Tag-arkiv: Hørsholm kommune

Hørsholmløbet : og distancen er?

Rungsted. 21. maj 2023.

Resultat

  • Startnr.: 430
  • Distance: 20 km
  • Placering samlet: 13 af 25
  • Placering mænd: 10 af 18
  • Tid: 01:40:34
  • Tempo: 05:02 min/km
  • Hastighed: 11,9 km/t

Løbsoversigt

Hørsholm vil gerne eliten. Derfor har Hørsholm “Team Hørsholm”, der er et eksklusivt erhvervsnetværk, der støtter lokale eliteidrætsudøvere. Netværket består af 19 virksomheder, der støtter eliteudøvere og elitehold på deres vej mod medaljer ved OL, VM, EM og NM.

Hørsholmløbet arrangeres af Hørsholm Rotary. Overskuddet går til “Team Hørsholm”.

Jeg er mødt op for at få en god søndagsløbetur i andre omgivelser. Solen skinner. Det er dejligt.

Friske ben på Rungsted Strandvej.

Inden vi kan få lov at løbe, skal vi hører den lokale borgmester snakke. Han snakker en del, men jeg tror ikke, han siger så meget. Jeg fanger dog, at han løber med på 5 km – iført borgmesterkæden. Efter borgmester Morten Slotveds snak er der fælles opvarmning, for de der havde lyst til det. Jeg trækker lidt væk og møder i stedet Mie Mandix, der er har for at heppe på sin bror. Hyggeligt.

Mange af løberne stiller op for firmaer som Jyske Bank, Liebhaveradvokaten og StockRate Asset Management. Der er også løbere fra idrætsklubber som Hørsholm Svømmeforening, Hørsholm Karateklub og Rungsted Ishockey Klub. Det er hovedsageligt de lokale, der stiller op til dagen løb.

Ved golfbanen.

Klokken halv tre får 5-kilometerløberne lov at starte. Fem minutter efter er det løbere, der løber 10 og 20 kilometer, der sendes af sted. Jeg er med, men jeg må lige kommentere det med distancen.

Da jeg tilmeldte mig på Sportstiming var det til et halvmaraton og det var med forventning om en halvmaratonrute, jeg drog hjemmefra. Jeg havde luret, at den var gal på vej hertil. Overalt i Hørsholm hænger plakater for arrangementet med 5, 10, og 20 kilometer samt børneløb på programmet.

Nu bliver det et 20 kilometerløb. Havde jeg været Klub 100 halvmaraton-løber havde jeg nok været noget mavesur. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil ryge i det røde felt, hvis jeg tilmelder mig et maraton, og det så på startstregen viser sig at være et 40 km løb.

Plakat i Rungsted med de korrekte distancer.

Af sted kommer vi. Vi starter på asfalt ad Rungsted Strandvej og Folehavevej. Efter et et par kilometer entrerer vi Folehaven og så er der skovveje og stier på menuen. Vi kommer godt rundt i Folehaven og Rungsted Hegn, inden vi passerer lidt af den lokale golfbane. Vi slutter rundstrækningen på asfalt ad Rungstedvej og Rungsted Strandvej.

En rundtur er 10 kilometer, så jeg må afsted igen. Der er kun 25 tilmeldt på halvmaraton, så der er god plads på anden omgang.

Resultatvisning på Sportstiming der påstår jeg har løbet et halvmaraton.

Jeg kom i mål i tiden 01:40:34. I følge Sportstiming har jeg løbet med et tempo på 04:44 min/km, men så hurtig løb jeg slet ikke i dag. Det fine tempo der er registret, skyldes at Sportstiming stadig forsøger at bilde os ind, at dagens løb var et halvmaraton. I virkelighedens verden løb jeg 20 kilometer, med et tempo på 05:02 min/km.

Borgmester Morten Slotved med borgmesterkæde kom rundt på de 5 km på 37 minutter og 22 sekunder.


Hørsholmløbet

  • Arrangører: Hørsholm Rotary
  • Start: Rungstedgaard
  • Distance: halvmaraton, 20, 10, 5 km
  • Land: Danmark
  • Underlag: asfalt, grus
  • Deltagerantal: 600
  • Sko: Brooks Glycerin 17

Hørsholmløbet

MaratonDanmark : ingen sol

Rungsted Kyst. 12. december 2020.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:59:18
  • Tempo: 05:40 min/km
  • Hastighed: 10,6 km/t

Løbsoversigt

MaratonDanmark er et cannonball-løb arrangeret af Ulrik Pihl. Når han arrangere løb på hjemmebane er det i Ringe og på Thurø. Men i dag er MaratonDanmark taget på tur til Hørsholm Kommune.

