Local

Wohlwillstraße 20, 20359 Hamburg. Tlf (0)40 319 6537, Tyskland.
Denne tekst er et copy&paste fra Brøndby PubSpotters.

Hvordan er det lige at man hælder en weißbier op? Tja, kender du ikke svaret, skal du ikke spørge bartenderen på Local, for hun kan tydeligvis ikke finde ud af det. Hun er ny i faget og et par andre kunder, må på et tidspunkt forklare hende, hvad en Tequila Sunrise er – og hvordan den laves. Sprutudvalget ligger tæt på det, man kalder standart. Dog bemærkes det, at Local har to slags Havanna Club. Ud over øl og spiritus, serveres der varme drikke, hvor kaffebønnen udnyttes på forskellige måde.
En Franziskaner weißbier står i 3,20 €.

Når man har fået det man nu skal have, og har tid til at kigge sig omkring, vil man se, at Local er en hyggelig cafe. Stedet er ikke oversmart. Der er højt til loftet og det er et relativt lyst rum. Som det nu engang er med caféer, så har Local en stor glasfacade ud til gaden. Spejlene er til gengæld reduceret til et oval eksemplar, der hænger højt over baren.
I kælderen er der bordfodbold, kondomautomat og arrangementspjecer. På toilettet, der også er placeret i kælderen er der pyntet med politiske klistermærker.

Local blev spottet på undertegnedes bryllupsrejse. Vi var kommet til Hamburg for at hænge ud uden børn og for at se FC St. Pauli spille ude mod VfR Neumünster. Vi ankom fredag aften. Vi havde ikke været ude i godt tid og alle hotelværelser var bookede. Så der var ikke andet at gøre, end at crawle pubber til lørdag formiddag, hvor vi skulle mødes med en flok St. Pauli-fans på Hamburg Hbf. Inden Local havde vi besøgt Jolly Roger og Na und?. Efter besøget på Local fortsatte turen videre på Miller.

Publiceret på sh.newsun.dk 03.06. 2004

Na und?

Wohlwillstraße 47, 20359 Hamburg. Tyskland.
Denne tekst er et copy&paste fra Brøndby PubSpotters.

Udefra ser Na und? lidt kedelig ud. Gæsterne gør deres entre gennem et tungt velour-gardin, som giver stedet lidt natklubstemning. Når man er kommet ind, møder man en lang, brun bar med en hæs bartender. Hans alder antyder, at han har en del erfaring ud i livet. Barens overflade er rød og af plastic. Denne overflade skaber associationer til 1970´ernes køkkener. Som så mange andre steder i Hamburg, står der saltstænger på baren.

Vi forsøgte at bestille en Hefe-Weissbier Dunkel, men bartenderen forstod ikke en skid og vi endte op med en Einbecken Ur-Bock Dark på flaske. For den måtte vi slippe 2 €. Den smager for øvrigt okay, men det er så også hvad der er at skrive om den. Øllet på Na Und? blev serveret meget koldt.
Stedets sprutudvalg er begrænset, til gengæld tilbydes der forskellige vine til kunderne på Na Und?

Der var ikke så mange gæster. Det skyldes nok, at vi var der rimelig tidligt på aftenen. Og nok også at de kunder, som det lidt luskede sted tiltrækker, først kom senere. De kunder der var der, kunne nyde populærmusik, af den slags som kun tyskere holder af.
Af underholdning har værtshuset en spillemaskine, dart og en jukebox (2405).

De mørke vægge i lokalet er pyntet med reklamespejle. I den bagerste ende af Na Und? står to borde. Over hver af dem hænger der en frynselampe. Bag baren hænger der små dumme vittigheder af den slags, som man køber på en tankstation og som er trykt på et plasticskilt.
Toiletterne ligger i kælderen. På trappen ned lugter der af mug.

Da vi ankom til Na und? havde vi lige besøgt Jolly Roger Det var en skuffende oplevelse at komme til Na und? Men det berettiger ikke en advarsel, da der egentligt var hyggeligt og en rar stemning. Den hæse bartender gjorde hvad han kunne, for at give os en god service.

