Mindetavle for Nicolai Eigtved: Nicolai Eigtved, 1701-1754, var hovedarkitekten bag planerne for Frederiksstaden. Han mindes med en tavle ved Amalienborg.
Nicolai (Niels) Eigtved; født 1701 i Haraldsted og død 1754 i København. Som ung blev Nicolai Eigtved uddannet gartner, hvorefter han rejste til udlandet. Her hentede han en del erfaring og viden.
I 1732 blev Nicolai Eigtved udnævnt til dansk løjtnant og fik bevilget penge til en studierejse til Italien. I 1735 kom han til København, hvorefter han blev kaptajn i ingeniørkorpset og hofbygmester.
De sidste år af Nicolai Eigtveds liv blev dedikeret til Frederiksstadens planlægning og begyndende gennemførelse. Han havde det arkitektoniske ansvar for projektet.
Frederiksstaden var Frederik V.s store prestigebydel opkaldt efter ham selv. Anledningen til at grundlægge en ny bydel var den Oldenborgske slægts 300 års jubilæum som herskere i Danmark i 1748. Bydelen blev påbegyndt i 1749.
Frederiksstaden var den største arkitektoniske opgave i 1700-tallets Danmark. Bydelen er delt af et kors med Amalienborg Slotsplads som midte.
Hovedaksen, Frederiksgade, går fra Marmorkirken gennem Slotspladsen og ned til havnen. Den krydses af Amaliegade. Frederiksstaden nævnes som et højdepunkt i europæisk byplanlægning og rokokoarkitektur.
Mindetavlen
På Frederiksgades venstre side, når man kommer fra Bredgade og går mod Amalienborg, sidder mindetavlen for Nicolai Eigtved i murværket. Tavlen viser Frederiksstadens oprindelige plan i relief.
Mindetavlens tekst: “NICOLAI EIGTVED / FØDT 1701 DØD 1754 / FREDRIKSSTADENS ARKITEKT”
Handelsstandens Gymnastikforening (HG) blev stiftet i april 1880 med det formål at udvikle handelsstandens unge mænds færdigheder i gymnastik og våbenbrug (stokkeslag). Foreningen voksede og trivedes og tog gerne konkurrencen op med andre københavnske idrætsforeninger. I en periode mødtes de også med norske Oslo Turnforening til indbyrdes konkurrencer.
I 1930 havde gymnastikforeningen 50 års jubilæum og udgav i den forbindelse et festskrift: “Festskrift ved Handelsstandens Gymnastikforenings 50 Aars Jubilæum 28. April 1930”, som er kilden til størstedelen af nedenstående tekst. Festskriftet blev redigeret af Vigo Andersen, Einar Blem, Axel W. Lind og Knud Jørgensen.
Foreningens første gymnastikdyst var mod Roskilde Gymnastikforening. Kampen fandt sted søndag den 18. marts 1886, publikum betalte 1. kr. for en billet til Industriforeningens sal. HG vandt kampen.
HG vægtede samarbejder. I juli 1899 afholdtes i Søpavillonen et møde, hvor formændene for danske gymnastikforeninger var indbudt. Her blev Dansk Gymnastik Forbund dannet.
I 1907 blev det første hold oprettet for kvinder, men først i 1915 fik de kvindelige medlemmer samme ret som mændene.
Kampene mod Oslo Turnforening
I 1912 tog HG kontakt til Oslo Turnforening (OT) for at arrangere en konkurrence mellem de to foreninger i København. 18. januar 1913 mødtes HG og OT til dyst i et stuvende fuldt Odd Fellow Palæ. Nordmændene sejrede med 16 point mod københavnernes 15¾ point. Selv om HG tabte, var det et lærerigt møde, hvor begge foreninger fik inspiration og lærte af hinanden.
Kampen melle Oslo Turnforening og Handelsstandens Gymnastikforening 1913.
I 1914 var der revanchekamp i Oslo. På trods af at det igen blev til et nederlag for HB, beskrives turen som “en yderst fornøjelig Tur, hvor vore elskværdige Værter næsten fordunklede deres hidtidige store Ry som splendide Værter” i festskriftet fra 1930.
