Kategoriarkiv: Musik

Hjulet

I dag udsender Slægt deres nye album The Wheel. I går aftes var der artist talk og gennemspilning af den nye numre i Lille Vega. Kvalitet af bandets sidste album Domus Mysterium, gjorde forventningerne høje.

Slægt live på Lille Vega

Først lidt brok

Aftenens program blev udsendt få timer inden dørene åbnede til Lille Vega. Her var det tydeligt at planlæggeren ikke har et dagjob. Klokken 21:00 var der artist talk med Slægt. 22:30 skulle svenske Linnéa Olssons band Maggot Heart gå op og varme publikum op. 23:30 var Slægt programsat til deres gennemspilning af The Wheel.

Indtil da, altså kort tid inden arrangementet, hed det sig, at artist talk var i baren inden dørene åbnede og opvarmning gik på 21:00. Jeg købte billet med en klar forventning om at jeg kunne tage et af aftenens sidste S-tog mod Vestegnen efter at Slægt havde afsluttet koncerten. Med lidt held kunne jeg få hele koncerten og nå den første natbus – med ankomst i Ishøj klokken halv to om natten.
Tak for lort, Vega.

Til det vigtige: Slægt og musikken

Aftenens artist talk blev styret af Anders Bøtter der spurgte ind til Slægt tanker omkring musikken, den kreative proces og bandets ambitioner. Til at svare var Oskar og Anders fra bandet.

Sessionen forgik i det lille barrum ved siden af scenen. Oskar og Anders var placeret på et par barstole med ryggen til baren og Anders Bøtter tippede lidt omkring ved siden af.

Bandet har arbejdet på materialet til The Wheel siden efterår 2016 og færdigjorde de sidste numre, kort tid inde de gik i studiet i marts 2018.
Igen havde Slægt valgt at indspille i Lasse Ballades studie: Ballade Studios. Lasse Ballade var også producer på Domus Mysterium og fik genvalg til The Wheel.

Oskar fra Slægt har tidligere sagt, at han fandt inspiration i Bergman-film. Ellers finder Slægt inspiration i stort set at de støder på, på deres vej – og ikke kun fra kunst.

Arbejdet med de enkelte numre start typisk med at én kommer med en række idéer, herfra arbejdes der kollektivt med at få det bedste ud af materialet. Nå der skal tages valg, er fokus på sangen – og hvad der er godt for den.

Artist talk med Anders Bøtter som vært.

Jeg sporede en smule selvkritik omkring Domus Mysterium. Et af dogmerne i arbejdet med materialet til The Wheel var, at hvis bandet skulle vælge om et riff skulle spille to eller fire gange – og det i øvrigt lød lige fedt – blev det spillet to gangen. Musikken skulle være stram og kompakt. Når det er sagt, har Slægt ønsket at fastholde essensen fra Domus Mysterium.

The Wheel. Hjulet, er en titel med mange associationer og kan symboliserer Solen, livet cyklus, døden og genfødsel, skæbnen etc. Det er også en metareference til titelnummeret på EP’en Beautiful and Damned i andet vers, tredje linje synges: “The wheel is returning”, gør Oskar opmærksom på.
Sådan er der mange lag i Slægts musik og tekstunivers.

På titelnummeret og Gauntlet of Lovers har Slægt tilføjet styggere til deres musik – strygeinstrumenterne spilles af Felix Havstad Ziska. Bandet har brugt tid på detaljerne og har en perfektionistisk tilgang til arbejdet i studiet. En af dagene under indspilningen brugte de 21 timer i træk på guitaroptagelserne. En anden brugte de flere timer på et sekment der fylder omtrent fem sekunder.

Efter artist talk’en var der en lang pause inden opvarmningsbandet gik på. Maggot Heart er der ikke grund til at skrive noget videre om.

Som forudsagt blev det noget sent inden Slægt gik på. Nu skulle vi endeligt høre de nye numre fra The Wheel fra start til slut. Live.

Slægt var veloplagte. De var ventetiden værd. Der var en god energi fra bandet og det var tydeligt, at de havde glædet sig til at præsentere det nye materiale.

Slægt musik placere sig et eller andet sted mellem black metal og Iron Maiden. Der ud over hives elementer ind fra højre og venstre – uden skelen til om det er metal eller noget helt andet. Bare det er godt for sangen.

Der var velovervejede temposkift. Stemningsfulde passager og atmosfærisk ståltråd. Jeg skulle på arbejder og nå en natbus fra Sydhavn Station så jeg missede det meste af det sidste nummer. Øv!

Anders Bøtter fik sagt, at han missede mange detaljer første gang han hørte The Wheel. Jeg missede sikker også en del live. Nu håber jeg, at jeg får tid til et par gennemlytninger i løbet af weekenden, så værket kan begynde at folde sig ud for mig.

Slægt

Finntroll på Gimle

Det blev fredag og retnings sat mod Roskilde, hvor finske trolde havde annonceret deres indtog i byen. Før Finntroll kunne gå på scenen skulle der varmes op. Hele tre gang med tre forskellige danske bands.

Finntroll. Før de finske trolde kunne indtage Gimle, var der opvarmning af hele tre danske bands.

Det var en lang rejse for at nå frem til aftenens hovednavn. Hjemmefra havde jeg luret, at Ethereal Kingdoms og deres teatralske metal ikke var super fede. De overraskede ikke. Den tid jeg brugte med Ethereal Kingdoms var som at hælde livet direkte ned i Lynetten.

Det blev bedre med Sylvatica på scenen. Men det var en noget ujævn oplevelse. Ind imellem var der nogle kedelige passager, ind imellem svingede det på et højt plan og så en masse et sted midt imellem. En godkendt indsats.

Det lokale Roskilde-band Vanir har hele fire album på samvittigheden. Det til trods, var de helt ukendte for mig. Det var en mere jævn oplevelser end Sylvatica. Ikke så lavet et bundniveau, men heller ikke helt så fede peaks.

Jeg kom hjem med en Vanir og en Sylvatica-cd, men det er ikke to bande jeg forventer at bruge meget tid på fremover. Som opvarmning gjorde de det fint.

Hovedmenuen

Jeg har længe ventet på lejligheden til at se Finntroll live, så jeg blev glad da Gimle annonceret at bandet kom en smut forbi Roskilde.

Playliste til Finntroll set på GImle.

Deres mørke troldemetal med melodiske elementer inspireret af folkemusik er noget helt særligt. Forsanger Mathias Lillmåns synger på svensk. Sådan er det fordi bandets første forsanger var fra den svensktalende minoritet i Finland og ikke mindst fordi svensk lyder mere troldeagtigt end noget andet sprog.

Finntroll har de sidste år fyldt meget på min løbeplayliste på min mp3afspiller. Det er kraftfulde musik der virker, når de sidste kilometer skal ædes på et langt løb. Det er troldkraft.

Finntroll var ventetiden værd. Her var der ingen kedelige passager der skulle overståede og niveauet var langt over det jævne. Publikum blev ført fra den ene mosh pit til den næste af et veloplagt orkester.

Finntroll på scenen. En fryd for øret.

Sveden drev og øllets skvulpede i plastikkrusene hos de der ikke havde medbragt deres drikkehorn. Højdepunkt afløste højdepunkt i en sådan fart, at det kunne være svært at få vejret. Tak.

Finntroll

Død på Amager

Det er sjældent min kalender siger jeg skal være på Amager en onsdag aften. Men efter at have været til tango-træning med kæresten, gik turen til spillestedet BETA, hvor der stod svensk død på programmet.

I 2014 brød Alex Hellid med de øvrige musikere i Entombede. De tilbageværende medlemmer kom dog hurtigt videre og fortsatte som Entombed A.D.
Entombed A.D. har siden udgivet to studiealbum: Back to the Front og Dead Dawn.

Dødsmetallen er ved at blive gammel. Det ses både på bandet og størstedelen af publikum denne aften i BETA. Men vi hygger os på dette lille og intime spillested og trods det faktum at det er arbejdsdag i morgen, er der gang i fadølsanlægget.

Efter en mindre mindeværdig opvarmning ved de danske band Rising, kom vi til det vi vist alle samme var kommet for. Svensk død.

Entombed A.D. på BETA, 29. august 2018.

Entombed A.D. skuffede ikke med deres death ‘n’ roll. Der var knald på og svingede. Forsangeren Lars Göran Petrov havde måske fået en genstand eller to for meget. Det jo heller ikke fair, når publikum giver gratis shots.

Lars Göran Petrov var tydeligvis forkøles oveni. Snottet væltede bogstaveligt talt ud af ham. Men når blot den ene guitarist hviskede stikord i øret på ham gik det hele og når musikken spillede, var Lars Göran Petrov der hvor han skulle være.

Entombed A.D. er et dygtigt og velspillede band der har et stort bagkatalog, når både Entombed med og uden A.D regnes med. Det er tydeligt på Tobias Cristiansson (bas) at han nyder at spille live. Der er smil til publikum og en fin samhørighed med guitaristen ved side af.

En tur tilbage til Left hand path sætte gang i mosh pitten. Godt klaret på en onsdag aften på Amager.

Entombed A.D. på BETA. Det var god rock n roll!

Entombed A.D.

Mere bas tak!

I dag er det 30 år siden Metallicas album “…and justice for all” blev udgivet. Jeg kan huske, at jeg dengang opfattede albummet som et thrash-mesterværk. Helt vildt tight og fuldendt i form. Men der manglede noget: bassen.

Den manglende bas i lydbilledet, var jeg nok ikke så bevidst om dengang. Men af alle Metallicas album er det den, hvor det giver mening at lave en relanceret og reproduceret udgave med ét grundlæggende tema: Mere bas!

