Den første kamp i Københavns Idrætspark

Den 25. maj 1911 blev den første fodboldkamp spillet i den nybyggede Københavns Idrætspark. Kampen stod mellem et sammensat danske (københavnsk) hold og Shetfield Wednesday.

Den nye idrætspark

Inden Københavns kommune byggede Københavns Idrætspark, var der allerede en aktiv fodboldkultur på fælleden – men anlæggene var primitive.

Allerede i 1904 nedsatte Borgerrepræsentationen et fællesudvalg der skulle kigge på fælledernes fremtidig benyttelse. Årets efter, 1. maj 1905, udbød kommunen en konkurrence for et areal på 55-60 tønder land til idrætsaktiviteter, samt en idrætsplads med tilhørende bygninger på omtrent 12 tønder land.

Der komme 21 forslag, men ingen af de 21 indsendte projekter fandtes værdige til en førsteplads. Det stoppede dog ikke processen.

I 1907 blev der nedsat et udvalg, der skulle finde midler til bygninger af Idrætshuset. Der blev oprettet en fond som indsamlede penge og skaffede yderligere midler ved et partialobligationslån. I 1908 bevilgede Borgerrepræsentationen anlægsmidler og byggegrunde blev udstykket af fælleden.

Et centralt spørgsmål var, hvem der skulle drive anlægget. Løsningen blev en selvejende institution, Københavns Idrætspark, ledet af de københavnske idrætsorganisationer med DIF som paraplyorganisation.

Da anlægget stod færdigt, blev det overdraget vederlagsfrit til institutionen for en periode af 98 år. Den 7. marts 1911 afholdt repræsentantskabet konstituerende møde.

“Af de øvrige Arealer overtoges i Sommerens Løb Banen for kvindelig Idræt og de til Boldklubben af 1893 udlejede Arealer, medens Atletikbanen, “Stadion”, først blev færdig og indgik i Driften i Foraaret 1912; det første Idrætsstævne af holdtes d. 12. Maj samme Aar.”
(citat: Københavns Idrætspark. Chr. Christensen, 1924.)

Fodboldbanen med Fælledklubhuset og Tribunen: Kilde: Københavns Idrætspark. Chr. Christensen, 1924.

Åbning

Den første fodboldkamp på den nye Bane fandt sted den 25. maj 1911.

Pressen var på rundtur i Idrætsparken et par dage inden den første kamp. Ved pressefremvisningen var der taler og en rundvisning for de indbudte.

“Pressen var i Gaar indbudt til at se paa den nye Fodboldbane i Idrætsparken paa Nørre Fælled.
Borgmester Jensen, Parkens Ingeniører og Arkitekt vista Journalisterne rundt i Klubhuset, efter at Borgmesteren havde givet nogle faa Oplysninger om Parkens Tilblivelse og dens Størrelse.
Tilsidst samlede Vørterne deres Gæster i den lille Restaurant om et Glas Vin og et Stikke Kage.”
(…)
Det er paa sin Plads, at Fodboldbanen først staar færdig. Faa Idrætsgrene her hjemme er populære som Spillet med den store Bold, og mere end noget andet er Fodboldspillet den demokratiske Sport. Klubhuset paa Fodboldbanen er da ogsaa den eneste af Sportsbygningerne derude, som Kommunen selv har bygget. De andre – Tenninhallerne, Husene på Stadion, det store Gymnastikhus – maaa Idrætsforeningerne selv opføre. Ved fælles Hjælp vil det ogsaa lykkes.”
(citat: “Idrætsparken” i: Social-Demokraten, 24. maj 1911)

“Fodboldbanen er en Opvisningsbane og benyttes kun til Afholdelse af Kampe af større Betydning. De mange Smaaklubber, der har Lokale i Fælledklubhuset, kan nemlig drive deres Øvelser og spille deres mindre betydende Kampe i den tilstødende Fælledpark, paa hvis aabne Græssletter (over 30 ha) der kan afmærkes indtil 16 Fodboldbaner samtidig, idet Opstillingen af Maal og Vedligeholdelsen besørges af Kommunen.”
(citat: “Københavns Idrætspark“. Chr. Christensen, 1924.)

Kampen

Annonce fra avisen “København”, 25. maj 1911.

Det danske hold var sammensat af spillere fra KB, B93, AB og Frem. Åbningskampen på den nye bane stod mod Shetfield Wednesday og dagene efter ventede skotske Glasgow Rangers.

“Under stærk Tilstrømning spilledes i Gaar den første Englænderekamp paa den den nye Bane i Idrætsparken. “Hvor mange Tilskuere var der?” vil Læseren spørge. Vi antager omkring de 6000. Måske var der 7000. Det er vanskeligt at bedømme i de helt nye og ukendte Omgivelser.
Kronprinsen, Kronprinsessen og Prins AAge sad paa forreste Række paa “Gulvet” – helt nede ved Banen – og Borgmester Jensen, Overretssagfører J. L. Nathansen og Kand. Gandil gjorde Honnør på Idrætsparkens og Idrættens Vegne.”
(citat: “Den dansk-engelsek Fodboldkamp” i: København, 26. maj 1911)

Københavnerholdet starter med solen i ryggen og med at give bolden op. Men der går ikke mere end et minut før englænderens centerforward Mc Lean sender bolden i det danske net. Danskernes reducering kommer hurtig, her med avisens Københavns ord: “… saa farer den lange Niels i Leding. Englænderne har angrebet hans Maal, men han har taget Bolden fra dem, og nu fører han den med højstegen Fod en halv Bane op og forærer den saa til Oskar Nielsen med Anmodning om Viderebesørgelse. Og O.N lader gaa videre til Thufason, og med et fladt, haardt Skud sidder Kuglen i Englands Maal. Da er Halvlegen kun 10 Minutter gammel”.

I løbet af første halvleg score begge hold yderligere et mål hver og stillinger er 2-2 ved halvleg.

Den første kamp i Fællesparken. Kilde: “Aftenbladet”, 26. maj 1911.

Intensitet daler efter halvlegen, Spillerne er trætte – særligt de danske. Kun Oskar Nielsen er godt spillende, men han får sjældent bolden fra sine medspillere.
12 minutter inde i anden halvleg sender Mc Lean en flad bold i mål. Herfra spiller Shetfield Wednesday mest for at holde føringen og resten af kampen er en mat forestilling.

Kampen endte med et nederlag på 2-3 for det sammenbragte københavnerhold.

Efter kampen holdt kronprinsen en tale og uddelte erindringsmedaljer til de to holds spillere. Som protektor for Dansk Idræts Forbund takkede han Københavns kommune for den smukke sportsplads og udbragte et leve for god og ærlig kappestrid. Borgmester Jensen talte efterfølgende og så var den dag i Idrætsparken slut.

Appendix

Københavns Idrætspark blev ombygget i 1955, hvor kapacitet kom op på 50.000 tilskuere. I 1990-1992 blev stadionet totalrenoveret og det blev omdøbt til Parken. Parken ejes i dag af Parken Sport & Entertainment A/S

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.