Myggen på elefantens røv

riffelsyndikatetProtestsangen er på vej tilbage, mener sanger og guitarist Nicklas Burman fra Riffelsyndikatet, der giver fingeren til musikindustrien og A.P. Møller.

Aftensolen hænger lavt over København. Det er en kølig forårsaften. Ude på Refshaleøen, der hvor de engang byggede skibe på B&W, holder bandet Riffelsyndikatet til i et lille øvelokale.

Frem til midten af 1990`erne var det klassebevidste arbejdere, der dominerede på Refshaleøen.

Nu spiller de nyrige indendørsgolf i det, der er kommet til at hedde Jubii Hallen.

Tingene forandres. Oppositionen på Refshaleøen tegnes ikke længere af stolte arbejdere, men af rockbandet Riffelsyndikatet, der engang hed noget andet. Nicklas Burman hedder guitaristen.

– Først hed vi Some Have. Dengang vi ikke havde vores guitarist med, kaldte vi os for Some Have Discount. Det giver association til Netto og alt det der. Så måtte vi bare hedde A.P. Møller Band. Det blev så hængende. fortæller han.

– Der gik nogle år, hvor vi ikke spillede fast sammen. Vi spillede nogle party-jobs når nogle spurgte. Vi kaldte os altid for A.P. Møller Band, tilføjer han.

– For snart to år siden besluttede vi os for, at vi ville hedde noget nyt. Jeg havde arvet en bog fra min morfar der hed BOPA-sabotage. Berlingske Tidende har også skrevet om Riffelsyndikatet og den gamle A.P. Møllers rolle. De tjente rigtig gode penge under krigen. Meget mere, end det de bagefter gav til modstandskampen for at rette op på det blakkede image, siger Nicklas Burman.

Henvendelse fra Esplanaden

Under Anden Verdenskrig producerede fabrikken Riffelsyndikatet våben til Nazityskland.

Fabrikken blev flere gange ramt af sabotage fra BOPA`s side. A.P. Møller ejede 30 procent af aktierne i våbenfabrikken.

– Vi havde tænkt på Riffelsyndikatet. Det har en god klang. Men vi syntes, det var for langt, så vi kaldte os bare for Syndikatet.

– På en hjemmeside kaldte vi os stadig for A.P. Møller Band. Så kom henvendelsen fra Esplanaden. (Mærsk McKinney Møller, red.) Det kunne vi godt tage og droppe. De havde rettighederne på navnet. På alle områder.

– Den lå lige for. Vi slås med en åndssvag retssag, men så slog det mig, at det var morsommere, at vi skulle hedde Riffelsyndikatet. Det var en hurtig parade. Vi vendte den om. Vi fik love til at være myggen på elefantens røv. Det tiltalte os, siger Nicklas Burman og tager en tår øl til at smøre stemmen.

Udenfor falder mørket på. De B&W-arbejdere, der tidligere havde deres dagligdag på Refshaleøen, trådte ind i klassekampen i 1871, hvor en strejke på B&W igangsatte strejkebevægelsen, ‘Omgangsskruen’. Her gik arbejdsnedlæggelsen på omgang fra arbejdsplads til arbejdsplads.

Klassekamp i dag

I første omgang var det en københavnsk fænomen. Men strejkerne bredte sig hurtig til de større provinsbyer. Frem til 1875 resulterede strejkerne ofte i forbedringer for arbejderne, men fra 1876 gik arbejderne ofte ud af konflikterne som taberne.
Og hvad så med i dag?

– Det er lidt fy fy mange steder med 1970`erne og det med at sætte paroler på melodi, mener Nicklas Burman.

– Jeg er lidt ambivalent med det. Det politiske er en side af verden, som det er ærgerligt at skære væk. Fordi man beslutter sig for, at det ikke er noget, vi gør, siger han og tilføjer.

– Det har været i tiden. Ligesom at klassekampen er død. Det er tidens store historie.

Riffelsyndikatet er med på den nye cd med protestsange.

– Ja, vi deltager i et projekt, der hedder, Protestsange.dk – som Henrik Marstal står bag. Hans holdning er, at der er ved at ske en helt masse. Den politiske sang eller protestsangen er ved at komme tilbage.

– Musikken er funktionel. Det er ikke bare underlag for en tekst, men noget folk skal kunne forholde sig til. Energien er eksistentielt for orkestret. Det kan godt være at det ikke er banebrydende og nyskabende, men vi sparker til den. Vi mener det, siger Nicklas Burman.

– Jeg er pisse træt af bands, der skal være nyskabende og banebrydende. Hver gang, jeg hører et nyt band i radioen som er nyskabende og banebrydende, er de det på en måde, jeg har hørt syv til otte gange før, konstaterer Nicklas tørt og skuer ud i mørket.

Indstilling

Under Anden Verdenskrig var en flok B&W-arbejdere kommet op og toppes med en gruppe Frikorps Danmark-soldater.

Det lykkedes en af arbejderen at snuppe en bajonet og smide den i en af kanalerne på Refshaleøen.

Efterfølgende kræver Gestapo manden og bajonetten udleveret af B&W`s ledelse. De hyrede en dykker til at finde bajonetten. Gestapo fik deres dolk, men B&W-arbejderen måtte de undvære. Han blev på Refshaleøen.

I dag er det Riffelsyndikatet, der huserer på Refshaleøen. Modstanderen er storkapital og musikindustri.

– Hvis man ikke bliver bakket op af et stort selskab, har man ingen chance for at promovere sig selv som band. Det er nemt i dag at lægge sin musik ud på nettet. Vi lægger for eksempel vores musik ud, så folk får mulighed for at høre det, fortæller Nicklas Bauman.

– Tjente jeg de samme penge som Kim Larsen, kan det godt være, jeg havde en anden indstilling. Et eller andet sted tilhører musik – når det er lavet – også andre folk. Der er noget meget fint i at lægge musikken ud så alle kan høre det, mener han.

– Der er 100 mennesker i Danmark, som er professionelle. Og som lever af deres musik. Der er garanteret mere end 100 mennesker tilknyttet musikbranchen, som lever af musikken i Danmark. Der rører man ved noget, som skiller vandene, siger guitaristen i Riffelsyndikatet.

Engagement

29. april 1996 blev B&W erklæret konkurs. København mistede med et slag 3.000 arbejdspladser.

En af årsagerne til lukningen var, at de amerikanske investorer spekulerede i B&W-grundens værdi. En anden, var Den Danske Bank manglende lyst til at investere i B&W. Hovedaktionæren i Den Danske Bank var A.P. Møller, der ejede Lindøværftet på Fyn. Møller-koncernen transporterede også våben til amerikanerne i sidste Irak-krig.

– Der er et politisk engagement i det vi laver. Når vi spiller gratis til Nej til Krig-demonstrationen er det fordi, vi synes, det er en god sag. Det kan jo også være, at nogle hører os. Så kan det være, de kommer igen en anden gang.

– Det er helt utroligt, hvad der er sket i det her land. Jeg er skide irriteret. Det totale snæversyn, som har sneget sig ind alle vegne, udbryder Nicklas Burman.

Riffelsyndikatet er booket til to koncerter 1. maj. Når man ikke at høre dem her, kan bandet opleves igen den 4. maj på HP Café i København, bandet er en del af det månedlige Laboratorium for Politiske Viser.

Nicklas Burman slutter interviewet af med at anbefale Carl Heinrich Petersens bog, Den Glemte Socialisme, som blandt andet omhandler de danske syndikalister.

Dér har vi de bevidste arbejdere igen…

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 1. maj 2006, nr. 83.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.