Danskernes forførere

Pia Kjærsgaard (PK) og Søren Espersen har tegnet et billede af Dansk Folkeparti (DF) som den danske nations redningsmænd og kvinder. I bogen “Danskerne Først! : En historie om Dansk Folkeparti” giver David Trads et andet billede af partiet.

Danskerne Først! tager sin begyndelse i valget november 2001, hvor resultatet førte til, at Venstre og De Konservative dannede regering med DF som støtteparti. Ved valget fik DF 22 mandater og 12,0% af stemmerne. Ved valget i 1998 fik DF 7,4% (13 mandater).

De internationale reaktioner på valget var afstandstagende, som tidligere set, når det yderste højre bliver regeringsbærende. F.eks. da Jörg Haiders Frihedsparti gik med i en borgerlig regeringskoalition i Østrig. Dagens Nyheter (svensk) kommenterede det danske resultat på følgende måde: “Hvis det er svært at pege på valgets vindere, er det så meget des lettere at udpege valgets tabere. Det er alle med en mørkere hudfarve. Det er humanismen. Og det er anstændigheden. Godnat Danmark.”

Bogens mål er “dels at give et samlet indblik i den politik, partiet fører, og at beskrive den ideologi, der ligger bag – og ikke mindst at forklare de effektive metoder, som bruges til at maksimere tilslutningen. Dels at give en kritisk analyse og kommentar til den politik, som Kjærsgaard ifølge sit partiprogram agter at gennemføre, hvis hun får endnu større indflydelse.” (Citat s. 9).

PK er født 23. februar 1947 i København. Hun startede sit politiske liv, da Glistrup fremviste sit skattekort med en trækprocent på 0 i tv. Hendes familiebaggrund skitseres.
PK er vigtig for DF. Men en dybere analyse af den politiske tendens, er mere relevant end hendes barndom på Østerbro og hendes liv før hun blev politiker. Man kan ikke forklare nazismens gennembrud i Tyskland ved at psykoanalysere A. Hitler.
At hun deler en angst for fremtiden sammen med hendes vælgere er dog relevant. Og de strategiske positioner som PK bruger er interessante. En del af beskrivelsen af PK giver et indblik i, hvorfor det lige blev hende, der blev frontperson i bevægelsen. En bevægelse der frygter alt fremmed og sætter danskheden op på en piedestal.

Ved DFs første pressemøde, præsenteres partiets hovedlinjer: Stop EU, stop indvandringen. Desuden præsenteres partiet som “et socialt ansvarligt parti” og PK forsøger at skabe distance til den ultraliberalisme hun kæmpede for i Fremskridtspartiet. Om dette sociale ansvar er reelt eller ej besvarer bogen i afsnittet om DFs økonomiske politik. Omkring EU-politikken er det bemærkelsesværdigt, at DFs ledende kræfter var EU-tilhængere indtil Edinburgaftalen. Partiets EU-modstand er bl.a. et forsøg på at styrke påstanden om, at alt der kommer udefra, er af det onde.

DF beskrives som et topstyret parti, ledet af “politbureauet”, som består af PK, Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Søren Espersen. Det er forkert at kalde det Dansk Folkeparti. Det er ikke folket (medlemmerne) der bestemmer, men Pia Kjærsgaard. Alle der er uenige med hende, må holder kæft eller skride. Bogen har flere eksempler på eksklusioner fra DF af folk, der har modsagt den ubestridte fører.

David Trads gennemgang af partiets økonomiske politik bygger både på DFs gamle partiprogram og det nye “Fælles værdier – fælles ansvar”. Han benytter det gamle program, da partiet har renset det nye for mange detaljer og formuleret det nye program i runde og uforpligtende vendinger. Men det er stadig ingen hemmelighed, at DFs udgifts- og indtægtspolitik ikke hænger sammen. I bogen opsummeres det således: “Masser af skattelettelser til alle, men især til de mest velhavende. De ældre skal modtage store gaver. Regningen sendes med al sandsynlighed videre til tre grupper: “Dels flygtninge og ulande, som skal have så lidt som overhovedet muligt. Dels danske børnefamilier, som skal betale mere for at få passet deres børn. Dels danske lønmodtagere, der fremover selv skal betale langt mere i forsikring mod ledighed og sygdom.” (Citat s. 106). DF har ikke forladt liberalismen fra Fremskridtspartiet, kun sløret den i en social forsvarlig retorik.

