Tag-arkiv: Vega

Orm under huden

“Intet • Altet” live: “Orm” er dansk black metal eller måske prog black band. Gruppen blev dannet i 2015 af musikere fra det opløste band “By the Patient”. Tre af bandets medlemmer stammer fra Bornholm og naturen på klippeøen er et af de steder hvor Orm finder inspiration.

Orms første album “Orm” udkom i 2017. Jeg erindre ikke hvornår jeg købte cd’en, men jeg sad ikke utålmodig oppe til udgivelsentidspunktet og ventede. På et tidspunkt købte jeg Orms “Orm” – og så røg den hurtigt på hylden, hvor den stod relativt uforstyrret.

“Ir” købte jeg heller ikke på udgivelsesdagen i august 2019. Det var godt. Herfra så voksede Orm på mig. Jeg har det stadig sådan, at når jeg sætter “Ir” på, tænker jeg: Wow – hvor er den fed.

I dag er ikke første gang jeg hører Orm spille live. Men det er først gang jeg hører Orm for at høre Orm – og ikke et andet band hvor Orm bare er en tilfældig del af aftenens program.

Intet • Altet

Opvarmningen Offernat når vi ikke at hører meget af. Det kan godt være lidt udfordrende at finde en parkeringsplads på Vesterbro fredag aften. Da det endelig lykkedes, er det lige bag Vega, hvor koncerten afholdes på den lille scene – kaldet Lille Vega. Men det meste af Offernats set er gået med, at Mette kører rundt i de små gader mellem Enghave Park og Vesterbrogade.

Der er pænt pakket til de par numre vi hører med Offernat. Så da de er færdige, er det en prioritering, at vi stiller os et sted, hvor vi formoder lyden er god, når Orm går på scenen.

Mens der pusles på scenen er det sorte scenetæppe trukket for. Lyset i koncertsalen slukkes – undtagen i baren. Scenetæppet går lidt fra og lukker igen. Ventetid. Scenetræppet trækkes til side. Stille og roligt starter Orm op, kun for at gå amok.

Jeg har ikke fået lyttet til de numre der er lagt ud på Internettet inden koncerten. Det er helt uforberedt, at jeg hører Orm spille det nye album “Intet • Altet” live.

Orm. Foto: Mette Jensen.

Sceneshowet er simpelt. Et bagbanner og to bannere med tegnede stearinlys med røg i sort silhuet. Hovedsageligt baglys så musikerne også fremstår i silhuet. Jeg tænker ikke jeg fornærmer nogen, når jeg påstår, at Orm er musikere frem for sceneperformere. Her gør det ikke noget at musikken er i centrum.

Musikken er varieret fra hurtig black metal passager, mere tontunge doom’ede passager og masser af melodiøse eller stemningsfulde mellemspil. Der skriges på dansk.

Undervejs på “Trance/Floden, som kan lede” gør de to gæstemusikere Mads Peter Steenstrup og Nils Gröndahl deres entre på scenen. Mads Peter Steenstrup lægger ud. Det er første gang jeg oplever en trompet som en vellykket og integreret instrument i et black metal-nummer. Det er mindre overraskende, at Nils Gröndahls violin gør sig godt i det mørke lydbillede.

Musikken er kommunikationen fra Orm. Det eneste der siges mellem de fire lange numre som udgør “Intet • Altet” er: “Vi har en sang tilbage. Mod døden”.

Efter “Mod døden” er det slut. Orm forlader scenen, men der stadig er masser af resonans mellem strengeinstrumenterne. Lyset i koncertsalen kommer tilbage. En aften med stor skønhed i støj er slut. Ormen krøb under huden.

Efter koncerten går de unge i byen, men vi gamle finder bilen og sætter retningen hjemad mod dynerne.

Senere skal “Intet • Altet” gennemlyttes på anlægget. Jeg glæder mig til at finde alle de detaljer og elementer, som jeg missede på gulvet foran scenen i Lille Vega. De professionelle musikmeningsmennesker er også begejstrede: “ORM er tilbage med et voldsomt, melodisk, progget og ambitiøst storværk, som imponerer med sin iderigdom, sit vovemod og den håndværksmæssige udførelse. Vi kan kun anbefale, at man sætter halvanden time af til at lytte koncentreret til ‘Intet – Altet’. skrev Jesper Buhl i “Modet, der forpligter” på Devilution.

Bandcamp: Orm

Død fredag

En aften med Aborted, Bæst og Entombed A.D. i Vega. Jeg var ikke i tvivl om hvem jeg glædede mig til at høre.

For mig var aftenens hovednavn Entombed A.D. For andre var det Bæst, og der var også dem der kom for Aborted.

Efter aftensmaden hjemme i Ishøj drog vi afsted. Sønnen, mig og kæresten med S-tog og Metro til Vesterbro og VEGA.

Vi kom tidsnok til en kop kaffen inden Bæst. Efter den fest Århus-drengene lavede på Copenhell i sommers, havde jeg store forventninger til Bæst.

Selv om det var fredag og energiniveauet på scenen var højt fra start. Skulle der lige en wall of death og en skål til, inden festen for alvor kom i gang. Bæst skuffede ikke. Et solidt live-band.

Turen kom til Aborted. De spillede hurtigt og med kraft, men mig fik de ikke fat i. Kæresten til gengæld, hun blev mere fan end jeg nogensinde bliver af belgisk deathgrind.

Det bedste kom til sidst. Entombed A.D. Svensk death ‘n’ roll når det er bedst.

