Tag-arkiv: løberejser

Oman Desert Marathon : Seks dage med blødt sand

Oman. 16.-21. november 2019.

  • Startnr.: 508
  • Distance: 165 km på 6 dag
  • Placering samlet: 18 af 50
  • Placering mænd: 15 af 35
  • Tid: 28:07:56
  • Tempo: 10:14 min/km
  • Hastighed: 5,9 km/t

Løbsoversigt

Jeg landede fredag morgen i Muskats lufthavn. I ankomsthallen var der allerede samlet en flok løbere. Snakken gik på italiensk, fransk og ukrainsk. Snart skulle vi afsted i bus mod ørkenen, hvor en løbetur på 165 kilometer over seks dage ventede.

Vi blev kørt til base camp i udkanten af sandørkenen uden for landsbyen Al Hawiyah. Base camp bestod af en række permanente telte med en central bygning i midten som bl.a. benyttes til fællesspisning. Her havde vi en enkelt overnatning inden Oman Desert Marathon startede.

Først skulle udstyret kontrolleres og nummerudleveringen overstås. Vi mødtes i den centrale bygning. Inden vi fik vores nummer blev udstyr efterset. Det var en lang rækkes krav til ting alle deltagere skulle medbringe. Beholdere til vand, kompas, førstehjælpsgrej, mad og en pandelampe var blandt det obligatoriske udstyr.

Til selve løbet ville arrangørerne stille telte til rådighed. Desuden ville der være vand tilgængelig – i et vis tidsrum varmt vand til madlavning. Alt hvad vi ellers ville have med under løbet, måtte vi selv medbringe.

1. etape – 16.11. 2019

  • Start: 08:00
  • Distance: 20 km
  • Placering samlet: 19 af 50
  • Placering mænd: 17 af 35
  • Tid: 03:00:27
  • Tempo: 09:01 min/km

Vågnede i base camp. Det var snart tid til den første etape. For sidste gang i seks dage bestod morgenmad af æg, baked beans, lyst brød og honning.
Fra base camp blev vi kørt ind til landsbyen Al Hawiyah, Bidiyah. Her var der åbningsceremoni og fejring af Omans 49. nationaldag med traditionel musik og dans.

Starten gik. Vi blev sendt afsted sammen med en masse børn der løb 3 km og lokale motionister der løb et halvmaraton (10,5 km ud og hjem). Det gav masser af trafik på første halvdel af ruten.

Løbet startede med signing på de første 4,5 km. Sandet var løst, solen stod højt og flade passager var der ikke mange af. Løbet sluttede med en udfordrende stigning op af en høj sandklit.

Markering af ruten.

I lejren blev vi placeret i fællestelte. Jeg fik en plads ved siden af Dörte fra Tyskland, samt nogle løbere fra sydeuropa. Dörte havde expresso-sticks med og invitere på kaffe! Helt fantastisk at sidde i ørkenen og drikke expresso efter en god løbetur.

Aftensmaden var som alle aftner frysetørret mad fra Trek’n Eat.

2. etape – 17.11. 2019

  • Start: 06:30
  • Distance: 25 km
  • Placering samlet: 20 af 50
  • Placering mænd: 17 af 35
  • Tid: 04:28:01
  • Tempo: 10:43 min/km

Klokken halv syv var det stadig køligt, men varmen kom hurtigt. Det gjorde sandklitterne med løs sand også. Først efter 20 km fik vi lov at løbe 3 km i et relativt fladt landskab, men jeg var så brugt, at jeg stadig måtte skifte mellem løb og gang på det flade stykke. Inden mål ramte vi atter sandklitterne.

Teltlejrene var ikke sat op da vi nåede i mål. Den var heller ikke umiddelbart på vej. Lastbilerne der transporterede lejrene fra stede til sted havde svært var at komme frem. Oven i det var én af vognene punkteret i sandet Det gav et par timers ekstra forsinkelse. Da lastbilerne med lejren endelig kom frem var der ikke længe til solnedgang.

Lejrens sene ankomst giver lidt kaos omkring indflytningen i teltene og vi ender ikke op med de samme beboersammensætning som første nat i lejren. Engelsk Rob flytter ind sammen med Dörte og mig og vi etablere et hygge-house i den ene ende at teltet.

3. etape – 18.11. 2019

  • Start: 06:30
  • Distance: 27 km
  • Placering samlet: 21 af 50
  • Placering mænd: 17 af 35
  • Tid: 04:24:20
  • Tempo: 09:47 min/km

Jeg brokkede mig ikke over, at der var lidt skyer på himlen fra morgenstunden. Ruten bød på 3 store klitsystemer med masser af op- og nedløb i den løse sand. Der var også et par passager med et mere jævnt terræn, hvor jeg kunne løbe med noget der lignede en fast rytme.

Af sted ud på dagen etape.

På de to første etaper var luftfugtigheden lav. Det gjorde varmen behagelige. Men vi var kommet nærmere kysten og luftfugtigheden steg for hver dag. Det gør det endnu sværer at præstere i varmen – og sveden begyndte at hænge i tøjet. Sandet klister til sveden.

4. etape – 19.11. 2019

  • Start: 06:30
  • Distance: 28 km
  • Placering samlet: 25 af 50
  • Placering mænd: 21 af 35
  • Tid: 05:02:41
  • Tempo: 10:49 min/km

På et tidspunkt rammer ørkenen. I dag ramte den mig. Sol fra morgenstunden og højere luftfugtighed end den foregående dag gjorde sit. Det var en hård omgang der sled på kroppen og det mentale.

Etapen startede med lidt sandklitter efterfulgt af en længere passage der var forholdsvis flad, hvor der kom noget der lignede fart i skoene.

Efter det første depot ved 10 km kom vi op i klitterne igen. Det var tungt og jeg holdt ikke det tempo jeg ønskede.

Mod slutningen kom der igen en fladere passage, i mellemtiden var varmen gået helt i top, godt hjulpet af at vi løb i lavning mellem to klitsystemer.

For første gang under Oman Desert Marathon løb jeg med lyd: Solbrud. Det af to omgange. Første gang var en kuldegysgivende fornøjelse, anden gang var overlevelse på vej ind mod målstregen.

