Tag-arkiv: festivaler

Metalweekend på Bornholm

Raise Your Horns ’22: For anden gang drog vi til Bornholm for at være med i metal-festen Raise your horns. Vi forventede to dage med masser af hygge og god musik.

Jeg har ikke nogle must see på programmet på forhånd. Og dog, Necrophobic der slukker og lukker lørdag aften og Mörk Gryning vil jeg være ked af at glippe.

Vi ankom vel til Bornholm med en færge, hvor hyppigheden af sorte band-t-shirts var noget højere end sort-band-t-shirts-normalen for Bornholmerfærgen. Vi bevæger os fra havnen til Rønne Vandrehjem. Vi får en nøgle til et værelse, pakker lidt ud – jeg har glemt min hættetrøje, så det bliver nok lidt køligt om aftenen.

Velinstalleret og med en fadøl i hånden går vi fra Rønne Vandrehjem og til Musikhuzet på Store Torv, hvor Raise Your Horns-festival afvikles.

Vi kommer tidsnok til at hører finske Thy Kingdom Will Burn. Efter et par numre med melodisk death metal, bliver ølboden og boderne i gården mere attraktive. Vi sidder lidt og kommer ind i koncertsalen igen til sidste nummer i Thy Kingdom Will Burns set. Jeg konstaterer, at vi ikke missede noget vi senere skal ærgre os over at have misset.

Næste punkt på programmet – altså efter en par cigaretter og en øl mere, er dansk død af den gamle skole: Shadowspawn. Bandet har kun et år-ti på bagen sammen, men musikerne har været med siden 1990’erne. Det er veloplagt. Det er velspillet.

Nu er vi godt i gang med den årlige, sorte fejring af musikken på Bornholm. Musikken spiller. Promillen stiger. Men det er også tid til mad. Vi forlader Raise Your Horn og bevæger os ud på Store Torv. Tålmodigheden må frem, mens vi venter på en Munter-burger på Cafe Munter.

Mörk Gryning.

Tilbage i Musikhuset er det blevet tid til Manticora – power metal fra Hvidovre. Det er ikke lige mig – og det er heller ikke lige Mettes kop te, så vi lader dem der er til power metal fra Hvidovre om det, og kaster os over fadølsanlægget i gården.

Mörk Gryning skuffede ikke – omend der var lidt lydproblemer. Så klart fredagens største oplevelse. Her er tale en slags diabolsk genopstandelsen. Det svenske band var aktive fra 1993 til 2005 hvor de gik i opløsning. 11 år senere fandt de sammen igen.

Det er første gang Mörk Gryning servere progressiv black metal i Danmark, men forhåbentlige ikke sidste.

Naglfar.

Formanden for “Raise Your Horns”-festivalen, Thomas Stibolt, er begejstret for aftenens hovednavn Naglfar. Inden festivalen udtale han: “Det er ingen hemmelighed, at jeg personligt har drømt om at kunne præsentere Naglfar på Raise Your Horns allerede fra begyndelsen i 2018. At det nu endelig lykkes sætter en tyk streg under, at har man en drøm, så kan det lade sig gøre, hvis man er ihærdig og arbejder hårdt.”

Naglfar er svensk black metal. Og det er godt – det ses tydeligt på publikum der lige giver den en tand mere på gulvet, end tidligere set fredag på Rais Your Horn 2022. Det kan godt være jeg synes Mörk Gryning er fedest, men det er en mindretalsholdning. Almenhed er med Thomas Stibolt.

Vi vender snuden mod Rønne vandrerhjem for at sove. Men sådan går det ikke. Vi finder godt nok frem til vandrerhjemmet, men i stedet for at være fornuftige og få sovet lidt inden dag to, falder vi over en håndfuld hyggelige mennesker og et fadølsanlæg i entren. Det tager timer at komme de sidste meter hen til sengen.

Op igen

Det må være lykkedes at komme under dynen, for alarmen på mobilen signalerer, at det er tid til at komme op, hvis vi skal nå morgenmaden på vandrehjemmet.