Entombed A.D. svinger på Vegas scene. Foto: Mette Jensen.

Veteraner der kan deres rutiner. Håret er blevet tyndt, men forsanger Lars Göran Petrov er rock ‘n’ roll i kød og blod. Han er så meget rock ‘n’ roll, at jeg godt kan blive lidt bekymret for hans helbred.

Entombed A.D. er dygtige riff-smede der får musikken til at svinge diabolsk. Det er vanskeligt at stå stille.

Ud over egner numre som Fit for a King, Bowels of Earth og Bourbon Nightmare, bliver der selvfølgelig også spillet originalt Entombed – uden A.D.
Left hand path har altid sin virkning på publikum – også i aften. Jeg var desuden særdeles begejstret for et genhør med Wolverine Blues.

Entombed A.D.

Hjulet

I dag udsender Slægt deres nye album The Wheel. I går aftes var der artist talk og gennemspilning af den nye numre i Lille Vega. Kvalitet af bandets sidste album Domus Mysterium, gjorde forventningerne høje.

Slægt live på Lille Vega

Først lidt brok

Aftenens program blev udsendt få timer inden dørene åbnede til Lille Vega. Her var det tydeligt at planlæggeren ikke har et dagjob. Klokken 21:00 var der artist talk med Slægt. 22:30 skulle svenske Linnéa Olssons band Maggot Heart gå op og varme publikum op. 23:30 var Slægt programsat til deres gennemspilning af The Wheel.

Indtil da, altså kort tid inden arrangementet, hed det sig, at artist talk var i baren inden dørene åbnede og opvarmning gik på 21:00. Jeg købte billet med en klar forventning om at jeg kunne tage et af aftenens sidste S-tog mod Vestegnen efter at Slægt havde afsluttet koncerten. Med lidt held kunne jeg få hele koncerten og nå den første natbus – med ankomst i Ishøj klokken halv to om natten.
Tak for lort, Vega.

Til det vigtige: Slægt og musikken

Aftenens artist talk blev styret af Anders Bøtter der spurgte ind til Slægt tanker omkring musikken, den kreative proces og bandets ambitioner. Til at svare var Oskar og Anders fra bandet.

Sessionen forgik i det lille barrum ved siden af scenen. Oskar og Anders var placeret på et par barstole med ryggen til baren og Anders Bøtter tippede lidt omkring ved siden af.

Bandet har arbejdet på materialet til The Wheel siden efterår 2016 og færdigjorde de sidste numre, kort tid inde de gik i studiet i marts 2018.
Igen havde Slægt valgt at indspille i Lasse Ballades studie: Ballade Studios. Lasse Ballade var også producer på Domus Mysterium og fik genvalg til The Wheel.

Oskar fra Slægt har tidligere sagt, at han fandt inspiration i Bergman-film. Ellers finder Slægt inspiration i stort set at de støder på, på deres vej – og ikke kun fra kunst.

Arbejdet med de enkelte numre start typisk med at én kommer med en række idéer, herfra arbejdes der kollektivt med at få det bedste ud af materialet. Nå der skal tages valg, er fokus på sangen – og hvad der er godt for den.

Artist talk med Anders Bøtter som vært.

Jeg sporede en smule selvkritik omkring Domus Mysterium. Et af dogmerne i arbejdet med materialet til The Wheel var, at hvis bandet skulle vælge om et riff skulle spille to eller fire gange – og det i øvrigt lød lige fedt – blev det spillet to gangen. Musikken skulle være stram og kompakt. Når det er sagt, har Slægt ønsket at fastholde essensen fra Domus Mysterium.

The Wheel. Hjulet, er en titel med mange associationer og kan symboliserer Solen, livet cyklus, døden og genfødsel, skæbnen etc. Det er også en metareference til titelnummeret på EP’en Beautiful and Damned i andet vers, tredje linje synges: “The wheel is returning”, gør Oskar opmærksom på.
Sådan er der mange lag i Slægts musik og tekstunivers.

På titelnummeret og Gauntlet of Lovers har Slægt tilføjet styggere til deres musik – strygeinstrumenterne spilles af Felix Havstad Ziska. Bandet har brugt tid på detaljerne og har en perfektionistisk tilgang til arbejdet i studiet. En af dagene under indspilningen brugte de 21 timer i træk på guitaroptagelserne. En anden brugte de flere timer på et sekment der fylder omtrent fem sekunder.

Efter artist talk’en var der en lang pause inden opvarmningsbandet gik på. Maggot Heart er der ikke grund til at skrive noget videre om.

Som forudsagt blev det noget sent inden Slægt gik på. Nu skulle vi endeligt høre de nye numre fra The Wheel fra start til slut. Live.

Slægt var veloplagte. De var ventetiden værd. Der var en god energi fra bandet og det var tydeligt, at de havde glædet sig til at præsentere det nye materiale.

Slægt musik placere sig et eller andet sted mellem black metal og Iron Maiden. Der ud over hives elementer ind fra højre og venstre – uden skelen til om det er metal eller noget helt andet. Bare det er godt for sangen.

Der var velovervejede temposkift. Stemningsfulde passager og atmosfærisk ståltråd. Jeg skulle på arbejder og nå en natbus fra Sydhavn Station så jeg missede det meste af det sidste nummer. Øv!

Anders Bøtter fik sagt, at han missede mange detaljer første gang han hørte The Wheel. Jeg missede sikker også en del live. Nu håber jeg, at jeg får tid til et par gennemlytninger i løbet af weekenden, så værket kan begynde at folde sig ud for mig.

Slægt