Kategoriarkiv: Musik

Nothing Changed

The Varukers: Britisk punk af den gamle skole.

The Varukers blev danne i 1979 af Anthony “Rat” Martin. Et anarkistisk band jeg så engang i halvfemserne til en koncert jeg ikke husker. En vinyl single i samlingen, der ikke er blevet spillet flere gange, end jeg har fingre på en hånd. Det er UK hardcore. Det er simpelt. Det er energi til en rask pogo.

Varukers, The
vinyl: Nothing Changed EP. Weird Records, 1994 (1994). WEIRD 005.
Producer: The Varukers.
Anthony “Rat” Martin, vokal. Ian “Biff” Smith, guitar, Brian Ansell, bas. Kevin Frost, trommer.

Discogs: Nothing Changed EP
The Varukers

Side A

  • Nothings Changed
  • Obey

Side B

  • Tortured By Their Lies
  • Missing Out

Guden i steinen

Ym:stammen: Norsk verdensmusik er ikke det der fylder mest i min cd-samling. Men en enkelt skive med Ym:Stammen har sneget sig ind.

Ym:Stammen blev dannet af Trygve Mathiesen i 1983. Oslo-gruppen spillede et mix af norrøn-inspireret messen mixet med rock – og med tiden blev lydbilledet mere poppet. “Guden i steinen” er Ym:stammen sidste studiealbum, udsendt i 1997.

Rock fusioneret op med alt godt for det musikalske spisekammer. Men det er desværre kun i små glimt at cd’en er rigtig interessant.

Cd-cover med pige der holder en cola i håden. Cd med bandlogo og rune

Inden jeg købte “Guden i steinen” havde jeg kun hørt nummeret “Alu Alu Laukar” – det viste sig efterfølgende at være albummets bedste. Sange på Guden-i-steinen der eller bør bemærkes er S.P.Q.R, Sigurds-kvadet og Guden i Steinen 1.

Ym:stammen
cd: Guden i steinen. Grappa 1997 (1997). GRCD 4117.
Producer: Ulf Holand.
Douglas Alexandre, bas. Kai Lundewall, trommer. Jo Langeland, guitar, piano m.m. Torben Snekkestad, saxofon, fløjte m.m. Trygve Mathiesen, vokal.

Discogs: Guden i steinen

  • Gripe
  • Guden i steinen
  • Alu Alu Laukar
  • Store Alexander
  • (Gi meg) grid
  • Kappen etter vinden
  • Frihet er å være frisk
  • Troll (sprekker når det blir lyst)
  • S.P.O.R
  • Sigurds-kvadet
  • Tusen års fortielse
  • Guden i steinen II

Atra Musica

Forskellige kunstnere: Split-cd med Darkenhöld og Griffon. Fransk black metal.

Jeg hørte et af de Darkenhöld-numre der er på “Atra Musica” på en sample-cd fra pladeselskabet Les Acteurs De L’Ombre. Stemningen i musikken fangede straks og jeg investerede i cd’en. Det har jeg ikke fortrudt. Men Griffon først.

Cd-cover hold i sort og rødt.

Griffon indleder “Atra Musica” med fire sange. Griffon er et hedensk black metal band fra Paris. Gruppen blev dannet af Aharon i 2012 og har flere udgivelser på små, alternative selskaber bag sig. Sangene er til tider melodisk – til tider dunkel, uden at det bliver ultra-sort.

Darkenhöld blev dannet i Nice i 2008. Bandet spiller atmosfærisk black metal pakket ind i et middelalderligt univers. De fire numre Darkenhöld spiller på “Atra Musica” er semi-akustiske og meget stemningsfulde. De fire Darkenhöld-numre er grunden til at jeg investerede i denne split-udgivelse.

Forskellige kunstnere
cd: Atra Musica. Les Acteurs De L’Ombre, 2019 (2019). AO-94.

Discogs: Atra Musica

Griffon: Si Rome Vient À Périr
Griffon: Souviens Toi Karbala
Griffon: Jérusalem
Griffon: Interlude
Darkenhöld: Marche Des Bêtes Sylvestres
Darkenhöld: Le Sanctuaire De La Vouivre
Darkenhöld: Les Goules Et La Tour
Darkenhöld: Citadelle D’Obsidienne

Hamkar Atonement

Dakhma: Ordet dakhma betyder stilhedens tårn. Men der er ikke meget stilhed at hente på albummet “Hamkar Atonement”.

