Kategoriarkiv: Politik

Dem der bestemmer

En bog om den 1%.  Forfatteren dokumentere hvordan overklassens økonomiske netværk omsættes til rå magt. Og hvordan magtelitens magt har indflydelse på de fleste dagligdag, selv om magtudøvelsen foregår i det skjulte.

Forlaget Tiderne Skifter skriver i præsentationen: “En fjerdedel af alle danske arbejdspladser er i selskaber ejet og/eller styret af overklassen. Den omfattende danske søtransport er et væsentligt overklasseforetagende. Den stærkt kontroversielle forening Bæredygtigt Landbrug er en overklasseopfindelse. I kulturlivet styrer overklassen så mange fonde, at de årlige donationer kan sammenlignes med Kulturministeriets budget.”

I en anmeldelse på Tidsskriftet Epsilon skriver Jørgen Refshauge: “Han [Søren Jakobsen] har tidligere udgivet to-tre bøger om denne øverste del af samfundetslagene. Han har arbejdet delvist videnskabeligt med emnet, og fremstillingen er holdt i en nøgtern og redegørende tone, selv om der, heldigvis, ind imellem forekommer et par små finter.”

Lektør Steffen Gordon Nielsen vurdere bogen som værende en “særegne blanding af sensationsjournalistik og økonomisk analyse” der ikke minder om andet, men som ” virker troværdigt og fungerer godt. Som læser både underholdes og forarges man, når han giver eksempler på overklassens ofte overdrevne magtudøvelse i samfundet”.

Søren Jakobsen er journalist og forfatter med en fortid på Ekstra Bladet som erhvervsjournalist.
I 1977 vandt han samme med Jakob Andersen Cavlingprisen for en artikelserie om ulovlig brug af private spioner i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Han har en lange række af udgivelser bag sig og har bl.a. skrevet som LEGO og Kirk-familien.
Bibliografi.dk

I interviewet Der er for lidt indsigt i overklassens magt på Arbejderen udtaler Søren Jakobsen: “Vi har lullet os ind i en drøm om, at Danmark er et samfund, hvor alle er lige og har lige adgang til uddannelse, sygehuse og så videre. Men sådan er det ikke. Der er jo oprettet gode privatskoler og private sygehuse stort set uden ventelister for dem, der har penge. Og med flere private velfærdstiltag vokser uligheden. Det sætter sig alvorlige spor rundt omkring. Det skal vi være bevidste om og forholde os til, og gøre op med os selv, om vi vil gøre noget ved.”

Overklassemagt : På strejftog i de øverste danske magtcirkler
Af Søren Jakobsen. Tiderne Skifter, 2016. 249 sider. ISBN: 978-87-02-21771-1.
DK5: 30.1622

Bibliotek.dk
Tiderne Skifter

Gem

Gem

Gem

Rejser i flygtningestrømmen

Good luck, habibiVi husker alle billederne af flygtninge der vandrede på de jyske motorveje i sommeren 2015. Den massive flygtningestrøm satte igen gang i flygtningedebatten.
Journalist Thomas Ubbesen har bevæget sig ud af den hjemlige andedam og skildre i bogen “Good luck, habibi” det opbrud, der skete, da Mellemøstens krigsflygtninge og Afrikas og Asiens forhutlede masser begav sig på vandring og pludselig kom marcherende på de europæiske motorveje.

Bogen er udgivet på Gyldendal der skriver “Ud over Ubbesens oplevelser hører vi også den tragiske historie om en ældre syrisk far, der sammen med sin voksne datter forlader sult, terror og krig derhjemme og begiver sig ud på den lange vandring mod nord sammen med hundredetusinder af andre. Flugten foregår med ét ben i cyberspace og ét i den virkelige virkelighed, der hvor krigsherrer og menneskesmuglere hersker over liv og død. Midt i dette drama, giver forfatteren også en række kvalificerede bud på, hvilke megatrends, der har ført frem til det paradigmeskifte, vi som samfund og individer står overfor.”

I en foromtal til bogen, En halv menneskehed er på vandring – det må ikke ties ihjel, på POV skriver Thomas Ubbesen “Der driver døde mennesker i land på stranden ved Sabratha ved den libyske kyst. 120 lig alene de sidste ti dage. Og det fortsætter. Nogle af dem bliver talt med i den statistik, der angiver, at 3123 er druknet i Middelhavet i år. Andre bliver aldrig talt nogen steder og rådner bare op i solen eller bliver smidt i et hul i sandet. Der blev fundet 53 på en enkelt dag, læser jeg på nyhedsbureauerne fra Libyen. Det kunne man sagtens tage ned og lave nogle reportager om.”
Han fortsætter senere samme sted: “For vi og de andre europæere skal jo på et nogenlunde informeret grundlag kunne fortsætte diskussionen om, hvad vi vil ofre for at hjælpe eller redde nødstedte mennesker, der ikke er ”nogen af vore egne”, men bare mennesker. Så vi nogenlunde nøgternt kan se i øjnene og debattere, at verden er i enorm forandring, og at menneskemængder fra hele denne globaliserede klode vil fortsætte med at komme i vores retning.”

Lektør Carsten Güllich-Nørby vurdere at “Good luck, habibi” er “fremragende journalistisk dokumentar, der motionerer tankerne og provokerer til egne refleksioner om flygtningekrisen”

Good luck, habibi : Rejser i flygtningestrømmen
Af Thomas Ubbesen. Gyldendal, 2016. 239 sider. ISBN: 978-87-02-20078-2.
DK5: 32.6

Bibliotek.dk: Good luck, habibi
Gyldendal: Good luck, habibi

Den nye klassekamp

Den nye klassekampSlavoj Žižek er altid en oplevelse. Han formår at skrive klogt ude at blive kedelig eller hovsengesnovsen. Žižek er i toppen på min anbefalingslisten over nulevende samfundskritiske forfattere.

