Tag-arkiv: mindetavler

Teatret i Lille Grønnegade

Teatret i Lille Grønnegade åbnede i 1722, men fik en kort levetid. Teatret erindres på en tavle i Ny Adelgade.

Mindetavle for Teatret i Lille Grønnegade.
Mindetavle for Teatret i Lille Grønnegade.

Omkring 1700 fik René Magnon de Montaigu (1661-1737) etableret en fransk hoftrup ved Frederik IV’s hof. Fra starten var Montaigu både leder og aktiv skuespiller. I 1721 fyrede kongen hele hoftruppen, og Montaigu blev arbejdsløs.

Kort forinden var Étienne Capion (død før 1757) gået i gang med at etablere et teater i Lille Grønnegade. Capion havde tidligere arbejdet som dekoratør og regissør for Montaigus hoftrup. For at skaffe en indtægt slog Montaigu sig sammen med Capion. I januar 1722 begyndte Montaigus trup at opføre assembléer og maskerader i Capions nye teaterbygning.

Senere i 1722 fik Montaigu til ladelse (af kongen) til at opføre skuespil på dansk. Han havde dog én udfordring. Han fik samlet en dansk skuespillertrup og 23. september 1722 var der præmiere i Teatret i Lille Grønnegade. På programmet stod “Gnieren” af Molière fremført på dansk.

Ludvig Holberg (1684-1754) blev teatrets husforfatter. Det første Holbergstykke, “Den Vægelsindede”, blev sat op i efteråret 1722. Dog uden den helt store succes. Heller ikke “Jeppe på Bjerget” blev godt modtaget til premieren. Den første Holberg-succes kom med “Den politiske Kandestøber” senere samme år.

Økonomien i teatret var ikke god. Der var byggelån, som skulle tilbagebetales, og i 1723 måtte Capion en tur i gælds fængsel. Han fandt dog nogle sponsorer, og teatret overlevede i første omgang. I 1724 lukkede Teatret i Lille Grønnegade dog, og Capion gik konkurs. I 1726 lykkedes det Montaigu at genåbne teatret, men allerede året efter var det slut. På trods af en kort levetid fik teatret stor betydning for dansk skuespil. Efter Københavns brand i 1728 forsvandt ethvert håb om genåbning.

Stærkt religiøse præster prædikede mod forlystelser og ryggesløse københavnere, der skulle have påkaldt sig Guds vrede og være skyld i branden. København sank ned i pietis mens mørke.

Mindetavlen

På bygningen Ny Adelgade 10 sidder en mindetavle for Teatret i Lille Grønnegade. Teksten på tavlen er:
“PAA DENNE GRUND STOD / THEATRET I LILLE GRØNNEGADE / DEN FØRSTE DANSKE SKUEPLADS / FOR HVILKEN LUDVIG HOLBERG / SKREV SINE KOMEDIER / 1722 – 1728”

Kilde: Stræderne i København. 2013, september.

Jutlandia var mere end et skib

“Det var i 1949 eller cirka der omkring / Da der var krig i Korea / Skibet hed Jutlandia, og det kom vidt omkring / For der var krig i Korea” Sådan begynder Kim Larsens sang Jutlandia.

Jutlandiamindetavle

Hospitalsskibet Jutlandia var Danmarks bidrag til De Forenede Nationers Enhedskommando under Koreakrigen. Skibet sejlede under tre flag: FNs, Røde Kors’ og Dannebrog.

Hospitalsskibet blev stillet til rådighed for FN-styrkerne, der kæmpede på Sydkoreas side. I starten var det kun amerikanske soldater og soldater fra deres allierede, der blev behandlet på skibet. Senere blev også civile sydkoreanere behandlet, når der var ledige senge. Men hospitalssengene blev aldrig stillet til rådighed for nordkoreanske eller kinesiske soldater.

Skibet foretog tre rejser til Korea. På de to første togter lå skibet langt fra fronten i Pasan. På det sidste lå det ved Inchon, nær kamphandlingerne. Mellem togterne var skibet tilbage i Europa med sårede soldater.

630 danskere gjorde tjeneste på Jutlandia. Enkelte var drevet af ideologi, men mange drog af sted for at gøre en humanitær tjeneste eller for at opleve en fjern del af verden, der dengang ikke var tilgængelig for ret mange.

Mindetavlen for Jutlandia findes på Langelinie, nær ”Isbjørnen”. Tavlen er af koreansk granit. Det blev opsat 1990 af koreanske veteraner.