Revanchen kom i december 1916. “Det blev en Jættedyst, hvor det umulige blev muligt, og hvor Præstation fordunklede Præstation og henrev Publikum til Begejstring, trods Lummerheden i Salen.” skrives der i jubilæumsskriftet om denne tredje dyst mod nordmændene. Det var en uomtvistelig sejr og nordmændene måtte se sig slået. Der var dog ingen bitterhed og til den efterfølgende fest var der en kammeratlig tone.
Om den første gang de to gymnastikforeninger mødtes til dyst skrev Torleif Torkildsen, formand i Oslo Turnforening, følgende: ”Konkurrancen holdtes i Odd Fellowpalæets store sal, som var fuldt besat av et meget representativt publikum. Under de respektive landes flag marsjerte begge tropper inn og møttes straks av et hjertelig bifald, som tiltok, eftersom konkurrancen skred frem. Efter at dommerkollegiet hadde trukket sig tilbake, fremviste utenfor konkurrance ”H. G.” smidighetsøvelser og vor forening trampoline- sprang. Dette var øiensynlig noe, som faldt i publikums smak. Den danske presse taler om en ”fjellhøi” hest og om trampolinen som en ”kastemaskin”. Smidighetsøvelsene vakte den største interesse blant vore turnere, hvorav flere saa slike øvelser for første gang. Øvelsenes store gymnastiske verdi var man ganske klar over, og det var allerede den gang full enighet om, at de burde komme til anvendelse hos os. Imidlertid var dommerne ferdig med sine over- veielser, og presidenten i Dansk Idrettsforbund, O.R.Sakfører Nathansen kunde meddele det forventningsfulle publikum, at Oslo Turnforening hadde seiret med 16 points, mens »H. G.« hadde op- naadd 15⅔. Det var sikkerlig skrankeøvelsene (Barreøvelserne), som hadde gitt os dette lille forsprang.”
HG eksisterede frem til 1980, hvor den fusionerede med Gladsaxe Håndboldklub under navnet Gladsaxe/HG.
Trailløb er blevet populært i de seneste år. Men det er selvfølgelig ikke noget nyt at løbe i terrænet og i mange år har atletikken haft sit cross-løb. Det første danske terrænløb blev arrangeret i 1896 nord for København.
Handelsstandens Gymnastikforening arrangerede sammen med Københavns Fodsports-Forening og Københavns Roklub til det første danske terrænløb: Fortunløbet. Til det første år med en rute der løb fra Fortunen forbi Peter Liep og via Hjortekær tilbage til Fortunen.
Fortunløbet: Foto: Hold-Terrænløbets Historie gennem 25 Aar. KIF, 1920.
Inspiration til løbet kom fra England, hvor cross-country-running var populært. En disciplin der derover kan spores tilbage til 1837.
Handelsstandens Gymnastikforening vurderede ikke at løbet var ikke noget større succes, hvorfor foreningen efterfølgende koncentrerede sig om gymnastik- og svømning som var det foreningen dengang have på deres faste program.
Københavns Fodsports-Forening (i dag kendt som Københavns Idræts Forening) var mere positive og fortsatte med at arrangere Fortunløbet. Løbet blev voksede og blev et vigtigt indslag på den danske idrætskalender. Løbet overlevede i 42 år og blev altid afholdt tredje søndag i marts.
Det første terrænløb blev afviklet 15. marts 1896 med start klokken ti. Om løbet kan følgende læses i Hold-Terrænløbets Historie gennem 25 Aar af K. Jensen (Kbh., 1920): “K. F. F. udsatte et Vandreskjold, der skulde vindes to Gange, og de 4 Hold à 6 Mænd havde følgende Points: K. F. F. 46, A. I. K. 66, Freja 93 og Handelsstandens Gymnastikforening 95. De 24 Mand løb Distancen i Tider fra 34 Min. 52 Sek. til 57 Min. 11⅖ Sek., et ret godt første Forsøg. Men Tidtagningen var upraktisk, idet der startede 1 Mand fra hvert Hold ad Gangen med 2 Min. Mellemrum mellem hvert Heat. Saaledes at tage Tid for hver enkelt Deltager vilde jo nu forlængst være en praktisk Umulighed, og den blev allerede forladt næste Aar, men den kunde gaa med de 24 Deltagere, blandt hvilke Konkurrencen ikke var videre skarp og formedes sig som en gemytlig Styrkeprøve.”