Der mangler bas. Men det er stadig et fedt album!

Bassist Jason Newsted var kommet med i Metallic efter Cliff Burtons død på Master of Puppets-touren.
Inden “…and justice for all” havde bandet indspillet ep’en “Garage Inc.”, men dette var den første fuldlængde udgivelse med Jason Newsted.

Som ny i bandet havde Jason Newsted det ikke let i Metallica. James Hetfield og Lars Ulrich trumfede deres holdning igennem, med det resultat at guitar og trommer kom alt for meget i front i lydmixningen.

I et af Alphabetallicas podcast siger producer Flemmeing Rasmussen:

“And the bass – let me just point out – the bass tracks on “…And Justice for All” are actually fantastic. Jason plays really well. He probably tried to prove that he was worth, that he was up there with Cliff, which in my opinion he is.”

“It’s a different style, but he is as good of bass player as Cliff, just in a different way. And I’ve heard the bass tracks and they were actually amazing. They sound good, he plays well. But, they heard the mix and they went, “Alright, take the bass down, change this this this and this, and then take the bass down.” So you can barely hear it. And then once they’ve done that they said, “Take it another 3dB down.”

“Why they did that – I have no idea! It could be that they were still grieving about Cliff. I have no idea. But imagine my surprise when I heard the album. I was like, “What the… What?!” It got really criticized when it came out, and people got more or less blown away because of the dryness of the sound. It just goes BANG, right in your face.”
(citat: Flemming Rasmussen i Alphabetallica. 27. juli 2017)

På Metallicas 3. album “Master of Puppets”, som var det sidste album med Cliff Burton og den seneste fuldlængde studiealbum inden “…and justice for all”, er bassen fint med i lydbilledet. Sådan skulle det altså ikke være på “…and justice for all”.

Refshalefest

Helvedes port har stået åbent i tre dage på Refshaleøen. Der er blevet sunget og træbenet svunget i Biergarten. Der er blevet danset, der har været gang i mosh pitten. Årets største metalfest er over.

Første fest

Nyt liv sparker en ny fest på Refshaleøen i gang, men de væltede ikke mig omkuld. Så var der mere nerve i UxDxS. Det tredje åbningsband på Pandæmonium-scenen sprang jeg over. Der skulle drikkes øl.

The Last Internationale kunne jo godt lyde som navnet på et interessant band. Det var det ikke og de kan kun få point for sceneflaget.

Festen kom alvor i gang med Thy art is Murder. Det australske band fyrede godt op under kedlerne og der kom gang i publikum foran Pandæmonium. Der var gang i mosh pitten og der blev crowd surfing som det ikke er set længe.
Det er da godt, at jeg er i en nogenlunde form, når det tager sådan fat allerede om eftermiddagen på Copenhells første dag.

MØL var kommet med på et afbud. Og det var da godt for de leverede vare live. Det et helt andet niveau end jeg havde forventet efter at have hørt lidt af deres musik på Bandcamp.

Efter MØL var der en god pause hvor der blev drukket øl i Biergarten og sunget med på lidt af hvert. Sangfesten sluttede da Soulfly gik på scene. Max Cavalera er altid en oplevelse og det blev den festligste mosh pit længe set nord for Sahara.
Jeg er nok lidt for gammel til den slags, men djævlens tog ved mig – og der blev gået til den.

Anden fest

D.R.I. sang i nummeret Thrashard: “You are hurt all over / But can’t feel a thing / Not until the next day / Then you wake up / Stiff as a board / And the pain won’t go away”.
Og av! Der var et par blå mærker og en mærkbar erindring om en tung sko der jokkede ned på min for i pitten foran Soulfly. Men efter en kop kaffe var det afsted igen, tilbage til verdens festligste helvede.

Islandske Auðn fik en chance for morgenen af. Men de fik mig ikke til at blive i mere end fem minutter. Nogle vil nok sige, at jeg ikke gav dem en reel chance.
Exodus kunne godt holder mig fanget foran scenen. Det var måske ikke verden bedste thrash, men det var meget klassisk. Ingen overraskelser. Ren musikalsk tryghed.

Første halvdel af At the Gates koncert brugte jeg på at vente på sønnen. Han kan meget, men klokken har han endnu ikke helt lært. Selv om jeg stod og ventede lidt fra Hades-scenen kunne jeg hører musikken. Og At the Gates leverer en grundig gang svensk død. Sønnen kom og vi fik set en halv koncert sammen – inden han strøg tilbage i flokken af teens.

Herefter fulgte et par bakkekonceret med øl i godt selskab. Først var det Deftones der ikke siger mig noget. Men jeg må give dem, at de kan deres shit. Deres shit, er bare ikke mit shit.

Graveyard – det må være kirkegården for alle de musikelskere der er døde af kedsomhed gennem årene.

Jeg er et gammelt thrash-hoved og det var thrash’en der var min indgang til metals vidunderlige verden, så selvfølgelig var Kreator på mit personlige program.

Kreator levede op til forventningerne (og de var ikke små). Om nogen forstår de at få gang i publikum. Her var både wall of death og festivalens største mosh pit. Efter eskapaderne til The art is Murder og Soulfly foregående dag, havde jeg taget gammelmandshatten på og hold mig pænt på afstand af den mere aktive del af publikum. Så kunne jeg stå der og skråle med på Satan is real og Phobia.
Absolut verdensklasse.

Jeg kedede mig i 20 minutter med Ozzy på Helvíti-scenen. Da jeg havde erkendt, at lige meget hvor længe jeg venter blev det ikke godt , gik jeg i Biergarten og drak øl indtil Enslaved gik på scenen. Der kan man snakke om et band der har ændret deres musikstil. Jeg tænker, at noget af de oprindelige fans må være faldet fra undervejs. Men jeg synes deres nyeste skive er fed og det var koncerten også.

Tredje fest

Lørdag startede med noget lidt andet. Orkestermusik med med Jakob Stegelmann & Orkester. Jakob øste ud af hans viden om den musikalske kulisse fra film, tegneserie og spil. Århus Symfoniorkester præsenterede kendte temaer for populærkulturen. Det var Batman, Super Mario og Star Wars.

Det er nok ikke så tit Århus Symfoniorkester oplever en mosh pit, eller for dens sag sin skuld en wall of death, til deres koncerter. Det var der i dag og det så ud som om orkesteret også have den fest. En dejlig start på Copenhells tredje dag.

Det tidspunkt på dagen hvor jeg skulle sidde på bakken og drikke et par øl kom – selvfølgelige, fristes jeg til at sige. Selskabet var godt, men musikken var noget skidt.
På en lille halv time fik Steel Panther lukket lige så meget gylle ud, som der på et år produceres på en middelstort svinefarm i Jylland.

Heldigvis fik jeg renset ørerne med en god gang død. Den stod Suffocation for. En god præstation med bassen i centrum. Et band jeg skal dyrke lidt mere.

Sidste punkt på mit program blev Igorrr. Extrem metal du macabre. Et mix, et virvar af genre og en computer der har drukket for meget kaffe. Her dukkede sønnen i øvrigt op igen. Stadig i live og i godt humør.
Igorrr leverede et fantastisk sceneshow og et dejligt bizart sted at slutte Copenhell 2018.

Men hov. Det har jo slet ikke regnet mens jeg har været på Copenhell.

Copenhell

Som et mørke i lyset

Et nyt bekendskab med et band kan være lidt som en forelskelse. I starten er der helt fantastisk og det er umuligt at få nok. Det samme album, de samme numre bliver lyttet igen og igen og igen.

Som med forelskelse vare det ikke ved. Det kan blive til en lange forhold, som forelskelse kan blive til kærlighed. Men det kan også blive til ligegyldighed og glemsel.

Med Solbrud er det lidt anderledes. Jeg blev præsenteret for bandet omtrent samtidig med at jeg begyndte at høre Slægt. Der havde Solbrud været i gang et stykke tid og jeg erhvervede mig Jærtegn og Vemod.

Det var ikke fordi de to Solbrud-skiver kørte i fast rotation på anlægget. Når jeg satte dem på foretrak jeg Jærtegn. Vemod fik nærmest ingen spilletid i stuen i Ishøj. Det til trods for at albummet modtog ros både blandt anmeldere og lyttere.
Af en ven fik jeg at vide, at jeg skulle give Vemod nogle gennemlytninger, så ville den vokse på mig.

En dag skulle den så have chancen igen og jeg hørte Vemod et par gange – sådan rigtigt, hvor der er fokus på musiker og det ikke bare er baggrundsstøj til arbejde på computeren eller opvasken.

Min ven fik ret. Vemod – og egentlige også Jærtegn – vokser på mig. Det hjalp også på forholdet da jeg hørte Solbrud live i DR-byen i november 2017. De performer med en lyd der trænger ind i alle kroppen celler og som besmitter hver en luftmolekyler i rummet.

Mødes med Solbrud var ikke en forelskelse, nærmere et møde der i første omgang blev til et overfladisk bekendtskab.
Solbruds musik voksede på mig og gør det stadig. Både Vemod og Jærtegn får jævnligt spilletid. Særlige Besat af mørket bliver bare ved med at give.

Jeg håber i øvrigt snart jeg kan få lejlighed til at se dem live igen.

Solbrud

Bandcamp: Solbrud
Facebook: Solbrud
Wikipedia: Solbrud

Et nyt musikalsk bekendtskab

Inspirationen til at tage på en festival, er tit et eller flere velkendte bands som skal genses og hvor det på forhånd er rimeligt givet hvad oplevelsen er. De gode festivaler formår også at give gæsterne noget med hjem, som de ikke vidste at du skulle have med.

