Tag-arkiv: koncerter

Orm under huden

“Intet • Altet” live: “Orm” er dansk black metal eller måske prog black band. Gruppen blev dannet i 2015 af musikere fra det opløste band “By the Patient”. Tre af bandets medlemmer stammer fra Bornholm og naturen på klippeøen er et af de steder hvor Orm finder inspiration.

Orms første album “Orm” udkom i 2017. Jeg erindre ikke hvornår jeg købte cd’en, men jeg sad ikke utålmodig oppe til udgivelsentidspunktet og ventede. På et tidspunkt købte jeg Orms “Orm” – og så røg den hurtigt på hylden, hvor den stod relativt uforstyrret.

“Ir” købte jeg heller ikke på udgivelsesdagen i august 2019. Det var godt. Herfra så voksede Orm på mig. Jeg har det stadig sådan, at når jeg sætter “Ir” på, tænker jeg: Wow – hvor er den fed.

I dag er ikke første gang jeg hører Orm spille live. Men det er først gang jeg hører Orm for at høre Orm – og ikke et andet band hvor Orm bare er en tilfældig del af aftenens program.

Intet • Altet

Opvarmningen Offernat når vi ikke at hører meget af. Det kan godt være lidt udfordrende at finde en parkeringsplads på Vesterbro fredag aften. Da det endelig lykkedes, er det lige bag Vega, hvor koncerten afholdes på den lille scene – kaldet Lille Vega. Men det meste af Offernats set er gået med, at Mette kører rundt i de små gader mellem Enghave Park og Vesterbrogade.

Der er pænt pakket til de par numre vi hører med Offernat. Så da de er færdige, er det en prioritering, at vi stiller os et sted, hvor vi formoder lyden er god, når Orm går på scenen.

Mens der pusles på scenen er det sorte scenetæppe trukket for. Lyset i koncertsalen slukkes – undtagen i baren. Scenetæppet går lidt fra og lukker igen. Ventetid. Scenetræppet trækkes til side. Stille og roligt starter Orm op, kun for at gå amok.

Jeg har ikke fået lyttet til de numre der er lagt ud på Internettet inden koncerten. Det er helt uforberedt, at jeg hører Orm spille det nye album “Intet • Altet” live.

Orm. Foto: Mette Jensen.

Sceneshowet er simpelt. Et bagbanner og to bannere med tegnede stearinlys med røg i sort silhuet. Hovedsageligt baglys så musikerne også fremstår i silhuet. Jeg tænker ikke jeg fornærmer nogen, når jeg påstår, at Orm er musikere frem for sceneperformere. Her gør det ikke noget at musikken er i centrum.

Musikken er varieret fra hurtig black metal passager, mere tontunge doom’ede passager og masser af melodiøse eller stemningsfulde mellemspil. Der skriges på dansk.

Undervejs på “Trance/Floden, som kan lede” gør de to gæstemusikere Mads Peter Steenstrup og Nils Gröndahl deres entre på scenen. Mads Peter Steenstrup lægger ud. Det er første gang jeg oplever en trompet som en vellykket og integreret instrument i et black metal-nummer. Det er mindre overraskende, at Nils Gröndahls violin gør sig godt i det mørke lydbillede.

Musikken er kommunikationen fra Orm. Det eneste der siges mellem de fire lange numre som udgør “Intet • Altet” er: “Vi har en sang tilbage. Mod døden”.

Efter “Mod døden” er det slut. Orm forlader scenen, men der stadig er masser af resonans mellem strengeinstrumenterne. Lyset i koncertsalen kommer tilbage. En aften med stor skønhed i støj er slut. Ormen krøb under huden.

Efter koncerten går de unge i byen, men vi gamle finder bilen og sætter retningen hjemad mod dynerne.

Senere skal “Intet • Altet” gennemlyttes på anlægget. Jeg glæder mig til at finde alle de detaljer og elementer, som jeg missede på gulvet foran scenen i Lille Vega. De professionelle musikmeningsmennesker er også begejstrede: “ORM er tilbage med et voldsomt, melodisk, progget og ambitiøst storværk, som imponerer med sin iderigdom, sit vovemod og den håndværksmæssige udførelse. Vi kan kun anbefale, at man sætter halvanden time af til at lytte koncentreret til ‘Intet – Altet’. skrev Jesper Buhl i “Modet, der forpligter” på Devilution.

