Tag-arkiv: nazisme

Fotoet fortæller: OL 1936 – maraton

maratonFor mine kollegaer på biblioteket er jeg ham der løber lidt længere og mere end de fleste. Så da et gammel foto med nogle løbere dukkede op under en oprydning, endte billedet hos mig.

Billedet – eller retter billederne – forestiller fem løbere der er ved at løbe fra feltet.

Der er tale om to næsten ens foto side om side. Havde jeg de rette briller fra Raumbild-Verlag Otto Schönstein, ville jeg kunne få et 3d-effekt ud af at se billederne med brillerne på, monteret i den rette afstand fra øjnene.

På bagsiden afslører teksten at fotoet er fra starten af maratonløbet afholdt ved OL i Tyskland 1936.

De olympiske Sommerlege 1936 var de elvte moderne Olympiske Lege. Legene blev afholdt i Berlin fra den 1 august til den 16 august 1936. Maratonløbet blev løbet den 9. august.

Olympianden havde stor propagandaeffekt for de nazistiek magthavere der isenesatte legenede på en helt ny måde. Et eksempel herpå er Leni Riefenstahls dokumentarfilm “Olympia” som i to dele 1. “Fest der Völker” og 2. “Fest der Schönheit”. Det var den første film der anvendte avancerede filmteknik med usædvanlige kameravinkler, ekstreme close-ups og andre teknikker som senere indgik i filmproduktionen som en del af de værktøjer instruktørerne kunne gribe til.

Som en del af iscenesættelsen blev en fakkel med den olympiske ild for første gang bragt fra Olympia i Grækenland til olympiadearrangementet i Berlin.

Maratonløbet ved OL 1936 havde start og mål på det Olympiske Stadion. Ruten gik omkring Grunewald hvor løberne løb et halvmaraton ud til et vendepunkt, vendte og løb samme vej. Starten gik fra 100 meter startlinjen på det Olympiske Stadion.

Løbet blev vundet af koreanske Sohn Kee-chung, mens britten Ernest Harper kom ind på andenpladsen. Deres tider var 02:29:19 og 02:31:23. Korea var på dette tidspunkt besat af Japan. Vinderen Sohn Kee-chung står derfor opført som japaner og under det japanske navn Son Kitei.

In the Marathon race, Zabala, the Los Angeles victor, was forced to withdraw before the first part of the course had been covered. Son (Japan) and the Englishman, Harper, ran side by side for a considerable distance, but after 35 kilometres the Japanese runner left Harper behind and continued alone to win the event in 2:29:3 hours. The second place went to Harper, who was followed by the Japanese runner, Nan.
(citat: The XIth Olympic Games Berlin, 1936 : Official Raport, side 606)

Da den japanske nationalmelodi blev spillet ved sejrsceremonien bøjede Sohn Kee-chung hovedet i skam over at han måtte stille op som løber for besættelsesmagten.

Danmark havde en løber med, Anders Jakob Hartington Andersen. Han kom i mål som nummer 25 i tiden 02:56:31.

Tilbage til billedet som kollegerne fandt under oprydning. Bag på billedet er lidt tekst. Først en overskrift: “Die Olympischen Spiele 1936” efterfulgt af billedets titel “49. Berlin, Wettkämpfe: Marathonläufer kurz nach dem Start”, altså er det maratonløbere kort efter starten. “49” antyder at billedet har været en del af en serie af 3d-fotos.

Blandt de øvrige information på bagsiden er udgiverens navn: Raumbild-Verlag Otto Schönstein. Forlaget gjorde sig i historiske fotos, men forlaget var også en integreret af det 3. Rige og udgav fotoserier der forherligede det nazistiske Tyskland.