Dagens etape var den eneste, hvor jeg løb tør for vand mellem to depoter

5. etape – 20.11. 2019

Start: 16:00
Distance: 42 km
Placering samlet: 16 af 50
Placering mænd: 15 af 35
Tid: 06:34:33
Tempo: 09:24 min/km

Der var så rigeligt med stejle sandklitter i terrænet til Oman Desert Marathon. Men på den lange etape var det mere rullende bakker der dominere landskabet. Sandet var stadig løst og trak kræfterne ud af benene.

Med start klokken fire var der omtrent et par timer med lys, inden pandelampen måtte findes frem. Med mørket faldt temperaturen og sandet blev lidt mere fast. Fint for mig.

Jeg holder mig løbende på stort set alle 42 kilometer. Hurtigt gik det ikke og på de sidste 7 kilometer tænder jeg op for mp3-afspillerne og Solbrud. Det holdt mig løbende.

Jeg har sjældent været så øm i krop og ben som efter at jeg kom i mål. Vablerne begyndte at finde vej til mine fødder. På venstre storetå konstaterede jeg en vabel under en vabel. Etagevabel.

Lejren lå spredt i mørket mellem sandklitterne. Den var sat mere halvt end helt op. Jeg fandt et tilfældigt telt, pakkede soveposen ud og kryb ned i den. De næste tre timer blev jeg holdt vågen af en lastbil som åbenbart skulle stå til tomgang. Efter at motoren var blevet slukket havde jeg svært ved at falde i søvn og kunne følge med efterhånden som de sidste løbere ankom og fandt en ledig plad i et telt. Der var ikke længe til det atter var morgen.

6. etape – 21.11. 2019

  • Start: 08:00
  • Distance: 23 km
  • Placering samlet: 20 af 50
  • Placering mænd: 17 af 35
  • Tid: 04:37:54
  • Tempo: 12:05 min/km

Efter en nat uden meget søvn blev det morgen og tid til sidste etape. 23 kilometer til mål og til stranden ved Det Arabiske Hav.

Etapen startede som maraton-etapen sluttede – med rullende bakker.

Sandklitterne kom. Sandklitter; det var vel nærmere sandbjerge der tårnede jeg op i landskabet. Høje og med stejle stigninger med løst sand der skred under fødderne. Selvfølgelig lå rutens sværeste 13 kilometer til sidst på den 165 kilometer lange løbetur.

Så er det op.

Jeg kom igennem – vi kom næsten alle sammen igennem. Kun seks måtte udgå. Jeg bruget i alt 28 timer, 7 minutter og 56 sekunder på turen. Hurtigste mand, Rachid Almurabity, kom i mål i tiden 15:47:14, mens langsomste løber, Massimiliano Pandini, brugte over 47 timer på Oman Desert Marathon 2019.

Øm i hele kroppen drak jeg en cola og spise mad der ikke var frysetørret. Opløftet og glad. Det var en fantastisk tur der rensede krop og sind.


Oman Desert Marathon # 7

  • Arrangører: The Adventurer
  • Start: Bidiyah
  • Land: Oman
  • Distance: 6 etaper på i alt 165 km
  • Underlag: sand
  • Deltagerantal: 50
  • Sko: Salomon S/Lab Sense 7 med Raidlight Desert Gaiters

Oman Desert Marathon

I mål. Foto: Oman Desert Marathon

Et par nye løbebøger

Det er ikke fordi det danske bogmarkedet oversvømmes af løbebøger. Men i løbet af året er der allerede kommet to, som jeg tænker jeg kan have fingrene i – også selvom bøgerne måske ikke helt er spot on i forhold til mig og mine løbevaner.

Den ene bog er Ultrakvinderne : Om seje kvinder og ekstreme løb af Mette Birk Jensen.

Forfatteren bor i Thailand og er selv ultraløber. Hun løb sit første 100 kilometer løbe i Danmark. Bogen følger Mette Birk Jensens vej ind i ultraløbsmiljøet, hvor hun møder nogle af løbeverdens sejeste kvinde.

I en Boganmeldelse på bloggen The Greatness of running skriver Heidi Johansen: “Ultrakvinderne er en lille genialitet, intet mindre og det er altså ikke kun fordi jeg er en kvinde, der virkelig har savnet en løbebog skrevet til kvinder af en kvinde. Bogen er en perle fordi den tager udgangspunkt i Mettes egne erfaringer med ultraløb, og med det afsæt afsøger forskellige vinkler på ultraløb gennem interviews med andre løbere, krydret med fortællinger om nogle af de vildest ultraløb i verden. Gennem hele bogen er den røde tråd håndgribelig og læseren føres trygt gennem de spørgsmål og tanker Mette selv har gjort sig, efter hun fik sin spæde debut på 100 km. distancen.”

I anledning af bogen har Runcast lavet et podcast med Mette Birk Jensen. I Ultraløberens DNA snakker de om bogen, om Mette Birk Jensen s egen erfaring med ultraløb, de ultrakvinder hun har interviewet og ikke mindst, hvordan man som ny ultraløber kan nærme sig en verden, der bare er ultra.

De to omtalte løbebøger.

Den anden bog er Løb i storbyer – Europa : Løberens guide til 49 europæiske storbyer af Else Marie Lehman.

Når jeg rejser ud og løber, vil jeg helst ud i naturen. Men det er da blevet til et par storbymaraton udenlands og det kan også noget. Også når jeg rejser, uden at det er en løberejse, skal der stadig trænes. Og det er her denne bogen bliver aktuel.

Forfatteren til “Løb i storbyer – Europa” har en baggrund som journalist, forfatter og cand.negot. Hun har skrevet forskellige bøger som “Klar til børn”, “Min egen rejsedagbog” og “I form på farten”.

“Løb i storbyer – Europa” er Else Marie Lehman bud på en løberejseguide. Her deler løbefæller fra hele Europa deler deres bedste løbetips. Gode rute, hvornår på døgnet er det bedst at løbe, hvor er der højdemeter etc. Bogen er også forsynet med links til lokale løbefællesskaber.

