Tag-arkiv: trail

Ultra Trail Odsherred Coast : dejligt strandløb

Odsherred. 27. juli 2024.

Resultat

  • Startnr.: 18
  • Distance: 50 km
  • Placering samlet: 15 af 69
  • Placering mænd: 15 af 40
  • Tid: 05:47:20
  • Tempo: 06:56 min/km
  • Hastighed: 8,64 km/t

Løbsoversigt

Danmark er ikke et land med høje bjerge. Men i følge Geodatastyrelsen har vi 8.750 km kyststrækning, så der er rigeligt at kyst til masser af udfordrende trailløb. Og selv om ruten byder på et par skovture, er Ultra Trail Odsherred Coast et kystløb.

Ultra Trail Odsherred Coast arrangeres af Team UTOC. Men det er Svend (som han blot hedder i den information, jeg har fundet), der tog initiativ til løbet. Det gjorde han, efter at Svend i 2018 mistede sin søster til psykisk sygdom.

Løbsbriefingen er slut og vi er kommet af sted.

Med den forhistorie, giver det mening, at Ultra Trail Odsherred Coast, ud over at skabe et populært trail-arrangement, ønsker at skabe opmærksomhed på psykisk sundhed og “aftabuisere psykiske lidelser”, som det hedder i årets “Løberguide”, der er udsendt til deltagerne via e-mail. Løbsarrangørerne opfordrer desuden til at støtte Livslinien.

Arrangørernes fokus på psykisk sundhed afspejler sig i UTOCs “guiding principles” som blandt andet er: Vi skal ikke stresse. Vi dyrker fællesskabet og Vi er taknemmelige.

Start

Løbet starter på parkeringspladsen ved Søllerødlejren på det yderste af Sjællands Odde. Jeg er så heldig, at jeg bliver kørt til start. Ellers er der fælles bustransport fra målområdet ved Lodsoldermandsgården i Rødvig til starten ved Søllerødlejren.

Strandsten. Et underlag der vender tilbage flere gange på turen fra Sjællands Odde til Rørvig.

Jeg ankommer, så der både er tid en ekstra kop morgenkaffe og et toiletbesøg i den bus, der har kørt en god del at deltagerne fra Rødvig til startstedet. Løbet er sat til start klokken 08:15, men løbsbriefingen trækker ud, da vi skal have så mange detaljer om ruten, at vi med sikkerhed ikke kan huske nogle af dem, når først vi er sat i gang.

Mens vi stiller os klar til start, fryser skærmen på mit løbeur, så det eneste jeg kan se, er halvdelen af trail-aktivitetsskiven. Det lykkedes dog af få startet uret, men jeg må løbe uden at kunne se data som tempo, distance og puls. Det eneste jeg får fra uret er omgangstider for hver 10 kilometer, som kommer via min telefon.

Frosset urskive.

Ruten

De første kilometer løbes på en fin sti langs kysten, som jeg tidligere har løbet til et Kommuneserieløb. Herefter må vi ned på stranden, der her ikke er en sandstrand, men en stenstrand med masser af strandsten. Strandstensløb er der en del af på første halvdel af ruten,. men der er også sandstrand, grus- og jordstier – og en lille smugle asfalt.

Første depot er efter 13,5 kilometer. Her er der vand, chips og banan med mere. Mette er der også, så jeg tager de energiprodukter, som jeg ved hvordan virker på kroppen.

Vi forlader stranden for at løbe lidt på en sti langs kysten.

Ikke længe efter skal vi på dagens første skovtur i vestsiden af Sonnerup Skov. Her løber vi en omgang på godt tre kilometer.

Efter omtrent 23 kilometer kommer dagens eneste, seriøse højdemeter, som er en tur op og ned af Klintebjerg. På toppen af Klintebjerg er der en flot udsigt ud over Kattegat. Fra Klintebjerg er der ikke langt til andet depot ved 24,5 kilometer.

