Tag-arkiv: Bæst

Dage i helvede

Copenhell 2019: I år blev det til fire dage på Copenhell i skøn selvskab med 28.000 farverige mennesker i sort. Vejret var varmt med kun lidt regn. Bakken var pyntet med sorte flag langs toppen og Biergarten var hvor den skulle være.

De foregående år har jeg ikke dyrket Openhell nævneværdigt. Men i år fik jeg set det meste. Openhell er en institution på Copenhell. Karaoke for sorte sjæle.
Et livebande står hver aften klar i Biergarten. De har med en lang sætliste som deltagerne kan vælge fra. Supportet af dans på borderne fyrer karaoke-sangerne den af med heavy metal-kassikere som “Fear of the Dark” og “Higeway to Hell”. Det er sjovt. Det er festligt. Enkelte imponere. Den største respekt til alle der tager udfordringen og stiller sig op på scenen – uanset niveauet af talent.

Jeg fik selvfølgelig drukket øl med fraktionen Metal i Enhedslisten. Snakket med et par ældre nordjyder om den beskeden heavy metal-scene i Aalborg. Kysset med kæresten (om fredagen). Jeg fik fodret sønne et par gange, så han også fik lidt fast føde.

Musikken kort

Eagles of Death Metal var præcist så kedelige som forventet. Planen var at fortsætte kedsomheden til Katatonia, men så kom festivalens eneste ordentlige regnskyl og Biergarten var mere fristende. Immolation leverede en okay omgang dødsmetal til at gå i seng på, efter en onsdag med maraton i Strandparken om formiddagen og alkoholtolerancetræning resten af dagen.

Godmorgen Konvent. I var da en glædelige overraskelse. Tungt det var og en god start på dagen det var. Efterfulgt af nok en positiv overraskelse, Whitechapel. Deathcorebandet stod ikke engang på min personlige bandliste til årets festival.
På trods af utallige opfordringer fra scenen var formåede Terror ikke at få mig sat i bevægelse. Torsdagen sluttede i pitten til Vltimas og så må det jo have været godt.

Fin opvågning med Cabal og ikke mindst kæreste der var med på en endagsbillet fredag. Både Cabal og Konvent overraskede positivt – og man skal jo støtte den lokale musik, så der skal anskaffes noget til samlingen.
Jeg har alderen til at nyde en gang gammeldød med Unleashed. Og det gjorde jeg, men der måtte gerne have været lidt mere lyd på vokalen. Unleashed blev efterfulgt af ny død med Bæst. Det var en overbevisende præstation fra Århus-bandet. De steg en del grader i vurderingen i min bog. Vi blev i det danske med Slægt, der igen leverede varen. Det band er stablet op med så utrolige meget talent.
Natten sluttede med urgammel naturkraft. Heilung var en arkæologisk rejse tilbage til før religionen blev monoteistiske og hvor alt i naturen var magisk.

Vågnede lørdag i bjergene med Eluveitie. En vidunderlig start på dagen i en festlig folkepit – og så endda sammen med sønnen. Fra keltiske folkedød til total-viking-power med Amon Amarth. Det var som forventet. Præcist det og ikke mere.
Imponeredne mange navne var på scenen til Ti år i Helvede. Metalhistorie der slutter på Slayer og Kim Larsen er ikke så dumt.
Nu kan jeg i øvrigt sætte hak ved at have set Dimmu Borgir, det behøver jeg ikke gøre igen.
Lørdagen startede i pitten og den sluttede i pittet. Uada, festivalens absolutte højdepunkt. Det øjeblik, hvor jeg følte mig tæt forbundet med ham under den sorte kutte. Så mørkt, så smukt.

Copenhell
#copenhell

Noter fra tre dage i helved

Det var så min debut som festivaldeltager på Copenhell. Jeg har været fristet mange gange, men der har altid lige været et eller andet der også skulle passes. Med en del Roskilde Festivaler i bagagen tænkte jeg at det nok gik.

Der tilbage i 1990erne kom jeg for sent til System of a Down. Jeg opdagede først det geniale Los Angeles-band da de udgav Mezmerize i 2004. Jeg fik ikke set dem live inden de gik på en lang pause i 2006. Da bandet i 2011 igen begyndte at spille sammen, lovede jeg mig selv, at jeg ville se dem når muligheden bød sig. Fra de blev annonceret at de kom til Copenhell og til jeg havde købt billet gik der ret kort tid.