Vi får lidt fast føde i kroppen. Det er meget godt. Så gå vi i seng igen og sover resten af formiddagen.

Den reelle morgenvækning stå danske Urkraft for. Det gør de ganske godt omend publikum forholder sig rimelig passivt. Det er ikke bandets skyld, men det tager lidt tid og et par øl at kommer i gang igen. Det er ikke noget nemt job, at være første band på andendagen.

Morgenvækningen fortsætte med Helslave, italiensk death metal. Dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik. Det er pit-venlig musik som jeg godt kunne ønske mig, at høre senere på døgnet og med et mere crowded publikum.

Spanske Noctem er aflyst. Dem havde jeg ellers glæder mig til, efter at have se et par YouTube-videoer med bandet. Erstatningen er danske Trold. Jeg er ikke begejstret, men det er Mette. Hun har en fest, sammen en del andre der gør sig med hoppen og dansen i salen, som det kun ses til folkemetal.

Svenske Demonical får vi ikke rigtig hørt. Det er svensk død. Det er der så meget af. Herefter er der igen italiensk død på programmet. Som Helslave er Hideous Divinity fra Rom. Hideous Divinity er brutalt, teknisk død. En voldsom mur af lyd og en forsanger der knap kan være i sin egen krop. Jeg synes det er fedt, det synes Mette ikke. Tror faktisk helst hun vil have, at jeg hører den cd jeg køber efter koncerten, når hun ikke er hjemme.

Necrophobic. Foto: Mette Jensen.

Lørdag aften – og hele festivalen – slutter med svensk sortnet død. Igen er der lydproblemer i starten af sættet. På et tidspunkt sætter vokalen helt ud. Hårde arbejdsbetingelser for Necrophobic der med satanisk energi og en god publikumskontakt kæmper sig gennem startproblemerne.

Necrophobic spiller godt. De spiller energisk. Publikum kvitterer med mosh-pit og headbanging. En brillant afslutning på to sorte dage i Rønne.

Raise your horns

Metalfest på klippeøen

Bevæbnet med en smartphone med coronapas, en kærlig kæreste og min battle vest begav jeg mig til Bornholm. Nu skulle der efter halvandet års corona-helvede høres noget god tråd.

Dejligt med en forlænget weekend med kæresten. Dejligt med en masse god musik og ikke mindst spændende hvordan det er igen at være til koncert efter to corona-nedlukninger.

Vel arriveret på Bornholm og installeret i Rønne Vandrerhjem (som så absolut kan anbefales hvis du skal bruge overnatning på Rønneegnen) begav Mette og jeg os mod Store Torv.

Selv om Raise Your Horns har flere år på bagen, var det vores første djævlefest på klippeøen. Festivalen afvikledes i Musikhuzet i Rønne. Adgang var ikke via hoveddøren, men via en port ved siden af spillestedet. Ganske diskret. Hvis man ikke lige vidste det, var det ikke lige til at se det – men det var her der var metalfest.

Musikken spillede i salen i Musikhuzet. I baggården var der en plade/cd-bod, en kebab-bod og en smykkesælger. Og vigtigst af alt: Fadølsanlægget og velskænket øl fra Svaneke bryggeri.

Første band på programmet var svenske Havamal. Vikingmetal. For os, første gang med livemusik i meget lang tid. Den kritiske sans var slået helt fra. Alt gik. Efter Havamal gik Valkenrag på. Polsk død. Sejr eller Valhalla lød det fra scene. Om Valkenrag sejrede vil jeg lade være usagt. Men festen var for alvor i gang.

Polske Valkenrag gir den gas. Foto: Mette Jensen.

Tredje band på den første dag. Det efter en overraskende mængder øl – der var åbenbart noget som skulle indhentes – tid til at tyske Décembre Noir gik på. Doom’et død med numre der helst holder en længde på mere en 5 minutter. Kvalitetstid og Mette blev fan, hvilket resulterede i en playliste med autografer. Den kommer sikkert op på væggen i en fin ramme.

Efter koncerten fik vi en lille snak med Décembre Noir ude i baggråden. En snak om løst og fast og ingenting. Det er noget af det små festivaler som Raise Your Horns kan. Musikerne er en del af festen. Oftest er det musikerne selv der står for at sælge merchandise og det hele er ned på jorden.

