Tag-arkiv: Raise Your Horns

But Life Goes On : Demo

Entombed: En bitte single kan man altid have med.

På metalfestivalen Raise Your Horn er der en pladebod i gården ved Musikhuzet i Rønne. Her sælger svenske 2nd Chance Vinyl genbrugsvinyl til festivalgæsterne.

Jeg er ikke den store gæst i pladeboden. Tanken om at forsøge at komme helskindet hjem i en kodyl festivalsbrandert med en stak vinyler under armen, afholder mig fra at handle ind hos 2nd Chance Vinyl.

Men sådan en lille 7″ Entombed, der kan være i kærestens festivalsskuldertaske. Det får lige gå an. – Det gjorde det.

Cover til single og en single på en pladespiller

“But Life Goes On : Demo” indeholder 3 numre fra Entombed tidligste dage. Da den svenske død var ung, usleben og energisk.

“This great release was recorded on September 23 and 24 at Studio Sunlight. (…). This time around, the restructured and rechristened band and their engineer Thomas Skogsberg knew exactly what they wanted to produce. Entombed created one of the most brilliant Swedish death metal demos.”
(citat: Swedish death metal. Af Daniel Ekeroth. Bazillion Points, 2006.)

I dag er det svært at forestille sig, hvor vildt svensk død anno 1989 lød for unge øre i 1989 – og deromkring.

Entombed
vinyl: But Life Goes On : Demo. —. 1989 (?). —.
Lars-Göran Petrov, vokal. Ulf Cederlund, guitar. Alex Hellid, guitar. Nicke Andersson, trommer. David Blomqvist, bas.

Side A

  • But Life Goes On

Side B

  • Shreds Of Flesh
  • The Truth Beyond

Bandcamp: Entombed
Discogs: But Life Goes On

Metalweekend på Bornholm

Raise Your Horns ’22: For anden gang drog vi til Bornholm for at være med i metal-festen Raise your horns. Vi forventede to dage med masser af hygge og god musik.

Jeg har ikke nogle must see på programmet på forhånd. Og dog, Necrophobic der slukker og lukker lørdag aften og Mörk Gryning vil jeg være ked af at glippe.

Vi ankom vel til Bornholm med en færge, hvor hyppigheden af sorte band-t-shirts var noget højere end sort-band-t-shirts-normalen for Bornholmerfærgen. Vi bevæger os fra havnen til Rønne Vandrehjem. Vi får en nøgle til et værelse, pakker lidt ud – jeg har glemt min hættetrøje, så det bliver nok lidt køligt om aftenen.

Velinstalleret og med en fadøl i hånden går vi fra Rønne Vandrehjem og til Musikhuzet på Store Torv, hvor Raise Your Horns-festival afvikles.

Vi kommer tidsnok til at hører finske Thy Kingdom Will Burn. Efter et par numre med melodisk death metal, bliver ølboden og boderne i gården mere attraktive. Vi sidder lidt og kommer ind i koncertsalen igen til sidste nummer i Thy Kingdom Will Burns set. Jeg konstaterer, at vi ikke missede noget vi senere skal ærgre os over at have misset.

Næste punkt på programmet – altså efter en par cigaretter og en øl mere, er dansk død af den gamle skole: Shadowspawn. Bandet har kun et år-ti på bagen sammen, men musikerne har været med siden 1990’erne. Det er veloplagt. Det er velspillet.

Nu er vi godt i gang med den årlige, sorte fejring af musikken på Bornholm. Musikken spiller. Promillen stiger. Men det er også tid til mad. Vi forlader Raise Your Horn og bevæger os ud på Store Torv. Tålmodigheden må frem, mens vi venter på en Munter-burger på Cafe Munter.

Mörk Gryning.

Tilbage i Musikhuset er det blevet tid til Manticora – power metal fra Hvidovre. Det er ikke lige mig – og det er heller ikke lige Mettes kop te, så vi lader dem der er til power metal fra Hvidovre om det, og kaster os over fadølsanlægget i gården.

Mörk Gryning skuffede ikke – omend der var lidt lydproblemer. Så klart fredagens største oplevelse. Her er tale en slags diabolsk genopstandelsen. Det svenske band var aktive fra 1993 til 2005 hvor de gik i opløsning. 11 år senere fandt de sammen igen.

Det er første gang Mörk Gryning servere progressiv black metal i Danmark, men forhåbentlige ikke sidste.

Naglfar.

