Tag-arkiv: historiebøger

Vikingernes historie

Vikingerne dukker op og angriber klostret på øen Lindisfarne i 793 og så forsvinder de ud af historien igen med kristendom indtog i Skandinavien. Det er sådan det oftest ser ud i beskrivelserne af vikingetiden. Men der er en historie om tiden inden 793 som er vigtig for forståelsen af vikingerne agerende. Den fortæller Jeanette Varberg.

Vikingerne står på skuldrene af Nordens oldtidsmennesker og deres kultur og religion. Vikingetiden opstår i et uroligt Europa hvor den dominerende magt, Romerriget, er gået i opløsning og har efterladt et kontinent præget af folkevandringer og med et ideologisk pres fra den monoteistiske hvidekrist-religion. Jeanette Varberg formidler på fornemmeste vis historien før vikingerne og beskriver den virkelighed beboerne i Europa levede i.

Der er masser af eksempler på krigere fra Skandinavien der drager ud i Europa inden 793. Det være sig om lejesoldater eller på togter. I 400-tallet invaderede jyder, sakser og anglere f.eks. de britiske øer. Jeanette Varberg har gravet mange eksempler frem.

I slutningen af jernalderen er der flere stærke krigerkonger i Skandinavien. I Uppsala sad sveerne på magten og fra Sjælland dominerede danerne det sydligste Skandinavien. Arkæologiske udgravninger ved Lejre har givet en historiske bundklang til sagnkongerne Skjoldungerne, der alle var efterkommere fra kong Skjold – der var søn af alfaderen Odin.

Arabiske sølvmønter, handel og skibenes teknologiske udvikling var afgørende for skandinavernes succes under omkring overgangen fra jernalder til vikingetiden.

Vikingetidens plyndringer – at gå i viking – sættes ind i en geopolitisk rammer. Det giver meninger i kampen mellem hedningerne mod nord og Karl den Stores kristen imperium.

Vikingetiden

Der findes en del fremstillinger af vikingetiden fra angrebet fra Lindisfarne og frem til vikingetiden bliver til middelalder – hvor vikingetogter bliver til korstoget. Jeg har ikke før læst så grundig gennemgang af de få århundrede som vikingetiden dækker.

Det hele kommer med. Danernes hærgen i Frankerriget. Sveernes handel på floderne i øst, etableringen af Volga-riget og forskellige kontakter til Konstantinopal. Nordmændenes og danskernes togter og invasioner på de britiske øer og opdagelse af nyt land mod vest. Blot for at nævne lidt.

Indflettet i fortællingen om vikingernes agere i verden oplyses læseren om vikingernes religion og kultur, herunder kønsroller.

Vikingetiden er domineret af konflikterne mellem Hvidekrist og de asatro. De kristnes missionshunger var med til at definere konflikter og en kærkomment undskyldning for ekspansionsdrømme for herskerens syd for vikingernes verden.
Hvidekrist vandt, måske nok som en del af et magt strategisk spil, og vikingetogternes blev udskiftet med korstog.

Da først vikingekongernes havde sagt ja til krist var der ingen vej tilbage. Hvor de asatro kunne acceptere variationer i troen og andre guder, er der i kristendommen kun plads til en gud og en sandhed – alt andet skal bekriges.

Bogen

Jeanette Varberg forstå at fange læseren og fodre med hentydninger til hvad der kommer senere, så læseren om muligt ikke stopper op og snupper en serie på Netflix: “I vinteren 841-842 overvintrede vikingerne første gang i Irland. Stedet de valgte, lå strategisk godt på Irlands østkyst tæt på vikingernes lejre i Skotland. Her anlagde de en såkaldt long port. Det var en form for lang bådebro til deres skibe, som samtidig var beskyttet mod angreb som en fæstning. Det skulle senere blive til Dublin. Her kom til at sidde en række vikingekonger, som fik store betydning senere hen.”

Jeanette Varberg skriver læsevenligt og grundigt. Det er tydeligt for lærerne, hvornår teksten bygger på historiske kilde, hvornår den tager udgangspunkt i arkæologiske udgravninger og hvornår det tolkes og gættes – kvalificeret.
Værket er forsynet med litteraturliste, noter og et register.

Hvis du kun skal læse en bog og vikingetiden – så skal det være Jeanette Varbergs Viking.

Varberg, Jeanette
Viking : Ran, ild og sværd. Gyldendal, 2019 (2019). ISBN: 978-87-02-21668-4. DK5: 95.2

Vandring gennem historien

Folkevandringer fylder i den politiske debat. Uanset hvad du måtte mene om nutidens flygtningestrømme og emigration, så har mennesket altid vandret.