Tungsten. Virkelig fedt bandnavn – og så har jeg sagt det positive jeg har at sige om dem. Fredag aften sluttede med jyske Bæst. Det var som altid en fest med Århusdrengene på scenen.

Efter Bæst blev det til et par øl mere inden vi spadserede (ikke helt den lige vej) tilbage til Rønne Vandrerhjem. Ved Arsenalvej måtte vi lige ligge i græsset og konstatere at stjernen var virkelig langt væk.

Tømmermænd og metal

Morgenmaden på Rønne Vandrerhjem var i den bedre ende af vandrerhjemsmorgenbuffeter. Det var ikke mindst scrambled eggs, bacon og cocktailpølserne der gjorde lykke blandt de tømmermændsplagede, sortklædte morgenzombier.

Formiddagen blev brugt på afslapning og kærlighed på vandrehjemmet inden Mette og jeg igen bevægelse os mod Musikhuzet. Det gik lidt langsomt, men vi nåede frem og tog hul på dagens først øl.

Med knap 300 deltagere var vi på anden dagen kommet dertil, hvor de fleste deltagere var kendte ansigtet. Vi vidste hvem der hang med hvem og enkelte var vi begyndt at hilse på. Så er der dem vi undervejs faldt i snak med. Størstedelen i sort, men ellers vidt forskellige. Alle med kærlighed til metal.

Det blev tid til dagens første band: Vansind. Igen et godt bandnavn. Efter halvanden nummer besluttede vi, at det var mere hævi, at gå i kebabboden og hænge ud med en kebabrulle.

Jeg synes efterhånden det er lidt uklart hvad genren black metal dækker over. Men klokken lidt over tre gik Lotan på. Det var noget med ham der Satan. Forsangeren og bassisten lignede mere nogle der spillede i et New York-hardcore-band end black metal-musikkere. Lotan var et band med en meget klar alfahan.

Lotan vækkede det tømmermændsramte publikum, men det blev mere festlige da dødsveteranerne fra Frederikssund, Six Strings Slaughter (også kendt som æggedeleren), gik på scenen. Six Strings Slaughter fik vagt appetitten. Det næste bande sprang vi over. I stedet var det tid til en ribeye steak og trekornslaks på Cafe Munter.

Med den alder musikerne i Six Strings Slaughter har, kunne det i øvrigt godt undre, at jeg dette var første gange jeg så bandet – i hvert tilfælde så vidt jeg husker.

“Tag elastikken ud af håret og sving det så”.
Chronicle viste sig som dødsbandet vi ikke vidste vi var kommet for at høre. De unge nordjydske musikere kunne deres kram og fyrede et tight og energiske sæt af. Får du chancen, så se og hør dem … and Oceans kan også godt få en anbefaling med på vejen.

Eller rettere … and Oceans kan få en lille anbefaling hvis du spørger mig – også selv om det er et af de black metal-bands der har et elorgel med på scenen. Mette var mere skeptisk og syntes det var pudseløjerligt.

Festivalens klimas. Afsky. Foto: Mette Jensen.

Til sidst kom det bedste. Afsky. Ole Luks musikalske lydbillede var stærke sager. Der blev malet store følelser og stemninger ud fra den røgfulde scene. Nærmest stillestående og dog den meste intense sanger på hele festivalen. Tak for en oplevelse der gik helt ind i rygmarven.

Det blev ikke til meget efterfest. En øl i hånden på hjemturen til vandrerhjemmet. Så godnat og farvel for denne gang. Tak til Raise Your Horns for en fed fest. Tak til de frivillige der gør det muligt at vi kan drikke igennem og feste i to dage. Tak til alle jer der fik musikken til at spille.

Raise Your Horns

Dage i helvede

Copenhell 2019: I år blev det til fire dage på Copenhell i skøn selvskab med 28.000 farverige mennesker i sort. Vejret var varmt med kun lidt regn. Bakken var pyntet med sorte flag langs toppen og Biergarten var hvor den skulle være.

