Kategoriarkiv: Politik

USAs kristne højre

Egon Clausen, der normalt er kendt som journalist på Danmarks Radios P1, har været en tur omkring bibelbæltet i USA. Efter rejsen til Guds eget land, har han skrevet bogen Øje for Øje : En beretning fra det modernes bagside.

Øje for ØjeI bogen møder vi Michael Brenneisen fra byen Nacogdoches. En lille søvnig by i Texas, hvor beboerne er gudsfrygtige. Byen er ejet af hvide og styres af hvide. Afroamerikanerne lever i deres egen fattige bydel.
Som så mange andre på de kanter, er Michael Brenneisen en glad kristen fundamentalist. Han er dog vred, fordi mennesket i det moderne samfund ikke lever efter Guds ord, men lever efter menneskeskabte love. Han afventer dommedag, hvor alle skal dømmes af den almægtige Gud. Han ser mange tegn på at dommedag er nær, gode tegn som oprettelsen af Israel og dårlige tegn som grundlæggelsen af FN – et redskab for Antikrist.
Michael Brenneisen har tidligere været nævning i en retssag, hvor en ung mand blev dømt til døden. En retssag hvor Biblen spillede en vigtig rolle.

Mike DeGeirin, en anden af personerne i Øje for Øje, var forsvarer for den mand, der blev anklaget for mordet. I Nacogdoches er han en upopulær mand. Den mordanklagede hedder Khristian Oliver og er sort. Mike DeGeirin er fra Houston. Selv om han henviser til Biblen i hans forsvar af Khristian Oliver, er han ikke så bibelsikker som fundamentalisterne i Nacogdoches. Og så tillader han sig at anvende naturvidenskaben i hans forsvar.

Endvidere portrætteres enkelte stridsmænd og -kvinder fra det kristenfundamentalistiske miljø. Blandt andet Kim Weir der betragter blodsudgydelserne i Israel som fødselsveer for den nye verden og Jesu genkomst; og Patrick Buchanan, der er manden bag bogen Compassionate Conservatism. En bog hvor George W. Bush i forordet skriver: “i hver eneste sag, hvor min regering ser det som en opgave at hjælpe folk, der har brug for det, vil vi først og fremmest søge efter troende organisationer, der har vist deres evne til at redde og forandre liv”. En bog hvor medlidenhed er budskabet om omvendelse og hvor fattigdomsbekæmpelse er prædiken.

Bogens har udelukkende sin berettigelse i anden del Fundamentalismen, hvor det kristne højres ideologi og dens talsmænd sættes i ord. Det er et fundamentalistisk miljø, der som andre religiøse fundamentalistiske miljøer fornægter videnskab. Man skal tro, ikke vide.
Det er herfra det ideologiske bagland for krigen mod Irak skal findes. Som læser erfarer man, at byttes ordene Allah ud med Gud/Kristus og Koranen ud med Biblen, er kristenfundamentalister og islamfundamentalister to alen af samme stykke. Afstanden mellem bin Laden og George W. Bush bliver skræmmende kort.

“Snart vil der blive født en lydefri, gensplejset kalv med den rette røde farve i Israel og så står verden ikke længere” Det menes der blandt kristenfundamentalisterne. Koen er varslingen af dommedag, som fører til Jesu genkomst og regime på Jord. Hvordan kan man tage sådanne mennesker seriøst. Bogen giver for så vidt svaret. De er det politiske og ideologiske bagland for lederen af Jordens mægtigste rige – imperiet USA.

Bogens omdrejningspunktet er retssagen mod Khristian Oliver. Men hver gang sagen beskrives, falder bogens kvalitet. Dele af bogen minder mest om en billig og dårligt skrevet kriminalroman. Forskelle er blot, at det er virkelighed og en afroamerikaner dømmes til døden.
Det eneste teksten om retssagen kan bruges til, er en case study af et uretfærdigt retssystemet. Et retssystem uden retssikkerhed, hvor Gud hersker via valgte dommere. Retssagen mod Khristian Oliver støjer for meget i en ellers relevant bog om George W. Bush’s politiske bagland.

Bogen afrundes med et afsnit om kristenfundamentalister i Danmark. Blandt de mest kende her er Søren Krarup (DF), og andre kristne organiserede omkring tidsskriftet Tidehverv. Hvad forfatteren har tænkt med dette afsnit er uvis. Men er det at fortælle at kristenfundamentalister findes i Danmark, er det ikke en nyhed der kan komme bag på mange. Er det at give et indblik i disse kredse og en analyse af dem, er afsnittet for kort.