I bogen analysere Slavoj Žižek de bagvedliggende årsager til flygtningestrømme og islamisk terror. Analysen peger på en hovedårsag; den globale kapitalisme.

Forlaget Information skriver: “De massive flygtningestrømme og omfattende terrorisme har kastet kontinentet ud i den største krise siden Anden Verdenskrig. En krise, som ikke løses af en stadigt mere højrepopulistisk strammerkurs, men som heller ikke løses ved at gøre enhver problematisering af flygtningestrømmen til et moralsk fallit, som Žižek kritiserer dele af venstrefløjen for. Vi har, skriver den slovenske filosof Žižek, brug for et opgør med venstrefløjens sociale tabuer og blinde accept. Vi har brug for en ny, universel kommunisme.”

Bogen er anmeldt af Michael Agerbo Mørch på Kulturkapellet: Ingen fred under kapitalismen, og af Jakob Brønnum på POV: Slavoj Žižek – De gjorde det for at såre os.

Om Žižek

Slavoj Žižek på Wikipedia [da]
“Slavoj Žižek (født 21. marts 1949 i Ljubljana, Slovenien) er sociolog, filosof, psykoanalytiker og kulturkritiker. Han har en doktorgrad i filosofi fra universitetet i Ljubljana og har studeret psykoanalyse ved Paris Universitet. I 1990 kandiderede han for præsidentposten i Slovenien for partiet Sloveniens Liberale Demokrati (slovensk: Liberalna demokracija Slovenije) – dog uden at vinde.”

Slavoj Žižek på Wikipedia [en]
“Slavoj Žižek; born 21 March 1949) is a Slovenian psychoanalytic philosopher, cultural critic, and Hegelian Marxist. He is a senior researcher at the Institute for Sociology and Philosophy at the University of Ljubljana, Global Distinguished Professor of German at New York University,[1] and international director of the Birkbeck Institute for the Humanities of the University of London.[2] His work is located at the intersection of a range of subjects, including continental philosophy, political theory, cultural studies, psychoanalysis, film criticism, and theology.”

Den nye klassekamp : De sande årsager til flugt og terror
Af Slavoj Žižek. Information, 2016. 128 sider. ISBN: 978-87-7514-530-0.
DK5: 32.6

Bibliotek.dk: Den nye klassekamp
Informations Forlag: Den nye klassekamp

Gadens stemmer på tryk

Gadens stemmerI storbyen møder vi dem dagligt. Men vi hører dem nok ikke så meget – eller rettere, det eneste vi hører opfordringen til at give lidt til det næste måltid eller den næste øl, måske formuleret som et tilbud om at købe en avis.

I bogen Gadens stemmer kom seks nuværende og tidligere hjemløse til ordre. De fortæller om om kaotiske barndomme og brudte familiebånd, stofmisbrug, sociale deroute og spinkle håb.

Lektør Kirstine Hagen Thomasen skriver om bogen: “De seks livsberetninger er stærke og meget smukt og sammenhængende fortalt. Det er ikke til at sige, hvor meget Malene Ravn har redigeret i sin genfortælling, men dén og anonymiseringen gør, at bogen fungerer som generel tankevækker og øjenåbner snarere end som præsentation af seks individer.”

I Lad gadens stemmer fortælle (29. juni 2016) på Vesterbro Bladet er Sami, som er én af de seks nuværende og tidligere hjemløse interviewet. Interviewet er efterfulgt af et lille uddrag fra bogen.

Forfatteren til Gadens Stemmer Malene Ravn har lavet tv, radio og været freelance skribent. Hun har to romaner på samvittigheden og kan kalde sig cand.mag. Bogen er udgivet af Saxo og pengene fra salget af bogen går til den sociale virksomhed Gadens Stemmer.

Gadens stemmer : Her kommer skravlet som rejser sig op : Fortællinger
Af Malene Ravn. Saxo, 2016. ISBN: 978-87-93412-27-9. 168 sider.
DK5: 30.1628

Bibliotek.dk: Gadens stemmer
Saxo: Gadens stemmer

Den tunesiske revolution

TunesienNoter for en bustur af Douz til Sousse, sommeren 2014.

Den 17. december 2010 satte den unge tuneseren Mohammed Bouazizi ild til sig selv i provinsbyen Sidi Bouzid.

Med forbrændinger på 90% af kroppen blev han indlagt på det lokale hospital. De kunne ikke behandle hans alvorlige brandsår og han blev overflyttet til hospitalet i Sfax.

4. January 2011 – 18 dage efter selvafbrændingen døde Mohammed Bouazizi.

Mohammed Bouazizi symboliserede tre af de faktorer der var baggrunden for omvæltningerne i Tunesien. Han kom fra den vestlige del af landet, der er hårdere ramt af fattigere end den østlige. Som mange andre unge var han ramt af arbejdsløshed. Han havde ikke råd til bestikkelse.

Landet manglede desuden ytringsfrihed og fattigdomsproblemerne blev forstærket af høj inflation.

Mange medier har skrevet at Mohammed Bouazizi havde en universitetsgrad, men det passer ikke. Der er generelt mange forskellige og modstridende beretninger omkring Mohamed Bouazizi og omstændighederne inden hans desperate selvantændelse.

