Busemarke langhøj er omtrent 30 meter lang. På højen er et smalt gravkammer med tre af de oprindelige fire bæresten. Langhøjen er flot med de mange kantsten.
I østenden af højen ligger en væltet hjørnesten med 63 skåltegne – de blev tilføjet gravanlægget i bronzealderen, altså mere end 2000 år efter at langdyssen blev opført.
Langhøjen er fra Tragtbægerkulturen – den tidligste bondestenalder og dermed kulturen som grundlagde landbruget i det er for tiden kaldes Danmark.
“Ifølge ejeren, Olga Hansen (76 år), sagde man, at der brændte lys på højen julenat, og så dansede troldene om dem. I hendes barndom havde en karl skræmt børnene ved at sætte en udhulet roe med lys i på højen julenat, næste jul turde børnene slet ikke gå ud.” (citat: Skov- og Naturstyrelsen, 1981)
Langhøjen ligger vest for Nøddebjerggård – her er en gårdbutik som også er et besøg værd, hvis ikke for andet, så for en god øl til aftensmaden.
På Ulvshalesiden af Nyord Bro ligger en parkeringsplads. Det var der Mette og jeg startede vores vandre tur til Nyord og rundt på halvøen Ulvshale.
Nyord
Efter at vi havde krydset Nyord Bro vandrede vi gennem Nyord Strandenge. De flade strandengene dækker en stor del at øen Nyord. Kun omkring Nyord By rejser øen sig lidt op i landskabet – uden det på noget tidspunkt bliver højt.
Den flade strandeng er henlagt som vildtreservat, så vi måtte blive på asfaltvejen indtil vi nåede til en vandresti der førte os forbi Hyldevang lejrplads og ind til Nyord By via Søndergade.
Vildtreservat er et vigtigt knudepunkt for millioner af svaner, gæs, ænder og vadefugle. Her har fuglene fred til at raste og søge føde.
I Nyord By er en hyggelig lille landsby med små gader og en ottekantet kirke. Efter sigende er kirken hjemsøgt af et spøgelse.
Vi forlod Nyord By ad Nyordvej, passerede Børges Markhus på Ulvshalevej hvor det blæste for meget til at vi kunne spise vores medbragte mad. De opstillede borde var også godt overskidt af svalerne.
Efter en kort visit på den lokale kirkegård vandrede vi samme vej tilbage til Ulvshale som vi var kommet ad. Ved Ulvshalevej står et udsigtstårn. I toppen af tårnet fandt vi læ og kunne spise vores frokost inden vi krydsede Nyord Bro tilbage til Møn.
Ulvshale
Hvor Nyord præsentere den store horisont og et åbent landskab er biotoperne mere blandet på halvøen Ulvshale.
På Ulvshale er strandengen og der er skove og et mindre sommerhusområde. Ulvshale er dannet af materiale fra Møns Klint der er ført rundt om Møn af havstrømmene. Jorden er derfor meget stenet og op igennem 1900-tallet blev der udvundet kugleflint på halvøen.
Fra Nyord Bro gik vi ad Camønoen op til resterne af et skanseanlæg der ligger nord for Ulvshaleskoven. Herfra fortsatte vi til Ekkostenen. En sten hvori der er boret til hul som det er muligt at stikker hovedet ind i. Hvad meningen er med det hele, ved jeg ikke rigtig. Ekke er der ikke noget af.
Ved Ulvshale Naturcenter fandt jeg et rigtigt toilet – lige på det rette tidspunkt. Vi bevægede os videre til sydkysten og gik tilbage til Nyord Bro gennem det lokale sommerhusområde.
Fra det åbne landskab på nordsiden af Ulvshale, bevægede vi os ind i Ulvshaleskoven og fandt nogle af de gamle egetræer der står Festpladsen midt i skoven. Tilbage i 1700 stod der 2.500 store egetræer, men idag er der kune få tilbage.
Alt i alt vandrede vi knap 14 km. På Ulvshaleskoven er der flere korte vandreruter og der er til lidt mere end vi nåede. En oversigt over ruterne ses ved Ulvshale Naturcenter.
Vi gik ikke alle ruterne på Ulvshale og på Nyord kunne vi været gået ud til øens vestkyst. Det må vi have tilgode til en anden god gang.
Nyord og Ulvshale er et flot naturområde. På en forårsdag er der masser af fuglesang på strandengen og er du stille og opmærksom i skoven kan du være heldig at spotte lidt vildt.
På Møn er der mange flotte fortidsminder. Her er billeder og lidt ord om tre af dem: Klekkendehøj, Kong Askers Høj og Sprovedyssen.
Klekkendehøj
Klekkendehøj er en tvillingejættestue med to sammenbyggede gravkamre med hver sin lange stensatte indgang.
Terrassen, der ses hele vejen rundt langs højens kant er speciel for Klekkendehøj.
Stenalderens dødekult var kompleks. Dysser og jættestuer tjente af og til også som en slags tempel.
Det ene kammer er lukket af, men det er muligt at kigge ind i det lukkede kammer fra det åbne kammer. I det lukkede kammer er der genskab en grav med skelet og gravgaver.
Klekkendehøj blev udgravet i slutningen af 1700-tallet, hvor der bl.a. blev fundet to flintdolke og to lerkar.
Kong Askers Høj
Kong Askers Høj troner højt i det kuperede landskab nær Møns kyst. Min sin 10 meter lange kammer er det en af Danmarks største jættestuer.
Højen er ifølge sagntraditionen gravsted for en lokal konge. Men til fakta. Kong Askers Høj er en usædvanlig stor jættestue fra stenalderen.
“Jættestuens arkitekter havde på forhånd bestemt, hvordan bygningen skulle se ud. Ud over de store, synlige sten indeholder den mange andre elementer: Mellemrummet mellem de store sten er fyldt ud med flade, tilpassede stenfliser, og det store stenkammer er desuden omgivet af en pakning af ler og brændte flintsten, som er skjult i højens jordlag. Alt sammen for at sikre den rette tørre klima inde i gravkammeret, og det har sikret storstensgravens bevaring i årtusinder. (citat: “Danmarks oldtid i landskabet af Marianne Rasmussen Lindegaard)
Sprovedyssen
Runddysse med jættestue i midten. Jættestuen med 7 bæresten, 2 dæksten. 35 randsten står smukt rund om jættestuen.
Sprovedyssen ligger kun 150 meter fra Kong Askers høj.
“Foran indgangen er der fundet rester af ofrede lerkar efter stenalderbøndernes ritualer. Storstensgravene indgik i hellige ritualer og ceremonier i forbindelse med begravelser, men måske også på andre tidspunkter. Dysserne var en slags hellige “benhuse”. Mange af de skeletfund, der er gjort i forbindelse med storstengravene viser, at menneskeknoglerne er anbragt i en orden – eller rettere uorden – som tyder på, at skeletterne ikke var hele, da de blev begravet. Ligene har tilsyneladende gennemgået forskellige ritualer og processer på andre særlige pladser, inden de blev anbragt i de stenbyggede kamre.” (citat: “Danmarks oldtid i landskabet af Marianne Rasmussen Lindegaard)