Bandcamp: Orm

Endelig Igorrr

Jeg har midstet overblikke over hvor mange gange koncerten med Igorrr er blevet aflyst og udskudt på grund af corona. Jeg erindre ikke længere hvornår den oprindeligt skulle have været spillet. Men det var formentlig kort efter Igorrrs seneste album, “Spirituality And Distortion” (2020), ramte musikforhandlerne og streamingstjenesterne. Forventningens glæde har der været så rigeligt af.

Nu er vi her. I Pumpehuset, Kransalen. Otto von Schirach holder sig en fest med sine beats på scenen. Det er opvarmningen. Det går over. Det bliver tid til Igorrr.

Igorrr på scenen i Pumpehuset. Foto: Mette Jensen.

Igorrr stritter i mange retninger. Det er musikalsk fragmentering og destruktion der skaber nye sammenhænge – på en gang grimt og skønt. Sådan må det være når inspirationslisten indeholder så forskellige navne som Frédéric Chopin, Cannibal Corpse, Meshuggah, Aphex Twin og Portishead. Lige meget hvor næste fragment stikker hen, er der sammenhæng i Igorrrs kompositioner.

Der er kvaliteten i det musikalske kollektiv på scenen. Men det er Gautier Serre der er i kontrol. Fra start til slut.

Aphrodite Patoulidou fanget i spotlightet. Foto: Mette Jensen.

Jeg savner ind i mellem lidt volume i JB Le Bail vokal og Mette ville have foretrukket at se Laure Le Prunenec på scenen. Men sådan er der så meget. Igorrr var ventetiden værd og alt i alt – en koncert af ganske høj kvalitet.

Igorrr
Spirituality and Distortion Tour. Pumpehuset 20. april 2022

Tung, mørk doom

Konvent spillede en god koncert på Copenhell sidste sommer. Jeg glædede mig derfor til deres koncert i Pumpehuset.
Det var bandets anden koncert på Puritan Masochism turneen, der bringer Konvent rundt i landet, og en tur til Göteborg, Oslo, Hamburg, Berlin og Hannover.

Jeg ankom tidligt til Pumpehuset sammen med Mette. Det blev en lang rejse frem til Konvents koncert. Først måtte vi gennem tre opvarmningsband. Og Pumpehuset har fået den geniale plan, kun at sælge vand med sukker eller vand med alkohol. Så ingen vand med koffein til mig mens vi ventede på hovednavnet.

Vi fik overstået opvarmningen. Endeligt kom det det tidspunkt, hvor det var Konvent tur til at gå på scenen. Efter en intro med “Solen er så rød mor” for pigekor blev det tungt – på den fede måde. Konvent lagde ud med “Puritan Masochism”, der har hittet på nettet som teaser for albummet af samme navn.

Herfra fortsatte doom-festen. Det var tydeligt at bandet nød endeligt at være afsted med Puritan Masochism’s og mødet med publikum med deres nye materiale.

Tiden gik hurtigt med tung bas, melodiske riff og dødsgrowl. Efter at numrene fra albummet Puritan Masochism alle var leveret var det slut. Næsten da. Det blive til et enkelt ekstranummer fra bandets demo, som de udsendte i 2017.

Det kan godt være at Konvent ikke spiller super kompliceret musik. Men hold da helt kæft hvor de kan sætte fede, ørehængende riff sammen. Jeg tror der bor en masse god musik i Rikke, Sara, Heidi og Julie, som bare venter på at kommer ud. Glæder mig allerede til næste gang jeg skal se dem live.

Sara Helena Nørregaard og Rikke Emilie List på scenen. Foto: Mette Jensen.

Jeg købte det nye album med hjem og ser frem til at lære det bedre at kende. Det er ikke kun mig der har glædet mig og som har store forventninger.