For det historienørdede er her et link til den officelle olympiske rapport The XIth Olympic Games Berlin, 1936 : Official Raport : Volume I  (pdf), side 6-637. – Volume II (pdf), side 642-1223.
Ruten, fotos, resultater og mellemtider fra maratonløbet s. 644-647
Indholdsfortegnelse side 1221-1223

Oprøret i Parken

x00000492Hans Bonde har skrevet en ny bog om dansk idræt under besættelsen. Den nye bog, “Oprøret i Parken”, bygger på materialet fra “Fodbold med fjenden”. Omdrejningspunktet i “Oprøret i Parken” er det oprør fra neden, der fik samarbejdet mellem de danske idrætsorganisationer og Nazityskland til at vakle.
Denne tekst er et copy&paste fra Modkraft Kultur.

“I går udsendte den tyske radio og D.N.B. til hele verden et referat af fodboldlandskampen mellem Danmark og Tyskland. Det var med sand fryd i stemmen, at tyskerne kunne udblæse deres budskab, kun alt for tydeligt kunne man mellem linjerne læse dennes sejrsmelding: Se, hvor glade danskerne er for os tyskere, selv under de nuværende forhold kommer de her til Tyskland for at spille fodbold med os i ædel kappestrid… Se, hvor Tyskland holder sportens internationale fane højt, ja, og se, hvordan ’die dummen Dänen’ stadig er villige til, at lade sig udnytte fromt og uskyldigt i den tyske nazismens tjeneste”, rapporterede den danske nyhedsoplæser på BBC, efter det danske landshold havde spillet landskamp i Dresden den 16. november 1941.

Citatet viser med al tydelighed, hvordan det danske sportssamarbejde med tyskerne blev opfattet i “den frie verden”. Og som historiker Hans Bonde dokumenterer i “Oprøret i Parken”, indgik det sportslige samvær som en vigtig del af tyskernes propaganda – både indad- og udadtil.

“Oprøret i Parken” er historien om, hvordan DIF først lod sig presse til at spille med tyskerne. Ud over at fortælle historien om, hvordan DIF gav efter for tyskernes ønske om landskampe og fælles idrætsstævner, anskueliggør bogen også samarbejdespolitikkens dilemma. Hvordan kan man opretholde samarbejdet med besættelsesmagten, uden at blive set som en tyskervenlig stat overfor omverdenen?

Norsk idræt handlede helt anderledes. Hvor tyskerne nærmest uhindret kunne besætte Danmark, kom det til hårde kampe i Norge. Den danske elite satsede på samarbejdspolitik. Dette samarbejde forgrenede sig fra højeste plan og ned gennem samfundet. Og altså også ind i idrættens verden.

I Norge blev der indsat en regering af tyskerne og de norske sportsorganisationer blev nazificerede. Den nazistiske overtagelse i Norge førte til et sportsboykot, så det kun var kollaboratører, der stillede op til stævner under 2. Verdenskrig.

I Danmark var der ingen boykot – ud over den som tyskerne satte ind overfor jødiske idrætsudøvere. Men der er dog et lyspunkt i besættelsens første år – før modstanden groede frem i Danmark. Det kom bare ikke fra sportens organisationer.

Grundlovsdag 1941 spillede den østrigske mesterklub Admira mod et udvalgt hold fra Stævnet. Godt 12.000 tilskuere overværede kampen i Københavns Idrætspark. Blandt dem var en del tyske soldater. Inden kampen heilede det tyske publikum til spillerne, hvilket skabte vrede blandt de danske tilskuere. Østrigerne scorede det første mål efter 1. minut og dominerede kampen, som de vandt 4-1. Kampens gang satte det tyske publikum i højt humør, og tyske tropper fra Luftwaffe var flittige med deres medbragte tudehorn.

Mod kampens afslutning opstod der bataljer på tribunerne, som blandt andet fik soldaterne fra det tyske luftvåben til at fortrække til deres busser ti minutter før kampen sluttede. Da dommeren fløjtede af, stormede danske tilskuere banen, og der blev kastet med sten efter de tyske soldater. På et tidspunkt fik tilskuerne presset en flok tyske soldater sammen. Da trak soldaterne deres bajonetter. Det danske politi forsøgte at ligge sig imellem, men fire soldater og ti danskere måttet efterfølgende på skadestuen.

