Kategoriarkiv: Musik

Rosenrøde Rammstein

Tyske Rammstein har udsendt opfølgerne til Reise, Reise. Deres femte studiealbum. Den har fået den poetiske titel Rosenrot.

Det var med forventningens glæde, at jeg lagde den nye cd-skive i afspilleren. Til dags dato, har Rammstein ikke skuffet med deres tonstunge tanz-metal.

Rammstein er i øjeblikket det bedst sælgende tysksprogede band – og som et af de få bands fra Tyskland, har de et stort publikum i den ikke-tysktalende verden. Deres numre er blevet re-mixet af navne som Pet Shop Boys, Arthur Baker, Meshaggah og Apocalyptica.

Flot design

Arbejdstitlen på Rosenrot var Reise, Reise Volume Two. Nogle af numrene på Rosenrot blev oprindeligt skrevet til Reise Reise og der er kun et år mellem de to udgivelser. Det er ikke en direkte opfølger, men de to udgivelser kan vel betegnes som fætre.

Den nye cd er udkommet i en flot design som er holdt i kolde blå farver. Det er det store kolde islandskab. Vand, bjerge og et fjernt slot. Det er isbryderen USS Atka, i det frosne ishav. Rosenrødt!

Det hele sparkes i gang med det energifyldte nummer Benzin. Fra starten trykkes der af og det er svært at sidde stille til Rammsteins musik. Det gammelkendte trick med kor og tung guitar på bruges Spring. Det virker hver gang. Keyboardet på Wo bist du peger direkte tilbage på Herzeleid og Sehnsucht fra midthalvfemserne. Med numret Te Quiero puta! ryger man straks i tequila og spagetti-western humør.

Edelweiss?

Af uforklarlige grunde, får jeg associationer til Edelweiss når jeg høre titelsangen Rosenrot. Specielt omkvædet skaber biller af Alpe-bjerge med hvide snetoppe, små uskyldige børn, Maria og Kaptajn Georg von Trapp. Hverken teksten eller musikken minder om noget fra The Sound of Music, men det sker hver gang jeg høre numret. Rosenrot er for øvrig et ganske godt nummer, med en sortsyg bismag. I teksten er der i øvrigt citater fra Johann Wolfgang von Goethes digt “Heidenröslein”.

På nummeret Stirb nicht vor mir : Don’n die before I do medvirker Sharleen Spiteri fra rockbandet Texas og det er vel det nærmeste Rammstein kommer på en traditionel kærlighedsballade. En sang Till Lindemann synger på tysk, mens Sharleen Spiteri holder sig til engelsk.

Det hele slutter med Ein lied: Wir sind für de Musik geboren / Wir sind die Diener eurer Ohren / Immer wenn ihr traurig seid / Spielen wir für euch. En stille og melankolsk afrunding.

Foranderligt

Det er et genkendeligt Rammstein, lytteren møder på Rosenrot. Tungt, brutalt både i lyd og ord, tight og taktfast – og ikke uden humor. Gruppen har holdt fast i den same musikalske linje siden deres første udspil. Det gør ikke noget, for de gør det godt og de udvikler sig fra album til album. Igen må det konstateres, at de er mestre i at gribe til simple kunstgreb, for at skabe forskellige stemninger. En af grundende til at de hæver sig over gennemsnittet bland alverden metalbands.

Det er rock ‘n’ roll på den fede måde. Er du til andet end Røde Horn, Gnags og Britney Spears, så er Rosenrot et godt køb.

Rammstein: Rosenrot. Universal Music, 2005.
Christoph Doom Schneider, Doktor Christian Lorenz, Till Lindemann, Paul Landers, Richard Z. Kruspe, Oliver Reidel.

Stuidealbum:
Herzeleid, 1995
Sehnsucht, 1997
Mutter, 2001
Reise, Reise, 2004
Rosenrot, 2005

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 29. oktober 2005, nr. 196.

Metallica møder Mahler

På en apokalyptisk eftermiddag i bøgeskoven spillede fire finner heavy metal på cello.

Finner, der spille heavy metal på cello. Det lyder som en joke, eller noget fra en syret tegneserie. Det er det ikke.

Apocalyptica er fire klassisk uddannet cellister, der med kærlighed har kastet sig over heavy metal-genren. Om fredagen under Skanderborg Festivalen gæstede kvartetten – assisteret af trommeslager Mikko Sirén – bøgescenen.

For Apocalypitica startede det hele tilbage i midthalvfemserne. Debut albummet Plays Metallica By Four Cellos udkom i 1996 og bestod af en række Metallica-coverversioner. Siden har Apocalyptica udvidet deres repertoire med numre fra en række af andre metal-bands, egne kompositioner og enkelte metal-fortolkninger af klassiske numre.

At opleve Apocalyptica live er en speciel oplevelse. De fire musikere sidder ned fra starten af og ligner næsten almindelige cellister – med undtagelse at det lange hår som medlemmerne tydeligvis nægter at klippe.

På trods af instrumenternes omfang går der dog ikke lang tid, før deres optræden ligner andre rockmusikeres optræden, og det føromtalte hår svinges rundt i bedste head banger stil.

