Tag-arkiv: højrefløjen

USAs kristne højre

Egon Clausen, der normalt er kendt som journalist på Danmarks Radios P1, har været en tur omkring bibelbæltet i USA. Efter rejsen til Guds eget land, har han skrevet bogen Øje for Øje : En beretning fra det modernes bagside.

Øje for ØjeI bogen møder vi Michael Brenneisen fra byen Nacogdoches. En lille søvnig by i Texas, hvor beboerne er gudsfrygtige. Byen er ejet af hvide og styres af hvide. Afroamerikanerne lever i deres egen fattige bydel.
Som så mange andre på de kanter, er Michael Brenneisen en glad kristen fundamentalist. Han er dog vred, fordi mennesket i det moderne samfund ikke lever efter Guds ord, men lever efter menneskeskabte love. Han afventer dommedag, hvor alle skal dømmes af den almægtige Gud. Han ser mange tegn på at dommedag er nær, gode tegn som oprettelsen af Israel og dårlige tegn som grundlæggelsen af FN – et redskab for Antikrist.
Michael Brenneisen har tidligere været nævning i en retssag, hvor en ung mand blev dømt til døden. En retssag hvor Biblen spillede en vigtig rolle.

Mike DeGeirin, en anden af personerne i Øje for Øje, var forsvarer for den mand, der blev anklaget for mordet. I Nacogdoches er han en upopulær mand. Den mordanklagede hedder Khristian Oliver og er sort. Mike DeGeirin er fra Houston. Selv om han henviser til Biblen i hans forsvar af Khristian Oliver, er han ikke så bibelsikker som fundamentalisterne i Nacogdoches. Og så tillader han sig at anvende naturvidenskaben i hans forsvar.

Endvidere portrætteres enkelte stridsmænd og -kvinder fra det kristenfundamentalistiske miljø. Blandt andet Kim Weir der betragter blodsudgydelserne i Israel som fødselsveer for den nye verden og Jesu genkomst; og Patrick Buchanan, der er manden bag bogen Compassionate Conservatism. En bog hvor George W. Bush i forordet skriver: “i hver eneste sag, hvor min regering ser det som en opgave at hjælpe folk, der har brug for det, vil vi først og fremmest søge efter troende organisationer, der har vist deres evne til at redde og forandre liv”. En bog hvor medlidenhed er budskabet om omvendelse og hvor fattigdomsbekæmpelse er prædiken.

Bogens har udelukkende sin berettigelse i anden del Fundamentalismen, hvor det kristne højres ideologi og dens talsmænd sættes i ord. Det er et fundamentalistisk miljø, der som andre religiøse fundamentalistiske miljøer fornægter videnskab. Man skal tro, ikke vide.
Det er herfra det ideologiske bagland for krigen mod Irak skal findes. Som læser erfarer man, at byttes ordene Allah ud med Gud/Kristus og Koranen ud med Biblen, er kristenfundamentalister og islamfundamentalister to alen af samme stykke. Afstanden mellem bin Laden og George W. Bush bliver skræmmende kort.

“Snart vil der blive født en lydefri, gensplejset kalv med den rette røde farve i Israel og så står verden ikke længere” Det menes der blandt kristenfundamentalisterne. Koen er varslingen af dommedag, som fører til Jesu genkomst og regime på Jord. Hvordan kan man tage sådanne mennesker seriøst. Bogen giver for så vidt svaret. De er det politiske og ideologiske bagland for lederen af Jordens mægtigste rige – imperiet USA.

Bogens omdrejningspunktet er retssagen mod Khristian Oliver. Men hver gang sagen beskrives, falder bogens kvalitet. Dele af bogen minder mest om en billig og dårligt skrevet kriminalroman. Forskelle er blot, at det er virkelighed og en afroamerikaner dømmes til døden.
Det eneste teksten om retssagen kan bruges til, er en case study af et uretfærdigt retssystemet. Et retssystem uden retssikkerhed, hvor Gud hersker via valgte dommere. Retssagen mod Khristian Oliver støjer for meget i en ellers relevant bog om George W. Bush’s politiske bagland.