Teksten på tavlen er:
“HOSPITALSSKIBET / JUTLANDIA / 23. JANUAR 1951-16. OKTOBER 1953 / DANMARKS BIDRAG TIL / DE FORENEDE NATIONERS ENHEDSKOMMANDO / UNDER KOREAKRIGEN / DENNE STEN FRA KOREA ER GIVET I TAKNEMMELIGHED / AF KOREANSKE VETERANER / [videre tekst på koreansk]”

Kilde: Stræderne i København. 2013, marts.

Mejeriarbejdernes mindetavle

EnighedenDet startede med en lockout. Den 16. november 1897 var en god del af mælkekuskene fra A/S Københavns Mælkeforsyning samlet på Gimle. Her talte formand for Dansk Arbejdsmands Forbund, M.C. Lyngsie, om deres ret til at organisere sig i kampen for bedre arbejdsforhold.

Et flertal af kusken valgte derefter at organisere sig. Blot med det resultat at de blev lockoutet. Nye kuske stillede dagen efter får at køre mælk ud. Det kunne de lockoutede kuske selvfølgelig ikke gå med til, og sammen med mælkedrengene indledte de en strejke. Fem uger efter at kuskene blev organiseret i en fagforening, dannede de deres eget mejeri: Enigheden.

Det først mælkevogne kørte ud fra Enigheden 12. marts 1897. Dengang havde selskabet adresse på Falkoner Alle 8. Senere flyttede firmaet ud på Lygten, Nordvest.

I anledning af selskabets første arbejdsdag skrev “Socialdemokraten”: “Hver kusk får fem drenge til sin assistance under det daglige arbejde i byen, og hele styrken sendtes i går ud til deres respektive kvarter, hvor de præsenterede sig for de gamle kunder og uddelte cirkulærer med anbefalinger af det nystiftede selskab.
De 100 drenge (hele den styrke der før strejken var ansat ved “Kjøbenhavns Mælkeforsyning”) vakte opsigt, hvor de kom.”

Startkapitalen blev rejst med aktier lyden på 10 kr, og indbetalt med 25 øre om ugen af arbejderne. I bogen “Eventyret om mælkeriet Enigheden” der udkom i 1949 står der at “Gennem 50 år er denne spæde kim vokset til en mælkeforsyning, der spiller en betydelig rolle inden for Storkøbenhavns samlede mælkebranche. Den bevægede start og de beskedne kapitalforhold gav de første år en urolig udvikling; men efterhånden blev vanskelighederne overvundet, og selskabet gled ind i en støt og rolig kurs, der har ført det frem til sin nuværende position”.

I 1912 solgte mejeriet 9.628.818 kg mælk og fløde. Det tal var steget til 17.358.447 kg i 1930. Smørproduktionen stig i samme periode fra 41.574 kg til 98.120 kg.

I slutningen af 1940erne modtog mejeriget ca 130.000 liter mælk dagligt, der efter behandling blev emballeret på ca. 200.000 flasker.

Jubilæum og mindetavle

Den 12. marts 1947 havde mejeriet 50 års jubilærum. I den anledning overrakte personalet et tårnur og en mindetavle til firmaet. Tavlen og uret kan stadig ses på enden af Enighedens gamle bygningen på Lygten 39-41.

Om jubilærumsarrangementet berettede Social-Demokraten (13.03. 1947) bl.a.: “Vognene kørte ud som sædvanlig, men Ismejerierne var i Forvejen underrettet om, at baade Kuske og Medhjælpere meget gerne vilde være tilbage paa Mælkeriet senest Kl. 9:30. Ogsaa af den Grund gik Udleveringen ekstraordinært glat og hurtigt, saa samtlige 700 Medarbejdere sammen med tidligere Kollegaer og Ledelsen kunne samles til et festligt Fællesmøde. Personalet overrakte Virksomheden et Taarnur med Slagværk og en Mindeplade med Vers af Oskar Hansen.”

Teksten på mindetavlen er: “MANGE LANGE ARBEJDSAAR / -TIDEN GAAR, TIDEN GAAR- / MERE LYKKE, BEDRE KAAR / MEDENS TIDEN GAAR / – / SKÆNKET AF ARBEJDERE / OG FUNKTIONÆRER / 1897 · 12 MARTS · 1947”

Eventyret om Enigheden sluttede 19. januar 1996. Den sidste mælk var laveret fra arbejdernes mejeri i Nordvest. På det tidspunkt havde MD-FOODS købt produktionen fra mejeriet. Og under påskud af MD/KLØVERs mælkmonopol lukkede de Enigheden ned.

Kilde: Nyt fra lokalhistorien. Nr. 86, december 2011.