I bogen Mennesket har altid vandret beskriver Jeanette Varberg de største og væsentligste folkevandringer med perspektiveringer til vor tid.
Jeanette Varberg er arkæolog og museumsinspektør ved Moesgaard Museum, Århus. Hun er uddannet mag.art. i forhistorisk arkæologi fra Aarhus Universitet og deltog i Galathea 3 ekspeditionen.

“Mennesket har altid vandret, og de store vandringer har formet vores historie og defineret, hvordan vores samfund ser ud i dag – og der er intet, som tyder på, at folkevandringerne kun hører fortiden til. Jeanette Varberg tager læseren med på en tur gennem de store vandringer, som kan påvises gennem en kombination af palæontologi, arkæologi, naturvidenskabelige metoder og historiske kilder.” skriver forlaget Gyldendal.

Jeanette Varberg præsentere selv bogen i artiklen Flygtningestrømme er ikke nye. Vi har altid vandret på Videnskab.dk, hvor hun blandt andet skriver: “De store vandringer har formet vores historie og defineret, hvordan vores samfund ser ud i dag – og intet tyder på, at folkevandringerne kun hører fortiden til.”

Lektør Charlotte Jakobsen skriver: “De historiske fakta om menneskets vandringer og hvad har udløst vandringerne og hvilke konsekvenser vandringerne har haft, serveres i et velformuleret og klart sprog. Det er et stort emne og for at nå hele vejen fra det første menneskes opståen og de første folkevandringer og til vor tid, er kun de væsentligste folkevandringer med og der springes i tid.”

Og anmelder Bo Bjørnvig konkludere i Weekendavisen (24. marts 2017): “Er der så nogen trøst at hente for os i dag, hvor millioner banker på, på flugt fra sammenbrudte stater, krig og elendige levevilkår? Nej, egentlig ikke, ifølge Varberg: »Når folk først begynder at vandre, kan de sjældent stoppes.« Der er kun ét at gøre, nemlig afhjælpe nøden i deres hjemlande, det vil sige »sørge for, at de ikke er nødt til at forlade deres hjem«. For vi må ikke glemme »vores arts store risikovillighed, når vi står over for (…) manglende fremtidsmuligheder«. Så er den trods alt forholdsvis lille risiko for at lide druknedøden i Middelhavet kun en lille hindring – set fra de flygtendes synspunkt.”

Mennesket har altid vandret : folkevandringer og vendepunkter i historien
Af Jeanette Varberg. Gyldendal, 2017. ISBN: 978-87-02-22719-2. 141 sider.
DK5: 32.6

Bibliotek.dk: Mennesket har altid vandret
Gyldendal: Mennesket har altid vandret

Kampen om København

Bogen Kampen om København fortæller om magtkampen i hovedstadens gader fra 1870 til 1901. En tid hvor Socialdemokratiet, Venstre og Højre hver især førsøgte at erobre byrummet. Hver med deres ideologisk betingede samfundssyn og vision for byens og i sidste ende Danmarks fremtid.

Den 21. marts 1848 gik det første moderne politiske optog gennem Københavns gader. Det var anført af de nationalliberale. 10.000 københavnere deltog. Kravet var en ny forfatning. 5 juni 1848 gav Frederik VII efter og underskrev Grundloven, der udstak principperne for demokratiet – set med nutiden øjne i en eksklusiv udgave, der kun gav stemmeret til en mindre del af befolkningen.
Herefter startede en kamp om det indførte demokratis indhold og rammer. Det var en politisk kamp om fordeling af magt, der for alvor tog fart i 1870erne. Perioden kendes som Forfatningskampen. Det er denne periode Jens Toftgaard tager fat på i Kampen om København.

