Tag-arkiv: politik

Folkesocialisten

Min gamle samfundsfagslærer har skrevet en bog. Og selv om han er SF’er, husker jeg ham som en skarp analytiker, så den må jeg hellere få læst når jeg får tid.

Aage Frendsen er som sagt medlem af SF – og har været det i mange år. Han har siddet i Folketinget som suppleant ad flere omgange, senest i 1994. Han er cand.mag. i samfundsfag og historie og jeg havde fornøjelse af hans undervisning, da jeg for længe siden tog HF på Århus Akademi. Han var en inspirerende og vidende underviser.

Aage Frandsen har tidligere udgivet bøgerne “Lovgivningsprocessen i praksis”, “Partiledelse” og “Politik i praksis”, men nu tror jeg ligefrem han har skrevet en bog jeg vil læse. Det er “Folkesocialisten” med undertitlen “SF’s historie”.

I lektørudtalelsen til bogen skriver Allan Thomsen Volhøj: “Frandsen er ikke den mest markante skikkelse i SF, men i denne bog kan man se at han er en vigtig person, som der bliver lyttet til i de svære perioder. Han fortæller indsigtsfuldt og passioneret om SF, men er også reflekterende om de forkerte beslutninger han, eller andre, var med til at træffe. Man skal have et vist kendskab til dansk politik og dansk historie for at få fuldt udbytte af bogen”

Folkesocialisten : SF’s historie
Af Aage Frandsen. Momenta, 2018. ISBN: 978-87-93622-04-3.
DK5: 32.269, Socialistisk Folkeparti

Bibliotek.dk: Folkesocialisten

Vandring gennem historien

Folkevandringer fylder i den politiske debat. Uanset hvad du måtte mene om nutidens flygtningestrømme og emigration, så har mennesket altid vandret.

I bogen Mennesket har altid vandret beskriver Jeanette Varberg de største og væsentligste folkevandringer med perspektiveringer til vor tid.
Jeanette Varberg er arkæolog og museumsinspektør ved Moesgaard Museum, Århus. Hun er uddannet mag.art. i forhistorisk arkæologi fra Aarhus Universitet og deltog i Galathea 3 ekspeditionen.

“Mennesket har altid vandret, og de store vandringer har formet vores historie og defineret, hvordan vores samfund ser ud i dag – og der er intet, som tyder på, at folkevandringerne kun hører fortiden til. Jeanette Varberg tager læseren med på en tur gennem de store vandringer, som kan påvises gennem en kombination af palæontologi, arkæologi, naturvidenskabelige metoder og historiske kilder.” skriver forlaget Gyldendal.

Jeanette Varberg præsentere selv bogen i artiklen Flygtningestrømme er ikke nye. Vi har altid vandret på Videnskab.dk, hvor hun blandt andet skriver: “De store vandringer har formet vores historie og defineret, hvordan vores samfund ser ud i dag – og intet tyder på, at folkevandringerne kun hører fortiden til.”

Lektør Charlotte Jakobsen skriver: “De historiske fakta om menneskets vandringer og hvad har udløst vandringerne og hvilke konsekvenser vandringerne har haft, serveres i et velformuleret og klart sprog. Det er et stort emne og for at nå hele vejen fra det første menneskes opståen og de første folkevandringer og til vor tid, er kun de væsentligste folkevandringer med og der springes i tid.”

Og anmelder Bo Bjørnvig konkludere i Weekendavisen (24. marts 2017): “Er der så nogen trøst at hente for os i dag, hvor millioner banker på, på flugt fra sammenbrudte stater, krig og elendige levevilkår? Nej, egentlig ikke, ifølge Varberg: »Når folk først begynder at vandre, kan de sjældent stoppes.« Der er kun ét at gøre, nemlig afhjælpe nøden i deres hjemlande, det vil sige »sørge for, at de ikke er nødt til at forlade deres hjem«. For vi må ikke glemme »vores arts store risikovillighed, når vi står over for (…) manglende fremtidsmuligheder«. Så er den trods alt forholdsvis lille risiko for at lide druknedøden i Middelhavet kun en lille hindring – set fra de flygtendes synspunkt.”

Mennesket har altid vandret : folkevandringer og vendepunkter i historien
Af Jeanette Varberg. Gyldendal, 2017. ISBN: 978-87-02-22719-2. 141 sider.
DK5: 32.6

Bibliotek.dk: Mennesket har altid vandret
Gyldendal: Mennesket har altid vandret

Rejser i flygtningestrømmen

Good luck, habibiVi husker alle billederne af flygtninge der vandrede på de jyske motorveje i sommeren 2015. Den massive flygtningestrøm satte igen gang i flygtningedebatten.
Journalist Thomas Ubbesen har bevæget sig ud af den hjemlige andedam og skildre i bogen “Good luck, habibi” det opbrud, der skete, da Mellemøstens krigsflygtninge og Afrikas og Asiens forhutlede masser begav sig på vandring og pludselig kom marcherende på de europæiske motorveje.

