Tag-arkiv: forfattere

De fattige har altid ret

Bertel Budtz-Müller endte sine dage på Vestegnen. Han blev født i Viborg i 1890 og voksede op i Thisted i et konservativt hjem. Som ung blev han officer i garden, men 1. Verdenskrig radikaliseredes hans verdenssyn. Efter hans flamske beskrivelse af sammenstødet mellem demonstranter og politiet under Slaget på Grønttorvet, blev han udstødt af hæren.

Som forfatter debuterede han i 1917 med “I Kains spor : Et oprør”, der var et kritisk indlæg i værdikampen under 1. Verdenskrig.

Han meldte han sig under fanerne i Socialistisk Arbejderparti og skrev jævnligt i Klassekampen. Efter Slaget på Grønttorvet, skrev Bertel Budtz Müller “De røde faner”, som kom på forsiden af Klassekampen.

Forsiden af avisen Klassekampen med artiklen “De røde Faner” på forsiden

“Politibetjentene vandt Sejr over sagsløse Tilskuere og tvang Fanerne bort – for een Dag. Men naar Betjentene vadsker deres Knipler og Hænder, naar Borgerskabet ser Blodet skylle i Rendestenene, da vil de med en utryg Anelse for det kommende se, at den røde Farve lader sig kun udbrede og ikke tilintetgøre med Vold – hvor Fanerne forsvandt og tav, vil Blodet skrige, skrige rødt om Hævn og Krig.”
Efter den svada i Klassekampen blev Bertel Budtz Müller verfet ud at hæren, ude det dog blev sagt, at det var hans politiske standpunkt der var årsagen.

Da Socialistisk Arbejderparti blev splittet i 1919 fulgte han den flok, der sammen med SUF dannede Venstresocialistisk Parti. VSP blev i 1920 medlem af Komintern ændrede det navn til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Bertel Budtz-Müller gør sig som skuespilforfatter og fra 1921, en tid som redaktør for tidsskriftet “Baalet” og som medarbejder for Arbejdet og Arbejderbladet. I 1924 stillede han op for kommunisterne ved folketingsvalget, men han opnår ikke valg. Herefter forlader han DKP og nærmer sig i stedet socialdemokraterne.

“Budtz Müller var en farverig person. I de seks-syv år, han var med i den revolutionære bevægelse, satte han sig mange spor. Han var en mand med mange talenter, men som også efterlod forskellige projekter halvfærdige bag sig”
(citat: Morten Thing: Kommunismens kultur : DKP og de intellektuelle 1918-1960. Bind 1. Tiderne Skifter, 1993.)

I 1925 oprettede Bertel Budtz-Müller Arbejdernes Teater. Teatret åbnede med Staunings skuespil “Livets Løgne”. Det øvrige repertoire var Sophus Claussen, Ernst Toller, Budtz Müller m.fl. I 1929 overlod han ledelsen af teateret til Robert Schmidt.

Bertel Budtz-Müller skriver mange skuespil og teoretiske artikler om skuespil. Han skriver desuden en rækker fortællinger om thyboer og Thy.

Rytterskolen Hvidovre Kirkeplads 1. Her boede Bertel og Frida Budtz-Müller.

I 1938 flyttede Bertel til Hvidovre sammen med sin kone Frida Budtz-Müller. De slog sig ned i Rytterskolen til en årlig husleje af 1.000 kr.
Både Frida og Bertel blev kendte personer i kommunen. I hjemmet var arbejderdigteren Oskar Hansen en hyppig gæst og Hemingway skulle også have været forbi, da han var på vej til Stockholm.

I 1943 blev Bertel Budtz-Müller optaget i Kraks Blå Bog. Her er hans tekst fra bogen:
BUDTZ MÛLLER Bertel Forfatter; f. 13 Juli 1890 i Viborg; Søn af Stadsdyrlæge H. Chr. Müller, Winthersmøllegaard ved Thisted og Hustru Mette Mathilde f. Madsen; gift m. Skuespillerinde Frida B. M., f. 7 April 1894 i Kbhvn., Datter af Albertina Larsson, Tidan, Vester Götland.
Udgaaet fra Thisted Realskole og Thisted priv. Gymnasium; studerende ved Landbohøjskolen; beskæftiget ved Forstvæsenet til 1913; værnepligtig Officer ved Sikringsstyrken til 1918; dramaturgisk Uddannelse herhjemme og i Udlandet; Stifter af og Bevillingshaver ved Arbejdernes Teater 1923-28; Leder af og Bevillingshaver ved Sommerspil i Søndermarken (1928).
Har skrevet: Livsspillene Det døde Kød (1918), Floden (1918) og Blændværket (1923); Dramaerne Ebbe Skammelsøn (1918) og LIden Engel 1922 m. fl. Guld (Betty Nansen Teatret, 1933); Ingildskvadet og Folkeviserne (dansk Skolescene, 1924); Tribunespil (Riddersalen, 1921-23); endvidere Om Iscenesættelse (1930); Grønne Dage i den grønne Skov (1935) og en Række andre Bøger; Hørespil; Film m.m.; Novellist og Kronikør ved en Række Dag- og Ugeblade herhjemme og i det øvrige Skandinavien til 1939; redaktør af Jægerbogen 1937-42.
Medlem af Bestyrelsen for Dansk Forfatterforening 1924-33; Skandinavisk Medlem af Den internationale Forfatterorganisations grundlæggende Komité i Paris 1932; Formand for Thyboforeningen 1941-43.
Adresse: Rytterskolen, Hvidovre pr. Valby.
Sommerbolig: Winthermøllegaard pr. Thisted.
(citat: Kraks blaa bog : Fem Tusinde nulevende danske Mænds og Kvinders Levnedsløb indtil Aar 1943. Gad.)