En dakhma er en cirkulær struktur zoroastrianere bygger til ekskarnation af døde kroppe. Zoroastrisme er Irans største præislamiske religion.

“The interior of the dakhma is built in three concentric circles, one each for men, women, and children. The corpses are exposed there naked. The vultures do not take long – an hour or two at the most – to strip the flesh off the bones, and these, dried by the sun, are later swept into the central well.”
(citat: Zoroastrianism i Britannica Library, Encyclopædia Britannica, 5 Jan. 2018. Accessed 14 Jul. 2020.)

Dakhma, altså bandet, spiller zoroastrisk dødsmetal. Det er dog ikke et iransk band, men et schweizisk band. Det bestående af Kerberos og H.A.T.T.

Angra Mainyu er en goddom der repræsenterer usandhed, slethed, mørke, den materielle verden samt døden. “Hamkar” i titlen skulle referere til at være Angra Mainyus hjælper.

Bedeklokke og messen starter dette mørke værk. Åbningsnummeret “The Glorious Fall of Ohrmazd” er 11 minutter langt og det er ikke atypisk for Dakhmas musik. Efter en lang skummel intro bliver det tungt med en sitrende desperation, for senere at sætte et tempo der er mere typisk for dødsmetal.

Bas fra starten af “Akhoman”. “It is not that I cannot create anything good, but that I will not”. Der kommer ikke mere godhed eller klarhed med cd’ens andet nummer.

Dakhma kalder selv musikken death metal, men der trækkes også på doom og black metal-elementer.

Bandet benytter også andre musik-traditioner, som i starten af “Varun”, hvor vi taget et hurtigt smut til Mellemøsten. Hvilket er meget naturligt i denne sammenhæng. Størstedelen af nummeret tæsker derudaf med hurtige riff og et energisk trommearbejde.

Det hidsige tempo fortsætter på “Nanghait”, dog falder det ned i et atmosfærisk tåge for en stund, sådan lidt inde i nummeret.

“And as fire gives way to an endless rain, the earth is covered in death and decay”. Regnen falder på “Spendarmad”.
Vi er i et kult-rum af lyd og messen. Inden Kerberos growler videre på “Gannag Menog”.
Siden cd’ens start er vi vist kommet hele vejen gennem en kamp mellem Ahura Mazda og Angra Mainyu. “Now towering over the creator”.

Nu mangler kun “…of Great Prophets”. En afslutning på 16 minutter – et helt værk i sig selv. “Eyes that now see clearly / In ears the piercing howl of druj rings free / Tongues rich in lavish parlance / Liberated by the most unholy spirit.”

Jeg forstår ikke meget af zoroastrismen. Men “Hamkar Atonement” er et spændende og afvekslende album. Hvis du gerne vil gå i frø i det mørkeste hjørne af din bolig, er det et udmærket soundtrack. “Hamkar Atonement” er et langt, indadvendt dyk dybt ned i mørket.

“Hamkar Atonement” er det eneste album min kæreste har bedt mig om at stoppe i utide. Og jeg har ellers udsat hende for lidt at hvert. Om du læser det som en advarsel eller en anbefaling er helt op til dig.

Dakhma
cd: Hamkar Atonement. Iron Bonehead Productions, 2018 (2018). IBP386.
Kerberos, vokal, bas, guitar. H.A.T.T., trommer.

Bandcamp: Dakhma
Discogs: Hamkar Atonement

  • The Glorious Fall of Ohrmazd (Hail Death, Triumphant)
  • Akhoman (Spill the Blood)
  • Varun (Of Unnatural Lust)
  • Nanghait (Born of Fire)
  • Spendarmad (Holy Devotion)
  • Gannag Menog (Foul Death, Triumphant)
  • …of Great Prophets

Aldar Rök

Vanir: Vikingemetal fra Roskilde.

Lad os støtte den lokal metal-scene. Det opfordre vi tit hinanden til og det er en god ide. Det må være det der motiverede mig til at købe en cd med Vanir efter en koncert i Gimle, hvor det lokale band varmede på til Finntroll.

Musikken er ikke vokset på mig siden og det er vel nærmest som en kuriosum jeg har “Aldar rök” stående i samlingen.