Bogen afrundes med et afsnit om kristenfundamentalister i Danmark. Blandt de mest kende her er Søren Krarup (DF), og andre kristne organiserede omkring tidsskriftet Tidehverv. Hvad forfatteren har tænkt med dette afsnit er uvis. Men er det at fortælle at kristenfundamentalister findes i Danmark, er det ikke en nyhed der kan komme bag på mange. Er det at give et indblik i disse kredse og en analyse af dem, er afsnittet for kort.

Egon Clausen. Øje for Øje : En beretning fra det modernes bagside. Gyldendal. 248 sider. Vejledende pris 248 kr.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. Maj 2003, nr. 2.

Historisk oversigt på Danske Nazister

Dansk Nazisme”Den 9. april 1940 klokken 4.15 rykkede tyske tropper over Kruså-grænsen til Danmark.” (s. 11) Sådan er mange beretninger om anden verdenskrig startet og sådan begynder John T. Lauridsens bog om de danske nazister.

Hvorfor så skrive en bog om den danske nazisme før og under anden verdenskrig i 2002. Forfatteren svarer selv: “Fordi den danske nazisme ikke fik lov at dø i 1945, men er et billede og modbillede, som stadig trækkes frem og bruges i selv de seneste efterkrigsfremstillinger om Danmarks historie.” (s. 11) Det kan tilføjes, at fascismen ikke er død som idé, og at racisme og fremmedfrygt stadig er elementer i dansk politik.

Det danske naziparti blev aldrig stort. Den historiske interesse for DNSAP har haft sit udgangspunkt i nazitysklands besættelse af Danmark. Partiet hvervede frivillige til østfronten. Der var stikkere blandt medlemmerne og de arbejdede for besættelsesmagten på forskellige måder.

Umiddelbart efter krigen blev DNSAP hængt ud, men efter få år forsvandt partiet. Den danske nazisme forsvandt fra den brede offentlighed. I efterkrigstiden er de danske nazister blevet latterliggjort eller helt overset.
På grund af manglende arkivadgang, de danske nazisters minimale betydning på det geopoliske plan, betyder at forskningen af emnet er begrænset. Den forskning der er foretaget i de danske nazister gennemgås grundigt.

Den danske befolkning blev aldrig nazifiseret. Men 7.000 unge mænd gjorde tjeneste for Tyskland på østfronten. Det danske naziparti fik 2.1% af stemmerne ved valget i 1943 (i 1939 havde DNSAP opnået 1,8%). På samme tid havde partiet godt 21.000 medlemmer. (I 1939 havde DNSAP 5.000 medlemmer). Medlemmerne, de frivillige på østfronten og de der stemte på partiet var en del af den danske befolkning.
I modsætning til den typiske fremstilling, viser bogen, at medlemmerne af DNSAP ikke var afvigere.

DNSAPs sociale sammensætning forandrede sig konstant og det havde op- og nedture der påvirkede partiets sammensætning. Ikke overraskende tiltrak partiet mest unge mænd. Inden krigen var DNSAP stærkest i Sønderjylland. Fra 1940 udvikler det sig til et storbyparti og bliver relativt stærkt i København.

Før 1940 var de ufaglærte arbejdere underrepræsenteret. Antallet af faglærte repræsentanter svarede omtrent til befolkningsgennemsnittet, fra 1940-43 steg deres repræsentation Fra DNSAPs stiftelse til 1940 svarede antallet af organiserede selvstændige til deres andele i befolkning. Derefter falde deres procentmæssige andel blandt de organiserede nazister. Antallet af funktionærer i partiet svarer i hele perioden til deres antal i totalbefolkningen – uanset op- og nedture. Der er intet belæg i at “Tykke” eller andre marginaliserede personer blev nazister frem for andre.