Bogen er udgivet på Gyldendal der skriver “Ud over Ubbesens oplevelser hører vi også den tragiske historie om en ældre syrisk far, der sammen med sin voksne datter forlader sult, terror og krig derhjemme og begiver sig ud på den lange vandring mod nord sammen med hundredetusinder af andre. Flugten foregår med ét ben i cyberspace og ét i den virkelige virkelighed, der hvor krigsherrer og menneskesmuglere hersker over liv og død. Midt i dette drama, giver forfatteren også en række kvalificerede bud på, hvilke megatrends, der har ført frem til det paradigmeskifte, vi som samfund og individer står overfor.”

I en foromtal til bogen, En halv menneskehed er på vandring – det må ikke ties ihjel, på POV skriver Thomas Ubbesen “Der driver døde mennesker i land på stranden ved Sabratha ved den libyske kyst. 120 lig alene de sidste ti dage. Og det fortsætter. Nogle af dem bliver talt med i den statistik, der angiver, at 3123 er druknet i Middelhavet i år. Andre bliver aldrig talt nogen steder og rådner bare op i solen eller bliver smidt i et hul i sandet. Der blev fundet 53 på en enkelt dag, læser jeg på nyhedsbureauerne fra Libyen. Det kunne man sagtens tage ned og lave nogle reportager om.”
Han fortsætter senere samme sted: “For vi og de andre europæere skal jo på et nogenlunde informeret grundlag kunne fortsætte diskussionen om, hvad vi vil ofre for at hjælpe eller redde nødstedte mennesker, der ikke er ”nogen af vore egne”, men bare mennesker. Så vi nogenlunde nøgternt kan se i øjnene og debattere, at verden er i enorm forandring, og at menneskemængder fra hele denne globaliserede klode vil fortsætte med at komme i vores retning.”

Lektør Carsten Güllich-Nørby vurdere at “Good luck, habibi” er “fremragende journalistisk dokumentar, der motionerer tankerne og provokerer til egne refleksioner om flygtningekrisen”

Good luck, habibi : Rejser i flygtningestrømmen
Af Thomas Ubbesen. Gyldendal, 2016. 239 sider. ISBN: 978-87-02-20078-2.
DK5: 32.6

Bibliotek.dk: Good luck, habibi
Gyldendal: Good luck, habibi

Den nye klassekamp

Den nye klassekampSlavoj Žižek er altid en oplevelse. Han formår at skrive klogt ude at blive kedelig eller hovsengesnovsen. Žižek er i toppen på min anbefalingslisten over nulevende samfundskritiske forfattere.

I bogen analysere Slavoj Žižek de bagvedliggende årsager til flygtningestrømme og islamisk terror. Analysen peger på en hovedårsag; den globale kapitalisme.

Forlaget Information skriver: “De massive flygtningestrømme og omfattende terrorisme har kastet kontinentet ud i den største krise siden Anden Verdenskrig. En krise, som ikke løses af en stadigt mere højrepopulistisk strammerkurs, men som heller ikke løses ved at gøre enhver problematisering af flygtningestrømmen til et moralsk fallit, som Žižek kritiserer dele af venstrefløjen for. Vi har, skriver den slovenske filosof Žižek, brug for et opgør med venstrefløjens sociale tabuer og blinde accept. Vi har brug for en ny, universel kommunisme.”

Bogen er anmeldt af Michael Agerbo Mørch på Kulturkapellet: Ingen fred under kapitalismen, og af Jakob Brønnum på POV: Slavoj Žižek – De gjorde det for at såre os.

Om Žižek

Slavoj Žižek på Wikipedia [da]
“Slavoj Žižek (født 21. marts 1949 i Ljubljana, Slovenien) er sociolog, filosof, psykoanalytiker og kulturkritiker. Han har en doktorgrad i filosofi fra universitetet i Ljubljana og har studeret psykoanalyse ved Paris Universitet. I 1990 kandiderede han for præsidentposten i Slovenien for partiet Sloveniens Liberale Demokrati (slovensk: Liberalna demokracija Slovenije) – dog uden at vinde.”