I kommentarsporet til videoen ¨Ropes Pt. II” på YouTube skrev brugerne bl.a.:

  • “Konvent has brought me back into doom like I never thought possible. All I can say is thank you!” – AlucardsQuest
  • “I’m a great fan of death/doom. I couldn’t think of a better refreshment to that genre than this band! Amazing.” – NoxAurea
  • “This band’s definitely going on my various playlists this year. Love it! :D” – DitsyCityKitty
  • “Holy Hell, this is amazing! I absolutely love everything about this! Can’t wait for the album! \m/” – Heavy Harlequin

Konvent
Puritan Masochism Tour. Pumpehuset, 25. januar 2020

Folkefest i Sundbyøster

Festlig aften i Amager Bio med melodisk, keltisk folkemetal fra Schweiz.

Vi ankommer godt stykke inde i Infected Rains set. Føler ikke at jeg er går glip af noget vigtigt, men energien på scene fejlede ikke noget. Efter en kort pause går næste opvarmningsband på: Lacuna Coil. Den vil jeg ikke ofre mange ord op, men blot konstatere, at der skete en forbrydelse mod Depeche Mode undervejs.

Det var et tilfælde at jeg for længe siden opdagede Eluveitie. Det var også i Amager Bio, hvor de varmede op til Sabaton. De reducerede hovednavnet til en kedelig, smagsfattig dessert. Siden har jeg været hooked på deres keltisk folkemetal.

I dag er der ingen positive overraskelser inden hovedretten. Endeligt går Eluveitie på scenen og det er på alle måder et løft.

Bandet har sagt, at deres seneste cd Ategnatos (gallisk ord for genfødsel) er deres mest spirituelle udgivelse til dato. Der går også lidt Hailung i entreen med tre kvinder i hvide kutter og et lille fabeldyr på en stang.

Mette havde lokket mig med helt op foran scenen. Tæt på bandet hvor vi kunne se musikerne i øjnene og vurdere fingrenes dans på guitarens gribebræt. Det giver nærhed, men også en forskudt lydoplevelse. Trommerne og den ene guitarist høres meget tydeligt fra scenen, mens resten af lyden kommer bagfra – fra højtalerne ophængt i loftet foran scenen.

Jeg nyder det meste af koncerten tæt på. En intim oplevelse. Godt henne i koncerten bliver jeg ramt af behov for bevægelse. Jeg finder pitten midt foran scene og kaster mig ud i festlighederne.

Alting har en slutning og som Eluveitie går af scenen starter brandalarmen. Vi må alle forlade Amager Bio og vente ude i vintermørket mens bygningen tjekkes. Ganske udramatisk og inden længe lukkes vi ind igen, så vi kan få vores overtøj med hjem.

I øvrigt har Eluveitie fået en fossil opkaldt efter sig. Bernhard Hostettler (Naturhistorisk museum i Bern) fandt en søstjerne som han navngav Paracidaris Eluveitie.

Eluveitie
Ategnatos European Tour. Amager Bio 20. december 2019.

Død fredag

En aften med Aborted, Bæst og Entombed A.D. i Vega. Jeg var ikke i tvivl om hvem jeg glædede mig til at høre.

For mig var aftenens hovednavn Entombed A.D. For andre var det Bæst, og der var også dem der kom for Aborted.

Efter aftensmaden hjemme i Ishøj drog vi afsted. Sønnen, mig og kæresten med S-tog og Metro til Vesterbro og VEGA.

Vi kom tidsnok til en kop kaffen inden Bæst. Efter den fest Århus-drengene lavede på Copenhell i sommers, havde jeg store forventninger til Bæst.

Selv om det var fredag og energiniveauet på scenen var højt fra start. Skulle der lige en wall of death og en skål til, inden festen for alvor kom i gang. Bæst skuffede ikke. Et solidt live-band.

Turen kom til Aborted. De spillede hurtigt og med kraft, men mig fik de ikke fat i. Kæresten til gengæld, hun blev mere fan end jeg nogensinde bliver af belgisk deathgrind.

Det bedste kom til sidst. Entombed A.D. Svensk death ‘n’ roll når det er bedst.

Entombed A.D. svinger på Vegas scene. Foto: Mette Jensen.

Veteraner der kan deres rutiner. Håret er blevet tyndt, men forsanger Lars Göran Petrov er rock ‘n’ roll i kød og blod. Han er så meget rock ‘n’ roll, at jeg godt kan blive lidt bekymret for hans helbred.