Mohammed Bouazizi var kommet ud på arbejdsmarkedet som ganske ung og havde haft forskellige småjobs. Der skulle penge på bordet, blandt andet til en syg onkel.

I 2010 var han som mange andre ramt af arbejdsløshed. For at få en indkomst forsøgte han sig som grønthandler på gaderne i Sidi Bouzid. Han havde ikke råd til at bestikke de lokale myndigheder og kunne derfor ikke få den nødvendig tilladelse, som var påkrævet for at sælge grønt.

Den manglede tilladelse førte til gentagne situationer med politiet, hvor han blev chikaneret og fik konfiskeret sine grøntsager.

17. december 2010 blev det for meget. Efter at politiet havde konfiskeret hans frugt – og at han formodentlig havde været udsat for politivold (her er forskellige udlægninger af situationen) – tog Mohammed Bouazizi hen til lokalguvernørens kontor for at klage. Guvernøren nægtede at se ham, hvorefter Bouazizi er citeret for at sige: “Hvis du ikke kan se mig, jeg vil brænde mig selv”.

Mohammed Bouazizi købte benzin ved en nærliggende tankstation og vendte tilbage til guvernørens kontor. Stående midt i trafikken råbte han: “Hvordan forventer du at jeg skal tjene til livet?”. Han hældt benzinen over sig og sætte sig ild med en tændstik.

Mohammed Bouazizi selvafbrænding førte til protester i Sidi Bouzid. På trods af politiets repression voksede protester de kommende dage og spredte sige til nabobyerne. Fra det fattige Vesttunesien voksende bevægelse og protesterne nåede ud til kystbyerne. Den 27. december nåede de hovedstaden Tunis.

Efter Mohammed Bouazizi død om morgenen den 4. januar, tog protesterne til og regimet var reelt truet.

14. januar 2011 flygtede præsident Zine El Abidine Ben Ali ud af landet.
23. oktober 2011 blev der afholdt valg grundlovgivende forsamling.

De grundlæggende sociale uligheder mellem fattig og rige og mellem det vestlige og østlige Tunesien er ikke ændret. Landet kæmper nu med en endnu større arbejdsløshed og korruption er ingenlunde afskaffet.

Det tunesiske revolution der fulgte efter Mohammed Bouazizi selvafbrænding og som endte med Zine El Abidine Ben Alis regimes fald blev i vestlige medier betegnet Jasminrevolutionen. Navnet antyder at det var en forholdsvis ublodig revolution. Det er også korrekt sammenlignet med tidligere tiders revolutionen som den franske (1789-1799) eller den russiske (1917). Men tuneserne bryder sig ikke om betegnelsen.
Mange tunesere døde eller blev alvorligt sårede i løbet revolutionen. Alene det 11. januar, hvor præsidenttro sikkerhedsstyrkerne angreb demonstrationerne blev flere hundrede dræbt. Som en tuneser sagde under et besøg i Sousse sommeren 2014: En død demonstrant var én for meget.

I januar 2014 nåde en række af de partier der blev valgt i oktober 2011 til enighed om en ny forfatning. Siden da har en teknokratisk regering styret landet, mens befolkningen venter på at der afholdes parlamentsvalg.

Den tunesiske revolution ses som den første af en serie samfundsomvæltninger samlet kaldet det arabiske forår.

En skarp pen i oceanet af støj

Arundhati Roy, der blev verdenskendt for romanen De små tings Gud og modtog Bookerprisen for sammen, skriver med en skarp pen og med poesien som passager. Hendes stil og sproglige dygtighed gør et bogen er en fornøjelse at læse. Det de dystre fakta til trods.

Vi er alle – verdens befolkning – fanget mellem den Internationale Valutafond IMF’s checkhæfte og USA’s krydsermissiler. Det mærkes ikke så meget her i Danmark, da vi er så heldige, at vi har fået lov at være Kejser Bush’s logrende skødehund – og da vores regering er mere en villig til at føre neoliberalismen politik ud i livet. I velfærdsstatens navn, betyder det et langsomt, men sikkert, farvel til velfærdsstaten.

Nok om det. Nok om Danmark. Forlaget People’sPress har udgivet Arundhati Roy samlede essays på dansk. Tekstsamlingen har titlen Menigmands guide til Imperiet.
Var det ikke for hendes insisterende opfordringer til handling og håb for en anden mulighed, end den fremtid som markedets globalisering tegner for verden befolkning, ville læsning af bogen være en lang vandring i elendighed og trældom.
Læseren tager på vandring med Indiens kasteløs og naturfolk, der ofres (og det i bogstavelig form) på fremskridtets alter og i liberalismens navn. Vi ser, hvordan Ghandis arv til det indiske folk trækkes ned i sølet af hindu-nationalister, der massakrer 2.000 muslimer i provinsen Gujarat. Alt mens de men den anden hånd, solgte landets værdier til de multinationale koncerner.

Fra Indien problemer går en rød tråd til resten af verden. Hvor de første essays fra 1998 til 2000 meget omhandler Indiske problemer, herunder konflikten med Pakistan og deres indbyrdes atomkapløb, bliver Arundhati Roy til stadighed mere og mere globalt fokuseret. Globaliseringskritikken og kritikken af den amerikanske regering udenrigspolitik og IMF m.v., fylder mere og mere.

