Tag-arkiv: Skanderborg Festival

Arbejderklasse-rock ‘n’ roll

De, der var mødt frem til Motörhead på Skanderborg Festival fik ørevoksen blæst ud. Musikken blev oplevet med hele kroppen.

“We are Motörhead and we play rock `n` roll”. Så er det sagt. Og der er egentlig ikke grund til at skrive mere. Men kulturredaktøren bliver nok utilfreds med en anmeldelse på 24 ord.

Efter en dag med moderate regnbyger var det blevet tid til fredagens sidste optræden på Skanderborg Festivalens hovedscene.

Som band er der ingen tvivl om, at Motörhead kan fylde rummet ud mellem scene og skoven. Men er det et band, som rammer publikummet på denne festival? Fremmødet var pænt, men ikke imponerende.

Der blev skålet med publikum. Trommeslageren kunne spille og drikke på en gang. Guitarristens mikrofonholder var forsynet med fadølsholder. Sympatiske træk, når musikkerne samtidig kan fyre et professionelt show af.

De, der var mødt frem fik ørevoksen blæst ud. Musikken blev oplevet med hele kroppen.

Frontmand Lemmy sagde ikke meget. Men han dedikerede et nummer til Johnny Ramone, guitarrist i The Ramones, som døde i 2004. Til Lemmys overraskelse var det ikke lige et navn, der vandt den store genklang.

Efter et set, der bød på gamle klassikere og forsmag på Motörheads kommende cd, Kiss of Death, gik Lemmy Kilmister, Phil Campbell og Mikkey Dee af scenen.

De virkelige hårde fans foran scenen krævede mere. Desværre stod de fleste blot og forventede at få mere, uden at gøre en indsats selv. Motörhead forbarmede sig med to ekstranumre: Ace of Spades og Overkill.

Her er ingen analyser eller konkret politik, Men hvis noget er, så er Motörhead arbejderklasse-rock ‘n’ roll.

På Bøgescene gjorde de arbejdet færdigt. Publikum kunne kravle tilfreds i soveposen med en vished for at vågne med et lille smil på læben, og med sikkerhed for, at de første to ord vil være: Hej tinnitus!

Motörhead

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 15. august 2006, nr. 142.

Metallica møder Mahler

På en apokalyptisk eftermiddag i bøgeskoven spillede fire finner heavy metal på cello.

Finner, der spille heavy metal på cello. Det lyder som en joke, eller noget fra en syret tegneserie. Det er det ikke.

Apocalyptica er fire klassisk uddannet cellister, der med kærlighed har kastet sig over heavy metal-genren. Om fredagen under Skanderborg Festivalen gæstede kvartetten – assisteret af trommeslager Mikko Sirén – bøgescenen.

For Apocalypitica startede det hele tilbage i midthalvfemserne. Debut albummet Plays Metallica By Four Cellos udkom i 1996 og bestod af en række Metallica-coverversioner. Siden har Apocalyptica udvidet deres repertoire med numre fra en række af andre metal-bands, egne kompositioner og enkelte metal-fortolkninger af klassiske numre.

At opleve Apocalyptica live er en speciel oplevelse. De fire musikere sidder ned fra starten af og ligner næsten almindelige cellister – med undtagelse at det lange hår som medlemmerne tydeligvis nægter at klippe.

På trods af instrumenternes omfang går der dog ikke lang tid, før deres optræden ligner andre rockmusikeres optræden, og det føromtalte hår svinges rundt i bedste head banger stil.

De covernumre som Apocalyptica stryger ud af celloens strenge, blive ikke ringere af, at de traditionelle guitar og bas er udskiftet.

Når ikke bandet er dybt koncentreret over musikken, stråler cellisterne af spilleglæde. For publikum er der ikke andet at gøre, end at lade sig rive med af den velspillede og stemningsfulde musik.

Konceret blev afsluttet med en heftig heavy metal version af Edvard Griegs “I bjergkongens sal”.

Apocalypticas musik bliver det endnu bedre live, end når den musikalske spændvidden begrænses af et studie og et elektronisk medie. Celloen vrides, forvrænges, høvles og stryges. Sagt simpelt: Apycalyptica live er en unik oplevelse.

Apocalyptica

Kilde: Dagbladet Arbejderen. 24. august 2005, nr. 148.