Tag-arkiv: arbejderbevægelsen

Arbejderne synger

De samvirkende københavnske Arbejdersangkor (DSKA) havde 25 års jubilæum i 1943. I den anledning samlede A. C. Poulsen et jubilæumsskrift hvor læserne får et indblik i korets virke indtil da.

Da arbejderbevægelsen organiserede sig, først i fagforeninger og politiske organisationer fulgte sangforeninger og idrætsforeninger m.m. Som fagforeninger fandt sammen i De samvirkende Fagforeninger (nu LO) fandt sangforeningerne sammen i DSKA.

“Arbejderkorsagen her i Danmark har udviklet sig Side om Side med den øvrige Arbejderbevægelse, hvis revolutionerende Rejsning fandt Sted i Begyndelsen af Halvfjerdserne. Før den Tid var det de gamle Laugs- og Haandværkersangforeninger, der sammen med StudenterSangforeningen prægede Korsangen herhjemme. Disse Sangforeninger stod Datidens nationale Sange lige saa nær, som de stod Arbejdersange fjernt. Det er forstaaeligt, naar den nyrejste socialistiske Arbejderbevægelse i sin idealistiske Kamp straks tog Korsangen i sin Tjeneste som Agitationsmiddel, thi gennem Sangen kunde der blive givet Luft for alle de dybe Stemninger, den stærke Begejstring og det stolte Haab der fyldte Arbejderklassens Forkæmpere.”
(citat: De samvirkende københavnske Arbejdersangkor 1918-1943, side 19)

Københavnerne var langsomme til at få en fællesorganisation for kor. Allerede i 1889 stiftedes “De centraliserede jyske ArbejderSangkor” og i 1899 “Fyns Central Arbejdersangkor”. Først i 1907, på foranledning af “Den sociale Skomagersangforening” blev samarbejdet mellem de københavnske arbejderkor organiseret – i første omgang med henblik på at assistere den internationale Arbejderkongres i København 1910. I februar 1908 gav 23 københavnske arbejdersangkor tilsagn om at indtræde i samarbejdet. Men det blev kun et midlertidigt samarbejde, der ophørte, da Arbejderkongressen var overstået.

Sort hvid foto af friluftsscene med kor
Koncert i Rosenborg Have, 30. juli 1919.

Først i november 1917 blev der igen taget initiativ til et møde for repræsentanter for københavnerkorerne, denne gang på foranledning af Cigararbejdernes Sangforening. På mødet talte cigarmager Th. Collemorten for stiftelsen af en fællesorganisation. Han mente, den ville betyde fremgang for de enkelte kor og styrke korsangens placering i arbejderbevægelsen.

Den 3. februar 1918 stiftedes “De samvirkende københavnske Arbejdersangkor” i Rømersgade 22 med følgende formål:

  • at styrke og udbrede Sansen for flerstemmig Sang,
  • at vække Interessen for Sangens agitatoriske Betydning indenfor Arbejderbevægelsen, og
  • at varetage Sangkorenes Interesser, hvor en fælles Optræden er nødvendig.

Ovennævnte Th. Collemorten blev formand for den nye forening. En post han bestred i knapt 20 år.

En af de første opgaver, den nye sammenslutning tog fat på, var at udvælge et fælles repertoire, så korene altid var beredte, når der var brug for deres fælles assistance. Efter en række møder mellem dirigenter og repræsentantskabet blev der i første omgang udvalgt seks sange.

Stort kort på en scene. Sort hvid foto.
Sangprøve før koncert i Idrætshuset, april 1920.

Da “De samvirkende københavnske Arbejdersangkor” holdt 10 års jubilæum indledte Th. Stauning sin tale med følgende:

“Denne Festtale burde egentlig synges og ikke tales men jeg er bange for, at jeg ikke formaar at faa det rette Sving over Stemmen, som denne Lejlighed kræver! Jeg mindes det kendte Ord “Böse Leute haben keine Lieder”; der skal Sang til for at gøre Livet lyst for sig selv som for andre. Vi trænger til Sangens Fest og Glæde, og vi har ogsaa Brug for den ildnende Kampsang, der bidrager sit til at føre Arbejderklassen frem til lysere Vilkaar.”

De Samvirkende københavnske Arbejdersangkor 1918-1943 af A.C. Poulsen. Ihrichs Bogtrykkeri, 1943.