DNSAP fik aldrig parlamentarisk indflydelse og fandt aldrig politiske alliancepartnere af betydning. Eneste alliancepartnere var Jord Arbejde Kapital (JAK) og Landbrugernes Sammenslutning (LS). Paritet var en subkultur, hvor medlemmerne havde deres eget liv – man var enten inde og en del af fællesskabet eller udenfor. Blikket var rettet udad mod Tyskland og Italien, der begge var fascistiske forbilleder og ønskesamfund.

Det danske naziparti var mere en kopi af det tyske moderparti, end et selvstændig parti med egen ideologiudvikling. Det gælder lige fra navnet (dansk: DNSAP, tysk: NSDAP), symbolanvendelsen (hagekors), samt organisationsformen og handlemåder i offentligheden.

For at kommet tæt på DNSAPs samfundsmodel og samfundsidealer analyseres paritets sparsomme program og dets organisation. Deres planer for en overtagelse af statsmagten i starten af Anden Verdenskrig, giver et billede af deres plan med for et nazistisk Danmark – efter tysk forbillede.

Gennem teksten kommer læseren tæt på partiets politiske kultur, deres dyrkelse af Danmarks old- og vikingetid og brug af den i politisk sammenhæng. Deres grundlæggende selvforståelse er, at kun DNSAP kan frelse landet og via førerprincippet genoprette den rette orden i samfundet.

DNSAP’s fører fra 1933 og til Anden Verdenskrigs afslutning, Frits Clausen portrætteres i en sammenligning med Hitler. På trods af deres forskelligheder i person og karriere giver sammenligningen mening. Modsat Hitler opnåede den danske nazifører dog aldrig stor tilslutning eller magt.
John T. Lauridsen skaber et troværdigt billede af lægen hvis skæbne var knyttet til nazismen.

Nazisternes antimodernistiske sind afspejles i deres kulturpolitik, der rækker tilbage i historien “til før verden gik af lave”. Inden nazitysklands besættelse af Danmark, havde DNSAP det svært på den kulturpolitiske scene – hoveddelen af de øvrige aktører havde holdninger, der lignede DNSAPs. Det var svært for partiet, at finde plads blandt de mange andre reaktionære. Partiet var ikke ene om traditionalisme, konservatisme, bonderomantik osv.

“Der blev skreget på hævn og opgør fra dem, der ikke havde det mindste at få hævnet, dvs. flertallet af den danske befolkning og samarbejdspolitikene. Plus naturligvis modstandskredse”. (side 126) Den danske nazifører blev syndebuk – ikke fordi han var nazist, men for at aflede opmærksomheden for samarbejdspolitikernes handlen de tre første år af besættelsen.
Efter krigen bliv11.5% af de mandlige medlemmer af DNSAP dømt for kollaboration.

I sidste del af bogen tager John T. Lauridsen fat i tiden efter krigen. Han behandler opgøret med nazisterne og de der havde været på tyskernes side. Forfatteren bemærker, at alle medlemmer af DNSAP umiddelbart efter befrielsen blev interneret. Det uanset at de ikke havde gjort noget ulovligt eller landsskadeligt under krigen. Med udgangspunkt i Holstein-Rathlou retter han endvidere et kritik mod retsopgøret om ledende nazister. Det virker næsten som om han har ondt af dem. Modsat John T. Lauridsen kan man mene, at den der opfordrer og udformer idelogien bag et program bærer et medansvar.

Endvidere problematiseres det forhold, at samarbejdspolitikerne og de erhvervsledere der samarbejdede med tyskerne, ikke blev retsforfulgt. John T. Lauridsen har ret i, at de menige medlemmer af DNSAP og småfisk, der havde fulgt samarbejdspolitikernes anvisning i de første år, blev syndebukke. Det fjernede fokus fra de pæne mænd i jakkesæt.

Bogen slutter med et kapitel om nazismen/ny-nazismen efter 2. Verdenskrig. Læsere der vil vide noget om den yderste højrefløj i efterkrigstiden, er nok bedst tjent med at finde anden litteratur. John T. Lauridsen fremhæver selv: Rene Karpantschof: Nynazismen og den modstandere i Danmark. Sydjysk Universitetsforlag. 1999. 204 sider. Det er ikke noget dårligt valg.

