Møn. 23. maj 2026.
Resultat
- Startnr: 111
- Distance: 61 km
- Tid: 08:46:00
- Tempo: 08:37 min/km
- Hastighed: 7 km/t
Med venstre fod i vandkanten: Møn fra havn til havn er et a til b løb. Der er fire forskellige distancer, som alle har mål i Hårbølle Havn. For at det skal gå op, har det fire distancer forskellige startsteder og start tider. Os, der skal løbe den længste distance på 61 kilometer, starter ved Nyordbroen.
Jeg er kørt til Hårbølle Havn i en lejet bil. At kommer hertil er håbløst med offentlig transport. Fra Hårbølle Havn er der arrangeret transport til startstedet ved Nyordbroen på Ulvshale.
Der er afgang fra havnen 08:30. Vi ankommer til startstedet i godt tid. Der er til at få mit startnummer og få det sat fast på trøjen. Og der er tid til at spekulere.

Løbet i dag er af den slags, hvor jeg har lidt sommerfugle i maven. Jeg har ikke helt overblik over hvad det er jeg står foran. Jeg ved det er 61 kilometer langs kysten. Men jeg har ingen ide om hvor meget af underlaget der er sand, hvor meget der er rullesten eller noget helt tredje. Jeg ved vi skal op og ned af Møns Klint og gennem Klinteskoven, men ved ikke hvor mange højdemeter der omtrent er mellem start og mål. Jeg har ingen idé om hvor lang tid jeg kommer til at bruge på turen. Lad os bare kalde det lidt et eventyr.
Til stranden
Mens sommerfuglene hygger sig, bliver det tid til start. De første tre kilometer er meget civiliserede. Velfriserede stier og grusvej. Lad os bare kalde det en epilog inden det går rigtig går løs.
Så venter stranden, hvor vi løber med venstre fod i vandkanten. Det er konceptet for størstedelen af løbet. Undtagelsen er Møns Klint, det vender vi tilbage til senere.
De første kilometer på stranden er hyggelige. Der er masser af fast sand, som er forholdsvis let at løbe på. Feltet af ultraløbere er endnu ikke spredt ud og humøret er højt.

Sandet afløses af rullesten. Masser af rullesten hele vejen hen til Møns Klint. Det er hårdt for fødderne at løbe på rullestenene. Og helt usædvanligt får jeg vabler på den ene fod.
Der er masser at nyde. Solen skinner. Naturen er skøn og der er ikke meget vind. Ind i mellem står der nogle lystfiskere lidt ude i vandet og håber at få noget på krogen.
Klinten
Vi rammer Møns Klint og løbet skifter karakter. Vi skal op på klinten og løbe på stien lang klntekanten. Det er på denne passage, at løbets højdemeter er samlet. Jeg ved ikke, hvad det officielle antal højdemeter er, men Garmin påstår at der er 567 opadgående meter. Temperaturen er efterhånden blevet høj, så det er dejligt med skyggen mellem Klinteskovens træ. Og så er der ind imellem en fantastisk udsigt.

Alting har en ende – og det har turen hen over Møns Klint også. Tilbage på stranden – og tilbage til rullestenene.
Skal jeg være helt ærlig, så er jeg faktisk blevet lidt træt af rullesten. Jeg beslutter at jeg herfra går på stenpassagerne og kun løber når underlaget er sand. Det betyder selvfølgelig at sluttiden bliver langsom. Til gengæld kan jeg nyde turen på sydkysten til Hårbølle Havn. Hele turen fra Klinten og til mål skifter underlaget mellem rullesten og sand.

Indhentet
Marathonløberne startede ved indgangen til Møns Klint kort efter at jeg passerede deres startsted. I maratonfeltet der er et par gode løbevenner med.
Mindaugas overhalede mig, hujende af begejstring over løbet, i Klinteskoven. Nu på stranden er det Steens tur til at indhente mig. Vi får elastik i hinanden. Ind imellem er Steen lidt foran, så er jeg forrest – og flere gange følges vi ad. Det er hyggeligt med selskab på kilometerne ind mod Hårbølle Havn.

Mere sten
Nu er det sådan, at hvis man bevæger sig fremad, så kommer man også i mål på et tidspunkt. Det sker også i dag. Efter at have fået noteret min tid, får jeg en sten. Det en fint malet med fødder i vandkanten.
Perben server grillpølser så jeg kan få lidt i maven inden turen går hjem til Vestegnen, med min nye sten.

Hvad med dig. Du skal også en tur til Møn og løbe. Det er ikke nogen nem tur, til gengæld er den skøn. Og du behøver jo ikke kaste dig ud på de 61 kilometer. Mindre kan gøre det.
—
Møn fra havn til havn
- Arrangører: Preben Knud Rasmussen
- Land: Danmark
- Start: Nyordbroen, Pomlerende, Klintholm Havn, Ørebæksvej
- Distance: 61, maraton, 27, 13 km
- Underlag: sand, sten, jord
- Deltagerantal: 67
- Sko: Salomon Speedcross 6