De covernumre som Apocalyptica stryger ud af celloens strenge, blive ikke ringere af, at de traditionelle guitar og bas er udskiftet.

Når ikke bandet er dybt koncentreret over musikken, stråler cellisterne af spilleglæde. For publikum er der ikke andet at gøre, end at lade sig rive med af den velspillede og stemningsfulde musik.

Konceret blev afsluttet med en heftig heavy metal version af Edvard Griegs “I bjergkongens sal”.

Apocalypticas musik bliver det endnu bedre live, end når den musikalske spændvidden begrænses af et studie og et elektronisk medie. Celloen vrides, forvrænges, høvles og stryges. Sagt simpelt: Apycalyptica live er en unik oplevelse.

Apocalyptica

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 24. august 2005, nr. 148.

Napalm Death in code red

De ubestridte mestre ud i grindcore genren, Napalm Death, vækker lytteren med tre kvarters kompromisløst metal. Og stadig med social indignation.

Grindcore opstod som en blanding af trash metal, death metal og hardcore punk. Et af de første grindcore albums var netop Napalm Deaths debutplade Scum fra 1986. Bandet har siden haft en stor indflydelse på ekstreme musikgenre.

Sammenlignet med den gængse trash metal og death metal, var teksterne på de tidlige Napalm Death plader mere politiske. Teksterne mindede mere om dem publikum kendte fra punk-scenen, hvor multinationale selskaber, staten og lignende stod for skud.

Følgende tekstfragment stammer fra Scum: “the multinational corporation / makes its profits from the starving nations / indigenous people become their slaves / from their births into their graves”.

På den efterfølgende album From Enslavament to Obliteration er følgende fundet: “Commited to a life of slavery / In the factories our own hands have built / Where we must work twice the graft / Before gaining the goods we’ve alreadyslogged to create / To consume all things material / Stands above human compassion / As we compete with our fellow man / In the bid for a stronger position”.

Stadig social indignation

Napalm Death blev dannet i den engelske arbejderby Birmingham i starten af 1980`erne. Siden har der været en række udskiftninger i gruppen. Besætningen på den nye cd The Code Is Red… Long Live The Code er Mark ‘Barney’ Greenway (vokal), Mitch Harris (guitar), Shane Embury (bas) og Danny Herrera (trommer).

Napalm Death hamrer kompromisløst derud af fra første taktslag. Kompromisløst. Fra start til slut er der masser af saftige rytmeskrift og voldsomme guitar riff.

Titelnummeret er en kommentar til den vestlige verdens konstante tilstand af forhøjet beredskab. Napalm Death forholder sig stadig til verden. Ingen af de oprindelige medlemmer er med i dag, men den sociale indignation som påvirkede bandet i starten, er intakt.

Intenst og brutalt

På nummeret The Great and the Good medvirker Dead Kennedy legenden Jello Biafra. Hans specielle vokal er ikke til at tage fejl af og klæder Napalm Deaths brutalitet godt.

På næstsidste nummer, Moral, sættes tempoet lidt ned. Når lytteren er kommet så langt, er det kærkomment og effektfuldt. Tempoet holdes nede på det sidste track, Our Pain is their Power, som mest af alt kan beskrives som industriel sørgmodighed.

En meddelelse på bandets officielle site lover, at ingen klassisk Napalm Death-fan vil blive skuffet. Påstanden holder vand. Folk med hang til Napalm Death får hvad de kan lide. The Code Is Red… Long Live The Code er 100 procent tro mod bandet og dets rødder. Det er et Nepalm Death med samme intensitet og brutalitet som i 1980`erne og de tidlige 90`ere.

Napalm Death: The Code Is Red… Long Live The Code. Century Media Records.

Diskografi:
Scum, (1986)
From Enslavement to Obliteration, (1988)
Harmony Corruption, (1990)
Utopia Banished, (1992)
Fear, Emptiness, Despair, (1994)
Diatribes, (1996)
Inside the Torn Apart, (1997)
Words from the Exit Wound, (1998)
Leaders Not Followers (1999)
Complete Radio One Sessions, (2000)
Enemy of the Music Business, (2001)
Order Of The Leech, (2002)
Leaders Not Followers, Pt. 2, (2004)
The Code Is Red… Long Live The Code (2005)
Ud over de nævnte albums, har Napalm Death udsendt en række singler og EP’s. De medvirker endvidere på en række compilations.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 26. april 2005, nr. 78.

RubberSlime punker der ud ad

rubberslimeRock ‘n’ Roll Genossen holder. Det er ikke avantgarde. Det er velspillet punk rock af den gamle skole – og det svinger.

I 2003 mødtes musikere fra de to tyske punkbands Slime og Rubbermaids for at spille til en støttekoncert for fodboldklubben FC St. Pauli. Efter koncerten fortsatte de med at spille i deres nye band RubberSlime. Samme år udsendte de live-albummet First Attack med gamle Slime og Rubbermaids klassikere.

RubberSlime har udsendt deres første studiealbum med titlen Rock ‘n’ Roll Genossen. Nu skal det vise sig om idéen holder ud over den første punk-nostalgi.