Entombed A.D. er dygtige riff-smede der får musikken til at svinge diabolsk. Det er vanskeligt at stå stille.

Ud over egner numre som Fit for a King, Bowels of Earth og Bourbon Nightmare, bliver der selvfølgelig også spillet originalt Entombed – uden A.D.
Left hand path har altid sin virkning på publikum – også i aften. Jeg var desuden særdeles begejstret for et genhør med Wolverine Blues.

Entombed A.D.

Slut med Slayer

Final World Tour: Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har set Slayer live. Det er en del gange. Nu er thrash-kongerne på deres sidste tour, så i går var nok sidste gang jeg havde fornøjelse af mægtige Slayer.

Frank Sinatra nåede en del farveller inden han endelig forlod scenen. Og Slayers sidste verdens-tour er blevet forlænget langt ind i 2019. Men det lader til at det snart er slut. Helt slut. Det er fan’me mærkeligt, at dette sikkert var sidste fest med Slayer. I voksenlivet har det været en fast bestanddel af livet: Der kommer altid en Slayerkoncert til – og jeg skal selvfølgelig til den.

I aftes var først opvarmningsband Obituary. Klassisk død. De spille en halv times tid, og vi fik Slowly we rot. Jeg havde gerne set Obituary som tredje opvarmningsband, så jeg skulle vente så længe på Slayer.

“My father is very near the end of his journey” var beskeden fra guitarist Gary Holt og så forlod han Slayerkaravanen lige inden de nåede København og Hannemanns Allé. Til at vikariere for ham stod Phil Demmel (ex-Machine Head) på scenen da det endeligt blev Slayers tur.

Det brændte på scenen. Helvedesild. Et Slayerlogo i flammer. Omvender kors og et pentagram spyet ud af ild. Vi var til fest med Slayer.

Vi fik titelsangene South of heaven, Hell awaits og God hate us all. Og evergreens som Dead skin mask, War ensemble og Raining Blood.
Det største en musiker kan opnå er, at stå på scenen og spille Raining Blood, vel vidende at det er ens eget værk. Intet over.

Bagtæppet blev skiftet flere gange undervejs. Alle gennemført i Slayers diabolsk univers. Savnet af guitarist Jeff Hanneman (1964-2013), blev markeret med et stort scenebanner under Angel of death.

Phil Demmel klarede det fint, omend har ikke helt havde samme coolness som Kerry King og Tom Araya – men hvem har også det?

Da vi så var stegt over helvedes ild. Da vi var blevet gennemheglet af had, død og blod, da forlod vi Ørestaden glade – som bedre mennesker.

Tak Slayer. Tak for alle sangen og de suveræne koncerter.

Slayer

Final World Tour

Royal Arena, 3. december 2018

Opvarmning
Obituary, Anthrax og Lamb Of God

Slayers setlist
Delusions of Saviour (play back)
Repentless
Blood Red
Disciple
Mandatory Suicide
Hate Worldwide
War Ensemble
Jihad
When the Stillness Comes
Postmortem
Black Magic
Payback
Seasons in the Abyss
Dittohead
Dead Skin Mask
Hell Awaits
South of Heaven
Raining Blood
Chemical Warfare
Angel of Death

Hjulet

I dag udsender Slægt deres nye album The Wheel. I går aftes var der artist talk og gennemspilning af den nye numre i Lille Vega. Kvalitet af bandets sidste album Domus Mysterium, gjorde forventningerne høje.

Slægt live på Lille Vega

Først lidt brok

Aftenens program blev udsendt få timer inden dørene åbnede til Lille Vega. Her var det tydeligt at planlæggeren ikke har et dagjob. Klokken 21:00 var der artist talk med Slægt. 22:30 skulle svenske Linnéa Olssons band Maggot Heart gå op og varme publikum op. 23:30 var Slægt programsat til deres gennemspilning af The Wheel.