I 1946 døde Bertel Budtz-Müller. Posthum udkomme romanen “Det rette erotiske Compani” (1947).

Klip fra Frederiksborg Amts Tidende 13 maj 1948.

1. maj 1948 skrev Frederiksborg Amts Tidende: “En Komite har igennem nogen Tid arbejdet med Planens Gennemførelse, og Arbejdet er for saa vidt nu afsluttet, idet Billedhuggeren Johan Galster har lagt sidste Haand paa den ovenfor afbildede Portraelmedaillon.
I Overværelse af Bertel Budtz Müllers Hustru, Skuespillerinden frida Budtz Müller vil Mindestenen blive afsløret den 26. Juni.”

Bertel Budtz Müllers gravsted på Hvidovre kirkegård.

Inskription på gravsten: “DIGTEREN / BERTEL BUDTZ-MÜLLER /// FØDT D 13. JULI 1890 /// DØD D 2. MATS 1946 /// DE FATTIGE HAR ALTID / RET DET VAR HANS TRO”.

Dansk Forfatterleksikon
Danske Litteraturpriser

Har du set Anna Søe

I 1947 udgav forlaget Westermann bogen “Det rette erotiske compani” af Bertel Budtz-Müller. På Bibliotek.dk beskrives romanen som en “historisk roman fra Thy om en nøgen pige, en gæv ridder, brændevin, salte sild og en svigermor, der mistænkes for at være heks”.

Bertel Budtz Müller skrev på skæmteroman “Anne Søe” under 2. Verdenskrig. Han var under jorden den sidste tid inden befrielsen og manuskriptet forsvandt. En mindre del blev fundet og udgivet posthum under titlen “Det rette erotiske compani”.
Bogen handler om den frodige og livsglade Anne Søes datter Ingeborg og hr. Diderich Braese til Kokkedal.

Forside til 1. og 2. udgaven af “Det rette erotiske compani”

Bag på omslaget til 1. udgaven, 1947, står der, at Bertel Budtz Müller “havde vundet Ry som Novellist og Dramatiker; men sin første egentlige Roman fik han først paabegyndt i sine sidste Aar, da Sygdommen allerede havde mærket man til en alt for tidlig Død. Manuskriptet blev fundet i hans efterladte Papir. Der mangler dog en Del Kapitler; men gennem Efterlysninger i Dagspressen lykkedes det at finde frem til disse, og her kommer nu efter hans Død hans første og sidste Roman “Det rette erotiske Compagni”.”

Annonce fra Berlingske Tidende. 5. april 1948.

Men det var ikke alt der var komme frem gennem efterlysningerne i dagspressen. Da andenudgaven kommer i 1959 efterlyses der igen – men nu er “Det rette erotiske Compagni”: “en del af en stor roman, ANNA SØE, som Bertel Budtz Müller begyndte at skrive, mens han var under jorden i besættelsestiden, og som han fuldendte efter befrielsen. Såvel forfatterens manuskript som en maskinskreven afskrift forsvandt sporløst. For oplysninger, der fører til at det oprindelige manuskript eller afskriften kommer til vejs, udlover Hans Reitzels Forlag, Frederiksberggade 28, København K., en dusør på kr. 500,-.”

Omtale af Det rette erotiske compani fra Thisted Amts Tidende. 22. marts 1948.