Egon Clausen. Øje for Øje : En beretning fra det modernes bagside. Gyldendal. 248 sider. Vejledende pris 248 kr.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. Maj 2003, nr. 2.

Den røde pille

Virkelighedens ØrkenI filmen The Matrix får hovedpersonen, Thomas A. Anderson/Neo, valget mellem en rød og en blå pille. Han vælger den røde og havner i Virkelighedens Ørken, hvor magtens og afledningsindustriens koreografi er væk.

Efter 11. september fremførte magthaverne, aflednings- og meningsindustrien budskabet at verden grundlæggende var forandret. Med spørgsmål som, hvad nu hvis det er helt forkert? hvad nu hvis der intet epokegørende er forandret? har Slavoj Zizek sammensat en rød pille og kaldt den Velkommen til Virkelighedens Ørken : Essays om verden efter den 11. september.

Slavoj Zizek afdækker den maskerade der opføres i de vestlige liberalistiske demokratier, hvor “vi mangler selve sproget til at formulere vores ufrihed”. De paroler der bruges til at betegne tiden konflikt, “menneskerettigheder”, “krig mod terror” og “demokrati og frihed” er falske udtryk. Et tema som også findes i George Orwells 1984, hvor sandhedsministeriet udsender paroler som “krig er fred”, “frihed er slaveri” og “uvidenhed er styrke”. Parolerne fra Orwells Oceanien passer ikke alle til vores virkelighed, men metoden er den sammen; krig er blevet fred.

Terroraktionen mod World Trade Center, (11. september 2001), sættes ind i senkapitalismes virkelighed. En virkelighed hvor underholdningsindustrien bruges i “kampen mod terror” og Hollywood fungere som et ideologisk startapparat, der er medvirkende til at fastholde sløret. Velkommen til Virkelighedens Ørken er et brækjern, der nedbryder det slør den reelle virkelighed er skjult bag. Et slør der opdeler verden i godt og ondt.

11. september er blevet udlagt som et “sammenstød mellem civilisationer”. Frem for at understøtte denne tese og analysere islam, mener Slavoj Zizek, at vi i igen skal “fokusere opmærksomheden på konfliktens økonomiske baggrund”. Selv i de mest fjerne konflikter og afsides kampe mellem religiøse grupper findes andre interesser bag konflikterne.

11. september er ikke det nye i verdens konflikter. Det er derimod den virtuelle krig som vi er på vej mod. En krig hvor våbnene er usynlige. Soldaterne er langt fra det sted hvor deres våben dræber. Europæiske og amerikanske byer er ikke truet af bomber der eksploderer, men af gasser og virus.
Statsmagternes aktioner holdes skjult og de informationer der når frem, er nøje tilrettelagt af militæret. Terroristerne som der føres krig mod, tager ikke ansvaret for deres handlinger.
WTO’s strukturtilpasning har frygtelige konsekvenser i tredje verdens lande, men “forbindelsen mellem disse “strukturelle” beslutninger og millioner af menneskers smertefulde virkelighed er afbrudt.”
I teksten refererer Slavoj Zizek til Hollywood film. Bogen er skrevet med lune og er en fornøjelse at læse.
Efter 11. september 2001 var der flere måder at reagere på. Mange danske politikere og meningsdannere valgte at stille sig op i den uendelige række af offentlighedspersoner, som repeterede magtens og elitens paroler om “krig mod terror”, “dem og os” og placerede verden i en sort/hvid undtagelsestilstand. En anden måde at reagere på, var at tænke selv og forsøge at se hvad der egentlig skete – og hvad der er den virkelige baggrund for massemordene i New York og den Tredje Verden.

Slavoj Zizek valgte at tænke selv efter 11. september. Det kom der Velkommen til Virkelighedens Ørken ud af. Bogen er ikke den store afsløring eller fornyelse. Bogen mangler en dybere imperialismeanalyse. Velkommen til Virkelighedens Ørken er et udmærket afsæt for videre refleksion af begivenheden 11. september og de modsvar som er kommet fra USA og Vesten.
En spændende bog hvor mange står for skud, også venstrefløjen. En bog som har relevans når man ser nyheder i tv.