Indtil da, altså kort tid inden arrangementet, hed det sig, at artist talk var i baren inden dørene åbnede og opvarmning gik på 21:00. Jeg købte billet med en klar forventning om at jeg kunne tage et af aftenens sidste S-tog mod Vestegnen efter at Slægt havde afsluttet koncerten. Med lidt held kunne jeg få hele koncerten og nå den første natbus – med ankomst i Ishøj klokken halv to om natten.
Tak for lort, Vega.

Til det vigtige: Slægt og musikken

Aftenens artist talk blev styret af Anders Bøtter der spurgte ind til Slægt tanker omkring musikken, den kreative proces og bandets ambitioner. Til at svare var Oskar og Anders fra bandet.

Sessionen forgik i det lille barrum ved siden af scenen. Oskar og Anders var placeret på et par barstole med ryggen til baren og Anders Bøtter tippede lidt omkring ved siden af.

Bandet har arbejdet på materialet til The Wheel siden efterår 2016 og færdigjorde de sidste numre, kort tid inde de gik i studiet i marts 2018.
Igen havde Slægt valgt at indspille i Lasse Ballades studie: Ballade Studios. Lasse Ballade var også producer på Domus Mysterium og fik genvalg til The Wheel.

Oskar fra Slægt har tidligere sagt, at han fandt inspiration i Bergman-film. Ellers finder Slægt inspiration i stort set at de støder på, på deres vej – og ikke kun fra kunst.

Arbejdet med de enkelte numre start typisk med at én kommer med en række idéer, herfra arbejdes der kollektivt med at få det bedste ud af materialet. Nå der skal tages valg, er fokus på sangen – og hvad der er godt for den.

Artist talk med Anders Bøtter som vært.

Jeg sporede en smule selvkritik omkring Domus Mysterium. Et af dogmerne i arbejdet med materialet til The Wheel var, at hvis bandet skulle vælge om et riff skulle spille to eller fire gange – og det i øvrigt lød lige fedt – blev det spillet to gangen. Musikken skulle være stram og kompakt. Når det er sagt, har Slægt ønsket at fastholde essensen fra Domus Mysterium.

The Wheel. Hjulet, er en titel med mange associationer og kan symboliserer Solen, livet cyklus, døden og genfødsel, skæbnen etc. Det er også en metareference til titelnummeret på EP’en Beautiful and Damned i andet vers, tredje linje synges: “The wheel is returning”, gør Oskar opmærksom på.
Sådan er der mange lag i Slægts musik og tekstunivers.

På titelnummeret og Gauntlet of Lovers har Slægt tilføjet styggere til deres musik – strygeinstrumenterne spilles af Felix Havstad Ziska. Bandet har brugt tid på detaljerne og har en perfektionistisk tilgang til arbejdet i studiet. En af dagene under indspilningen brugte de 21 timer i træk på guitaroptagelserne. En anden brugte de flere timer på et sekment der fylder omtrent fem sekunder.

Efter artist talk’en var der en lang pause inden opvarmningsbandet gik på. Maggot Heart er der ikke grund til at skrive noget videre om.

Som forudsagt blev det noget sent inden Slægt gik på. Nu skulle vi endeligt høre de nye numre fra The Wheel fra start til slut. Live.

Slægt var veloplagte. De var ventetiden værd. Der var en god energi fra bandet og det var tydeligt, at de havde glædet sig til at præsentere det nye materiale.

Slægt musik placere sig et eller andet sted mellem black metal og Iron Maiden. Der ud over hives elementer ind fra højre og venstre – uden skelen til om det er metal eller noget helt andet. Bare det er godt for sangen.

Der var velovervejede temposkift. Stemningsfulde passager og atmosfærisk ståltråd. Jeg skulle på arbejder og nå en natbus fra Sydhavn Station så jeg missede det meste af det sidste nummer. Øv!

Anders Bøtter fik sagt, at han missede mange detaljer første gang han hørte The Wheel. Jeg missede sikker også en del live. Nu håber jeg, at jeg får tid til et par gennemlytninger i løbet af weekenden, så værket kan begynde at folde sig ud for mig.

Slægt

Finntroll på Gimle

Det blev fredag og retnings sat mod Roskilde, hvor finske trolde havde annonceret deres indtog i byen. Før Finntroll kunne gå på scenen skulle der varmes op. Hele tre gang med tre forskellige danske bands.

