Mønterne i Vestskoven

Politiske beslutningsprocesser kan godt tage sin tid. Sådan var det også da Vestskoven skulle rejses. Redaktør Hakon Stephensen fra dagbladet Politiken blev træt af at vente – og gjorde noget ved det.

Vestskoven ligger mellem Fingerplanens pegefinger og langefinger i kommunerne Albertslund, Ballerup, Glostrup og Høje Taastrup. Den blev anlagt i 1960’erne som en dels af udbygningen af Storkøbenhavn.

Vestskoven dækker et areal på ca 1.500 ha og er et vigtigt rekreativt område, der løfter livsværdien på Vestegnen.

Vejen til en beslutning

Et af incitamenterne for skovrejsningen var, at sikre kilen mellem de to fingre Høje Taastrup- og Ballerup-fingrene mod byens vækst – at sikre fremtidens beboere på Vestegnen grønne områder og luft til liv.

Man havde diskuteret en skovrejsning på Vestegnen allerede inden 2. Verdenskrig.

I slutningen af 1950’erne blev det mere konkret. Et udvalg, under ledelse af Ballerupborgmester Ole Hansen, foreslog at der skulle etableres 100 ha skov i den nordlige ende af Glostrup Kommune. Til finansiering blev der foreslået en ekstra skat på 10 øre per indbygger i alle kommunerne i Storkøbenhavn. Forslaget blev forkastet af de nordlige kommuner (der jo havde rigeligt med skov i forvejen).

I 1963 fremhævede Byudviklingsudvalget for Københavnsegnen, at man “næppe kunne opretholde landbrug i denne del af yderzonen, og at den gamle plan om en samlet Vestskov nu [burde] realiseres.”
Men det blev stadig ved snakken.

I 1964 udarbejdede Vestskovudvalget en “Skitse til en Vestskov”. Den indeholder idéen om en 1.500 ha stor skov, indbefattende de to landsbyer Risby og Herstedøster. Finansieringen manglede stadig.

“Skovplanen omfatter et areal på ca 1500 ha af yderzone-arealerne i Glostrup, Herstederne og Ballerup-Målev kommuner. Det strækker sig fra Vestencienten og ud til St. Vejle å og er mod nord afgrænset af den kommende Jyllingemortorvej og mod syd af Glostrup og Herstedernes byområder.”
(citat: “Skitse til en Vestskov”)

Herstedernes Kommune (Albertslund) gik selv i gang og rejste en skov i Store Vejleådalen nord for Roskildevej. Og i forbindelse med etablering af Herstedøster Industricentrum, donerede industricentret 44 ha jord.

Men ellers ventede og lurpassede de forskellige bevilgende myndighedere (staten, amtet og kommuneren) på hinanden. De lod eventuelle tilsagn om bevillinger afhænge af de andres bevillinger. Både i Folketinget og i Københavns kommune blev Vestskoven diskuteret. Stadig uden at der kom en beslutning.

I december 1966 tog redaktør Hakon Stephensen initiativet og skrev i kronikken” Lad os plante et træ” i Politiken 17. december. I kronikken opfordrede Hakon Stephensens læserne til at købe og plante et træ i Vestskoven. Prisen for et træ var 5,- kr. (0,7 m² jord ville koste 4 kroner et et træ 1,- kr.).
Det blev starten på “Plant et træ”-kampagnen.

Fra 19. december 1966 til 1. januar 1972 blev der indsamlet 260.153 kr, fra 2.098 borgere samt firmaer, fonde og foreninger. Alle der bidrog blev skrevet ind i “Den grønne bog” som nu er på Naturcenter Herstedhøje.

Bidragyderne havde mulighed for at præge skoven. Der var udbredt interesse for bøg, birk, ask, eg og andre træer der er naturligt forekommende i danske skove. Men der var også mere specielle ønske, som f.eks. trøstetræ og gingkotræ.

Kronikken og kampagnen gjorde rejsningen af Vestskoven til en folkesag.

30. marts 1967 blev der besluttet en rammebevilling til Vestskoven på 66.5 millioner kr. Pengene fra “Plant et træ”-kampagnen er beskedne i den sammenhæng, men det fokus, som kampagnen skabte, skubbede på beslutningstagerne og de bevilgende myndigheder.

Den 31. marts 1967 var den officielle indvielse af den første del af Vestskoven, og tilplantningen gik i gang.

Gaveskoven

En del af de donerede træer blev plantet i Mønterne. En blandet skov, der bl.a. afspejlede bidragsydernes ønsker. Beplantningen her blev foretaget i 1967, hvor der var indsamlet 150.000 kr – hvilket svarede til 30.000 træer.

Der blev plantet 85 forskellige træ- og buskarter – og 5 af hver. Stedet var som en art levende træleksikon.
Det er dog ikke alle arter der har overlevet i dag, men der er stadig mange forskellige træer og buske i Mønterne.

“Den stærkt industriprægede vestegn, som ventes at få 50.000 nye boliger inden 1980 og dermed nå op på et befolkningstal på 500.000 sikres et naturområde at vældige dimensioner praktisk talt lige i centrum.
(citat: “Hellige haller, solbrønde og golfplæner for 100 mill. kr.” i: Aktuelt, 10. juni 1967)

Mønterne ligger vest for Herstedhøje og dækker ca 9 ha. Mønterne er inddelt i felter af buede stier. Hvert felt har sit eget karakteristiske beplantning.

“Med anlæg af en stor cirkelrund parkeringsplads er Statsskovvæsenet ved at være færdig med indretning af et nyt udflugtsmål i Vestskoven med det ejendommelige navn “Mønterne”. Det bliver et område, hvor man kan se så at sige alle de træ-arter, som overhovedet kan gro i det danske klima.
(citat: “Nyt fritidsparadis for byboere i Vestskoven” i: Berlingske Tidende, 13. november 1971)

Når nu du skal ud og se Mønterne, kan du spise din medbragte madpakke ved bålstedet og shelteret, der er i udkanten af Mønterne – i retning mod Herstedhøje.

Litteratur:
Borgernes skov – Vestskovens anlæggelse” af Henrik Vejre, Lene Skodborg og Bo Fritzbøger
Rapport om Vestskoven
Skitse til en Vestskov

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.