RubberSlime er altid gode for en FC St. Pauli-hymne. Foldklubben fra Hamburg er ikke blevet forbigået på Rock ‘n’ Roll Genossen og vil næppe blive det på turnéen, hvor bandet i øjeblikket kører det nordlige Tyskland tyndt. Turnéen slutter i Hamburg den 8. maj med en gratis koncert.

Enkelte af sangteksterne i cd’ens booklet er forsynet med korte noter. Ved sangen Stupid White Man er kommentaren kort og godt: “Tak til Mr. Michael Moore!” Efter teksten til Soldatenlied er der en længere kommentar om digteren og anarkisten Erich Mühsam som har skrevet teksten til nummeret. Erich Mühsam blev dræbt af SS i 1934.

Rock ‘n’ Roll Genossen holder. Det er ikke avantgarde. Det er velspillet punk rock af den gamle skole – og det svinger. Her og der akkompagneres RubberSlime af en velplaceret blæsertrio der giver musikken en ekstra klangdimension.

Cd’en kan høres mange gange og det er ikke bare svært at sidde stille, det er umuligt.
Ud over den almindelige udgave af Rock ‘n’ Roll Genossen, er der udgivet en specialudgave i et begrænset oplagt. Specialudgaven rummer en DVD med 12 live-numre og interview.

På RubberSlimes site er det muligt at downloade en række mp3-filer med smagsprøver på deres tyskerpunk. Her er selvsagt også en del information om bandet, tour-datoer, billeder m.m.

SubberSlime. Rock ‘n’ Roll Genossen. Dröönland Production.

Discografi:
First Attack (live), 2003
Viva St. Pauli (singel), 2003
Rock ‘n’ Roll Genossen, 2005

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 14. april 2005, nr. 71.

Apokalyptisk rå cello

Den finske trio Apocalyptica består af klassisk uddannede musikere med kærlighed til heavy metal. På deres nye cd stryger de katten mod hårene – og det lyder godt.

Apocalyptica består af klassisk uddannede musikere. Deres internationale gennembrud kom med albummet Plays Metallica by Four Cellos fra 1996, Her kombinerede de deres uddannelse indenfor den klassiske musik, med en ægte kærlighed til heavy metal.

Siden har de udvidet deres Metallica-repertoire med covervserioner af Faith no More, Pantera, Sepultura, Rammstein og egne kompositioner. Med deres særlige baggrund og interesse for heavy metal, har Apocalyptica skabt sin helt egen niche og lyd.

På Reflections (2003) supplerede Apocalyptica inspirationsbiblioteket bestående af diverse heavy metal navne, til også at rumme den moderne russiske komponist Dmitri Sjostakovitj.

Apocalyptica startede som en kvartet, men er siden blevet reduceret til en trio. Den nye cd bærer titlen Apocalyptica. I modsætning til deres tidligste albums, er det ikke heavy metal omsat til klassisk musik. Numrene på Apocalyptica er egne kompositioner. Cellolyden og den klassiske uddannelse, gør musikken mere avanceret og den del mere interessant end Johnny-Brians donke-bonke-band fra Hvidovre. Spændvidden på Apocalyptica går fra det meget melodiske over et grufuldt mørke til passager som ligger sig tæt op af 1990’ernes grind core.

Apocalyptica er fuld af stemning. Det er en cd som kan gennemlyttes mange gange. Strygerne, som gør sig i stedet for den sædvanlige guitar og bas, giver mere dybde og et særegent lydbillede.

Den oprindelige idé, at spille heavy metal-numre på cello, har båret frugt. Apocalyptica har udviklet fra et meget specielt cover-band til et kreativt musikalsk kraftværk. Tager jeg ikke helt fejl, er der en musikalsk hilsen eller to til Sjostakovitj i numret Deathzone. Flere steder fornemmes en inspiration fra Finlands store nabo og fra Sovjet-tidens klassiske musik. En anbefaleseværdig udgivelse.

Trommerne på det nye album spilles af Mikko Sirén. Desuden er der gæsteoptræden af blandt andre Dave Lambardo og musikere fra finske H.I.M. og The Rasmus.

Apocalyptica: Apocalyptica. Universal Music, 2005.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 17. marts 2005, nr. 53.

Når Rammstein går i kroppen

Tyske Rammstein er aktuelle med det nye album Reise, Reise. Har du først fået fingre i den, bliver det svært at sidde stille.

Reise, Reise er Rammsteins første fuldlængde album siden Mutter fra 2001. Med det nye udspil holder bandet fast ved deres stålsatte og store lyd. Rammsteins lydbillede fylder hele stuen ud.

Det er ikke musikalsk udvikling, der står i centrum for Rammstein. Tyskerne fandt hurtigt deres egen lyd og stil. Brutalitet tilsat melankoli. Den har de, med succes, hold fast ved siden. Rammstein er da også let genkendelige på Reise, Reise. Bandet har arbejdet med deres lysbillede og musikken er blevet mere avanceret. Rammstein spiller på flere facetter f.eks. på nummeret Los, som er lugter kraftigt af old school rock ‘n’ roll. Den efterfølges af det kritiske nummer Amerika som ikke er en kærlighedssang.