“Det rette erotiske Compagni” blev omtalt af Hans Kirk i avisen “Land & Folk”, 10. maj 1948, hvor læserne kunne læse at bogen “fortæller om den thylandske heks fru Anna Søe, der var en af hovedpersonerne i den sidste danske trolddomssag og iøvrigt en bjærgsom dame med så stort held i handel og købmandsskab, at hun blev ejer af rigt jordegods og fik sig selv og sine efterkommere ophøjet i adelsstanden. Sagnet har spundet en ring om hende af ondskab, svig og gerrighed, og til sidst blev hun hentet af djævelen i en sort hunds skikkelse og ført til helvede.
Det er imidlertid ikke Anna Søe, som hun endnu lever i overleveringen, Budtz Müller beskæftiger sig med, – skønt det ellers nok kunne være en digters opgave at prøve at skildre en kvinde, der har kastet så mørke skygger. Hans Anna Søe er en hed og driftig renaissanceskikkelse af rubensk skønhed og med en katteagtig underfundighed i sit sind. Historisk holder dette billede nok ikke og måske er Anna Søe kun et påskud til en roman om det Thy, som Bertel Budtz Müller stammede fra og elskede til sin sidste time. Også kærlighedshistorien er temmelig konstrueret, men der er strålende kapitler i bogen. Man vil sent glemme den kongelige foged Didrik von Bras måltid ombord i den lille skude i Limfjorden. I den slags djærve scener og i de prægtige skildringer af nordjysk landskab og vestjysk vejr lægger Bertel Budtz Müllers evne sig for dagen.”

Efterlysning fra 2. udgaven af “Det rette erotiske compani”, 1959

“For oplysninger, der fører til paagribelsen af det oprindelige manuskript til den nordjyske forfatter Bertel Budtz Müllers “Det rette erotiske compani”, udlover Hans Reitzels forlag 500 kroner i dusør!
Budtz Müller begyndte at skrive denne fyndige og frodige roman, mens han var under jorden i besættelsestiden og fuldendte den kort før sin død i 1946. Man ved, at der foruden forfatterens haandskrevne manuskript har eksisteret en maskinskrevet afskrift, men bægge dele er paa uforklarlig vis forsvundet. “Det rette erotiske compani” er kun en lille reddet del af et større romanværk Men selv om man ikke kan finde det forsvundne, kan man altid glæde sig over Reitzels genoptryk af denne undertiden helt tosset løsslupne bog. Der er mere charme og naivitet i Budtz Müller end i vore fleste andre erotiske humorister.”
(citat: Aalborg Stiftstidende. 29. oktober 1959.

Så vidt vides er den resterende del at romanen “Anne Søe” aldrig dukket op. Så tjek lige loftet.

“Bertels talent var stort Skuespil, digtsamlinger, noveller han kunne det hele. En stout mand. I statur og sind. Jeg er bange for, at nutidens unge ikke kender meget til disse dejlige værker fra Bertels hånd. Men bøgerne kan stadig findes på biblioteket, og jeg vil ønske, at mange i dag ville genopdage disse fædrelandshistorier, disse kærlighedserklæringer til vort skønne Thy, og dets indbyggere fra dengang – thyboen. 1990’erens thybo er ikke langt fra den tids mennesker, som Bertel beskriver så varmt.”
(citat: “Den store thybo” af Clauson-Kaas i Thisted Dagblad. 11. oktober 1991.)

Den virkelige Anne Søe

“I al Almindelighed kan det siges, at der er Grund til at tro, at Anne Søe har været en hel Del bedre end hendes rygte, ti der foreligger ikke nogen paa Kendsgerninger bygget Efterretning om, at hun nogen Sinde har gjort sig skyldig i noget slet. Hendes Samtid paastod om hende, at hun var “i Ledtog med den onde”, men selvfølgelig stammede denne Beskyldning fra Tidens Overtro, og den finder tillige sin naturlige Begrundelse deri, at Anne Søe ganske utvivlsomt har været en ualmindelig dygtig og klog Kvinde, der i saa Henseende stod langt over sin Samtid.”
(citat: Fru Anne Søe af M. Aaberg i Historisk årbog for Thisted Amt 1910)

I artiklen “Anne Søe og hendes slægt” i Historisk årbog for Thisted Amt, 1962-64 – XVI. bind, skriver Torsten Balle om den historiske Anne Søe.
Anne Søe var 90 da hun døde i 1736. Hun havde overlevet to mænd, først rådmand Søren Jacobsen Lugge, næst borgmester i Thisted Enevold Nielsen Berregaard er ejede Kølbygård og Vesløsgard. Ved Anne Søes død blev hendes formue opgjort 175.000 rigsdaler.

Fru Anne Søe gengivet i Historisk årbog for Thisted Amt 1910.

I 1670 blev Anne Søe viet til Søren Jacobsen Lugge, der var købmand og rådmand i Thisted. Søren drev en livlig handelsvirksomhed var bev ejer af et skib i 1678 – kort før hans død samme år.

Anne Søe sad da som enke med en lille datter, Ingeborg Cathrine Lugge, og kort efter mandens død fødte hun en lille søn. Sønnen fik navnet Søren Sørensen Lugge.

Anne Søe blev gift igen. Manden, Enevold Nielsen Berregaard, var rådmand og borgmester i Thisted. Han fik titel af justitsråd og blev i 1726 optaget i adelsstanden. De fik to børn, Christian Berregaard og Frederik Berregaard.

Bibliotek.dk: Det rette erotiske compani