Danskerne Først! er en god analyse af DF og deres ideologiske gods. Der er ikke så meget nyt i historien om DF, men bogen bidrager med dokumentation og en samlet oversigt, som hidtil har manglet i debatten om DF. Den fokuserer meget på personerne i DF, i særdeleshed på PK. Det er naturligt, da hendes lederskab og karisma er vigtig for DF. Der mangler en analyse af DFs placering i forhold til det øvrige ekstreme højre i Europa. Men for alle der vil have en kik ind bag facaden på DF, kan bogen anbefales.

David Trads. Danskerne Først! : En historie om Dansk Folkeparti. Gyldendal, 2002, (132 sider). 169 kr hos boghandleren eller til låns på det lokale bibliotek.
David Trads har en baggrund som journalist, har arbejdet for Jyllands-Posten, Radioavisen, MetroXpress, Orientering (P1), Politiken og er nu chefredaktør på Information.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. September 2002, nr. 3.

Kommunitarisme : Middelklassens drøm

Kommunitarismen taler om det lokale samfund og om en styrkelse af demokratiet.

I “Socialisten” nr. 29 var der en udmærket referende artikel af Bente Rødsgaard om kommunitarisme. Artiklen var skrevet ud fra Det Kommunitaristiske Manifest (i Kritik nr. 122). Jeg følger op på den artikel, fordi den forholder sig for meget til Det Kommunitaristiske Manifest og for lidt til den kommunitaristiske bevægelse som helhed.Vi starter i Danmark, for som Bente Rødsgaard er inde på, trænger de kommunitaristiske tanker sig på i den hjemlige debat. Således kunne man læse i Information den 19.8. 1995 læse, at Holger K. Nielsen (SF) og Per Stig Møller (C) begge betegner sig som kommunitarister.
Vi starter i Danmark, for som Bente Rødsgaard er inde på, trænger de kommunitaristiske tanker sig på i den hjemlige debat. Således kunne man læse i Information den 19.8. 1995 læse, at Holger K. Nielsen (SF) og Per Stig Møller (C) begge betegner sig som kommunitarister.
Så tænker nogle, at det er flot, at en idé kan samle hele det politiske landskab fra SF og til røv og nøgle, under en moralfilosofisk/politisk paraply. Man kan også blive mistænksom og tænke: her er noget galt!
Læser man lidt flere kommunitaristiske tekster og nogle af de kritiske artikler, der er skrevet om kommunitarisme, finder man hurtig ud af, at det ikke er så lyserødt endda, og at det som socialist bliver svært at bruge kommunitarismen til noget.
Det skal lige siges, at hele kommunitarismediskussionen er ret ny i Danmark. Derfor er det de amerikanske kommunitarister, deres tanker og tekster, jeg tager afsæt i.

For kommunitarismen er historien slut, den sluttede med det borgerlige demokratis gennembrud og den amerikanske forfatning. Det vestlige system, kapitalisme, liberalisme og borgerlige demokrati, ses som toppen af menneskelig udvikling: vi kommer ikke længere!
Her vil nogle nok brokke sig, for er et af kendetegnene ved kommunitaristerne ikke kritik af liberalisme? Nej og jo, de kritiserer ultra-liberalismen, (tanken om det totalt frit markede), men liberalismen som system stiller de ikke spørgsmålstegn ved. De erkender blot, at det frie markede skaber visse sociale problemer, og dem søger de at afhjælpe ved at styrke familien, det lokale samfund og en moralsk (gen)opdragelse af samfundets brogere.
Kommunitaristerne kritiserer ligeledes staten, ikke fordi de ønsker den afskaffet, men fordi staten i dag har for meget magt. Staten skal kun varetage de overordnede strategier for sundhedspolitik, kriminalitetsbekæmpelse og selvfølgelig det nationale forsvar. Kommunitaristerne vil styrke det lokale fællesskab, som i dag er klemt mellem marked og stat.
For kommunitaristerne er det strengt nødvendigt, at folket (gen)opdrages med en god moral, lærer deres pligter at kende, og at der lægges låg på rettigheds- og retfærdighedstænkningen. I lighed med den danske rockerlov, mener kommunitaristerne, at visse individuelle rettigheder bør vige for at effektivisere kampen mod kriminalitet.