Slavoj Zizek Velkommen til Virkelighedens Ørken : Essays om verden efter den 11. september. Informations Forlag. 174 sider. ISBN: 87-7514-079-9. Boget er forsynet med noter, hvor de mest ualmindelige ord forklares og med kildehenvisninger.
198 kroner hos den lokale bogpusher eller 30 dage gratis til låns fra det lokale bibliotek.

Slavoj Zizek
Født i 1949. Zizek (udtales jijæk). Slovensk filosof, sociolog, psykoanalytiker, forfatter og seniorforsker ved Institut for Filosofi i Ljubljana.
Han er blevet kaldt en ny kulturskikkelse blandt intellektuelle og politiske engageret med trang til at udfordre de herskende verdensbilleder. Slavoj Zizek er blevet sammenlignet med Sartre, men modsat denne, pointerer Slavoj Zizek, at det progressive ligger i aldrig at forfalde til konstruktion af virtuelle realiteter eller mentale beskyttelsesrum af ideologisk beton. Han er talsmand for et nyt venstreorienteret og antikapitalistisk projekt.

Bibliography of Slavoj Zizek‘s works published in English.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. Marts 2003, nr. 1.

Danskernes forførere

Pia Kjærsgaard (PK) og Søren Espersen har tegnet et billede af Dansk Folkeparti (DF) som den danske nations redningsmænd og kvinder. I bogen “Danskerne Først! : En historie om Dansk Folkeparti” giver David Trads et andet billede af partiet.

Danskerne Først! tager sin begyndelse i valget november 2001, hvor resultatet førte til, at Venstre og De Konservative dannede regering med DF som støtteparti. Ved valget fik DF 22 mandater og 12,0% af stemmerne. Ved valget i 1998 fik DF 7,4% (13 mandater).

De internationale reaktioner på valget var afstandstagende, som tidligere set, når det yderste højre bliver regeringsbærende. F.eks. da Jörg Haiders Frihedsparti gik med i en borgerlig regeringskoalition i Østrig. Dagens Nyheter (svensk) kommenterede det danske resultat på følgende måde: “Hvis det er svært at pege på valgets vindere, er det så meget des lettere at udpege valgets tabere. Det er alle med en mørkere hudfarve. Det er humanismen. Og det er anstændigheden. Godnat Danmark.”

Bogens mål er “dels at give et samlet indblik i den politik, partiet fører, og at beskrive den ideologi, der ligger bag – og ikke mindst at forklare de effektive metoder, som bruges til at maksimere tilslutningen. Dels at give en kritisk analyse og kommentar til den politik, som Kjærsgaard ifølge sit partiprogram agter at gennemføre, hvis hun får endnu større indflydelse.” (Citat s. 9).

PK er født 23. februar 1947 i København. Hun startede sit politiske liv, da Glistrup fremviste sit skattekort med en trækprocent på 0 i tv. Hendes familiebaggrund skitseres.
PK er vigtig for DF. Men en dybere analyse af den politiske tendens, er mere relevant end hendes barndom på Østerbro og hendes liv før hun blev politiker. Man kan ikke forklare nazismens gennembrud i Tyskland ved at psykoanalysere A. Hitler.
At hun deler en angst for fremtiden sammen med hendes vælgere er dog relevant. Og de strategiske positioner som PK bruger er interessante. En del af beskrivelsen af PK giver et indblik i, hvorfor det lige blev hende, der blev frontperson i bevægelsen. En bevægelse der frygter alt fremmed og sætter danskheden op på en piedestal.

Ved DFs første pressemøde, præsenteres partiets hovedlinjer: Stop EU, stop indvandringen. Desuden præsenteres partiet som “et socialt ansvarligt parti” og PK forsøger at skabe distance til den ultraliberalisme hun kæmpede for i Fremskridtspartiet. Om dette sociale ansvar er reelt eller ej besvarer bogen i afsnittet om DFs økonomiske politik. Omkring EU-politikken er det bemærkelsesværdigt, at DFs ledende kræfter var EU-tilhængere indtil Edinburgaftalen. Partiets EU-modstand er bl.a. et forsøg på at styrke påstanden om, at alt der kommer udefra, er af det onde.

DF beskrives som et topstyret parti, ledet af “politbureauet”, som består af PK, Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Søren Espersen. Det er forkert at kalde det Dansk Folkeparti. Det er ikke folket (medlemmerne) der bestemmer, men Pia Kjærsgaard. Alle der er uenige med hende, må holder kæft eller skride. Bogen har flere eksempler på eksklusioner fra DF af folk, der har modsagt den ubestridte fører.