“Wir bilden einen lieben Reigen / Die Freiheit spielt auf allen Geigen / Musik kommt aus dem Weißen Haus / Und vor Paris steht Micky Maus”

Amerika over det hele

Til nyhedsbrevet Heavyjam.dk har trommeslageren Christopher “Doom” Schneider kommenteret Amerika: “Det er en ironisk refleksion over det faktum, at den amerikanske kultur kommer alle steder rundt – og mere og mere. Uanset hvad land, du lever i så lever du ligesom i Amerika, selvom du ikke lever i Amerika set fra et territorialt synspunkt. Det handler sangen om”.

På cd’ens sidste nummer afslører Rammstein sig som romantikere: “Die Liebe ist ein wildes Tier / Sie atmet dich sie sucht nach dir / Nistet auf gebrochenen Herzen / Geht auf Jagd bei Küss und Kerzen / Saugt sich fest an deinem Lippen / Grässt sich Gänge durch die Rippen / Lässt sich fallen weich wie Schnee / Erst wird es heiss dann kalt am Ende tut es weh”. Nok Rammsteins mest stille nummer – dog ikke en ballade.

Musikken går i kroppen

Rammstein er blevet anklaget for at have et medansvar for tragedien på Columbine High School. At give Rammstein, eller et andet band, der ikke passer den amerikanske politiske korrektes billede, skylden for børns selvmord og mord, er ikke andet end udtryk for et samfund, der ikke tør se sig selv i spejlet og søge de egentlige forklaringer på de grusomme tragedier.

Riese, Reise er ikke årets vigtigste eller bedste cd, men det er heller ikke en cd der kommer til at trække støv på hylden. Selv om grundelementerne og kernen i Rammsteins musik er forblevet de samme gennem årene, har bandet udvidet spændvidden og fået flere elementer i musikken. Når Rammstein strømmer ud af højtalerne, er det altid svært at sidde stille. Musikken går i kroppen.

Rammstein. Reise, Reise. Universal Music.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 10. november 2004, nr. 215.

Tilbage til rødderne

Engang for år tilbage stod der ind til flere Annihilator-cd’er på min reol. Men de er for længst forsvundet og det canadiske band har længe været ude af bevisdstheden. Et besøg i Fona ændrede dog det.

Efter arbejde kom jeg forbi en Fona for at købe en gave. Af gammel vane kiggede jeg lige i deres heavy metal afdeling. Der spottede jeg et “to for en”-tilbud.
Roadrunner Recoreds har taget en række titler fra deres katalog. Dem har de sat samme to og to – men samme kunstner forstås. Disse udgivelser kan så købes for en relativ billig penge. Fonas pris var 99,- danske kroner.

Til sagen. Jeg blev fristet og købte Alice in Hell og Never, Neverland, fra 1989 og 1990. Jeg har ikke fulgt Annihilator de seneste år, men af deres bagkatalog, er det klart deres bedste skiver.

Straks cd’en kom på anlægget, var jeg tilbage i de tidlige 90ere Dengang da der var gang i trash- og death metalscenen. Jeg må indrømme, at de to skiver stadig holder, med fede skift og “gang i den” guitar.

Som en ekstra bonus er der seks ekstra nummer. Alle demoudgave. På Alice in Hell drejer det sig om Powerdrain, Schizos (Are Never Alone) Part I & II og Ligeia. Demoudgaverne på Never, Neverland er af Kraf Dinner, Mayham (Reduced to Ash) og Freed from the pit.

Annihilator

Publiceret på sh.newsun.dk 06.07. 2004

Mørkets sange

Som et at de få heavy-metal band, har My Dying Bride kvaliteten, til at få et bredere publikum. Et godt sted at starte er ‘Songs of Darkness, Words of Light’.

My Dying Bride gjorde sig bemærket i starten af 1990’erne med sort og melankolsk doom-metal.

Bandets besætning der, ud over de obligatoriske trommer, bas og guitar, bestod af en violinist, gav en særegen lyd. De fleste af det engelske bands tekster var på engelsk, men enkelte tekster blev sunget på latin.

Når metaltidsskrifterne skrev om My Dying Bride, var det med referencer til William Shakespeare og andre navne, samt begreber, der normalt ikke optrådte i heavy metal-blade.

Bandet, der blev dannet i sommeren 1990, debuterede med EP’en ‘Symphonaire Infernus Et Spera Empyrium’. Kort efter blev det fulgt op af albummet ‘As The Flower Withers’. Allerede med de to udgivelser, skrev My Dying Bride sig ind i heavy metal-historien som fornyere af doom metal og avantgarde for den nye bølge af gothic metal.

Siden er violinisten forsvundet. I stedet er der kommet et keyboard med i My Dying Brides lydbillede. Med undtagelse af ‘34.788%… Complete’ har My Dying Brides udspil være variationer over de samme temaer. Der er blevet skruet op eller ned for forskellige elementer i musikken, men grundessensen har været den samme. ‘34.788%… Complete’ der kom i 1998 adskiller sig fra de øvrige album. Musikken var mere ovre i en syret rockgenre.

My Dying Bride har udsendt deres ottende studiealbum, ‘Songs of Darkness, Words of Light’. Musikken er typisk – massiv og dreven. I visse passager er den mere spinkel og lukket, eller aggressiv og åben. Stilen er mørk og alt på cd’en iklædt melankoli. Det er genkendeligt My Dying Bride, uden nyskabelser. Det er lange maleriske numre, der omhandler de dystre sider af livet.