Tobaksproduktionen i København

MindetavleI 1805 etablerede tobaksspinder Peter Abraham Bock en tobaksfabrik, på Kultorvet.

Røgfri tobak på Kultorvet

Under englændernes bombardement af København i 1807 blev Bock fabrik ramt. Han rejste efterfølgende et forsikringskrav på 10.749 rigsdaler, 2 mark og 4 skilling. Tre år senere døde Bock og Hans Henrich Groth overtog virksomheden.

Langt senere overtager køb- og handelsmanden Hermann Krüger tobaksfabrikken. Opkøbet resulterer i et navneskrift til Hermann Krügers Tobaksfabrik.

I starten af 1900-tallet var der omkring 40 skråtobaksfabrikker i Danmark. Bocks gamle tobaksspinder flytter til Østre Fasanvej 23, men beholder et udsalg i Indre By på Købmagergade 67-69.

I Christian Christensens erindringer “En rabarberdreng vokser op” er det muligt at læse lidt om arbejdsforholdene på Krügers Tobaksfabrik, hvor hans far arbejde som sovsekoger og han selv som dreng: ”Det rum jeg blev skubbet ind i var et stort halvmørkt lokale, hvor jeg skimtede en maskine og en mand i baggrunden. Fru Sørensen, en svær kone, kaldte på mig og fik at vide, at jeg hed Christian. Hun var meget flink, og viste mig, hvorledes jeg bundt for bundt skulle tage råtobakken, røre stilkene rundt i venstre hånd til de skiltes ad og derefter vikle baastbåndene af og skille bladene fra hinanden og lade dem falde ned i en stor kurv.”

I 1916 omdannes selskabet til et aktieselskab med Erik Peter Stokkebye som direktør. Han driver i forvejen en tobaksfabrik i Odense og i 1927 afvikles produktionen på Frederiksberg.

Siden Bocks død har virksomheden skiftet navn, ejer og sortiment. Den har skiftet adresse fra København til Odense og kendes i dag som House of Oliver Twist.

Mindetavlen

Mindetavlen sider på ejendommen Kultorvet 13, hvor Bock i sin tid grundlagde hans tobaksspinderi. Teksten på tavlen er:
“Anno 1805 grundlagde Tobaksfabriqueur / Peter Abraham Bock / på dette sted et spinderi for / røgfri tobak, der siden skulle / blive kendt som Oliver Twist. /// Opsat af: / Selskabet for Dansk Memorabilitet 2005”

Kilde: Stræderne i København. 2011, december.

Arbejdets folk organiseres

De samvirkende Fagforbund (DsF) blev dannet på et stiftende møde den 3.-5. januar 1898 i Folkets Hus på Vesterbro. Har var godt 400 delegerede samlet. De repræsenterende omkring 70.000 organiserede arbejdere. Forbundets først domicil lå i Brolæggerstræde 11, det erindres med en mindeplade.

En mindetavle i byen

Indbyderen til mødet i Folkets Hus var De samvirkende Fagforeninger i København. Her var repræsentanter fra landets 40 fagforbund. Festsalen i Folkets Hus var udsmykket med fagforeningernes gamle og nye faner.

60 år senere interviewede Oskar Hansen mælkekusken Ole Christensen. Han erindrer: “Jeg vil hævde, at jeg så mange år efter husker mange enkeltheder, men der er et par ting, der særligt har fæstnet sig. Det ene er begejstringen, da sammenslutningen blev vedtaget. Alle i salen og på balkonen rejste sig, og så husker jeg da vi – nogle kammerater – sammen gik derfra. Kors hvor vi diskuterede, hvad der var sket. Vi var sku vågne dengang. Det var satme en fornøjelse at ha’ med at gøre.”

De Samvirkende Fagforbund ændrede senere navn til LO (Landsorganisationen).

Mindetavlen

De samvirkende Fagforbund

Tavlen sidder på ejendommen Brolæggerstræde 11. Her havde De Samvirkende Fagforbund kontor 1898-1900. Teksten er:
“I DETTE HUS HAVDE / DE SAMVIRKENDE FAGFORBUND (LO) / DERES FØRSTE DOMICIL / 1898-1900”

Mindetavlen blev sat op i forbindelse med LOs 100 års jubilæum i 1998. Da næstformand Tine Brøndum afslørede pladen, afslørede hun også gravørens fejl. I stedet for 1898 stod der 1858 på pladen og LOs historie var således forlænget med 40 år. Fejlen blev hurtigt rettet.

Kilde: Stræderne i København. 2011, maj.