I en avis læste jeg en anmeldelse, hvor skribenten ikke så nogen grund til, at vi danskere læste essays fra en indisk debat om opførslen af vanddæmninger i Indien. Han har ikke læst essayene ordentligt, eller også lever han i en lille nationale osteklokke. Menigmands guide til Imperiet anskueliggør at udviklingen i Indien hænger sammen med udviklingen i Euroap – og resten af verden. Vi i vesten bære et medansvar for udviklingen på Jorden. Det er os, eller retter eliten i Vesten, der presser liberalismen ned over hovedet på alle andre. Det er IMF, Verdensbanken, USA, NATO og EU er i en uskøn alliance forstærker modsætningerne mellem fattige og rige.

Arundhati Roy formår at kæde de store politiker samme med almindelige mennesker liv. Hun skærer igennem mediernes flimmer og anskueliggør virkeligheden bag den fries presses og spin doktorernes slør. Hun repræsenter et alternativ til markedets globalisering, nemlig menneskelig globalisering. Arundhati Roy vedkender sig ikke nogen ideologi, og er på den måde tidstypisk for mange af deltagerne i bevægelserne som går mod markedets globalisering.

Roy, Arundhati
Menigmands guide til Imperiet : Essays. Peolpe’sPress, 2005. 305 sider. ISBN: 87-91518-52-0.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. August 2006, nr. 3.

USAs kristne højre

Egon Clausen, der normalt er kendt som journalist på Danmarks Radios P1, har været en tur omkring bibelbæltet i USA. Efter rejsen til Guds eget land, har han skrevet bogen Øje for Øje : En beretning fra det modernes bagside.

Øje for ØjeI bogen møder vi Michael Brenneisen fra byen Nacogdoches. En lille søvnig by i Texas, hvor beboerne er gudsfrygtige. Byen er ejet af hvide og styres af hvide. Afroamerikanerne lever i deres egen fattige bydel.
Som så mange andre på de kanter, er Michael Brenneisen en glad kristen fundamentalist. Han er dog vred, fordi mennesket i det moderne samfund ikke lever efter Guds ord, men lever efter menneskeskabte love. Han afventer dommedag, hvor alle skal dømmes af den almægtige Gud. Han ser mange tegn på at dommedag er nær, gode tegn som oprettelsen af Israel og dårlige tegn som grundlæggelsen af FN – et redskab for Antikrist.
Michael Brenneisen har tidligere været nævning i en retssag, hvor en ung mand blev dømt til døden. En retssag hvor Biblen spillede en vigtig rolle.

Mike DeGeirin, en anden af personerne i Øje for Øje, var forsvarer for den mand, der blev anklaget for mordet. I Nacogdoches er han en upopulær mand. Den mordanklagede hedder Khristian Oliver og er sort. Mike DeGeirin er fra Houston. Selv om han henviser til Biblen i hans forsvar af Khristian Oliver, er han ikke så bibelsikker som fundamentalisterne i Nacogdoches. Og så tillader han sig at anvende naturvidenskaben i hans forsvar.

Endvidere portrætteres enkelte stridsmænd og -kvinder fra det kristenfundamentalistiske miljø. Blandt andet Kim Weir der betragter blodsudgydelserne i Israel som fødselsveer for den nye verden og Jesu genkomst; og Patrick Buchanan, der er manden bag bogen Compassionate Conservatism. En bog hvor George W. Bush i forordet skriver: “i hver eneste sag, hvor min regering ser det som en opgave at hjælpe folk, der har brug for det, vil vi først og fremmest søge efter troende organisationer, der har vist deres evne til at redde og forandre liv”. En bog hvor medlidenhed er budskabet om omvendelse og hvor fattigdomsbekæmpelse er prædiken.

Bogens har udelukkende sin berettigelse i anden del Fundamentalismen, hvor det kristne højres ideologi og dens talsmænd sættes i ord. Det er et fundamentalistisk miljø, der som andre religiøse fundamentalistiske miljøer fornægter videnskab. Man skal tro, ikke vide.
Det er herfra det ideologiske bagland for krigen mod Irak skal findes. Som læser erfarer man, at byttes ordene Allah ud med Gud/Kristus og Koranen ud med Biblen, er kristenfundamentalister og islamfundamentalister to alen af samme stykke. Afstanden mellem bin Laden og George W. Bush bliver skræmmende kort.

“Snart vil der blive født en lydefri, gensplejset kalv med den rette røde farve i Israel og så står verden ikke længere” Det menes der blandt kristenfundamentalisterne. Koen er varslingen af dommedag, som fører til Jesu genkomst og regime på Jord. Hvordan kan man tage sådanne mennesker seriøst. Bogen giver for så vidt svaret. De er det politiske og ideologiske bagland for lederen af Jordens mægtigste rige – imperiet USA.

Bogens omdrejningspunktet er retssagen mod Khristian Oliver. Men hver gang sagen beskrives, falder bogens kvalitet. Dele af bogen minder mest om en billig og dårligt skrevet kriminalroman. Forskelle er blot, at det er virkelighed og en afroamerikaner dømmes til døden.
Det eneste teksten om retssagen kan bruges til, er en case study af et uretfærdigt retssystemet. Et retssystem uden retssikkerhed, hvor Gud hersker via valgte dommere. Retssagen mod Khristian Oliver støjer for meget i en ellers relevant bog om George W. Bush’s politiske bagland.

Bogen afrundes med et afsnit om kristenfundamentalister i Danmark. Blandt de mest kende her er Søren Krarup (DF), og andre kristne organiserede omkring tidsskriftet Tidehverv. Hvad forfatteren har tænkt med dette afsnit er uvis. Men er det at fortælle at kristenfundamentalister findes i Danmark, er det ikke en nyhed der kan komme bag på mange. Er det at give et indblik i disse kredse og en analyse af dem, er afsnittet for kort.

