left hand path sætte gang i mosh pitten. Godt klaret på en onsdag aften på Amager.

Entombed A.D. på BETA. Det var god rock n roll!

Entombed A.D.

Mere bas tak!

I dag er det 30 år siden Metallicas album “…and justice for all” blev udgivet. Jeg kan huske, at jeg dengang opfattede albummet som et thrash-mesterværk. Helt vildt tight og fuldendt i form. Men der manglede noget: bassen.

Den manglende bas i lydbilledet, var jeg nok ikke så bevidst om dengang. Men af alle Metallicas album er det den, hvor det giver mening at lave en relanceret og reproduceret udgave med ét grundlæggende tema: Mere bas!

Der mangler bas. Men det er stadig et fedt album!

Bassist Jason Newsted var kommet med i Metallic efter Cliff Burtons død på Master of Puppets-touren.
Inden “…and justice for all” havde bandet indspillet ep’en “Garage Inc.”, men dette var den første fuldlængde udgivelse med Jason Newsted.

Som ny i bandet havde Jason Newsted det ikke let i Metallica. James Hetfield og Lars Ulrich trumfede deres holdning igennem, med det resultat at guitar og trommer kom alt for meget i front i lydmixningen.

I et af Alphabetallicas podcast siger producer Flemmeing Rasmussen:

“And the bass – let me just point out – the bass tracks on “…And Justice for All” are actually fantastic. Jason plays really well. He probably tried to prove that he was worth, that he was up there with Cliff, which in my opinion he is.”

“It’s a different style, but he is as good of bass player as Cliff, just in a different way. And I’ve heard the bass tracks and they were actually amazing. They sound good, he plays well. But, they heard the mix and they went, “Alright, take the bass down, change this this this and this, and then take the bass down.” So you can barely hear it. And then once they’ve done that they said, “Take it another 3dB down.”

“Why they did that – I have no idea! It could be that they were still grieving about Cliff. I have no idea. But imagine my surprise when I heard the album. I was like, “What the… What?!” It got really criticized when it came out, and people got more or less blown away because of the dryness of the sound. It just goes BANG, right in your face.”
(citat: Flemming Rasmussen i Alphabetallica. 27. juli 2017)

På Metallicas 3. album “Master of Puppets”, som var det sidste album med Cliff Burton og den seneste fuldlængde studiealbum inden “…and justice for all”, er bassen fint med i lydbilledet. Sådan skulle det altså ikke være på “…and justice for all”.

Refshalefest

Helvedes port har stået åbent i tre dage på Refshaleøen. Der er blevet sunget og træbenet svunget i Biergarten. Der er blevet danset, der har været gang i mosh pitten. Årets største metalfest er over.

Første fest

Nyt liv sparker en ny fest på Refshaleøen i gang, men de væltede ikke mig omkuld. Så var der mere nerve i UxDxS. Det tredje åbningsband på Pandæmonium-scenen sprang jeg over. Der skulle drikkes øl.

The Last Internationale kunne jo godt lyde som navnet på et interessant band. Det var det ikke og de kan kun få point for sceneflaget.

Festen kom alvor i gang med Thy art is Murder. Det australske band fyrede godt op under kedlerne og der kom gang i publikum foran Pandæmonium. Der var gang i mosh pitten og der blev crowd surfing som det ikke er set længe.
Det er da godt, at jeg er i en nogenlunde form, når det tager sådan fat allerede om eftermiddagen på Copenhells første dag.

MØL var kommet med på et afbud. Og det var da godt for de leverede vare live. Det et helt andet niveau end jeg havde forventet efter at have hørt lidt af deres musik på Bandcamp.

Efter MØL var der en god pause hvor der blev drukket øl i Biergarten og sunget med på lidt af hvert. Sangfesten sluttede da Soulfly gik på scene. Max Cavalera er altid en oplevelse og det blev den festligste mosh pit længe set nord for Sahara.
Jeg er nok lidt for gammel til den slags, men djævlens tog ved mig – og der blev gået til den.

Anden fest

D.R.I. sang i nummeret Thrashard: “You are hurt all over / But can’t feel a thing / Not until the next day / Then you wake up / Stiff as a board / And the pain won’t go away”.
Og av! Der var et par blå mærker og en mærkbar erindring om en tung sko der jokkede ned på min for i pitten foran Soulfly. Men efter en kop kaffe var det afsted igen, tilbage til verdens festligste helvede.

Islandske Auðn fik en chance for morgenen af. Men de fik mig ikke til at blive i mere end fem minutter. Nogle vil nok sige, at jeg ikke gav dem en reel chance.
Exodus kunne godt holder mig fanget foran scenen. Det var måske ikke verden bedste thrash, men det var meget klassisk. Ingen overraskelser. Ren musikalsk tryghed.

