Løbet 100 Meilen Berlin følger i store træk Mauerweg, der blev anlagt mellem 2002 og 2006. Mauerweg er en cykel- og vandrerute, som følger Berlinmurens forløb omkring Vestberlin.
Mauerweg er mange steder anlagt på de tidligere patruljeveje, som blev brugt af toldfunktionærer i Vestberlin eller de grænsekontrolveje, som DDR’s grænsetropper patruljerede på.
PH om Berlin 1962
“Det gamle centrale Berlin er væk. Det ødeste sted er netop ved muren, nogenlunde ved undergrundsstationen Stadtmitte. Her kører ingen mere igennem. Den berømte, engang så blomstrende gade Friedrichstrasse ligner skelettet af en kamel i ørkenen. Efter at muren har afbrudt forbindelsen, er denne øde slette blevet yderste udkant, og de sidste forretninger i ruinerne visner væk. Byen er blevet to byer, sejlet timevis væk fra hinanden ved hjælp af østlige restriktioner. Indbyggerne taler samme sprog, men mener det modsatte med ordene. Tvang er frihed, og frihed er tvang. Fornuft betyder vanvid, og vanvid betyder fornuft. (…) I Øst er individet en værdi for samfundet men ikke i sig selv. Sådan har vi engang selv trællet for kirkens idé. Godt det er slut.” (citat: Poul Henningense. Berlingervers, 1962. Gentrykt i “Gennem gyngende landskaber“, 2015.
Sidste år løb jeg Mors 100 miles i september. Det var mit første 100 miles-løb. Nu tager jeg udfordringen med den lange distance op igen. Denne gang i Tysklands hovedstad, hvor der hvert år i august afvikles 100 Meilen Berlin.
100 Meilen Berlin, også kaldet Der Mauerweglauf, blev etableret i 2011. Løbet arrangeres som et erindringsevent for de murspingere, der blev dræbt ved Muren som delte Berlin og Tyskland mellem øst og vest. En murspringer er en DDR-borger, der flygter fra etpartidiktaturet ved at forcere Muren til Vestberlin.
Muren blev bygget af DDR-myndigheder i 1961 og forsvandt først igen i 1989, da de kommunistiske regimer i Østeuropa kollapsede.
Den 13. august begyndte østtyske arbejdere, bevogtet af soldater, at afspærre grænsen mellem Øst- og Vestberlin med pigtråd og beton. “De østtyske myndigheder sænkede i gaar jerntæppet for flygtningestrømmen fra Øst- til Vestberlin og lukkede dermed den sikkerhedsventil, gennem hvilken en tilsyneladende stadigt stigende ængstelse og utilfredshed i den østtyske befolkning er sluset ud i form at en flygtningestrøm, der i de seneste dage antog et omfang som under folkeopstanden i juni 1953” skrev Dagens Nyheder i artiklen “Folkepolitien retter vaabnene mod fremstormende østtyskere”, 14. august 1961.
Fra den historiske sightseeingløbetur Friendship-and-Memorial-Run. Godt 5 km i et roligt tempo.
Hvert år sættes der fokus på ét af de ofre, der blev dræbt ved Muren under et flugtforsøg fra Øst- til Vestberlin. I år er det Günter Wiedenhöft der erindres. 78 km inde på ruten passerer vi et erindringssted, hvor nogle af Günter Wiedenhöft slægtninge er til stede og hvor vi kan sætte et kort på en tavle med en hilsen.
Günter Wiedenhöft blev født i 1942 i Berlin. Han druknede i Griebnitzsee natten mellem 5. og 6. december under et forsøg på at flygte fra Østtyskland.
Før løbet
Dagen inden løbet deltager jeg i Friendship-and-Memorial-Run, en kort og langsom rundtur fra og til H4 Hotel Alexanderplatz på Karl-Liebknecht-Straße 32. Der er mange stop, hvor en lokal løber fortæller om Berlins historie – med fokus på Muren og de årtier, hvor byen var delt i Øst og Vest.
Starten er gået.
H4 Hotel Alexanderplatz er logistisk centrum før og efter løbet. Det er her vi henter startnumre, overværer løbsbriefing om ruten og de mange regler og straffe for regelbrud. Efter løbet er det her, der er medaljeceremoni. Der er også bus fra hotellet inden løbet. For at gøre det nemt for mig selv, har jeg booket et værelse på H4 Hotel Alexanderplatz. Det er jeg ikke den eneste løber, der har gjort.
Start
I en bus fyldt med løbere, ankommer jeg til Friedrich-Ludwig-Jahnsportpark lidt over klokken fem om morgenen. På et lille atletikstadion er start og mål, men indtil videre venter vi på en træningsbane udenfor det lille stadion. Der er 26 depoter på ruten, i tre af dem, kan vi have en dropbag liggende. Start er klokken 06:00 og de tre dropbag’s skal afleveres senest 5:45, sammen med en pose med tørt tøj, som venter efter målgang i Friedrich-Ludwig-Jahnsportpark.
Jeg bruger en god del af ventetiden i toiletkøen. I løbsbriefing blev det understreget, at det ikke var tilladt at tisse offentligt i byen. Det blev også sagt, at det ikke var tilladt at løbe over for rødt. Løber en løber overfor rødt, ville det føre til diskvalifikation. Regelbrud, der ikke resulterede i diskvalifikation, ville udløse en tidsstraf. Jeg tænker det er en god ide at få tisset af.
Kort før start bliver der åbnet ind på det lille atletikstadion, hvor der står en orange start- og målport. Den sidste ventetid, bruger jeg på at snakke med en ung løber, om blødheden i forskellige Brooks-skomodeller – og så er det af sted.