Det første danske terrænløb. Fra: Festskrift ved Handelsstandens Gymnastikforenings 50 Aars Jubilæum 28. April 1930. HG, 1930, side 59.
Eva Hundebølls interview med Kirstine Hundebøl i 1969.
Kirstine Hundebøl Optagelse: 17. juni 1969. Optaget hos datteren Anne Sophie Hundebøl.
Kirstine (Kestina) Hundebøl f. 1880, d. 1981. Døbt: Inge Kirstine Schmidt. Datter af Heinrich Eskildsen Schmidt og Maren Nielsen. Gift med Peter August Vedel Hundebøl f. 1873, d. 1965. Borgerligt viet i Gram d. 28 juni 1990.
Ved giftemålet bosatte ægteparret sig i Fole, først i en landejendom ved Stampemøllen, senere flyttede de til Fole Vestermark hvor de købte en større landejendom. Den drev ægteparret ind til den yngste søn overtog gården. Herefter flyttede August og Kirstien ind til datteren Anne, der var gift med vognmand Chr. Kummerfeldt.
Peter August Vedel Hundebøl er efterkommer af Peter P. Hundebøl f. 1810, hvor jeg er efterkommer af Peters bror Lauritz P. Hundebøl f. 1803. Interviewer Eva Hundebøll er min mor.
Eva Hundebølls interview med Christian Mathinus Hundebøl i 1969.
Optagelse: 3. jan 1969, Rødding. Kvaliteten af optagelsen er ikke høj hvilket høres på digitaliseringen.
Christian (Krestian) Mathinus Hundebøl “er født den 4. oktober 1890 i Fole, og han døde den 5. marts 1971 i Rødding. Han blev gift den 24. september 1920 i Sct. Pauls Kirke (Rødding Frimeninghedskirke) med Esther Marie Sørensen. Hun er født den 20. februar 1892 i Hygum som datter af landmand Søren Petersen Sørensen og hustru Anke Petersen, og hun døde den 6. maj 1961 i Rødding. Christian Mathinus Hundebøl købte i 1920 en ejendom i Gammeleng. Senere overtog sønnen Peter ejendommen og Christian Mathinus Hundebøl flyttede til Rødding. Under 1. Verdenskrig var han ved fronten i Frankrig i 2 år og derefter i fransk fangenskab i 2 år.” (citat: Slægten Hundebøl fra Fole Sogn : Om brødrene Lauritz og Peter P. Hundebøl født 1803 og 1810 deres forfædre og efterkommere. Nordisk Slægtsforskning, 2006. V.K)
Christian Mathinus Hundebøl er efterkommer af Peter P. Hundebøl f. 1810, hvor jeg er efterkommer af Peters bror Lauritz P. Hundebøl f. 1803. Interviewer Eva Hundebøll er min mor.
Gadekæret er lidt anderledes end resten af Ishøj. Området er bygget som en byenhed og når jeg løber gennem området får en fornemmelse af landsby. Det er nok ikke helt ved siden af.
Som der står en en omtale i Arkitektur 1977, nr. 8: “Den [Gadekæret] ligger umiddelbart ved et af Køge Bugt-planens store etagehusbebyggelser, og den må uundgåeligt opfattes som et bevidst formet alternativ til 60’ernes uniforme etagehusmiljøer. Det er en revaluering af de gamle småbysamfunds kvaliteter: variationen i bebyggelse indenfor beslægtede bygningstyper, de relative lave hushøjder, det uregelmæssige gadenet, intimiteten i de smalle gader og stræder, og fællesskabets symboler, torvet og grønningen.”