Første halvdel af At the Gates koncert brugte jeg på at vente på sønnen. Han kan meget, men klokken har han endnu ikke helt lært. Selv om jeg stod og ventede lidt fra Hades-scenen kunne jeg hører musikken. Og At the Gates leverer en grundig gang svensk død. Sønnen kom og vi fik set en halv koncert sammen – inden han strøg tilbage i flokken af teens.

Herefter fulgte et par bakkekonceret med øl i godt selskab. Først var det Deftones der ikke siger mig noget. Men jeg må give dem, at de kan deres shit. Deres shit, er bare ikke mit shit.

Graveyard – det må være kirkegården for alle de musikelskere der er døde af kedsomhed gennem årene.

Jeg er et gammelt thrash-hoved og det var thrash’en der var min indgang til metals vidunderlige verden, så selvfølgelig var Kreator på mit personlige program.

Kreator levede op til forventningerne (og de var ikke små). Om nogen forstår de at få gang i publikum. Her var både wall of death og festivalens største mosh pit. Efter eskapaderne til The art is Murder og Soulfly foregående dag, havde jeg taget gammelmandshatten på og hold mig pænt på afstand af den mere aktive del af publikum. Så kunne jeg stå der og skråle med på Satan is real og Phobia.
Absolut verdensklasse.

Jeg kedede mig i 20 minutter med Ozzy på Helvíti-scenen. Da jeg havde erkendt, at lige meget hvor længe jeg venter blev det ikke godt , gik jeg i Biergarten og drak øl indtil Enslaved gik på scenen. Der kan man snakke om et band der har ændret deres musikstil. Jeg tænker, at noget af de oprindelige fans må være faldet fra undervejs. Men jeg synes deres nyeste skive er fed og det var koncerten også.

Tredje fest

Lørdag startede med noget lidt andet. Orkestermusik med med Jakob Stegelmann & Orkester. Jakob øste ud af hans viden om den musikalske kulisse fra film, tegneserie og spil. Århus Symfoniorkester præsenterede kendte temaer for populærkulturen. Det var Batman, Super Mario og Star Wars.

Det er nok ikke så tit Århus Symfoniorkester oplever en mosh pit, eller for dens sag sin skuld en wall of death, til deres koncerter. Det var der i dag og det så ud som om orkesteret også have den fest. En dejlig start på Copenhells tredje dag.

Det tidspunkt på dagen hvor jeg skulle sidde på bakken og drikke et par øl kom – selvfølgelige, fristes jeg til at sige. Selskabet var godt, men musikken var noget skidt.
På en lille halv time fik Steel Panther lukket lige så meget gylle ud, som der på et år produceres på en middelstort svinefarm i Jylland.

Heldigvis fik jeg renset ørerne med en god gang død. Den stod Suffocation for. En god præstation med bassen i centrum. Et band jeg skal dyrke lidt mere.

Sidste punkt på mit program blev Igorrr. Extrem metal du macabre. Et mix, et virvar af genre og en computer der har drukket for meget kaffe. Her dukkede sønnen i øvrigt op igen. Stadig i live og i godt humør.
Igorrr leverede et fantastisk sceneshow og et dejligt bizart sted at slutte Copenhell 2018.

Men hov. Det har jo slet ikke regnet mens jeg har været på Copenhell.

Copenhell

Som et mørke i lyset

Et nyt bekendskab med et band kan være lidt som en forelskelse. I starten er der helt fantastisk og det er umuligt at få nok. Det samme album, de samme numre bliver lyttet igen og igen og igen.

Som med forelskelse vare det ikke ved. Det kan blive til en lange forhold, som forelskelse kan blive til kærlighed. Men det kan også blive til ligegyldighed og glemsel.

Med Solbrud er det lidt anderledes. Jeg blev præsenteret for bandet omtrent samtidig med at jeg begyndte at høre Slægt. Der havde Solbrud været i gang et stykke tid og jeg erhvervede mig Jærtegn og Vemod.

Det var ikke fordi de to Solbrud-skiver kørte i fast rotation på anlægget. Når jeg satte dem på foretrak jeg Jærtegn. Vemod fik nærmest ingen spilletid i stuen i Ishøj. Det til trods for at albummet modtog ros både blandt anmeldere og lyttere.
Af en ven fik jeg at vide, at jeg skulle give Vemod nogle gennemlytninger, så ville den vokse på mig.

En dag skulle den så have chancen igen og jeg hørte Vemod et par gange – sådan rigtigt, hvor der er fokus på musiker og det ikke bare er baggrundsstøj til arbejde på computeren eller opvasken.