De foregående år har jeg ikke dyrket Openhell nævneværdigt. Men i år fik jeg set det meste. Openhell er en institution på Copenhell. Karaoke for sorte sjæle.
Et livebande står hver aften klar i Biergarten. De har med en lang sætliste som deltagerne kan vælge fra. Supportet af dans på borderne fyrer karaoke-sangerne den af med heavy metal-kassikere som “Fear of the Dark” og “Higeway to Hell”. Det er sjovt. Det er festligt. Enkelte imponere. Den største respekt til alle der tager udfordringen og stiller sig op på scenen – uanset niveauet af talent.

Jeg fik selvfølgelig drukket øl med fraktionen Metal i Enhedslisten. Snakket med et par ældre nordjyder om den beskeden heavy metal-scene i Aalborg. Kysset med kæresten (om fredagen). Jeg fik fodret sønne et par gange, så han også fik lidt fast føde.

Musikken kort

Eagles of Death Metal var præcist så kedelige som forventet. Planen var at fortsætte kedsomheden til Katatonia, men så kom festivalens eneste ordentlige regnskyl og Biergarten var mere fristende. Immolation leverede en okay omgang dødsmetal til at gå i seng på, efter en onsdag med maraton i Strandparken om formiddagen og alkoholtolerancetræning resten af dagen.

Godmorgen Konvent. I var da en glædelige overraskelse. Tungt det var og en god start på dagen det var. Efterfulgt af nok en positiv overraskelse, Whitechapel. Deathcorebandet stod ikke engang på min personlige bandliste til årets festival.
På trods af utallige opfordringer fra scenen formåede Terror ikke at få sat mig i bevægelse. Torsdagen sluttede i pitten til Vltimas og så må det jo have været godt.

Fin opvågning med Cabal og ikke mindst kæreste der var med på en endagsbillet fredag. Både Cabal og Konvent overraskede positivt – og man skal jo støtte den lokale musik, så der skal anskaffes noget til samlingen.
Jeg har alderen til at nyde en gang gammeldød med Unleashed. Og det gjorde jeg, men der måtte gerne have været lidt mere lyd på vokalen. Unleashed blev efterfulgt af ny død med Bæst. Det var en overbevisende præstation fra Århus-bandet. De steg en del grader i vurderingen i min bog. Vi blev i det danske med Slægt, der igen leverede varen. Det band er stablet op med så utrolige meget talent.
Natten sluttede med urgammel naturkraft. Heilung var en arkæologisk rejse tilbage til før religionen blev monoteistiske og hvor alt i naturen var magisk.

Vågnede lørdag i bjergene med Eluveitie. En vidunderlig start på dagen i en festlig folkepit – og så endda sammen med sønnen. Fra keltiske folkedød til total-viking-power med Amon Amarth. Det var som forventet. Præcist det og ikke mere.
Imponeredne mange navne var på scenen til Ti år i Helvede. Metalhistorie der slutter på Slayer og Kim Larsen er ikke så dumt.
Nu kan jeg i øvrigt sætte hak ved at have set Dimmu Borgir, det behøver jeg ikke gøre igen.
Lørdagen startede i pitten og den sluttede i pittet. Uada, festivalens absolutte højdepunkt. Det øjeblik, hvor jeg følte mig tæt forbundet med ham under den sorte kutte. Så mørkt, så smukt.

Copenhell
#copenhell

Refshalefest

Helvedes port har stået åbent i tre dage på Refshaleøen. Der er blevet sunget og træbenet svunget i Biergarten. Der er blevet danset, der har været gang i mosh pitten. Årets største metalfest er over.

Første fest

Nyt liv sparker en ny fest på Refshaleøen i gang, men de væltede ikke mig omkuld. Så var der mere nerve i UxDxS. Det tredje åbningsband på Pandæmonium-scenen sprang jeg over. Der skulle drikkes øl.

The Last Internationale kunne jo godt lyde som navnet på et interessant band. Det var det ikke og de kan kun få point for sceneflaget.