Slavoj Žižek på Wikipedia [en]
“Slavoj Žižek; born 21 March 1949) is a Slovenian psychoanalytic philosopher, cultural critic, and Hegelian Marxist. He is a senior researcher at the Institute for Sociology and Philosophy at the University of Ljubljana, Global Distinguished Professor of German at New York University,[1] and international director of the Birkbeck Institute for the Humanities of the University of London.[2] His work is located at the intersection of a range of subjects, including continental philosophy, political theory, cultural studies, psychoanalysis, film criticism, and theology.”

Den nye klassekamp : De sande årsager til flugt og terror
Af Slavoj Žižek. Information, 2016. 128 sider. ISBN: 978-87-7514-530-0.
DK5: 32.6

Bibliotek.dk: Den nye klassekamp
Informations Forlag: Den nye klassekamp

Fotoet fortæller: OL 1936 – maraton

maratonFor mine kollegaer på biblioteket er jeg ham der løber lidt længere og mere end de fleste. Så da et gammel foto med nogle løbere dukkede op under en oprydning, endte billedet hos mig.

Billedet – eller retter billederne – forestiller fem løbere der er ved at løbe fra feltet.

Der er tale om to næsten ens foto side om side. Havde jeg de rette briller fra Raumbild-Verlag Otto Schönstein, ville jeg kunne få et 3d-effekt ud af at se billederne med brillerne på, monteret i den rette afstand fra øjnene.

På bagsiden afslører teksten at fotoet er fra starten af maratonløbet afholdt ved OL i Tyskland 1936.

De olympiske Sommerlege 1936 var de elvte moderne Olympiske Lege. Legene blev afholdt i Berlin fra den 1 august til den 16 august 1936. Maratonløbet blev løbet den 9. august.

Olympianden havde stor propagandaeffekt for de nazistiek magthavere der isenesatte legenede på en helt ny måde. Et eksempel herpå er Leni Riefenstahls dokumentarfilm “Olympia” som i to dele 1. “Fest der Völker” og 2. “Fest der Schönheit”. Det var den første film der anvendte avancerede filmteknik med usædvanlige kameravinkler, ekstreme close-ups og andre teknikker som senere indgik i filmproduktionen som en del af de værktøjer instruktørerne kunne gribe til.

Som en del af iscenesættelsen blev en fakkel med den olympiske ild for første gang bragt fra Olympia i Grækenland til olympiadearrangementet i Berlin.

Maratonløbet ved OL 1936 havde start og mål på det Olympiske Stadion. Ruten gik omkring Grunewald hvor løberne løb et halvmaraton ud til et vendepunkt, vendte og løb samme vej. Starten gik fra 100 meter startlinjen på det Olympiske Stadion.

Løbet blev vundet af koreanske Sohn Kee-chung, mens britten Ernest Harper kom ind på andenpladsen. Deres tider var 02:29:19 og 02:31:23. Korea var på dette tidspunkt besat af Japan. Vinderen Sohn Kee-chung står derfor opført som japaner og under det japanske navn Son Kitei.

In the Marathon race, Zabala, the Los Angeles victor, was forced to withdraw before the first part of the course had been covered. Son (Japan) and the Englishman, Harper, ran side by side for a considerable distance, but after 35 kilometres the Japanese runner left Harper behind and continued alone to win the event in 2:29:3 hours. The second place went to Harper, who was followed by the Japanese runner, Nan.
(citat: The XIth Olympic Games Berlin, 1936 : Official Raport, side 606)

Da den japanske nationalmelodi blev spillet ved sejrsceremonien bøjede Sohn Kee-chung hovedet i skam over at han måtte stille op som løber for besættelsesmagten.

Danmark havde en løber med, Anders Jakob Hartington Andersen. Han kom i mål som nummer 25 i tiden 02:56:31.

Tilbage til billedet som kollegerne fandt under oprydning. Bag på billedet er lidt tekst. Først en overskrift: “Die Olympischen Spiele 1936” efterfulgt af billedets titel “49. Berlin, Wettkämpfe: Marathonläufer kurz nach dem Start”, altså er det maratonløbere kort efter starten. “49” antyder at billedet har været en del af en serie af 3d-fotos.

Blandt de øvrige information på bagsiden er udgiverens navn: Raumbild-Verlag Otto Schönstein. Forlaget gjorde sig i historiske fotos, men forlaget var også en integreret af det 3. Rige og udgav fotoserier der forherligede det nazistiske Tyskland.

For det historienørdede er her et link til den officelle olympiske rapport The XIth Olympic Games Berlin, 1936 : Official Raport : Volume I  (pdf), side 6-637. – Volume II (pdf), side 642-1223.
Ruten, fotos, resultater og mellemtider fra maratonløbet s. 644-647
Indholdsfortegnelse side 1221-1223

Sidste dag på biblioteket

Kultur og Fritidsudvalget i København vedtog sidste år, at Rådhusbiblioteket skulle lukkes pr. 1. juni 2015. Fredag den 29. maj var sidste åbningsdag i det historiske bibliotek.