Efter 32 kilometer kommer vi til Rødvig Sandflugtplantage, hvor vi først løber langs vandet, med skoven på højre side. Jeg tanker op ved det tredje depot, som er efter ca. 33 kilometer. Kort inden Dybesø drejer vi omkring og løber i modsat retning i Sandflugtplantagen. Stien vi løber på, ligger ikke længere inde i skoven, end at jeg kan se ud til de løbere, der kommer efter mig på stien langs kysten. Det er en fed trial-sti, der bugter sig lidt op og ned og fra side til side.

Op ad Klintebjerg.

Lige inden plantagen slutter mod vest, drejer vi omkring igen, og sætte atter retningen mod Rørvig. Her er det lidt bredere og knap så underholdende skovveje, som er underlaget for løbeskoene.

Slutningen

Nu, anden gang jeg nærmere mig Dybesø, løber jeg nord om søen, og så ankommer jeg til fjerde og dagens sidste depot. Jeg har på de senest kilometer overhalet enkelte løbere, som er ude på arrangementets øvrige distancer: 30 og 12 km. Jeg får en kort snak med depotbestyreren om hvor mange 12 km løbere, jeg mener, der er efter mig – og en bemærkning om at jeg ser ret slidt ud!

Slidt eller ej. Jeg må videre. Jeg runder Korshage og senere Skansehage. Jeg løber flere 12 og 30 kilometer-løbere ind og trafikken bliver tættere. Løbeuret giver mig en status på 5 omgang (50 km), men der er stadig et stykke til mål.

Rødvig Sandflugtplantage.

Alting har en ende. Jeg kommer i mål hvor jeg, efter at have sundet mig lidt, spiser en dejlig burger. Der er gang i en hyggeligt, socialt komsammen ved Lodsoldermandsgården for deltagere og supportere. Men jeg skal til fest hos en god ven. Så det sociale efterliv til løbet springer jeg over, og kører mod Hellehuse. På vej dertil runder jeg en PureGym, så jeg kan få et bad og skifte tøj.


Ultra Trail Odsherred Coast – UTOC

  • Arrangører: Team UTOC
  • Land: Danmark
  • Start: Søllørødlejren (50 km), Klint Havn (30 km), Lodsoldermandsgården (12 km)
  • Distance: 50, 30, 12 km
  • Underlag: sand, sten, grus, jord, asfalt
  • Deltagerantal: 198
  • Sko: Salomon Speedcross 6

Helvede i Nord

Tisvildeleje. 1. april 2024.

Resultat

  • Startnr.: 121
  • Distance: 21 km
  • Placering samlet: 54 af 327
  • Placering mænd: 44 af 254
  • Placering mænd 50-54: 6 af 39
  • Tid: 01:53:21
  • Tempo: 05:23 min/km
  • Hastighed: 11,1 km/t

Løbsoversigt

Løbere i en skov.
Til Helvede i Nord kan deltagerne vælge mellem 6, 12, 21 og 32 km. Her er det løberne på 32 km der sætter i gang.
Løbere i en skov.
… og tre kvarter efter er 21 km-løberne også kommet afsted.
Løbere på en bakke i en skov.
Her og der er der smidt lidt højdemeter ind på ruten.
Startnummer og medalje.
Medaljer til alle (der gennemfører).
Et træ i en skov.
Selv om der er mange af dem, skal man huske at se træerne i skoven.


Helvede i Nord

  • Arrangør: Nordtrim / Tisvilde Hegn OK
  • Land: Danmark
  • Start: For enden af Hovedgaden, Tisvilde
  • Distance: 32, 21, 12, 6 km
  • Underlag: sand, jord
  • Sko: Salomon S/Lab Sense 7
  • Deltagerantal: 1.262

Helvede i Nord

King of Trails : tur i Hedeland

Hedeland. 10. marts 2024.