Forskningsoversigt

Bogen viser, at der er mange veje til nazismen og at der ikke er en simpel forklaring på nazismens tiltrækning. De danske nazister afveg ikke fra resten af befolkningen – ud over deres medlemskab af DNSAP. John T. Lauridsen pointerer ganske rigtigt, at man ikke kan forklare nazismens (manglende) tiltrækningskraft i Danmark med én simpel forklaring.

Bogen er en grundig indføring i de danske nazisters historie. Teksten er ikke fordømmende, men giver læseren indsigt i DNSAP, dets kultur og personerne i og omkring partiet.

Bogen indeholder et mindre opslagsværk DNSAP-leksikon, med forløbere, organisationer, tidsskrifter, ledere og skribenter med betydning for partiet. Sammen med afsnittene DNSAP-biografien 1930-45 og Naziplakater 1930-45 og de omfattende henvisninger til kildemateriale bagerst i bogen, placeres værket centralt i forhold emnet og til videre forskning. Brødteksten er slupleret med en del kildemateriale.

Forfatterens egne holdninger er ikke fremtrædende i teksten, men ind i mellem mærker man manden bag bogen.

John T. Lauridsen
Dansk Nazisme : 1930-45 – og derefter. Gyldendal. 677 sider. Kan købe 449 kr. eller lånes på det lokal folkebibliotek.

Yderligere læsning:
Nyeste nummer af Arbejderhistorie : Tidsskrift for historie, kultur og politik. (Oktober 2002, nr. 3) indeholder tre artikler om samme tidsperiode og med relevans for emnet “nazisme”.
“Det vil komme til en national befrielseskamp” : Kommunisterne og ikke -angribspagten 1939-41. Lars Jepsen og Thomas Bindesbøll Larsen. Side 1-22. Om Hitler-Stalinpagten og myten om sovjetsympatisørernes blinde politiske følgagtighed. En ikke usang myte, men et billede der kan nuanceres.
Uden om arbejderklassen kommer man ikke : De danske nazisters faglige organisationer 1940-43. Hans-Henrik Siig. Side 23-43. Om de danske nazisters dilettantiske for søge på at opbygge faglige organisationer, selvfølgelig efter tysk forbillede.
Vi taaler ikke nogen, som har sympatiseret med nazisterne : Udrensninger hos bryggeriarbejderne efter besættelse. Lizette Albæk Nielsen. Side 44-71. Efter krige afslutninger gik der gang i udrensningen af nazister og andre tysk-venlige. Artiklen se på bortvisningen af kolleger bland bryggeriarbejderne, som havde handlet unationalt eller provokerende under besættelsen.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. December 2002, nr. 4.

Danskernes forførere

Pia Kjærsgaard (PK) og Søren Espersen har tegnet et billede af Dansk Folkeparti (DF) som den danske nations redningsmænd og kvinder. I bogen “Danskerne Først! : En historie om Dansk Folkeparti” giver David Trads et andet billede af partiet.

Danskerne Først! tager sin begyndelse i valget november 2001, hvor resultatet førte til, at Venstre og De Konservative dannede regering med DF som støtteparti. Ved valget fik DF 22 mandater og 12,0% af stemmerne. Ved valget i 1998 fik DF 7,4% (13 mandater).

De internationale reaktioner på valget var afstandstagende, som tidligere set, når det yderste højre bliver regeringsbærende. F.eks. da Jörg Haiders Frihedsparti gik med i en borgerlig regeringskoalition i Østrig. Dagens Nyheter (svensk) kommenterede det danske resultat på følgende måde: “Hvis det er svært at pege på valgets vindere, er det så meget des lettere at udpege valgets tabere. Det er alle med en mørkere hudfarve. Det er humanismen. Og det er anstændigheden. Godnat Danmark.”

Bogens mål er “dels at give et samlet indblik i den politik, partiet fører, og at beskrive den ideologi, der ligger bag – og ikke mindst at forklare de effektive metoder, som bruges til at maksimere tilslutningen. Dels at give en kritisk analyse og kommentar til den politik, som Kjærsgaard ifølge sit partiprogram agter at gennemføre, hvis hun får endnu større indflydelse.” (Citat s. 9).

