Kategoriarkiv: Musik

Hamkar Atonement

Dakhma: Ordet dakhma betyder stilhedens tårn. Men der er ikke meget stilhed at hente på albummet “Hamkar Atonement”.

En dakhma er en cirkulær struktur zoroastrianere bygger til ekskarnation af døde kroppe. Zoroastrisme er Irans største præislamiske religion.

“The interior of the dakhma is built in three concentric circles, one each for men, women, and children. The corpses are exposed there naked. The vultures do not take long – an hour or two at the most – to strip the flesh off the bones, and these, dried by the sun, are later swept into the central well.”
(citat: Zoroastrianism i Britannica Library, Encyclopædia Britannica, 5 Jan. 2018. Accessed 14 Jul. 2020.)

Dakhma, altså bandet, spiller zoroastrisk dødsmetal. Det er dog ikke et iransk band, men et schweizisk band. Det bestående af Kerberos og H.A.T.T.

Angra Mainyu er en goddom der repræsenterer usandhed, slethed, mørke, den materielle verden samt døden. “Hamkar” i titlen skulle referere til at være Angra Mainyus hjælper.

Bedeklokke og messen starter dette mørke værk. Åbningsnummeret “The Glorious Fall of Ohrmazd” er 11 minutter langt og det er ikke atypisk for Dakhmas musik. Efter en lang skummel intro bliver det tungt med en sitrende desperation, for senere at sætte et tempo der er mere typisk for dødsmetal.

Bas fra starten af “Akhoman”. “It is not that I cannot create anything good, but that I will not”. Der kommer ikke mere godhed eller klarhed med cd’ens andet nummer.

Dakhma kalder selv musikken death metal, men der trækkes også på doom og black metal-elementer.

Bandet benytter også andre musik-traditioner, som i starten af “Varun”, hvor vi taget et hurtigt smut til Mellemøsten. Hvilket er meget naturligt i denne sammenhæng. Størstedelen af nummeret tæsker derudaf med hurtige riff og et energisk trommearbejde.

Det hidsige tempo fortsætter på “Nanghait”, dog falder det ned i et atmosfærisk tåge for en stund, sådan lidt inde i nummeret.

“And as fire gives way to an endless rain, the earth is covered in death and decay”. Regnen falder på “Spendarmad”.
Vi er i et kult-rum af lyd og messen. Inden Kerberos growler videre på “Gannag Menog”.
Siden cd’ens start er vi vist kommet hele vejen gennem en kamp mellem Ahura Mazda og Angra Mainyu. “Now towering over the creator”.

Nu mangler kun “…of Great Prophets”. En afslutning på 16 minutter – et helt værk i sig selv. “Eyes that now see clearly / In ears the piercing howl of druj rings free / Tongues rich in lavish parlance / Liberated by the most unholy spirit.”

Jeg forstår ikke meget af zoroastrismen. Men “Hamkar Atonement” er et spændende og afvekslende album. Hvis du gerne vil gå i frø i det mørkeste hjørne af din bolig, er det et udmærket soundtrack. “Hamkar Atonement” er et langt, indadvendt dyk dybt ned i mørket.

“Hamkar Atonement” er det eneste album min kæreste har bedt mig om at stoppe i utide. Og jeg har ellers udsat hende for lidt at hvert. Om du læser det som en advarsel eller en anbefaling er helt op til dig.

Dakhma
cd: Hamkar Atonement. Iron Bonehead Productions, 2018 (2018). IBP386.
Kerberos, vokal, bas, guitar. H.A.T.T., trommer.

Bandcamp: Dakhma
Discogs: Hamkar Atonement

  • The Glorious Fall of Ohrmazd (Hail Death, Triumphant)
  • Akhoman (Spill the Blood)
  • Varun (Of Unnatural Lust)
  • Nanghait (Born of Fire)
  • Spendarmad (Holy Devotion)
  • Gannag Menog (Foul Death, Triumphant)
  • …of Great Prophets

Aldar Rök

Vanir: Vikingemetal fra Roskilde.

