Tag-arkiv: cannonball

Fredskov 2500 basis : # 290

Valby. 11. november 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:38:53
  • Tempo: 05:11 min/km
  • Hastighed: 11,6 km/t

Løbsoversigt

Med start klokken otte ved Rosenhaven i Valbyparken, var der ikke mulighed for at sove længe lørdag morgen. Jeg kom op. Jeg kom afsted og stod klar til start lidt i otte.

Morgenstemning.

Aneste sagde velkommen og fortalte lidt om ruten, uden at fortabe sig i detaljer. Med kridtpile på jorden som markering, burde det være til at finde rundt.

Ruten er ændret en smule siden sidst jeg løb maraton i Valbyparken. I stedet for at løbe ned til Stejlepladsen, skulle vi løbe rundt i det grønne område øst for Hf. Musikbyen. Her fik vi lov at hilse på de lokale alpakaer.

En af de lokale holder øje med dagens begivenheder.

Jeg brugte dagens maraton til at teste formen. Var der stadig lidt tempo i benene?

Planen var, at lægge ud hurtigere end jeg normalt gør på et weekendhyggemaraton. Udgangspunktet hed 05:20 min/km eller hurtigere fra start. På de 10 km mellem 30 og 40 km på ruten, skulle jeg holde et tempo på 05:10 min/km eller hurtigere.

Begge dele gik fik. Ifølge Garmin løb jeg 05:04 min/km mellem 30 og 35 km og 05:06 min/km mellem 35 og 40 km.

# 290

I dag løb jeg mit maraton nummer 290. Så der kommer et maraton nummer 300 indenfor en overskuelig fremtid.

Morten Brogaard Jakobsen har været så venligt, at arrangere Hvalsø cannonball den 2. marts 2024. Planen er, at det bliver der jeg løber mit maraton nummer 300.

Efterår i Valbyparken.

De der kender mig som løber ved, at jeg elsker at løbe i skoven. Bidstrup Skovene er et af de steder jeg har løbet mange gange og det er en af Sjællands dejligste skove.
Jeg er derfor glad for at få lov at løbe mit maraton nummer 300 der. Jeg håber, at nogle af mine løbevenner er friske på en skovtur til marts.


Fredskov 2500 basis # 139

  • Arrangører: Aneste Fredskov
  • Land: Danmark
  • Start: Rosenhaven, Valbyparken
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7 km
  • Underlag: grus, asfalt
  • Deltagerantal: 35
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Fredskov maraton

Team Førslev motion : Paw 200

Førslev. 24. september 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:09:57
  • Tempo: 05:55 min/km
  • Hastighed: 10,1 km/t

Løbsoversigt

Dagens løb er det tredje af Team Førslev motions årstidsserie. Vi er nået til efterårsjævndøgnsløb, hvis du skulle være i tvivl. De der har været tidligt ude, har haft muligheden for at tilkøbe en store medalje, hvori der sættes en “mønt” for hvert årstidsløb der gennemføres. Medaljen er udsolgt, men der er stadig rig mulighed for at få en medalje med hjem fra dagens arrangement.

Da jeg tilmeldte mig, kunne der tilkøbes Frøslevmedalje eller en specialmedalje i anledningen af dagens jubilar Paw Jeppesen, der løber sit maraton nummer 200. Jeg valgte specialmedaljen. Det var også muligt at tilmelde sig uden medalje og spare lidt penge.

Morgenfriske maratonløbere.

Arrangørerne Team Førslev motion er Elisabeth Lundstedt og Karina Madsen. De arrangerer cannonball-løb i Førslev på Sydsjælland. Formålet med Team Førslev motion er at “få frisk luft, motion, hyggeligt samvær, fede medaljer, og at samle penge ind til forskellige velgørende organisationer” – som det hedder på løbets hjemmeside.

Team Førslev motion har ind til videre samlet over 88.000,- kr ind. Indsamlingspengene fra dagens løb bliver overført til deres næste løb, som er et knæk cancer-arrangement.