Resultat

  • Startnr.: 246
  • Distance: 54 km
  • Placering samlet: 4 af 20
  • Placering mænd: 3 af 18
  • Tid: 05:56:14
  • Tempo: 06:36 min/km
  • Hastighed: 9,1 km/t

Løbsoversigt

Da jeg tilmeldte mig arrangementet stod det til at skulle afvikles i Geel Skov. Og jeg havde glædet mig til en tur i Geelskov. Men Trailman fik ikke de tilladelser fra Naturstyrelsen, som de havde håbet på. I stedet blev løbet flyttet til Hedeland mellem Roskilde og Høje Taastrup.
Ikke helt det samme – og en lidt længere køretur hjemmefra
.

Jeg jog Mette tidlig ud af sengen, for at jeg kunne stå klar til start klokken 07:00. Mette havde god tid til en ekstra lur og strikning inden hendes 7 km løb startede.

Som så ofte ved længere løbarrangementer, er der et krav om obligatorisk udstyr fra arrangørernes side. Det er nu ikke så meget i dag: vindjakke, mobiltelefon, foldekop og sygesikringsbevis.

Efter løbsbriefing blev vi sendt afsted ud på en 18 km rundstrækning i Hedeland. Ud i et landskab der grundet fortidens råstofudvinding, sine steder byder på nogle højdemeter. Vi løb masser af grussti, en del etsporstier og en lille smule asfalt.

Det gjaldt om at vælge den rette vej.

For hver omgang blev jeg lidt langsommere, men jeg holdt mig løbende på alle de tilnærmelsesvis flade stræk på alle runder.

Havde der nu været en med et kamera, så lavede jeg et potentielt youtube-hit. På et nedløb ramte højre fod en sten – der ikke flyttede sig. Til gengæld fløj jeg gennem luften. Rullede rundt hen over højre skulder og lande på siden mellem to buske. Bum!
Heldigvis ingen alvorlige skader, kun en øm storetå og et overfladiske sår på højre ben.

Når vi løb i Hedeland, skulle vi selvklart over Hedeland Skibakke.

Det der med de 18 km rundt pr. omgang var med et plus. Der var lidt ekstra, uden beregning. Mit løbeur viste 56 km og 1000+ højdemeter.


King of Trails

  • Arrangører: Trailman
  • Land: Danmark
  • Start: Parkeringspladsen ved Vindinge Rideklub
  • Distance: 54, 36, 18, 7 km
  • Underlag: jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 121
  • Sko: Salomon Speedcross 6

ParforceTrail

Gribskov. 15. oktober 2023.

Resultat

  • Startnr.: 52
  • Distance: 21 km
  • Placering samlet: 15 af 64
  • Placering mænd: 15 af 40
  • Tid: 02:02:26
  • Tempo: 05:50 min/km
  • Hastighed: 10,3 km/t

Løbsoversigt

Sådan omtrent et halvmaraton i Gribskov. Lidt træt i benene efter at have løbet samme tur i aftes. Men jeg vidste det var en god rute, med lækre spor. Det var fedt, at se det hele i dagslys. Ruten bød både på højdemeter. lidt mudder og en enkel passage med garanti for våde fødder.

Langt ude i skoven.
Få meter fra mål.


ParforceTrail – Langgarvernes trailløb i Hillerød

  • Arrangører: Langgarverne
  • Distance: 21, 12 km
  • Start: Asfaltfabrikken, Gribskov
  • Land: Danmark
  • Underlag: skovsti, skovbund
  • Deltagerantal: 86
  • Sko: Salomon Speedcross 6

ParforceTrail

ParforceTrail

Gribskov. 14. oktober 2023.