Lad os støtte den lokal metal-scene. Det opfordre vi tit hinanden til og det er en god ide. Det må være det der motiverede mig til at købe en cd med Vanir efter en koncert i Gimle, hvor det lokale band varmede på til Finntroll.

Musikken er ikke vokset på mig siden og det er vel nærmest som en kuriosum jeg har “Aldar rök” stående i samlingen.

Total viking power. Det er vel der vi er med Vanir. Der bliver dasket til trommeren og bandet forsøger at tilføje stemning til musikken med keyboards. Men resultatet er en kaloriefattig mixture af tegneserievikinger, trivielle riff og ligegyldig guitarlir.
Det havde ellers været en god historie med et vikingeband fra kong Roars stad.

Vanir
cd: Aldar rök. Mighty Music, 2016 (2016). PMZ172.
Daniel Kronskov, trommer. Lars Bundvad, bas. Mads Andersen, guitar. Martin Holmsgaard Håkan, vokal. Philip Kaaber, guitar. Stefan Dujardin, keyboards.

Discogs: Aldar rök

  • Black Legion
  • Praetorian
  • Unrepentant
  • Broken Throne
  • Wrath of Sutr
  • The Serpent
  • Drukvisen (bonustrack)

Disclosure in red

Trail of Tears: Operametal. Det er ikke et band jeg har dyrket ret meget. Men den kvindelige vokalist på det tidlige Trail of Tears kan noget.

En gang imellem får “Disclosure in red” et spin på cd-afspilleren. Hver gang tænker jeg, at den hører jeg for sjældent mens åbningsnummeret “When Silence Cries…” brager ud af højtalerne (skal helt høres højt). Det starter så fint med blast-beat og en sopran for fuld udblæsning.
Når hele cd’en er gennemspillet, jeg er knap så begejstret. “Disclosure in red” åbner med et brag, men er lidt kedelige i længden.

Skal et nummer fremhæves, ud over “When Silence Cries…”, er det “Temptress” – det svinger. Det er det sidste reelle nummer på cd’en, efter den er der dog et bonusnummer. Der er for lang vej mellem snapsene på “Disclosure in red”.

Trail of Tears blev dannet i 1994 under navnet Natt. I 1997 ændrede bandet navn til Trail of Tears. Årets efter udkom debut-albummet “Disclosure in Red”. Det blev til seks studiealbum mere.

Jeg overvejede flere gange at investere i et album mere, men Trail of Tears nåede at udskifte sangerinden, flere musikere og endeligt at gå i opløsningen, uden at jeg fik taget beslutningen om at investere i en skive mere.
Det kommer nok ikke til at ske. Nogensinde.

Trail of Tears
cd: Disclosure in red. DSFA Records, 1998 (1998). DSFA 1018.
Ronny Thorsen, vokal. Helena Iren Michaelsen, vokal. Runar Hansen, guitar. Terje Heiseldal, guitar. Kjell Rune Hagen, bas. Frank Roald Hagen, synthesizer. Jonathan Pérez, trommer.

Discogs: Disclosure in Red

  • When Silence Cries…
  • The Daughters Of Innocense
  • The Day We Drowned
  • Mournful Pigeon
  • Swallowed Tears
  • Illusion?
  • Enigma Of The Absolute
  • Words Of The Fly
  • Temptress
  • The Burden (bonusnummer)

Østkyst hustlers – Verdens længste rap

Østkyst hustlers: Radiorap for børn i alle aldre.

“…Randers var der ikke meget ved
Et åndeligt halvformørket gudsforladt sted”
(citat: Ankomst)

Det var radio som jeg var for gammel til at høre, og det var den helt forkerte musikgenre. Men historien om de to københavner-hustlers, Jazzy og Bossy, skulle jeg høre efterhånden som deres udannelsesrejse foldede sig ud i Børneradio i midthalvfemserne.