Årets Copenhell gav mig sådan et par gaver. På forhånd havde jeg måske troet, at Huldre skulle være overraskelsen. En ny musikalsk ven. Det det blev ikke Huldre jeg tog med hjem fra Refshaleøen.

Det nye bekendtskab blev etableret tidligt fredag på Pandemonium-scenen. Der spillede Slægt. Det er ikke et band jeg havde hørt meget om inden. Men et par bemærkning om at de var godt og noget jeg skulle tjekke ud, havde fået mig til at møde op foran festivalens mindste scene.

Jeg var måske lidt forbeholden. Slægt har rødder i black metal-genren og det er ikke lige den genre jeg dyrker mest.

Slægt live på Copenhell 2017.

Alle forbehold blev hurtigt fjernes. Det har var godt; melodiøs, hårdt og grimt på den fede måde. Der var variation i musikken uden at det blev rodet. Så absolut festivalens største positive overraskelse – og da koncerten var slut havde jeg allerede beslutte mig for, at lære Slægt bedre at kende.

Slægt har udgivet tre albums. Først værk var Ildsvanger (2015), hvor Slægt var Oskar J. Frederiksens soloprojekt. På indspilningen spillede Adam “Ccsquele” Nielsen trommer. Albummet udkom i starten af 2015, men materialet var fra 2012-2013.

I 2015 udsendte Slægt mini albummet “Beautiful and Damned”. Her er Slægt blevet et regulært band bestående af Oskar J. Frederiksen, Anders M. Jørgensen, Olle Bergholz og Adam CCsquele Nielsen.

Seneste udgivelse fra Slægt er Domus Mysterium. Dagen efter Copenhell var slut, bestilte jeg den via Slægts profil på Bandcamp. Leveringen var ikke hurtigt, så der var godt tid til at jeg kunne gå og glæde mig til at høre cd’en.

Så ligger pakken der en dag i postkassen. Op i lejligheden og åbne. Cd-coveret er lavet i 2 millimeter tykt. Det er rustikt, mat sort pap. Med dybetryk og sølv er der trykt på forsiden – ikke ord men en figur.
Selve cd’en er sort og bookletten er foldet. På den ene af siderne af bookletten er der coverart, på den anden et bandfoto og tekster.

Domus Mysterium.

Domus Mysterium rummer otte numre:

  • Succumb
  • I Smell Blood
  • Egovore
  • The Eye of the Devil
  • The Tower
  • Burning Feathers
  • Remember it’s a Nightmare
  • Domus Mysterium

En blid begyndelse glide over ind insisterende, nærmest meditative guitarriff. Det er musik med virkning. Pling. Slægt er i gang og tempoet ryger op. Der varieres – uden at der er tvivl om at vi skal derude af, det er jo metal.
Ind imellem ledes tankerne i retning af noget symfonisk rock fra et andet årtusinde, men straks kommer black metal ånden fræsende ind over og placere Slægt et helt andet sted.

The Tower er umiddelbart albummets stærkeste nummer. Varieret, velkomponeret og en virkelig fed energi. Jeg ved at den slags har det med at ændre sig over tid, men pt; absolut det bedste. Og det i et stærkt felt.

Domus Mysterium er en helstøbt udgivelse, hvor der er sammenhæng fra først tone til det hele forsvinder i hvid støj. Det er musik jeg får lyst til at høre igen, allerede mens jeg er i gang med at høre det.
Jeg tror sku’ Domus Mysterium skal på min løbeplayliste.

Slægt
Discogs: Slægt
Wikipedia: Slægt

Noter fra tre dage i helved

Det var så min debut som festivaldeltager på Copenhell. Jeg har været fristet mange gange, men der har altid lige været et eller andet der også skulle passes. Med en del Roskilde Festivaler i bagagen tænkte jeg at det nok gik.

Der tilbage i 1990erne kom jeg for sent til System of a Down. Jeg opdagede først det geniale Los Angeles-band da de udgav Mezmerize i 2004. Jeg fik ikke set dem live inden de gik på en lang pause i 2006. Da bandet i 2011 igen begyndte at spille sammen, lovede jeg mig selv, at jeg ville se dem når muligheden bød sig. Fra de blev annonceret at de kom til Copenhell og til jeg havde købt billet gik der ret kort tid.

At Slayer også kom på programmet gjorde kun billetkøbet endnu mere rigtigt.

Godt i gang

Jeg ankom torsdag inden hele festivalområdet var åben. Kun  området omkring Pandæmonium var tilgængelig. Slentrede lidt rundt og indåndede stemning.
Det første band gik på. Det var ikke specielt imponerende. I stedet fandt jeg nogle af de gode mennesker fra Metal i Enhedslisten. Vi gik i Biergarten og gjorde hvad man nu gør i en ølhave.

Efter en øls tid gik vi over til scenerne Halvíti og Hades. Her fandt vi et godt spot på bakken med udsigt til begge senere. Base camp for resten af dagen var etableret.

Første koncert hvor jeg forlod bakken var Carcass på Hades. En stabil indsats af britiske dødsmetalband, der dog ikke fik undertegnede op at ringe.

Efter kadaver-oplevelsen var det tilbage til bakken og festen med Metal i Enhedslisten.

Torsdagen sluttede med System of a Down. Jeg var ikke helt oppe foran da bandet åbnede med Soldier Side (intro) – jeg er jo ikke 21 mere. Men musikken trak mig stille og roligt fremad . Uundgåeligt jeg endte i mosh pitten samme med en masse glade metalhoveder. Her blev det klart hvorfor jeg træner så meget som jeg gør: Så kan jeg overleve Copenhell, selv i en alder af nogle og fyrre.

Genfødt

Som en zombie blev jeg bragt fra Ishøj til Refshaleøen med tog og bus. En ensom Jesus-mand med usikker og vag stemme hilst på med Jesus lys udenfor indgangen til Copenhell. Tænker hans dag var noget op ad bakke.

Foran Pandæmonium blev jeg igen menneske. Genfødt af et djævelsk velspillende Slægt. Jeg ved ikke helt hvilke subgenre der dækker de unge kunstneres musikalske udtryk. Men det var mørkt og med en guitarlyd hen ad black metal, men så meget mere interessant. De unge mænd har potentialet. Dem skal jeg lære bedre at kende.

Copenhell er en fest for folk i alle andre. Og det er utvivlsomt Danmarks flinkeste festival. Måske var det derfor at andendagen ikke blev en musikdag for mig. I stedet blev der sunket en helvedes masse øl og jeg genfandt en gammel ven. En dag godt brugt – og med de bands der var booket fredag, gik jeg ikke glip at det helt store.

Diabolsk musik og noget ude fra skoven

Regnslagsvejr. Bæst. Død med død på. Stramt og energisk. De er åbenbart store i 8000 C, det bliver de nok snart i hele DK. Tilslut brød solen frem for, i hvert tilfælde for en kort bemærkning. Og igen startede dagen med god dansk tråd.

Regnen kom og regnen gik. Vi gik ud af Biergarten, vi gik ind i Biergarten. Frem og tilbage. Over på bakken, frem med tæppet. Dryp fra himlen. Tilbage til Biergarten.

Over til Hades hvor en skov var flyttet ind på scenen: Jeg dræber en kanin. Der er min bror, min søster og den halve slægt. Skær hånden af for der er rart i kisten. Det banker på døren. Det er kaninen uden hud på poterne. Vi er trolovede og smadre landsbyen (hvad har landsbyboeren nu gjort jer).
Der er nogle skumle svampe i den skov hvor Huldre bor.

Dødspause på Pandæmonium. Memoriam. Et sammenrend af Bolt Thrower- og Benediction-medlemmer. Tung dødsmetal. Lidt nyt mest gammelt. The old wave of british death metal.

Den ægte vare – af en slags. Musikken fra de mørke skovelveres midsommerfest. Myrkur. Atmosfærisk black metal der næsten ikke ville stoppe for at give plads til kongerne. Jeg bliver ikke fan. Men interessant var det og slet ikke dårligt. Bare ikke lige mit shit.

Slayer. Kongerne – og grunden til at alle de andre egentlig ligeså godt kunne lade være. Som altid lykkedes det Slayer at levere varen. Jeg tror ikke det er muligt for dem at levere en dårlig koncert.
Afslutningen South of Heaven, Raining Blood, Chemical Warfare og endeligt Angel of Death var helt forrygende. Slayer ramte den lige i røven – igen. Tak.

Copenhell
#copenhell

Note til Moses Hansen: Intet er annulleret!

Gem

Gem

Gem

Gem

Cavalera-brødernes tur tilbage til rødderne

For mig står Roots som et af de bedste thrash-album og det er Sepulturas magnum opus.
Mandag gæstede brøderne Max og Igor Cavalera Pumpehuset til et genbesøg til 90erne og Roots.

Return to Roots

Brødrene Cavalera & Sepultura

Det startede i Belo Horizonte i 1984 da brøderne Max og Igor Cavalera dannede trash-bandet Sepultura. De øvrige bandmedlemmer i den oprindelige line up var Paulo Pinto, Jairo Guedes og Wagner Lamounier. Vokalisten Wagner Lamounier forlod efter et års tid Sepultura. Max Cavalera, der spillede rytmeguitar overtog tjansen som sanger.