Kompositionerne på ‘Songs of Darkness, Words of Light’ ligger i forlængelse af 1990’er albummene ÒLike Gods of the Sun’ og mesterværket ‘Turn Loose the Swans’.

Som et at de få bandt indenfor genren, har My Dying Bride kvaliteten, til at få et bredere publikum end fordømte teenagere og gotiske personager. Et godt sted at starte er ‘Songs of Darkness, Words of Light’.

For dem der er præget af fordomme, kan det oplyses, at der er masser af melodi og variation!

My Dying Bride. Songs of Darkness, Words of Light. Peaceville Records.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 24. marts 2004, nr. 59.

Fabriksarbejdere fra DDR

Tyske Rammstein er aktuelle med dvd’en Lichtspielhaus. Her er bandets samlede produktion af musikvideoer.

Det tyske band Rammstein blev dannet i 1993 af fabriksarbejdere fra det gamle DDR.

Navnet Rammstein kommer fra en by i Vesttyskland, hvor 80 mennesker omkom i forbindelse med et American Air Force-flyshow. Navnet er, som så meget andet omkring Rammstein, kontroversielt.

Deres stil kan beskrives som industriel metal med en knivspids af dansemusik. Selv kalder de stilen fra tanz-metal.. Musikken er kompakt, aggressiv og hård. På scenen levere Rammstein et storslået show med ild og forskellige remedier.’

Rammsteins musik er blevet brugt i flere film, for eksempel Lost Highway og Matrix.

Godt og ærligt

Når Lichtspielhaus sættes på dvd-afspilleren kommer en dyster og maskinelt menu frem. Tager man den på autopilot starter turen i Rammstein univers med ‘Du Reichts so Gut’ fra 1995. Herefter sejler man videre med ‘Seeman’ og kommer videre forbi ‘Engel’, ‘Links 2-3-4’, ‘Ich will’ og vidoerejsen ender med ‘Fauer Frei!’.

Hele vejen er en industriel ørkenstemning med undertoner af sadomasochisme og med lange totalitære skygger. Ind i mellem ligner billedstrømmen mest noget fra en hardcore fetichfest. Det er ikke hygge, det er ikke pænt, men det er godt og ærligt.

Rammstein er et godt liveband. Deres lyd er kompakt og de spiller tied. Bandet leverer et flot sceneshow som ofte inkluderer ild. Tidsmæssigt spænder liveoptagelserne over en periode fra 1996 til 2001 og viser bandets udvikling.

Godt liveband

Desværre kommer hverken show eller lyd fuldt igennem på liveoptagelser på Lichtspielhaus. På den anden side er optagelserne over gennemsnittet af live-shows, som er udgivet med diverse bands. Det kan godt betale sig at bruge tid på at se og høre den.

Lichtspielhaus indeholder et dusin musikvideoer, seks live-optagelser samt baggrundsmateriale. Baggrundsmaterialet er tekstet på engelsk. Det er spændende materiale, hvis man ønsker et kig over skulderen på videoproducenten og alle de andre der er med i produktionen af en musikvideo.

Lichtspielhaus-dvd’en præsenteres i et lækkert foldeud-cover, hvor der er tænkt over billedvalg og design. Et lille ekstra plus for det.

Rammstein. Lichtspielhaus. Motor/Urban, 2003. 210 minutter.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 10. januar 2004, nr. 7.

Sjostakovitj & Sovjetstyret

Sjostakovitj, Dmitrij er en af dette århundredes største komponister. Hans musik er af stor betydning og mange mennesker har åbnet øjnene for hans musik i de seneste år. Gennem størstedelen af hans liv, levede han i evig angst. Denne angst blev påført ham af Sovjetstyret og dets brutale magtmaskineri. Jeg vil i denne artikel forsøge at anskueligøre Sovjetunionens kulturpolitik og denne politiks indflydelse i Sjostakovitjs musik og liv.

1917 TIL 1929

I tiden umiddelbart efter den kommunistiske revolution (1917), var kunsten frit stillet i den nydannede Sovjetunionen. Staten havde travlt med meget andet en at kontrollere kunsten.
Gennem 20’erne blev der ført en meget løs kulturpolitik. Der var brug for en ny og anderledes kunst i den nye stat og det var endnu ikke endeligt defineret hvad linjerne for denne nye, (folkelige) kunst skulle være. Et godt eksempel på denne frie kulturpolitik er Sjostakovitjs opera “Næsen”, et af de mest avangardistiske musikstykker i hans produktion.
“… Som det senere skulle vise sig, fik Sjostakovitj aldrig mere lejlighed til at skrive noget så modernistisk vitalt som netop denne opera”. (Citat fra “Det Musikalske Menneske” af Jon-Roar Bjørkvold. Hans Reitzels Forlag, 1992. Side 199, linje 25-26). Kulturen i Sovjet var under indflydelse fra Vesteuropa. Der blev spillet musik af vestlige komponister under denne tidlige periode af det kommunistiske styre. Bl.a. af P. Hendemith (Tyskland 1895-1963), E. Krenek (Østrig f. 1990), B. Bartok (Ungarn 1881-1945) og A. Berg (Østrig 1985-1935), sidstnævnte dirigerede sin opera “Wozzeck” i Leningrad.
I 1929 skiftede politikken, Andrej Zdjanov blev kulturminister og en opstramning af kulturpolitikken begyndte. (Andrej Zdjanov blev senere kendt som Stalins kulturbøddel).