Løb i storbyer – Europa : Løberens guide til 49 europæiske storbyer
Af Else Marie Lehman. Gyldendal. ISBN: 978-87-02-26961-1. 200 sider.
DK5: 79.61
Løb i Storbyer

Ultrakvinderne : Om seje kvinder og ekstreme løb
Af Mette Birk Jensen. Muusmann. ISBN: 978-87-93679-01-6. 200 sider.
DK5: 79.61

Bibliotek.dk: Løb i storbyer – Europa : løberens guide til 49 europæiske storbyer
Bibliotek.dk: Ultrakvinderne : om seje kvinder og ekstreme løb
Gyldendal: Løb i storbyer – Europa : løberens guide til 49 europæiske storbyer
Muusmann: Ultrakvinderne : om seje kvinder og ekstreme løb

Dagbogsnoter fra Sahara Marathon-rejsen

Lørdag 21/2

Sahara MarathonJeg sidder i lufthavnen i Madrid på vej til Tindouf (Algeriet). Nu skal der løbes Sahara Marathon – to år forsinket, men hvad er to år mod de 40 år som flygtningene fra Vestsahara har ventet uden mulighed for at entrere deres eget land.

Jeg har skrevet en sidste besked på Facebook, hvor jeg sagde tak til dem der har bidraget til min indsamling til idrætsudstyr til skolerne i flygtningelejrene. Jeg skrev på en internetautomat med et tastatur uden ctrl-funktioner og uden mange andre funktioner. Jeg skulle hamre fingrene ret hårdt ned på tasterne for at få en reaktion på skærmen.
Gad vide hvor mange tastefejl jeg fik lavet?

Søndag 22/2

Fra lufthavnen er busserne eskorteret af algiersk politi. Undervejs stopper vi. Den eskorte vi har skal udskiftes ved grænsen til den del af provinsen Tinduouf som flygtningene fra Vestsahara har midlertidig lånt af Algeriet. Herfra er det POLISARIO og det vestsaharanske eksil-myndigheder der har ansvaret for vores sikkerhed.

Sådan cirka 26 timer efter at jeg forlod Brøndby Strand ankom vi til flygtningelejren Smara. Lejren er opkaldt efter en provinsby i Vestsahara.
Efter ankomsten blev vi ledt ind i en åben gård og fordelt i grupper på 4-5 personer. Efter at have fundet min gruppe, blev vi hentet af en kvinde fra den familie som giver os husly.

Jeg er endt samme med fire svenskere. Tre af dem er socialdemokrater, en udsendt af partiet, en udsendt af de svenske socialdemokraters ungdomsorganisation og en udsendt af et socialdemokratisk tidsskrift.

Vi har spadseret en tur i Smara. Masser af simple huse og telte. Ingen vejskilte. Godt vi havde en guide med fra familien.

Det eneste der er på programmet i dag er registrering til løbet mellem 16:00 og 20:00 i Smaras Sportsakademi. Vi er pænt trætte, så det er godt med tid til hvile. Tirsdag løber vi. Jeg kan ikke vurdere hvad den lange rejse kommer til at betyde. Men nu har jeg da en undskyldning for tidstab i det tidsregnskab jeg ikke rigtig har. For hvordan skal jeg sætte en forventet sluttid, når jeg ikke kender terrænet eller ved hvor meget sand der er og ikke ved hvor mange højdemeter der er.

Folk er vældig flinke, men jeg har et sprogproblem. Der er ikke mange lokale der taler engelsk. Spansk er det store andetsprog, efterfulgt af fransk. En af svenskerne kan arabisk. Det er godt for så får vi fat i de vigtigste informationer og han fungere som tolk.
Ærgerligt at jeg aldrig fik lært lidt spansk.

Vi fandt et sted med et fungerende WiFi. Der er svenskerne socialdemokrater strandet. De er umulige af få derfra – internetafhængigheden er total. Men WiFi er nu også et hit. Jeg har skrevet en besked til Signe og Rosa, så de ved at jeg er kommet godt frem.

Det vare ikke længe før solen går ned. Det var hårdt at vågne uden Signe og Rosa. Det bliver sikkert også hårdt af falde i søvn uden de to dejlige tøser. Men da jeg har et stort søvnunderskud bliver det næppe et problem at falde i søvn.

Vi besøgte tidligere i dag Smaras offentlige bibliotek. Det var et børnebibliotek med en meget lille samling. Biblioteket har en bogbus tilknyttet. Den kører ud til flygtning der bor langt fra flygtningelejren.

I hele det område som den sahrawiske regering administrere – og som de så at sige har lånt af Algeriet ind til de får deres eget land tilbage – er der tre biblioteker som det i Smara. Bibliotekaren brokkede sig i øvrigt over børnenes manglende læselyst.

Kaffen laves af varm mælk og Nescafe. Der drikkes meget mere te end kaffe. Teen laves traditionel med lang iltning og forberedelse. De obligatoriske tre glas te tager let halvanden time eller mere.

Som en by i ørkenen giver flygtningelejren ikke meget mening. Her er ingen vand og derfor ingen vegetation. Her er meget goldt. Her bor man kun af nød.

Mandag 23/2

Sahara MarathonEn meget rolig dag.

Efter morgenmaden tog de tre svenske socialdemokrater på tur. De skulle møde en repræsentant for POLISARIO. Imens de var af sted var jeg til løbspræsentation. Det foregik i et par store telte. Der var en del information om flygtningelejrene og de leveforhold som flygtningene lever under – herunder udfordringerne med fremadrettet at skaffe fødevare nok.
Der blev også fortalt om de projekter som Sahara Marathon støtter på forskellige måde.

Den senere løbsbriefing var i Klubben – et sted a la et forsamlingshus. Der blev informeret på spansk, italiensk og engelsk. Lydanlægget var ikke på arrangørernes side. Da der også blev snakket en del under briefingen fik jeg ikke meget af den. Jeg fik dog fat i, at der er morgenmad klokken 07:00 og at bussen kører ud til startområdet klokken 07:30. Løbet starter 09:30.

Jeg fangede desuden, at løbet er forholdsvis fladt på de første 20 km. Derefter kommer der nogle sandklitter, hvorefter det igen skulle flade ud – og forblive fladt forholdsvist frem til mål.

Tirsdag 24/2

Store løbedag.