PK er født 23. februar 1947 i København. Hun startede sit politiske liv, da Glistrup fremviste sit skattekort med en trækprocent på 0 i tv. Hendes familiebaggrund skitseres.
PK er vigtig for DF. Men en dybere analyse af den politiske tendens, er mere relevant end hendes barndom på Østerbro og hendes liv før hun blev politiker. Man kan ikke forklare nazismens gennembrud i Tyskland ved at psykoanalysere A. Hitler.
At hun deler en angst for fremtiden sammen med hendes vælgere er dog relevant. Og de strategiske positioner som PK bruger er interessante. En del af beskrivelsen af PK giver et indblik i, hvorfor det lige blev hende, der blev frontperson i bevægelsen. En bevægelse der frygter alt fremmed og sætter danskheden op på en piedestal.

Ved DFs første pressemøde, præsenteres partiets hovedlinjer: Stop EU, stop indvandringen. Desuden præsenteres partiet som “et socialt ansvarligt parti” og PK forsøger at skabe distance til den ultraliberalisme hun kæmpede for i Fremskridtspartiet. Om dette sociale ansvar er reelt eller ej besvarer bogen i afsnittet om DFs økonomiske politik. Omkring EU-politikken er det bemærkelsesværdigt, at DFs ledende kræfter var EU-tilhængere indtil Edinburgaftalen. Partiets EU-modstand er bl.a. et forsøg på at styrke påstanden om, at alt der kommer udefra, er af det onde.

DF beskrives som et topstyret parti, ledet af “politbureauet”, som består af PK, Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Søren Espersen. Det er forkert at kalde det Dansk Folkeparti. Det er ikke folket (medlemmerne) der bestemmer, men Pia Kjærsgaard. Alle der er uenige med hende, må holder kæft eller skride. Bogen har flere eksempler på eksklusioner fra DF af folk, der har modsagt den ubestridte fører.

David Trads gennemgang af partiets økonomiske politik bygger både på DFs gamle partiprogram og det nye “Fælles værdier – fælles ansvar”. Han benytter det gamle program, da partiet har renset det nye for mange detaljer og formuleret det nye program i runde og uforpligtende vendinger. Men det er stadig ingen hemmelighed, at DFs udgifts- og indtægtspolitik ikke hænger sammen. I bogen opsummeres det således: “Masser af skattelettelser til alle, men især til de mest velhavende. De ældre skal modtage store gaver. Regningen sendes med al sandsynlighed videre til tre grupper: “Dels flygtninge og ulande, som skal have så lidt som overhovedet muligt. Dels danske børnefamilier, som skal betale mere for at få passet deres børn. Dels danske lønmodtagere, der fremover selv skal betale langt mere i forsikring mod ledighed og sygdom.” (Citat s. 106). DF har ikke forladt liberalismen fra Fremskridtspartiet, kun sløret den i en social forsvarlig retorik.

Danskerne Først! er en god analyse af DF og deres ideologiske gods. Der er ikke så meget nyt i historien om DF, men bogen bidrager med dokumentation og en samlet oversigt, som hidtil har manglet i debatten om DF. Den fokuserer meget på personerne i DF, i særdeleshed på PK. Det er naturligt, da hendes lederskab og karisma er vigtig for DF. Der mangler en analyse af DFs placering i forhold til det øvrige ekstreme højre i Europa. Men for alle der vil have en kik ind bag facaden på DF, kan bogen anbefales.

David Trads. Danskerne Først! : En historie om Dansk Folkeparti. Gyldendal, 2002, (132 sider). 169 kr hos boghandleren eller til låns på det lokale bibliotek.
David Trads har en baggrund som journalist, har arbejdet for Jyllands-Posten, Radioavisen, MetroXpress, Orientering (P1), Politiken og er nu chefredaktør på Information.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. September 2002, nr. 3.