Dagens løb

Jeg har været tidlig oppe. Der er start 08:00 for maratondeltagerne. Halvmaratonløberne kan vælge mellem to starter. En klokken ni og en klokken ti.

Landevej.

Da en af deltagerne løber sit maraton nummer 200, tager den obligatoriske morgensamling et par minutter ekstra. Herefter bliver vi sendt af sted.

Løbet afvikles på en kvartmaratonrundstrækning på asfalt, i et landskab domineret af diversitetsmæssig landbrugsødemark. Jeg gider ikke skrive så meget om ruten, da den er så kedelig, at den får Kanonkugle maraton til at fremstå som et festfyrværkeri af en rute.

Det er selvsagt min point of view. Andre vil elske ruten for dens lange lige stræk, hvor man kan slå hjerne fra og dens konsekvente asfalt fra start til slut.

Hovedvej.

Dagens fest

Arrangementet og forplejningen fejer ikke noget. Her er alt hvad vi har brug for. Inklusiv et opvarmet toilet og tag over hovedet i tilfælde af regn.

I dag er der lidt ekstra lagkage og kagemand. Paw Jeppesen løber sit maraton nummer 200! Paw er en af dem, der altid kommer med godt humør, når vi skal ud at løbe. Paw er gerne med på regionsløbene – et af maratonsæsonens højdepunkter. I den sammenhæng har jeg haft fornøjelse af at bo på hestepension med Paw. Ud over rotterne på loftet, var det vældig hyggeligt.

Paw kommer i mål til stor bifald og festivitas efter fem timers tid. Så er der kagemand. Brunsvigerkagemand. Kirsten fra Klub 100’s bestyrtelse holder en god tale. Som jeg forstår det, er der en McDonalds-medaljer på vej til Paw?

Kirsten og Paw.

Stort tillykke til Paw, der nu må løbe med stjerner.


Team Førslev motion – efterårsjævndøgnsløb

  • Arrangører: Elisabeth Lundstedt og Karina Madsen
  • Land: Danmark
  • Start: Dyssevej, Frøslev
  • Distance: maraton, halvmaraton, kvartmaraton, 5,7 km, 1 mil
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 180
  • Sko: Salomon Spectur

Team Førslev motion

Grønbroløb : sommer i september

Sandved. 9. september 2023.

Resultat

  • Distance: halvmaraton
  • Tid: 01:46:15
  • Tempo: 05:02 min/km
  • Hastighed: 11,9 km/t

Løbsoversigt

Lørdagshyggen er i dag på Vestsjælland. Her skal der løbes halvmaraton – og når vi kommer i mål er der kaffe og kage.

Først skal vi have lov at løbe og nu hvor det traditionelle fællesfoto er taget, har arrangøren annonceret, at der er to minutter til start.

Tiden går og der bliver talt ned fra 5 – så er det af sted.

Vi starter på pladsen bag Grønbro Hallen. Vi starter med at løbe ind mod Sandvad, men inden vi kommer rigtig ind i byen, løber vi ud af Sandvad ad Hårslevvej. Vi drejer ind ad stikvejen til Hårselvvej 7-13. Stikvejen bliver til en skovvej og vi entrerer Fyrendal-skovene. Asfalt bliver til grus og jord.

Efter et par kilometer i skoven kommer vi tilbage på asfaltvej og vi løber retur mod Grønbro Hallen ad Nyrupvej, Frydendalvej hvor vi passerer Frydendal Kirke og Grønbrovej. Tilbage ved start tager vi en tur omkring hallen, for at få distancen til at passe.

Jeg skal rundt 3 gange for et halvmaraton. Planen hjemmefra er at tage den lidt med ro og løbe i et tempo på 05:35 min/km.

Planen holder næsten på de første 5 km, hvor jeg løber i et tempo på 05:30 min/km. Men jeg er kommet til at tage hurtigbrillerne på og de næste 5 km løber jeg i et tempo på 05:19 min/km.
Fra 10 til 15 km løber jeg et i et tempo på 04:53 min/km og de næste 5 km op til 20 km løber jeg i et tempo på 04:32 min/km.