Og det er intimt, særligt synes jeg, når jeg på en sommerdag bevæger mig ned gennem de små bagage og møde beboer i gang med at klippe hæk eller på vej videre. I midten af de hele er en sø – eller om du vil et gadekær. Her er åbent og hyggeligt med bro, træer og ænder.
Gadekæret, altså søen midt i boligkomplekset, er ikke en naturlig sø. Da området stadig var landbrugsjord var der et sumpet område på en mark. Det valgte KBI at udgrave, fylde med vand og indrette til regnvandsbassin for bebyggelsen.
I landejendommen Mosegård er indrettet beboerhus. Mosegård ligge ved den ene af to fællesområder med suppleringsrum. Her er der bl.a. en lokalkøbmand. Parkeringspladserne er placeret i byggeriet yderkant, så vejnettet mellem boligerne er forbeholdt bløde trafikanter.
Bygningerne er opført af sandwichelementer af beton, udført med en okkerfarvet forstøbning. Den gullige farvenuance hedder Frederiksberg gul.
Arkitekterne bag udformningen af Gadekæret var Kooperativ Byggeindustri a/s (KBI). Gadekæret blev bygget med 563 boliger og en række suppleringsrum. Husene variere fra en til tre etager – dog er to-etagehuse fremherskende. Husene er opført i 1975-79 med Vridsløselille Andelsboligforening som bygherrer. KBI havde tidligere stået bag byggeriet af Vejleåparken.
Vridsløselille Andelsboligforening havde rødder i det utraditionelle og politisk markerede boligmiljø i Albertslund. Dengang var foreningen toneangivende og progressive i boligdebatten omkring tæt-lavt byggeri og beboerdemokrati.
Ambitionerne var store og “Gadekærets fædre havde sat sig sammen og besluttet, at nu skulle det gøres ordentligt, nu skulle det bevises, at man sagtens kunne bygge stort uden at det gik ud over livskvaliteten. Samtidig skulle det demonstreres, at godt byggeri, perfekte livsbetingelser og gennemtænkte løsninger kunne bringes i front uden at det blev rasende dyrt – at bygge og at bo i.” (citat: Gadekæret : et ualmindeligt alment boligbyggeri) I 1979 lå den månedlige husleje mellem 530 og 2600 kr.
Gadekæret består af et samlet areal etageareal på 67.500 kvadratmeter, inklusiv plejehjemmet. Det dækker et grundareal på omtrent 225.000 kvadratmeter.
I Byggeindustrien (1977, nr. 10) skrev Henrik Nissen: “Gadekæret er et godt eksempel på, hvorledes en dristig boligforening i samarbejde med et fremsynet projekteringsteam har realiseret en række af de nye idéer, der er aktuelle i den danske boligdebat”.
Priser og berømmelse
I 1978 tildelte Betonelement-Foreningen Betonelement-prisen til arkitekt Knud E. Rasmussen med begrundelsen: “Med pressen som lidenskabelig bannerfører har udtryk som betonslum, betonskuffer og betondepressioner været daglig kost på mange avisers forsider. Det må være ubegribelig mangel på omtanke, der får hæderlige journalister til at deltage i så urimelig forfølgelse. For lige så lidt som der findes grimme toner eller grimme farver, der der grimme materialer, men der findes skrækkelige måder at sætte tonerne sammen på, talentløse måder at sætte farver sammen og menneskefjendske måder at bruge materialer på. Men materialerne er uden skyld. (…) Bygningsblokkene måtte placeres så en enkelt kran eller to kunne klare hele montagen uden at man behøvede at flytte sporene mere end højest nødvendigt. Det er blandt andet bruddet med kransporets tyranni, der placerer Gadekæret i særklasse. Hver enkelt gade eller stræde og hvert eneste grønområde i bebyggelsen har fået en rumlig identitet, der adskiller den fra de andre, og uden at være kaotisk er bebyggelsesplanen meget oplevelsesrig, og man kan færdes korte og lange ture i bebyggelsen og stadig møde nye udtryk.” (citat: Gadekæret : et ualmindeligt alment boligbyggeri)
Renovering
I 2012-1014 blev Gadekæret renoveret. Badeværelserne blev fornyet og der blev sat mekaniske ventilatorer op i boligerne. Døre og vinduer blev udskiftet og der blev foretaget sokkelisolering samt facaderenovering og opsætning af nye indgangspartier. 12 grønne områder blev også renoveret bl.a. med nye legepladser.