Sepulturas første udgivelse var en split-ep’en Bestial Devastation som de udgav sammen med Overdose.
I 1986 udsendte Sepultura debutalbummet Morbid Visions. Jairo Guedes fordel bandet og blev afløst af guitarist Andreas Kisser inden bandets næste udgivelse Schizophrenia. Efter udgivelse af Schizophrenia fik Sepultura kontrakt med Roadrunner Records.

Med Roadrunner i ryggen og med Scott Burns som producer på Sepulturas næste album Beneath the Remains nåede Sepultura et nyt publikum udenfor Brasilien. De kom bl.a. til at  spillede som opvarmning for Sodom og King Diamond.

Scott Burns var igen producer på Sepulturas albummet Arise der udkom i 1991. Det var her jeg opdagede Sepultura og begyndte at headbange til de brasilianske trash-rytmer.
Beneath the Remains og Arise er rendyrkede thrash-albums hvor guitarriff fyres af i et pænt tempo.

Der blev filmet videoer til numrene Arise og Dead Embryonic Cells. Flere steder på nettet kan det læses at MTV ikke ville vise Arise-videoen. Men jeg kan huske at have set den i programmet Headbangers Ball og havde den i en periode på et VHS-bånd optager med musikvideoer fra MTV : Headbangers Ball. Det er muligvis den amerikansk udgave af MTV der har nægtet at vise videoen?

Men bandets næste album Chaos A.D. (1993) blødte Sepultura op i deres hidtil stamme thrash metal stil og hente inspiration i andre genre.
Der er dem, der mener at Beneath the Remains er det bedste Sepultura har skabt, men jeg mener, at det Sepultura kun blev bedre af at udvide deres musikalske værktøjskasse. De nye greb er fra beslægtede genre som hardcore og groove metal, men på Kaiowas sniger der sig nogle traditionelle brasilianske rytmer ind.
Indholdet i tekstern ændrede sig også. Sociale problemer og uretfærdigheder blev temaer som Sepultura tog op i deres tekster.

Roots

Roots, det sjette studiealbum, udkom i 1996 på selskabet Roadrunner Records. Sepulturas fortsatte med at eksperiemntere med deres musk. Paletten blevet udvidet elementer fra brasilianske indianere musik, capoeira-musik og andre dele fra Sydamerikas mangfoldige kultur. Teksterne tog udgangspunkt i brasiliansk politik og kultur.
Roots blev produceret af Scott Burns.

Roots Bloody Roots
Junglelyde fortrænges af et tungt riff, en høj hurtigt gentagne tone på guitar. Max Cavalera brøler “Roots, Bloody Roots. Vi er i gang og musikken kværner fremad.

Attitude
Berimbau – instrumentet der akkompagnere de dansende capoeira-krigere.
I musikvideoen til Attitude optræder medlemmer fra Gracie-familien, der er kendt for deres betydning for brasiliansk jiu-jitsu.
Teksten til sangen blev skrevet af Max Cavaleras og stedsønnen Dana Wells som også kom med idéen til musikvideoen. Kort efter at Roots var kommet på gaden, blev Dana Wells dræbt i et trafikuheld.

Cut-Throat
“You promise this and promise all / Deep inside nothing at all / In a war of filth and greed / We don’t need none of this shit / (…) / So don’t tell us it can’t be done / Putting down what you don’t know / Money isn’t our god / Integrity will free our soul /// Enslavement pathetic / Ignorant corporations”

Ratamahatta
Lokale sydamerikanske rytmer. Det svinger på en helt særlig måde sammen med Sepulturas forvrængede guitar.
Trommeslageren David Randall Silveria fra Korn og den brasilianske musiker Carlinhos Brown gæsteoptræder på album-indspilningen af dette nummer. Sangen bliver sunget på portugisisk. Sepultura er nok brasilianere, men synger størstedelen af deres sange på engelsk.

Breed Apart
En lyd af et mix af thrash metal og lokale rytmer. Som kun Sepultura kan gøre det. Berimbauen svinder med igen.

Straighthate
“What goes around / Comes around / Grow up in the ghettos / Made me real / To deal with my fears / Motherfucker you don’t understand / Pain and Hate”

Spit
Uhh, jeg kan godt lide bas der bare pumper derudaf. En art brasilianske hardcore.

Lookaway
Et tungt scratched syretrip?
På albummet er der gæstevokal af Mike Patton og Jonathan Davis fra Faith No More. DJ Lethal var også med på indspilningen af dette nummer.

Dusted
“You gonna fall hiding the truth / You gonna crawl finding the truth / To blame myself it’s my disgrace / To blame the world by my mistakes”

Born Stubborn
Et nummer der tromler fremad ud at se sig tilbage. Perfekt til en mosh. Outroen er fra Xavante-indianerne sang “Wana Ridobe”

Jasco
Akustisk pause med sydamerikansk stemning.

Itsári
Under indspilningen af sangen opholdt Sepultura sig et par dage sammen med Xavante-stammen. Mødet med Xavante-indianerne betød meget for Sepultura hvilket skinner igennem på illustrationerne på cover og i bookletten til Roots-cd’en.

Ambush
“Screaming / For more justice / Amazonia burns / Can you hear them?” Efter et par akustiske numre er Sepultura tilbage – vrede og hardcore.
Teksten omhandler miljøaktivisten Chico Mendes der blev dræbt mens han kæmpede for regnskovens bevarelse.
“When you go down!!! / When you go down fighting!!”

Endangered Species
Kværnende riff. En psykedelisk solo undervejs. Et rytmisk break. Kværnende riff.

Dictatorshit
Sepultura goes punk!
Sangen er en fordømmelse af militærjuntaer.

Gennem sidste halvdel af 1996 verserede der rygter om uenigheder i bandet. Da deres turne sluttede fortalte de øvrige bandmedlemmer Max Cavalera at de ikke ønskede at fortsætte med Gloria Bujnowski som manager. Ud over at være manager for Sepultura var hun også gift med Max, så han forlod bandet og dannede i 1997 Soulfly.

Maxs bror Igor Cavalera fortsatte i Sepultura til 2006 og medvirkede på albummene Against, Nation, Roorback og Dante XXI.

Roots genbesøgt

Live i Pumpehuset 2016. Attitude fra start. Cavalera-brødrene styrer showet fra første taktslag. Max Cavalera bruger det velvillige og oplagte publikum som et ekstra instrument – sætter gang i fællesbrøl, klap, mosh og \m/
Den ene Roots klassiker afløser den anden. Hele vejen gennem tour de Roots er Max Cavalera oplyst nedefra med grøn lys. Han står som en vildmand der stirre ud af junglen.

Afslutningen. Bandet løsner op. Det er broderkærlighed og forståelse. Death metal. Mere Sepultura og midthalvfemser nostalgi. Et enkelt Mötorhead-cover. Cavalera-brødrene brillere inden det hele afsluttes med “Roots Bloody Roots”.

Det var næsten som at være tilbage i 90erne. Med den forskel, at jeg stod forholdsvis stille til venstre for lydmanden og ikke var oppe foran for at mosh’e igennem og svinge det lange garn.

Cavalera Conspiracy
Discogs: Igor Cavalera
Discogs: Max Cavalera
Discogs: Sepultura
Sepultura

Return To Roots
Max & Igor Cavalera live i Pumpehuset 5. december 2016

Gem

Gem

En tour de metal med genreafstikkere

30 numre der betyder noget

I

Edvard Grieg: I dovergubbens hall
Fra: Peer Gynt, Opus 23. San Francisco Symphony, Herbert Blomstedt (dirigent). Decca Record, 1990. 425 448-2.

At begynde ved begyndelsen. Nogle bliver punkere, klassisk orienterede nørder eller poptøser i en forholdsvis tidlig alder. Det var først i mine sene teen ages-år jeg udviklede min personlige musiksmag. Den blev påvirket af to forskellige poler. Min daværende svoger Niels, der åbnede den klassiske musiks verden for mig – og mit ophold på Samsø Efterskole hvor thrash metallens direkte og aggressive musik fik et godt tag i mig. Men der var musik inden da.

Som barn på en grundtvigiansk ungdomsskole er morgensang og Højskolensangbogen en integreret del af livet. Det er dog ikke fra grundtvigske sangskat jeg i dag henter det store – eller som jeg ser tilbage på, som andet end et hyggeligt barndomsminde. Min første musikalske forelskede var i I dovergubbens hall fra Edvard Griegs Peer Gynt.

Min mor havde den på en vinylplade. Det var ikke et hjem hvor børnene havde adgang til pladespilleren. Jeg var afhængig af hendes gode vilje eller DRs musikredaktion. Der kørte altid P1/P2 i radioen i køkkenet. Selv om jeg elskede I dovergubbens hall blev pladen ikke overspillet.

Det var ikke ovennævnte indspilning min mor havde i samlingen. Den er siden gået tabt og jeg ved ikke hvilket orkester der spillede, eller hvem der dirigerede. Ovennævnte indspilning har jeg i min samling og er den udgave jeg i dag synes bedst om. Skarpt forfult af Apocalyptica metal-konventerede version af I dovergubbens hall som findes på cd’en Cult.

II

Metallica: Welcome home (Sanitarium)
Fra: Master of puppets. Phohogram / Vertigo, 1986. 838 141-2.

Hvad er det bedste Metallica-nummer? Et spørgsmål jeg ikke kan svare på. Det kommer an på stemning og humør. Numret Welcome home var et af de første numre jeg kom til at holde af. Et af de numre der fik mig til at elske metal.

Skiftet fra holdning; heavy metal er ligegyldig og triviel musik, til den fuldstændig modsatte holdning kom hurtigt. Det var to bands der skabte transformationen: Metallica og Slayer.