Tilskuerne viste, at det ikke var alle i landet, der var begejstrede for de heilende “gæster” fra syd – og den kollektive aktion kastede grus i det dansk-tyske idrætssamarbejde.

“Oprøret i Parken” er spændende læsning. Bogen anskueliggør det dilemma, det er at være besat af en overmagt. Skal man samarbejde eller forsøge at passe sig selv, eller yde modstand – eventuelt med våben. Omend irakerne i dag ikke står overfor nazister, må de stå i et lignende dilemma. Væbnet modstand mod besætterne synes håbløs. Hvor langt kan man så gå i samarbejdet med besætterne uden at blive kollaboratører?

Denne parallel til nutiden drager forfatteren dog ikke. Han trækker i stedet nogle paralleller op til nutidens Olympiader, særligt det seneste i Kina. Og bogen viser da også, at sport og politik ikke kan adskilles – hverken i krigstid eller fredstid.

Hans Bonde: Oprøret i Parken : Dansk idræt under hagekorsets tegn. Syddansk Universitetsforlag, 2008. 283 sider. ISBN: 978-87-7674-298-0.

Stævnet var et samarbejde mellem de store københavnske klubber. Stævnet arrangerede kampe mellem udenlandske hold og et hold bestående af udvalgte spillere fra Stævne-klubberne. Under 2. Verdenkrig var følgende klubber en del af Stævnet: B 93, KB, AB, B 1903 og BK Frem.

Kilde: Modkraft Kultur : Modkultur. 15. november 2008

Historisk oversigt på Danske Nazister

Dansk Nazisme”Den 9. april 1940 klokken 4.15 rykkede tyske tropper over Kruså-grænsen til Danmark.” (s. 11) Sådan er mange beretninger om anden verdenskrig startet og sådan begynder John T. Lauridsens bog om de danske nazister.

Hvorfor så skrive en bog om den danske nazisme før og under anden verdenskrig i 2002. Forfatteren svarer selv: “Fordi den danske nazisme ikke fik lov at dø i 1945, men er et billede og modbillede, som stadig trækkes frem og bruges i selv de seneste efterkrigsfremstillinger om Danmarks historie.” (s. 11) Det kan tilføjes, at fascismen ikke er død som idé, og at racisme og fremmedfrygt stadig er elementer i dansk politik.

Det danske naziparti blev aldrig stort. Den historiske interesse for DNSAP har haft sit udgangspunkt i nazitysklands besættelse af Danmark. Partiet hvervede frivillige til østfronten. Der var stikkere blandt medlemmerne og de arbejdede for besættelsesmagten på forskellige måder.

Umiddelbart efter krigen blev DNSAP hængt ud, men efter få år forsvandt partiet. Den danske nazisme forsvandt fra den brede offentlighed. I efterkrigstiden er de danske nazister blevet latterliggjort eller helt overset.
På grund af manglende arkivadgang, de danske nazisters minimale betydning på det geopoliske plan, betyder at forskningen af emnet er begrænset. Den forskning der er foretaget i de danske nazister gennemgås grundigt.

Den danske befolkning blev aldrig nazifiseret. Men 7.000 unge mænd gjorde tjeneste for Tyskland på østfronten. Det danske naziparti fik 2.1% af stemmerne ved valget i 1943 (i 1939 havde DNSAP opnået 1,8%). På samme tid havde partiet godt 21.000 medlemmer. (I 1939 havde DNSAP 5.000 medlemmer). Medlemmerne, de frivillige på østfronten og de der stemte på partiet var en del af den danske befolkning.
I modsætning til den typiske fremstilling, viser bogen, at medlemmerne af DNSAP ikke var afvigere.