Inden renoveringen blev sat i gang havde mange boligernes badeværelser så utætte gulve og skimmelsvamp. Indeklimaet i bebyggelsen er generelt meget dårligt. Så det var godt der skete noget.
Jubilæum 2017
I slutningen af maj 2017 havde Gadekæret 40 års jubilæum. Jubilæet blev markeret med en fest ved gadekæret hvor der var musik og forskellige boder.
Avisen Sydkysten (23. maj 2017, uge 21) havde et interview med Alice og Torsten Lynge der har boet i Gadekæret siden boligerne blev opført. De første lejligheder blev udlejet i 1977. Alice og Torsten flyttede ind i september 1978.
Parret lod sig lokke fra Vallensbæk til Ishøj med udsigt til at få egen have. Med to børn var det ønskværdig med en have lige udenfor døren.
Til Sydkysten sagde Torsten: “Da vi flyttede, tænkte vi at her var et sted, hvor vi følte os tilpas fra starten. Livet har været godt her for os i Gadekæret”. Og fortæller videre om de mange år i Ishøj: “Vi har aldrig haft tanker om at flytte herfra. Folk skifter hus hvert tredje eller fjerde år. Jeg fatter ikke tanken. Vi har følt, at det var her, vi skulle leve vores liv”.
Alice supplere: “Vi glæder os over, at vi bor her hver dag. Vi tænker ikke på store ferier, vi vil hellere være i vores have”.
Vildtbanegård er navnet på Det Sociale Boligselskab af 29. januar 1946 almene boligkompleks i Ishøj. Engang var det en bondegård.
Den seneste Vildtbanegård blev opført efter en brand i begyndelsen af 1870erne. I 1875 blev den købt af Jens Bay. Hans søn Valdemar overtog sener gården og efter ham overtog Jens Bays barnebarn Philip den.
Vildtbanegård beskrevet i Danske Gaarde : Illustreret statistisk og historisk Haandbog for det danske Landbrug. Dansk Landøkonomisk Forlag, 1914. Bd. 4.
Philip Bay måtte afhænde gården i 1964, men blev boende på gården frem til 1969, hvor Vildtbanegård (som gård) måtte vige for byggeriet af Vildtbanegård (som almen boligkompleks) afd. 2.
Vildtbanegård havde i sin tid 50 tønder land. Navnet “vildtbane” kommer fra de kongelige vildtbaner omkring Tranegilde.
På vildtbanen ved Tranegilde jagtede kongerne markvildt. Området var afgrænset af vildtbanepæle. Én af dem står stadig og kan ses i Dyreparken vest for Tranegilde.
Vildtbanegård på 4 cm kort 1953-1976. Kilde: Historiskatlas.dk. Gården er markeret med rød streg.
Køge Bugt loven
Køge Bugt loven blev vedtaget den 17. maj 1961. I henhold til lovens §1 var lovens formål “…at bistå de kommuner i området langs Køge Bugt, som må forventes at blive omfattet eller berørt af en kommende bydannelse i området, med at tilvejebringe et grundlag for de enkelte kommuners byplanlægning, at samordne byplanlægningen af området med hensyn til dets anvendelse m.v. og at sikre områdets udbygning i en hensigtsmæssig tidsfølge.”
Loven tegnede en fremtid med byområderne langs Køge Bugt. Det betød nedlæggelse af mange gårde og gartnerier. Få år efter vedtagelsen af Køge Bugt loven måtte Vildtbanegård vie for byudviklingen.
Almene boliger
Det Sociale Boligselskab af 29. januar 1946 købte den første grund i Ishøj i 1969. De første lejligheder i Vildtbanegård afd. 1 stod klar i 1971. I 1973 startede byggeriet af Vildtbanegård afd. 2, hvor de første lejere flyttede ind i efterår 1974.