Det er en varm septemberdag, men jeg har hydreret fornuftigt undervejs. Jeg konstaterer igen, at vandmelon er ren slik i depotet på varme dage. Og så er der kaffe og snasket kage, som jeg nyder i solen, imens vi venter på, at Tina Christensen bliver færdig med at løbet dagens halvmaraton. Hun løber nemlig sit halvmaraton nummer 100. Stor tillykke til Tina.


Grønbroløb – efterårsløb

  • Arrangører: Sandved Tornemark IF
  • Start: Grønbro Hallen
  • Land: Danmark
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder af 7 km
  • Underlag: asfalt, grus
  • Deltagerantal: 90
  • Sko: Adidas Energy Boost

Grønbroløb

Tosseløbs cannonball : for tiende gang

Ringsted. 20. august 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:49:59
  • Tempo: 05:27 min/km
  • Hastighed: 11 km/t

Løbsoversigt

I dag er der løbefest med fødselsdag og jubilæer. Kurt Olsen, der er en af arrangørerne af Tosseløbs cannonball fylder 70 og løber sit maraton nummer 400. Og det er Tosseløbs cannonball løb nummer 200.
Først skal der løbes.

Vi er en fin flok der er mødt for på Graversensvej i Ringsted i dag. De deltagerne der er kommet i god tid, bruger ventetiden inden start til at sige tillykke med fødselsdagen til Kurt.

Det bliver tid til løbsbriefing. Den står Benjamin for. Vi får taget fællesfoto og bliver sendt af sted med et par minutters forsinkelse.

Dagens løb er sat i gang.

Jeg løber, det meste af de seks omgange det kræver for et maraton, i mit eget selskab. Da vi skifter retning for hver omgang, er der masse af muligheder for at hilse på de andre deltagere.

Jeg holder et rimeligt tempo og kommer i mål med en hæderlige margen til de fire timer.

70 | 400

Luftfugtigheden er høj, så løbetøjet er gennemblødt. Jeg skrifter til noget tørt. Inden Kurt Olsen kommer i mål, når jeg også at spise en af de grill-pølser, som Tossseløbs cannaonball servere i dagens anledning.

Kurt med følge på Fuglebakken.

Der er en del deltagere og familie samlet til at klappe Kurt i mål. Der er mange, der skal give et knus til Kurt, inden Harry Cilleborg kan holde tale for dagens fødselar og maratonjubilar.

Ud over at være en stabil løber, spreder Kurt – ofte i selskab med Harry Cilleborg – god karma og smil ude på løberuten. Han har en vigtig rolle i cannonball-miljøet, da det i praksis er Kurt der står for at afviklingen Tosseløbs-løbene hver tirsdag i Ringsted.

Målgang.

Kurt løb sit første maraton i april 2003, hvor han gennemførte Hamburg Marathon i tiden 03:43:15. I 2004 løb Kurt HCA maraton og London Marathon. Til HCA i Odense, satte Kurt PR på 03:20:38.

Efter London var den en lang maratonpause. Først i 2015 kom Kurt tilbage på maratondistancen. Herefter gik det stærk. I 2019 løb Kurt sit maraton nummer 100, og nu er det blevet til 400!

Tale til dagens fødselar og jubilar.

Stort tillykke med de 400 maraton – og de 70 år!

Tosseløbs cannonball

Tosseløbs cannonball er et byløb i Ringsted, men en enkelt gang har jeg været i skoven med Tosseløbs cannonball. Det var i marts 2019, hvor de havde flyttet løbet til Vigersted. Her løb vi blandt andet i Høed Skov og Skovridervænge.

Til hverdag (om tirsdagen hver uge) og en gang i mellem i weekenden afholdes Tosseløbs cannonball i Ringsted på en kvartmaratonrundstrækning.

Der er start, depot og mål på Graversensvej. Herfra løbes der op til Ringsted Torv via Klosterhaven. Runden drejer omkring Rådhuset og deltagerne løber videre ad Sanct Bendts Gade. Lige efter Zahlesvej drejer ruten ned ad en sti.