1929 TIL 1953

Den officielle ideologiske holdning til kunst i tiden 1923 til 1953 var, at kunsten skulle være folkelig og det gjaldt alle kunstformer, musik såvel som poesi. Den simple minearbejder, om ingen baggrund havde for musikforståelse, skulle være i stand til at forstå musikken. Hvis musikken var uforståelig for den brede befolkning, var det komponisten der var “dårlig” eller sov det for det meste blev udtrykt; folkefjendtlig eller formalistisk. Komponsiten havde begået en fejl, der i visse tilfælde blev farlig for hans eget helbred og liv.
Komponisteren måtte ikke skrive musik for formens skyld. Der skulle være et ideologisk indhold i musikken, og dette ideologiske indhold skulle passe til den officielle politik, der var fastsat af staten. Når noget faldt udenfor dem officielle kunstideologi, blev det karakteriseret som formalistisk. Dette udtryk blev hurtig udvandet.
“Formalisme” har været et alt-mulig-ord i sovjetisk kunst og litteratur siden 1920’erne. Som historien har vist, har dette ord ikke noget egentlig æstetisk indhold. Det har været anvendt od de mest forskellige kunstneriske skikkelser og tendenser, afhængigt af de sovjetiske leders politiske linje og personlige smag på et givet tidspunkt”. (Citat fra “Vidnesbyrd : Dmitrij Sjostakovitj’ Erindringer” fortalt til Solomon Valkon. Forlaget Komma, 1980, side 155, linje 28-32).
Under 2. Verdenskrig blev der lagt stor vægt på den propagandaværdi kunsten havde overfor de vestlige stater. (Sovjetunionens allierede i kampen mod det nazistiske Tyskland). I denne statslige propaganda tjente Sjostakovitjs 7. symfoni godt. Den blev smuglet til USA og blev utrolig populær pga. marchen i 1. sats (allegretto), som virker meget opløftende eller skræmmende alt efter temperament. Symfonien blev i den vestlige verden tolket som et billede på den sovjetiske kampvilje. (Sjostakovitj betegner selv 7. og 8. symfoni som sti rekviem).
Desværre for Sjostakovitj forholdt det sig således, at Stalin frygtede og hadede USA og de vestlige allierede. Efter krigen vendte Stalin denne frygt mod sit eget folk. Han indledte en massiv hetz, mod de personer der havde opnået popularitet i vesten under krigen og alle der havde forbindelse til vesten. Mange mennesker blev likvideret pga. danne frygt hos statslederen.

JURODIVYJ-ROLLEN

For at beskytte sig mod den officielle kritik påtog Sjostakovitj, og andre af hans samtidige intellektuelle, sig en rolle som jurodivyj. Dette er et specielt russisk fænomen. Fænomenet stammer fra det femtende århundrede. Dengang var jurodivyj’erne en form for klovne/gøglere. De var i stand til, at kritisere magthaverne genne satire, beskyttet fordi de blev opfattet som et religiøst fænomen. End ikke zaren turde røre dem. De opringelige jurodivyj’er var “anarkister” og levede udenfor samfundets normer som vagabonder og sigøjnere. Dette århundredes jorudivyj’er var intellektuelle, der forsøgte at leve som sådanne i et samfund der ikke tolererede anderledes tænkende og kunstneriske udtryk der ikke var “folkelige”.
Denne jurodivyj-forklædning kunne ikke beskytte ham mod alt, et eksempel herpå er Pravda artiklen “Forplumring i stedet for musik”. (Trykt den 28. januar 1936). I artiklen kritiseres Sjostakovitjs opera “Lady Macbeth fra Mtsensk” for at være decideret larm uden egentlig indhold.
“… Fra første minut bliver tilhøreren til “Lady Macbeth fra Mtsensk” lammet af en tilsigtet dissonerende, forvirret strøm af lyde. Stumper af melodier, ufuldbårne fraser dukker op – kun for at forsvinde igen i larm, filen og skrålen…” (Dansk oversættelse af en lille del af artiklen “Forplumring i stedet for musik” kan findes i bogen “Fra Platon til Stockhausen” ved Bent Olsen. Munksgaard 1979). Desuden blev Sjostakovitjs symfoniske klange beskrevet som mystiske.
Ti dage senere blev Sjostakovitj igen angrebet i Pravda, det skyldes at Stalin havde set “Den lysende bæk” og ikke havde brudt sig om den. Kritikken gik igen på formalisme. Sjostakovitj troede at han var dødsens – det var normalt at kunstnere forsvandt efter hård kritik.