Kommunitaristerne ser familien som samfundets grundsten. Det er her, borgerne skal podes med samfundets normer og moral. Forældrene har et stort ansvar for, at børnene får den “rette” moralske opdragelse.
Enlige forældre kan ikke tage vare på børnene, derfor foreslår kommunitaristerne, at der strammes op omkring skilsmisselovgivningen i USA. Det skal være sværere at blive skilt. Dette påstås, at være ud fra en tese om børnenes tarv frem for alt.
Alle de funktioner, der kan lægges i familiens kød skal ligge der – og ikke i offentlige institutioner.
Opgaver som familien ikke kan tage vare på, ser kommunitaristerne gerne, at frivillige, lokale fællesinstitutioner tager sig af. Den familie, kommunitarismen beskrive, minder en del om den gode gamle 50’er model – dog med den forskel, at det accepteres, at husmødrene er udearbejdende i dagtimerne.

Udover familien er det lokale fællesskab (community) et af de “rum” som kommunitaristerne ønsker at styrke. De stærkeste i samfundet skal anerkende deres ansvar overfor de svage. Derfor skal de stærke gå ud i fællesskabet og udføre frivilligt socialarbejde.
Det frivillige arbejde retter sig også mod det moralske liv, således at de, der er moralske stærke, skal opdrage individer, der ikke er i besiddelse af den rette moralske ballast. Det lokale samfund skal være demokratisk aktivt, og skal tage vare på så mange sociale og politiske opgaver som muligt.
Lokalsamfundet bliver først et ægte kommunitaristisk, lokalt fællesskab, når de enkelte borgere går ud i naboskabet (neighbourhood) og tager et ansvar over for de svagere individer og fællesskabet. De enkelte individer skal lægge mindre vægt på deres personlige rettigheder og større vægt på deres ansvar over for hinanden og deres pligter over for samfundet.
Det lokale naboskab skal skabe en fællesskabsfølelse, der med tiden kommer til at række ud over det lokale og videre til det nationale og igen til det internationale. Et naboskab for hele menneskeheden, efter hvid amerikansk model.
Når kommunitaristerne snakker om nationalt fællesskab i USA, minder deres vision nærmest om tiden under 2. Verdenskrig og om 50’erne. Amerikanerne havde en stærk nationalfølelse under krigen på grund af frygten for nazi-Tyskland og japanerne. Deres nationalfølelse resulterede bl.a. i, at japansk-amerikanere blev deporteret til fangelejre under krigen.
I 50’erne bliv der under McCarthy kørt en anti-kommunistisk kampagne uden sidestykke. Denne kampagne styrkede den nationale følelse blandt den almene hvide amerikanske befolkning og resulterede i forfølgelse af kommunister, humanister, borgerrettighedsforkæmpere og andre systemkritiske grupper.

Jeg håber det er lykkedes at formidle et lidt andet billede af den amerikanske kommunitarisme. Kommunitarismen er mest af alt en konservativ kritik af liberalismen og kan vel kaldes neokonservatisme. Om kommunitaristerne så påstår, at de ikke kan placeres politisk herfra og til dommedag, holder jeg fast ved mit.
De taler om styrkelse af lokalsamfundet, men den styrkelse de snakker om, er af borgerlig art og ikke til gode for samfundets marginaliserede grupper. Den kommunitaristiske bevægelse kendetegnes ved, at den generelt består af hvide, middelklasse og protestantiske mænd. Og det er netop hvad kommunitarismen er: drømmen om det perfekte middelklasseliv i en hvid forstad til en amerikansk storby.

Kilde: Socialisten Weekend. Nr. 35, 7. februar 1997.

Sjostakovitj & Sovjetstyret

Sjostakovitj, Dmitrij er en af dette århundredes største komponister. Hans musik er af stor betydning og mange mennesker har åbnet øjnene for hans musik i de seneste år. Gennem størstedelen af hans liv, levede han i evig angst. Denne angst blev påført ham af Sovjetstyret og dets brutale magtmaskineri. Jeg vil i denne artikel forsøge at anskueligøre Sovjetunionens kulturpolitik og denne politiks indflydelse i Sjostakovitjs musik og liv.