Festen kom alvor i gang med Thy art is Murder. Det australske band fyrede godt op under kedlerne og der kom gang i publikum foran Pandæmonium. Der var gang i mosh pitten og der blev crowd surfing som det ikke er set længe.
Det er da godt, at jeg er i en nogenlunde form, når det tager sådan fat allerede om eftermiddagen på Copenhells første dag.

MØL var kommet med på et afbud. Og det var da godt for de leverede vare live. Det et helt andet niveau end jeg havde forventet efter at have hørt lidt af deres musik på Bandcamp.

Efter MØL var der en god pause hvor der blev drukket øl i Biergarten og sunget med på lidt af hvert. Sangfesten sluttede da Soulfly gik på scene. Max Cavalera er altid en oplevelse og det blev den festligste mosh pit længe set nord for Sahara.
Jeg er nok lidt for gammel til den slags, men djævlens tog ved mig – og der blev gået til den.

Anden fest

D.R.I. sang i nummeret Thrashard: “You are hurt all over / But can’t feel a thing / Not until the next day / Then you wake up / Stiff as a board / And the pain won’t go away”.
Og av! Der var et par blå mærker og en mærkbar erindring om en tung sko der jokkede ned på min for i pitten foran Soulfly. Men efter en kop kaffe var det afsted igen, tilbage til verdens festligste helvede.

Islandske Auðn fik en chance for morgenen af. Men de fik mig ikke til at blive i mere end fem minutter. Nogle vil nok sige, at jeg ikke gav dem en reel chance.
Exodus kunne godt holder mig fanget foran scenen. Det var måske ikke verden bedste thrash, men det var meget klassisk. Ingen overraskelser. Ren musikalsk tryghed.

Første halvdel af At the Gates koncert brugte jeg på at vente på sønnen. Han kan meget, men klokken har han endnu ikke helt lært. Selv om jeg stod og ventede lidt fra Hades-scenen kunne jeg hører musikken. Og At the Gates leverer en grundig gang svensk død. Sønnen kom og vi fik set en halv koncert sammen – inden han strøg tilbage i flokken af teens.

Herefter fulgte et par bakkekonceret med øl i godt selskab. Først var det Deftones der ikke siger mig noget. Men jeg må give dem, at de kan deres shit. Deres shit, er bare ikke mit shit.

Graveyard – det må være kirkegården for alle de musikelskere der er døde af kedsomhed gennem årene.

Jeg er et gammelt thrash-hoved og det var thrash’en der var min indgang til metals vidunderlige verden, så selvfølgelig var Kreator på mit personlige program.

Kreator levede op til forventningerne (og de var ikke små). Om nogen forstår de at få gang i publikum. Her var både wall of death og festivalens største mosh pit. Efter eskapaderne til The art is Murder og Soulfly foregående dag, havde jeg taget gammelmandshatten på og hold mig pænt på afstand af den mere aktive del af publikum. Så kunne jeg stå der og skråle med på Satan is real og Phobia.
Absolut verdensklasse.

Jeg kedede mig i 20 minutter med Ozzy på Helvíti-scenen. Da jeg havde erkendt, at lige meget hvor længe jeg venter blev det ikke godt , gik jeg i Biergarten og drak øl indtil Enslaved gik på scenen. Der kan man snakke om et band der har ændret deres musikstil. Jeg tænker, at noget af de oprindelige fans må være faldet fra undervejs. Men jeg synes deres nyeste skive er fed og det var koncerten også.

Tredje fest

Lørdag startede med noget lidt andet. Orkestermusik med med Jakob Stegelmann & Orkester. Jakob øste ud af hans viden om den musikalske kulisse fra film, tegneserie og spil. Århus Symfoniorkester præsenterede kendte temaer for populærkulturen. Det var Batman, Super Mario og Star Wars.

Det er nok ikke så tit Århus Symfoniorkester oplever en mosh pit, eller for dens sag sin skuld en wall of death, til deres koncerter. Det var der i dag og det så ud som om orkesteret også have den fest. En dejlig start på Copenhells tredje dag.