DNSAPs sociale sammensætning forandrede sig konstant og det havde op- og nedture der påvirkede partiets sammensætning. Ikke overraskende tiltrak partiet mest unge mænd. Inden krigen var DNSAP stærkest i Sønderjylland. Fra 1940 udvikler det sig til et storbyparti og bliver relativt stærkt i København.

Før 1940 var de ufaglærte arbejdere underrepræsenteret. Antallet af faglærte repræsentanter svarede omtrent til befolkningsgennemsnittet, fra 1940-43 steg deres repræsentation Fra DNSAPs stiftelse til 1940 svarede antallet af organiserede selvstændige til deres andele i befolkning. Derefter falde deres procentmæssige andel blandt de organiserede nazister. Antallet af funktionærer i partiet svarer i hele perioden til deres antal i totalbefolkningen – uanset op- og nedture. Der er intet belæg i at “Tykke” eller andre marginaliserede personer blev nazister frem for andre.

DNSAP fik aldrig parlamentarisk indflydelse og fandt aldrig politiske alliancepartnere af betydning. Eneste alliancepartnere var Jord Arbejde Kapital (JAK) og Landbrugernes Sammenslutning (LS). Paritet var en subkultur, hvor medlemmerne havde deres eget liv – man var enten inde og en del af fællesskabet eller udenfor. Blikket var rettet udad mod Tyskland og Italien, der begge var fascistiske forbilleder og ønskesamfund.

Det danske naziparti var mere en kopi af det tyske moderparti, end et selvstændig parti med egen ideologiudvikling. Det gælder lige fra navnet (dansk: DNSAP, tysk: NSDAP), symbolanvendelsen (hagekors), samt organisationsformen og handlemåder i offentligheden.

For at kommet tæt på DNSAPs samfundsmodel og samfundsidealer analyseres paritets sparsomme program og dets organisation. Deres planer for en overtagelse af statsmagten i starten af Anden Verdenskrig, giver et billede af deres plan med for et nazistisk Danmark – efter tysk forbillede.

Gennem teksten kommer læseren tæt på partiets politiske kultur, deres dyrkelse af Danmarks old- og vikingetid og brug af den i politisk sammenhæng. Deres grundlæggende selvforståelse er, at kun DNSAP kan frelse landet og via førerprincippet genoprette den rette orden i samfundet.

DNSAP’s fører fra 1933 og til Anden Verdenskrigs afslutning, Frits Clausen portrætteres i en sammenligning med Hitler. På trods af deres forskelligheder i person og karriere giver sammenligningen mening. Modsat Hitler opnåede den danske nazifører dog aldrig stor tilslutning eller magt.
John T. Lauridsen skaber et troværdigt billede af lægen hvis skæbne var knyttet til nazismen.

Nazisternes antimodernistiske sind afspejles i deres kulturpolitik, der rækker tilbage i historien “til før verden gik af lave”. Inden nazitysklands besættelse af Danmark, havde DNSAP det svært på den kulturpolitiske scene – hoveddelen af de øvrige aktører havde holdninger, der lignede DNSAPs. Det var svært for partiet, at finde plads blandt de mange andre reaktionære. Partiet var ikke ene om traditionalisme, konservatisme, bonderomantik osv.

“Der blev skreget på hævn og opgør fra dem, der ikke havde det mindste at få hævnet, dvs. flertallet af den danske befolkning og samarbejdspolitikene. Plus naturligvis modstandskredse”. (side 126) Den danske nazifører blev syndebuk – ikke fordi han var nazist, men for at aflede opmærksomheden for samarbejdspolitikernes handlen de tre første år af besættelsen.
Efter krigen bliv11.5% af de mandlige medlemmer af DNSAP dømt for kollaboration.