Stedet åbner klokken 18:00

Publiceret på sh.newsun.dk 27.05. 2004

Mørkets sange

Som et at de få heavy-metal band, har My Dying Bride kvaliteten, til at få et bredere publikum. Et godt sted at starte er ‘Songs of Darkness, Words of Light’.

My Dying Bride gjorde sig bemærket i starten af 1990’erne med sort og melankolsk doom-metal.

Bandets besætning der, ud over de obligatoriske trommer, bas og guitar, bestod af en violinist, gav en særegen lyd. De fleste af det engelske bands tekster var på engelsk, men enkelte tekster blev sunget på latin.

Når metaltidsskrifterne skrev om My Dying Bride, var det med referencer til William Shakespeare og andre navne, samt begreber, der normalt ikke optrådte i heavy metal-blade.

Bandet, der blev dannet i sommeren 1990, debuterede med EP’en ‘Symphonaire Infernus Et Spera Empyrium’. Kort efter blev det fulgt op af albummet ‘As The Flower Withers’. Allerede med de to udgivelser, skrev My Dying Bride sig ind i heavy metal-historien som fornyere af doom metal og avantgarde for den nye bølge af gothic metal.

Siden er violinisten forsvundet. I stedet er der kommet et keyboard med i My Dying Brides lydbillede. Med undtagelse af ‘34.788%… Complete’ har My Dying Brides udspil være variationer over de samme temaer. Der er blevet skruet op eller ned for forskellige elementer i musikken, men grundessensen har været den samme. ‘34.788%… Complete’ der kom i 1998 adskiller sig fra de øvrige album. Musikken var mere ovre i en syret rockgenre.

My Dying Bride har udsendt deres ottende studiealbum, ‘Songs of Darkness, Words of Light’. Musikken er typisk – massiv og dreven. I visse passager er den mere spinkel og lukket, eller aggressiv og åben. Stilen er mørk og alt på cd’en iklædt melankoli. Det er genkendeligt My Dying Bride, uden nyskabelser. Det er lange maleriske numre, der omhandler de dystre sider af livet.

Kompositionerne på ‘Songs of Darkness, Words of Light’ ligger i forlængelse af 1990’er albummene ÒLike Gods of the Sun’ og mesterværket ‘Turn Loose the Swans’.

Som et at de få bandt indenfor genren, har My Dying Bride kvaliteten, til at få et bredere publikum end fordømte teenagere og gotiske personager. Et godt sted at starte er ‘Songs of Darkness, Words of Light’.

For dem der er præget af fordomme, kan det oplyses, at der er masser af melodi og variation!

My Dying Bride. Songs of Darkness, Words of Light. Peaceville Records.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 24. marts 2004, nr. 59.

Statistik

Statistik for sh-site 2003.
[sh-site.dk – sh.newsun.dk – newsun.dk – boldtilalle.dk – altinfo.dk]

I alt Pr. dag Visning pr. besøg
Besøg Sider Besøg Sider
Januar 1899 9634 61 310 5
Februar 2329 9971 83 356 4,5
Marts 2528 10708 81 345 4
April 2442 7894 81 263 3
Maj 2716 9028 87 291 3,5
Juni 2065 6394 68 213 3
Juli 2744 18881 88 609 7
August 2578 13799 83 445 5,5
September 2276 11922 76 397 5
Oktober 2943 17688 94 570 6
November 3429 13814 114 460 4
December 3646 22348 117 720 6

Publiceret på sh.newsun.dk 10.01. 2004

Fabriksarbejdere fra DDR

Tyske Rammstein er aktuelle med dvd’en Lichtspielhaus. Her er bandets samlede produktion af musikvideoer.

Det tyske band Rammstein blev dannet i 1993 af fabriksarbejdere fra det gamle DDR.

Navnet Rammstein kommer fra en by i Vesttyskland, hvor 80 mennesker omkom i forbindelse med et American Air Force-flyshow. Navnet er, som så meget andet omkring Rammstein, kontroversielt.

Deres stil kan beskrives som industriel metal med en knivspids af dansemusik. Selv kalder de stilen fra tanz-metal.. Musikken er kompakt, aggressiv og hård. På scenen levere Rammstein et storslået show med ild og forskellige remedier.’