Ildebrandshuse : Gråbrødretorv 1

Gråbrødretorv

Københavns brand 1728 var en stor katastrofe for hovedstaden. Store dele at byen brændte ned og efterfølgende forestod et større genopbygningsprojekt.
Husene nummer 1-9 på Gråbrødretorv er bygget i tiden efter branden. På nr. 1 erindres det med en ildebrandssten.

Københavns første store brand brød ud den 20. oktober 1728. Den startede i en ejendom nær Vesterport, i nærheden af den nuværende Rådhusplads. Vinden blæste fra sydvest og branden bredte sig med vinden, med kurs mod Nørreport og Gammeltorv.

Først den 23. oktober døde ilden hen. Inden da havde vinden skiftet retning og ført ilden gennem adskillige af byens kvartere. En stor del af byen var agt i aske. Ikke mindre end 1670 huse, seks kirker, en del af universitet, samt en række offentlige bygninger var brændt ned.

Huset Gråbrødretorv nr. 1

Før branden 1728 lå et lille hus, der tilhørte lærredskræmmer Johan Danxt på grunden. Efter branden opførte øltapper og fiskebløder Hans Lau det nuværende hus på Gråbrødretorv nr. 1. Huset er bygget med bindingsværk til gården og naboen, men facaderne er grundmurede. Det blev opført i 1731-1732 og kaldes Fiskebløderhuset efter bygherrens erhverv.

Hans Lou dør i 1739, hvorefter hans enke Bodil Nielsdatter overtog ejendommen. Hun fik i øvrigt huset vurderet af Brandforsikringskassen til 2.500 Rdlr. Enken gifter sig med Christen Hansen Nør, der så blev ejer af huset og Fiskebløderiet.

Gråbrødretorv

Gråbrødretorv nr. 1 til nr. 9 er alle ildebrandshuse. De blev bygget efter den store brand i 1728. Forhuset til nr. 3 (Wessels hus) blev opført i 1732 af skipper Mads Børgesen Lund. Huset i nr. 5 stod også færdigt i 1732. Det er et bindingsværkskompleks med grundmuret facade, opført for stolemager Peder Svendsen. Nr. 7 stod ligeledes færdigt i 1732. Det blev opført af isenkræmmer Peder Winnberg.

Guldsmed Bendix Lund fik opført huset på Grådbrødretorv nr. 9. Det stod færdigt i 1729. Bygningen blev forhøjet fra to til fire etager med kvist i 1779.

De københavnske ildebrandshusene er typisk to eller tre etager høje, med fem fags vinduer. Husene er kendetegnet med en høj muret gavlkvist. De blev ofte malet i stærke farver.

Mindetavlen og dens “naboer”

Ildebrandsstenen sidder over døren på Gråbrødretorv nr. 1. Huset ligger på hjørnet af Gråbrødretorv og Niels Hemmingsens Gade og huser i dag Ristorante Sole D’Italia.

Teksen på ildebrandsstenen er: “DEN FÖRSTE / STEEN / JEG HAVER LAGT / HVORFOR JEG SIGER HERN TAK / HVAD ILDEN HAR FORTÆRT / HAR GUD IGEN BESKIÆRT / HL BHL / Ao 1732”.
Hans Lou fik tavlen indmuret over døren. Den senere ejer Jørgen Jensen Pinvig har overskrevet en del af tavlen med sine initialer.

Gråbrødretorv

På huset Gråbrødretorv nr. 3, mellem første og anden sal sidder en anden mindetavle. Den er sat for digteren Johan Herman Wessel der boede i huset, mens han skrev “Kærlighed uden strømper”. Johan Herman Wessel (1742-1785) var en dansk-norsk digter. Han var grandnevø til Peter Wessel Tordenskjold.

Midt på pladsen findes en tredie mindesten. I brolægningen er lagt én granitsten med initialerne “WF”. Stenen er placeret, hvor skamstøtten til minde om hans ugerninger stod fra 1664 til 1842.

Teksten på skamstøtten (der i dag er i Nationalmuseet forvaring) er: “Forræderen / Corfitz Ulfeldt (WF) / Til Ævig Spott / Skam og Skiendsel” Gråbrødretorv hed tidligere Ulfeldts Plads. Her lå hans ejendom, til den blev revet ned efter hans dom for landsforræderi.

Litteratur:
Byen brænder af Kåre Lauring. Gyldendal, 2003. 135 sider.
Graabrødre Torv af Peter Linde. Myrdahls Bogtrykkeri, 1946. 175 sider.

Publiceret på sh.newsun.dk 27.02. 2011