Københavns Rådhus er tegnet af arkitekt Martin Nyrop. På anden sal, ved siden af Festsalen, indrettede han et bibliotek med tilhørende læsesal. Rådhuset blev officielt indviet i 1905, men biblioteket var allerede flyttet inden maj 1903.

Med lukningen af Rådhusbiblioteket splittes en særsamling som er opbygget gennem mere end 100 år. Samlingen rummede alt om København – historie, topografi, socialvæsen, byudvikling, sundhed, bevægelser, borgere etc.

Personalet på biblioteket opbyggede en særligt faglig kompentancen ved at arbejde med samlingen. Den blev flittigt benyttet af andre biblioteker når de kom til kort med spørgsmål om København. Med lukningen af biblioteket forsvinder ikke kun en samling, en faglig viden udviskes fra den danske bibliotekshukommelse.

De eneste partier der stemte imod lukningen af Rådhusbiblioteket var Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Rådhusbiblioteket

Publiceret på sh.newsun.dk 30.05. 2015

Dagbogsnoter fra Sahara Marathon-rejsen

Lørdag 21/2

Sahara MarathonJeg sidder i lufthavnen i Madrid på vej til Tindouf (Algeriet). Nu skal der løbes Sahara Marathon – to år forsinket, men hvad er to år mod de 40 år som flygtningene fra Vestsahara har ventet uden mulighed for at entrere deres eget land.

Jeg har skrevet en sidste besked på Facebook, hvor jeg sagde tak til dem der har bidraget til min indsamling til idrætsudstyr til skolerne i flygtningelejrene. Jeg skrev på en internetautomat med et tastatur uden ctrl-funktioner og uden mange andre funktioner. Jeg skulle hamre fingrene ret hårdt ned på tasterne for at få en reaktion på skærmen.
Gad vide hvor mange tastefejl jeg fik lavet?

Søndag 22/2

Fra lufthavnen er busserne eskorteret af algiersk politi. Undervejs stopper vi. Den eskorte vi har skal udskiftes ved grænsen til den del af provinsen Tinduouf som flygtningene fra Vestsahara har midlertidig lånt af Algeriet. Herfra er det POLISARIO og det vestsaharanske eksil-myndigheder der har ansvaret for vores sikkerhed.

Sådan cirka 26 timer efter at jeg forlod Brøndby Strand ankom vi til flygtningelejren Smara. Lejren er opkaldt efter en provinsby i Vestsahara.
Efter ankomsten blev vi ledt ind i en åben gård og fordelt i grupper på 4-5 personer. Efter at have fundet min gruppe, blev vi hentet af en kvinde fra den familie som giver os husly.

Jeg er endt samme med fire svenskere. Tre af dem er socialdemokrater, en udsendt af partiet, en udsendt af de svenske socialdemokraters ungdomsorganisation og en udsendt af et socialdemokratisk tidsskrift.

Vi har spadseret en tur i Smara. Masser af simple huse og telte. Ingen vejskilte. Godt vi havde en guide med fra familien.

Det eneste der er på programmet i dag er registrering til løbet mellem 16:00 og 20:00 i Smaras Sportsakademi. Vi er pænt trætte, så det er godt med tid til hvile. Tirsdag løber vi. Jeg kan ikke vurdere hvad den lange rejse kommer til at betyde. Men nu har jeg da en undskyldning for tidstab i det tidsregnskab jeg ikke rigtig har. For hvordan skal jeg sætte en forventet sluttid, når jeg ikke kender terrænet eller ved hvor meget sand der er og ikke ved hvor mange højdemeter der er.

Folk er vældig flinke, men jeg har et sprogproblem. Der er ikke mange lokale der taler engelsk. Spansk er det store andetsprog, efterfulgt af fransk. En af svenskerne kan arabisk. Det er godt for så får vi fat i de vigtigste informationer og han fungere som tolk.
Ærgerligt at jeg aldrig fik lært lidt spansk.

Vi fandt et sted med et fungerende WiFi. Der er svenskerne socialdemokrater strandet. De er umulige af få derfra – internetafhængigheden er total. Men WiFi er nu også et hit. Jeg har skrevet en besked til Signe og Rosa, så de ved at jeg er kommet godt frem.

Det vare ikke længe før solen går ned. Det var hårdt at vågne uden Signe og Rosa. Det bliver sikkert også hårdt af falde i søvn uden de to dejlige tøser. Men da jeg har et stort søvnunderskud bliver det næppe et problem at falde i søvn.