Resultat

  • Startnr.: 54
  • Distance: 21 km
  • Placering samlet: 1 af 14
  • Tid: 02:07:00
  • Tempo: 06:03 min/km
  • Hastighed: 9,9 km/t

Løbsoversigt

Sådan omtrent et halvmaraton i Gribskov. Start/mål var ved den gamle asfaltfabrik nord for Gadevang. Vi startede 46 minutter efter solnedgang. Vi var en tur nede og vende i Tyske Plantage og vi løb (eller gik) op til toppen af Fruebjerg ad Sejtrækkeren. Det hele i mørke. Skoven i pandelampens skær er noget helt særligt. Stemningsfuld og intens.

I mål. Foto: ParforceTrail/Langgarverne.


ParforceTrail – Langgarvernes trailløb i Hillerød

  • Arrangører: Langgarverne
  • Distance: 21 km
  • Start: Asfaltfabrikken, Gribskov
  • Land: Danmark
  • Underlag: skovsti, skovbund
  • Deltagerantal: 14
  • Sko: Salomon Speedcross 5 Limited Edition

ParforceTrail

Cold Hawaii Ultra : tur til Agger

Nordjylland. 16. september 2023.

Resultat

  • Startnr.: 501
  • Distance: 50 mil
  • Placering mænd: 9 af 24
  • Tid: 09:33:12
  • Tempo: 07:07 min/km
  • Hastighed: 8,4 km/t

Løbsoversigt

Så skal der løbes 50 mil løb ved Vestkysten. Amerikanske mil vel og mærke, for ellers havde det taget flere dage. Turen er i den smukke og barske natur nord for og i Nationalpark Thy. Masser af lækker kystnatur der stille og roligt trætter benene.

Der er tidlig start. Klokken 06:00 fra Bulbjerg. Det er mørkt, så det eneste vi ser af Bulbjerg er toilettet ved parkeringspladsen og trappen ned af Bulbjerg i pandelampens skær.

Morgentrafik i Thy.

Stille og roligt kommer lyset, men der er meget dis. I det fjerne kan vi hører hjortenes brunst-kald. Det giver lidt ekstra til morgenstemningen.

Løbevesten er godt pakket med vand, gel og diverse udstyr som jakke, bandage og løbetape mm. Der er lidt over 20 kilometer til det første depot, som er ved en privat bolig i Vigsø. Dagens strategi hedder løb når det er fladt – med mindre underlaget er løst sand, så skal der gåes – og går det rigtigt opad, skal jeg også gå.

Lyset kommer.

På de første 20 kilometer er der ikke mange anledninger til at gå. Tempoet er fint – ind til jeg ved omkring 21 kilometer møder et rigtigt toilet. Der ryger nogle minutter på kontoen uden bevægelse.

Efter 24 kilometer kommer jeg til det første depot. Her venter Mette med Blåbær smoothie og kys. Jeg får fyldt mine softbottles’ med vand og begiver mig videre.

En enlig bunker.

I Hanstholm runder vi de 30 kilometer. Ruten er en a til b rute, så her er 50 kilometer løberne sendt afsted lidt inden jeg ankommer til byen. Vi passerer forbi nogle af de mange bunkere fra besættelsestiden, inden vi rammer Kystvejen og et langt asfaltstykke. Det er ikke ond vilje fra arrangørernes side, men vi passerer statens vildtreservat, hvor der ikke må arrangeres løb – store del af året må man slet ikke opholde sig i reservatet.

Det er asfalt hele vejen til Klitmøller, hvor løbets andet depot er placeret ved SPAR-købmanden. Her venter Mette igen med forsyninger og kys.

Solen har svært ved at brænde gennem disen.

Fra Klitmøller fortsætter vi ned gennem Nationalpark Thy. Cold Hawaii Ultra afvikles i smukke omgivelser. Den nordjyske klithede kan noget helt særligt, som ord ikke helt kan beskrive. Kik selv forbi og oplev det. Det er køreturen værd.