Vækkeuret ringede 06:00. Af vi fem løbere der bor samme er vi to der skal løbe maraton – mig og den ene svensker, Juan Pablo, der ikke er socialdemokrat. Han er er sendt af sted af en svensk solidaritetsorganisation.
De tre andre kan sove lidt længere.

Jeg forsøger ikke at lyse på de sovende svenskere med min pandelampe, ligesom jeg forsøger at holde lydniveauet nede.
Med lidt besvær blive jeg klædt på til løbe og for fundet løbeur, vandflasker og hvad jeg ellers skal have med.

Juan Pablo og jeg går gennem mørket. Ned til Klubben hvor der er morgenmad; lyst brød, marmelade og kaffe.

Bussen kører ikke 07:30 som annonceret. Men klokken otte er vi på vej ud af Smara. Ude i horisonten venter eventyret.

Der er børneløb og underholdning (lokal cheerleading) inden start. Jeg bemærker ingen nedtælling, men nu er løbet i gang. Jeg må se at komme af sted.

Der er en fantastisk stemning og support fra befolkningen. Børneløbet er løbet en kilometer ud af ruten og her står børnene nu og hepper.

Der er skyet fra start af, så jeg giver den lidt mere gas end jeg havde tænkt mig.
Selv om solen kommer frem og temperaturen stiger holder jeg tempoet gennem første halvdel af løbet. Det er den flade del hvor der ikke er mange højdemeter. Til gengæld er der masser af sten. Jeg må hele tiden se mig for, men indimellem nyder jeg det fantastiske, åbne landskab.

På halvvejen møder jeg sandklitterne. Farten må ned, men de er ikke så hårde som frygtet. Med korte skridt kan jeg holde mig løbende op ad klitterne. Sandet er grovere end andre steder som f.eks. Jebil National Park, Tunesien. Jeg synker i, men det er til at arbejde med.
Efter klitterne flader landskabet ud. Jeg løber hen over et plato, op ad en stigning. Endnu et plato, op ad en stigning. En ny horisont. Løber hen over paltoet. En ny stigning. Op. En ny horisont.
Sådan fortsætter det ind mod Smara.

Mål! Sub 4 timer.
En bedre tid end jeg havde regnet med. Tanken er også tom. Der er ikke mere at give af. Jeg finder teltet med forfriskninger og indtager lidt mad inden jeg finder brusebadet. Hvis man altså kan kalde det et brusebad. Står med en bruseslange uden brusehoved. En meget svag vandstråle kommer ud af slangen. Vandet er koldt. Det løber ned på gulvet som er dækket af sand og ud af et rustent afløbet.

Efter løbet rejse to af svenskerne tilbage til Europa. Et vigtigt møde i Paris.

25. februar

Sahara MarathonEn stille dag i Smara.

Efter morgenmaden gik jeg ned og så den sahrawiske kulturfestival; dromedarer, håndarbejde og lokal krims krams.

Sidst på formiddagen var der præmieuddeling. Det var pænt festligt med tilråb og jubel. Herefter gik dagen med ingenting – kun afbrudt af børneolympiade.

Nu går solen snart ned og vi er i gang med teen. Mens vi drikker den søde te, fortæller mormoren i familien om hendes flugt fra Vestsahara. Hun kom til Algeriet sammen med hendes far som 10-årig. Tilbage i Vestsahara efterlod de moren og et par søskende.

26. februar

Det er koldt om morgenen. Det tager lidt tid inden solen får fat, men så kommer varmen også. Op ad formiddagen kan man fysisk mærke temperaturen stige.
De par gange hvor jeg har haft mulighed for at tjekke temperaturen har den lagt mellem 25° og 30°.

Det er selvfølgelig ingenting i forhold til hvad temperaturen er om sommeren. Der kommer den over 50°. Så holder de lokal sig indendørs.

27. februar

Bustur.

Enhver nation må have et Nationalmuseum. Det har Vestsahara også – selv om museet i øjeblikket ligger i Algeriet.
Nationalmuseet er ikke stort. Indenfor er alt information på arabisk eller spansk, og der er meget mere tekst end der er udstillingsobjekter. Det er ikke et besøg jeg får meget ud af.

Det er bedre på Krigs- og Modstandskampmuseet. Her er der en guide som på engelsk beretter om den krigen og den lange konflikt.
Desværre har guiden en tendens til at begynde hans tale med det samme han kommer til et interessant lokalitet. Det resultere i at 90% af tilhørerne kun hører afslutningerne af hans beretninger inden han igen haster videre.

Højdepunktet på dagen bustur er transporttiden, hvor jeg kan nyde ørkenlandskabet.

Tilbage hos familien ankommer jeg lige til tetid. De tilbageværende svenske bofæller er ude og lave interviews, så der er ingen til at oversætte.
Efter nogen tid, hvor vi ikke forstår en pind af hinanden, men dog har grinet lidt, kommer en pige fra nabolaget forbi. Hun kan lidt engelsk.
Familien kan endelig spørge om jeg ved hvor svenskerne er – og om jeg ved hvornår de kommer tilbage. Det ved jeg desværre ikke.

Jeg snakker lidt om vind og vejr med den engelsktalende nabopige. Da jeg får drejet samtalen ind på Vestsahara lyser hendes øjne op. Der er ingen grænse for hvor vidunderligt der er i det forjættede land bag Marokkos besættelsesmur.

Det er helt rart med en lokal der taler engelsk, men hun skal desværre hurtigt videre.

Mens solen går ned, bevæger vi os ned til at arrangement i den centrale del af Smara. Her er turisterne i klart undertal. Jeg har mit spejlreflekskamera i hånden og en soldat dirigere min ind foran scenen. Sådan et kamera er billetten til VIP-området hvor der er en smule presse og ellers en masse lokale pinger.

Da vi kommer tilbage til familiens hus, er Malin (den svenske pige som er udsent for et tidsskrift) stadig ikke kommet hjem. De lokale myndigheder har tilgengæld opdaget at hun er væk. Det giver værtsfamilien, der har ansvaret for os, en del problemer.
Malin bliver dog fundet og alt ender godt.

28. februar

Sahara MarathonNationalparade.