Total viking power. Det er vel der vi er med Vanir. Der bliver dasket til trommeren og bandet forsøger at tilføje stemning til musikken med keyboards. Men resultatet er en kaloriefattig mixture af tegneserievikinger, trivielle riff og ligegyldig guitarlir.
Det havde ellers været en god historie med et vikingeband fra kong Roars stad.

Vanir
cd: Aldar rök. Mighty Music, 2016 (2016). PMZ172.
Daniel Kronskov, trommer. Lars Bundvad, bas. Mads Andersen, guitar. Martin Holmsgaard Håkan, vokal. Philip Kaaber, guitar. Stefan Dujardin, keyboards.

Discogs: Aldar rök

  • Black Legion
  • Praetorian
  • Unrepentant
  • Broken Throne
  • Wrath of Sutr
  • The Serpent
  • Drukvisen (bonustrack)

Disclosure in red

Trail of Tears: Operametal. Det er ikke et band jeg har dyrket ret meget. Men den kvindelige vokalist på det tidlige Trail of Tears kan noget.

En gang imellem får “Disclosure in red” et spin på cd-afspilleren. Hver gang tænker jeg, at den hører jeg for sjældent mens åbningsnummeret “When Silence Cries…” brager ud af højtalerne (skal helt høres højt). Det starter så fint med blast-beat og en sopran for fuld udblæsning.
Når hele cd’en er gennemspillet, jeg er knap så begejstret. “Disclosure in red” åbner med et brag, men er lidt kedelige i længden.

Skal et nummer fremhæves, ud over “When Silence Cries…”, er det “Temptress” – det svinger. Det er det sidste reelle nummer på cd’en, efter den er der dog et bonusnummer. Der er for lang vej mellem snapsene på “Disclosure in red”.

Trail of Tears blev dannet i 1994 under navnet Natt. I 1997 ændrede bandet navn til Trail of Tears. Årets efter udkom debut-albummet “Disclosure in Red”. Det blev til seks studiealbum mere.

Jeg overvejede flere gange at investere i et album mere, men Trail of Tears nåede at udskifte sangerinden, flere musikere og endeligt at gå i opløsningen, uden at jeg fik taget beslutningen om at investere i en skive mere.
Det kommer nok ikke til at ske. Nogensinde.

Trail of Tears
cd: Disclosure in red. DSFA Records, 1998 (1998). DSFA 1018.
Producer: Hans Eidskard.
Ronny Thorsen, vokal. Helena Iren Michaelsen, vokal. Runar Hansen, guitar. Terje Heiseldal, guitar. Kjell Rune Hagen, bas. Frank Roald Hagen, synthesizer. Jonathan Pérez, trommer.

Discogs: Disclosure in Red

  • When Silence Cries…
  • The Daughters Of Innocense
  • The Day We Drowned
  • Mournful Pigeon
  • Swallowed Tears
  • Illusion?
  • Enigma Of The Absolute
  • Words Of The Fly
  • Temptress
  • The Burden (bonusnummer)

Østkyst hustlers – Verdens længste rap

Østkyst hustlers: Radiorap for børn i alle aldre.

“…Randers var der ikke meget ved
Et åndeligt halvformørket gudsforladt sted”
(citat: Ankomst)

Det var radio som jeg var for gammel til at høre, og det var den helt forkerte musikgenre. Men historien om de to københavner-hustlers, Jazzy og Bossy, skulle jeg høre efterhånden som deres udannelsesrejse foldede sig ud i Børneradio i midthalvfemserne.

Ja. Det var i radioen det foregik i 1995. Uge for uge udfoldede historien om Jazzy og Bossy sig. Bagefter udkom det hele samlet på en compact disc som “Verdens længste rap”.
1995 et godt år for dansk rap og Humleridderne hittede med “Malerhjerne”. Måske for mainstream for undergrunden?

cdcover med to ben og bandnavn

“”Østkyst Hustlers” skal selvfølgelig ikke høres som noget dybt seriøst hip hop-udspil, men som en kulørt B-film i rapversion med masser af slagfærdig københavnerhumor og asfaltautenticitet”
(citat. Rap fra stenbroen af Henrik List i Berlingske Tidende 30. oktober 1995)

Der går år imellem at cd’en bliver taget ned af hylden. Den har mest nostalgisk kvalitet.