Ruten fortsætter ad stien til Præstelunden, undervejs hertil kommer deltagerne under Nordre Ringvej. Fra Præstelunden fortsætter ruten ad Klosterparks Alle og deltagerne kommer op til et velkendt hjørne af Ringsted med McDonalds og Burger King. Det kan godt være, at det er Sankt Berndts Kirke der reklameres for på de brune turistoplysningstavler langs motorvejen, men det er ved Ringsted Outlet/Ringstedet alle holder ind.

Til større arrangementer, som i dag, er ruten markeret med blå flag. Til de mindre basis-cannonball må man følges med en stedkendt, hvis man ikke har deltaget før.

Fra parkeringspladsen ved Ringstedet løber deltagerne igen under Nordre Ringvej til Nørregade, hvorfra ruten drejer venstre om ad Kaserne Parkvej.

Løberne forlader Kaserne Parkvej ved Ringsted Sygehus, de løber videre ad Ærtekildevej og Bøllingsvej. Ruten fortsætter ud ad Teglovnsvej til Tværalle, hvor deltagerne passere Ringsted Sportscenter og Ringsted Bibliotek.

Fra Tværalle løber deltageren ad Anlægsvej til Prinsensvej. Prinsensvej ender i Køgevej og her er et af de få steder på ruten med meget trafik, som skal krydses. Når det er lykkedes løberne at krydse Køgevej, forlades den hurtigt igen og ruten fortsætter ad Fuglebakken.

Ringsted Bibliotek.

Efter parkeringspladsen ved Vibevej drejer ruten til højre ad en asfalteret sti, som fortsætter til Søndergade. Fra Søndergade fortsætter ruten ad Mågevej og Rønnedevej. For enden af Rønnedevej skal løberne over Næstvedvej og fortsætte af Hovmarksvej. Det er det andet sted på ruten, hvor der kan være en del biltrafik, som skal krydses.

Løberne løber ad Hovmarksvej til Jyllandsgade, hvor de drejer til venstre, de forlader Jyllandsgade ved Vermehrensvej som fører dem frem til Graversensvej og depot/mål.

Hver anden runde løbes den modsatte vej rundt. Sådan var det ikke i de første år med Tosseløbs cannonball, hvor vi løb alle runderne med uret rundt.

Datoer og tider for de 10 Tosseløbs cannonball

  • 06.01. 2019: 03:56:11
  • 24.02. 2019: 03:50:12
  • 05.03. 2019: 03:55:28
  • 17.03. 2019: 04:03:03 (Vigersted)
  • 21.05. 2019: 03:50:22
  • 25.06. 2019: 03:56:11
  • 18.02. 2020: 03:44:12
  • 05.04. 2022: 03:56:19
  • 21.04. 2022: 03:57:08
  • 20.08. 2023: 03:49:59


Tosseløbs cannonball # 200 – Kurt Olsen 70 år, maraton nr. 400

  • Arrangører: Benjamin Olsen, Stine Wissing, Kurt Olsen
  • Land: Danmark
  • Start: Graversensvej, Ringsted
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 73
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Tosseløbs cannonball

Roskilde cannonball maraton

Roskilde. 13. august 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:15
  • Tempo: 05:35 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

Muntert morgenmøde.
Lampekunst.
Løbere i landskabt nær RUC.
Roskildes byvåben. Ørnen har været en del af byvåbnet siden middelalderen.
Winnie Hansen løb sit halvmaraton nummer 100. Stort tillykke.


Roskilde cannonball maraton # 7 – love2run

  • Arrangører: Anne-Marie Lyngbye, Michael Nilsson
  • Land: Danmark
  • Start: Nymarksvej, Roskilde
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7 km
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 66
  • Sko: Salomon Spectur

Roskilde cannonball marathon

Humør maraton

Ringsted. 9. august 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:48:25
  • Tempo: 05:25 min/km
  • Hastighed: 11,1 km/t

Løbsoversigt

Løbet kort: Den direkte vej fra Zahlesvej til Kærhave Skov. Kigge lidt på skoven og så tilbage til Zahlesvej. Så simpelt at alle kan være med. Seks gange for et maraton.

Dagen bød på regnvejrsmaraton i Ringsted.