Min ven fik ret. Vemod – og egentlige også Jærtegn – vokser på mig. Det hjalp også på forholdet da jeg hørte Solbrud live i DR-byen i november 2017. De performer med en lyd der trænger ind i alle kroppen celler og som besmitter hver en luftmolekyler i rummet.

Mødes med Solbrud var ikke en forelskelse, nærmere et møde der i første omgang blev til et overfladisk bekendtskab.
Solbruds musik voksede på mig og gør det stadig. Både Vemod og Jærtegn får jævnligt spilletid. Særlige Besat af mørket bliver bare ved med at give.

Jeg håber i øvrigt snart jeg kan få lejlighed til at se dem live igen.

Solbrud

Bandcamp: Solbrud
Facebook: Solbrud
Wikipedia: Solbrud

Et nyt musikalsk bekendtskab

Inspirationen til at tage på en festival, er tit et eller flere velkendte bands som skal genses og hvor det på forhånd er rimeligt givet hvad oplevelsen er. De gode festivaler formår også at give gæsterne noget med hjem, som de ikke vidste at du skulle have med.

Årets Copenhell gav mig sådan et par gaver. På forhånd havde jeg måske troet, at Huldre skulle være overraskelsen. En ny musikalsk ven. Det det blev ikke Huldre jeg tog med hjem fra Refshaleøen.

Det nye bekendtskab blev etableret tidligt fredag på Pandemonium-scenen. Der spillede Slægt. Det er ikke et band jeg havde hørt meget om inden. Men et par bemærkning om at de var godt og noget jeg skulle tjekke ud, havde fået mig til at møde op foran festivalens mindste scene.

Jeg var måske lidt forbeholden. Slægt har rødder i black metal-genren og det er ikke lige den genre jeg dyrker mest.

Slægt live på Copenhell 2017.

Alle forbehold blev hurtigt fjernes. Det har var godt; melodiøs, hårdt og grimt på den fede måde. Der var variation i musikken uden at det blev rodet. Så absolut festivalens største positive overraskelse – og da koncerten var slut havde jeg allerede beslutte mig for, at lære Slægt bedre at kende.

Slægt har udgivet tre albums. Først værk var Ildsvanger (2015), hvor Slægt var Oskar J. Frederiksens soloprojekt. På indspilningen spillede Adam “Ccsquele” Nielsen trommer. Albummet udkom i starten af 2015, men materialet var fra 2012-2013.

I 2015 udsendte Slægt mini albummet “Beautiful and Damned”. Her er Slægt blevet et regulært band bestående af Oskar J. Frederiksen, Anders M. Jørgensen, Olle Bergholz og Adam CCsquele Nielsen.

Seneste udgivelse fra Slægt er Domus Mysterium. Dagen efter Copenhell var slut, bestilte jeg den via Slægts profil på Bandcamp. Leveringen var ikke hurtigt, så der var godt tid til at jeg kunne gå og glæde mig til at høre cd’en.

Så ligger pakken der en dag i postkassen. Op i lejligheden og åbne. Cd-coveret er lavet i 2 millimeter tykt. Det er rustikt, mat sort pap. Med dybetryk og sølv er der trykt på forsiden – ikke ord men en figur.
Selve cd’en er sort og bookletten er foldet. På den ene af siderne af bookletten er der coverart, på den anden et bandfoto og tekster.

Domus Mysterium.

Domus Mysterium rummer otte numre:

  • Succumb
  • I Smell Blood
  • Egovore
  • The Eye of the Devil
  • The Tower
  • Burning Feathers
  • Remember it’s a Nightmare
  • Domus Mysterium

En blid begyndelse glide over ind insisterende, nærmest meditative guitarriff. Det er musik med virkning. Pling. Slægt er i gang og tempoet ryger op. Der varieres – uden at der er tvivl om at vi skal derude af, det er jo metal.
Ind imellem ledes tankerne i retning af noget symfonisk rock fra et andet årtusinde, men straks kommer black metal ånden fræsende ind over og placere Slægt et helt andet sted.

The Tower er umiddelbart albummets stærkeste nummer. Varieret, velkomponeret og en virkelig fed energi. Jeg ved at den slags har det med at ændre sig over tid, men pt; absolut det bedste. Og det i et stærkt felt.

Domus Mysterium er en helstøbt udgivelse, hvor der er sammenhæng fra først tone til det hele forsvinder i hvid støj. Det er musik jeg får lyst til at høre igen, allerede mens jeg er i gang med at høre det.
Jeg tror sku’ Domus Mysterium skal på min løbeplayliste.

Slægt
Discogs: Slægt
Wikipedia: Slægt