I Nr. Vorupør er det tredje depot. Her er løberne på 25 kilometer også blevet sendt af sted på et eller andet tidspunkt. Jeg bliver tanket op i depotet og så er det videre ad stranden. En træls strand, der trodser den gode sædvane, at servere hårdt sand i vandkanten. Det bliver dagens langsomste stykke.

Vindmølle.

Endeligt kommer beach-flaget der markere, at vi skal ind i landet igen. Men først skal klitterne forceres – i gang.

Efter klitten får jeg gang i et mere kontinuerligt løb, dog i et et lavere tempo end tidligere på dagen. Og således kommer jeg til det fjerde og sidste depot på ruten. Tanket op med kærlighed og Gu Gel tager jeg hul på det sidste stræk.

Farvel til stranden.

Først går turen mod Lodbjerg Fyr og derfra mod Agger, hvor der er mål. De sidste par kilometer løbes på en hård betonsti. Det er ikke det fedeste underlag for de ømme og trætte ben, men de må overstås og det bliver de.

Endelig ser jeg målet ved Vesterhavshytten i Agger – sjældent er jeg så glad for at se en snasket grill i det fjerne.

Tak til The Simon’s for et godt arrangement og en stor oplevelse.


Cold Hawaii Ultra

  • Arrangører: Simon Grimstrup / Simon Gregersen
  • Land: Danmark
  • Start: Bulbjerg
  • Distance: 50 mil, 50, 25, 12 km
  • Underlag: sand, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 139
  • Sko: Salomon Speedcross 6

Cold Hawaii Ultra

sh løb

Store Dyrehave. 23. april 2023.

Resultat

  • Distance: halvmaraton
  • Tid: 02:37:22
  • Tempo: 07:28 min/km
  • Hastighed: 8 km

Løbsoversigt


sh løb # 18 – Run to the Hills

  • Arrangører: Mette Jensen og Sune Hundebøll
  • Start: Store Dyrehave
  • Land: Danmark
  • Distance: halvmaraton, maraton
  • Underlag: sti, skovvej
  • Deltagerantal: 17
  • Sko: Salomon Speedcross 5 Limited Edition

sh løb

North Coast Ultra : skov og strand

Tisvildeleje. 18. mart 2023.

Resultat

  • Startnr.: 99
  • Distance: 50 km
  • Placering samlet: 17 af 70
  • Placering mænd: 16 af 51
  • Tid: 05:24:44
  • Tempo: 06:30 min/km
  • Hastighed: 9,2 km/t

Løbsoversigt

Indtil videre har foråret været lidt en skuffende affære, men i dag er vejret okay til en løbetur. Overskyet, plusgrader og ikke så meget vind. Scenen er Tisvilde Hegn og omegn. Distancen 50 kilometer.

Jeg får ikke rigtig hørt efter løbsbriefingen, men der bliver sikker sagt noget klogt og oplysende om dagens løb: North Coast Ultra. Der er flere distancer, men kun en ultra og vi, der løber den, får lov at starte først. Klokken otte er det af sted fra parkeringspladsen for enden af Hovedgaden i Tisvildeleje.

De første ti kilometer løber vi i den nordlige ende af Tisvilde Hegn. Det er en blanding af skovveje og stier. Ind imellem kommer der nogle stigninger, hvor jeg tænker det er kloget at gå op, så det gør jeg – og det er der i øvrigt mange andre der også gør. Men nu løber jeg jo heller ikke med de hurtigste heste i feltet.

I starten var jeg en del af en større gruppe af løbere. Det ændrede sig.

Lidt efter at vi har rundet de 15 kilometer, er der nogle lokale bæhoveder der har fjernet markeringsflagene. Ruten er ellers godt markeret og det er så godt som umuligt at løbe forkert.
Ja, i første omgang tror jeg, at jeg har misset et sving og jeg bevæger mig tilbage, ad den sti jeg er kommet af for at finde tilbage til ruten.

