Tag-arkiv: Nordjylland

Coast2Coast : tværs over Vendsyssel

Vendsyssel. 20.-21. juni 2025.

Resultat

  • Startnr.: 329
  • Distance: 61 km
  • Tid: 06:22:57
  • Tempo: 06:17 min/km
  • Hastighed: 9,6 km/t

Løbsoversigt

I Nordjylland bruges årets længste fredag til motionsløb for løbere og cyklister. I år løber jeg med.

Arrangementet hedder Coast2Coast, ganske simpelt fordi deltagerne (uanset disciplin og distance) starter på vestkysten af Vendsyssel og slutter på østkysten. Fra Skagerrak til Kattegat.

Strandløb i modvind.

Bag Coast2Coast står de to løbere Kent Jørgensen og Rico Eiersted. I årets road book til Coast2Coast skriver de om sig selv, at der er “ingen af os, der er særlige hurtige, når det gælder løb”. Og fordi arrangørerne er langsomme løbere, er der ikke tidstagning til Coast2Coast. Til Coast2Coast skal det handle “om at have en hyggelig nat sammen”.

Jeg har aldrig oplevet, at tidtagning hindrede folk fra at hygge til diverse løbearrangementer. Men sådan er rammen, og derfor er tidsangivelsen ovenfor, helt for min egen regning, da registrering er taget fra mit løbeur.

Aftensol over Skagerrak.

På løb er der to distancer – 50 og 61 km. Desuden er der en 25 km gå-distance. Distancerne 50 og 61 km kan også gennemføres som løb og cykling for hold, forstået sådan, at to løbere starter med løbe, lidt inde i løbet får de udleveret én cykel og så må de på den resterende del af løbet selv fordele, hvem der cykler og hvem der løber. Der ud over er der en lang række cykelløb på distancer fra 70 til 130 km.

Os, der skal løbe 61 km, starter i Hirtshals. Vi ankommer med bus fra Frederikshavn, hvor der er mål, lidt over en time inden start. I Hirtshals blæser en kølig vind fra sydvest. Vi bliver hurtigt kolde. For ikke at blive alt for kolde inden start, må vi købe kaffe i en af de lokale caféer, så vi legitimt kan være indenfor i varmen.

Det var en passende antal depoter, men køen i depotet var nogle steder lang. Her et depot, hvor det var jul.

21:21 er der start. Solen er endnu ikke gået ned. Ifølge Soltider.dk går den først ned 22:23 i Hirtshals. Inden start må vi ud fra caféen. Det er selvfølgelig stadig koldt i vinden. Og vi skal løbe de første 12 km på stranden – i sydvestlig retning. Modvind.

Heldigvis har jeg en tynd windbreaker med. I løb er det lige præcis nok til. at jeg får varmen, mens jeg kæmper mig til Skallerup, hvor vi drejer ind i landet. Asfalt og noget der ligner medvind. Det er noget helt andet.

Solen er i mellemtiden gået ned, men det er en lys sommernat, så jeg tænder ikke min pandelampe. Først på den anden side af midnat, hvor jeg løber gennem lidt skov, tænder jeg lyset.

Morgenstemning på Palmestranden.

Ruten er i udgangspunktet ikke markeret. Der er dog enkelte skilte, men det er undtagelsen, der bekræfter reglen. Derfor løber jeg efter gpx på mit løbeur. Coast2Coast tilbyder download er ruten fra Ride with GPS, Garmin Connect og Strava. Ruten er desuden tilgængelig på Google Maps.

Inden start talte jeg lidt med at par andre løbere, der var bekymret for at finde vej. Det blev på intet tidspunkt et problem. Hele vejen løb jeg i en lysende slange af løbere og cyklister. Desuden var der mange, lange stræk på landevej, f.eks. da jeg drejede ind på Vellingshøjvej og mit løbur meddelte, at om 15 km skulle jeg dreje til højre.

Der kom en stadig strøm at deltagere i mål, der alle efter målgang kunne gå op i et stort telt og spise æg og bacon og drikke en kop kaffe.

Målet er i Frederikshavn på Palmestranden, hvor der er solopgang klokken 4:19. På snakken uden på ruten, kan jeg forstå, at en del deltagere deler mit mål om målgang inden solopgang. Jeg vinder kapløbet med solen og rammer målporten på stranden omtrent kvart i fire.