DEN PERFEKTE TYRAN

“Stalin var en perfekt tyran. Og en perfekt tyran er uforudsigelig. Det er det, der udmærker dem. Hvis man ved, hvordan han vil straffe dette eller hint, og hvilke love og regler der er, så følger alle dem og ingen er bange. Folk bliver bange, når straffen er uforudsigelig. Det var sådan Stalin legede med intelligentsiaen. Han straffede f.eks. aldrig Pasternak (forfatter) fysisk. Han forviste hendes søn og henrettede hendes mand, men hun blev skånet. (Citat af Solomon Volkon hentet fra filmen “Komponisten og diktatoren” af Ryzsard Solarz).
Der er noget der tyder på at Stalin havde besluttet at Sjostakovitj ikke skulle arresteres, lige meget hvor “folkefjentlig eller “formalistisk” han blev. Mange af Sjostakovitjs venner og bekendte, der fik en liggende kritik, som den Sjostakovitj til tider fik, blev arresteret og til tider likvideret, eks. herpå er Meyerhold.

SATIRE ELLER STATSSTYRET REDIGERING

I 1953 bragte “Sovjetskaja Musyka” en artikel skrevet af D. Sjostakovitj op programmusik. I bogen “Vidnesbryd” står der, at staten ofte skrev artikler og trykte dem med Sjostakovitjs navn under, og hvis han selv havde skrevet dem, var der for det meste redigeret i teksten. Jeg vil ud fra det han siger om musik i “Vidnesbyrd” omtale artiklen og antyde eksempler på statsmanipulation eller personlig satire. (Artiklen findes på dansk i den før nævnte bog “Fra Platon til Stockhausen”.
I artiklen står der bl.a. “…næsten emneagtigt var min 7. symfonis program. Oprindelig havde jeg endda tænkt på at forsyne hver at dens satser med et tilsvarende betegnelse (1. sats: krig, 2. sats: erindring, 3. sats: de hjemlige vidder, 4 sats: sejren)” Dette er i direkte strid med hvad S. Volkov skriver i Sjostakovitjs erindringer, hvor Sjostakovitj omtaler sin 7. og 8. symfoni som sit rekviem.
Desuden siger han andetsteds, at krigen gav ham frihed til at skrive musik der ikke var stolt og glad, uden at staten blev utilfreds dermed – i fredstid kunne man kun være glad i Sovjet. Krigen gav ham frihed til at udtrykke han sende tanker og følelser i musikken.
Endvidere siger han, at symfonien handlede om tiden før krigen og ikke om krigen.
Enten er han dybt ironisk i det han skriver artiklen eller også har en embedsmand skrevet den. Grunden til at jeg mener, det kan være ironi, hænger sammen med Sjostakovitjs rolle som jurodivyj.
Noget andet jeg undres over i artiklen er en bemærkning om at sovjetsike komponister ikke mangler inspiration. “Her har vi kommunismens bygningsværker og kampen for fred. her har vi sovjetmenneskenes liv og heroismen i arbejdsindsats.” (Citat fra artiklen).
I Sjostakovitjs erindringer får man ikke indtryk af, at det er bygningsværker og kampen for fred, der er hans inspiration. Det er nærmere angsten, skabt at den “kommunistiske” stat der er drivkraften bag hans musik. Desforuden brugte han musikken til at kritisere samfundet, staten. En sådan kritik var hans “Af Jødisk folkepoesi” (1948), netop på det tidspunkt, da han skrev denne sangcyklus var der en udbredt antisemiteistisk holdning i Sovjet. Sjostakovitj blev da også kritiseret kraftigt for dette værk. Bl.a. blev der skrevet, at en jødeelsker som ham, burde rejse til Israel.