Vi besøgte tidligere i dag Smaras offentlige bibliotek. Det var et børnebibliotek med en meget lille samling. Biblioteket har en bogbus tilknyttet. Den kører ud til flygtning der bor langt fra flygtningelejren.

I hele det område som den sahrawiske regering administrere – og som de så at sige har lånt af Algeriet ind til de får deres eget land tilbage – er der tre biblioteker som det i Smara. Bibliotekaren brokkede sig i øvrigt over børnenes manglende læselyst.

Kaffen laves af varm mælk og Nescafe. Der drikkes meget mere te end kaffe. Teen laves traditionel med lang iltning og forberedelse. De obligatoriske tre glas te tager let halvanden time eller mere.

Som en by i ørkenen giver flygtningelejren ikke meget mening. Her er ingen vand og derfor ingen vegetation. Her er meget goldt. Her bor man kun af nød.

Mandag 23/2

Sahara MarathonEn meget rolig dag.

Efter morgenmaden tog de tre svenske socialdemokrater på tur. De skulle møde en repræsentant for POLISARIO. Imens de var af sted var jeg til løbspræsentation. Det foregik i et par store telte. Der var en del information om flygtningelejrene og de leveforhold som flygtningene lever under – herunder udfordringerne med fremadrettet at skaffe fødevare nok.
Der blev også fortalt om de projekter som Sahara Marathon støtter på forskellige måde.

Den senere løbsbriefing var i Klubben – et sted a la et forsamlingshus. Der blev informeret på spansk, italiensk og engelsk. Lydanlægget var ikke på arrangørernes side. Da der også blev snakket en del under briefingen fik jeg ikke meget af den. Jeg fik dog fat i, at der er morgenmad klokken 07:00 og at bussen kører ud til startområdet klokken 07:30. Løbet starter 09:30.

Jeg fangede desuden, at løbet er forholdsvis fladt på de første 20 km. Derefter kommer der nogle sandklitter, hvorefter det igen skulle flade ud – og forblive fladt forholdsvist frem til mål.

Tirsdag 24/2

Store løbedag.

Vækkeuret ringede 06:00. Af vi fem løbere der bor samme er vi to der skal løbe maraton – mig og den ene svensker, Juan Pablo, der ikke er socialdemokrat. Han er er sendt af sted af en svensk solidaritetsorganisation.
De tre andre kan sove lidt længere.

Jeg forsøger ikke at lyse på de sovende svenskere med min pandelampe, ligesom jeg forsøger at holde lydniveauet nede.
Med lidt besvær blive jeg klædt på til løbe og for fundet løbeur, vandflasker og hvad jeg ellers skal have med.

Juan Pablo og jeg går gennem mørket. Ned til Klubben hvor der er morgenmad; lyst brød, marmelade og kaffe.

Bussen kører ikke 07:30 som annonceret. Men klokken otte er vi på vej ud af Smara. Ude i horisonten venter eventyret.

Der er børneløb og underholdning (lokal cheerleading) inden start. Jeg bemærker ingen nedtælling, men nu er løbet i gang. Jeg må se at komme af sted.

Der er en fantastisk stemning og support fra befolkningen. Børneløbet er løbet en kilometer ud af ruten og her står børnene nu og hepper.

Der er skyet fra start af, så jeg giver den lidt mere gas end jeg havde tænkt mig.
Selv om solen kommer frem og temperaturen stiger holder jeg tempoet gennem første halvdel af løbet. Det er den flade del hvor der ikke er mange højdemeter. Til gengæld er der masser af sten. Jeg må hele tiden se mig for, men indimellem nyder jeg det fantastiske, åbne landskab.

På halvvejen møder jeg sandklitterne. Farten må ned, men de er ikke så hårde som frygtet. Med korte skridt kan jeg holde mig løbende op ad klitterne. Sandet er grovere end andre steder som f.eks. Jebil National Park, Tunesien. Jeg synker i, men det er til at arbejde med.
Efter klitterne flader landskabet ud. Jeg løber hen over et plato, op ad en stigning. Endnu et plato, op ad en stigning. En ny horisont. Løber hen over paltoet. En ny stigning. Op. En ny horisont.
Sådan fortsætter det ind mod Smara.

Mål! Sub 4 timer.
En bedre tid end jeg havde regnet med. Tanken er også tom. Der er ikke mere at give af. Jeg finder teltet med forfriskninger og indtager lidt mad inden jeg finder brusebadet. Hvis man altså kan kalde det et brusebad. Står med en bruseslange uden brusehoved. En meget svag vandstråle kommer ud af slangen. Vandet er koldt. Det løber ned på gulvet som er dækket af sand og ud af et rustent afløbet.