Det tidspunkt på dagen hvor jeg skulle sidde på bakken og drikke et par øl kom – selvfølgelige, fristes jeg til at sige. Selskabet var godt, men musikken var noget skidt.
På en lille halv time fik Steel Panther lukket lige så meget gylle ud, som der på et år produceres på en middelstort svinefarm i Jylland.

Heldigvis fik jeg renset ørerne med en god gang død. Den stod Suffocation for. En god præstation med bassen i centrum. Et band jeg skal dyrke lidt mere.

Sidste punkt på mit program blev Igorrr. Extrem metal du macabre. Et mix, et virvar af genre og en computer der har drukket for meget kaffe. Her dukkede sønnen i øvrigt op igen. Stadig i live og i godt humør.
Igorrr leverede et fantastisk sceneshow og et dejligt bizart sted at slutte Copenhell 2018.

Men hov. Det har jo slet ikke regnet mens jeg har været på Copenhell.

Copenhell

Noter fra tre dage i helved

Det var så min debut som festivaldeltager på Copenhell. Jeg har været fristet mange gange, men der har altid lige været et eller andet der også skulle passes. Med en del Roskilde Festivaler i bagagen tænkte jeg at det nok gik.

Der tilbage i 1990erne kom jeg for sent til System of a Down. Jeg opdagede først det geniale Los Angeles-band da de udgav Mezmerize i 2004. Jeg fik ikke set dem live inden de gik på en lang pause i 2006. Da bandet i 2011 igen begyndte at spille sammen, lovede jeg mig selv, at jeg ville se dem når muligheden bød sig. Fra de blev annonceret at de kom til Copenhell og til jeg havde købt billet gik der ret kort tid.

At Slayer også kom på programmet gjorde kun billetkøbet endnu mere rigtigt.

Godt i gang

Jeg ankom torsdag inden hele festivalområdet var åben. Kun  området omkring Pandæmonium var tilgængelig. Slentrede lidt rundt og indåndede stemning.
Det første band gik på. Det var ikke specielt imponerende. I stedet fandt jeg nogle af de gode mennesker fra Metal i Enhedslisten. Vi gik i Biergarten og gjorde hvad man nu gør i en ølhave.

Efter en øls tid gik vi over til scenerne Halvíti og Hades. Her fandt vi et godt spot på bakken med udsigt til begge senere. Base camp for resten af dagen var etableret.

Første koncert hvor jeg forlod bakken var Carcass på Hades. En stabil indsats af britiske dødsmetalband, der dog ikke fik undertegnede op at ringe.

Efter kadaver-oplevelsen var det tilbage til bakken og festen med Metal i Enhedslisten.

Torsdagen sluttede med System of a Down. Jeg var ikke helt oppe foran da bandet åbnede med Soldier Side (intro) – jeg er jo ikke 21 mere. Men musikken trak mig stille og roligt fremad . Uundgåeligt jeg endte i mosh pitten samme med en masse glade metalhoveder. Her blev det klart hvorfor jeg træner så meget som jeg gør: Så kan jeg overleve Copenhell, selv i en alder af nogle og fyrre.

Genfødt

Som en zombie blev jeg bragt fra Ishøj til Refshaleøen med tog og bus. En ensom Jesus-mand med usikker og vag stemme hilst på med Jesus lys udenfor indgangen til Copenhell. Tænker hans dag var noget op ad bakke.

Foran Pandæmonium blev jeg igen menneske. Genfødt af et djævelsk velspillende Slægt. Jeg ved ikke helt hvilke subgenre der dækker de unge kunstneres musikalske udtryk. Men det var mørkt og med en guitarlyd hen ad black metal, men så meget mere interessant. De unge mænd har potentialet. Dem skal jeg lære bedre at kende.

Copenhell er en fest for folk i alle andre. Og det er utvivlsomt Danmarks flinkeste festival. Måske var det derfor at andendagen ikke blev en musikdag for mig. I stedet blev der sunket en helvedes masse øl og jeg genfandt en gammel ven. En dag godt brugt – og med de bands der var booket fredag, gik jeg ikke glip at det helt store.

