Løbet 100 Meilen Berlin følger i store træk Mauerweg, der blev anlagt mellem 2002 og 2006. Mauerweg er en cykel- og vandrerute, som følger Berlinmurens forløb omkring Vestberlin.
Mauerweg er mange steder anlagt på de tidligere patruljeveje, som blev brugt af toldfunktionærer i Vestberlin eller de grænsekontrolveje, som DDR’s grænsetropper patruljerede på.
PH om Berlin 1962
“Det gamle centrale Berlin er væk. Det ødeste sted er netop ved muren, nogenlunde ved undergrundsstationen Stadtmitte. Her kører ingen mere igennem. Den berømte, engang så blomstrende gade Friedrichstrasse ligner skelettet af en kamel i ørkenen. Efter at muren har afbrudt forbindelsen, er denne øde slette blevet yderste udkant, og de sidste forretninger i ruinerne visner væk. Byen er blevet to byer, sejlet timevis væk fra hinanden ved hjælp af østlige restriktioner. Indbyggerne taler samme sprog, men mener det modsatte med ordene. Tvang er frihed, og frihed er tvang. Fornuft betyder vanvid, og vanvid betyder fornuft. (…) I Øst er individet en værdi for samfundet men ikke i sig selv. Sådan har vi engang selv trællet for kirkens idé. Godt det er slut.” (citat: Poul Henningense. Berlingervers, 1962. Gentrykt i “Gennem gyngende landskaber“, 2015.
Sidste år løb jeg Mors 100 miles i september. Det var mit første 100 miles-løb. Nu tager jeg udfordringen med den lange distance op igen. Denne gang i Tysklands hovedstad, hvor der hvert år i august afvikles 100 Meilen Berlin.
100 Meilen Berlin, også kaldet Der Mauerweglauf, blev etableret i 2011. Løbet arrangeres som et erindringsevent for de murspingere, der blev dræbt ved Muren som delte Berlin og Tyskland mellem øst og vest. En murspringer er en DDR-borger, der flygter fra etpartidiktaturet ved at forcere Muren til Vestberlin.
Muren blev bygget af DDR-myndigheder i 1961 og forsvandt først igen i 1989, da de kommunistiske regimer i Østeuropa kollapsede.
Den 13. august begyndte østtyske arbejdere, bevogtet af soldater, at afspærre grænsen mellem Øst- og Vestberlin med pigtråd og beton. “De østtyske myndigheder sænkede i gaar jerntæppet for flygtningestrømmen fra Øst- til Vestberlin og lukkede dermed den sikkerhedsventil, gennem hvilken en tilsyneladende stadigt stigende ængstelse og utilfredshed i den østtyske befolkning er sluset ud i form at en flygtningestrøm, der i de seneste dage antog et omfang som under folkeopstanden i juni 1953” skrev Dagens Nyheder i artiklen “Folkepolitien retter vaabnene mod fremstormende østtyskere”, 14. august 1961.
Fra den historiske sightseeingløbetur Friendship-and-Memorial-Run. Godt 5 km i et roligt tempo.
Hvert år sættes der fokus på ét af de ofre, der blev dræbt ved Muren under et flugtforsøg fra Øst- til Vestberlin. I år er det Günter Wiedenhöft der erindres. 78 km inde på ruten passerer vi et erindringssted, hvor nogle af Günter Wiedenhöft slægtninge er til stede og hvor vi kan sætte et kort på en tavle med en hilsen.
Günter Wiedenhöft blev født i 1942 i Berlin. Han druknede i Griebnitzsee natten mellem 5. og 6. december under et forsøg på at flygte fra Østtyskland.
Før løbet
Dagen inden løbet deltager jeg i Friendship-and-Memorial-Run, en kort og langsom rundtur fra og til H4 Hotel Alexanderplatz på Karl-Liebknecht-Straße 32. Der er mange stop, hvor en lokal løber fortæller om Berlins historie – med fokus på Muren og de årtier, hvor byen var delt i Øst og Vest.
Starten er gået.