Da jeg ankom til Samsø Efterskole i 1988 medbragte jeg nogle bånd med klassisk musik, lidt U2 og andet rock. Skæbnen ville at jeg i første omgang kom til at bo sammen med et heavy-hoved der stort set kun hørte Metallica. Når nu vi skulle bo samme måtte vi jo også hører hinandens musik. Det tog kort tid inden jeg havde lært at elske Metallica; særligt numrene Master of puppets (et rigtigt head banger hit), Welcome home og bassoloen (Anesthesia) – Pulling teeth fra albummet Kill ’em all.

At jeg senere skiftede værelseskammerat ændrede ikke meget, da der procentvis var urimeligt mange på efterskolen der høre heavy metal.

Welcome home er et af de lidt langsommere numre i den tidlige Metallica-produktion. Det er med Cliff Burton karakteristiske basspil. Teksten fortæller om en der er fanget i sin sindssyge. Mens lyrikken udvikler sig og bliver mere barsk, bliver musikken mere aggressiv, for at ende i guitarsololir.

Master of puppets blev indspillet i slutningen af 1985 i Sweet Silence-studiet på Amager.

III

Slayer: Raining Blood
Fra: Reign in Blood. American Recordings, 1986. 073148679622.

På Samsø Efterskole var Hell Awaits-albummet et af de mest hørt plader. Ser jeg i dag på Slayers mange udgivelser, er det Seasons in the Abyss der står tilbage som den mest interessante. Nok fordi den er lidt skæv i forhold til deres øvrige album.

Slayer er det mest ekstreme band fra 1980ernes thrash metal scene. De ynder ikke kompromiset. Musikken bliver blæst af sted i kanonfart og lyrikken er ude på et overdrev, hvor kun Slayer kan boltre sig uden at blive platte. Det er diabolsk i indhold og udtryk. Som enkeltnummer rager Raining Blood dog op over alle andre numre. Det er nummeret der om noget står som manifestet for det Slayer kan.

Efter at jeg er kommet på den anden side af de tredive har jeg inden jeg har entreret en Slayer-koncert tænkt: “I dag står jeg lidt tilbage. Slapper af og nyder musikken”. Hver gang er planen mislykkedes. Knap er de første riff kommet ud af Marshall-forstærkerne inden jeg er strøget gennem menneskemængden og har befundet mig i mosh-pitten foran scenen.

Skal numret kommet fuldt ud til sin rette, skal det høres i forlængelse af Postmortem.

Det var med Metallica og Slayer der startede min rejse i metal. Hurtigt blev det også til MOD, SOD, Overkill, Testament, Megadeth, Anthrax osv.

IV

Metallica: To live it to die
Fra: …and justice for all. Vertigo, 1988. 836 062-2.

…and justice for all udkom i efteråret 1988 og blev skamlyttet på Samsø Efterskole. Dengang var One det store hit. Det første nummer Metallica producerede en musikvideo til.

Metallica var med til at skabe thrash metal-genren – og med …and justice for all perfektionerede bandet thrashen. Herefter var der ingen grund til at lave flere thrash-plader.

Som på de to foregående Metallica-udgivelser indeholder …and justice for all et instrumentalnummer. På Master of Puppets og Ride the Lightning havde basisten Cliff Burton været med til at skabe Orion og The Call of Ktulu. Symfoniske numre inspireret af H.P. Lovecrafts dystre litterære univers. I mellemtiden var han død i en busulykke i Sverige 27. september 1986. På vej mod København fra Göteborg væltede bandbussen. Cliff Burton blev slynget ud af et vindue og blev mast under bussen.

To live is to die er Metallicas farvel til Cliff Burton. Den lyrik der fremsiges et godt stykke inde i nummeret er skrevet af ham – og ud over det korte vers er det 9.48 minutter lange nummer instrumentalt. Ifølge pladecoveret er teksten Cliff Burtons ord, mens andre kilder tilskriver verset den tyske digter Paul Gerhardt.

When a man lies, he murders
some part of the world
these are the pale deaths which
men miscall their lives
all this I cannot bear
to witness any longer
cannot the kingdom of salvation
take me home?
(citat: Metallica: To live is to die)

To live is to die starter med klare guitartoner og trommer, der efterfølges af en kort overgang med en ensformig, bastant rytme. Gennem nummeret varieres der mellem forskellige riff og melodi-stykker som suppleres af indlagte guitarsoloer. Musikken er dynamisk og To live is to die er noget nær det mest helstøbte Metallica har komponeret. Og smukt!

V

Megadeth: Peace sells
Fra: Peace sells… but who’s buying? Capital Records, 1986. DCP 7 46370 2.

Dave Mustaine var omkring Metallica i bandets tidligste år. Han røg ud på grund af druk, stofmisbrug og uoverensstemmelser med bandets stiftende medlemmer James Hetfield og Lars Ulrich. Han var med til at skrive flere numre på debutalbumet Kill ’em all. Efter bruddet dannede han Megadeth. Gennem hans karriere har Dave Mustaine (og Megadeth) haft et overforbrug af musikere – hvilket hænger sammen med hans besværlige karakter.

Ud over Mustaine består bandet i dag af Chris Broderick, James Lomenzo og Shawn Drover. Listen over tidliger medlemmer er lang: Mike Albert (1984-1985), Chuck Behler (1987–1988), Vinnie Colaiuta (2004), Jimmy DeGrasso (1998–2002), Glen Drover (2004–2008), David Ellefson (1983–2002), Marty Friedman (1990–2000), Greg Handevidt (1983–1984), James MacDonough (2004–2006), Nick Menza (1989–1998, 2004), Al Pitrelli (2002–2004), Chris Poland (1984–1987, 2004), Gar Samuelson (1984–1987), Jimmy Sloas (2004) og Jeff Young (1988–1990).

Også blandt thrash-freaks har Dave Mustaine været kontroversiel. Megadeth er et af de bands som folk enten hader eller elsker.

Bandet dubutalbum Killing Is My Business… and Business Is Good! udkom i 1985. Megadeth er en særeng guitarstil der samme med Mustains snerrende vokal giver et unikt lydbillede. Megadethlyden var dog ikke helt på plads på denne udgivelse.

Dave Mustaine er den type kunstner, der har skabt de bedste resultater i den periode at han liv, hvor han var påvirket af alkohol og hårde stoffer. Og jeg høre til dem der absolut syntes hans var bedre i gamle dag! Bandets bedste skiver er So far, so good… so what!, Peace sells…. og Rust in Peace. Derefter har det ikke helt være helt det samme.

I titelnumret på Peace sells får Dave Mustaine vredet noget samfundskritisk lyrik ud af rus-tågerne. Nummeret starter med en bas og en enkelt tromme. En tight guitar tager over og Mustaine begynder at vrisse af verden.

What do you mean “I don’t belive in god”?
I talk to him everyday
What do you mean “I don’t support your system”?
I go to court when I have to
What du you mean “I can’t get to work on time”?
I got nothing better to do
and, what do you mean “I don’t pay my bills”?
Why do you think I’m broke? Huh?

If there’s a new way
I’ll be the first in lien
but, it better work this time
(citat: Megadeth: Peace sells)

Det er måske ikke dybt, men det er rock ‘n’ roll!

At vælge et nummer af en kunstner er svært. Ikke kun når det gælder Megadeth. Som album når Rust in Peace over de andre. Det er mere helstøbt. Ikke mindst er der flere kandidater til en udvælgelse af ét “favoritnummer”: Holy wars…, Poison was the cure og Dawn patrol.

VI

Sepultura: Ratamahatta
Fra: Roots. The All Blacks B.V. / Roadrunner Records, 1996. RR 8900:5.

Efter manges mening er Sepulturas bedste plade Beneath the Remains, skarpt forfulgt af Arise. Men det er først med Chaos A.D. og Roots at bandet for alvor bliver interessant som andet et thrash-band blandt mange. På Chaos A.D. indarbejder de industrial- og hardcoreelementer i deres musik og på Roots tilførte de musikken en elementer fra Brasiliens oprindelige folks musik.

Efter at Max Cavalera forlod bandet i slutningen af 1996 har bandet livet videre i en amputeret udgave og har ikke samme kreativitet.

Ratamahatta er en af sangene hvor indflydelsen fra verden udenfor Marshall-højttalernes høje mur høres. Og så svinger numret rigtig fedt!

VII

Morbid Angel: Blessed are the sick : Leading the rats
Fra: Blessed are the Sick. Earache Records, 1991. MOSH 31CD.

Det startede med tharsh metal. Næste skridt var death metal. Jeg husker ikke hvornår den heavy metal subgenre kom ind i mit univers. Men et af de første bands der fængede var Morbid Angel. Deres lidt skæve riff og David Vincent brutale growl. Det virkede.

Jeg kan konstatere, at min rejse gennem thrash- og death metal 1990erne har efterladt mig med en mærkværdig kærlighed til dobbelttrommer der bare køre derud af.

Selv om der var mere fart over Altars of madness var Blessed are the sick det foretrukne albummet, når der i starten af 1990erne skulle høres syg death metal fra Florida. Og titelnummeret var det der blev skruet højest op for.

VIII

My Dying Bride: The return of the beautiful
Fra: As the flower withers. Peaceville Records, 1992. VILE 32CD.

Som HF-studerene boede jeg i kollektivet KAOS i Gellerup Parken. Kollektivets beboere havde alle hang til heavy metal og rollespil. I en periode havde kollektivet en målsæt om at holde en fest pr. måned. Vi holdt ikke helt kvoten, men formåede bl.a. at afholde en koncert i stuen på 3. sal. Ikke til vores naboers videre tilfredshed.