Inden jeg kommer tilbage til et sted med markeringsflag, arrivere en lille flok løbere, der kommer løbende imod mig. En af dem har downloadet en gpx-fil med ruten til sit Garminur. Vi er reddet og i øvrigt på rette vej.

Efter at have løbet et lille stykke passerer vi en stor bunke markeringsflag, bæhovederne har efterladt sig i vejkanten.

Vi passerede Asserbo slotsruin.

Omkring de 24 kilometer inde i løbet finder jeg en vandpyt. Den er ikke stor, men det lykkedes alligevel at få højre fod godt ned i den. En våd sok. Ikke godt for ligevægten!
Vi bevæger os efterhånden længere syd på (retteligt sydvest for de pedante).

Der kommer et langt stræk på det lokale mountainbikespor. Med modkørende trafik. Alle tager det med et smil og hilser venligt på hinanden. Det er en sjov passage, men også lidt hårdt. Det går hele tiden op og ned – uden at der er egentlige bakker, hvor jeg kan retfærdiggøre en lille gåtur.

Et roligt sted på mountainbikesporet.

Vi ender helt nede ved Melby Overdrev og Liseleje Plantage. Vi nærmer os de 40 kilometer og vender rundt i klitterne ved Liseleje Plantage. Tilbageturen byder på en del strand- og klitløb. Sten og sand. Vi får også lidt mere skov og mod slutningen får vi fornøjelsen af sukkenes dal. Derefter mangler kun afslutningen på stranden op mod parkeringspladserne for enden af Hovedgaden i Tilvildeleje.

En flot tur er slut. Depoterne var ved 7, 21,5, 26, 33 og 44,5 km. Der var vand, PurePower energidrik, PurePower gel, PurePower energibar og frugt.

I mål venter kys og kram fra kæresten. Gert konstaterer tørt, at i dag var han den hurtigste. Tillykke til ham og alle de andre seje kvinder og mænd der gennemførte North Coast Ultra 2023.

Ind i mellem måtte vi bukke os.


North Coast Ultra

  • Arrangør: Running26
  • Land: Danmark
  • Start: Hovedgaden, Tisvildeleje
  • Distance: 50, 30, 15, 5, 2 km
  • Underlag: jord, grus, sten, sand
  • Deltagerantal: 1.043
  • Sko: Salomon Speedcross 5 Limited Edition

North Coast Ultra

Hammer Trail : 42 af de hårde

Bornholm. 28. januar 2023.

Resultat

  • Startnr.: 11
  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 21 af 52
  • Placering mænd: 18 af 40
  • Tid: 05:50:36
  • Tempo: 08:18 min/km
  • Hastighed: 7,22 km/t

Løbsoversigt

Det var 42 af de hårde kilometer. Vildt smuk rute med nogle fede spor og en masse højdemeter. På Facebook beskrev arrangørerne ruten som “meget hurtig de første 8 km 😃👍🏽 – men så kommer de berygtede tekniske stykker 😎 … Ved første depot har du løbet 11 km med 400 HM+ og mangler “kun” Hammerknuden, hvor der er 500 af de sjove.”

Og det var så en omgang. Et halvmaraton. Jeg fik gælden af de 900+ højdemeter to gange.

Jeg havde ikke min bedste løbedag. Jeg har ellers trænet, spist mine vitaminpiller og sovet fornuftigt. I dag kunne jeg ikke får kontrol over min vejrtrækning. Det er ellers aldrig et problem, og jeg ved ikke helt hvad der foregik. Men jeg kom rundt og jeg nød naturen. Nordbornholm er noget helt særligt.


Hammer Trail – winter

  • Arrangør: Tejn IF Løb
  • Land: Danmark
  • Start: Brohuset ved Hammershus
  • Distance: 50 mil, 63 km, maraton, halvmaraton, kvartmaraton, o-løb
  • Underlag: klipper, grus, jord
  • Sko: Salomon Speedcross 5 Limited Edition
  • Deltagerantal: 455

Hammer Trail