I dag fyldte Christian Thestrup rundt og han havde taget flødeboller med. Stort tillykke!

Efter løbet var der kaffe og kage hos Lasse.


Humør maraton # 153

  • Arrangører: David Bredo
  • Land: Danmark
  • Start: Zahlesvej, Ringsted
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 24
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Humør maraton

Kerteminde Cannonball

Kerteminde. 22. juli 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:44
  • Tempo: 05:35 min/km
  • Hastighed: 10,7 km/t

Løbsoversigt

I forbindelse med den lokale Kirsebærfestival, arrangerer Kerteminde Cannonball Kirsebærløbet. Løbet starter ved Lulu’s Café & Boutique, der ligger centralt i byen.

Kirsebærløbet er et byløb på en kort rundstrækning i down town Kerteminde, hvor vi ser lidt af byen og lidt af havnen. Vi skal 10 gange rundt for at samle kilometer nok til et maraton.

I depotet er der selvfølgelig kirsebær ad libitum.
Vi kommer rundt i Kertemindes smalle gader – ren sightseeing.
10 gange skal vi ud og vende på molen.
Fiskerkone (aka Amanda fra Kerteminde), skulptur af Robert Lund Jensen.
Salomon Spectur.


Kerteminde Cannonball # 119 – Kirsebærløbet

Arrangører: Trine Dydensborg
Land: Danmark
Start: Lulu’s Café & Boutique, Langegade
Distance: maraton, halvmaraton, runder á 4,2 km
Underlag: asfalt
Deltagerantal: 65
Sko: Salomon Spectur

Kerteminde Cannonball

K2 maraton : maratonfest i Ballerup

Ballerup. 2. juli 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:58:29
  • Tempo: 05:39 min/km
  • Hastighed: 10,6 km

Løbsoversigt

Som udpræget b-menneske er jeg ikke fan af tidlig start – og ja, i min bog er start klokken 08:00 tidligt. Men i dag er det okay, for Kim Henningsen der arrangerer løbet, skal første løbe et maraton og derefter et halvmaraton. I mellem løbene skal der være tid til fest. Mere om det senere.

Jeg har brugt en god del af morgenen på, at diskutere påklædning med mig selv. Vejret er omskifteligt. Der er lidt sol, så er der lidt gråvejr. Solen kommer igen. En sky glider for og så drypper det lidt fra oven.

Jeg er endt i en singlet, med et par løse ærmer i løbevesten. Kim holder løbsbriefing og fortæller, at han har lavet en flad rute, der er markeret med pile på jorden – i hvert tilfælde en del af vejen. Hans kridtspray slap op. På den sidste del skal vi kigge efter grønne flag.

Friske ben på første omgang.

Fællesfoto og så af sted. Vi starter på parkeringspladsen udenfor Ballerup Atletik Stadion. Herfra løber vi ad Harrestupstien. Vi løber i det grønne område mellem Harrestrupvej og Marbækvej. Og der er et cirkustelt. Det er DRs Cirkus Summarum, der har slået teltpælene i jorden i Ballerup. Jeg sender en venlig tanke til Mads Geertsen, imens vi løber rundt om cirkuspladsen.

Vi løber hele vejen rundt og rammer grusstien ved Træsamlingen i Harrestrup Ådal. Her er potentiale for modløb og hej-hilsner senere, når feltet er mere spredt.

En fin rute med masser af grønt for øjnene.

Vi løber bagom golfbanen, forbi legepladsen Haren i Ådalen, syd om Svanesøen, under Motorring 4 og her kommer en stor overraskelse. En bakke. Dragebjerget. Det er nu ikke fordi bakken er særlig stort, men når nu løbsarrangøren havde sagt en flad rute, falder der en del kommentar, imens vi nærmere os bakken.

Efter bakketuren løber vi tilbage under Motorring 4, nord om Svanesøen og videre hen over lidt af golfbanen. Så er vi tilbage ved depotet.

Udsigt fra bakken på den flade rute.