Rammsteins musik er blevet brugt i flere film, for eksempel Lost Highway og Matrix.

Godt og ærligt

Når Lichtspielhaus sættes på dvd-afspilleren kommer en dyster og maskinelt menu frem. Tager man den på autopilot starter turen i Rammstein univers med ‘Du Reichts so Gut’ fra 1995. Herefter sejler man videre med ‘Seeman’ og kommer videre forbi ‘Engel’, ‘Links 2-3-4’, ‘Ich will’ og vidoerejsen ender med ‘Fauer Frei!’.

Hele vejen er en industriel ørkenstemning med undertoner af sadomasochisme og med lange totalitære skygger. Ind i mellem ligner billedstrømmen mest noget fra en hardcore fetichfest. Det er ikke hygge, det er ikke pænt, men det er godt og ærligt.

Rammstein er et godt liveband. Deres lyd er kompakt og de spiller tied. Bandet leverer et flot sceneshow som ofte inkluderer ild. Tidsmæssigt spænder liveoptagelserne over en periode fra 1996 til 2001 og viser bandets udvikling.

Godt liveband

Desværre kommer hverken show eller lyd fuldt igennem på liveoptagelser på Lichtspielhaus. På den anden side er optagelserne over gennemsnittet af live-shows, som er udgivet med diverse bands. Det kan godt betale sig at bruge tid på at se og høre den.

Lichtspielhaus indeholder et dusin musikvideoer, seks live-optagelser samt baggrundsmateriale. Baggrundsmaterialet er tekstet på engelsk. Det er spændende materiale, hvis man ønsker et kig over skulderen på videoproducenten og alle de andre der er med i produktionen af en musikvideo.

Lichtspielhaus-dvd’en præsenteres i et lækkert foldeud-cover, hvor der er tænkt over billedvalg og design. Et lille ekstra plus for det.

Rammstein. Lichtspielhaus. Motor/Urban, 2003. 210 minutter.

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 10. januar 2004, nr. 7.

Rendez-Vous Bar

New Winter Palace, Cornish el Nile. Luxor. Tlf.: 00 2095 380422.
Denne tekst er et copy&paste fra Brøndby PubSpotters.

Rendez-Vous Bar er navnet på hotelbaren på New Winter Palace. Baren er placeret i foyeren. Området omkring bardisken er afgrænset af skillevæge. Indenfor er fire lænestolsarrangementer. Ved baren er der plads til 6-7 personer. Farverne på vægge og inventar er fortrinsvis mørke.

I baren findes lidt whisky, cognac, vodka m.m. Sortimentet er ikke stort og der er intet usædvanligt. Af øl sælges den lokale Stella, Stella Export og Sakkara på flaske. I baren findes en fadølshane med et Sakkaralogo på. Hver gang bartenderne adspørges om en Sakkara draft, beklager de og oplyser: “at i morgen kommer der fadøl”.
Priserne er 20,- ægyptiske pund for flaskeøl. På hotellet er der faste priser, så selv om prisen er lidt høj, er der intet at prutte om. Hvis de havde noget øl i fadølsanlægget, ville en stor fad koste 22,- pund og en lille fad 15,-. Tyrkisk kaffe kan købes for 8,- pund, det samme koster vand med brus. Der er Happy Hours hver dag fra 16:00 til 18:30 på drinks.

Sakkrara Meister på flaske holder en alkoholprocent på 5,2. Den brygges af Al-Ahram Beverages Company. Det er en lidt tynd pilsnerøl, med en diskret smag af frugt.

Historik

Hotellet New Winter Palace er en tilføjning til det gamle Winter Palace. Det ligger ved Nilen i det centrale Luxor. New Winter Palace er bygget i 1960erne, mens det oprindelige Winter Palace er fra 1860erne. Her boede Lord Carnarvon som betalte for udgravningen af Tut Ankh Amons grav.
Ved siden af hotellet ligger det lange og smalle Luxor Templet. Templet er indviet til de Den thebanske Triade; Amon, (Amon-Ra), Khons og Mut. Størstedelen er bygget af faraoen Amenophis III (1414-1397 fvt). Efter mørkets frembrud bliver templet oplyst med kunstigt lys. Et besøg på dette tidspunkt kan varm anbefales, da hieroglyfferne står smuk frem på de gamle sten. Entreen koster 20,- ægyptiske pund for en voksen og 10,- for et barn.