At Slayer også kom på programmet gjorde kun billetkøbet endnu mere rigtigt.

Godt i gang

Jeg ankom torsdag inden hele festivalområdet var åben. Kun  området omkring Pandæmonium var tilgængelig. Slentrede lidt rundt og indåndede stemning.
Det første band gik på. Det var ikke specielt imponerende. I stedet fandt jeg nogle af de gode mennesker fra Metal i Enhedslisten. Vi gik i Biergarten og gjorde hvad man nu gør i en ølhave.

Efter en øls tid gik vi over til scenerne Halvíti og Hades. Her fandt vi et godt spot på bakken med udsigt til begge senere. Base camp for resten af dagen var etableret.

Første koncert hvor jeg forlod bakken var Carcass på Hades. En stabil indsats af britiske dødsmetalband, der dog ikke fik undertegnede op at ringe.

Efter kadaver-oplevelsen var det tilbage til bakken og festen med Metal i Enhedslisten.

Torsdagen sluttede med System of a Down. Jeg var ikke helt oppe foran da bandet åbnede med Soldier Side (intro) – jeg er jo ikke 21 mere. Men musikken trak mig stille og roligt fremad . Uundgåeligt jeg endte i mosh pitten samme med en masse glade metalhoveder. Her blev det klart hvorfor jeg træner så meget som jeg gør: Så kan jeg overleve Copenhell, selv i en alder af nogle og fyrre.

Genfødt

Som en zombie blev jeg bragt fra Ishøj til Refshaleøen med tog og bus. En ensom Jesus-mand med usikker og vag stemme hilst på med Jesus lys udenfor indgangen til Copenhell. Tænker hans dag var noget op ad bakke.

Foran Pandæmonium blev jeg igen menneske. Genfødt af et djævelsk velspillende Slægt. Jeg ved ikke helt hvilke subgenre der dækker de unge kunstneres musikalske udtryk. Men det var mørkt og med en guitarlyd hen ad black metal, men så meget mere interessant. De unge mænd har potentialet. Dem skal jeg lære bedre at kende.

Copenhell er en fest for folk i alle andre. Og det er utvivlsomt Danmarks flinkeste festival. Måske var det derfor at andendagen ikke blev en musikdag for mig. I stedet blev der sunket en helvedes masse øl og jeg genfandt en gammel ven. En dag godt brugt – og med de bands der var booket fredag, gik jeg ikke glip at det helt store.

Diabolsk musik og noget ude fra skoven

Regnslagsvejr. Bæst. Død med død på. Stramt og energisk. De er åbenbart store i 8000 C, det bliver de nok snart i hele DK. Tilslut brød solen frem for, i hvert tilfælde for en kort bemærkning. Og igen startede dagen med god dansk tråd.

Regnen kom og regnen gik. Vi gik ud af Biergarten, vi gik ind i Biergarten. Frem og tilbage. Over på bakken, frem med tæppet. Dryp fra himlen. Tilbage til Biergarten.

Over til Hades hvor en skov var flyttet ind på scenen: Jeg dræber en kanin. Der er min bror, min søster og den halve slægt. Skær hånden af for der er rart i kisten. Det banker på døren. Det er kaninen uden hud på poterne. Vi er trolovede og smadre landsbyen (hvad har landsbyboeren nu gjort jer).
Der er nogle skumle svampe i den skov hvor Huldre bor.

Dødspause på Pandæmonium. Memoriam. Et sammenrend af Bolt Thrower- og Benediction-medlemmer. Tung dødsmetal. Lidt nyt mest gammelt. The old wave of british death metal.

Den ægte vare – af en slags. Musikken fra de mørke skovelveres midsommerfest. Myrkur. Atmosfærisk black metal der næsten ikke ville stoppe for at give plads til kongerne. Jeg bliver ikke fan. Men interessant var det og slet ikke dårligt. Bare ikke lige mit shit.

Slayer. Kongerne – og grunden til at alle de andre egentlig ligeså godt kunne lade være. Som altid lykkedes det Slayer at levere varen. Jeg tror ikke det er muligt for dem at levere en dårlig koncert.
Afslutningen South of Heaven, Raining Blood, Chemical Warfare og endeligt Angel of Death var helt forrygende. Slayer ramte den lige i røven – igen. Tak.

Copenhell
#copenhell

Note til Moses Hansen: Intet er annulleret!

Gem

Gem

Gem

Gem