Efter løbet rejse to af svenskerne tilbage til Europa. Et vigtigt møde i Paris.

25. februar

Sahara MarathonEn stille dag i Smara.

Efter morgenmaden gik jeg ned og så den sahrawiske kulturfestival; dromedarer, håndarbejde og lokal krims krams.

Sidst på formiddagen var der præmieuddeling. Det var pænt festligt med tilråb og jubel. Herefter gik dagen med ingenting – kun afbrudt af børneolympiade.

Nu går solen snart ned og vi er i gang med teen. Mens vi drikker den søde te, fortæller mormoren i familien om hendes flugt fra Vestsahara. Hun kom til Algeriet sammen med hendes far som 10-årig. Tilbage i Vestsahara efterlod de moren og et par søskende.

26. februar

Det er koldt om morgenen. Det tager lidt tid inden solen får fat, men så kommer varmen også. Op ad formiddagen kan man fysisk mærke temperaturen stige.
De par gange hvor jeg har haft mulighed for at tjekke temperaturen har den lagt mellem 25° og 30°.

Det er selvfølgelig ingenting i forhold til hvad temperaturen er om sommeren. Der kommer den over 50°. Så holder de lokal sig indendørs.

27. februar

Bustur.

Enhver nation må have et Nationalmuseum. Det har Vestsahara også – selv om museet i øjeblikket ligger i Algeriet.
Nationalmuseet er ikke stort. Indenfor er alt information på arabisk eller spansk, og der er meget mere tekst end der er udstillingsobjekter. Det er ikke et besøg jeg får meget ud af.

Det er bedre på Krigs- og Modstandskampmuseet. Her er der en guide som på engelsk beretter om den krigen og den lange konflikt.
Desværre har guiden en tendens til at begynde hans tale med det samme han kommer til et interessant lokalitet. Det resultere i at 90% af tilhørerne kun hører afslutningerne af hans beretninger inden han igen haster videre.

Højdepunktet på dagen bustur er transporttiden, hvor jeg kan nyde ørkenlandskabet.

Tilbage hos familien ankommer jeg lige til tetid. De tilbageværende svenske bofæller er ude og lave interviews, så der er ingen til at oversætte.
Efter nogen tid, hvor vi ikke forstår en pind af hinanden, men dog har grinet lidt, kommer en pige fra nabolaget forbi. Hun kan lidt engelsk.
Familien kan endelig spørge om jeg ved hvor svenskerne er – og om jeg ved hvornår de kommer tilbage. Det ved jeg desværre ikke.

Jeg snakker lidt om vind og vejr med den engelsktalende nabopige. Da jeg får drejet samtalen ind på Vestsahara lyser hendes øjne op. Der er ingen grænse for hvor vidunderligt der er i det forjættede land bag Marokkos besættelsesmur.

Det er helt rart med en lokal der taler engelsk, men hun skal desværre hurtigt videre.

Mens solen går ned, bevæger vi os ned til at arrangement i den centrale del af Smara. Her er turisterne i klart undertal. Jeg har mit spejlreflekskamera i hånden og en soldat dirigere min ind foran scenen. Sådan et kamera er billetten til VIP-området hvor der er en smule presse og ellers en masse lokale pinger.

Da vi kommer tilbage til familiens hus, er Malin (den svenske pige som er udsent for et tidsskrift) stadig ikke kommet hjem. De lokale myndigheder har tilgengæld opdaget at hun er væk. Det giver værtsfamilien, der har ansvaret for os, en del problemer.
Malin bliver dog fundet og alt ender godt.

28. februar

Sahara MarathonNationalparade.

Der er mødt mange frem til sahrawiernes nationalparade. På paradepladsen er der adgang for lokale VIP’er og europæiske gæster.
Efter Malins forsvinden dagen dør, vil Mentu (familiens kvindelige overhoved) ikke lade mig ude af syne. Fra staten af paraden står jeg sammen med en masse lokal og det forekommer, at det er vigtigere for dem, end for mig, at mase sig frem til en god plads med et godt view over paradepladsen.

Undervejs under ceremonien ændre Mentu holdning og hun lader mig slippe. Udstyret med et spejlreflekskamera komme jeg godt rundt på pladsen og fotografere paradedeltagerne – selvfølgelig under guidning af lokale vagter og soldater.

Efter paraden er der ørkentur for løberen. Vi kører af sted i busser til et særligt smukt sted. Det er også et flot landskab arrangørerne har fundet til os.

Om aftenen udveksler vi gaver med familien. Det lader til at familiens far og store dreng synes godt om min pakke med Lego.
Mentu gemmer det meste af papir og skriveredskaber til senere brug i skolen.