Der er mødt mange frem til sahrawiernes nationalparade. På paradepladsen er der adgang for lokale VIP’er og europæiske gæster.
Efter Malins forsvinden dagen dør, vil Mentu (familiens kvindelige overhoved) ikke lade mig ude af syne. Fra staten af paraden står jeg sammen med en masse lokal og det forekommer, at det er vigtigere for dem, end for mig, at mase sig frem til en god plads med et godt view over paradepladsen.

Undervejs under ceremonien ændre Mentu holdning og hun lader mig slippe. Udstyret med et spejlreflekskamera komme jeg godt rundt på pladsen og fotografere paradedeltagerne – selvfølgelig under guidning af lokale vagter og soldater.

Efter paraden er der ørkentur for løberen. Vi kører af sted i busser til et særligt smukt sted. Det er også et flot landskab arrangørerne har fundet til os.

Om aftenen udveksler vi gaver med familien. Det lader til at familiens far og store dreng synes godt om min pakke med Lego.
Mentu gemmer det meste af papir og skriveredskaber til senere brug i skolen.

29. februar

Rejsedag.

Har pakket. Der er ikke så meget at lave. Om lidt drikker jeg den anden kop mælkekaffe. Hvis jeg har taget på er det kaffen skyld. Kaffen laves på en fed mælk – altså helt uden vand.

Jeg glæder mig til at komme hjem og synes at der uoverskueligt langt til Brøndby Strand.

Vi kører fra flygtningelejren Smara i de samme gamle busser som vi ankom med. Affjedringen er på et minimum. Selv på asfalt må hastigheden holdes langt nede. Hestekræfter er der ikke mange tilbage af i busserne. Alting rasler. Vinduerne kvidre. Vinduesrammen ved siden af mig er løs og slår konstant mod busvægen.

Efter en times kørsel kommer vi til checkpunktet, hvor vi forlader det område af ørkenen i Algeriet, som flygtningene fra Vestsahara har “lånt”.
Vores ekskorte udskiftes. De algierske myndigheder overtager ansvaret for vores sikkerhed fra sahrawimyndighederne.

De primitive huse og telte som karakterisere flygtningelejrene ser vi ikke flere af. Nu er der masser af el-master og fabrikker. Vi kommer forbi fodboldstations og kører gennem flotte rundkørsler. Husene har flere etager og selv om det er lagt fra en villakvarter i Nordeuropa, er det en helt anden boligstandart en det vi kommer fra.

Se også:
Besøg i flygtningelejren Smara
Sahara Maraton

Publiceret på sh.newsun.dk 30.04. 2015

100 km del Sahara : Dag for dag

Sahara, Tunesien. 29. april – 1. maj 2014.

Resultat

  • Startnr.: 27
  • Distance: 106 km
  • Placering: 30 af 95
  • Tid: 13:15:54
  • Tempo: 07:31 min/km
  • Hastighed: 8 km/t

Etaper

  • 1: 29.04. 2014
  • Distance: 27 km
  • Tid: 03:45:31
  • Tempo: 08:21 min/km
  • 2: 29.04. 2014 – natløb
  • Distance: 7 km
  • Tid: 00:41:32
  • Tempo: 05:56 min/km
  • 3: 30.04. 2014
  • Distance: 30 km
  • Tid: 03:57:40
  • Tempo: 07:55 min/km
  • 4: 01.05. 2014
  • Distance: 42 km
  • Tid: 04:51:11
  • Tempo: 06:56 min/km

Løbsoversigt

Forberedelse

Forsøger at skabe et overblik.

Løbsforberedelse

100 km del Sahara – dag for dag

Om løbet “100 km del Sahara” 2014. Fire etaper på tre dage gennem dynger af sand, høj varme og sol.

Prolog – forberedelserne

SaharaløbVinterens træning forud for løbet i Sahara bød ikke på så mange kilometer, som jeg havde tænkt mig. En af grundene var lidt inflammation ved den højre ankel. En anden grund var manglende fokus.

Da jeg ramte april måned, og det var ved at være alvor, manglede jeg stadig vigtige indkøb. Jeg havde en Asics løberygsæk med en vandblære. Men den sad ikke særlig godt, og den var lidt for stor. Til natetapen manglede jeg en ordentlig pandelampe. Jeg manglede desuden et par singlets og andre småting.

På nettet fik jeg købt Dirty Girl Gaiters for at begrænse mængden af sand i skoene og et halsrør fra Buff til at dække ansigtet i tilfælde af sandfygning.

I starten af måneden fik jeg købt en Salomon Adv Skin Lab Hydro 5 løberygsæk med fløjte, et nødtæppe og en væskeblære som tilkøb.

Løberygsækken begyndte jeg at løbe med på den lange tur i den første weekend i april. Jeg konstaterede straks, at den sad meget bedre end min gamle løberygsæk fra Asics.

I løbet af de første par uger i april fik jeg desuden købt; 2 stk. Salomon Light Tank, et ekstra par GORE Running Wear korte tights, en pakke Saltsticks, en LED LENSER H14.2 pandelygte, et par Bliz solbriller, en La Roche-Posay solcreme, alcogel, vådservietter og antidiarrépiller.
Det var godt, at jeg lige havde fået skat tilbage!

Via rejseselskabet købte jeg en sovepose, og det obligatoriske overlevelseskit til løbeturen. Begge dele var til afhentning på hotellet på Djerba, hvor alle tilmeldte løbere overnattede inden og efter løbet.

27. april: Første rejsedag: Fra København til Djerba

Det er tidligt morgen, stadig mørkt. Søndag. Jeg har mest lyst til at blive under dynen sammen med min søde kæreste, men taxaen til lufthavnen kommer snart. Heldigvis står kæresten også op og tager med ud til Kastrup og kysser farvel.

Jeg kommer igennem sikkerhedstjekket, ombord på flyet, hvor jeg har et perfekt view ud over København. Den næste uges tid vil menneskene omkring mig primært være italiensktalende. Et sprog jeg ikke fatter en lyd af.

Første mellemlanding er i Rom. Det tager lang tid, inden bagagen kommer på bagagebåndet, men der er god tid, inden flyet til Tunis afgår. Ingen i lufthavnen taler engelsk, omend nogle af de ansatte forstår lidt.

Efter lang ventetid i Aeroporti di Roma er det endeligt tid til at komme på vingerne igen. Denne gang med Tunisair til Tunis, hvor vi mellemlander.