Diabolsk musik og noget ude fra skoven

Regnslagsvejr. Bæst. Død med død på. Stramt og energisk. De er åbenbart store i 8000 C, det bliver de nok snart i hele DK. Tilslut brød solen frem for, i hvert tilfælde for en kort bemærkning. Og igen startede dagen med god dansk tråd.

Regnen kom og regnen gik. Vi gik ud af Biergarten, vi gik ind i Biergarten. Frem og tilbage. Over på bakken, frem med tæppet. Dryp fra himlen. Tilbage til Biergarten.

Over til Hades hvor en skov var flyttet ind på scenen: Jeg dræber en kanin. Der er min bror, min søster og den halve slægt. Skær hånden af for der er rart i kisten. Det banker på døren. Det er kaninen uden hud på poterne. Vi er trolovede og smadre landsbyen (hvad har landsbyboeren nu gjort jer).
Der er nogle skumle svampe i den skov hvor Huldre bor.

Dødspause på Pandæmonium. Memoriam. Et sammenrend af Bolt Thrower- og Benediction-medlemmer. Tung dødsmetal. Lidt nyt mest gammelt. The old wave of british death metal.

Den ægte vare – af en slags. Musikken fra de mørke skovelveres midsommerfest. Myrkur. Atmosfærisk black metal der næsten ikke ville stoppe for at give plads til kongerne. Jeg bliver ikke fan. Men interessant var det og slet ikke dårligt. Bare ikke lige mit shit.

Slayer. Kongerne – og grunden til at alle de andre egentlig ligeså godt kunne lade være. Som altid lykkedes det Slayer at levere varen. Jeg tror ikke det er muligt for dem at levere en dårlig koncert.
Afslutningen South of Heaven, Raining Blood, Chemical Warfare og endeligt Angel of Death var helt forrygende. Slayer ramte den lige i røven – igen. Tak.

Copenhell
#copenhell

Note til Moses Hansen: Intet er annulleret!

Gem

Gem

Gem

Gem

Arbejderklasse-rock ‘n’ roll

De, der var mødt frem til Motörhead på Skanderborg Festival fik ørevoksen blæst ud. Musikken blev oplevet med hele kroppen.

“We are Motörhead and we play rock `n` roll”. Så er det sagt. Og der er egentlig ikke grund til at skrive mere. Men kulturredaktøren bliver nok utilfreds med en anmeldelse på 24 ord.

Efter en dag med moderate regnbyger var det blevet tid til fredagens sidste optræden på Skanderborg Festivalens hovedscene.

Som band er der ingen tvivl om, at Motörhead kan fylde rummet ud mellem scene og skoven. Men er det et band, som rammer publikummet på denne festival? Fremmødet var pænt, men ikke imponerende.

Der blev skålet med publikum. Trommeslageren kunne spille og drikke på en gang. Guitarristens mikrofonholder var forsynet med fadølsholder. Sympatiske træk, når musikkerne samtidig kan fyre et professionelt show af.

De, der var mødt frem fik ørevoksen blæst ud. Musikken blev oplevet med hele kroppen.

Frontmand Lemmy sagde ikke meget. Men han dedikerede et nummer til Johnny Ramone, guitarrist i The Ramones, som døde i 2004. Til Lemmys overraskelse var det ikke lige et navn, der vandt den store genklang.

Efter et set, der bød på gamle klassikere og forsmag på Motörheads kommende cd, Kiss of Death, gik Lemmy Kilmister, Phil Campbell og Mikkey Dee af scenen.

De virkelige hårde fans foran scenen krævede mere. Desværre stod de fleste blot og forventede at få mere, uden at gøre en indsats selv. Motörhead forbarmede sig med to ekstranumre: Ace of Spades og Overkill.

Her er ingen analyser eller konkret politik, Men hvis noget er, så er Motörhead arbejderklasse-rock ‘n’ roll.

På Bøgescene gjorde de arbejdet færdigt. Publikum kunne kravle tilfreds i soveposen med en vished for at vågne med et lille smil på læben, og med sikkerhed for, at de første to ord vil være: Hej tinnitus!

Motörhead

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 15. august 2006, nr. 142.