Ja. Det var i radioen det foregik i 1995. Uge for uge udfoldede historien om Jazzy og Bossy sig. Bagefter udkom det hele samlet på en compact disc som “Verdens længste rap”.
1995 et godt år for dansk rap og Humleridderne hittede med “Malerhjerne”. Måske for mainstream for undergrunden?

cdcover med to ben og bandnavn

“”Østkyst Hustlers” skal selvfølgelig ikke høres som noget dybt seriøst hip hop-udspil, men som en kulørt B-film i rapversion med masser af slagfærdig københavnerhumor og asfaltautenticitet”
(citat. Rap fra stenbroen af Henrik List i Berlingske Tidende 30. oktober 1995)

Der går år imellem at cd’en bliver taget ned af hylden. Den har mest nostalgisk kvalitet.

Østkyst Hustlers
cd: Østkyst hustlers : Verdens længste rap. Børneradio / Pladecompagniet, 1995 (1995). PCCD 8095.
Nikolaj Peyk, rap. Jazzy H, rap. Bossy Bo, rap.
Gæstemusikere: Jazzy H, Al Agami, Kenneth Kikkenborg, Zipp, Camille Jones, Josefine, Al Jones, Ole Jensen, Jan Kabré, MC Einar, Bukki K’an Bates, Humleridderne

Discogs: Verdens længste rap
Østkyst Hustlers

  • Jazzys Gambit
  • Bossys Gambit
  • Nedtur
  • Gamle Homies
  • 98 Oktan Bly
  • Hustleroverfarten
  • Ankomst
  • Diskohuset
  • Balladesild
  • Indbrud
  • Randers By Night

Carboniferous

Zu: Jazzy ekstremmetal.

Carboniferous på dansk karbon eller kultiden. En periode i Jordens oldtid, hvor der blev danne store kulaflejringer og de første hvirvldyr gik op på land og verden blev beriget med kakerlakker. Carboniferous er også titlen på Zus 14’ende album der udkom i 2009.

For nogle er det jazz, for andre experimental metal. Det afhænger af lytterens temperament og øvrige musikalske referencer.

Jeg så Zu på Musikcafeen for mange år siden, efter anbefaling fra Martin Weile. Tak for den oplevelse!

Det er fedt, at sidde en sen, mørk aften og hører Carboniferous. Helst helt uden forstyrrelser, andet end dem som Zu frembringer.

Zu
cd: Carboniferous. Ipecac Recordings, 2008 (2008). IPC 110.
Luca T. Mai, baritonsaxofon. Massimo Pupillo, bas. Jacopo Battaglia, trommer.
Gæstemusikere: Mike Patton, King Buzzo, Giulio Ragno Favero, Giulio Ragno Favero.

Bandcamp: Zu
Discogs: Carboniferous
Zu

  • Ostia
  • Chthonian
  • Carbon
  • Beata Viscera
  • Erinys
  • Soulympics
  • Axion
  • Mimosa Hostilis
  • Obsidian
  • Orc

Death Atlas

Cattle Decapitation: Vegansk, menneskehadende grind.

Det var sønnens skyld. Det var ham der en dag kom ind i stuen og sagde: Kender du Cattle Decapitation? Ellers skal du lige tjekke “Death Atlas”. Jeg hørte lidt at albummet på nettet – og næste gang jeg handlede cd’er på nette røg “Death Atlas” med i bestillingen.

Cattle Decapitation startede som et veganer-band og har en del fans der er en del af animal rights-subkulturen. Nu er der vist kun to veganere tilbage i bandet, men dyrerettigheder er stadig et tema for Cattle Decapitation. På Death Atlas er det dog menneskedyret der er i fokus.

Mennesket er Cattle Decapitation ikke begejstret for. Helst så bandet at de fleste af os lagde os ned og døde “Black Death, you’ve found us / Your cloak surrounds us / Boundlessly drown us / In bacillus countless” (citat: Bring Back the Plague) eller som de slutter numret “The Geocide”: “Fuck the future / Fuck all mankind”.

Albummet “Death Atlas” blev udgivet på black friday 2019. Musikken fejler ikke noget. Cattle Decapitation ser mange reelle problemer som global opvarmning og masseudryddelse af dyrearter. Ærgerligt at den eneste løsning de kan se, er Den sorte død – “Annihilation is necessary”.