Egon Clausen. Øje for Øje : En beretning fra det modernes bagside. Gyldendal. 248 sider. Vejledende pris 248 kr.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. Maj 2003, nr. 2.

Den røde pille

Virkelighedens ØrkenI filmen The Matrix får hovedpersonen, Thomas A. Anderson/Neo, valget mellem en rød og en blå pille. Han vælger den røde og havner i Virkelighedens Ørken, hvor magtens og afledningsindustriens koreografi er væk.

Efter 11. september fremførte magthaverne, aflednings- og meningsindustrien budskabet at verden grundlæggende var forandret. Med spørgsmål som, hvad nu hvis det er helt forkert? hvad nu hvis der intet epokegørende er forandret? har Slavoj Zizek sammensat en rød pille og kaldt den Velkommen til Virkelighedens Ørken : Essays om verden efter den 11. september.

Slavoj Zizek afdækker den maskerade der opføres i de vestlige liberalistiske demokratier, hvor “vi mangler selve sproget til at formulere vores ufrihed”. De paroler der bruges til at betegne tiden konflikt, “menneskerettigheder”, “krig mod terror” og “demokrati og frihed” er falske udtryk. Et tema som også findes i George Orwells 1984, hvor sandhedsministeriet udsender paroler som “krig er fred”, “frihed er slaveri” og “uvidenhed er styrke”. Parolerne fra Orwells Oceanien passer ikke alle til vores virkelighed, men metoden er den sammen; krig er blevet fred.

Terroraktionen mod World Trade Center, (11. september 2001), sættes ind i senkapitalismes virkelighed. En virkelighed hvor underholdningsindustrien bruges i “kampen mod terror” og Hollywood fungere som et ideologisk startapparat, der er medvirkende til at fastholde sløret. Velkommen til Virkelighedens Ørken er et brækjern, der nedbryder det slør den reelle virkelighed er skjult bag. Et slør der opdeler verden i godt og ondt.

11. september er blevet udlagt som et “sammenstød mellem civilisationer”. Frem for at understøtte denne tese og analysere islam, mener Slavoj Zizek, at vi i igen skal “fokusere opmærksomheden på konfliktens økonomiske baggrund”. Selv i de mest fjerne konflikter og afsides kampe mellem religiøse grupper findes andre interesser bag konflikterne.

11. september er ikke det nye i verdens konflikter. Det er derimod den virtuelle krig som vi er på vej mod. En krig hvor våbnene er usynlige. Soldaterne er langt fra det sted hvor deres våben dræber. Europæiske og amerikanske byer er ikke truet af bomber der eksploderer, men af gasser og virus.
Statsmagternes aktioner holdes skjult og de informationer der når frem, er nøje tilrettelagt af militæret. Terroristerne som der føres krig mod, tager ikke ansvaret for deres handlinger.
WTO’s strukturtilpasning har frygtelige konsekvenser i tredje verdens lande, men “forbindelsen mellem disse “strukturelle” beslutninger og millioner af menneskers smertefulde virkelighed er afbrudt.”
I teksten refererer Slavoj Zizek til Hollywood film. Bogen er skrevet med lune og er en fornøjelse at læse.
Efter 11. september 2001 var der flere måder at reagere på. Mange danske politikere og meningsdannere valgte at stille sig op i den uendelige række af offentlighedspersoner, som repeterede magtens og elitens paroler om “krig mod terror”, “dem og os” og placerede verden i en sort/hvid undtagelsestilstand. En anden måde at reagere på, var at tænke selv og forsøge at se hvad der egentlig skete – og hvad der er den virkelige baggrund for massemordene i New York og den Tredje Verden.

Slavoj Zizek valgte at tænke selv efter 11. september. Det kom der Velkommen til Virkelighedens Ørken ud af. Bogen er ikke den store afsløring eller fornyelse. Bogen mangler en dybere imperialismeanalyse. Velkommen til Virkelighedens Ørken er et udmærket afsæt for videre refleksion af begivenheden 11. september og de modsvar som er kommet fra USA og Vesten.
En spændende bog hvor mange står for skud, også venstrefløjen. En bog som har relevans når man ser nyheder i tv.

Slavoj Zizek Velkommen til Virkelighedens Ørken : Essays om verden efter den 11. september. Informations Forlag. 174 sider. ISBN: 87-7514-079-9. Boget er forsynet med noter, hvor de mest ualmindelige ord forklares og med kildehenvisninger.
198 kroner hos den lokale bogpusher eller 30 dage gratis til låns fra det lokale bibliotek.

Slavoj Zizek
Født i 1949. Zizek (udtales jijæk). Slovensk filosof, sociolog, psykoanalytiker, forfatter og seniorforsker ved Institut for Filosofi i Ljubljana.
Han er blevet kaldt en ny kulturskikkelse blandt intellektuelle og politiske engageret med trang til at udfordre de herskende verdensbilleder. Slavoj Zizek er blevet sammenlignet med Sartre, men modsat denne, pointerer Slavoj Zizek, at det progressive ligger i aldrig at forfalde til konstruktion af virtuelle realiteter eller mentale beskyttelsesrum af ideologisk beton. Han er talsmand for et nyt venstreorienteret og antikapitalistisk projekt.

Bibliography of Slavoj Zizek’s works published in English.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. Marts 2003, nr. 1.

Historisk oversigt på Danske Nazister

Dansk Nazisme”Den 9. april 1940 klokken 4.15 rykkede tyske tropper over Kruså-grænsen til Danmark.” (s. 11) Sådan er mange beretninger om anden verdenskrig startet og sådan begynder John T. Lauridsens bog om de danske nazister.

