Fodboldhistorie

fodboldhistorieSommerlæsningen. Superligaen er lukket ned. Folketinget er gået på sommerferie, industriferien nærmer sig og når VM er overstået, går der for alvor agurketid i pressen. Det er et godt tidspunkt at skifte nyhedsmedierne ud med noget så gammeldags som bøger – og fordybelse. Syddansk Universitetsforlag udsendte for nylige bogen Fodbold : En kort verdenshistorie af Jørn Hansen. Den er velegnet til stranden, skoven, eller sydhavsøen.
Denne tekst er et copy&paste fra Alle Hader Os.

Idrætshistoriker Jørn Hansen er ansat Institut for Idræt og Biomekanik (Syddansk Universitet) og har tidligere publiceret bogen Ringene samles : En fortælling om den olympiske bevægelse.

The beginning

Før den moderne fodbold var der folkefodbold. Det var et noget anderledes spil og var ildeset af kirken og datidens elite. Spillet blev f.eks. udkæmpet mellem to landsbyer – og var noget voldsommer end det vi ser på stadion i dag. Den uruguayske forfatter Eduardo Galeano har skrevet følgende om folkefodbold, som det tog sig ud før industrialiseringen og fremkomsten af den moderne middelklasse og arbejderklassen: “Fodboldspillet, som allerede hed sådan, efterlod i stribevis af ofre. Man kæmpede i bunkevis, og der var ikke nogen begrænsning på antallet af spillere eller på tiden eller på noget som helst andet. En hel landsby sparkede bolden imod en anden landsby og skubbe den med spark og knytnæveslag frem mod målet, der dengang var et fjernt møllehjul. Kampene strakte sig over flere mil, over flere dage, og på bekostning af adskillige liv.” (Citat: Fodbold : Forfattere om fænomenet fodbold. Gyldendal, 2002. Side 13-14.)

Det var en noget mere poleret sport, som middelklassens unge dyrkede på de kostskoler hvor de blev uddannet. De skulle forberedes til livet og kampen om magten, som aristokratiet langsom mistede. Fodbolden var blevet en gentlemansport med regler og faste rammer. Den blev brugt opdragende og opbyggende. Idealerne var høje, men spillereglerne varierede fra skole til skole. For at ensarte reglerne blev Football Association (FA) stiftet i 1863. Herefter kunne spillet langsomt sprede sig til det europæiske kontinentet, Sydamerika og med tiden til hele verden.

I bogen beskriver Jørn Hansen spillet udvikling og hvorledes det breder sig ud over kloden. Det er spændende læsning. Fodbolden sættes ind i et større kulturelt og politisk perspektiv. Forfatteren forklarer hvorledes imperialismen, Verdenskrigene, fascismen og økonomien har påvirket og brugt fodbolden.

DK i front

Rammen er international, men dansk fodbold og DBU inddrages i bogens fortælling. Danmark og KB var med som nogle af de første på kontinentet. Dansk fodbold spillede en ikke uvæsentlig rolle i udviklingen af fodbolden og senere FIFA.

I begyndelsen af 1900-tallet var England og Danmark stormagterne i fodboldverden. I 1908 udspillede det danske landsholdet franskmændene med en sejr på 17-1. Sophus Krølben Nielsen scorede 10 af målene. Det var til OL i London. Danmark kom i finalen og tabte 2-0 til England. Der var skred i sagerne, men amatørismen og idealerne var stadig i højsædet.

DBU var indædte modstandere af professionel fodbold. I mellemkrigstiden gik Danmark enegang. Af ren idealisme holdt DBU og dansk fodbold sig væk fra internationale turneringer. Uruguay overtog rollen som verdens nummer ét. Først i 1970erne erkender DBU virkeligheden og opgiver amatøridealet og tillader professionelt fodbold.

VM & FIFA

Efter en årrække, hvor FIFA havde overladt ansvaret for de internationale mestermesterskaber til IOC og den olympiske bevægelse, blev det første regulære VM afholdt i Uruguay i 1930. Værtsnationen vandt finalen over Argentina med 4-2. Det første VM indeholdt alt det, som senere verdensmesterskaber på godt og ondt er kommet til at indeholde: “Politisk manifestation for værtslandet, internationale kampe i en nationalistisk iscenesættelse, sportsturisme i form af skarer af tilrejsende tilskuere, skandalekampe, jubelscener og stjernespillere. Hvad det sidste angik, blev José Leonardo Andrade, præcis som ved OL to år før, betegnet som den bedste spiller. Økonomisk gav turneringen et pænt overskud, FIFA fik sin andel, og Uruguay kunne dække de deltagende landes udgifter. FIFA havde oprindelig udtænkt VM som en begivenhed, der skulle styrke de internationale bånd, men i Sydamerika så man, hvorledes den nationale egoisme vandt, og på dette område må man med bagklogskab sige, at de daværende DBU-ledere fik ret i deres værste forudsigelser. Der blev ikke knyttet ret mange ‘Broderband’ mellem spillerne og tilskuerne fra de forskellige lande. Bedre skulle det ikke blive ved det to næste VM i Europa.” (Citat: Hansen, Jørn. Fodbold : En kort verdenshistorie. Syddansk Universitetsforlag, 2006. Side 101-103.)

Det næste VM blev afhold i det fascistisk Italien, hvor den fodboldglade diktator og Lazio-tilhænger Benito Mussolini sørgede for den økonomiske opbakning. FIFA’s uheldige evne til at overlade værtskabet til fascistisk diktaturer har gentaget sig, seneste i 1978 hvor Argentina var vært og vandt.

Global football

Jørn Hansens beretning går helt op til nutiden, hvor fodbolden for alvor er blevet global – og ikke primært er en anlæggende for Europa og Latinamerika: “Fodbold i den globale underholdningsindustri er i dag så vigtig en størrelse, at pengeinteressenter står i kø for at komme til. En af de 15 hovedsponsorer til VM i Tyskland, bilfabrikanten Hyundai, der siden 1999 har haft et tæt samarbejde med FIFA, og som var en af hovedsponsorerne ved VM 2002, har således ved VM i Tyskland sikret sig eneretten til at levere biler til både FIFA’s delegation, til de mange spillere, trænere og tusindvis af mediefolk. Ved VM i 2002 betød aftalen, at Hyundai leverede 1.053 biler til sponsorbrug, og ved VM i Tyskland betyder det bland andet, at Franz Beckenbauer, der ellers har en sponsoraftale med Audi, ved alle arrangementer skal køre Hyundai. Under VM må tyske biler som VW og Mercedes Benz blive i garagen, mens biler fra Sydkorea tager over.” (Citat: Hansen, Jørn. Fodbold : En kort verdenshistorie. Syddansk Universitetsforlag, 2006. Side 186-187.)

Det er fodboldens verdenshistorie kogt ned til et par hundrede sider. Der tegnes med den store pensel. De historier der fortælles er udvalgt af forfatteren og er dem han synes er mere vigtige i et større kulturelt og politisk perspektiv.

Fodbold : En kort verdenshistorie er en god og spændene fremlægning af den moderne fodbolds historie. Bogen er proppet med viden og krydret med anekdoter. For det danske marked, er det noget så sjældent som en kritisk fremstilling af historien.

Hansen, Jørn
Fodbold : En kort verdenshistorie. Syddansk Universitetsforlag. 206 sider. ISBN: 87-7674-093-5.
Med litteratur- og kildeliste og et navneindeks.

Kilde: Alle Hader Os. 16. juni 2006.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.