Åbningstider: Så aldrig Rendez-Vous Bar lukket.

Publiceret på sh.newsun.dk 22.12. 2003

Dublin Irish Pub

Television Street, Luxor, Ægypten.
Denne tekst er et copy&paste fra Brøndby PubSpotters.

Denne pub ligger i udkanten af Luxor down town. Den består af et firkantet lokale med en bar i det fjerneste hjørne fra entreen. Over baren er der malet “Irish” og der hænger et irsk flag. Bordene og stolene er af lyst træ. Lidt i samme stil som de møbler der var smarte i 1970ernes folkeskole.
Væggene er pyntet med diverse plakater og flag som lugter af vesten, f.eks. et Bob Marley-flag, et kort over Skotland, en plakat med Marilyn Monroe og et klassisk James Dean-motiv.
Det er nok den pub som har mindst med Irland af gøre, men som kalder sig irsk, der hidtil er spottet af BPS.

Dublin Irish Pub er indehaver af et Guinness fadølsanlæg, men der er intet øl i hanen. Den eneste øl der serveres er den lokale Stella Lager Beer på flaske fra bryghuset Ahram Beverages Co. Den ægyptiske Stella mangler smag. Den holder en alkoholprocent på 4,5.
Som alle andre steder i byen, kan og skal prisen forhandles. Det glemte vi og kom af med en overpris på pubben. For en øl og to colaer måtte vi slippe 25 ægyptiske pund (pr. dags dato svarer det til det samme beløb i kroner). Inkluderet i prisen var bartenderens brede smil og to souvenirs, hvoraf den ene delte sig i to, inden vi havde forladt etablissementet.

Ved ankomsten til Dublin Irish Pub var stedet tomt. Musikken var old school reggae. Kort efter vores ankomst begyndte lokale kunder at sive til stedet. Et par unge piger hang i baren med en øl hver, mens en flok mænd samledes ved et bord. Musikken skiftede til tidens pop-toner.

Da Ægypten er et muslimsk land, vrimler det ikke lige frem med udskænkningssteder. Selv om Dublin Irish Pub selvfølgelig gør opmærksom på sig selv i gadebilledet med navnet skrevet over vinduerne, er stedet ikke så anmassende og kan overses. Vinduerne er tonede så man kan se ud, men ikke ind.

Husnumre findes ikke i Luxor, men det kan noteres at Dublin Irish Pub ligger tæt på supermarkedet A One, et af de få steder i byen, hvor man kan handle til faste priser.

Åbningstider: Som så meget andet i Luxor, er det ikke fast.

Publiceret på sh.newsun.dk 20.12. 2003

Retrolæsning: Brøndby IF

En lørdag eftermiddag kom jeg til Brøndby for at se DS-holdet spille mod Døllefjelde-Musse. (En kamp der blev vundet 1-0). Da det var en af den slags forårsdage, hvor det skiftevis var solskin og regn, gik jeg ind i shoppen for at købe en paraply. Sådan én havde de ikke, men til gengæld havde de fundet en stak bøger fra dengang hvor B 1903 og KB var fodboldklubber og ikke underleverandører til en underholdsfabrik. Brøndby IF lige var rykket op i den bedste række.

Efter 17 års fremgang kulminerede det med oprykning til 1. division efter sæsonen 1981. Det blev fejret med Oprykningsskrift 1981. Bogen indledes med 3 forord af henholdsvis Borgmester Kjeld Rasmussen, Idrætsudvalgsformand Bendt Jørgensen og Anfører Jim Stjerne Hansen.