Finntroll. Før de finske trolde kunne indtage Gimle, var der opvarmning af hele tre danske bands.

Det var en lang rejse for at nå frem til aftenens hovednavn. Hjemmefra havde jeg luret, at Ethereal Kingdoms og deres teatralske metal ikke var super fede. De overraskede ikke. Den tid jeg brugte med Ethereal Kingdoms var som at hælde livet direkte ned i Lynetten.

Det blev bedre med Sylvatica på scenen. Men det var en noget ujævn oplevelse. Ind imellem var der nogle kedelige passager, ind imellem svingede det på et højt plan og så en masse et sted midt imellem. En godkendt indsats.

Det lokale Roskilde-band Vanir har hele fire album på samvittigheden. Det til trods, var de helt ukendte for mig. Det var en mere jævn oplevelser end Sylvatica. Ikke så lavet et bundniveau, men heller ikke helt så fede peaks.

Jeg kom hjem med en Vanir og en Sylvatica-cd, men det er ikke to bande jeg forventer at bruge meget tid på fremover. Som opvarmning gjorde de det fint.

Hovedmenuen

Jeg har længe ventet på lejligheden til at se Finntroll live, så jeg blev glad da Gimle annonceret at bandet kom en smut forbi Roskilde.

Playliste til Finntroll set på GImle.

Deres mørke troldemetal med melodiske elementer inspireret af folkemusik er noget helt særligt. Forsanger Mathias Lillmåns synger på svensk. Sådan er det fordi bandets første forsanger var fra den svensktalende minoritet i Finland og ikke mindst fordi svensk lyder mere troldeagtigt end noget andet sprog.

Finntroll har de sidste år fyldt meget på min løbeplayliste på min mp3afspiller. Det er kraftfulde musik der virker, når de sidste kilometer skal ædes på et langt løb. Det er troldkraft.

Finntroll var ventetiden værd. Her var der ingen kedelige passager der skulle overståede og niveauet var langt over det jævne. Publikum blev ført fra den ene mosh pit til den næste af et veloplagt orkester.

Finntroll på scenen. En fryd for øret.

Sveden drev og øllets skvulpede i plastikkrusene hos de der ikke havde medbragt deres drikkehorn. Højdepunkt afløste højdepunkt i en sådan fart, at det kunne være svært at få vejret. Tak.

Finntroll

Død på Amager

Det er sjældent min kalender siger jeg skal være på Amager en onsdag aften. Men efter at have været til tango-træning med kæresten, gik turen til spillestedet BETA, hvor der stod svensk død på programmet.

I 2014 brød Alex Hellid med de øvrige musikere i Entombede. De tilbageværende medlemmer kom dog hurtigt videre og fortsatte som Entombed A.D.
Entombed A.D. har siden udgivet to studiealbum: Back to the Front og Dead Dawn.

Dødsmetallen er ved at blive gammel. Det ses både på bandet og størstedelen af publikum denne aften i BETA. Men vi hygger os på dette lille og intime spillested og trods det faktum at det er arbejdsdag i morgen, er der gang i fadølsanlægget.

Efter en mindre mindeværdig opvarmning ved de danske band Rising, kom vi til det vi vist alle samme var kommet for. Svensk død.

Entombed A.D. på BETA, 29. august 2018.

Entombed A.D. skuffede ikke med deres death ‘n’ roll. Der var knald på og svingede. Forsangeren Lars Göran Petrov havde måske fået en genstand eller to for meget. Det jo heller ikke fair, når publikum giver gratis shots.

Lars Göran Petrov var tydeligvis forkøles oveni. Snottet væltede bogstaveligt talt ud af ham. Men når blot den ene guitarist hviskede stikord i øret på ham gik det hele og når musikken spillede, var Lars Göran Petrov der hvor han skulle være.

Entombed A.D. er et dygtigt og velspillede band der har et stort bagkatalog, når både Entombed med og uden A.D regnes med. Det er tydeligt på Tobias Cristiansson (bas) at han nyder at spille live. Der er smil til publikum og en fin samhørighed med guitaristen ved side af.