I sidste del af bogen tager John T. Lauridsen fat i tiden efter krigen. Han behandler opgøret med nazisterne og de der havde været på tyskernes side. Forfatteren bemærker, at alle medlemmer af DNSAP umiddelbart efter befrielsen blev interneret. Det uanset at de ikke havde gjort noget ulovligt eller landsskadeligt under krigen. Med udgangspunkt i Holstein-Rathlou retter han endvidere et kritik mod retsopgøret om ledende nazister. Det virker næsten som om han har ondt af dem. Modsat John T. Lauridsen kan man mene, at den der opfordrer og udformer idelogien bag et program bærer et medansvar.

Endvidere problematiseres det forhold, at samarbejdspolitikerne og de erhvervsledere der samarbejdede med tyskerne, ikke blev retsforfulgt. John T. Lauridsen har ret i, at de menige medlemmer af DNSAP og småfisk, der havde fulgt samarbejdspolitikernes anvisning i de første år, blev syndebukke. Det fjernede fokus fra de pæne mænd i jakkesæt.

Bogen slutter med et kapitel om nazismen/ny-nazismen efter 2. Verdenskrig. Læsere der vil vide noget om den yderste højrefløj i efterkrigstiden, er nok bedst tjent med at finde anden litteratur. John T. Lauridsen fremhæver selv: Rene Karpantschof: Nynazismen og den modstandere i Danmark. Sydjysk Universitetsforlag. 1999. 204 sider. Det er ikke noget dårligt valg.

Forskningsoversigt

Bogen viser, at der er mange veje til nazismen og at der ikke er en simpel forklaring på nazismens tiltrækning. De danske nazister afveg ikke fra resten af befolkningen – ud over deres medlemskab af DNSAP. John T. Lauridsen pointerer ganske rigtigt, at man ikke kan forklare nazismens (manglende) tiltrækningskraft i Danmark med én simpel forklaring.

Bogen er en grundig indføring i de danske nazisters historie. Teksten er ikke fordømmende, men giver læseren indsigt i DNSAP, dets kultur og personerne i og omkring partiet.

Bogen indeholder et mindre opslagsværk DNSAP-leksikon, med forløbere, organisationer, tidsskrifter, ledere og skribenter med betydning for partiet. Sammen med afsnittene DNSAP-biografien 1930-45 og Naziplakater 1930-45 og de omfattende henvisninger til kildemateriale bagerst i bogen, placeres værket centralt i forhold emnet og til videre forskning. Brødteksten er slupleret med en del kildemateriale.

Forfatterens egne holdninger er ikke fremtrædende i teksten, men ind i mellem mærker man manden bag bogen.

John T. Lauridsen
Dansk Nazisme : 1930-45 – og derefter. Gyldendal. 677 sider. Kan købe 449 kr. eller lånes på det lokal folkebibliotek.

Yderligere læsning:
Nyeste nummer af Arbejderhistorie : Tidsskrift for historie, kultur og politik. (Oktober 2002, nr. 3) indeholder tre artikler om samme tidsperiode og med relevans for emnet “nazisme”.
“Det vil komme til en national befrielseskamp” : Kommunisterne og ikke -angribspagten 1939-41. Lars Jepsen og Thomas Bindesbøll Larsen. Side 1-22. Om Hitler-Stalinpagten og myten om sovjetsympatisørernes blinde politiske følgagtighed. En ikke usang myte, men et billede der kan nuanceres.
Uden om arbejderklassen kommer man ikke : De danske nazisters faglige organisationer 1940-43. Hans-Henrik Siig. Side 23-43. Om de danske nazisters dilettantiske for søge på at opbygge faglige organisationer, selvfølgelig efter tysk forbillede.
Vi taaler ikke nogen, som har sympatiseret med nazisterne : Udrensninger hos bryggeriarbejderne efter besættelse. Lizette Albæk Nielsen. Side 44-71. Efter krige afslutninger gik der gang i udrensningen af nazister og andre tysk-venlige. Artiklen se på bortvisningen af kolleger bland bryggeriarbejderne, som havde handlet unationalt eller provokerende under besættelsen.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. December 2002, nr. 4.