Maraton PopUp : solskin over skoven

Vestskoven. 21. juni 2026.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:51:09
  • Tempo: 05:29 min/km
  • Hastighed: 11 km/t

Løbsoversigt : maraton

På denne årets længste dag, er jeg taget i Vestskoven for at løbe Maraton PopUp. Solen skinner smukt fra morgenstunden.

Maraton PopUp har efterhånden en del ruter i Vestskoven. Jeg har mistet overblikket og kan godt spekulere over, om løbsarrangører Henrik selv har det. Et par af ruterne har start i området nær Kroppedals. De fleste har start nær Albertslund, men i dag er starten i den ende af Vestskoven, der er nær Ballerup, hvor Henrik har sammensat en ny rute.

Mikkel er glad, for han er i gang med sit andet maraton på to dage.

Runden er 8,4 kilometer lang, så i dag skal vi kun 5 gange rundt for at samle kilometer nok til et maraton. Som Henrik siger, så er vi over halvvejs allerede efter 3 omgang.

Starten går fra parkeringspladsen ved Reumerts Ege – og hvis du ikke lige ved hvad Reumerts Ege er, så er det 85 egetræer der blev plantet i 1968. Egetræerne var en gave fra skuespilleren Poul Reumerts familie, givet i anledning af hans 85 års fødselsdag.

Forbi Vikingelandsbyen.

Vi kommer hurtigt ind på Kringelstien, der snor sig, eller skal jeg sige kringler sig, gennem skoven. En fin sti, der giver fornemmelsen af at være helt inde i skoven.

Det er i det hele taget en kringlet rute og hvis ikke solen var der til at orientere sig efter, kunne man let miste orienteringen. Vi kommer helt ned til Risby og forbi Vikingelandsbyen, inden vi svinger omkring og løber tilbage til startstedet, hvor vi har vores medbragte depot.

Kvæget har fundet skygge under træet.

Efterhånden som Árvakr og Alsviðr trækker solen højt på himlen, tikker kilometerne ind på uret. Ved middagstid er der nok til at jeg skal stoppe. Ved målgang er der is.

Note til Henrik: Ruten må gerne genbruges!


Maraton PopUp # 88 – Reumerts Ege

  • Arrangør: Henrik Birkedal Hansen
  • Land: Danmark
  • Start: Reumerts Ege, Vestskoven
  • Distance: maraton
  • Underlag: grus, jord, asfalt
  • Deltagerantal: 18
  • Sko: Brooks Glycerin Flex

Maraton PopUp

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.