Kommunitarisme : Middelklassens drøm

Kommunitarismen taler om det lokale samfund og om en styrkelse af demokratiet.

I “Socialisten” nr. 29 var der en udmærket referende artikel af Bente Rødsgaard om kommunitarisme. Artiklen var skrevet ud fra Det Kommunitaristiske Manifest (i Kritik nr. 122). Jeg følger op på den artikel, fordi den forholder sig for meget til Det Kommunitaristiske Manifest og for lidt til den kommunitaristiske bevægelse som helhed.Vi starter i Danmark, for som Bente Rødsgaard er inde på, trænger de kommunitaristiske tanker sig på i den hjemlige debat. Således kunne man læse i Information den 19.8. 1995 læse, at Holger K. Nielsen (SF) og Per Stig Møller (C) begge betegner sig som kommunitarister.
Vi starter i Danmark, for som Bente Rødsgaard er inde på, trænger de kommunitaristiske tanker sig på i den hjemlige debat. Således kunne man læse i Information den 19.8. 1995 læse, at Holger K. Nielsen (SF) og Per Stig Møller (C) begge betegner sig som kommunitarister.
Så tænker nogle, at det er flot, at en idé kan samle hele det politiske landskab fra SF og til røv og nøgle, under en moralfilosofisk/politisk paraply. Man kan også blive mistænksom og tænke: her er noget galt!
Læser man lidt flere kommunitaristiske tekster og nogle af de kritiske artikler, der er skrevet om kommunitarisme, finder man hurtig ud af, at det ikke er så lyserødt endda, og at det som socialist bliver svært at bruge kommunitarismen til noget.
Det skal lige siges, at hele kommunitarismediskussionen er ret ny i Danmark. Derfor er det de amerikanske kommunitarister, deres tanker og tekster, jeg tager afsæt i.

For kommunitarismen er historien slut, den sluttede med det borgerlige demokratis gennembrud og den amerikanske forfatning. Det vestlige system, kapitalisme, liberalisme og borgerlige demokrati, ses som toppen af menneskelig udvikling: vi kommer ikke længere!
Her vil nogle nok brokke sig, for er et af kendetegnene ved kommunitaristerne ikke kritik af liberalisme? Nej og jo, de kritiserer ultra-liberalismen, (tanken om det totalt frit markede), men liberalismen som system stiller de ikke spørgsmålstegn ved. De erkender blot, at det frie markede skaber visse sociale problemer, og dem søger de at afhjælpe ved at styrke familien, det lokale samfund og en moralsk (gen)opdragelse af samfundets brogere.
Kommunitaristerne kritiserer ligeledes staten, ikke fordi de ønsker den afskaffet, men fordi staten i dag har for meget magt. Staten skal kun varetage de overordnede strategier for sundhedspolitik, kriminalitetsbekæmpelse og selvfølgelig det nationale forsvar. Kommunitaristerne vil styrke det lokale fællesskab, som i dag er klemt mellem marked og stat.
For kommunitaristerne er det strengt nødvendigt, at folket (gen)opdrages med en god moral, lærer deres pligter at kende, og at der lægges låg på rettigheds- og retfærdighedstænkningen. I lighed med den danske rockerlov, mener kommunitaristerne, at visse individuelle rettigheder bør vige for at effektivisere kampen mod kriminalitet.

Kommunitaristerne ser familien som samfundets grundsten. Det er her, borgerne skal podes med samfundets normer og moral. Forældrene har et stort ansvar for, at børnene får den “rette” moralske opdragelse.
Enlige forældre kan ikke tage vare på børnene, derfor foreslår kommunitaristerne, at der strammes op omkring skilsmisselovgivningen i USA. Det skal være sværere at blive skilt. Dette påstås, at være ud fra en tese om børnenes tarv frem for alt.
Alle de funktioner, der kan lægges i familiens kød skal ligge der – og ikke i offentlige institutioner.
Opgaver som familien ikke kan tage vare på, ser kommunitaristerne gerne, at frivillige, lokale fællesinstitutioner tager sig af. Den familie, kommunitarismen beskrive, minder en del om den gode gamle 50’er model – dog med den forskel, at det accepteres, at husmødrene er udearbejdende i dagtimerne.

Udover familien er det lokale fællesskab (community) et af de “rum” som kommunitaristerne ønsker at styrke. De stærkeste i samfundet skal anerkende deres ansvar overfor de svage. Derfor skal de stærke gå ud i fællesskabet og udføre frivilligt socialarbejde.
Det frivillige arbejde retter sig også mod det moralske liv, således at de, der er moralske stærke, skal opdrage individer, der ikke er i besiddelse af den rette moralske ballast. Det lokale samfund skal være demokratisk aktivt, og skal tage vare på så mange sociale og politiske opgaver som muligt.
Lokalsamfundet bliver først et ægte kommunitaristisk, lokalt fællesskab, når de enkelte borgere går ud i naboskabet (neighbourhood) og tager et ansvar over for de svagere individer og fællesskabet. De enkelte individer skal lægge mindre vægt på deres personlige rettigheder og større vægt på deres ansvar over for hinanden og deres pligter over for samfundet.
Det lokale naboskab skal skabe en fællesskabsfølelse, der med tiden kommer til at række ud over det lokale og videre til det nationale og igen til det internationale. Et naboskab for hele menneskeheden, efter hvid amerikansk model.
Når kommunitaristerne snakker om nationalt fællesskab i USA, minder deres vision nærmest om tiden under 2. Verdenskrig og om 50’erne. Amerikanerne havde en stærk nationalfølelse under krigen på grund af frygten for nazi-Tyskland og japanerne. Deres nationalfølelse resulterede bl.a. i, at japansk-amerikanere blev deporteret til fangelejre under krigen.
I 50’erne bliv der under McCarthy kørt en anti-kommunistisk kampagne uden sidestykke. Denne kampagne styrkede den nationale følelse blandt den almene hvide amerikanske befolkning og resulterede i forfølgelse af kommunister, humanister, borgerrettighedsforkæmpere og andre systemkritiske grupper.

Jeg håber det er lykkedes at formidle et lidt andet billede af den amerikanske kommunitarisme. Kommunitarismen er mest af alt en konservativ kritik af liberalismen og kan vel kaldes neokonservatisme. Om kommunitaristerne så påstår, at de ikke kan placeres politisk herfra og til dommedag, holder jeg fast ved mit.
De taler om styrkelse af lokalsamfundet, men den styrkelse de snakker om, er af borgerlig art og ikke til gode for samfundets marginaliserede grupper. Den kommunitaristiske bevægelse kendetegnes ved, at den generelt består af hvide, middelklasse og protestantiske mænd. Og det er netop hvad kommunitarismen er: drømmen om det perfekte middelklasseliv i en hvid forstad til en amerikansk storby.

Kilde: Socialisten Weekend. Nr. 35, 7. februar 1997.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.