Kilde: Stræderne i København. 2018, marts.

Kampen om København

Bogen Kampen om København fortæller om magtkampen i hovedstadens gader fra 1870 til 1901. En tid hvor Socialdemokratiet, Venstre og Højre hver især førsøgte at erobre byrummet. Hver med deres ideologisk betingede samfundssyn og vision for byens og i sidste ende Danmarks fremtid.

Den 21. marts 1848 gik det første moderne politiske optog gennem Københavns gader. Det var anført af de nationalliberale. 10.000 københavnere deltog. Kravet var en ny forfatning. 5 juni 1848 gav Frederik VII efter og underskrev Grundloven, der udstak principperne for demokratiet – set med nutiden øjne i en eksklusiv udgave, der kun gav stemmeret til en mindre del af befolkningen.
Herefter startede en kamp om det indførte demokratis indhold og rammer. Det var en politisk kamp om fordeling af magt, der for alvor tog fart i 1870erne. Perioden kendes som Forfatningskampen. Det er denne periode Jens Toftgaard tager fat på i Kampen om København.

Kampen om forfatningen

Forfatningskampen stod mellem kongen, de konservative samt de nationalliberale på den ene side. Venstre og den gryende arbejderbevægelse dannede oppositionen.
– “Under forfatningskampen var stridens centrale arena Rigsdagen, hvor skillelinjerne blev trukket skarpt på. Hvad der begyndte som løse politiske grupperinger, blev til mere og mere formaliserede partier og faste blokdannelser. Når historikere i dag skal undersøge forfatningskampen, fokuserer de ofte ensidigt på Christiansborg-politikken med dens skarpe retorik, skiftende forhandlingsforsøg, politiske alliancer og personlige intriger mellem de ledende mænd. Men striden mellem de konkurrerende samfundssyn, som Rigsdagens to blokke repræsenterede, rakte ud over Rigsdagen og prægede hele samfundet – endda i så voldsom grad, at det til tider udspændte nationens sammenhængskraft til bristepunktet”. (Kampen om København, side 6)
I 1971 stiftedes “Den Internationale Arbejderforening for Danmark” med Louis Pio, Harald Brox og Poul Geleff som ledere. Fra første dag var arbejderbevægelsen under overvågning fra myndighederne. Politiet sendte meddelere til bevægelsens møder og forsøgte til stadighed at infiltrere bevægelsen med politispioner. I begyndelsen af perioden havde arbejderbevægelsen svært ved at få myndighedernes tilladelse til at gå i optog gennem byen. Byens rum var til gengæld let tilgængelig for Højre.
Venstre havde flertallet i Folketinget, med tiden dog i koalition med Socialdemokraterne. For at omgå flertallet brugte Højreregeringen Grundlovens bestemmelser om provisorisk lovgivning.

Kongen, borgeren eller folket

Partierne, Højre, Socialdemokratiet og Venstre strides om at lave de største optog gennem København. Optogene skulle vise partiernes bud på fremtidens København – og fremtidens Danmark. Skulle det være kongens København, folkets København eller borgernes København?
Jens Toftgaard beskriver optogenes udvikling. Hvordan Grundlovsdag bliver det centrale omdrejningspunkt for partiernes politiske markeringer i byrummet. De tre politiske grupperinger havde hvert sit indhold i Grundlovsoptoget. Højre fejrede Grundloven i deres tolkning, kongen, fædrelandet og markerede deres støtte til Estrup-ministeriet.
Venstre stod svagt i hovedstaden, men arrangerede det enkelte optog. De markerede bondens frigørelse fra stavsbåndet, Grundloven, fædrelandet og kritiserede de provisoriske love.
Socialdemokraterne markerede deres tolkning af Grundloven og iscenesatte et alternativt samfund, hvor arbejderne var i centrum.
I sidste ende måtte kongens København vige for folkets København. Det er lykkedes for Jens Toftgaard at beskrive forfatningskampen fra en ny vinkel. Med fokus på kampen om Københavns gader, fortæller han en anden del af historien om skabelsen af det moderne, borgerlige demokrati. Historie bliver desværre lidt for løsrevet og kan ikke stå alene som indgang til emnet.

Toftgaard, Jens: Kampen om København : Magt og demokrati i byens rum 1870-1901. Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, 2008. 175 sider, ISBN: 978-87-87739-56-6.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. Februar 2009, nr. 1.