Efter nogle økonomiske vanskelige år for Det Sociale Boligselskab begyndte byggeriet af afdeling 3 i 1977.
Siden er facaderne på alle tre afdeling blevet renoveret.
Etagebygningerne i afdeling 1, 2 og 3 blev bygget med flade tage. Omkring 1990 blev de flade tage udskiftet med traditionelle saddeltage med røde teglsten, kviste og stort udhæng.
Vildtbanegård i 1970erne. Foto: Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening.
Ud over at løse problemet med utætheder i de flade tage, skaffe tag-renoveringen nye lejligheder og forskønnede betonblokkene betydeligt. I dag fremstår Vildtbanegård afdeling 1, 2 og 3 ganske indbydende og er klart skønner end eksempelvis Vejlegårdsparken i Vallensbæk.
Vildtbanegård afd. IV er den senest tilkomne og består af to bygninger ved Ishøj Station. Begge bygninger har butikker i en del af stueetagen. Afdeling IV er bygget i 2012 og adskiller er arktiske fra de øvrige afdelinger.
Fokus på Afd. II
Inden de flade tage blev udskiftet, med skrå tage og de medfølgende nye lejligheder med skråvægge, var der 644 lejligheder i Vildtbanegård afd. 2.
Bygningerne blev opført i 1973-1975. Arkitekt på projektet var Mangor og Nagel.
Blokkene er anlagt omkring en central plads med en gennemgående sti der forbinder de overordnede stisystemer i Ishøj.
Bebyggelsen blev opført som et elementbyggeri med bærende tværvægge i beton. Facaden var oprindeligt malet med forskellige mættede farver. Døre og vinduer var malet med klare signalfarver for at bryde monotonien. Opgangsnumrene var udført i supergrafik og gavlene var forsynet med billeder i kraftige farver udført af maleren Poul Agger.
Parkering og bilisme var fra starten henlagt til kvarterets periferi, så byrummet mellem husene kunne benyttes til rekreative formål.
De oprindelige lejligheder var fordelt på 7 lejlighedstyper fra et til fire rum – fra 38 kvm til 106 kvm. De fleste var 3-4 rumslejligheder på ca 90 kvm. Med tagrenoveringen omkring 1990 kom der flere lejlighedstyper til og den samlet antal af lejligheder kom op på 817. Der var rejsegilde for de tagrenoveringen 23. februar 1990.
Den central gård i Vildtbanegård Afd 2, 2017.
I nullerne blev facaderne renoveret og bragt om til nutidens krav til isolering. De nye facader blev udført med murede stueetager, mens de øvre etager blev beklædt med lakerede alusandwichplader. De oprindelige trævinduer blev også udskiftet, ligesom Poul Aggers malerier og supergrafikken med husnumre er fortid.
Vildtbanegård kerne er stadig bilfri og der er masser af legepladser mellem boligblokkene. I den store centrale gård er der desuden en petanquebane og en svævebane.
Kilder til 2. Verdenskrig: Under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 spillede de illegale blade en stor rolle for modstandsbevægelsen. I dag er de en vigtig kilde for historieinteresserede der ønsker at dykke ned i besættelseshistorien og historien om den danske modstandsbevægelse.
Modstandsbevægelsen rummede mange holdninger og det kommer også til udtryk i de illegale materialer.
Det kongelige Bibliotek har scannet deres samling af illegale blade, bøger, sang og digte. Materialer kan tilgås vis REX – Det kongelige Biblioteks katalog. Senere udvides den digitale samling med flyveblade og falske illegale blade.
Historisk Samling fra Besættelsestiden, Sydvestjyske Museer har også været i gang med scanneren. På samlingens site, Illegal Presse, er de to centrale tidsskrifter Frit Danmark og De frie Danske tilgængelig og forsynet med et søgeregister med navne, steder og organisationer m.m. På Illegal Presse er der en række temaer hvor det f.eks. er muligt at dykke ned i begivenhederne 29. august 1943, samarbejdspolitikken eller stikkerlikvideringer. Temaerne er lavet med henblik på undervisning man kan sagtens anvendes af andre end elever og studerende.