Cattle Decapitation
cd: Death Atlas. Metal Blade Records, 2019 (2019). 3984-15683-0.
Travis Ryan, vokal / keyboards. Josh Elmore, guitar. David McGraw, trommer. Olivier Pinard, bas. Belisario Dimuzio, guitar.
Gæstemusikere: Riccardo Conforti, Jon Fishman, Dis Pater, Laure Le Prunenec, Melissa Lucas-Harlow.

Cattle Decapitation
Discogs: Death Atlas

  • Anthropogenic: End Transmission
  • The Geocide
  • Be Still Our Bleeding Hearts
  • Vulturous
  • The Great Dying 1:13
  • One Day Closer To The End Of The World
  • Bring Back The Plague
  • Absolute Destitute
  • The Great Dying II
  • Finish Them
  • With All Disrespect
  • Time’s Cruel Curtain
  • The Unerasable Past
  • Death Atlas
  • In The Kingdom Of The Blind, The One-Eyed Are Kings (bonusnummer)

Strange Little Girls

Tori Amos: Køn, musik og fortolkning.

Amerikanske singer-songwriter Tori Amos udgav tilbage i starten af 0’erne et konceptalbum. Tolv numre skrevet af og udført af mandlige kunstnere nyfortolket fra et kvindeligt synspunkt. Til hver sang er der et fotografisk portræt af Tori Amos. Portrætterne er lige så forskelligartede som de fortolkninger og numre der udgør albummet. De er sangenes feminine personaer.

Cd’en starter med Lou Reeds “New Age”. Et numre fra The Velvet Underground album “1969: The Velvet Underground Live”. Teksten er om Lou Reeds daværende kæreste og indeholder muligvis en reference til Reeds biseksualitet: “It seems to be my fancy to make it with Frank and Nancy.” Nummeret findes i en anden version på The Velvet Underground album “Loaded”.

Fra Reed til Eminem er et markant skift. “97 Bonnie & Clyde” fra “The Slim Shady EP”. Eminem ord bliver ikke mindre forskruet af Tori Amos fortolkning og musikalske baggrundstæppe. Det bliver et ret stærkt nummer.

Efter Eminem virker “Strange Little Girl” påfaldende normal. The Stranglers er ikke et bandt jeg har noget nært forhold til og jeg er helt klart mere til Tori Amos’ version af sangen.

Tori Amos mangler ikke mod og kastede sig også over Depeche Mode nummeret “Enjoy The Silence”. Herefter følger 10cc’s “I’m Not In Love”, Lloyd Cole And The Commotions’ “Rattlesnakes” og Tom Waits’ “Time”. En meget fin fortolkning af “Time”.

Jeg kender mange der er mere til Neil Young end jeg er. Tori Amos tager hans “Heart Of Gold” op, akkompagnere af slide guitar.

“I Don’t Like Mondays” er vel en af de sange “The Boomtown Rats” bedst huskes for. Nummeret er skrevet af Bob Geldof i 1979. Det er en grum historie om Brenda der skød lærere og elever på en skole i USA – med et gevær hun havde fået af sin far i julegave. Da FBI spurgte pigen, hvorfor hun gjorde som hun gjorde svarede hun: “I just did it for the fun of it. I don’t like mondays, this livens up the day”. Jeg er heller ikke specielt glad for mandage.

Fire mænd det er svært at komme udenom i musikhistorien: John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr. Tori Amos fortolker Lennon-McCartney-nummeret “Happiness Is a Warm Gun” fra “The White Album”.

Spil den med Slayer. Det gør Tori Amos så. Og det som vi aldrig har hørt et Slayer-nummer før. “Raining blood” er det nummer på cd’en hvor Tori Amos fortolkning er længst væk fra originalen. Der er kredit for at gøre noget helt andet og tages sangen et andet sted hen.