En sen søndag aften hang jeg ud i sofaen og så Headbangers Ball med Vanessa Warwick som vært. Hun blev for øvrigt totalt latterliggjort af Slayer da hun forsøgte at interviewe dem, men det er en anden historie.

Mellem de mere eller mindre trivielle heavy metal-videoer var der én der fangede min opmærksomhed. Et udtryk der var bekendt og alligevel så anderledes end de bands jeg hørte på det tidspunkt. En melankoli der blev understøttet af violintoner. Videoen var Symphonaire Infernus Et Spera Empyrium med de (for mig) ukendte My Dying Bride.

Dagen efter var jeg rundt i byens musikforretninger for at finde en udgivelse med bandet – og jeg fandt As the flowers withers. Herefter faldt jeg i et melankolsk hul på den fede måde. Dyrkede musikken i tre dage og gav helvede i alt andet. Særligt tre numre indprentedee sig: Sear me, The bitterness and the bereavement og The return of the beautiful. Sidstnævnet, med sin lange episke historie, mest. 12 minutter og 45 sekunder med growl, violin og guitar. Tempovariationer og en kamp mellem fortællingens to personer.

Shakespeareriansk doom metal.

Please leave
I think I’ll close my eyes now
The first sunshine was mine
Look for me among the flowers
Sleeping with the earth
My Dying Bride
The pity I fashion
Through a rain of tears
(citat: My Dying Bride: The return of the beautiful)

Inden mit møde med My Dying Brides musik havde det kørt lige ud af en bred landevej med masser af thrash og death metal. My Dying Bride åbnede et nyt spor og bands som Anathema og Paradise Lost listede sig ind i min cd-samling.

IX

Šanov I: Moskva slzám nevěří
Fra: Konec Světa. Vydal Globus International, 1991. 21 0019-2 311.

Punker har jeg aldrig været, men punken og punkerne har været med på sidelinjen.

Det var i årene lige efter at Berlinmuren var faldet og Østblokken opløsning at jeg gik tog HF i Århus. Som alle andre studerende på den tid, rejste klassen til Prag på “studietur”. Syv klasse fra Århus Akademi var i Prag samtidig. Fantasifuldt.

En aften i hovedstaden i det der endnu var Tjekkoslovakiet gik jeg på jagt sammen med Rune. Han boede dengang i det BZ’atte hus Mindegade 7, Århus. Vi skulle finde Stalinbunkeren. En bunker fra den kolde krig, som nu var overtaget af byens undergrundsmiljø. Vi gik og gik.

Til sidst lykkedes det os at finde Stalinbunkeren, men der var lukket. Vi stødte på da en lokal kvinde nær bunkeren som vi kunne udspørge. Til vores store fortvivlelse skete der først noget i bunkeren den følgende lørdag. Dagen efter rejste retur til Århus.

Jeg oplevede aldrig miljøet i Stalinbunkeren i Prag. Men dagen efter den lange nattevandring, gik jeg ind i en lokal musikforretning. Uden nogen referencer og totalt tilfældigt købte jeg en lokal cd, med et lokalt punkband: Sanov I. Et eller andet skulle jeg have med hjem.

I 2003 spillede Brøndby IF en europæisk kamp mod FK Viktoria Žižkov. Det blev anledning til drengerøvstur til Prag. Turen fra Nørrebro til Prag blev gennemført i en lejet minibus. Turen gik gennem Dresden. Dengang fandtes der ingen omfartsvej udenom byen, så alt trafik fra Nordtyskland til Tjekkiet kørte gennem Dresdens bykerne. Kørte er måske et forkert udtryk, da man kunne spadsere hurtigere gennem byen, end man kunne komme frem i en bil.

Efter en kedelig fodboldkamp skulle vi videre i byen. Troels, nuværende indehaveren af Insula Music, havde fundet et spillested hvor der skulle spille noget lokalt punk. Vi fandt en taxa og kørte gennem byens gader. Da musikken startet konstaterede jeg, at jeg kendte det. Sanov I var gået på scenen.

Brøndby IF vandt over FK Viktoria Žižkov og gik videre. I næste runde blev FC Schalke 04 slået ud. Men så var det slut og FC Barcelona sendte Brøndby IF ud af UEFA Cuppen.

X

Dead Kennedys: We’ve got a bigger problem now
Fra: Plastic Surgery Disasters : In God We Trust, Inc. Alternative Tentacles, 1981/1982 (1993). VIRUS 5/27CD.

Snakker men punk – og særligt den punk der er mere end blot tom, men yderst provokerende, attitude – er det svært at komme udenom Dead Kennedys.

At vælge en Dead Kennedys-sang er en umulig opgave. Men så tænker jeg blot på Tom Cruise. Og så er den naturlige association vel Moral majority? Fra USAs moralske højrefløj er der ikke langt til Ronald Reagan. We’ve got a bigger problem now sang Biafra dengang i 1981 hvor EP’en In God we trust, inc. udkom.

Welcome to 1984
Are you ready for the third world war?!?
You too will meet the secret police
They’ll draft you and they’ll jail your niece

You’ll go quitely to boot camp
They’ll shoot you dead, make you a man
Don’t you worry, it’s for a cause
Feeding global corporations’ claws
(citat: Dead Kennedys: We’ve got a bigger problem now)

Dead Kennedys sange var lige på og indeholdte en satiriske og sarkastisk kritik af sociale og politiske spørgsmål i datidens USA. Efter bandets opløsning i 1986 fortsatte Jello Biafra den direkte stilen i mange forskellige konstellationer. Og han har stadig en skarp tunge.

Og nej, det gendannede Dead Kennedys er ikke Dead Kennedys!

XI

Jello Biafra with D.O.A.: Full metal Jackoff
Fra: Last scream of the missing neighbors. Alternative Tentacles Records, 1989. VIRUS 78CD.

Har man sagt Dead Kennedys, må man også sige Jello Biafra! I main stream kulturen står Sex Pistols og Sid Vicious muligvis som de ultimative ikoner på punken dengang punken var frisk og fornyende – blot ved at være punk. Men der var og er meget mere bid i Dead Kennedys og særdeles i Jello Biafra. Sid Vicious kunne barbere dronningen nok så mange gange og sige “fuck”, det blev aldrig andet en voldsomme pubertære provokationer. Jello Biafra sparker politiske røv til etablisementet – til højre og til venstre!

Jello Biafra er døbt Eric Reed Boucher. Han var frontfigur i Dead Kennedys. Siden bandet splittede op i 1986, har han udgivet en række spoken word-albums og deltaget i en række forskellige musikprojekter. F.eks. med NoMeansNo, Mojo Nixon with the Toadliquors og the Guantanamo School of Medicine.

I Full metal Jackoff køre den store sorte bil rundt i Washington DC. Rundt og rundt i ring på byens flersporede omfartsveje.

It would be a little obvious
To fence off all the slums
Hand out machine guns
to the poor in the projects
And watch ’em kill each other off
A more subtle genocide is when
The only hope for the young
Is to join the Army and slowly die
Wall Street or Crack Dealer Avenue
The last roads left to the American Dream

Wall Street or Crack Dealer AVenue
Wall Street or Crack Dealer Avenue
Only on road leads to this neighborhood
Little kids wanna sell drugs when they grow up
(citat: Jello Biafra: Full metal Jackoff)

Bilen køre rundt og rundt. Én maskine, monotont. Et land, et system, der langsomt æder mennesker.

XII

Lard: I am your clock
Fra: The Last Temptation of Reid. Alternative Tentacles Records, 1990. VIRUS 84CD.

Lard. Dette er måske det musikalsk mest vellykkede projekt Jello Biafra har været en del af siden Dead Kennedys. Jourgensen og Barkers maskinelle og hårde lyd går op i en højere enhed med Biafras skarpe stemme. Det er en af den slags plader hvorfra det er svært at vælge ét nummer ud.

Kapitalismens tidstyranni bliver fysisk i musikken. Tik. Tak. De grå tidstyves maskineri kværner der ud af mens reklamebureauer definere vores behov og lyst. Tik. Tak. Du kan ikke flygte fra din kalender.

XIII

Carl Orff: O Fortuna
Fra: Carmina Burana. Philips, 1975. 420 713-2.

Når tv-producere, provinsielle fodboldhold og andre kreativt udfordrede mennesker skal signalere storhed vælger de tit O Fortuna som soundtrack. Det er fedt når der en gang imellem er én med kreativitet nok til at vælge noget andet, men der er en grund til at numret så ofte bruges i forbindelse med finaler o.l. Det virker.

Det er ikke tv-producerne, men Carl Orff der skal krediteres for virkningen. Carmina Burana er hans gennembrudsværk fra 1937. Uropført i Frankfurter Opernhaus. Værket er en scenisk kantate med middelaldertekster om liv, død og kærlighed. O Fortuna er en anråbelse af lykkens gudinde.

Teksterne stammer fra en større samling af middelaldertekster som hofbiblioteksdirektør Christoph Freiherr von Aretin bragte til München i starten af 1800-tallet.

XIV

Rammstein: Klavier
Fra: Sehnsucht. PolyGram, 1997. 537 304-2.

Rammstein er et af de band der har lavet det samme nummer (i variationer forstås) mange gange. Nogen tæt på bandet burde sige et eller andet om fornyelse og kunstnerisk udvikling. Men de kan noget med deres kompakt, aggressiv og hårde tanz-metal – også ud over spektakulær sceneshow med ild og dildoer.

“Hun sidder ved klaveret / men hun spiller ikke længere / oh, det er så længe siden.” Det er kærlighed, det er blod. Det er vanvid. Det er Rammstein.