Østkyst Hustlers
cd: Østkyst hustlers : Verdens længste rap. Børneradio / Pladecompagniet, 1995 (1995). PCCD 8095.
Producer: Nikolaj Peyk.
Nikolaj Peyk, rap. Jazzy H, rap. Bossy Bo, rap.
Gæstemusikere: Jazzy H, Al Agami, Kenneth Kikkenborg, Zipp, Camille Jones, Josefine, Al Jones, Ole Jensen, Jan Kabré, MC Einar, Bukki K’an Bates, Humleridderne

Discogs: Verdens længste rap
Østkyst Hustlers

  • Jazzys Gambit
  • Bossys Gambit
  • Nedtur
  • Gamle Homies
  • 98 Oktan Bly
  • Hustleroverfarten
  • Ankomst
  • Diskohuset
  • Balladesild
  • Indbrud
  • Randers By Night

Carboniferous

Zu: Jazzy ekstremmetal.

Carboniferous på dansk karbon eller kultiden. En periode i Jordens oldtid, hvor der blev danne store kulaflejringer og de første hvirvldyr gik op på land og verden blev beriget med kakerlakker. Carboniferous er også titlen på Zus 14’ende album der udkom i 2009.

For nogle er det jazz, for andre experimental metal. Det afhænger af lytterens temperament og øvrige musikalske referencer.

Jeg så Zu på Musikcafeen for mange år siden, efter anbefaling fra Martin Weile. Tak for den oplevelse!

Det er fedt, at sidde en sen, mørk aften og hører Carboniferous. Helst helt uden forstyrrelser, andet end dem som Zu frembringer.

Zu
cd: Carboniferous. Ipecac Recordings, 2008 (2008). IPC 110.
Luca T. Mai, baritonsaxofon. Massimo Pupillo, bas. Jacopo Battaglia, trommer.
Gæstemusikere: Mike Patton, King Buzzo, Giulio Ragno Favero, Giulio Ragno Favero.

Bandcamp: Zu
Discogs: Carboniferous
Zu

  • Ostia
  • Chthonian
  • Carbon
  • Beata Viscera
  • Erinys
  • Soulympics
  • Axion
  • Mimosa Hostilis
  • Obsidian
  • Orc

Death Atlas

Cattle Decapitation: Vegansk, menneskehadende grind.

Det var sønnens skyld. Det var ham der en dag kom ind i stuen og sagde: Kender du Cattle Decapitation? Ellers skal du lige tjekke “Death Atlas”. Jeg hørte lidt at albummet på nettet – og næste gang jeg handlede cd’er på nette røg “Death Atlas” med i bestillingen.

Cattle Decapitation startede som et veganer-band og har en del fans der er en del af animal rights-subkulturen. Nu er der vist kun to veganere tilbage i bandet, men dyrerettigheder er stadig et tema for Cattle Decapitation. På Death Atlas er det dog menneskedyret der er i fokus.

Mennesket er Cattle Decapitation ikke begejstret for. Helst så bandet at de fleste af os lagde os ned og døde “Black Death, you’ve found us / Your cloak surrounds us / Boundlessly drown us / In bacillus countless” (citat: Bring Back the Plague) eller som de slutter numret “The Geocide”: “Fuck the future / Fuck all mankind”.

Albummet “Death Atlas” blev udgivet på black friday 2019. Musikken fejler ikke noget. Cattle Decapitation ser mange reelle problemer som global opvarmning og masseudryddelse af dyrearter. Ærgerligt at den eneste løsning de kan se, er Den sorte død – “Annihilation is necessary”.

Cattle Decapitation
cd: Death Atlas. Metal Blade Records, 2019 (2019). 3984-15683-0.
Producer: Dave Otero.
Travis Ryan, vokal / keyboards. Josh Elmore, guitar. David McGraw, trommer. Olivier Pinard, bas. Belisario Dimuzio, guitar.
Gæstemusikere: Riccardo Conforti, Jon Fishman, Dis Pater, Laure Le Prunenec, Melissa Lucas-Harlow.

Cattle Decapitation
Discogs: Death Atlas

  • Anthropogenic: End Transmission
  • The Geocide
  • Be Still Our Bleeding Hearts
  • Vulturous
  • The Great Dying 1:13
  • One Day Closer To The End Of The World
  • Bring Back The Plague
  • Absolute Destitute
  • The Great Dying II
  • Finish Them
  • With All Disrespect
  • Time’s Cruel Curtain
  • The Unerasable Past
  • Death Atlas
  • In The Kingdom Of The Blind, The One-Eyed Are Kings (bonusnummer)

Strange Little Girls

Tori Amos: Køn, musik og fortolkning.