“The Raining Blood girl revealed herself to me form the moment that I heard the song. She said form the first line: “Come with me Tori, I’ll show you everything”. She took me to a war field, pure horror. I imagined a big, beautiful vagina in the air. From which blood is raining. It’s falling out of the air on certain countries which are so terribly violent against women.”
(citat: Tori Amos. Kilde: Heavy Metal, Gender and Sexuality redigeret af Florian Heesch og Niall Scott)

Cd’en slutter med Joe Jacksons “Real Men” – måske en pointe i konceptet “en kvinder fortolker mænds musik”, men en kedelige afslutninger efter “Raining Blood”.

Amos, Tori
cd: Strange Little Girls. Atlantic / Warner Music, 2001 (2001). 7567-83486-2.
Tori Amos, vokal og piano. Matt Chamberlain, trommer. Justin Meldal-Johnsen, bas. Adrian Belew, guitar. m.fl.

Discogs: Strange Little Girls
Tori Amos

  • New Age
  • 97 Bonnie & Clyde
  • Strange Little Girl
  • Enjoy the Silence
  • I’m Not in Love
  • Rattlesnakes
  • Time
  • Heart of Gold
  • I Don’t Like Mondays
  • Happiness Is a Warm Gun
  • Raining Blood
  • Real Men

Tung, mørk doom

Konvent spillede en god koncert på Copenhell sidste sommer. Jeg glædede mig derfor til deres koncert i Pumpehuset.
Det var bandets anden koncert på Puritan Masochism turneen, der bringer Konvent rundt i landet, og en tur til Göteborg, Oslo, Hamburg, Berlin og Hannover.

Jeg ankom tidligt til Pumpehuset sammen med Mette. Det blev en lang rejse frem til Konvents koncert. Først måtte vi gennem tre opvarmningsband. Og Pumpehuset har fået den geniale plan, kun at sælge vand med sukker eller vand med alkohol. Så ingen vand med koffein til mig mens vi ventede på hovednavnet.

Vi fik overstået opvarmningen. Endeligt kom det det tidspunkt, hvor det var Konvent tur til at gå på scenen. Efter en intro med “Solen er så rød mor” for pigekor blev det tungt – på den fede måde. Konvent lagde ud med “Puritan Masochism”, der har hittet på nettet som teaser for albummet af samme navn.

Herfra fortsatte doom-festen. Det var tydeligt at bandet nød endeligt at være afsted med Puritan Masochism’s og mødet med publikum med deres nye materiale.

Tiden gik hurtigt med tung bas, melodiske riff og dødsgrowl. Efter at numrene fra albummet Puritan Masochism alle var leveret var det slut. Næsten da. Det blive til et enkelt ekstranummer fra bandets demo, som de udsendte i 2017.

Det kan godt være at Konvent ikke spiller super kompliceret musik. Men hold da helt kæft hvor de kan sætte fede, ørehængende riff sammen. Jeg tror der bor en masse god musik i Rikke, Sara, Heidi og Julie, som bare venter på at kommer ud. Glæder mig allerede til næste gang jeg skal se dem live.

Sara Helena Nørregaard og Rikke Emilie List på scenen. Foto: Mette Jensen.

Jeg købte det nye album med hjem og ser frem til at lære det bedre at kende. Det er ikke kun mig der har glædet mig og som har store forventninger.

I kommentarsporet til videoen ¨Ropes Pt. II” på YouTube skrev brugerne bl.a.:

  • “Konvent has brought me back into doom like I never thought possible. All I can say is thank you!” – AlucardsQuest
  • “I’m a great fan of death/doom. I couldn’t think of a better refreshment to that genre than this band! Amazing.” – NoxAurea
  • “This band’s definitely going on my various playlists this year. Love it! :D” – DitsyCityKitty
  • “Holy Hell, this is amazing! I absolutely love everything about this! Can’t wait for the album! \m/” – Heavy Harlequin

Konvent
Puritan Masochism Tour. Pumpehuset, 25. januar 2020

Folkefest i Sundbyøster

Festlig aften i Amager Bio med melodisk, keltisk folkemetal fra Schweiz.