Kampen om forfatningen

Forfatningskampen stod mellem kongen, de konservative samt de nationalliberale på den ene side. Venstre og den gryende arbejderbevægelse dannede oppositionen.
– “Under forfatningskampen var stridens centrale arena Rigsdagen, hvor skillelinjerne blev trukket skarpt på. Hvad der begyndte som løse politiske grupperinger, blev til mere og mere formaliserede partier og faste blokdannelser. Når historikere i dag skal undersøge forfatningskampen, fokuserer de ofte ensidigt på Christiansborg-politikken med dens skarpe retorik, skiftende forhandlingsforsøg, politiske alliancer og personlige intriger mellem de ledende mænd. Men striden mellem de konkurrerende samfundssyn, som Rigsdagens to blokke repræsenterede, rakte ud over Rigsdagen og prægede hele samfundet – endda i så voldsom grad, at det til tider udspændte nationens sammenhængskraft til bristepunktet”. (Kampen om København, side 6)
I 1971 stiftedes “Den Internationale Arbejderforening for Danmark” med Louis Pio, Harald Brox og Poul Geleff som ledere. Fra første dag var arbejderbevægelsen under overvågning fra myndighederne. Politiet sendte meddelere til bevægelsens møder og forsøgte til stadighed at infiltrere bevægelsen med politispioner. I begyndelsen af perioden havde arbejderbevægelsen svært ved at få myndighedernes tilladelse til at gå i optog gennem byen. Byens rum var til gengæld let tilgængelig for Højre.
Venstre havde flertallet i Folketinget, med tiden dog i koalition med Socialdemokraterne. For at omgå flertallet brugte Højreregeringen Grundlovens bestemmelser om provisorisk lovgivning.

Kongen, borgeren eller folket

Partierne, Højre, Socialdemokratiet og Venstre strides om at lave de største optog gennem København. Optogene skulle vise partiernes bud på fremtidens København – og fremtidens Danmark. Skulle det være kongens København, folkets København eller borgernes København?
Jens Toftgaard beskriver optogenes udvikling. Hvordan Grundlovsdag bliver det centrale omdrejningspunkt for partiernes politiske markeringer i byrummet. De tre politiske grupperinger havde hvert sit indhold i Grundlovsoptoget. Højre fejrede Grundloven i deres tolkning, kongen, fædrelandet og markerede deres støtte til Estrup-ministeriet.
Venstre stod svagt i hovedstaden, men arrangerede det enkelte optog. De markerede bondens frigørelse fra stavsbåndet, Grundloven, fædrelandet og kritiserede de provisoriske love.
Socialdemokraterne markerede deres tolkning af Grundloven og iscenesatte et alternativt samfund, hvor arbejderne var i centrum.
I sidste ende måtte kongens København vige for folkets København. Det er lykkedes for Jens Toftgaard at beskrive forfatningskampen fra en ny vinkel. Med fokus på kampen om Københavns gader, fortæller han en anden del af historien om skabelsen af det moderne, borgerlige demokrati. Historie bliver desværre lidt for løsrevet og kan ikke stå alene som indgang til emnet.

Toftgaard, Jens: Kampen om København : Magt og demokrati i byens rum 1870-1901. Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, 2008. 175 sider, ISBN: 978-87-87739-56-6.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. Februar 2009, nr. 1.

Oprøret i Parken

x00000492Hans Bonde har skrevet en ny bog om dansk idræt under besættelsen. Den nye bog, “Oprøret i Parken”, bygger på materialet fra “Fodbold med fjenden”. Omdrejningspunktet i “Oprøret i Parken” er det oprør fra neden, der fik samarbejdet mellem de danske idrætsorganisationer og Nazityskland til at vakle.
Denne tekst er et copy&paste fra Modkraft Kultur.

“I går udsendte den tyske radio og D.N.B. til hele verden et referat af fodboldlandskampen mellem Danmark og Tyskland. Det var med sand fryd i stemmen, at tyskerne kunne udblæse deres budskab, kun alt for tydeligt kunne man mellem linjerne læse dennes sejrsmelding: Se, hvor glade danskerne er for os tyskere, selv under de nuværende forhold kommer de her til Tyskland for at spille fodbold med os i ædel kappestrid… Se, hvor Tyskland holder sportens internationale fane højt, ja, og se, hvordan ’die dummen Dänen’ stadig er villige til, at lade sig udnytte fromt og uskyldigt i den tyske nazismens tjeneste”, rapporterede den danske nyhedsoplæser på BBC, efter det danske landshold havde spillet landskamp i Dresden den 16. november 1941.

Citatet viser med al tydelighed, hvordan det danske sportssamarbejde med tyskerne blev opfattet i “den frie verden”. Og som historiker Hans Bonde dokumenterer i “Oprøret i Parken”, indgik det sportslige samvær som en vigtig del af tyskernes propaganda – både indad- og udadtil.

“Oprøret i Parken” er historien om, hvordan DIF først lod sig presse til at spille med tyskerne. Ud over at fortælle historien om, hvordan DIF gav efter for tyskernes ønske om landskampe og fælles idrætsstævner, anskueliggør bogen også samarbejdespolitikkens dilemma. Hvordan kan man opretholde samarbejdet med besættelsesmagten, uden at blive set som en tyskervenlig stat overfor omverdenen?