29. februar

Rejsedag.

Har pakket. Der er ikke så meget at lave. Om lidt drikker jeg den anden kop mælkekaffe. Hvis jeg har taget på er det kaffen skyld. Kaffen laves på en fed mælk – altså helt uden vand.

Jeg glæder mig til at komme hjem og synes at der uoverskueligt langt til Brøndby Strand.

Vi kører fra flygtningelejren Smara i de samme gamle busser som vi ankom med. Affjedringen er på et minimum. Selv på asfalt må hastigheden holdes langt nede. Hestekræfter er der ikke mange tilbage af i busserne. Alting rasler. Vinduerne kvidre. Vinduesrammen ved siden af mig er løs og slår konstant mod busvægen.

Efter en times kørsel kommer vi til checkpunktet, hvor vi forlader det område af ørkenen i Algeriet, som flygtningene fra Vestsahara har “lånt”.
Vores ekskorte udskiftes. De algierske myndigheder overtager ansvaret for vores sikkerhed fra sahrawimyndighederne.

De primitive huse og telte som karakterisere flygtningelejrene ser vi ikke flere af. Nu er der masser af el-master og fabrikker. Vi kommer forbi fodboldstations og kører gennem flotte rundkørsler. Husene har flere etager og selv om det er lagt fra en villakvarter i Nordeuropa, er det en helt anden boligstandart en det vi kommer fra.

Se også:
Besøg i flygtningelejren Smara
Sahara Maraton

Publiceret på sh.newsun.dk 30.04. 2015

Kampen om København

Bogen Kampen om København fortæller om magtkampen i hovedstadens gader fra 1870 til 1901. En tid hvor Socialdemokratiet, Venstre og Højre hver især førsøgte at erobre byrummet. Hver med deres ideologisk betingede samfundssyn og vision for byens og i sidste ende Danmarks fremtid.

Den 21. marts 1848 gik det første moderne politiske optog gennem Københavns gader. Det var anført af de nationalliberale. 10.000 københavnere deltog. Kravet var en ny forfatning. 5 juni 1848 gav Frederik VII efter og underskrev Grundloven, der udstak principperne for demokratiet – set med nutiden øjne i en eksklusiv udgave, der kun gav stemmeret til en mindre del af befolkningen.
Herefter startede en kamp om det indførte demokratis indhold og rammer. Det var en politisk kamp om fordeling af magt, der for alvor tog fart i 1870erne. Perioden kendes som Forfatningskampen. Det er denne periode Jens Toftgaard tager fat på i Kampen om København.

Kampen om forfatningen

Forfatningskampen stod mellem kongen, de konservative samt de nationalliberale på den ene side. Venstre og den gryende arbejderbevægelse dannede oppositionen.
– “Under forfatningskampen var stridens centrale arena Rigsdagen, hvor skillelinjerne blev trukket skarpt på. Hvad der begyndte som løse politiske grupperinger, blev til mere og mere formaliserede partier og faste blokdannelser. Når historikere i dag skal undersøge forfatningskampen, fokuserer de ofte ensidigt på Christiansborg-politikken med dens skarpe retorik, skiftende forhandlingsforsøg, politiske alliancer og personlige intriger mellem de ledende mænd. Men striden mellem de konkurrerende samfundssyn, som Rigsdagens to blokke repræsenterede, rakte ud over Rigsdagen og prægede hele samfundet – endda i så voldsom grad, at det til tider udspændte nationens sammenhængskraft til bristepunktet”. (Kampen om København, side 6)
I 1971 stiftedes “Den Internationale Arbejderforening for Danmark” med Louis Pio, Harald Brox og Poul Geleff som ledere. Fra første dag var arbejderbevægelsen under overvågning fra myndighederne. Politiet sendte meddelere til bevægelsens møder og forsøgte til stadighed at infiltrere bevægelsen med politispioner. I begyndelsen af perioden havde arbejderbevægelsen svært ved at få myndighedernes tilladelse til at gå i optog gennem byen. Byens rum var til gengæld let tilgængelig for Højre.
Venstre havde flertallet i Folketinget, med tiden dog i koalition med Socialdemokraterne. For at omgå flertallet brugte Højreregeringen Grundlovens bestemmelser om provisorisk lovgivning.