Hvorfor så skrive en bog om den danske nazisme før og under anden verdenskrig i 2002. Forfatteren svarer selv: “Fordi den danske nazisme ikke fik lov at dø i 1945, men er et billede og modbillede, som stadig trækkes frem og bruges i selv de seneste efterkrigsfremstillinger om Danmarks historie.” (s. 11) Det kan tilføjes, at fascismen ikke er død som idé, og at racisme og fremmedfrygt stadig er elementer i dansk politik.

Det danske naziparti blev aldrig stort. Den historiske interesse for DNSAP har haft sit udgangspunkt i nazitysklands besættelse af Danmark. Partiet hvervede frivillige til østfronten. Der var stikkere blandt medlemmerne og de arbejdede for besættelsesmagten på forskellige måder.

Umiddelbart efter krigen blev DNSAP hængt ud, men efter få år forsvandt partiet. Den danske nazisme forsvandt fra den brede offentlighed. I efterkrigstiden er de danske nazister blevet latterliggjort eller helt overset.
På grund af manglende arkivadgang, de danske nazisters minimale betydning på det geopoliske plan, betyder at forskningen af emnet er begrænset. Den forskning der er foretaget i de danske nazister gennemgås grundigt.

Den danske befolkning blev aldrig nazifiseret. Men 7.000 unge mænd gjorde tjeneste for Tyskland på østfronten. Det danske naziparti fik 2.1% af stemmerne ved valget i 1943 (i 1939 havde DNSAP opnået 1,8%). På samme tid havde partiet godt 21.000 medlemmer. (I 1939 havde DNSAP 5.000 medlemmer). Medlemmerne, de frivillige på østfronten og de der stemte på partiet var en del af den danske befolkning.
I modsætning til den typiske fremstilling, viser bogen, at medlemmerne af DNSAP ikke var afvigere.

DNSAPs sociale sammensætning forandrede sig konstant og det havde op- og nedture der påvirkede partiets sammensætning. Ikke overraskende tiltrak partiet mest unge mænd. Inden krigen var DNSAP stærkest i Sønderjylland. Fra 1940 udvikler det sig til et storbyparti og bliver relativt stærkt i København.

Før 1940 var de ufaglærte arbejdere underrepræsenteret. Antallet af faglærte repræsentanter svarede omtrent til befolkningsgennemsnittet, fra 1940-43 steg deres repræsentation Fra DNSAPs stiftelse til 1940 svarede antallet af organiserede selvstændige til deres andele i befolkning. Derefter falde deres procentmæssige andel blandt de organiserede nazister. Antallet af funktionærer i partiet svarer i hele perioden til deres antal i totalbefolkningen – uanset op- og nedture. Der er intet belæg i at “Tykke” eller andre marginaliserede personer blev nazister frem for andre.

DNSAP fik aldrig parlamentarisk indflydelse og fandt aldrig politiske alliancepartnere af betydning. Eneste alliancepartnere var Jord Arbejde Kapital (JAK) og Landbrugernes Sammenslutning (LS). Paritet var en subkultur, hvor medlemmerne havde deres eget liv – man var enten inde og en del af fællesskabet eller udenfor. Blikket var rettet udad mod Tyskland og Italien, der begge var fascistiske forbilleder og ønskesamfund.

Det danske naziparti var mere en kopi af det tyske moderparti, end et selvstændig parti med egen ideologiudvikling. Det gælder lige fra navnet (dansk: DNSAP, tysk: NSDAP), symbolanvendelsen (hagekors), samt organisationsformen og handlemåder i offentligheden.

For at kommet tæt på DNSAPs samfundsmodel og samfundsidealer analyseres paritets sparsomme program og dets organisation. Deres planer for en overtagelse af statsmagten i starten af Anden Verdenskrig, giver et billede af deres plan med for et nazistisk Danmark – efter tysk forbillede.

Gennem teksten kommer læseren tæt på partiets politiske kultur, deres dyrkelse af Danmarks old- og vikingetid og brug af den i politisk sammenhæng. Deres grundlæggende selvforståelse er, at kun DNSAP kan frelse landet og via førerprincippet genoprette den rette orden i samfundet.

DNSAP’s fører fra 1933 og til Anden Verdenskrigs afslutning, Frits Clausen portrætteres i en sammenligning med Hitler. På trods af deres forskelligheder i person og karriere giver sammenligningen mening. Modsat Hitler opnåede den danske nazifører dog aldrig stor tilslutning eller magt.
John T. Lauridsen skaber et troværdigt billede af lægen hvis skæbne var knyttet til nazismen.

Nazisternes antimodernistiske sind afspejles i deres kulturpolitik, der rækker tilbage i historien “til før verden gik af lave”. Inden nazitysklands besættelse af Danmark, havde DNSAP det svært på den kulturpolitiske scene – hoveddelen af de øvrige aktører havde holdninger, der lignede DNSAPs. Det var svært for partiet, at finde plads blandt de mange andre reaktionære. Partiet var ikke ene om traditionalisme, konservatisme, bonderomantik osv.

“Der blev skreget på hævn og opgør fra dem, der ikke havde det mindste at få hævnet, dvs. flertallet af den danske befolkning og samarbejdspolitikene. Plus naturligvis modstandskredse”. (side 126) Den danske nazifører blev syndebuk – ikke fordi han var nazist, men for at aflede opmærksomheden for samarbejdspolitikernes handlen de tre første år af besættelsen.
Efter krigen bliv11.5% af de mandlige medlemmer af DNSAP dømt for kollaboration.