En tur tilbage til Left hand path sætte gang i mosh pitten. Godt klaret på en onsdag aften på Amager.

Entombed A.D. på BETA. Det var god rock n roll!

Entombed A.D.

Cavalera-brødernes tur tilbage til rødderne

For mig står Roots som et af de bedste thrash-album og det er Sepulturas magnum opus.
Mandag gæstede brøderne Max og Igor Cavalera Pumpehuset til et genbesøg til 90erne og Roots.

Return to Roots

Brødrene Cavalera & Sepultura

Det startede i Belo Horizonte i 1984 da brøderne Max og Igor Cavalera dannede trash-bandet Sepultura. De øvrige bandmedlemmer i den oprindelige line up var Paulo Pinto, Jairo Guedes og Wagner Lamounier. Vokalisten Wagner Lamounier forlod efter et års tid Sepultura. Max Cavalera, der spillede rytmeguitar overtog tjansen som sanger.

Sepulturas første udgivelse var en split-ep’en Bestial Devastation som de udgav sammen med Overdose.
I 1986 udsendte Sepultura debutalbummet Morbid Visions. Jairo Guedes fordel bandet og blev afløst af guitarist Andreas Kisser inden bandets næste udgivelse Schizophrenia. Efter udgivelse af Schizophrenia fik Sepultura kontrakt med Roadrunner Records.

Med Roadrunner i ryggen og med Scott Burns som producer på Sepulturas næste album Beneath the Remains nåede Sepultura et nyt publikum udenfor Brasilien. De kom bl.a. til at  spillede som opvarmning for Sodom og King Diamond.

Scott Burns var igen producer på Sepulturas albummet Arise der udkom i 1991. Det var her jeg opdagede Sepultura og begyndte at headbange til de brasilianske trash-rytmer.
Beneath the Remains og Arise er rendyrkede thrash-albums hvor guitarriff fyres af i et pænt tempo.

Der blev filmet videoer til numrene Arise og Dead Embryonic Cells. Flere steder på nettet kan det læses at MTV ikke ville vise Arise-videoen. Men jeg kan huske at have set den i programmet Headbangers Ball og havde den i en periode på et VHS-bånd optager med musikvideoer fra MTV : Headbangers Ball. Det er muligvis den amerikansk udgave af MTV der har nægtet at vise videoen?

Men bandets næste album Chaos A.D. (1993) blødte Sepultura op i deres hidtil stamme thrash metal stil og hente inspiration i andre genre.
Der er dem, der mener at Beneath the Remains er det bedste Sepultura har skabt, men jeg mener, at det Sepultura kun blev bedre af at udvide deres musikalske værktøjskasse. De nye greb er fra beslægtede genre som hardcore og groove metal, men på Kaiowas sniger der sig nogle traditionelle brasilianske rytmer ind.
Indholdet i tekstern ændrede sig også. Sociale problemer og uretfærdigheder blev temaer som Sepultura tog op i deres tekster.

Roots

Roots, det sjette studiealbum, udkom i 1996 på selskabet Roadrunner Records. Sepulturas fortsatte med at eksperiemntere med deres musk. Paletten blevet udvidet elementer fra brasilianske indianere musik, capoeira-musik og andre dele fra Sydamerikas mangfoldige kultur. Teksterne tog udgangspunkt i brasiliansk politik og kultur.
Roots blev produceret af Scott Burns.

Roots Bloody Roots
Junglelyde fortrænges af et tungt riff, en høj hurtigt gentagne tone på guitar. Max Cavalera brøler “Roots, Bloody Roots. Vi er i gang og musikken kværner fremad.

Attitude
Berimbau – instrumentet der akkompagnere de dansende capoeira-krigere.
I musikvideoen til Attitude optræder medlemmer fra Gracie-familien, der er kendt for deres betydning for brasiliansk jiu-jitsu.
Teksten til sangen blev skrevet af Max Cavaleras og stedsønnen Dana Wells som også kom med idéen til musikvideoen. Kort efter at Roots var kommet på gaden, blev Dana Wells dræbt i et trafikuheld.