1917 TIL 1929

I tiden umiddelbart efter den kommunistiske revolution (1917), var kunsten frit stillet i den nydannede Sovjetunionen. Staten havde travlt med meget andet en at kontrollere kunsten.
Gennem 20’erne blev der ført en meget løs kulturpolitik. Der var brug for en ny og anderledes kunst i den nye stat og det var endnu ikke endeligt defineret hvad linjerne for denne nye, (folkelige) kunst skulle være. Et godt eksempel på denne frie kulturpolitik er Sjostakovitjs opera “Næsen”, et af de mest avangardistiske musikstykker i hans produktion.
“… Som det senere skulle vise sig, fik Sjostakovitj aldrig mere lejlighed til at skrive noget så modernistisk vitalt som netop denne opera”. (Citat fra “Det Musikalske Menneske” af Jon-Roar Bjørkvold. Hans Reitzels Forlag, 1992. Side 199, linje 25-26). Kulturen i Sovjet var under indflydelse fra Vesteuropa. Der blev spillet musik af vestlige komponister under denne tidlige periode af det kommunistiske styre. Bl.a. af P. Hendemith (Tyskland 1895-1963), E. Krenek (Østrig f. 1990), B. Bartok (Ungarn 1881-1945) og A. Berg (Østrig 1985-1935), sidstnævnte dirigerede sin opera “Wozzeck” i Leningrad.
I 1929 skiftede politikken, Andrej Zdjanov blev kulturminister og en opstramning af kulturpolitikken begyndte. (Andrej Zdjanov blev senere kendt som Stalins kulturbøddel).

1929 TIL 1953

Den officielle ideologiske holdning til kunst i tiden 1923 til 1953 var, at kunsten skulle være folkelig og det gjaldt alle kunstformer, musik såvel som poesi. Den simple minearbejder, om ingen baggrund havde for musikforståelse, skulle være i stand til at forstå musikken. Hvis musikken var uforståelig for den brede befolkning, var det komponisten der var “dårlig” eller sov det for det meste blev udtrykt; folkefjendtlig eller formalistisk. Komponsiten havde begået en fejl, der i visse tilfælde blev farlig for hans eget helbred og liv.
Komponisteren måtte ikke skrive musik for formens skyld. Der skulle være et ideologisk indhold i musikken, og dette ideologiske indhold skulle passe til den officielle politik, der var fastsat af staten. Når noget faldt udenfor dem officielle kunstideologi, blev det karakteriseret som formalistisk. Dette udtryk blev hurtig udvandet.
“Formalisme” har været et alt-mulig-ord i sovjetisk kunst og litteratur siden 1920’erne. Som historien har vist, har dette ord ikke noget egentlig æstetisk indhold. Det har været anvendt od de mest forskellige kunstneriske skikkelser og tendenser, afhængigt af de sovjetiske leders politiske linje og personlige smag på et givet tidspunkt”. (Citat fra “Vidnesbyrd : Dmitrij Sjostakovitj’ Erindringer” fortalt til Solomon Valkon. Forlaget Komma, 1980, side 155, linje 28-32).
Under 2. Verdenskrig blev der lagt stor vægt på den propagandaværdi kunsten havde overfor de vestlige stater. (Sovjetunionens allierede i kampen mod det nazistiske Tyskland). I denne statslige propaganda tjente Sjostakovitjs 7. symfoni godt. Den blev smuglet til USA og blev utrolig populær pga. marchen i 1. sats (allegretto), som virker meget opløftende eller skræmmende alt efter temperament. Symfonien blev i den vestlige verden tolket som et billede på den sovjetiske kampvilje. (Sjostakovitj betegner selv 7. og 8. symfoni som sti rekviem).
Desværre for Sjostakovitj forholdt det sig således, at Stalin frygtede og hadede USA og de vestlige allierede. Efter krigen vendte Stalin denne frygt mod sit eget folk. Han indledte en massiv hetz, mod de personer der havde opnået popularitet i vesten under krigen og alle der havde forbindelse til vesten. Mange mennesker blev likvideret pga. danne frygt hos statslederen.