“1. Usynlighed og Hemmeligholdelse af Foretagendet. 2. Forsigtighed og Metodik. 3. Djærvhed – men paa en samme Tid klart Hoved ved Udførelsen; godt Kendskab til Terrain og øvrige Forhold samt omhyggelige Forberedelser styrker Kendskabet til een selv, øger Modet og styrker Djærvheden. 4. Bevægelse og Hurtighed Alt dette tilsammen gør det muligt at optræde overraskende. Overraskelsen er Alfa og Omega, thi den andens Styrke ligger i Overlegenheden paa Folk og Bevæbning – men denne Styrke skal han ikke (i hvert Fald ikke helt) kunne udnytte.”
En noget andet type udgivelse er Af en forrædders papirer (1943), hvori det bland andet kan læses:
“Ogsaa Stikkere kan man finde i de bryldske Arkiver. Fru Brünander, Nr. Søgade 17, har anmeldt, at Helge Asmussen, der bor i en Klublejlighed i samme Ejendom, har Maskingeværkugler hængende som Souvenir paa Væggen sammen med engelske og amerikanske Flag. Virkningen af denne Stikkergerning er ikke udeblevet. Rapporten slutter: Manden henrettet af — den 4. September 43. Han havde endvidere 2 Maskinpistoler.”
Af en forrædders papirer indeholder tekster fundet ved en aktion mod Landsretssagfører Holger og Børge Brylds kontor i oktober 1943. Begge bøger er fundet i Det kongelige Biblioteks samling.
I Inkariget var løbere vigtige, så vigtige at de fik samme løn som borgmestre. Løberne blev kaldt chasquis der betyder noget a la “at give og at tage”.
Inkariget havde et veludbygget vejsystem som strakte sig ud til alle egne af riget. Overalt var der rastepladser hvor løberne ventede. Når en trætte løber kom videregav denne beskeden til en fris løber som løb til næste rasteplads.
Løberne bragte kommunikation rundt i riget. Efterretninger kom ind til Cuzco og Inkaen. Ordre og beskeder blev bragt fra centrum til alle rigets afkroge.
Da Inkariget var størst lå dets fjerneste hjørne 1.500 km fra Cuzco. Løberne kunne bruge et besked dertil på frem dage. Det er hurtigere end når PostNord skal bringe et brev fra København til Ringkøbing.
Vildtbanestenen markere at vildtbanen (jagtområdet) ved Tranegilde var forbeholdt kongen. Stenen er sat under Christian VIIs regeringstid i 1775 og er i dag et fredet nationalt mindesmærke.
Vildtbanestenen i skoven.
Den kongeligt jagt stammer tilbage fra Christian IV der i 1624 købte 4 gårde for at bruge jorden til jagt.
En vildtbane er et samlet jagtdistrikt forbeholdt kongen. Her afholdte han jagter med hovbøndere som klappere, der også måtte finde sig i at vildtet græssede på deres markerne.
Jagten på vildtbanen var forbeholdt kongen og hans gæster. Blev en adelsmand grebet i at jage uretmæssigt kom han i fængsel, mens alle andre der nedlagde kongens vildt, blev hængt.
Det er over 200 år siden konge har været på jagt ved Ishøj. Vildtbanestenen er der endnu, omend den ikke helt er på dens oprindelige placering.
I forbindelse med motorvejsbyggeriet i 1970 blev stenen flyttet en anelse mod nordvest. Det var en svært tilgængeligt placering og i 1983 blev stenen flyttet over øst for motorvejen. I dag står den i udkanten af Ishøj Dyrepark mellem træerne – helt op ad Motorring 4.
På stenen ses en krone og Christian VII’s navnetræk samt bogstaverne W.P.K.A. og årstallet 1775.
Kronen øverst på stenen.
Få meter bag stenen skærer motorvejen sig gennem landskabet.
Vil du se stenen må du ind i skovens mørke.
Jagthornet i Ishøj Kommunes byvåben henviser til vildtbanen ved Tranegilde.