Formanden for “Raise Your Horns”-festivalen, Thomas Stibolt, er begejstret for aftenens hovednavn Naglfar. Inden festivalen udtale han: “Det er ingen hemmelighed, at jeg personligt har drømt om at kunne præsentere Naglfar på Raise Your Horns allerede fra begyndelsen i 2018. At det nu endelig lykkes sætter en tyk streg under, at har man en drøm, så kan det lade sig gøre, hvis man er ihærdig og arbejder hårdt.”

Naglfar er svensk black metal. Og det er godt – det ses tydeligt på publikum der lige giver den en tand mere på gulvet, end tidligere set fredag på Rais Your Horn 2022. Det kan godt være jeg synes Mörk Gryning er fedest, men det er en mindretalsholdning. Almenhed er med Thomas Stibolt.

Vi vender snuden mod Rønne vandrerhjem for at sove. Men sådan går det ikke. Vi finder godt nok frem til vandrerhjemmet, men i stedet for at være fornuftige og få sovet lidt inden dag to, falder vi over en håndfuld hyggelige mennesker og et fadølsanlæg i entren. Det tager timer at komme de sidste meter hen til sengen.

Op igen

Det må være lykkedes at komme under dynen, for alarmen på mobilen signalerer, at det er tid til at komme op, hvis vi skal nå morgenmaden på vandrehjemmet.

Vi får lidt fast føde i kroppen. Det er meget godt. Så gå vi i seng igen og sover resten af formiddagen.

Den reelle morgenvækning stå danske Urkraft for. Det gør de ganske godt omend publikum forholder sig rimelig passivt. Det er ikke bandets skyld, men det tager lidt tid og et par øl at kommer i gang igen. Det er ikke noget nemt job, at være første band på andendagen.

Morgenvækningen fortsætte med Helslave, italiensk death metal. Dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik-dok-tik. Det er pit-venlig musik som jeg godt kunne ønske mig, at høre senere på døgnet og med et mere crowded publikum.

Spanske Noctem er aflyst. Dem havde jeg ellers glæder mig til, efter at have se et par YouTube-videoer med bandet. Erstatningen er danske Trold. Jeg er ikke begejstret, men det er Mette. Hun har en fest, sammen en del andre der gør sig med hoppen og dansen i salen, som det kun ses til folkemetal.

Svenske Demonical får vi ikke rigtig hørt. Det er svensk død. Det er der så meget af. Herefter er der igen italiensk død på programmet. Som Helslave er Hideous Divinity fra Rom. Hideous Divinity er brutalt, teknisk død. En voldsom mur af lyd og en forsanger der knap kan være i sin egen krop. Jeg synes det er fedt, det synes Mette ikke. Tror faktisk helst hun vil have, at jeg hører den cd jeg køber efter koncerten, når hun ikke er hjemme.

Necrophobic. Foto: Mette Jensen.

Lørdag aften – og hele festivalen – slutter med svensk sortnet død. Igen er der lydproblemer i starten af sættet. På et tidspunkt sætter vokalen helt ud. Hårde arbejdsbetingelser for Necrophobic der med satanisk energi og en god publikumskontakt kæmper sig gennem startproblemerne.

Necrophobic spiller godt. De spiller energisk. Publikum kvitterer med mosh-pit og headbanging. En brillant afslutning på to sorte dage i Rønne.

Raise your horns

Metalfest på klippeøen

Bevæbnet med en smartphone med coronapas, en kærlig kæreste og min battle vest begav jeg mig til Bornholm. Nu skulle der efter halvandet års corona-helvede høres noget god tråd.

Dejligt med en forlænget weekend med kæresten. Dejligt med en masse god musik og ikke mindst spændende hvordan det er igen at være til koncert efter to corona-nedlukninger.

Vel arriveret på Bornholm og installeret i Rønne Vandrerhjem (som så absolut kan anbefales hvis du skal bruge overnatning på Rønneegnen) begav Mette og jeg os mod Store Torv.

Selv om Raise Your Horns har flere år på bagen, var det vores første djævlefest på klippeøen. Festivalen afvikledes i Musikhuzet i Rønne. Adgang var ikke via hoveddøren, men via en port ved siden af spillestedet. Ganske diskret. Hvis man ikke lige vidste det, var det ikke lige til at se det – men det var her der var metalfest.

Musikken spillede i salen i Musikhuzet. I baggården var der en plade/cd-bod, en kebab-bod og en smykkesælger. Og vigtigst af alt: Fadølsanlægget og velskænket øl fra Svaneke bryggeri.

Første band på programmet var svenske Havamal. Vikingmetal. For os, første gang med livemusik i meget lang tid. Den kritiske sans var slået helt fra. Alt gik. Efter Havamal gik Valkenrag på. Polsk død. Sejr eller Valhalla lød det fra scene. Om Valkenrag sejrede vil jeg lade være usagt. Men festen var for alvor i gang.