Tjek ind i Rom er pænt kaotisk. Der er åbenbart en misforståelse mellem Tunisair og de italienske arrangører fra Zitoway. I Tunis er kaoset mindre, men arbejdstempoet er lav, og det tager lang tid, inden vi i et chartret fly kan lette mod Djerba. Der er meget få deltagere, der taler engelsk, men et par svenskere og brasilianere kan jeg da tale med.

28. april: Anden rejsedag: Ud i ørkenen

Rejsetiden til Djerba bliver noget længere end forventet, og klokken er over 1:30, da jeg endelig falder i søvn. Jeg vågner med en smule hovedpine, men den forsvinder efter en flaske vand og lidt sol.

Vi har forladt vores ekstra bagage på hotellet i Djerba og kører i bus mod oasen Ksar Ghilane. Vi kommer forbi uendelige rækker af oliventræer.

Efter et par timer på vejene er der ikke flere oliventræer og vegetationen bliver mere og mere sparsom. Det tørre tunesiske landskab bliver om muligt mere tørt.
Eventyret begynder.

Efter ankomsten til Ksar Ghilane spiser vi frokost, og derefter er det tid til den obligatoriske indtjekning med sundheds- og udstyrstest. Vi får udleveret vores startnumre. Jeg bruger resten af dagen til at slappe af og vende mig til varmen (eftermiddagstemperaturen er på 35°). Andre er mere aktive og napper en hyggeløbetur rundt om oasen. Ventetiden er lang.

Temperaturen falder allerede, inden solen er gået ned. Det er tid til informationsmødet om løbets rammer og regler. Der informeres på engelsk og italiensk. For en gang skyld tror jeg, at vi, der ikke forstår italiensk, også får alle informationerne.
Ellers er det hovedreglen, at den engelske oversættelse af beskederne er meget korte og upræcise.
Kort efter mødet er der aftensmad.

29. april: Første løbsdag – 3, 2, 1. Start

SaharaløbEndelig er det tid til start. Jeg vågner tidligt og har spist morgenmad og været klar i lang tid. Lidt før otte bliver der taget gruppefoto og klokken 08:00 går starten for nordic walker’ne.

Vi bliver sendt af sted en time senere til tonerne af “We Will Rock You”. De første kilometer går det op og ned af sandklitterne. Sandet er ekstremt fint, og vi synker godt ned i det.

Det bliver hurtigt klart, at jeg har begået en begynderfejl. Den er gal med skoene. De suger sand ind, som Titanic tog vand ind, efter skibet havde kysset et isbjerg.
Det er virkelig en amatøragtig begynderfejl!

Gang på gang må jeg stoppe og tømme sko og strømper for sand. En tredjedel inde i løbet bliver underlaget mere fast, og jeg kan løbe længere uden at tømme sand ud.

Landskabet er stort og smukt. Jeg nyder den visuelle oplevelse, mens jeg bevæger mig hen til etapens eneste depot. Vand, appelsin og lidt energidrik. Jeg har stadig vand i rygsækken og bruger ikke tid på at genopfylde flasker og vandblære.

Videre. Mod slutningen af etapen vender sandddyngerne tilbage – og dermed også skoproblemet. Det er pænt ærgerligt, men det kan ikke ødelægge oplevelsen af at bevæge sig gennem ørkenen. Mærke den og mærke den tørre varme.

Efter 225,31 minutter kommer jeg i mål. Indtager mit livs bedste kop te og en appelsin, der smager helt vidunderligt.

Nu er programmet et hurtigt bad, frokost og afslapning inden aftenens natløb.

I det åbne sekspersoners beduintelt, bliver jeg indlogeret sammen med svenske Fredrik og Charlotte. Af dem låner jeg noget lim, og så er det igang med et skoeksperiment. Jeg lægger et lag lim hen over skoens forreste del, hvor der kommer mest sand ind. Området omkring snørrebånd og det øverste af skoen er dækket af mine gaiters, så det lader jeg være. Foden skal også kunne ånde lidt. Jeg regner ikke med, at mine sko bliver sandtætte, men bare sandindtaget bliver mindre og langsommere, er meget vundet.

29. april: Run in the dark

Solen er gået ned, og det er tid til dagens anden etape. Vi bliver sat samme i par og sendt afsted to og to. De langsomste to fra 1. etape bliver sendt afsted først. 30 sekunder efter bliver de næste to sendt afsted etc. Jeg løber sammen med Kalle Jaarman fra Estland. Vi lægger ud i et pænt tempo. Sandet er ikke så blødt og tungt i de køligere nattemperaturer.

Det ser ud som om, at limen har hjulpet, og jeg får ikke nævneværdige mængder af sand i skoene. Vi fortsætter i et fint tempo og kommer glade i mål.

Jeg skal have noget mad, og så er det med at komme i seng og få sovet.

30. april: Anden løbsdag – Ud i varmen

SaharaløbJeg vågner tidligt, men bliver alligevel lidt stresset, da klokken nærmer sig syv, og det er tid til at aflevere bagagen.

Det er længe siden, og 3. etape er i gang. Starten er ikke så hård, for underlaget er hårdt, og derfor let at løbe på. Stemningen er god, og der har været en masse “god tur” på forskellige sprog.

Ved de otte kilometer ændrer landskabet karakter, og vi rammer sandklitterne, der ligger som et bølgende hav. Tempoet må ned. Jeg arbejder mig igennem fire kilometer løs sand. Herefter bliver underlaget mere medgørligt. Til gengæld er temperaturen kravlet godt op over de 30° og er stadig stigende.

Jeg løber videre. Der er langt mellem løberne, og det er sjældent, at jeg overhaler eller bliver overhalet af andre.

På de sidste 10 km er det løse sand tilbage. I starten er det blot spredte dynger med fastere underlag imellem. Men der kommer mere og mere sand. Varmen er hård, og jeg begynder at gå, hvor der er meget blødt sand.

Efter nogle lange sandkilometer kommer jeg endeligt i mål. Jeg får at vide af en af Zitoways medarbejdere, at temperaturen nogle steder på ruten er over 40° i den skygge, der ikke er dér.