Klavier er et af de numre hvor Rammstein går lidt ned i tempo og hvor melankolibarometeret stiger en anelse. Sangen går under huden. Når der lyttes godt efter med lukkede øje, kan det mærkes helt ind i knoglerne.

Lige en advarsel. Melodien til omkvædet er af den slags der klistre til hjerne og kommer til at køre som en båndsløjfe på det indre musikanlæg.

XV

Brutal Truth: Walking corpse
Fra: Extreme conditions demand extreme responses. Earache Records, 1992. MOSH69CD.

Grindcore. Thrash- og death metals ekstreme fætter. Med inspiration fra hardcore punk sparkede bands som Napalm Death gang i genren grindcore. Kendetegnet ved lidt ekstra distortion og et tempo der ikke kan blive hurtigt nok.

Brutal Truth er et af de utallige bands og projekter som Dan Lilker har rodet rundt med. (Dan Lilker har bl.a. være omkring Anthrax, Exit-13, Nuclear Assault, Stormtroopers of Death og The Ravenous).
Det er muligt at Napalm Death kom først, men Brutal Truth spiller den fedeste grind.

XVI

Napalm Death: Think for a minute
Fra: From enslavement to obliteration. Earache Records, 1988. MOSH 8CD.

Grindcore numre må gerne være korte. Nogle mener faktisk at det ikke er grind, vis sangene bliver for lange – hvilket de gør på nogle af Napalm Deaths udgivelser. Men det er en anden historie.

Grindecore er en metalgenre, men på Napalm Deaths første to udgivelser høres indflydelsen fra hardcore punken tydeligt. Både i musikken og i teksterne.

XVII

Gojira: Global Warming
Fra: From Mars to Sirius. Listenable Records, 2005. POSH124.

I mødet med nye kunstnere sker der nogle gang det, at det klikker. Den er der! Det er svært at sige hvad der er der sker. Men bevidstheden om at dette nu, er indledningen til et langt forhold, er krystalklar.

Sådan en oplevelse var Gojira-koncerten på Roskilde Festival 2009. Deres tekniske velfunderede dødsmetal gik lige ind og det var ellers længe siden der sidste havde været et death metal band der har hævede sig op af den store sump af death metal bands der lyder som hinanden.

Det franske band hed oprindeligt Godzilla. Det navn gave visse juridiske problemer og i slutningen af 1990erne måtte bandet skrifte navn. Det blev så Gojira – en anden translitteration af det japanske navn Godzilla.

Bandet er kendt for deres miljøbevidste tekster og albummet From Mars to Sirius leveres i en særlig miljøvenlig digipak-udgave.

I lang tid var mit forhold til Gojira formidlet af musiktjenesten Deezer, men som det gerne er med den rigtig gode musik, så endte det med et indkøb og de franske dødsfætre er nu en del af cd-samlingen.

Om numret Global warming bliver ved med at holde som et af de bedste Gojira-numre er ikke til at sige. Men numret er et af de ekstra gode på From Mars to Sirius.
Jeg kunne i stedet have valgt instrumentalnumret Dawn fra albummet The link – det er i den grad blevet en del af mit liv som løber.

Hippie-dødsmetal af høj teknisk kvalitet.

XVIII

Korpiklaani: Happy little boozer
Fra: Tales along this road. Napalm Records, 2006. NPR 186.

En dag sad jeg på en social musiktjeneste på Internettet og høre musik valgt ud fra et tag. Jeg erindre ikke hvad jeg havde skrevet men det var en gevaldig blanding af skidt og kanel som kom gennem min høretelefoner. Men så skete det. Med et var det der, numret som svingede for vildt.

Numret var med finske Korpiklaani, som jeg aldrig havde hørt om. Ikke længe efter var jeg ejer af Tales along this road.

Korpiklaani spille et mix af folkemusik og metal. Det resultere i en musik der på en gang er tung og festlig. Galoperende trommer, god tråd og en omgang nordisk violin iblandet brændevin. Det er ikke så svært.

En happy little boozer kender vi vist alle. Sådan en type der blot skal hældes lidt alkohol på og så køre det derud ad med charme og selvtillid. På vej mod himlen eller en større katastrofe, men lige meget hvad er det sjovt på vejen dertil.

XIX

Gogol Bordello: 60 revolutions
Fra: Gypsy punks : Underdog world strike. Side One Dummy, 2005. SD1271.

Kulturmøde kan give problemer. Vante værdier bliver testes af nye tanker og idéer.
Heldigvis er vi kommer over 1990erne store fortælling om at der ikke var flere store fortællinger. Nu kan vi igen diskutere socialisme versus kapitalisme eller sekulære samfundsmodeller versus religiøst funderede regimer.

Kulturmøder giver grøde, fornyelse og gensidig inspiration. Efter at muren faldt i 1989 har mange østeuropæere søgt om Vesteuropa og USA. Det har bl.a. resulteret i et interessant møde mellem punk og østeuropæiske og sigøjnernes musiktraditioner. To eksempler på det er Kultur Shock og Gogol Bordello.

Det var ret tilfældigt at jeg fik øjnene op for dem.

I 2008 spillede Sune Køters projektband JSFuck & and the hippies from Hell som opvarmningsband på spillestedet Global Copenhagen. Da jeg var gået glip af uropførelsen af Set på tv, ville jeg ikke glippe denne koncert. Aftens hovednavn kendte jeg til gengæld ikke.

Lige ankommet mødte jeg Sune Køter. Jeg spurgte ham ud om det andet band. Hans snakkede længe og begejstret om Kultur Shock, men jeg var ikke blevet det mindste klogere på hvad det var der ventede.

Efter at JSFuck & and the hippies from Hell havde spillet (og en kort pause) gik Kultur Shock på scenen. Og jeg var solgt. Hvilken energi.

Det er rock’n’roll i den afskygning, der betegnes hardcore, med en violin i besætningen. Musikalsk er de hårde toner blandet sammen med en folkemusik – primært den østeuropæiske af slagsen. Kultur Shock har base i Seattle (USA) men er ligeså multikulturelle i deres sammensætning, som i deres musik.

Den videre vej fra Kultur Shock til Gogol Bordello gik via Internettet. En dag på arbejde hvor en af kollegaerne bar snakkede for meget, tog jeg høretelefoner på og tunede ind på Last.fm (det var dengang Last.fm stadig var gratis) og begyndte at høre musik der var relateret til Kultur Shock. I det virvar af genre og musikudtryk der pressede sig ind gennem mine øregange var der en der fængede: Gogol Bordello!

Deres gipsy punk er en rodebutik. Det er genrefusion og rock ‘n’ roll-energi, krydret med en smule galskab. Numret 60 revolutions vil jeg ikke skrive om, blot citere lidt af teksten:

I’m gathering new generation
That’s gonne stand up to it
To this karaoke dictatorship
Where posers and models with guitars
Boogie to the shit for beats
I make a better rock revolution
Along with my dick!
(citat: Gogol Bordello: 60 revolutions)

Både Kultur Shock og Gogol Bordello levere varen live. Der er fest – og gerne en efterfest. Gogol Bordello vil for altid stå som den fedeste aflysning på Roskilde Festivalen, da de i 2009 overtog Orange Scene efter at Lil’ Wayne aflyste.

XX

Primus: My name is Mud
Fra: Pork Soda. Interscope Records, 1993. 7567-92257-2.

Det er sådan en bas skal spilles, i hvert tilfælde hvis man er nogle lidt mærkelige amerikanere fra El Sobrante i California.

My name i Mud handler om arbejdsmanden Aloysius Devadander Abercrombie der har dræbt hans kammerat. Men fuck tekstindholdet. Det er musikken der er fed, specielt bassen.

We had our words, a common spat,
so I kissed him upside the cranium with an aluminum baseball bat.
My name i Mud.
(citat: Primus: My name is Mud)

XXI

Genghis Tron: Board up the house
Fra: Board up the house. Relapse Records, 2008. RR 6789-2.

En simpel rytme. En rundgang. Lidt variation. Det er ingredienserne i introen til dette nummer. Siden sker der noget mere.

Genghis Tron ligger i et spændende musikalsk krydsfelt mellem metal og elektro. Det er godt live – intenst. Board up the house er også god under løb – især efter de første 30 km.

Genghis Tron er et band, som jeg kun er kommet til at høre, fordi jeg kender Janus Blomfrø der spille elektronificeret grind i bandet Kusari Gama Kill. Genghis Tron er noget mere studentikos og en del mere finurlige end Januses band. Til gengæld vinder Kusari Gama Kill klart i kategorien støj og fart.

XXII

Einstürzende Neubauten: The Garden
Fra: Ende Neu. Our Choice, 1996. Beton 504 CD.

You will find me if you want me in the Garden
Unless it’s pouring down with rain
(citat: Einstürzende Neubauten: The Garden)

Et sted mellem industriel støj og postindustriel melankoli finder du Einstürzende Neubauten. The Garden er et af bandets rolige og melodiske numre. På Ende Neu nærmede Einstürzende Neubautens numre sig en mere normal struktur. Men det gør det absolut ikke til et dårligt album. Efter at have sammenstyrtet musikken, bygger de den op på ny.
The Garden er albummets minimalistiske bud på en sang, en simpel tilstedeværelse og venten i haven – så længe det ikke regner.

Blixa Bargeld har udtalt at The Garden er en tribute til den klassiske komponist Arvo Pärts musik.

XXIII

Pink Floyd: Waiting for the worms
Fra: The Wall. EMI Records, 1982. 7243 8 31243 2 9.