H4 Hotel Alexanderplatz er logistisk centrum før og efter løbet. Det er her vi henter startnumre, overværer løbsbriefing om ruten og de mange regler og straffe for regelbrud. Efter løbet er det her, der er medaljeceremoni. Der er også bus fra hotellet inden løbet. For at gøre det nemt for mig selv, har jeg booket et værelse på H4 Hotel Alexanderplatz. Det er jeg ikke den eneste løber, der har gjort.
Start
I en bus fyldt med løbere, ankommer jeg til Friedrich-Ludwig-Jahnsportpark lidt over klokken fem om morgenen. På et lille atletikstadion er start og mål, men indtil videre venter vi på en træningsbane udenfor det lille stadion. Der er 26 depoter på ruten, i tre af dem, kan vi have en dropbag liggende. Start er klokken 06:00 og de tre dropbag’s skal afleveres senest 5:45, sammen med en pose med tørt tøj, som venter efter målgang i Friedrich-Ludwig-Jahnsportpark.
Jeg bruger en god del af ventetiden i toiletkøen. I løbsbriefing blev det understreget, at det ikke var tilladt at tisse offentligt i byen. Det blev også sagt, at det ikke var tilladt at løbe over for rødt. Løber en løber overfor rødt, ville det føre til diskvalifikation. Regelbrud, der ikke resulterede i diskvalifikation, ville udløse en tidsstraf. Jeg tænker det er en god ide at få tisset af.
Kort før start bliver der åbnet ind på det lille atletikstadion, hvor der står en orange start- og målport. Den sidste ventetid, bruger jeg på at snakke med en ung løber, om blødheden i forskellige Brooks-skomodeller – og så er det af sted.
Der er mellem 5 og 7,5 kilometer mellem de fleste depoter, men til det første depot ved Checkpoint Charlie er der godt 9 kilometer. På trods af toiletbesøget kørt før start, går der ikke længe inden jeg skal igen. Og med masser af pinkeln Kommissare, der holder øje med, at vi ikke tisser uautoriserede steder, eller løber over for rødt må jeg holde mig til Checkpoint Charlie, så jeg ikke risikerer en tidsstraf. Heldigvis sagde arrangørerne ved løbsbriefing, at der er toiletter ved alle depoter.
Nu er det hverken værre eller bedre, end at der stadig hænger en hængelås på toilettet ved Checkpoint Charlie, så lidt senere tager jeg chancen mellem nogle træer – selvklart efter at have tjekket for potentielle pinkeln Kommissare. Det lettede!
Det er vigtigt at spise undervejs. Her lidt at udvalget fra et depot.
The return of the fedtemadder
Jeg har min egen energi med, og lidt ekstra drikkelse samt snags liggende i mine tre dropbags. Heldigvis er depoterne forsynet med rigeligt til at komme gennem de 100 miles. Der er frugt, små håndmadder, vand og cola m.m. Et par steder er der alkoholfri øl og et tredje sted er der små frikadeller. Udbuddet varierer lidt.
Fedtemadder er ikke en del af min daglige kost. Det er mest noget jeg forbinder med min barndoms køkken. I det andet depot snupper jeg en fedtemad. Det kan noget, og dagen bliver den dag i mit liv, hvor jeg spiser flest fedtemadder.
At løbe
Helt basalt er der ikke så meget at sige om at løbe en lang tur. Det kræver forberedelse, men når først starten er gået, er det et spørgsmål om at holde mig i gang. Så længe der er fremdrift, kommer jeg i mål på et eller andet tidspunkt.
I depoterne med dropbags går der noget tid med tøjskift og andet praktisk. På den sidste del af turen skal jeg have en pandelampe og refleksseler på – det er obligatorisk efter solnedgang. Der forsvinder en del minutter i starten af løbet, på at vente på grønt lys i vejkrydsene i det centrale Berlin.
Det eneste dramatiske på turen sker et sted mellem 130 og 140 km. Her finder min højre fod en solid rod på jorden. Så ligger jeg på skovstien, så lang som jeg er med jord over det hele.
