Tag-arkiv: black metal

Som et mørke i lyset

Et nyt bekendskab med et band kan være lidt som en forelskelse. I starten er der helt fantastisk og det er umuligt at få nok. Det samme album, de samme numre bliver lyttet igen og igen og igen.

Som med forelskelse vare det ikke ved. Det kan blive til en lange forhold, som forelskelse kan blive til kærlighed. Men det kan også blive til ligegyldighed og glemsel.

Med Solbrud er det lidt anderledes. Jeg blev præsenteret for bandet omtrent samtidig med at jeg begyndte at høre Slægt. Der havde Solbrud været i gang et stykke tid og jeg erhvervede mig Jærtegn og Vemod.

Det var ikke fordi de to Solbrud-skiver kørte i fast rotation på anlægget. Når jeg satte dem på foretrak jeg Jærtegn. Vemod fik nærmest ingen spilletid i stuen i Ishøj. Det til trods for at albummet modtog ros både blandt anmeldere og lyttere.
Af en ven fik jeg at vide, at jeg skulle give Vemod nogle gennemlytninger, så ville den vokse på mig.

En dag skulle den så have chancen igen og jeg hørte Vemod et par gange – sådan rigtigt, hvor der er fokus på musiker og det ikke bare er baggrundsstøj til arbejde på computeren eller opvasken.

Min ven fik ret. Vemod – og egentlige også Jærtegn – vokser på mig. Det hjalp også på forholdet da jeg hørte Solbrud live i DR-byen i november 2017. De performer med en lyd der trænger ind i alle kroppen celler og som besmitter hver en luftmolekyler i rummet.

Mødes med Solbrud var ikke en forelskelse, nærmere et møde der i første omgang blev til et overfladisk bekendtskab.
Solbruds musik voksede på mig og gør det stadig. Både Vemod og Jærtegn får jævnligt spilletid. Særlige Besat af mørket bliver bare ved med at give.

Jeg håber i øvrigt snart jeg kan få lejlighed til at se dem live igen.

Solbrud

Bandcamp: Solbrud
Facebook: Solbrud
Wikipedia: Solbrud

Et nyt musikalsk bekendtskab

Inspirationen til at tage på en festival, er tit et eller flere velkendte bands som skal genses og hvor det på forhånd er rimeligt givet hvad oplevelsen er. De gode festivaler formår også at give gæsterne noget med hjem, som de ikke vidste at du skulle have med.

Årets Copenhell gav mig sådan et par gaver. På forhånd havde jeg måske troet, at Huldre skulle være overraskelsen. En ny musikalsk ven. Det det blev ikke Huldre jeg tog med hjem fra Refshaleøen.

Det nye bekendtskab blev etableret tidligt fredag på Pandemonium-scenen. Der spillede Slægt. Det er ikke et band jeg havde hørt meget om inden. Men et par bemærkning om at de var godt og noget jeg skulle tjekke ud, havde fået mig til at møde op foran festivalens mindste scene.

Jeg var måske lidt forbeholden. Slægt har rødder i black metal-genren og det er ikke lige den genre jeg dyrker mest.

Slægt live på Copenhell 2017.

Alle forbehold blev hurtigt fjernes. Det har var godt; melodiøs, hårdt og grimt på den fede måde. Der var variation i musikken uden at det blev rodet. Så absolut festivalens største positive overraskelse – og da koncerten var slut havde jeg allerede beslutte mig for, at lære Slægt bedre at kende.

Slægt har udgivet tre albums. Først værk var Ildsvanger (2015), hvor Slægt var Oskar J. Frederiksens soloprojekt. På indspilningen spillede Adam “Ccsquele” Nielsen trommer. Albummet udkom i starten af 2015, men materialet var fra 2012-2013.

I 2015 udsendte Slægt mini albummet “Beautiful and Damned”. Her er Slægt blevet et regulært band bestående af Oskar J. Frederiksen, Anders M. Jørgensen, Olle Bergholz og Adam CCsquele Nielsen.

Seneste udgivelse fra Slægt er Domus Mysterium. Dagen efter Copenhell var slut, bestilte jeg den via Slægts profil på Bandcamp. Leveringen var ikke hurtigt, så der var godt tid til at jeg kunne gå og glæde mig til at høre cd’en.

Så ligger pakken der en dag i postkassen. Op i lejligheden og åbne. Cd-coveret er lavet i 2 millimeter tykt. Det er rustikt, mat sort pap. Med dybetryk og sølv er der trykt på forsiden – ikke ord men en figur.
Selve cd’en er sort og bookletten er foldet. På den ene af siderne af bookletten er der coverart, på den anden et bandfoto og tekster.

Domus Mysterium.

Domus Mysterium rummer otte numre:

  • Succumb
  • I Smell Blood
  • Egovore
  • The Eye of the Devil
  • The Tower
  • Burning Feathers
  • Remember it’s a Nightmare
  • Domus Mysterium

En blid begyndelse glide over ind insisterende, nærmest meditative guitarriff. Det er musik med virkning. Pling. Slægt er i gang og tempoet ryger op. Der varieres – uden at der er tvivl om at vi skal derude af, det er jo metal.
Ind imellem ledes tankerne i retning af noget symfonisk rock fra et andet årtusinde, men straks kommer black metal ånden fræsende ind over og placere Slægt et helt andet sted.

The Tower er umiddelbart albummets stærkeste nummer. Varieret, velkomponeret og en virkelig fed energi. Jeg ved at den slags har det med at ændre sig over tid, men pt; absolut det bedste. Og det i et stærkt felt.

Domus Mysterium er en helstøbt udgivelse, hvor der er sammenhæng fra først tone til det hele forsvinder i hvid støj. Det er musik jeg får lyst til at høre igen, allerede mens jeg er i gang med at høre det.
Jeg tror sku’ Domus Mysterium skal på min løbeplayliste.

Slægt
Discogs: Slægt
Wikipedia: Slægt