Refshalefest

Helvedes port har stået åbent i tre dage på Refshaleøen. Der er blevet sunget og træbenet svunget i Biergarten. Der er blevet danset, der har været gang i mosh pitten. Årets største metalfest er over.

Første fest

Nyt liv sparker en ny fest på Refshaleøen i gang, men de væltede ikke mig omkuld. Så var der mere nerve i UxDxS. Det tredje åbningsband på Pandæmonium-scenen sprang jeg over. Der skulle drikkes øl.

The Last Internationale kunne jo godt lyde som navnet på et interessant band. Det var det ikke og de kan kun få point for sceneflaget.

Festen kom alvor i gang med Thy art is Murder. Det australske band fyrede godt op under kedlerne og der kom gang i publikum foran Pandæmonium. Der var gang i mosh pitten og der blev crowd surfing som det ikke er set længe.
Det er da godt, at jeg er i en nogenlunde form, når det tager sådan fat allerede om eftermiddagen på Copenhells første dag.

MØL var kommet med på et afbud. Og det var da godt for de leverede vare live. Det et helt andet niveau end jeg havde forventet efter at have hørt lidt af deres musik på Bandcamp.

Efter MØL var der en god pause hvor der blev drukket øl i Biergarten og sunget med på lidt af hvert. Sangfesten sluttede da Soulfly gik på scene. Max Cavalera er altid en oplevelse og det blev den festligste mosh pit længe set nord for Sahara.
Jeg er nok lidt for gammel til den slags, men djævlens tog ved mig – og der blev gået til den.

Anden fest

D.R.I. sang i nummeret Thrashard: “You are hurt all over / But can’t feel a thing / Not until the next day / Then you wake up / Stiff as a board / And the pain won’t go away”.
Og av! Der var et par blå mærker og en mærkbar erindring om en tung sko der jokkede ned på min for i pitten foran Soulfly. Men efter en kop kaffe var det afsted igen, tilbage til verdens festligste helvede.

Islandske Auðn fik en chance for morgenen af. Men de fik mig ikke til at blive i mere end fem minutter. Nogle vil nok sige, at jeg ikke gav dem en reel chance.
Exodus kunne godt holder mig fanget foran scenen. Det var måske ikke verden bedste thrash, men det var meget klassisk. Ingen overraskelser. Ren musikalsk tryghed.

Første halvdel af At the Gates koncert brugte jeg på at vente på sønnen. Han kan meget, men klokken har han endnu ikke helt lært. Selv om jeg stod og ventede lidt fra Hades-scenen kunne jeg hører musikken. Og At the Gates leverer en grundig gang svensk død. Sønnen kom og vi fik set en halv koncert sammen – inden han strøg tilbage i flokken af teens.

Herefter fulgte et par bakkekonceret med øl i godt selskab. Først var det Deftones der ikke siger mig noget. Men jeg må give dem, at de kan deres shit. Deres shit, er bare ikke mit shit.

Graveyard – det må være kirkegården for alle de musikelskere der er døde af kedsomhed gennem årene.

Jeg er et gammelt thrash-hoved og det var thrash’en der var min indgang til metals vidunderlige verden, så selvfølgelig var Kreator på mit personlige program.

Kreator levede op til forventningerne (og de var ikke små). Om nogen forstår de at få gang i publikum. Her var både wall of death og festivalens største mosh pit. Efter eskapaderne til The art is Murder og Soulfly foregående dag, havde jeg taget gammelmandshatten på og hold mig pænt på afstand af den mere aktive del af publikum. Så kunne jeg stå der og skråle med på Satan is real og Phobia.
Absolut verdensklasse.

Jeg kedede mig i 20 minutter med Ozzy på Helvíti-scenen. Da jeg havde erkendt, at lige meget hvor længe jeg venter blev det ikke godt , gik jeg i Biergarten og drak øl indtil Enslaved gik på scenen. Der kan man snakke om et band der har ændret deres musikstil. Jeg tænker, at noget af de oprindelige fans må være faldet fra undervejs. Men jeg synes deres nyeste skive er fed og det var koncerten også.

Tredje fest

Lørdag startede med noget lidt andet. Orkestermusik med med Jakob Stegelmann & Orkester. Jakob øste ud af hans viden om den musikalske kulisse fra film, tegneserie og spil. Århus Symfoniorkester præsenterede kendte temaer for populærkulturen. Det var Batman, Super Mario og Star Wars.

Det er nok ikke så tit Århus Symfoniorkester oplever en mosh pit, eller for dens sag sin skuld en wall of death, til deres koncerter. Det var der i dag og det så ud som om orkesteret også have den fest. En dejlig start på Copenhells tredje dag.

Det tidspunkt på dagen hvor jeg skulle sidde på bakken og drikke et par øl kom – selvfølgelige, fristes jeg til at sige. Selskabet var godt, men musikken var noget skidt.
På en lille halv time fik Steel Panther lukket lige så meget gylle ud, som der på et år produceres på en middelstort svinefarm i Jylland.

Heldigvis fik jeg renset ørerne med en god gang død. Den stod Suffocation for. En god præstation med bassen i centrum. Et band jeg skal dyrke lidt mere.

Sidste punkt på mit program blev Igorrr. Extrem metal du macabre. Et mix, et virvar af genre og en computer der har drukket for meget kaffe. Her dukkede sønnen i øvrigt op igen. Stadig i live og i godt humør.
Igorrr leverede et fantastisk sceneshow og et dejligt bizart sted at slutte Copenhell 2018.

Men hov. Det har jo slet ikke regnet mens jeg har været på Copenhell.

Copenhell

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.