Cut-Throat
“You promise this and promise all / Deep inside nothing at all / In a war of filth and greed / We don’t need none of this shit / (…) / So don’t tell us it can’t be done / Putting down what you don’t know / Money isn’t our god / Integrity will free our soul /// Enslavement pathetic / Ignorant corporations”

Ratamahatta
Lokale sydamerikanske rytmer. Det svinger på en helt særlig måde sammen med Sepulturas forvrængede guitar.
Trommeslageren David Randall Silveria fra Korn og den brasilianske musiker Carlinhos Brown gæsteoptræder på album-indspilningen af dette nummer. Sangen bliver sunget på portugisisk. Sepultura er nok brasilianere, men synger størstedelen af deres sange på engelsk.

Breed Apart
En lyd af et mix af thrash metal og lokale rytmer. Som kun Sepultura kan gøre det. Berimbauen svinder med igen.

Straighthate
“What goes around / Comes around / Grow up in the ghettos / Made me real / To deal with my fears / Motherfucker you don’t understand / Pain and Hate”

Spit
Uhh, jeg kan godt lide bas der bare pumper derudaf. En art brasilianske hardcore.

Lookaway
Et tungt scratched syretrip?
På albummet er der gæstevokal af Mike Patton og Jonathan Davis fra Faith No More. DJ Lethal var også med på indspilningen af dette nummer.

Dusted
“You gonna fall hiding the truth / You gonna crawl finding the truth / To blame myself it’s my disgrace / To blame the world by my mistakes”

Born Stubborn
Et nummer der tromler fremad ud at se sig tilbage. Perfekt til en mosh. Outroen er fra Xavante-indianerne sang “Wana Ridobe”

Jasco
Akustisk pause med sydamerikansk stemning.

Itsári
Under indspilningen af sangen opholdt Sepultura sig et par dage sammen med Xavante-stammen. Mødet med Xavante-indianerne betød meget for Sepultura hvilket skinner igennem på illustrationerne på cover og i bookletten til Roots-cd’en.

Ambush
“Screaming / For more justice / Amazonia burns / Can you hear them?” Efter et par akustiske numre er Sepultura tilbage – vrede og hardcore.
Teksten omhandler miljøaktivisten Chico Mendes der blev dræbt mens han kæmpede for regnskovens bevarelse.
“When you go down!!! / When you go down fighting!!”

Endangered Species
Kværnende riff. En psykedelisk solo undervejs. Et rytmisk break. Kværnende riff.

Dictatorshit
Sepultura goes punk!
Sangen er en fordømmelse af militærjuntaer.

Gennem sidste halvdel af 1996 verserede der rygter om uenigheder i bandet. Da deres turne sluttede fortalte de øvrige bandmedlemmer Max Cavalera at de ikke ønskede at fortsætte med Gloria Bujnowski som manager. Ud over at være manager for Sepultura var hun også gift med Max, så han forlod bandet og dannede i 1997 Soulfly.

Maxs bror Igor Cavalera fortsatte i Sepultura til 2006 og medvirkede på albummene Against, Nation, Roorback og Dante XXI.

Roots genbesøgt

Live i Pumpehuset 2016. Attitude fra start. Cavalera-brødrene styrer showet fra første taktslag. Max Cavalera bruger det velvillige og oplagte publikum som et ekstra instrument – sætter gang i fællesbrøl, klap, mosh og \m/
Den ene Roots klassiker afløser den anden. Hele vejen gennem tour de Roots er Max Cavalera oplyst nedefra med grøn lys. Han står som en vildmand der stirre ud af junglen.

Afslutningen. Bandet løsner op. Det er broderkærlighed og forståelse. Death metal. Mere Sepultura og midthalvfemser nostalgi. Et enkelt Mötorhead-cover. Cavalera-brødrene brillere inden det hele afsluttes med “Roots Bloody Roots”.

Det var næsten som at være tilbage i 90erne. Med den forskel, at jeg stod forholdsvis stille til venstre for lydmanden og ikke var oppe foran for at mosh’e igennem og svinge det lange garn.

Cavalera Conspiracy
Discogs: Igor Cavalera
Discogs: Max Cavalera
Discogs: Sepultura
Sepultura

Return To Roots
Max & Igor Cavalera live i Pumpehuset 5. december 2016

Gem

Gem