JURODIVYJ-ROLLEN

For at beskytte sig mod den officielle kritik påtog Sjostakovitj, og andre af hans samtidige intellektuelle, sig en rolle som jurodivyj. Dette er et specielt russisk fænomen. Fænomenet stammer fra det femtende århundrede. Dengang var jurodivyj’erne en form for klovne/gøglere. De var i stand til, at kritisere magthaverne genne satire, beskyttet fordi de blev opfattet som et religiøst fænomen. End ikke zaren turde røre dem. De opringelige jurodivyj’er var “anarkister” og levede udenfor samfundets normer som vagabonder og sigøjnere. Dette århundredes jorudivyj’er var intellektuelle, der forsøgte at leve som sådanne i et samfund der ikke tolererede anderledes tænkende og kunstneriske udtryk der ikke var “folkelige”.
Denne jurodivyj-forklædning kunne ikke beskytte ham mod alt, et eksempel herpå er Pravda artiklen “Forplumring i stedet for musik”. (Trykt den 28. januar 1936). I artiklen kritiseres Sjostakovitjs opera “Lady Macbeth fra Mtsensk” for at være decideret larm uden egentlig indhold.
“… Fra første minut bliver tilhøreren til “Lady Macbeth fra Mtsensk” lammet af en tilsigtet dissonerende, forvirret strøm af lyde. Stumper af melodier, ufuldbårne fraser dukker op – kun for at forsvinde igen i larm, filen og skrålen…” (Dansk oversættelse af en lille del af artiklen “Forplumring i stedet for musik” kan findes i bogen “Fra Platon til Stockhausen” ved Bent Olsen. Munksgaard 1979). Desuden blev Sjostakovitjs symfoniske klange beskrevet som mystiske.
Ti dage senere blev Sjostakovitj igen angrebet i Pravda, det skyldes at Stalin havde set “Den lysende bæk” og ikke havde brudt sig om den. Kritikken gik igen på formalisme. Sjostakovitj troede at han var dødsens – det var normalt at kunstnere forsvandt efter hård kritik.

DEN PERFEKTE TYRAN

“Stalin var en perfekt tyran. Og en perfekt tyran er uforudsigelig. Det er det, der udmærker dem. Hvis man ved, hvordan han vil straffe dette eller hint, og hvilke love og regler der er, så følger alle dem og ingen er bange. Folk bliver bange, når straffen er uforudsigelig. Det var sådan Stalin legede med intelligentsiaen. Han straffede f.eks. aldrig Pasternak (forfatter) fysisk. Han forviste hendes søn og henrettede hendes mand, men hun blev skånet. (Citat af Solomon Volkon hentet fra filmen “Komponisten og diktatoren” af Ryzsard Solarz).
Der er noget der tyder på at Stalin havde besluttet at Sjostakovitj ikke skulle arresteres, lige meget hvor “folkefjentlig eller “formalistisk” han blev. Mange af Sjostakovitjs venner og bekendte, der fik en liggende kritik, som den Sjostakovitj til tider fik, blev arresteret og til tider likvideret, eks. herpå er Meyerhold.