Festen

Jeg løber rundt igen, igen, igen og igen. Seks gange i alt, så er der til et maraton. Tørt tøj og slush ice gør godt. Nu starter festen – først med hygge imens vi venter på hovedpersonerne. Der er god tid til røverhistorier fra livet i løbesko.

Der bliver fundet champagneflasker frem. Den første der får et champagnebad er Rikke Cebula, der i dag løber sit maraton nummer 200.

Mere ventetid. Kaffetid og flere røverhistorier. Dagens anden hædersperson er på vej. Nye champagneflasker og et bad til Susanne Wildt, der løber sit maraton nummer 200.

Cirkus Summarum.

Ikke længe efter kommer dagens hovedperson, løbets arrangører Kim Henningsen der løber sit maraton nummer 100! De første hundrede er noget ganske særligt og Kim får dagens største champagnebad.

Efter at de tre jubilarer er i mål, er der kaffe og kage. Gaver og fine taler – flere røverhistorier. Det ender med at det blive en af de dage, hvor kalorieindtaget er en del større end kalorieforbrændingen.

Kim i champagnebad.

De løse ærmer fik jeg ikke brug for. Og vi tager hjem inden Kim starter dagens 2. løb. Et halvmaraton. Kims nummer 200.


K2 maraton – Susanne Wildt & Rikke Cebula # 200 / Kim Henningsen # 100

  • Arrangører: Kim Henningsen
  • Start: Marbækvej, Ballerup
  • Land: Danmark
  • Distance: halvmaraton, maraton
  • Underlag: grus, asfalt
  • Deltagerantal: 105
  • Sko: Brooks Glycerin 17

K2 maraton

sh løb

Gribskov. 25. juni 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:16:55
  • Tempo: 06:05 min/km
  • Hastighed: 9,9 km

Løbsoversigt

Rita og Trine.

Trine Dydensborg fra Kerteminde havde taget turen til Nordsjælland for at løbe et maraton. Det havde hun for at få hakket Gribskov Kommune af på kommunebingopladen – og dermed afsluttet sit projekt med at løbe et maraton i hver kommune i Danmark. 98 kommuner. 98 maraton. En flot præstation som kun få har gennemført før Trine. Stort tillykke.

Salomon Speedcross 6.

Skoene er klar til Cold Hawaii Ultra, så mangler jeg bare formen.


sh løb # 19 – Gribskov Nord

  • Arrangører: Mette Jensen og Sune Hundebøll
  • Start: Gillelejevej, Gribskov
  • Land: Danmark
  • Distance: halvmaraton, maraton
  • Underlag: skovvej, sti, asfalt
  • Deltagerantal: 21
  • Sko: Salomon Speedcross 6

sh løb

Green Running

Vallensbæk. 11. juni 2023.

Resultat

  • Startnr.: 47
  • Distance: maraton
  • Placering: 1 af 7
  • Tid: 03:51:14
  • Tempo: 05:29 min/km
  • Hastighed: 10,9 km/t

Løbsoversigt

Det er sommer. Det er sol. Det er dejligt!

Løbesko.
Adidas Solar Boost 5.

En maraton til statistikken. Mit Green Running-løb nummer 2. Mit maraton nummer 8 i Vallensbæk kommune. Mit maraton nummer 273, nummer 16 i år. Maraton nummer 174 løbet på under 4 timer.

Å i grønne omgivelser.
Store Vejleå.

Store Vejleå er en å på Vestegnen med udløb i Køge Bugt i Ishøj kommune. Indtil 1937 dannede åløbet grænsen mellem Ishøj og Vallensbæk kommune. Store del af åens løb er flyttet mod vest, så det er kun fra sydkanten af Vallensbæk Mose og til Strandparken, at den i dag danner kommunegrænsen.

Store Vejleå udspringer i Porsemose i Høje-Taastrup kommune. Åen er omtrent 10 km lang.

En flot løbere.
Et fint udvalg af dagens deltagere.


Green Running # 9 – Vejleåløbet

  • Arrangører: Jens Lund Møller
  • Land: Danmark
  • Start: Rendsagervej, Vallensbæk
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: asfalt, grus
  • Deltagerantal: 48
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Green Running