David Trads gennemgang af partiets økonomiske politik bygger både på DFs gamle partiprogram og det nye “Fælles værdier – fælles ansvar”. Han benytter det gamle program, da partiet har renset det nye for mange detaljer og formuleret det nye program i runde og uforpligtende vendinger. Men det er stadig ingen hemmelighed, at DFs udgifts- og indtægtspolitik ikke hænger sammen. I bogen opsummeres det således: “Masser af skattelettelser til alle, men især til de mest velhavende. De ældre skal modtage store gaver. Regningen sendes med al sandsynlighed videre til tre grupper: “Dels flygtninge og ulande, som skal have så lidt som overhovedet muligt. Dels danske børnefamilier, som skal betale mere for at få passet deres børn. Dels danske lønmodtagere, der fremover selv skal betale langt mere i forsikring mod ledighed og sygdom.” (Citat s. 106). DF har ikke forladt liberalismen fra Fremskridtspartiet, kun sløret den i en social forsvarlig retorik.

Danskerne Først! er en god analyse af DF og deres ideologiske gods. Der er ikke så meget nyt i historien om DF, men bogen bidrager med dokumentation og en samlet oversigt, som hidtil har manglet i debatten om DF. Den fokuserer meget på personerne i DF, i særdeleshed på PK. Det er naturligt, da hendes lederskab og karisma er vigtig for DF. Der mangler en analyse af DFs placering i forhold til det øvrige ekstreme højre i Europa. Men for alle der vil have en kik ind bag facaden på DF, kan bogen anbefales.

David Trads. Danskerne Først! : En historie om Dansk Folkeparti. Gyldendal, 2002, (132 sider). 169 kr hos boghandleren eller til låns på det lokale bibliotek.
David Trads har en baggrund som journalist, har arbejdet for Jyllands-Posten, Radioavisen, MetroXpress, Orientering (P1), Politiken og er nu chefredaktør på Information.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. September 2002, nr. 3.

Kommunitarisme : Middelklassens drøm

Kommunitarismen taler om det lokale samfund og om en styrkelse af demokratiet.

I “Socialisten” nr. 29 var der en udmærket referende artikel af Bente Rødsgaard om kommunitarisme. Artiklen var skrevet ud fra Det Kommunitaristiske Manifest (i Kritik nr. 122). Jeg følger op på den artikel, fordi den forholder sig for meget til Det Kommunitaristiske Manifest og for lidt til den kommunitaristiske bevægelse som helhed.Vi starter i Danmark, for som Bente Rødsgaard er inde på, trænger de kommunitaristiske tanker sig på i den hjemlige debat. Således kunne man læse i Information den 19.8. 1995 læse, at Holger K. Nielsen (SF) og Per Stig Møller (C) begge betegner sig som kommunitarister.
Vi starter i Danmark, for som Bente Rødsgaard er inde på, trænger de kommunitaristiske tanker sig på i den hjemlige debat. Således kunne man læse i Information den 19.8. 1995 læse, at Holger K. Nielsen (SF) og Per Stig Møller (C) begge betegner sig som kommunitarister.
Så tænker nogle, at det er flot, at en idé kan samle hele det politiske landskab fra SF og til røv og nøgle, under en moralfilosofisk/politisk paraply. Man kan også blive mistænksom og tænke: her er noget galt!
Læser man lidt flere kommunitaristiske tekster og nogle af de kritiske artikler, der er skrevet om kommunitarisme, finder man hurtig ud af, at det ikke er så lyserødt endda, og at det som socialist bliver svært at bruge kommunitarismen til noget.
Det skal lige siges, at hele kommunitarismediskussionen er ret ny i Danmark. Derfor er det de amerikanske kommunitarister, deres tanker og tekster, jeg tager afsæt i.