Jeg kan ikke komme i bad for nogle har taget vores telt. Det har de gjort, fordi nogle andre har hugget deres telt. Af en eller anden grund er alle telte optaget, og der er en stædig italiener, der nægter at flytte tilbage til sit telt.

Efter en god time får et par medarbejdere fra Zitoway løst problemet. En time er spildt. En time, hvor jeg kunne have slappet af og restitueret.

Resten af dagen går med at lave så lidt som muligt – hvilket det også er for varmt til!

1. maj: Tredje løbsdag – I mål

SaharaløbVi er tidligt oppe i dag, og det er koldt fra morgenstunden. Alt er dækket af et fint lag sand, og det blæser lidt.

Efter morgenmaden har jeg lidt dårlig mave. En halv kop af morgenkaffen kommer retur og tørrer nu ud i et sted i sandet. Det er nerver.

Det er blevet lidt varmere, men i samme øjeblik starten går, stiger vindhastigheden og sandet fyger hen over landskabet. Det trænger ind alle vegne og slører udsynet. Hvor det er værst, mister ørkenen sine konjunkturer. Det er svært at se alle afmærkninger og endnu sværere at aflæse landskabet og vælge den mest hensigtsmæssige rute over sandet.

Efter 19 kilometer svinger ruten skarpt til højre og herfra går det videre med vinden direkte ind forfra. Men jeg fortsætter i en fin rytme. Det meste af ruten er ikke så teknisk krævende.

Efter 42 kilometer spurter jeg de sidste 20 meter. Mål!

Jeg har gjort det. 106 kilometer gennem Sahara. Uendelige op og nedløb i løst sand.

Jeg har det fantastisk. Benene er ikke så slidte, som jeg frygtede, og jeg er ikke en dehydreret rosin 🙂

Jeg nyder præstationen i hotellet i Douz, hvor jeg drikker kaffe og slapper af, inden vi i morgen kører tilbage til Djerba. Livet er smukt.

2. maj: Første hjemrejsedag – Tilbage til Djerba

Benene er stive fra morgenstunden, men det løsner op i løbet af morgenen. Efter en lang bustur rammer vi Djerba over middag. Vi er kommet tilbage til det første hotel og vores efterladte bagage. Om aftenen ser vi billeder og videoklip fra løbet. Vinderne får priser, og der er festmiddag på det tunesiske turistministeriets regning.

Vinden blæser koldt ind fra Middelhavet og vi går i seng. I morgen er en lang rejsedag.

3. maj: Anden hjemrejsedag – Hjem via Rom

Jeg står op lidt over fire. Efter morgenmaden kører vi til Djerba Lufthavn. Herfra flyver vi til Tunis. I Tunis Lufthavn skifter vi fly. Selvfølgelig er der forsinkelse, og vi kommer så sent afsted, at jeg bliver lidt nervøs for, om jeg kan nå mit næste fly.

Heldigvis er der tid nok i Rom til at tjekke ind en sidste gang. Nu lander jeg snart i København, klokken er lidt over 22. Forhåbentlig venter kæresten et sted uden for tolden.

Epilog

Løbets helt var Fredrik Petterson fra Stockholm. Hans lim reddede mine tæer, og han havde batterier, da jeg manglede det. Han havde masser af humør og overskud. Det var ikke kun mig, han hjalp. Hans lim reddede også andres sko og fødder. Og da der kun var en etape tilbage, forærede han en brasiliansk løber med meget beskadigede fødder et par gaiters.

Da der blev uddelt priser i Djerba, blev der uddelt priser til de bedste løbere. Derudover fik forskellige løbere priser for et godt humør, gejst og meget andet. Det er efter min mening en klar fejl, at Fredrik ikke fik en pris. Det burde han have haft.


100 km del Sahara logo100 km del Sahara # 16

  • Arrangør: ZITOWAY Sport & Adventure
  • Land: Tunesien
  • Start: Ksar Ghilane
  • Distance: 4 etaper på i alt 106 km
  • Underlag: sand, sten
  • Deltagere antal: 95

100 km del Sahara

Flere fotos fra løbet: Fotos fra løbet 100 km del Sahara

Publiceret på sh.newsun.dk 04.05. 2014

Berlin Marathon : Maratonrejse

Berlin. 29. september 2013.

Resultat

  • Startnr.: 32335
  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 7277
  • Placering mænd 40: 1630
  • Nettotid: 03:32:05
  • Bruttotid: 03:47:36
  • Tempo: 05:02 min/km
  • Hastighed: 11,9 km/t

Mellemtider

  • 5 km [5 km]: 00:24:54 / 00:24:54 / 04:59 min/km
  • 10 km [5 km]: 00:49:55 / 00:25:01 / 05:01 min/km
  • 15 km [5 km]: 01:14:53 / 00:24:58 / 05:00 min/km
  • 20 km [5 km]: 01:39:55 / 00:25:02 / 05:01 min/km
  • 25 km [5 km]: 02:04:49 / 00:24.54 / 04:59 min/km
  • 30 km [5 km]: 02:30:12 / 00:25:23 / 05:05 min/km
  • 35 km [5 km]: 02:55:35 / 00:25:23 / 05:05 min/km
  • 40 km [5 km]: 03:20:55 / 00:25:20 / 05:05 min/km
  • maraton [2,195 km]: 03:32:05 / 00:11:10 / 05:05 min/km

Løbsoversigt

Berlin MarathonSidste weekend i september gik turen til Tysklands hovedstad, hvor der var bymaraton på plakaten. Berlin Marathon kaldes verdens hurtigste maratonrute. Kunne en langsom løber som mig, forbedre maratontiden der?

Tidligere på året var jeg i Hamburg for at løbe maraton. Der arrangerede jeg selv turen. Til Berlin havde jeg valgt den nemme og lidt dyre løsning og rejste med Marathon Travel Club.

Berlin Marathon er et af World Marathon Majore. Ruten gennem Berlin har ikke hørt om højdemeter. Det er nok derfor, her er sat flere verdensrekorder. Undervejs kommer løberne forbi mange af byens turistseværdigheder. Ingen nævnt, ingen glemt. Men det skal lige nævnes at start og mål er i området ved Brandenburger Tor.