SATIRE ELLER STATSSTYRET REDIGERING

I 1953 bragte “Sovjetskaja Musyka” en artikel skrevet af D. Sjostakovitj op programmusik. I bogen “Vidnesbryd” står der, at staten ofte skrev artikler og trykte dem med Sjostakovitjs navn under, og hvis han selv havde skrevet dem, var der for det meste redigeret i teksten. Jeg vil ud fra det han siger om musik i “Vidnesbyrd” omtale artiklen og antyde eksempler på statsmanipulation eller personlig satire. (Artiklen findes på dansk i den før nævnte bog “Fra Platon til Stockhausen”.
I artiklen står der bl.a. “…næsten emneagtigt var min 7. symfonis program. Oprindelig havde jeg endda tænkt på at forsyne hver at dens satser med et tilsvarende betegnelse (1. sats: krig, 2. sats: erindring, 3. sats: de hjemlige vidder, 4 sats: sejren)” Dette er i direkte strid med hvad S. Volkov skriver i Sjostakovitjs erindringer, hvor Sjostakovitj omtaler sin 7. og 8. symfoni som sit rekviem.
Desuden siger han andetsteds, at krigen gav ham frihed til at skrive musik der ikke var stolt og glad, uden at staten blev utilfreds dermed – i fredstid kunne man kun være glad i Sovjet. Krigen gav ham frihed til at udtrykke han sende tanker og følelser i musikken.
Endvidere siger han, at symfonien handlede om tiden før krigen og ikke om krigen.
Enten er han dybt ironisk i det han skriver artiklen eller også har en embedsmand skrevet den. Grunden til at jeg mener, det kan være ironi, hænger sammen med Sjostakovitjs rolle som jurodivyj.
Noget andet jeg undres over i artiklen er en bemærkning om at sovjetsike komponister ikke mangler inspiration. “Her har vi kommunismens bygningsværker og kampen for fred. her har vi sovjetmenneskenes liv og heroismen i arbejdsindsats.” (Citat fra artiklen).
I Sjostakovitjs erindringer får man ikke indtryk af, at det er bygningsværker og kampen for fred, der er hans inspiration. Det er nærmere angsten, skabt at den “kommunistiske” stat der er drivkraften bag hans musik. Desforuden brugte han musikken til at kritisere samfundet, staten. En sådan kritik var hans “Af Jødisk folkepoesi” (1948), netop på det tidspunkt, da han skrev denne sangcyklus var der en udbredt antisemiteistisk holdning i Sovjet. Sjostakovitj blev da også kritiseret kraftigt for dette værk. Bl.a. blev der skrevet, at en jødeelsker som ham, burde rejse til Israel.

POLITISK BRUG AF DEN 7. SYMFONI

Sjostakovitj skrev de første 3 satser af den 7. symfoni under den tyske belejring af Leningrad under 2. Verdenskrig. Inden han blev helt færdig med symfonien, blev han evakueret til Kuibyskev. Symfonien blev smuglet til USA, hvor den fik premiere i en af de nationale radiostationer. Symfonien blev utrolig populær. Den blev spillet i mange lande og udsendt af utallige radiostationer under krigen.
Stalin så straks propagandaværdien i denne symfoni. Han sørgede for, at det blev offentliggjort i den vestlige lande, at Sjostakovitj skrev de første 3. satser på en måned, mens han viste sand patriotisme, ved at virke som frivillig i et brandkrops.
Det med den frivillige bandmand var et propagandapåfund. Virkeligheden var en anden. Og han arbejdede altid hurtigt, når han havde færdigtænkt en musikalsk idé.
Jeg mindes Tukhatjevskij da jeg i juli 1941 gravede skyttegrave udenfor Leningrad”. (Citat fra “Vidnesbyrd, side 182, linje 24-25).
Statsapparatet fik Sjostakovitjs 7. symfoni tal at blive et billede på sovjetisk kampstyrke, ved at rette sit propagandaapparat mod vesten, der gladelig slugte alt.
I vesten blev Sjostakovitj også brugt politisk. Vestlige ledere brugte ham som afledning når de konverserede men sovjetiske ledere.
“Stalin var ude af sig selv. Wendell Willkie kom til Moskva mens han var præsidentkandidat. Han blev opfattet som en stor kanon med betydelig indflydelse. Han blev spurt om en mulig ny front og svarede : “Sjostakovitj er en stor komponist” (Citat fra “Vidnesbyrd” side 226, linje 16-20).
Episoder som denne gjorde Stalin misundelig, Sjostakovitj skulle hylde Stalin i sin musik og Sjostakovitj skulle hyldes for sin musik, når det passede Stalin. Det fik konsekvenser for Sjostakovitj efter krigens afslutning. Hvilket blev antydet allerede under krigen.
“En musikforsker fra Moskva har fortalt mig følgende historie: han holdt et foredrag om sovjetiske komponister og roste i forbifarten min Ottende Symfoni. Efter foredraget kom Khrennikov han til ham, ude af sig selv af raseri. Han næsten råbte: “Ved De hvem det er De roser? Så snart vi er sluppet af med de allierede, så kvaser vi Deres Sjostakovitj, ja vi gør!”” (Citat fra “Vidnesbyrd” side 227 sidste linje til side 228 linje 5).
Citatet viser klart, at staten havde en plan angående Sjostakovitjs fremtid.
Da Sjostakovitj skulle til at skrive sin 9. symfoni (1945) krævede Stalin en symfoni á la Beethovens “Niende” – en stor og flot symfoni der hyldede staten og Stalin. I stedet skrev Sjostakovitj en kort, melankolsk og til tider pjattet symfoni. Der var ingen kor og ingen solister. Stalin forstod den ikke og symfonien var ingen hyldest. Sjostakovitj havde derefter hele statsapparatet imod sig.
“Det var en forfærdelig tid. Jeg husker den tydeligt. Jeg var 10 år i 1948. Alle aviserne var fulde af udfald mod min far og hans musik. Folk troede på det, det stod jo i avisen. Folk kastede sten mod vores vinduer. På et tidspunkt boede vi udenfor Leningrad (…) Folk som gik forbi råbte ind gennem vinduerne: “Din formalist, hvorfor skriver du anti-folkelig musik?” Jeg var jo lille og sad oppe i et træ og skød med slangebøsse mod dem. Jeg forsvarede min far”. (Citat af Maxim Sjostakovitj , fra filmen “Komponisten og Diktatoren).
Som det fremgår af citatet, hoppede folk på statspropagandaen i en sådan grad, at de ligefrem angreb Sjostakovitj direkte.