“Den pirrende spænding, den spontane lykke, den endeløse jubel i vor by, fik omsider frit spil den 25. oktober 1981. Det var et tårekvalt historisk øjeblik, da kampen i Gladsaxe var forbi. For byen, for klubben.” Sådan starter Henrik Madsens beretning, Det er ikke gået op for os endnu, men snart vil det være klart – vi er i 1. divison (side 15-17), om sæsonen hvor Brøndby IF rykkede op i den bedste række. En sæson der blandt andet bød på en underholdene københavnerkamp på Amager, hvor Fremad Amager først kommer foran 4-2, for i sidste ende at tabe 6-4 til det der skulle vise sig som fremtidens storklub i Danmark. Fra efterårssæsonen er der en levende beskrivelse af udekampen mod AB. En kamp hvor spillerne blev lidt ekstra nervøse, da de ikke kunne “undgå at fornemme og tage på veje af den oppiskede og løsslupne og nærmest kaotiske stemning, der rasede blandt de mange, mange fanatikere på tribunen i Gladsaxe”. Kampen blev vundet 6-2 og oprykningen var en realitet.

Tilskuerrekorder – set fra forskellige synspunkter (side 27-28) se på tilskuertal for sæsonen og det at sælge klubben som underholdning. Tallene viser at 1981 både var en sportslig succes og en tilskuersucces. I 1980 kom der i gennemsnit 1508 tilskuere per kamp. I 1981 strøg gennemsnitstallet op til 2395. Hjemmebane rekorden blev 5471 – efter en kamp mod Hvidovre på et stopfyldt stadion.
Teksten afsluttes med et vink med en vognstang til lokalpolitikerne om et større stadion. Sådan var verden dengang.

Uffe Kjærsgård fortæller en lille anekdote om de sidste kampe i 3. division (1977), prof-fodbold og dengang man kunne dreje 0052 på telefonen og få fat i Ritzaus telefonavis. Det sker i Her er Ritzaus’ telefonavis (side 29). Samme Uffe har samlet gode og korte noter fra kampene i perioden 1978-1980 i artiklen Spillerapport (side31-54). Det kan konkluderes at Lyngby altid har stjålet ufortjente sejre og at der altid har været svage dommerpræstationer i dansk fodbold. I midten af sæsonen 1979 overtog Tom Køhlert. Han trak holdet op til deres foreløbige bedste placering; en 5. plads i 2. division.

Herefter følger en række småartikler. Vagn Nielsen fra Ekstra Bladet skriver om pressens forhold til den nye klub i den bedste række, og om elite og brede i sportsverden. Per Bjerregaard skriver om at arrangere privatturneringer i Danmark. Uffe Kjærsgård analyserer klubbens økonomi, efterfulgt af en artikel om de fem oprykningshold, der har ført Brøndby IF fra serie 1 til 1. division. Herefter følger tal og tabeller over 1. holdspillere, tilskuertal, målscorere m.m. Ebbe Jørgensen fortæller om BIFs ungdomsarbejde. Arne Poulsen ser på årgang 65.

Bagerst i bogen er der holdfotos med navne. Alle fra 1.holdet og ned til miniput øst årgang 74-75 er med.

Selv om tekstens er skrevet længe før der blev tænkt på Brøndby Support, fornemmes den samhørighed mellem klub og publikum, som er helt speciel i Brøndby. Noget der senere voksede til noget stort og uset her i landet.
Oprykningsskrift 1981 er et historisk kildemateriale om et vigtigt år for Brøndby og afdækker de omstændigheder der har banet vejen for det Brøndby IF vi kender i dag.

Brøndbyernes Idrætsforening “BIF” : Oprykningsskrift 1981. Reaktion: Per Bjerregård, Finn Andersen, Uffe Kjærsgård, Ole Kristensen og Henrik Madsen. 1982. Forlag BIF. 124 sider, illustreret.

Kilde: Drengene fra Vestegnen. Nr. 4, august 2003.

USAs kristne højre

Egon Clausen, der normalt er kendt som journalist på Danmarks Radios P1, har været en tur omkring bibelbæltet i USA. Efter rejsen til Guds eget land, har han skrevet bogen Øje for Øje : En beretning fra det modernes bagside.