Det eneste der tager skade er forfængeligheden. Før jeg har rejst mig op, er der en anden løber med supporter på cykel henne ved mig. Da der ikke er sket noget alvorligt, løber løberen videre. Supporteren bliver og giver mig noget vand, så jeg kan vaske den værste jord af arme og hænder.
En lille stykke Berlinmur. Mauergedenkstätte am Groß Glienicker See.
På de sidste 100 kilometer, er det tilladt at have en supporter med. Supporteren skal cykle og det er også det eneste, der er muligt på store dele af ruten. Jeg har ikke selv en suppoter med, men sætter stor pris på den supporter jeg fik lov at låne en kort øjeblik. Tak.
Mål
I mål kommer jeg. Møg træt.
Der er gullashsuppe efter målgang. Suppen spiser jeg med stor fornøjelse, men ellers er prioriteten at finde en U-bane tilbage til hotellet, få et bad og komme i seng.
Benene er urolige og ømme, men jeg får da sovet noget, inden jeg vågner lidt op på formiddagen søndag. Over middag er der medaljeceremoni på H4 Hotel Alexanderplatz. Ceremonien starter med taler om Muren og murofre, bl.a. er en slægtning til Günter Wiedenhöft på scenen for at snakke.
Først får de hurtigste kvinder og mænd deres hæder. Der blev sat ny bedste tid for mænd til 100 Meilen Berlin. Schweiziske Pascal Rüeger kom rundt i en tid på 12:37:14.
Efter mørkets frembrud er det frem med pandelampen.
580 løber var tilmeldt den individuelle konkurrence (Det var også muligt at tilmelde sig som stafethold). Af de 580 stillede 499 til start og 348 gennemførte de 100 miles. Alle 348 (undtagen de der er taget tidligt hjem) kommer på scenen for at modtage en medaljen. Ud over medaljen får jeg et bæltespænde for at komme under 24 timer. Løbets tidsgrænse er på 30 timer.
Lidt om ruten
100 Meilen Berlin – Der Mauerweglauf afvikles på en lang rundstrækning, som i hovedtræk følger Mauerweg. I år løb vi med urets retning, så i 2026 løbes der imod urets retning.
På de første kilometer er der masser af kryds med lysreguleringer, som giver stop og ventetid. Da først vi var ude af det centrale Berlin, kom der mere flow i løbet. Vi løb en del på ydergrænsen af byzonen, vi kom ud på landet med marker og vi kom gennem skov.
Ruten er markeret med hvide spray-pile på jorden og i mørket med reflekterende pile på vejskilte og lignende. Det gik fint med at finde vej. Hjemmefra havde jeg oprettet en Google Map med ruten. To gange fandt jeg det nødvendigt at tjekke, at jeg stadig var på rundstrækningen. Det var jeg.
Mange steder var det et grønt og idyllisk landskab, vi passerede gennem. Var det ikke for de mange erindringssteder, hvor DDR-borgere var blevet dræbt i deres forsøg på at forlade DDR, kunne vi let glemme den grufulde historie bag ruten.
— 100 Meilen Berlin # 13 – Der Mauerweglauf
Arrangører: LG Mauerweg Berlin Land: Tyskland Start: Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportpark Distance: 100 miles Underlag: asfalt, beton, grus, jord Deltagerantal: 580 Sko: Brooks Glycerin 21
Mors 100 miles, lige godt 160 kilometer. Øen rundt. Det var weekendens projekt.
Mors 100 miles arrangeres af løbeklubben Pinen og Plagen. Man kunne forledes til at tro, at klubnavnet referere til et par af klubbens trænere. Men mon ikke morsingbo-løberne har hente navnet fra de to færgelejer ved færgeruten mellem Salling og Mors? Pinen på Salling. Plagen på Mors. Ruten blev afløst af Sallingsundbroen i 1978. To af de fem færger, der sejlede på overfarten i 1970’erne hed også Pinen og Plagen.
Friske ben i Nykøbing Mors.