SJOSTAKOVITJ OG KULTURPOLITIK

Sjostakovitj siger ikke ret meget om kulturpolitik, i det mindste ikke direkte. Det er derfor svært at finde ud af hvad han mente rent politisk. Det er selvfølgelig indlysende, at han ikke var tilfreds med den eksisterende politik, da den begrænsede hans kunstneriske udfoldelse. Han havde intet til overs for kommunistpartiet, selv om han blev medlem at dette i forbindelse med en udnævnelse til førstesekretær i Komponistforbundet.
“… Det var ren afpresning. Som sagt så jeg min far græde to gange. – Det var da min mor døde, og da han kom hjem og sagde: “Nu har de trukket mig ind i partiet”” (Citat af Maxim Sjostakovitj, fra filmen “Komponisten og Diktatoren”.)
“Kommunistisk” kulturpolitik og statens terror skabte en nærmest kronisk angst i hans sind, hvilket høres i mange af hans værker. F.eks. i den 8 strygekvartet, hvor tre kraftige paukerslag symbolisere KGB’s banken på døren, (jævnfør Beethovens Skæbnesymfoni). Netop KGB var en af Sjostakovitjs traumer. I en periode af hans liv, var han så angst for at di skulle komme, at han ikke turde sove om natten.
Sjostakovitj så ikke på kulturpolitik som en bestemt ideologi, snare som et middel til undertrykkelse og fastholdelse af magt. Kunst skulle ikke være kritisk, kunsk skulle hylde magthaverne og vise hvor godt et samfund de havde skabt.
“Hvem kan nutildags seriøst påstå at Stalin havde nogen som helst verdensanskuelse? Eller at han havde nogen ideologi? Stalin havde aldrig nogen ideologi eller overbevisning eller ideer eller principper. Stalin indtog altid den holdning der gjorde det lettest for ham at tyrannisere andre, at holde dem nede i frygt og skyldfølelse” (Citat fra “Vidnesbyrd, side 291, linje 15-20).
Sjostakovitj mente, at musik skulle være aktiv, vise reelle følelser, skabe debat. Musikken skulle sætte tanker i gang hos lytteren. Det er klart, at et sådan syn på musik ikke passede det stalinistiske diktatur.

Få vigtige årstal i Sjostakovitjs liv:

1906 Sjostakovitj fødes.
1914-1918 1. Verdenskrig.
1917 Revolution i Rusland, Sjovetunionen skabes.
1924 Stalin kommer til magten.
1925-26 Første symfoni, Op. 10.
1927-28 Næsen – opera, Op. 15.
1930-32 Lady Macbeth fra Mthensk – opera, Op. 29.
1936 Artiklen “Forplumring i steder for musik” trykkes.
1941-42 Syvende symfoni, Op. 60.
1943 Ottende symfoni, Op. 65.
1945 Niende symfori, Op. 70.
1948 Af Jødisk folkepoesi, Op. 79.
1953 Stalin (og Prokofiev) dør.
1960 Strygekvartet nr. 8.
1975 Dmitrij Sjostakovitj dør.

Kilde: Over Broen : Bibliotekarstuderendes Blad. Nr. 16, marts 1995.

Hyggeløber & bibliotekar