For kommunitarismen er historien slut, den sluttede med det borgerlige demokratis gennembrud og den amerikanske forfatning. Det vestlige system, kapitalisme, liberalisme og borgerlige demokrati, ses som toppen af menneskelig udvikling: vi kommer ikke længere!
Her vil nogle nok brokke sig, for er et af kendetegnene ved kommunitaristerne ikke kritik af liberalisme? Nej og jo, de kritiserer ultra-liberalismen, (tanken om det totalt frit markede), men liberalismen som system stiller de ikke spørgsmålstegn ved. De erkender blot, at det frie markede skaber visse sociale problemer, og dem søger de at afhjælpe ved at styrke familien, det lokale samfund og en moralsk (gen)opdragelse af samfundets brogere.
Kommunitaristerne kritiserer ligeledes staten, ikke fordi de ønsker den afskaffet, men fordi staten i dag har for meget magt. Staten skal kun varetage de overordnede strategier for sundhedspolitik, kriminalitetsbekæmpelse og selvfølgelig det nationale forsvar. Kommunitaristerne vil styrke det lokale fællesskab, som i dag er klemt mellem marked og stat.
For kommunitaristerne er det strengt nødvendigt, at folket (gen)opdrages med en god moral, lærer deres pligter at kende, og at der lægges låg på rettigheds- og retfærdighedstænkningen. I lighed med den danske rockerlov, mener kommunitaristerne, at visse individuelle rettigheder bør vige for at effektivisere kampen mod kriminalitet.

Kommunitaristerne ser familien som samfundets grundsten. Det er her, borgerne skal podes med samfundets normer og moral. Forældrene har et stort ansvar for, at børnene får den “rette” moralske opdragelse.
Enlige forældre kan ikke tage vare på børnene, derfor foreslår kommunitaristerne, at der strammes op omkring skilsmisselovgivningen i USA. Det skal være sværere at blive skilt. Dette påstås, at være ud fra en tese om børnenes tarv frem for alt.
Alle de funktioner, der kan lægges i familiens kød skal ligge der – og ikke i offentlige institutioner.
Opgaver som familien ikke kan tage vare på, ser kommunitaristerne gerne, at frivillige, lokale fællesinstitutioner tager sig af. Den familie, kommunitarismen beskrive, minder en del om den gode gamle 50’er model – dog med den forskel, at det accepteres, at husmødrene er udearbejdende i dagtimerne.

Udover familien er det lokale fællesskab (community) et af de “rum” som kommunitaristerne ønsker at styrke. De stærkeste i samfundet skal anerkende deres ansvar overfor de svage. Derfor skal de stærke gå ud i fællesskabet og udføre frivilligt socialarbejde.
Det frivillige arbejde retter sig også mod det moralske liv, således at de, der er moralske stærke, skal opdrage individer, der ikke er i besiddelse af den rette moralske ballast. Det lokale samfund skal være demokratisk aktivt, og skal tage vare på så mange sociale og politiske opgaver som muligt.
Lokalsamfundet bliver først et ægte kommunitaristisk, lokalt fællesskab, når de enkelte borgere går ud i naboskabet (neighbourhood) og tager et ansvar over for de svagere individer og fællesskabet. De enkelte individer skal lægge mindre vægt på deres personlige rettigheder og større vægt på deres ansvar over for hinanden og deres pligter over for samfundet.
Det lokale naboskab skal skabe en fællesskabsfølelse, der med tiden kommer til at række ud over det lokale og videre til det nationale og igen til det internationale. Et naboskab for hele menneskeheden, efter hvid amerikansk model.
Når kommunitaristerne snakker om nationalt fællesskab i USA, minder deres vision nærmest om tiden under 2. Verdenskrig og om 50’erne. Amerikanerne havde en stærk nationalfølelse under krigen på grund af frygten for nazi-Tyskland og japanerne. Deres nationalfølelse resulterede bl.a. i, at japansk-amerikanere blev deporteret til fangelejre under krigen.
I 50’erne bliv der under McCarthy kørt en anti-kommunistisk kampagne uden sidestykke. Denne kampagne styrkede den nationale følelse blandt den almene hvide amerikanske befolkning og resulterede i forfølgelse af kommunister, humanister, borgerrettighedsforkæmpere og andre systemkritiske grupper.

Jeg håber det er lykkedes at formidle et lidt andet billede af den amerikanske kommunitarisme. Kommunitarismen er mest af alt en konservativ kritik af liberalismen og kan vel kaldes neokonservatisme. Om kommunitaristerne så påstår, at de ikke kan placeres politisk herfra og til dommedag, holder jeg fast ved mit.
De taler om styrkelse af lokalsamfundet, men den styrkelse de snakker om, er af borgerlig art og ikke til gode for samfundets marginaliserede grupper. Den kommunitaristiske bevægelse kendetegnes ved, at den generelt består af hvide, middelklasse og protestantiske mænd. Og det er netop hvad kommunitarismen er: drømmen om det perfekte middelklasseliv i en hvid forstad til en amerikansk storby.

Kilde: Socialisten Weekend. Nr. 35, 7. februar 1997.