For dem der løber efter podieplacering, er der til Mors 100 miles hovedkonkurrencen på 100 mile. Desuden er der Bjergspurten, Natløbet og Beat the pain.
Bjergspurten er et 1 kilometers stræk med en del højdemeter, sådan omkring 67 km ude på runden. Natløbet er 10 km-løb fra 100 til 110 km, for løber der passerer 100 km efter 21:00, og Beat the pain, det er de sidste 6 km for løber der passerer 155 km efter 06:00.
3, 2, 1, start
Hvornår jeg besluttede at løbe Mors 100 mils ved jeg ikke helt. Men ideen er groet ud af de mange løbere, der glade fortæller om løbet og stemningen på Mors undervejs på de godt 160 km. I lørdags stod jeg der så, på Kirketorvet i Nykøbing Mors, omgivet af 147 andre løbere. Klar til start.
Inden vi får lov at komme i gang, skal vi alle op på scenen og trykke borgmesteren i hånden. Alt til klapsalver fra de fremmødte morsingboere.
Klokken 09:30 blev løbet sat i gang. Som en slags prolog startede vi med at løbe et par omgange i Nykøbing Mors. Efter dobbeltrundturen løb vi ud på landet. Der var mange kendte ansigter, som jeg havde hilst på, på Kirketorvet og de sidste fik et “hej, og god tur”, på runderne i øens hovedby.
Vi er kommet på landet.
Det meste af de første 40 kilometer er i nordlige retning i den østlige side af Mors. Meget landbrugsland og nogle fine stræk langs kysten.
Løbet er skruet sådan sammen, at der er depot for hvert femte kilometer, og langt de fleste løbere har kørende support med. Der var en livlig trafik omkring løbet og særligt på de første depoter var der lidt kaotiske tilstande. Men for hver 5 kilometer bliver der mere afstand mellem løberne og mindre trafik.
Depotet ved 40 og 45 kilometer var samme lokation. Det var vel det sidste småkaotiske depot. Det var et fælles depot, for fra 40 kilometer skal vi ud ad odden til Feggesund havn og tilbage igen. Feggesund havn er rutens nordligste punkt og da jeg drejer rundt ved færgelejet, sagde jeg til et ældre ægtepar, der betragtede løjerne, at nu skulle jeg bare hele vejen ned til sydenden og tilbage til Nykøbing: De replicere med, om jeg dog ikke vil låne deres bil?
Skarrehage.
Der er en forbundethed mellem løbet, løberne og Mors og lokalbefolkningen. Der var overraskende mange morssingboere ude og heppe. I mange landsbyer er der morgenbord med rundstykker og kaffe, hvor lokalsamfundet mødes. De snakker. De hygger. De hepper – på os, lidt underlige typer, der synes det er en fornøjelse at løbe 160 km rundt på deres ø.
It is easy until it’s not
Godt nok afvikles Mors 100 mils i september. Men det var en varm septemberdag. Særlige eftermiddagen var højsommervarm. Jeg kunne godt se, at pulsen røg op, hver gang landskabet gik lidt opad. Selv om jeg gik lidt mere opad bakkerne og forsøgte at holde et fornuftigt væskeindtag, ramte varmen. Lige præcis hvornår krisen begyndte ved jeg ikke. Men ved Djælvebakken hvor der var indlagt en bakkespurt, var jeg urimelig tung. Og ved depotet på 75 kilometer var der nærmest udsolgt. Bum.
På vej op ad Djævlebakken. Foto: Mette Jensen.
Uklar i hovedet og med en mave der lavede ballade, måtte jeg gøre noget. Jeg besluttede at gå de næste 5 kilometer. Afsted gik jeg, med overkroppen i noget der lignede mountain pose, en lang pilatesnakke med dobbelthager og med fokus på vejrtrækningen. Det må have set pudseløjerligt ud.
Det blev til 3 kilometers gang, så var jeg mentalt tilbage igen, maven var blevet roligt og jeg kunne stille og roligt sætte i løb . Jeg var mentalt, hvor jeg skulle være resten af turen, men tempoet fandt jeg aldrig igen, så sluttiden blev noget fra det, jeg havde drømt om inden start.