I sidste del af bogen tager John T. Lauridsen fat i tiden efter krigen. Han behandler opgøret med nazisterne og de der havde været på tyskernes side. Forfatteren bemærker, at alle medlemmer af DNSAP umiddelbart efter befrielsen blev interneret. Det uanset at de ikke havde gjort noget ulovligt eller landsskadeligt under krigen. Med udgangspunkt i Holstein-Rathlou retter han endvidere et kritik mod retsopgøret om ledende nazister. Det virker næsten som om han har ondt af dem. Modsat John T. Lauridsen kan man mene, at den der opfordrer og udformer idelogien bag et program bærer et medansvar.

Endvidere problematiseres det forhold, at samarbejdspolitikerne og de erhvervsledere der samarbejdede med tyskerne, ikke blev retsforfulgt. John T. Lauridsen har ret i, at de menige medlemmer af DNSAP og småfisk, der havde fulgt samarbejdspolitikernes anvisning i de første år, blev syndebukke. Det fjernede fokus fra de pæne mænd i jakkesæt.

Bogen slutter med et kapitel om nazismen/ny-nazismen efter 2. Verdenskrig. Læsere der vil vide noget om den yderste højrefløj i efterkrigstiden, er nok bedst tjent med at finde anden litteratur. John T. Lauridsen fremhæver selv: Rene Karpantschof: Nynazismen og den modstandere i Danmark. Sydjysk Universitetsforlag. 1999. 204 sider. Det er ikke noget dårligt valg.

Forskningsoversigt

Bogen viser, at der er mange veje til nazismen og at der ikke er en simpel forklaring på nazismens tiltrækning. De danske nazister afveg ikke fra resten af befolkningen – ud over deres medlemskab af DNSAP. John T. Lauridsen pointerer ganske rigtigt, at man ikke kan forklare nazismens (manglende) tiltrækningskraft i Danmark med én simpel forklaring.

Bogen er en grundig indføring i de danske nazisters historie. Teksten er ikke fordømmende, men giver læseren indsigt i DNSAP, dets kultur og personerne i og omkring partiet.

Bogen indeholder et mindre opslagsværk DNSAP-leksikon, med forløbere, organisationer, tidsskrifter, ledere og skribenter med betydning for partiet. Sammen med afsnittene DNSAP-biografien 1930-45 og Naziplakater 1930-45 og de omfattende henvisninger til kildemateriale bagerst i bogen, placeres værket centralt i forhold emnet og til videre forskning. Brødteksten er slupleret med en del kildemateriale.

Forfatterens egne holdninger er ikke fremtrædende i teksten, men ind i mellem mærker man manden bag bogen.

John T. Lauridsen
Dansk Nazisme : 1930-45 – og derefter. Gyldendal. 677 sider. Kan købe 449 kr. eller lånes på det lokal folkebibliotek.

Yderligere læsning:
Nyeste nummer af Arbejderhistorie : Tidsskrift for historie, kultur og politik. (Oktober 2002, nr. 3) indeholder tre artikler om samme tidsperiode og med relevans for emnet “nazisme”.
“Det vil komme til en national befrielseskamp” : Kommunisterne og ikke -angribspagten 1939-41. Lars Jepsen og Thomas Bindesbøll Larsen. Side 1-22. Om Hitler-Stalinpagten og myten om sovjetsympatisørernes blinde politiske følgagtighed. En ikke usang myte, men et billede der kan nuanceres.
Uden om arbejderklassen kommer man ikke : De danske nazisters faglige organisationer 1940-43. Hans-Henrik Siig. Side 23-43. Om de danske nazisters dilettantiske for søge på at opbygge faglige organisationer, selvfølgelig efter tysk forbillede.
Vi taaler ikke nogen, som har sympatiseret med nazisterne : Udrensninger hos bryggeriarbejderne efter besættelse. Lizette Albæk Nielsen. Side 44-71. Efter krige afslutninger gik der gang i udrensningen af nazister og andre tysk-venlige. Artiklen se på bortvisningen af kolleger bland bryggeriarbejderne, som havde handlet unationalt eller provokerende under besættelsen.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. December 2002, nr. 4.

Kommunitarisme : Middelklassens drøm

Kommunitarismen taler om det lokale samfund og om en styrkelse af demokratiet.

I “Socialisten” nr. 29 var der en udmærket referende artikel af Bente Rødsgaard om kommunitarisme. Artiklen var skrevet ud fra Det Kommunitaristiske Manifest (i Kritik nr. 122). Jeg følger op på den artikel, fordi den forholder sig for meget til Det Kommunitaristiske Manifest og for lidt til den kommunitaristiske bevægelse som helhed.Vi starter i Danmark, for som Bente Rødsgaard er inde på, trænger de kommunitaristiske tanker sig på i den hjemlige debat. Således kunne man læse i Information den 19.8. 1995 læse, at Holger K. Nielsen (SF) og Per Stig Møller (C) begge betegner sig som kommunitarister.
Vi starter i Danmark, for som Bente Rødsgaard er inde på, trænger de kommunitaristiske tanker sig på i den hjemlige debat. Således kunne man læse i Information den 19.8. 1995 læse, at Holger K. Nielsen (SF) og Per Stig Møller (C) begge betegner sig som kommunitarister.
Så tænker nogle, at det er flot, at en idé kan samle hele det politiske landskab fra SF og til røv og nøgle, under en moralfilosofisk/politisk paraply. Man kan også blive mistænksom og tænke: her er noget galt!
Læser man lidt flere kommunitaristiske tekster og nogle af de kritiske artikler, der er skrevet om kommunitarisme, finder man hurtig ud af, at det ikke er så lyserødt endda, og at det som socialist bliver svært at bruge kommunitarismen til noget.
Det skal lige siges, at hele kommunitarismediskussionen er ret ny i Danmark. Derfor er det de amerikanske kommunitarister, deres tanker og tekster, jeg tager afsæt i.