Der er mellem 5 og 7,5 kilometer mellem de fleste depoter, men til det første depot ved Checkpoint Charlie er der godt 9 kilometer. På trods af toiletbesøget kørt før start, går der ikke længe inden jeg skal igen. Og med masser af pinkeln Kommissare, der holder øje med, at vi ikke tisser uautoriserede steder, eller løber over for rødt må jeg holde mig til Checkpoint Charlie, så jeg ikke risikerer en tidsstraf. Heldigvis sagde arrangørerne ved løbsbriefing, at der er toiletter ved alle depoter.
Nu er det hverken værre eller bedre, end at der stadig hænger en hængelås på toilettet ved Checkpoint Charlie, så lidt senere tager jeg chancen mellem nogle træer – selvklart efter at have tjekket for potentielle pinkeln Kommissare. Det lettede!
Det er vigtigt at spise undervejs. Her lidt at udvalget fra et depot.
The return of the fedtemadder
Jeg har min egen energi med, og lidt ekstra drikkelse samt snags liggende i mine tre dropbags. Heldigvis er depoterne forsynet med rigeligt til at komme gennem de 100 miles. Der er frugt, små håndmadder, vand og cola m.m. Et par steder er der alkoholfri øl og et tredje sted er der små frikadeller. Udbuddet varierer lidt.
Fedtemadder er ikke en del af min daglige kost. Det er mest noget jeg forbinder med min barndoms køkken. I det andet depot snupper jeg en fedtemad. Det kan noget, og dagen bliver den dag i mit liv, hvor jeg spiser flest fedtemadder.
At løbe
Helt basalt er der ikke så meget at sige om at løbe en lang tur. Det kræver forberedelse, men når først starten er gået, er det et spørgsmål om at holde mig i gang. Så længe der er fremdrift, kommer jeg i mål på et eller andet tidspunkt.
I depoterne med dropbags går der noget tid med tøjskift og andet praktisk. På den sidste del af turen skal jeg have en pandelampe og refleksseler på – det er obligatorisk efter solnedgang. Der forsvinder en del minutter i starten af løbet, på at vente på grønt lys i vejkrydsene i det centrale Berlin.
Det eneste dramatiske på turen sker et sted mellem 130 og 140 km. Her finder min højre fod en solid rod på jorden. Så ligger jeg på skovstien, så lang som jeg er med jord over det hele.
Det eneste der tager skade er forfængeligheden. Før jeg har rejst mig op, er der en anden løber med supporter på cykel henne ved mig. Da der ikke er sket noget alvorligt, løber løberen videre. Supporteren bliver og giver mig noget vand, så jeg kan vaske den værste jord af arme og hænder.
En lille stykke Berlinmur. Mauergedenkstätte am Groß Glienicker See.
På de sidste 100 kilometer, er det tilladt at have en supporter med. Supporteren skal cykle og det er også det eneste, der er muligt på store dele af ruten. Jeg har ikke selv en suppoter med, men sætter stor pris på den supporter jeg fik lov at låne en kort øjeblik. Tak.
Mål
I mål kommer jeg. Møg træt.
Der er gullashsuppe efter målgang. Suppen spiser jeg med stor fornøjelse, men ellers er prioriteten at finde en U-bane tilbage til hotellet, få et bad og komme i seng.
Benene er urolige og ømme, men jeg får da sovet noget, inden jeg vågner lidt op på formiddagen søndag. Over middag er der medaljeceremoni på H4 Hotel Alexanderplatz. Ceremonien starter med taler om Muren og murofre, bl.a. er en slægtning til Günter Wiedenhöft på scenen for at snakke.
Først får de hurtigste kvinder og mænd deres hæder. Der blev sat ny bedste tid for mænd til 100 Meilen Berlin. Schweiziske Pascal Rüeger kom rundt i en tid på 12:37:14.
Efter mørkets frembrud er det frem med pandelampen.
580 løber var tilmeldt den individuelle konkurrence (Det var også muligt at tilmelde sig som stafethold). Af de 580 stillede 499 til start og 348 gennemførte de 100 miles. Alle 348 (undtagen de der er taget tidligt hjem) kommer på scenen for at modtage en medaljen. Ud over medaljen får jeg et bæltespænde for at komme under 24 timer. Løbets tidsgrænse er på 30 timer.
Lidt om ruten
100 Meilen Berlin – Der Mauerweglauf afvikles på en lang rundstrækning, som i hovedtræk følger Mauerweg. I år løb vi med urets retning, så i 2026 løbes der imod urets retning.
På de første kilometer er der masser af kryds med lysreguleringer, som giver stop og ventetid. Da først vi var ude af det centrale Berlin, kom der mere flow i løbet. Vi løb en del på ydergrænsen af byzonen, vi kom ud på landet med marker og vi kom gennem skov.
Ruten er markeret med hvide spray-pile på jorden og i mørket med reflekterende pile på vejskilte og lignende. Det gik fint med at finde vej. Hjemmefra havde jeg oprettet en Google Map med ruten. To gange fandt jeg det nødvendigt at tjekke, at jeg stadig var på rundstrækningen. Det var jeg.
Mange steder var det et grønt og idyllisk landskab, vi passerede gennem. Var det ikke for de mange erindringssteder, hvor DDR-borgere var blevet dræbt i deres forsøg på at forlade DDR, kunne vi let glemme den grufulde historie bag ruten.
— 100 Meilen Berlin # 13 – Der Mauerweglauf
Arrangører: LG Mauerweg Berlin Land: Tyskland Start: Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportpark Distance: 100 miles Underlag: asfalt, beton, grus, jord Deltagerantal: 580 Sko: Brooks Glycerin 21