Syd på

Rejsen med Marathon Travel Club var med bus fra Sjælør. Motorvejskilometer efter motorvejskilometer, kun afbrudt af sejlturen fra Gedser til Rostock.

I Berlin skulle vi forbi maratonmessen for at hente løbenumre og tidstagerchips inden vi kørte til hotellerne. Tiden på maratonmessen blev desværre meget kort, da vi var blevet forsinket af den berlinske eftermiddagstrafik. Ingen tid til at kigge på messetilbud.

Vi kom frem til hotellet og jeg fik mit værelse på fjerde sal. Nu manglede jeg kun mad. I Berlin var jeg ikke på hjemmebane. I modsætning til Hamburg, kunne jeg ikke bare tage hen til et velkendt kvarter og finde et spisested, som jeg i forvejen kendte. Jeg måtte på gaden og se mig omkring.

Efter at have vandret lidt omkring i kvarteret hvor hotellet lå, kune jeg konstatere, at alle spisesteder var asiatiske. Der var kinesisk, vietnamesisk og thaimad. Den wienersnitzel jeg havde tænkt mig, kunne jeg godt skyde en bambuspil efter. Det blev kinesisk.

Der sad jeg så. En fredag aften i Berlin, drak cola og spiste kyling a la kina. Med en plan om at gå tidligt i seng. Klokken ikke alt for sent kunne jeg sige godnat til mig selv.

Fridag

BerlinDagen inden løbet startede stille og roligt. Et brusebad og så på gaden for at finde lidt morgenmad. Formiddagen gik med souvenirshopping og kaffedrikning. Om eftermiddagen havde jeg købt en busrundtur i Berlin med Marathon Travel Club. Så der blev leget charterturist i et par timer.

Efter turistbusturen gik jeg hen og heppede lidt på deltagerne i maraton for inliners. Det så fedt ud og der var god fart på. Ærgerligt jeg aldrig er blevet fortrolig med rulleskøjter og da slet ikke inliners.

Det blev tid til aftensmad. Jeg fandt en hyggelig italiensk restaurant i nærheden af hotellet. (En nærmere undersøgelse havde afsløret andet end asiatiske spisesteder). Pasta med spinat og lidt laks. Mums.

Efter maden tog jeg et karbad. Gik tidlig i seng og stenede ligegyldig tv.

Dedikering

Turen til Berlin var lige ved at ryge i vasken. Godt en uge inden afgang blev min mor indlagt med en lille hjerneblødning og nyresvigt. Nyrerne kom heldigvis i gang igen. Hjerneblødningen var ikke livstruende og det ser ikke ud til at den har nævneværdige konsekvenser. I weekenden inden afgang besøgte jeg hende på Esbjerg Sygehus. Selvfølgelig var hun svag, men i bedring. Humøret fejlede ikke noget og hun var mentalt til stede.

Da det var tid til af gang vurderede jeg, at jeg godt kunne tage en tur syd på. Skulle min mors tilstand blive kritisk, var jeg jo ikke på den anden side af Jorden.

Jeg ved ikke rigtig, om det giver mening, at dedikere et ligegyldigt maratonresultat som mit. Men anyway. Inden Berlin besluttede jeg at dedikere mit løb og resultatet til min mor. Det er hermed gjort.

Løbet

BerlinMaratonmorgenen skulle være stille og rolig. Stod tidligt op og spiste morgenmad. I god tid tog jeg mod startområdet i en af Marathon Travel Clubs busser. Og her opdagede jeg dagens store fejl. Havde glemt chippen i skoen! Heldigvis var jeg i så god tid, at jeg kunne tage en taxa tilbage til hotellet og hente chippen.

Mens jeg havde været tilbage på hotellet, var vejen omkring startområdet blevet spærret af. Taxaen kunne ikke køre dertil hvor jeg havde fanget den. Heldigvis var der god tid til en rolig morgengåtur.

Tilbage ved startområdet fandt jeg min startboks. Løberne her skulle løbe et langsommere tempo, end det jeg havde planlagt. Jeg var åbenbart ikke så optimistisk angående min tempoudvikling, da jeg for lang tid siden bestilte rejsen.

Af sted kom vi og jeg kom i gang med at overhale. Og hold da helt op hvor var der mange løbere der skulle overhales. Kunne klart mærke at det er et større løb end København og Hamburg. Der var tæt med mennesker fra start til slut. I Hamburg havde der været flere perioder, hvor jeg ikke behøvede at koncentrere mig om at undgå at løbe ind i andre løbere, eller selv blive løbet ned. Sådanne rolige kilometer var er ikke i Berlin.

De første 25 kilometer holdt jeg nogenlunde det planlagte tempo. Men så faldt det. Ikke meget. På det lange stræk, skal der ikke den store temponedgang til at gøre en forskel på sluttiden. Tempoet på de første 25 kilometer lå på 05:00. Efter at have erkendt at tempoet ikke kunne holde hele vejen, fandt jeg rytmen i et tempo på 05:05. Det holdt, men jeg måtte kæmpe med alt jeg havde – og lidt til – for at holde det på de sidste syv kilometer. Soundtracket stod Gojira for. Sådan er det nu engang, når der skal kæmpes.

Mål

I mål kom jeg på tiden 03:32:05. En forbedring af min personlige rekordt med godt seks minutter. Jeg løb med alt jeg havde, og kan kun være tilfreds. Det selv om jeg havde håbet på at være en lille smule hurtigere.

De professionelle løb f**king hurtigt. Wilson Kipsang satte ny verdensrekort på 02:03:23. Hvilket er en hæderlig tid for motionister på den halve distance. Bedste kvinde blev Florence Kiplagat med tiden 02:21:13.

Det var ottende gang, der bliver sat verdensrekord i Berlin.

Og Berlin Marathon. Kommer jeg tilbage? På positiv siden er ruten dejlig flad, hvis man løber for den gode tid. Publikum giver den gas og er en stor oplevelse. Ned trækker det, at løbet er så stort. Der er simpelthen for mange deltagere til min smag. Så måske vender jeg tilbage, men Berlin Marathon er absolut ikke øverst på min ønskesedlen, eller for den sags skyld en del af mine løbeplaner for de kommende par år.

Medaljen

Medalje

BMW Berlin Marathon

Publiceret på sh.newsun.dk 02.10. 2013