Hørsholm Kommune dækker et areal på 31,3 km2. Kommunen ligger i Nordsjælland ud mod Øresund. Pr. 4 kvartal 2020 bor der 13.169 kvinder og 11.750 mænd i kommunen.

I 2019 blev der anmeldt 1.347 forbrydelser i Hørsholm Kommune, heraf af 16 seksualforbrydelser og 85 voldsforbrydelser. Antallet af sigtelser var lavere; 249 sigtelser efter straffeloven, heraf 5 seksualforbrydelser og 70 voldsforbrydelser.

Der er et bibliotek i kommunen, som i 2015 udlånte 20 bøger pr. indbygger. Det er et flot udlåntal. I København var der i samme år 9,2 udlån pr. indbygger, i Hillerød 11,1 og i Albertslund 15,2.

Til det, det drejer sig om – løb

Solen har ikke skinnet i fjorten dage. Det var kold og mørkt fra morgenen af. Mobiltelefonens alarm ringede. Under dynen var det varmt og jeg puttede mig ind til kæresten. Det var ikke sådan lige at kommer op til morgenkaffen og havregryn med mælk.

Bagsiden af kirken. Tre løbere og fire parkerede biler.
3 løbere ved Hørsholm Kirke

Op kom vi og nu står vi klar. Nattens mørke er blevet til vintergrå dag. Mette, undertegnede og otte andre løbere er mødt frem. Det er stadig kold. Vi står under den grå himmel mens Søren Kuhlmann fortæller om ruten. Mette skyder en startsvideo af os andre og vi gør klar til at komme af sted.

Ulrik Pihl sætter løbet i gang. Søren Kuhlmann løber forrest med en håndfuld røde flag. Markeringen opsættes løbende på første runde. Et par løbere holder tempo og lægger lidt kærligt pres på Søren.
Jeg har ikke så meget fart i benene som dem.

Inden løbet havde jeg kigget på Google Maps og konstateret, at enten skulle vi løbe i skoven eller i byen. Det er både og.

Vejskilt.
Ruten passer Højdevang – og det er heller ikke en flad rute.

Vi starte ved Ulvemosen og løber ud på Vester Stationsvej og videre ad Rungstedvej. Vi når ikke langt inden vi dreje af ind i Rungsted Hegn. Træerne står nøgne og varsler vinterdød.
I skover er der en bakke som skal forceres. Ruten fortsætter ad Søndre Jagtvej til Hørsholm Egns Museum.

Jeg er endt i mit eget selskab med afstand til de to hurtigløbere der holder Sørens tempo oppe. Bagved løber snakkeklubben og hygger sig. Jeg passere Hørsholm Kirke hvor Hirschholm Slot engang lå.

Fortsætter af stierne i Slotshaven og finder en bakke mere. Bakken fører op til Folehavevej hvor jeg passere den lokale kirkegård.
Kort efter skovriderboligen drejer ruten ind i skoven igen. Jeg passere to rundhøje. Her begravede de lokale deres døde i oldtiden.

Rødt flag på kirkegårdsmur.
Hørsholm Kirkegård.

På den anden side af skoven venter den lokal golfbane. Herfra er der ikke langt til parkeringspladsen ved Ulvemosen hvor vi startede.
Det er meste asfalt på de godt 7 km, men ruten byder også på en del skovvej og et lille stykke med single track.

En fin rute som veksler mellem skov og by. Og som leder os forbi en god del af de lokale seværdigheder. Der var et par bakker som ifølge mit Garmin-ur gav 406 højdemeter på de 42 kilometer.

Efter seks omgang er jeg færdig. Selv om jeg løb de første 25 km i et halvsløvt tempo kommer jeg i mål på en tid lige under fire timer. Det er stadig gråvejr.

I morgen kommer der heller ingen sol.

Skilt med teksten "Se op for golfbolde fra venstre".
Duk dig!


MaratonDanmark # 88 – Hørsholm

  • Arrangør: Ulrik Pihl og Søren Kuhlmann
  • Land: Danmark
  • Start: Ulvemosen, Rungsted Kyst
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 10
  • Sko: Brooks Levitate 3

MaratonDanmark