Norsk idræt handlede helt anderledes. Hvor tyskerne nærmest uhindret kunne besætte Danmark, kom det til hårde kampe i Norge. Den danske elite satsede på samarbejdspolitik. Dette samarbejde forgrenede sig fra højeste plan og ned gennem samfundet. Og altså også ind i idrættens verden.

I Norge blev der indsat en regering af tyskerne og de norske sportsorganisationer blev nazificerede. Den nazistiske overtagelse i Norge førte til et sportsboykot, så det kun var kollaboratører, der stillede op til stævner under 2. Verdenskrig.

I Danmark var der ingen boykot – ud over den som tyskerne satte ind overfor jødiske idrætsudøvere. Men der er dog et lyspunkt i besættelsens første år – før modstanden groede frem i Danmark. Det kom bare ikke fra sportens organisationer.

Grundlovsdag 1941 spillede den østrigske mesterklub Admira mod et udvalgt hold fra Stævnet. Godt 12.000 tilskuere overværede kampen i Københavns Idrætspark. Blandt dem var en del tyske soldater. Inden kampen heilede det tyske publikum til spillerne, hvilket skabte vrede blandt de danske tilskuere. Østrigerne scorede det første mål efter 1. minut og dominerede kampen, som de vandt 4-1. Kampens gang satte det tyske publikum i højt humør, og tyske tropper fra Luftwaffe var flittige med deres medbragte tudehorn.

Mod kampens afslutning opstod der bataljer på tribunerne, som blandt andet fik soldaterne fra det tyske luftvåben til at fortrække til deres busser ti minutter før kampen sluttede. Da dommeren fløjtede af, stormede danske tilskuere banen, og der blev kastet med sten efter de tyske soldater. På et tidspunkt fik tilskuerne presset en flok tyske soldater sammen. Da trak soldaterne deres bajonetter. Det danske politi forsøgte at ligge sig imellem, men fire soldater og ti danskere måttet efterfølgende på skadestuen.

Tilskuerne viste, at det ikke var alle i landet, der var begejstrede for de heilende “gæster” fra syd – og den kollektive aktion kastede grus i det dansk-tyske idrætssamarbejde.

“Oprøret i Parken” er spændende læsning. Bogen anskueliggør det dilemma, det er at være besat af en overmagt. Skal man samarbejde eller forsøge at passe sig selv, eller yde modstand – eventuelt med våben. Omend irakerne i dag ikke står overfor nazister, må de stå i et lignende dilemma. Væbnet modstand mod besætterne synes håbløs. Hvor langt kan man så gå i samarbejdet med besætterne uden at blive kollaboratører?

Denne parallel til nutiden drager forfatteren dog ikke. Han trækker i stedet nogle paralleller op til nutidens Olympiader, særligt det seneste i Kina. Og bogen viser da også, at sport og politik ikke kan adskilles – hverken i krigstid eller fredstid.

Hans Bonde: Oprøret i Parken : Dansk idræt under hagekorsets tegn. Syddansk Universitetsforlag, 2008. 283 sider. ISBN: 978-87-7674-298-0.

Stævnet var et samarbejde mellem de store københavnske klubber. Stævnet arrangerede kampe mellem udenlandske hold og et hold bestående af udvalgte spillere fra Stævne-klubberne. Under 2. Verdenkrig var følgende klubber en del af Stævnet: B 93, KB, AB, B 1903 og BK Frem.

Kilde: Modkraft Kultur : Modkultur. 15. november 2008

Historisk oversigt på Danske Nazister

Dansk Nazisme”Den 9. april 1940 klokken 4.15 rykkede tyske tropper over Kruså-grænsen til Danmark.” (s. 11) Sådan er mange beretninger om anden verdenskrig startet og sådan begynder John T. Lauridsens bog om de danske nazister.

Hvorfor så skrive en bog om den danske nazisme før og under anden verdenskrig i 2002. Forfatteren svarer selv: “Fordi den danske nazisme ikke fik lov at dø i 1945, men er et billede og modbillede, som stadig trækkes frem og bruges i selv de seneste efterkrigsfremstillinger om Danmarks historie.” (s. 11) Det kan tilføjes, at fascismen ikke er død som idé, og at racisme og fremmedfrygt stadig er elementer i dansk politik.

Det danske naziparti blev aldrig stort. Den historiske interesse for DNSAP har haft sit udgangspunkt i nazitysklands besættelse af Danmark. Partiet hvervede frivillige til østfronten. Der var stikkere blandt medlemmerne og de arbejdede for besættelsesmagten på forskellige måder.