Amerikanske singer-songwriter Tori Amos udgav tilbage i starten af 0’erne et konceptalbum. Tolv numre skrevet af og udført af mandlige kunstnere nyfortolket fra et kvindeligt synspunkt. Til hver sang er der et fotografisk portræt af Tori Amos. Portrætterne er lige så forskelligartede som de fortolkninger og numre der udgør albummet. De er sangenes feminine personaer.

Cd’en starter med Lou Reeds “New Age”. Et numre fra The Velvet Underground album “1969: The Velvet Underground Live”. Teksten er om Lou Reeds daværende kæreste og indeholder muligvis en reference til Reeds biseksualitet: “It seems to be my fancy to make it with Frank and Nancy.” Nummeret findes i en anden version på The Velvet Underground album “Loaded”.

Fra Reed til Eminem er et markant skift. “97 Bonnie & Clyde” fra “The Slim Shady EP”. Eminem ord bliver ikke mindre forskruet af Tori Amos fortolkning og musikalske baggrundstæppe. Det bliver et ret stærkt nummer.

Efter Eminem virker “Strange Little Girl” påfaldende normal. The Stranglers er ikke et bandt jeg har noget nært forhold til og jeg er helt klart mere til Tori Amos’ version af sangen.

Tori Amos mangler ikke mod og kastede sig også over Depeche Mode nummeret “Enjoy The Silence”. Herefter følger 10cc’s “I’m Not In Love”, Lloyd Cole And The Commotions’ “Rattlesnakes” og Tom Waits’ “Time”. En meget fin fortolkning af “Time”.

Jeg kender mange der er mere til Neil Young end jeg er. Tori Amos tager hans “Heart Of Gold” op, akkompagnere af slide guitar.

“I Don’t Like Mondays” er vel en af de sange “The Boomtown Rats” bedst huskes for. Nummeret er skrevet af Bob Geldof i 1979. Det er en grum historie om Brenda der skød lærere og elever på en skole i USA – med et gevær hun havde fået af sin far i julegave. Da FBI spurgte pigen, hvorfor hun gjorde som hun gjorde svarede hun: “I just did it for the fun of it. I don’t like mondays, this livens up the day”. Jeg er heller ikke specielt glad for mandage.

Fire mænd det er svært at komme udenom i musikhistorien: John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr. Tori Amos fortolker Lennon-McCartney-nummeret “Happiness Is a Warm Gun” fra “The White Album”.

Spil den med Slayer. Det gør Tori Amos så. Og det som vi aldrig har hørt et Slayer-nummer før. “Raining blood” er det nummer på cd’en hvor Tori Amos fortolkning er længst væk fra originalen. Der er kredit for at gøre noget helt andet og tages sangen et andet sted hen.

“The Raining Blood girl revealed herself to me form the moment that I heard the song. She said form the first line: “Come with me Tori, I’ll show you everything”. She took me to a war field, pure horror. I imagined a big, beautiful vagina in the air. From which blood is raining. It’s falling out of the air on certain countries which are so terribly violent against women.”
(citat: Tori Amos. Kilde: Heavy Metal, Gender and Sexuality redigeret af Florian Heesch og Niall Scott)

Cd’en slutter med Joe Jacksons “Real Men” – måske en pointe i konceptet “en kvinder fortolker mænds musik”, men en kedelige afslutninger efter “Raining Blood”.

Amos, Tori
cd: Strange Little Girls. Atlantic / Warner Music, 2001 (2001). 7567-83486-2.
Producer: Tori Amos.
Tori Amos, vokal og piano. Matt Chamberlain, trommer. Justin Meldal-Johnsen, bas. Adrian Belew, guitar. m.fl.

Discogs: Strange Little Girls
Tori Amos

  • New Age
  • 97 Bonnie & Clyde
  • Strange Little Girl
  • Enjoy the Silence
  • I’m Not in Love
  • Rattlesnakes
  • Time
  • Heart of Gold
  • I Don’t Like Mondays
  • Happiness Is a Warm Gun
  • Raining Blood
  • Real Men