I et intermezzo i min ungdom. Produktionsskolen i Hvide Sande. Fortabt i det vi endnu ikke vidste var den rådne banan. Men vi vidste godt der ikke var noget at komme efter. Her var Pink Floyd The Wall et godt soundtrack.
Flygtede senere mod øst og Pink Floyd måtte vige pladsen for metal, punk og andet godt fra det musikalske overdrev.

Senere viste The Wall sig som et godt depressionsalbum. Musik til livet mørke dage, hvor blikket vendes indad mod det er ikke var og er som det skulle være.

Sitting in a bunker here behind my wall
Waiting for the worms to come.
In perfect isolation here behind my wall
Waiting for the worms to come.
(citat: Pink Floyd: Waiting for the worms)

XXIV

System of a Down: Soldier side
Fra: Hypnotize. American Records / Columbia, 2005. 82876726112.

Tror jeg var en af de sidste til at få øjnene op for System of a Down. Men alle andre snakkede om dem og nu-metal, fortsatte jeg i mit thrash og døds-metalspor. Det var da bandet var på sit højeste og udgave deres sidste to plader Mezmerize og Hypnotize af jeg hørte System of a Down. Sådan ordentligt hørte musikken – og jeg var solgt.

Mezmerize og Hypnotize pladerne er helstøbte og er af den slags, hvor der ikke er et dårligt nummer. Det svære er at vælge den sang der på en eller anden måde hæver sig over de andre.

Dengang, midt i nullerne, ramte Soldier Side. Danmark var i krig, nok mest af alt fordi førerulven i ulvekoblet også var i krig.
Sangen var den rigtige kommentar til tiden – til krigene – til Bush og Fogh.

Jeg fik aldrig set bandet live – klart en fejl.

Young men standing on the top of their own graves
Wondering when Jesus comes, are they gonna be saved
Cruelty to the winner, bishop tells the king his lies
Maybe you’re a mourner, maybe you deserve to die

They were crying when their sons left
God is wearing black
He’s gone so far to find no hope
He’s never coming back
(citat: System of a Down: Soldier side)

XXV

Eluveitie: Druid
Fra: The early years : Ven. Nuclear Blast. 27361 29140.

Var taget i Amager Bio med Frans. Egentlig for at høre et nummer med et band; Attero Dominatus med Sabaton.

Sabaton er egentlig alt for meget “heavy” alt for lidt “metal” til min smag. Men numret Attero Dominatus er sku meget fedt – og en aften med Frans, øl og musik er en god aften.

Opvarmningsbandet var, for os ukendte, Eluveitie. Heldigvis var vi kommet i god tid, så vi fik hele Eluveities opvarmningssæt med, for det var så klart aftenens højdepunkt. Blandingen af folkemusik og metal er en fantastisk kombination. Når det er rigtig godt, bliver musikken af den slags, hvor det virker som om den altid har været der – lige siden mennesket rejste sig på to ben og begyndte at løbe hen over Afrikas sletter.

Bevares Sabaton spillede Attero Dominatus og det var godt. De spillede en masse andre numre som for mig var mere eller mindre ligegyldige. De blev en ligegyldig forlængelse af aftenens ophold på Amager.

XXVI

Gatas Parlament: Selv de med tro
Fra: Kidsa har alltid rett. Tee Production, 2008. N 50067-0.

At vælge et nummer med Gatas Parlament er en umulig opgave. Til gengæld var jeg ikke så meget i tvivl om at mit valg skulle være et nummer fra cd’en Kidsa har alltid rett. Det mest komplette værk fra de norske rappere.

Hvornår jeg hørte det første nummer med Gatas Parlament erindre jeg ikke. Men det var sikkert til en eller anden fest på Nørrebros aktivistiske venstrefløj engang for længe siden. Siden er det blevet til en del fester og et par koncerter, bl.a. på Roskilde Festivalen. Gatas Parlament er god underholdning med holdning.

XXVII

Kasper Spez: Hvem jeg var
Fra: Fantasten. Tabu records / Universal, 2009. UNI 270 781 6.

At elske kan være vanskeligt. At holde op med at elske er endnu svære. Men i 2011 blev jeg gået fra to gange. Den ultimative krise var selvsagt skilsmissen fra Vibe. Det andet brud kom efter en sommerflirt.

Den danske rapper Kasper Spez kendte jeg ikke inden sommerflirten, men her blev jeg præsenteret for et par YouTube-videoer med ham. Gode numre tænke jeg, men bed ikke nærmere mærke i kunstneren.

Efter at sommerflirten var slut ville jeg lige tjekke dem igen. Jeg fandt frem til rapperen og blev ramt. Kasper Spez album Fantasten er et godt selvynks-værk. Det har stemningen og de rette ord til de stunder hvor vi bare vil sidde og have ondt af os selv.

Så hvis nogen skulle spørge dig, hvem jeg var
Så var jeg ham, der ku leve på en sten
Det intet problem, så længe jeg ikk er alene
Så hvis nogen skulle spørge dig, hvem jeg var
Var jeg ham, der kyssede det satans liv og snavede resten i gulvet med et smil
(citat: Kasper Spez: Hvem jeg var)

XXVIII

King Diamond: Welcome home
Fra: Them. Roadrunner Records, 1988. RR 8785-2.

Tusmørke og fuldmåne. Tågen glider hen over det dunkle landskabet. Silhuetter af forvredne træer. Inden for knitre det fra den åbne pejs og grenene slår mod ruden. King Diamond, der også lyder navnet Kim Bendix Petersen, fortæller spøgelseshistorie, mens bandet fyre en gode omgang guitarlir af.

Plader Them udspiller sig i huset Amon, der er hjemsøgt af dæmoner. Sammen med sin søster og mor, byder den unge King hans vanvittige bedstemor velkommen hjem fra sindssygehospitalet. Om natten høre King støj. Bestemoderen og “dem” holder te-selskab. Senere bliver King selv budt på te og bedstemoren fortæller om husets hemmelige. Herfra udvikler det sig og tilsidst går et eller andet galt med en økse og Kings lillesøster.

På Conspiracy kommer King tilbage til huset Amon. Bedstemoren, der døde i slutningen af historien på Them, er der sammen med “dem”. Historie fortsætter med et besøg fra de døde, en konspirationer og til slut en kremation.

Kim Bendix Petersen er født i Hvidovre i 1956. Han er nu bosat i Dallas (Texas). Han fik et internationalt gennembrud som forsanger i gruppen Mercyful Fate. Efter at gruppen gik i opløsning, dannede han sit eget band – King Diamond, som også er hans kunstnernavn.

Hyggelig uhygge.

XXIX

Scooter: Jump all over the world
Fra: Jumping All Over The World. Sheffield Tunes, 2007. 0193298STU.

Det var ikke med vilje – og om det lige er Jump alle over the world-numret der skal på listen og om det lige er Scooter, er jeg ikke sikker på. Men denne form for letbenet euro-techno har sneget sig ind på min private playliste. Undskyld. Så er det sagt.

Det har sat sig som en virus. En virus jeg fangede til BodyCombat-træning i FitnessDK. Det må være noget med, at musikken forbindes med positive oplevelser og kroppens produktion af endorfin, der gør at jeg også er begyndt at høre det uden for træningslokalet.

XXX

Dimitrij Sjostakovitj: Allegretto
Fra: Symfoni nr. 7, C-dur, opus 60 : Leningrad. Naxos, 1992. 8.550627.

At snakke om vanskelige arbejdsforhold. Mens nazi-tyskernes belejrede Leningrad under 2. Verdenskrig skrev Sjostakovitj de første 3 satser af hans 7. symfoni: Leningradsymfonien.
Efter at han blev smuglet ud til Kuibyskev færdiggjorde han værket. Symfonien blev smuglet til USA, hvor den fik urpremiere i en af de nationale radiostationer. Symfonien blev utrolig populær.

Både Staling og Vestmagterne så en propagandaværdi i værket. Det skulle fremstår som et billede på Sovjetunionens og sovjetfolkets kamp mod fascismen og tyskerne.

Det er stadig en fremherskende tolkning af værket. Det lange march-tema med stigende intensitet i 1. sats ses som Tysklands invasion og værkets slutning som Sovjets sejrshymne.

I Sjostakovitj-biografien “Vidnesbyrd” mere end antyder komponisten en noget anden tolkning: “Den Syvende Symfoni var blevet planlagt før krigen, og kan derfor ikke bare anskues som en reaktion på Hitlers angreb. “Invasions-temaet” har ikke noget at gøre med angrebet. Jeg tænkte på andre af menneskehedens fjender da jeg komponerede temaet (…) Faktisk har jeg ikke noget imod at kalde den Syvende for Leningrad-symfonien, men den handler blot ikke om det belejrede Leningrad, den handler om det Leningrad som Stalin ødelagde og som Hitler blot gav nådestødet”

En anden tolkning er således at 7. og 8. symfoni er et samlet rekviem for Sovjetunionen.

Efterord

Det er mange år siden jeg begyndte at udvælge og skrive ovenstående liste. Projektet gik i stå og blev glemt i en mappe på pc’en. Fandt det senere, flyttede det over i Google Doc, skrev lidt på det igen, men teksten blev ikke færdig.
Nu har jeg fundet det frem igen og fået de valgt de sidste par numre.

Jeg har ikke ændret i de valg jeg tog for længe siden. Det betyder at listen er en blanding af fortid og nutid. Skulle jeg vælge 30 numre i dag ville listen komme til at se anderledes ud, men det overordnede billede vil blive nogenlunde det samme.

Publiceret på sh.newsun.dk 25.01. 2014