For kommunitarismen er historien slut, den sluttede med det borgerlige demokratis gennembrud og den amerikanske forfatning. Det vestlige system, kapitalisme, liberalisme og borgerlige demokrati, ses som toppen af menneskelig udvikling: vi kommer ikke længere!
Her vil nogle nok brokke sig, for er et af kendetegnene ved kommunitaristerne ikke kritik af liberalisme? Nej og jo, de kritiserer ultra-liberalismen, (tanken om det totalt frit markede), men liberalismen som system stiller de ikke spørgsmålstegn ved. De erkender blot, at det frie markede skaber visse sociale problemer, og dem søger de at afhjælpe ved at styrke familien, det lokale samfund og en moralsk (gen)opdragelse af samfundets brogere.
Kommunitaristerne kritiserer ligeledes staten, ikke fordi de ønsker den afskaffet, men fordi staten i dag har for meget magt. Staten skal kun varetage de overordnede strategier for sundhedspolitik, kriminalitetsbekæmpelse og selvfølgelig det nationale forsvar. Kommunitaristerne vil styrke det lokale fællesskab, som i dag er klemt mellem marked og stat.
For kommunitaristerne er det strengt nødvendigt, at folket (gen)opdrages med en god moral, lærer deres pligter at kende, og at der lægges låg på rettigheds- og retfærdighedstænkningen. I lighed med den danske rockerlov, mener kommunitaristerne, at visse individuelle rettigheder bør vige for at effektivisere kampen mod kriminalitet.

Kommunitaristerne ser familien som samfundets grundsten. Det er her, borgerne skal podes med samfundets normer og moral. Forældrene har et stort ansvar for, at børnene får den “rette” moralske opdragelse.
Enlige forældre kan ikke tage vare på børnene, derfor foreslår kommunitaristerne, at der strammes op omkring skilsmisselovgivningen i USA. Det skal være sværere at blive skilt. Dette påstås, at være ud fra en tese om børnenes tarv frem for alt.
Alle de funktioner, der kan lægges i familiens kød skal ligge der – og ikke i offentlige institutioner.
Opgaver som familien ikke kan tage vare på, ser kommunitaristerne gerne, at frivillige, lokale fællesinstitutioner tager sig af. Den familie, kommunitarismen beskrive, minder en del om den gode gamle 50’er model – dog med den forskel, at det accepteres, at husmødrene er udearbejdende i dagtimerne.

Udover familien er det lokale fællesskab (community) et af de “rum” som kommunitaristerne ønsker at styrke. De stærkeste i samfundet skal anerkende deres ansvar overfor de svage. Derfor skal de stærke gå ud i fællesskabet og udføre frivilligt socialarbejde.
Det frivillige arbejde retter sig også mod det moralske liv, således at de, der er moralske stærke, skal opdrage individer, der ikke er i besiddelse af den rette moralske ballast. Det lokale samfund skal være demokratisk aktivt, og skal tage vare på så mange sociale og politiske opgaver som muligt.
Lokalsamfundet bliver først et ægte kommunitaristisk, lokalt fællesskab, når de enkelte borgere går ud i naboskabet (neighbourhood) og tager et ansvar over for de svagere individer og fællesskabet. De enkelte individer skal lægge mindre vægt på deres personlige rettigheder og større vægt på deres ansvar over for hinanden og deres pligter over for samfundet.
Det lokale naboskab skal skabe en fællesskabsfølelse, der med tiden kommer til at række ud over det lokale og videre til det nationale og igen til det internationale. Et naboskab for hele menneskeheden, efter hvid amerikansk model.
Når kommunitaristerne snakker om nationalt fællesskab i USA, minder deres vision nærmest om tiden under 2. Verdenskrig og om 50’erne. Amerikanerne havde en stærk nationalfølelse under krigen på grund af frygten for nazi-Tyskland og japanerne. Deres nationalfølelse resulterede bl.a. i, at japansk-amerikanere blev deporteret til fangelejre under krigen.
I 50’erne bliv der under McCarthy kørt en anti-kommunistisk kampagne uden sidestykke. Denne kampagne styrkede den nationale følelse blandt den almene hvide amerikanske befolkning og resulterede i forfølgelse af kommunister, humanister, borgerrettighedsforkæmpere og andre systemkritiske grupper.

Jeg håber det er lykkedes at formidle et lidt andet billede af den amerikanske kommunitarisme. Kommunitarismen er mest af alt en konservativ kritik af liberalismen og kan vel kaldes neokonservatisme. Om kommunitaristerne så påstår, at de ikke kan placeres politisk herfra og til dommedag, holder jeg fast ved mit.
De taler om styrkelse af lokalsamfundet, men den styrkelse de snakker om, er af borgerlig art og ikke til gode for samfundets marginaliserede grupper. Den kommunitaristiske bevægelse kendetegnes ved, at den generelt består af hvide, middelklasse og protestantiske mænd. Og det er netop hvad kommunitarismen er: drømmen om det perfekte middelklasseliv i en hvid forstad til en amerikansk storby.

Kilde: Socialisten Weekend. Nr. 35, 7. februar 1997.