Halvvejs. Foto: Mette Jensen.
Omkring mig var der fester. Rundstykker og morgenkaffe var skiftet ud med fælles grill og fadøl. Når folk klapper og hepper, siger jeg gerne “tak”. En enkelt gange kom svaret: “Selv tak, så har vi en undskyldning for at drikke øl”. Morsingboerne greb i stor stil anledningen til at holder lokale fester, til glæde for os der løber, men sikkert også godt for det lokale sammenhold.
Ud i natten
Jeg kan godt lige at løbe i mørket og opleve landet i pandelampens skær. Og natten på Mors blev lige så fantastisk, som jeg havde håbet. Et sted ude i natten ventede Natløbet, hvor alle løbere fik spillet deres musikønske ved målstregen.
Aftenstemning. Foto: Kim Vester Bol.
Jeg havde valgt Finntroll’s Solsagan. Det nummer kan noget, for de 3-400 meter hvor jeg løb til Finntroll, kom der lidt fart i benene og jeg gav horns til Mors.
Finntroll ved 110 km var det første musik, jeg hørte på turen – ud over hvad der nu var ved byfesterne. På 115 km-depotet fik jeg min mp3-afspiller. Jeg havde skiftet min vanlige løbemusik ud med Wardrunas Runaljod-triologi, hvor der i musikken er natur og naturlignende lyde. Det gjorde ikke natte mindre magisk.
Godt 10 kilometer igen. Foto: Mette Jensen. Ben: Jens Mogensen.
Morgenstund
Som en del af den langsomme ende af feltet fik jeg også morgenstunden med. Det var meget heldigt at lyset kom. Jeg havde ikke løbet længe i morgenlyset, da min pandelampe begyndte at vis tegn på, at den ikke kunne mere.
Jeg var inde på den sidste del af rundstrækningen. “Desserten” som en anden løber kaldte det. En stejl tur op gennem skoven ved Sallingsundbroen. Det gik pinligt langsomt fremad, men på den anden side, var jeg kommet så langt, at jeg var sikker på at komme i mål.
Efter bakkerne ved broen ventede et langt lige stykke ind gennem Nykøbing Mors. Jeg var der mens byen vågnede. Morgenfriske håndværkeretyper kørte ud af byen. Der var kø ved bageren og jeg hilste “god morgen” nogle gange, inden jeg drejede ned ad Kastanie Allé for at komme ned til vandet og til løbets sidste stykke hen mod mål.
I mål. Foto: Mette Jensen.
Og selv om det sidste stykke syntes lang, kom jeg i mål, hvor der var hyldest og kærlighed. Da jeg havde krydset målstregen, fik jeg lov at sidde i en stol, drikke en cola, betragte de næste par løbere der kom ind og blive lidt fugtig om øjnene.
Epilog
Første og fremmest en stor tak til Andreas og Mette for deres tålmodighed med mig og for at yde en uerstatteligt støtte og support på alle depoterne. Tak til alle morsingboerne for deres engagement. Det gøre Mors 100 miles til noget ganske særligt.
Det bedst tænkelige support-team.
Der var mange små oplevelser og læringer på turen, som ikke er kommet med her. Jeg lærte blandt andet, at det ikke altid er sjovt at overhale en anden løber. Ikke når vedkommende har krampe i begge ben og desperat forsøger at regne ud, om han kan nå tidsgrænsen hvis han går de sidste 70 kilometer. Jeg vil langt hellere have han et godt stykke foran mig, så jeg aldrig skulle overhale ham.
På positivsiden var der meget. Blandt andet det ældre ægtepar der nussede rundt i forhave ved deres hus i Sønderby og hilste på alle løbere. Jeg tænkte det var langt over deres sengetid, men det var super hyggeligt at de var der, langt ud på de små timer.
Varmen var desværre hård ved mange og 44 deltagere måtte trække sig undervejs. Af uransagelige årsager var der 9, der ikke mødte op til start lørdag morgen.
