Tag-arkiv: Gammel Kongevej

Den unge modstandsmand

Modstandsmand dræbt ved Gl. Kongevej efter flugtforsøg fra tyskerne.

Mindetavle

Ingolf Larsen-Ledet var søn af karetmager Jens Larsen-Ledet og Anne Sofie Albrechtsen (født Hansen). Han var nevø til den kendte afholdsagitator Lars Larsen-Ledet.

Ingolf Larsen-Ledet blev student fra Christianshavns Gymnasium i 1938 og startede derefter som studerende ved det rets- og statsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet. Han var medlem af DSU og kasserer i den socialdemokratiske studentergruppe.

Det illegale blad “De danske Studenter” startede i 1941 i form af løbesedler. Fra april 1943 til maj 1945 udkom det som månedsblad. Bladet udgav desuden en række illegale bøger, bl.a. “Maanen er skjult” af John Steinbeck og “Omkring den anden Front”.

“De danske Studenter” var en udløber af studenterdemonstrationerne mod Antikominternpagten og var en af de første illegale organisationer, der opstod efter nazisternes besættelse af Danmark.

Larsen-Ledet blev tilknyttet bladet “De danske Studenter” og var desuden involveret i flygtningearbejdet.

Under strejkerne i juni 1944 skulle Larsen-Ledet mødes med nogle illegale kammerater i en lejlighed i en baggård på Gammel Kongevej. Gestapo ventede imidlertid i lejligheden og arresterede alle, der indfandt sig – deriblandt Larsen-Ledet.

Efter at være visiteret forsøgte Larsen-Ledet at flygte via køkkendøren. Døren var låst og han sprang i stedet ud gennem et lukket vindue. Ingolf Larsen-Ledet blev dræbt af faldet fra fjerde sal.

Mindetavlen

Tavlen for Ingolf Larsen-Ledet hænger i baggården Gammel Kongevej 25.
Teksten er:
“INGOLF·LARSEN-LEDET / GAV HER SIT LIV FOR / DANMARK’S FRIHED / 29 JUNI 1944”

Kilde: Stræderne i København. 2013, december.