Øje for ØjeI bogen møder vi Michael Brenneisen fra byen Nacogdoches. En lille søvnig by i Texas, hvor beboerne er gudsfrygtige. Byen er ejet af hvide og styres af hvide. Afroamerikanerne lever i deres egen fattige bydel.
Som så mange andre på de kanter, er Michael Brenneisen en glad kristen fundamentalist. Han er dog vred, fordi mennesket i det moderne samfund ikke lever efter Guds ord, men lever efter menneskeskabte love. Han afventer dommedag, hvor alle skal dømmes af den almægtige Gud. Han ser mange tegn på at dommedag er nær, gode tegn som oprettelsen af Israel og dårlige tegn som grundlæggelsen af FN – et redskab for Antikrist.
Michael Brenneisen har tidligere været nævning i en retssag, hvor en ung mand blev dømt til døden. En retssag hvor Biblen spillede en vigtig rolle.

Mike DeGeirin, en anden af personerne i Øje for Øje, var forsvarer for den mand, der blev anklaget for mordet. I Nacogdoches er han en upopulær mand. Den mordanklagede hedder Khristian Oliver og er sort. Mike DeGeirin er fra Houston. Selv om han henviser til Biblen i hans forsvar af Khristian Oliver, er han ikke så bibelsikker som fundamentalisterne i Nacogdoches. Og så tillader han sig at anvende naturvidenskaben i hans forsvar.

Endvidere portrætteres enkelte stridsmænd og -kvinder fra det kristenfundamentalistiske miljø. Blandt andet Kim Weir der betragter blodsudgydelserne i Israel som fødselsveer for den nye verden og Jesu genkomst; og Patrick Buchanan, der er manden bag bogen Compassionate Conservatism. En bog hvor George W. Bush i forordet skriver: “i hver eneste sag, hvor min regering ser det som en opgave at hjælpe folk, der har brug for det, vil vi først og fremmest søge efter troende organisationer, der har vist deres evne til at redde og forandre liv”. En bog hvor medlidenhed er budskabet om omvendelse og hvor fattigdomsbekæmpelse er prædiken.

Bogens har udelukkende sin berettigelse i anden del Fundamentalismen, hvor det kristne højres ideologi og dens talsmænd sættes i ord. Det er et fundamentalistisk miljø, der som andre religiøse fundamentalistiske miljøer fornægter videnskab. Man skal tro, ikke vide.
Det er herfra det ideologiske bagland for krigen mod Irak skal findes. Som læser erfarer man, at byttes ordene Allah ud med Gud/Kristus og Koranen ud med Biblen, er kristenfundamentalister og islamfundamentalister to alen af samme stykke. Afstanden mellem bin Laden og George W. Bush bliver skræmmende kort.

“Snart vil der blive født en lydefri, gensplejset kalv med den rette røde farve i Israel og så står verden ikke længere” Det menes der blandt kristenfundamentalisterne. Koen er varslingen af dommedag, som fører til Jesu genkomst og regime på Jord. Hvordan kan man tage sådanne mennesker seriøst. Bogen giver for så vidt svaret. De er det politiske og ideologiske bagland for lederen af Jordens mægtigste rige – imperiet USA.

Bogens omdrejningspunktet er retssagen mod Khristian Oliver. Men hver gang sagen beskrives, falder bogens kvalitet. Dele af bogen minder mest om en billig og dårligt skrevet kriminalroman. Forskelle er blot, at det er virkelighed og en afroamerikaner dømmes til døden.
Det eneste teksten om retssagen kan bruges til, er en case study af et uretfærdigt retssystemet. Et retssystem uden retssikkerhed, hvor Gud hersker via valgte dommere. Retssagen mod Khristian Oliver støjer for meget i en ellers relevant bog om George W. Bush’s politiske bagland.

Bogen afrundes med et afsnit om kristenfundamentalister i Danmark. Blandt de mest kende her er Søren Krarup (DF), og andre kristne organiserede omkring tidsskriftet Tidehverv. Hvad forfatteren har tænkt med dette afsnit er uvis. Men er det at fortælle at kristenfundamentalister findes i Danmark, er det ikke en nyhed der kan komme bag på mange. Er det at give et indblik i disse kredse og en analyse af dem, er afsnittet for kort.

Egon Clausen. Øje for Øje : En beretning fra det modernes bagside. Gyldendal. 248 sider. Vejledende pris 248 kr.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. Maj 2003, nr. 2.

Langløber, metalhoved & bibliotekar