POLITISK BRUG AF DEN 7. SYMFONI

Sjostakovitj skrev de første 3 satser af den 7. symfoni under den tyske belejring af Leningrad under 2. Verdenskrig. Inden han blev helt færdig med symfonien, blev han evakueret til Kuibyskev. Symfonien blev smuglet til USA, hvor den fik premiere i en af de nationale radiostationer. Symfonien blev utrolig populær. Den blev spillet i mange lande og udsendt af utallige radiostationer under krigen.
Stalin så straks propagandaværdien i denne symfoni. Han sørgede for, at det blev offentliggjort i den vestlige lande, at Sjostakovitj skrev de første 3. satser på en måned, mens han viste sand patriotisme, ved at virke som frivillig i et brandkrops.
Det med den frivillige bandmand var et propagandapåfund. Virkeligheden var en anden. Og han arbejdede altid hurtigt, når han havde færdigtænkt en musikalsk idé.
Jeg mindes Tukhatjevskij da jeg i juli 1941 gravede skyttegrave udenfor Leningrad”. (Citat fra “Vidnesbyrd, side 182, linje 24-25).
Statsapparatet fik Sjostakovitjs 7. symfoni tal at blive et billede på sovjetisk kampstyrke, ved at rette sit propagandaapparat mod vesten, der gladelig slugte alt.
I vesten blev Sjostakovitj også brugt politisk. Vestlige ledere brugte ham som afledning når de konverserede men sovjetiske ledere.
“Stalin var ude af sig selv. Wendell Willkie kom til Moskva mens han var præsidentkandidat. Han blev opfattet som en stor kanon med betydelig indflydelse. Han blev spurt om en mulig ny front og svarede : “Sjostakovitj er en stor komponist” (Citat fra “Vidnesbyrd” side 226, linje 16-20).
Episoder som denne gjorde Stalin misundelig, Sjostakovitj skulle hylde Stalin i sin musik og Sjostakovitj skulle hyldes for sin musik, når det passede Stalin. Det fik konsekvenser for Sjostakovitj efter krigens afslutning. Hvilket blev antydet allerede under krigen.
“En musikforsker fra Moskva har fortalt mig følgende historie: han holdt et foredrag om sovjetiske komponister og roste i forbifarten min Ottende Symfoni. Efter foredraget kom Khrennikov han til ham, ude af sig selv af raseri. Han næsten råbte: “Ved De hvem det er De roser? Så snart vi er sluppet af med de allierede, så kvaser vi Deres Sjostakovitj, ja vi gør!”” (Citat fra “Vidnesbyrd” side 227 sidste linje til side 228 linje 5).
Citatet viser klart, at staten havde en plan angående Sjostakovitjs fremtid.
Da Sjostakovitj skulle til at skrive sin 9. symfoni (1945) krævede Stalin en symfoni á la Beethovens “Niende” – en stor og flot symfoni der hyldede staten og Stalin. I stedet skrev Sjostakovitj en kort, melankolsk og til tider pjattet symfoni. Der var ingen kor og ingen solister. Stalin forstod den ikke og symfonien var ingen hyldest. Sjostakovitj havde derefter hele statsapparatet imod sig.
“Det var en forfærdelig tid. Jeg husker den tydeligt. Jeg var 10 år i 1948. Alle aviserne var fulde af udfald mod min far og hans musik. Folk troede på det, det stod jo i avisen. Folk kastede sten mod vores vinduer. På et tidspunkt boede vi udenfor Leningrad (…) Folk som gik forbi råbte ind gennem vinduerne: “Din formalist, hvorfor skriver du anti-folkelig musik?” Jeg var jo lille og sad oppe i et træ og skød med slangebøsse mod dem. Jeg forsvarede min far”. (Citat af Maxim Sjostakovitj , fra filmen “Komponisten og Diktatoren).
Som det fremgår af citatet, hoppede folk på statspropagandaen i en sådan grad, at de ligefrem angreb Sjostakovitj direkte.

SJOSTAKOVITJ OG KULTURPOLITIK

Sjostakovitj siger ikke ret meget om kulturpolitik, i det mindste ikke direkte. Det er derfor svært at finde ud af hvad han mente rent politisk. Det er selvfølgelig indlysende, at han ikke var tilfreds med den eksisterende politik, da den begrænsede hans kunstneriske udfoldelse. Han havde intet til overs for kommunistpartiet, selv om han blev medlem at dette i forbindelse med en udnævnelse til førstesekretær i Komponistforbundet.
“… Det var ren afpresning. Som sagt så jeg min far græde to gange. – Det var da min mor døde, og da han kom hjem og sagde: “Nu har de trukket mig ind i partiet”” (Citat af Maxim Sjostakovitj, fra filmen “Komponisten og Diktatoren”.)
“Kommunistisk” kulturpolitik og statens terror skabte en nærmest kronisk angst i hans sind, hvilket høres i mange af hans værker. F.eks. i den 8 strygekvartet, hvor tre kraftige paukerslag symbolisere KGB’s banken på døren, (jævnfør Beethovens Skæbnesymfoni). Netop KGB var en af Sjostakovitjs traumer. I en periode af hans liv, var han så angst for at di skulle komme, at han ikke turde sove om natten.
Sjostakovitj så ikke på kulturpolitik som en bestemt ideologi, snare som et middel til undertrykkelse og fastholdelse af magt. Kunst skulle ikke være kritisk, kunsk skulle hylde magthaverne og vise hvor godt et samfund de havde skabt.
“Hvem kan nutildags seriøst påstå at Stalin havde nogen som helst verdensanskuelse? Eller at han havde nogen ideologi? Stalin havde aldrig nogen ideologi eller overbevisning eller ideer eller principper. Stalin indtog altid den holdning der gjorde det lettest for ham at tyrannisere andre, at holde dem nede i frygt og skyldfølelse” (Citat fra “Vidnesbyrd, side 291, linje 15-20).
Sjostakovitj mente, at musik skulle være aktiv, vise reelle følelser, skabe debat. Musikken skulle sætte tanker i gang hos lytteren. Det er klart, at et sådan syn på musik ikke passede det stalinistiske diktatur.

Få vigtige årstal i Sjostakovitjs liv:

1906 Sjostakovitj fødes.
1914-1918 1. Verdenskrig.
1917 Revolution i Rusland, Sjovetunionen skabes.
1924 Stalin kommer til magten.
1925-26 Første symfoni, Op. 10.
1927-28 Næsen – opera, Op. 15.
1930-32 Lady Macbeth fra Mthensk – opera, Op. 29.
1936 Artiklen “Forplumring i steder for musik” trykkes.
1941-42 Syvende symfoni, Op. 60.
1943 Ottende symfoni, Op. 65.
1945 Niende symfori, Op. 70.
1948 Af Jødisk folkepoesi, Op. 79.
1953 Stalin (og Prokofiev) dør.
1960 Strygekvartet nr. 8.
1975 Dmitrij Sjostakovitj dør.

Kilde: Over Broen : Bibliotekarstuderendes Blad. Nr. 16, marts 1995.