Polske Valkenrag gir den gas. Foto: Mette Jensen.

Tredje band på den første dag. Det efter en overraskende mængder øl – der var åbenbart noget som skulle indhentes – tid til at tyske Décembre Noir gik på. Doom’et død med numre der helst holder en længde på mere en 5 minutter. Kvalitetstid og Mette blev fan, hvilket resulterede i en playliste med autografer. Den kommer sikkert op på væggen i en fin ramme.

Efter koncerten fik vi en lille snak med Décembre Noir ude i baggråden. En snak om løst og fast og ingenting. Det er noget af det små festivaler som Raise Your Horns kan. Musikerne er en del af festen. Oftest er det musikerne selv der står for at sælge merchandise og det hele er ned på jorden.

Tungsten. Virkelig fedt bandnavn – og så har jeg sagt det positive jeg har at sige om dem. Fredag aften sluttede med jyske Bæst. Det var som altid en fest med Århusdrengene på scenen.

Efter Bæst blev det til et par øl mere inden vi spadserede (ikke helt den lige vej) tilbage til Rønne Vandrerhjem. Ved Arsenalvej måtte vi lige ligge i græsset og konstatere at stjernen var virkelig langt væk.

Tømmermænd og metal

Morgenmaden på Rønne Vandrerhjem var i den bedre ende af vandrerhjemsmorgenbuffeter. Det var ikke mindst scrambled eggs, bacon og cocktailpølserne der gjorde lykke blandt de tømmermændsplagede, sortklædte morgenzombier.

Formiddagen blev brugt på afslapning og kærlighed på vandrehjemmet inden Mette og jeg igen bevægelse os mod Musikhuzet. Det gik lidt langsomt, men vi nåede frem og tog hul på dagens først øl.

Med knap 300 deltagere var vi på anden dagen kommet dertil, hvor de fleste deltagere var kendte ansigtet. Vi vidste hvem der hang med hvem og enkelte var vi begyndt at hilse på. Så er der dem vi undervejs faldt i snak med. Størstedelen i sort, men ellers vidt forskellige. Alle med kærlighed til metal.

Det blev tid til dagens første band: Vansind. Igen et godt bandnavn. Efter halvanden nummer besluttede vi, at det var mere hævi, at gå i kebabboden og hænge ud med en kebabrulle.

Jeg synes efterhånden det er lidt uklart hvad genren black metal dækker over. Men klokken lidt over tre gik Lotan på. Det var noget med ham der Satan. Forsangeren og bassisten lignede mere nogle der spillede i et New York-hardcore-band end black metal-musikkere. Lotan var et band med en meget klar alfahan.

Lotan vækkede det tømmermændsramte publikum, men det blev mere festlige da dødsveteranerne fra Frederikssund, Six Strings Slaughter (også kendt som æggedeleren), gik på scenen. Six Strings Slaughter fik vagt appetitten. Det næste bande sprang vi over. I stedet var det tid til en ribeye steak og trekornslaks på Cafe Munter.

Med den alder musikerne i Six Strings Slaughter har, kunne det i øvrigt godt undre, at jeg dette var første gange jeg så bandet – i hvert tilfælde så vidt jeg husker.

“Tag elastikken ud af håret og sving det så”.
Chronicle viste sig som dødsbandet vi ikke vidste vi var kommet for at høre. De unge nordjydske musikere kunne deres kram og fyrede et tight og energiske sæt af. Får du chancen, så se og hør dem … and Oceans kan også godt få en anbefaling med på vejen.

Eller rettere … and Oceans kan få en lille anbefaling hvis du spørger mig – også selv om det er et af de black metal-bands der har et elorgel med på scenen. Mette var mere skeptisk og syntes det var pudseløjerligt.

Festivalens klimas. Afsky. Foto: Mette Jensen.

Til sidst kom det bedste. Afsky. Ole Luks musikalske lydbillede var stærke sager. Der blev malet store følelser og stemninger ud fra den røgfulde scene. Nærmest stillestående og dog den meste intense sanger på hele festivalen. Tak for en oplevelse der gik helt ind i rygmarven.

Det blev ikke til meget efterfest. En øl i hånden på hjemturen til vandrerhjemmet. Så godnat og farvel for denne gang. Tak til Raise Your Horns for en fed fest. Tak til de frivillige der gør det muligt at vi kan drikke igennem og feste i to dage. Tak til alle jer der fik musikken til at spille.

Raise Your Horns