Vi ankommer godt stykke inde i Infected Rains set. Føler ikke at jeg er går glip af noget vigtigt, men energien på scene fejlede ikke noget. Efter en kort pause går næste opvarmningsband på: Lacuna Coil. Den vil jeg ikke ofre mange ord op, men blot konstatere, at der skete en forbrydelse mod Depeche Mode undervejs.

Det var et tilfælde at jeg for længe siden opdagede Eluveitie. Det var også i Amager Bio, hvor de varmede op til Sabaton. De reducerede hovednavnet til en kedelig, smagsfattig dessert. Siden har jeg været hooked på deres keltisk folkemetal.

I dag er der ingen positive overraskelser inden hovedretten. Endeligt går Eluveitie på scenen og det er på alle måder et løft.

Bandet har sagt, at deres seneste cd Ategnatos (gallisk ord for genfødsel) er deres mest spirituelle udgivelse til dato. Der går også lidt Hailung i entreen med tre kvinder i hvide kutter og et lille fabeldyr på en stang.

Mette havde lokket mig med helt op foran scenen. Tæt på bandet hvor vi kunne se musikerne i øjnene og vurdere fingrenes dans på guitarens gribebræt. Det giver nærhed, men også en forskudt lydoplevelse. Trommerne og den ene guitarist høres meget tydeligt fra scenen, mens resten af lyden kommer bagfra – fra højtalerne ophængt i loftet foran scenen.

Jeg nyder det meste af koncerten tæt på. En intim oplevelse. Godt henne i koncerten bliver jeg ramt af behov for bevægelse. Jeg finder pitten midt foran scene og kaster mig ud i festlighederne.

Alting har en slutning og som Eluveitie går af scenen starter brandalarmen. Vi må alle forlade Amager Bio og vente ude i vintermørket mens bygningen tjekkes. Ganske udramatisk og inden længe lukkes vi ind igen, så vi kan få vores overtøj med hjem.

I øvrigt har Eluveitie fået en fossil opkaldt efter sig. Bernhard Hostettler (Naturhistorisk museum i Bern) fandt en søstjerne som han navngav Paracidaris Eluveitie.

Eluveitie
Ategnatos European Tour. Amager Bio 20. december 2019.

Død fredag

En aften med Aborted, Bæst og Entombed A.D. i Vega. Jeg var ikke i tvivl om hvem jeg glædede mig til at høre.

For mig var aftenens hovednavn Entombed A.D. For andre var det Bæst, og der var også dem der kom for Aborted.

Efter aftensmaden hjemme i Ishøj drog vi afsted. Sønnen, mig og kæresten med S-tog og Metro til Vesterbro og VEGA.

Vi kom tidsnok til en kop kaffen inden Bæst. Efter den fest Århus-drengene lavede på Copenhell i sommers, havde jeg store forventninger til Bæst.

Selv om det var fredag og energiniveauet på scenen var højt fra start. Skulle der lige en wall of death og en skål til, inden festen for alvor kom i gang. Bæst skuffede ikke. Et solidt live-band.

Turen kom til Aborted. De spillede hurtigt og med kraft, men mig fik de ikke fat i. Kæresten til gengæld, hun blev mere fan end jeg nogensinde bliver af belgisk deathgrind.

Det bedste kom til sidst. Entombed A.D. Svensk death ‘n’ roll når det er bedst.

Entombed A.D. svinger på Vegas scene. Foto: Mette Jensen.

Veteraner der kan deres rutiner. Håret er blevet tyndt, men forsanger Lars Göran Petrov er rock ‘n’ roll i kød og blod. Han er så meget rock ‘n’ roll, at jeg godt kan blive lidt bekymret for hans helbred.

Entombed A.D. er dygtige riff-smede der får musikken til at svinge diabolsk. Det er vanskeligt at stå stille.

Ud over egner numre som Fit for a King, Bowels of Earth og Bourbon Nightmare, bliver der selvfølgelig også spillet originalt Entombed – uden A.D.
Left hand path har altid sin virkning på publikum – også i aften. Jeg var desuden særdeles begejstret for et genhør med Wolverine Blues.

Entombed A.D.