Kongen, borgeren eller folket

Partierne, Højre, Socialdemokratiet og Venstre strides om at lave de største optog gennem København. Optogene skulle vise partiernes bud på fremtidens København – og fremtidens Danmark. Skulle det være kongens København, folkets København eller borgernes København?
Jens Toftgaard beskriver optogenes udvikling. Hvordan Grundlovsdag bliver det centrale omdrejningspunkt for partiernes politiske markeringer i byrummet. De tre politiske grupperinger havde hvert sit indhold i Grundlovsoptoget. Højre fejrede Grundloven i deres tolkning, kongen, fædrelandet og markerede deres støtte til Estrup-ministeriet.
Venstre stod svagt i hovedstaden, men arrangerede det enkelte optog. De markerede bondens frigørelse fra stavsbåndet, Grundloven, fædrelandet og kritiserede de provisoriske love.
Socialdemokraterne markerede deres tolkning af Grundloven og iscenesatte et alternativt samfund, hvor arbejderne var i centrum.
I sidste ende måtte kongens København vige for folkets København. Det er lykkedes for Jens Toftgaard at beskrive forfatningskampen fra en ny vinkel. Med fokus på kampen om Københavns gader, fortæller han en anden del af historien om skabelsen af det moderne, borgerlige demokrati. Historie bliver desværre lidt for løsrevet og kan ikke stå alene som indgang til emnet.

Toftgaard, Jens: Kampen om København : Magt og demokrati i byens rum 1870-1901. Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, 2008. 175 sider, ISBN: 978-87-87739-56-6.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. Februar 2009, nr. 1.

En skarp pen i oceanet af støj

Arundhati Roy, der blev verdenskendt for romanen De små tings Gud og modtog Bookerprisen for sammen, skriver med en skarp pen og med poesien som passager. Hendes stil og sproglige dygtighed gør et bogen er en fornøjelse at læse. Det de dystre fakta til trods.

Vi er alle – verdens befolkning – fanget mellem den Internationale Valutafond IMF’s checkhæfte og USA’s krydsermissiler. Det mærkes ikke så meget her i Danmark, da vi er så heldige, at vi har fået lov at være Kejser Bush’s logrende skødehund – og da vores regering er mere en villig til at føre neoliberalismen politik ud i livet. I velfærdsstatens navn, betyder det et langsomt, men sikkert, farvel til velfærdsstaten.

Nok om det. Nok om Danmark. Forlaget People’sPress har udgivet Arundhati Roy samlede essays på dansk. Tekstsamlingen har titlen Menigmands guide til Imperiet.
Var det ikke for hendes insisterende opfordringer til handling og håb for en anden mulighed, end den fremtid som markedets globalisering tegner for verden befolkning, ville læsning af bogen være en lang vandring i elendighed og trældom.
Læseren tager på vandring med Indiens kasteløs og naturfolk, der ofres (og det i bogstavelig form) på fremskridtets alter og i liberalismens navn. Vi ser, hvordan Ghandis arv til det indiske folk trækkes ned i sølet af hindu-nationalister, der massakrer 2.000 muslimer i provinsen Gujarat. Alt mens de men den anden hånd, solgte landets værdier til de multinationale koncerner.

Fra Indien problemer går en rød tråd til resten af verden. Hvor de første essays fra 1998 til 2000 meget omhandler Indiske problemer, herunder konflikten med Pakistan og deres indbyrdes atomkapløb, bliver Arundhati Roy til stadighed mere og mere globalt fokuseret. Globaliseringskritikken og kritikken af den amerikanske regering udenrigspolitik og IMF m.v., fylder mere og mere.

I en avis læste jeg en anmeldelse, hvor skribenten ikke så nogen grund til, at vi danskere læste essays fra en indisk debat om opførslen af vanddæmninger i Indien. Han har ikke læst essayene ordentligt, eller også lever han i en lille nationale osteklokke. Menigmands guide til Imperiet anskueliggør at udviklingen i Indien hænger sammen med udviklingen i Euroap – og resten af verden. Vi i vesten bære et medansvar for udviklingen på Jorden. Det er os, eller retter eliten i Vesten, der presser liberalismen ned over hovedet på alle andre. Det er IMF, Verdensbanken, USA, NATO og EU er i en uskøn alliance forstærker modsætningerne mellem fattige og rige.

Arundhati Roy formår at kæde de store politiker samme med almindelige mennesker liv. Hun skærer igennem mediernes flimmer og anskueliggør virkeligheden bag den fries presses og spin doktorernes slør. Hun repræsenter et alternativ til markedets globalisering, nemlig menneskelig globalisering. Arundhati Roy vedkender sig ikke nogen ideologi, og er på den måde tidstypisk for mange af deltagerne i bevægelserne som går mod markedets globalisering.

Roy, Arundhati
Menigmands guide til Imperiet : Essays. Peolpe’sPress, 2005. 305 sider. ISBN: 87-91518-52-0.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. August 2006, nr. 3.