Coast2Coast # 12

  • Arrangører: Coast2Coast
  • Land: Danmark
  • Start: Den Grønne Plads, Hirtshals
  • Distance: 61, 50, 25 km (+ div. cykelløb)
  • Underlag: asfalt, sand, grus
  • Deltagerantal: 2355
  • Sko: Brooks Glycerin 21

Coast2Coast

Cold Hawaii Ultra : tur til Agger

Nordjylland. 16. september 2023.

Resultat

  • Startnr.: 501
  • Distance: 50 mil
  • Placering mænd: 9 af 24
  • Tid: 09:33:12
  • Tempo: 07:07 min/km
  • Hastighed: 8,4 km/t

Løbsoversigt

Så skal der løbes 50 mil løb ved Vestkysten. Amerikanske mil vel og mærke, for ellers havde det taget flere dage. Turen er i den smukke og barske natur nord for og i Nationalpark Thy. Masser af lækker kystnatur der stille og roligt trætter benene.

Der er tidlig start. Klokken 06:00 fra Bulbjerg. Det er mørkt, så det eneste vi ser af Bulbjerg er toilettet ved parkeringspladsen og trappen ned af Bulbjerg i pandelampens skær.

Morgentrafik i Thy.

Stille og roligt kommer lyset, men der er meget dis. I det fjerne kan vi hører hjortenes brunst-kald. Det giver lidt ekstra til morgenstemningen.

Løbevesten er godt pakket med vand, gel og diverse udstyr som jakke, bandage og løbetape mm. Der er lidt over 20 kilometer til det første depot, som er ved en privat bolig i Vigsø. Dagens strategi hedder løb når det er fladt – med mindre underlaget er løst sand, så skal der gåes – og går det rigtigt opad, skal jeg også gå.

Lyset kommer.

På de første 20 kilometer er der ikke mange anledninger til at gå. Tempoet er fint – ind til jeg ved omkring 21 kilometer møder et rigtigt toilet. Der ryger nogle minutter på kontoen uden bevægelse.

Efter 24 kilometer kommer jeg til det første depot. Her venter Mette med Blåbær smoothie og kys. Jeg får fyldt mine softbottles’ med vand og begiver mig videre.

En enlig bunker.

I Hanstholm runder vi de 30 kilometer. Ruten er en a til b rute, så her er 50 kilometer løberne sendt afsted lidt inden jeg ankommer til byen. Vi passerer forbi nogle af de mange bunkere fra besættelsestiden, inden vi rammer Kystvejen og et langt asfaltstykke. Det er ikke ond vilje fra arrangørernes side, men vi passerer statens vildtreservat, hvor der ikke må arrangeres løb – store del af året må man slet ikke opholde sig i reservatet.

Det er asfalt hele vejen til Klitmøller, hvor løbets andet depot er placeret ved SPAR-købmanden. Her venter Mette igen med forsyninger og kys.

Solen har svært ved at brænde gennem disen.

Fra Klitmøller fortsætter vi ned gennem Nationalpark Thy. Cold Hawaii Ultra afvikles i smukke omgivelser. Den nordjyske klithede kan noget helt særligt, som ord ikke helt kan beskrive. Kik selv forbi og oplev det. Det er køreturen værd.

I Nr. Vorupør er det tredje depot. Her er løberne på 25 kilometer også blevet sendt af sted på et eller andet tidspunkt. Jeg bliver tanket op i depotet og så er det videre ad stranden. En træls strand, der trodser den gode sædvane, at servere hårdt sand i vandkanten. Det bliver dagens langsomste stykke.

Vindmølle.

Endeligt kommer beach-flaget der markere, at vi skal ind i landet igen. Men først skal klitterne forceres – i gang.

Efter klitten får jeg gang i et mere kontinuerligt løb, dog i et et lavere tempo end tidligere på dagen. Og således kommer jeg til det fjerde og sidste depot på ruten. Tanket op med kærlighed og Gu Gel tager jeg hul på det sidste stræk.

Farvel til stranden.

Først går turen mod Lodbjerg Fyr og derfra mod Agger, hvor der er mål. De sidste par kilometer løbes på en hård betonsti. Det er ikke det fedeste underlag for de ømme og trætte ben, men de må overstås og det bliver de.

Endelig ser jeg målet ved Vesterhavshytten i Agger – sjældent er jeg så glad for at se en snasket grill i det fjerne.

Tak til The Simon’s for et godt arrangement og en stor oplevelse.


Cold Hawaii Ultra

  • Arrangører: Simon Grimstrup / Simon Gregersen
  • Land: Danmark
  • Start: Bulbjerg
  • Distance: 50 mil, 50, 25, 12 km
  • Underlag: sand, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 139
  • Sko: Salomon Speedcross 6

Cold Hawaii Ultra