Umiddelbart efter krigen blev DNSAP hængt ud, men efter få år forsvandt partiet. Den danske nazisme forsvandt fra den brede offentlighed. I efterkrigstiden er de danske nazister blevet latterliggjort eller helt overset.
På grund af manglende arkivadgang, de danske nazisters minimale betydning på det geopoliske plan, betyder at forskningen af emnet er begrænset. Den forskning der er foretaget i de danske nazister gennemgås grundigt.

Den danske befolkning blev aldrig nazifiseret. Men 7.000 unge mænd gjorde tjeneste for Tyskland på østfronten. Det danske naziparti fik 2.1% af stemmerne ved valget i 1943 (i 1939 havde DNSAP opnået 1,8%). På samme tid havde partiet godt 21.000 medlemmer. (I 1939 havde DNSAP 5.000 medlemmer). Medlemmerne, de frivillige på østfronten og de der stemte på partiet var en del af den danske befolkning.
I modsætning til den typiske fremstilling, viser bogen, at medlemmerne af DNSAP ikke var afvigere.

DNSAPs sociale sammensætning forandrede sig konstant og det havde op- og nedture der påvirkede partiets sammensætning. Ikke overraskende tiltrak partiet mest unge mænd. Inden krigen var DNSAP stærkest i Sønderjylland. Fra 1940 udvikler det sig til et storbyparti og bliver relativt stærkt i København.

Før 1940 var de ufaglærte arbejdere underrepræsenteret. Antallet af faglærte repræsentanter svarede omtrent til befolkningsgennemsnittet, fra 1940-43 steg deres repræsentation Fra DNSAPs stiftelse til 1940 svarede antallet af organiserede selvstændige til deres andele i befolkning. Derefter falde deres procentmæssige andel blandt de organiserede nazister. Antallet af funktionærer i partiet svarer i hele perioden til deres antal i totalbefolkningen – uanset op- og nedture. Der er intet belæg i at “Tykke” eller andre marginaliserede personer blev nazister frem for andre.

DNSAP fik aldrig parlamentarisk indflydelse og fandt aldrig politiske alliancepartnere af betydning. Eneste alliancepartnere var Jord Arbejde Kapital (JAK) og Landbrugernes Sammenslutning (LS). Paritet var en subkultur, hvor medlemmerne havde deres eget liv – man var enten inde og en del af fællesskabet eller udenfor. Blikket var rettet udad mod Tyskland og Italien, der begge var fascistiske forbilleder og ønskesamfund.

Det danske naziparti var mere en kopi af det tyske moderparti, end et selvstændig parti med egen ideologiudvikling. Det gælder lige fra navnet (dansk: DNSAP, tysk: NSDAP), symbolanvendelsen (hagekors), samt organisationsformen og handlemåder i offentligheden.

For at kommet tæt på DNSAPs samfundsmodel og samfundsidealer analyseres paritets sparsomme program og dets organisation. Deres planer for en overtagelse af statsmagten i starten af Anden Verdenskrig, giver et billede af deres plan med for et nazistisk Danmark – efter tysk forbillede.

Gennem teksten kommer læseren tæt på partiets politiske kultur, deres dyrkelse af Danmarks old- og vikingetid og brug af den i politisk sammenhæng. Deres grundlæggende selvforståelse er, at kun DNSAP kan frelse landet og via førerprincippet genoprette den rette orden i samfundet.

DNSAP’s fører fra 1933 og til Anden Verdenskrigs afslutning, Frits Clausen portrætteres i en sammenligning med Hitler. På trods af deres forskelligheder i person og karriere giver sammenligningen mening. Modsat Hitler opnåede den danske nazifører dog aldrig stor tilslutning eller magt.
John T. Lauridsen skaber et troværdigt billede af lægen hvis skæbne var knyttet til nazismen.

Nazisternes antimodernistiske sind afspejles i deres kulturpolitik, der rækker tilbage i historien “til før verden gik af lave”. Inden nazitysklands besættelse af Danmark, havde DNSAP det svært på den kulturpolitiske scene – hoveddelen af de øvrige aktører havde holdninger, der lignede DNSAPs. Det var svært for partiet, at finde plads blandt de mange andre reaktionære. Partiet var ikke ene om traditionalisme, konservatisme, bonderomantik osv.

“Der blev skreget på hævn og opgør fra dem, der ikke havde det mindste at få hævnet, dvs. flertallet af den danske befolkning og samarbejdspolitikene. Plus naturligvis modstandskredse”. (side 126) Den danske nazifører blev syndebuk – ikke fordi han var nazist, men for at aflede opmærksomheden for samarbejdspolitikernes handlen de tre første år af besættelsen.
Efter krigen bliv11.5% af de mandlige medlemmer af DNSAP dømt for kollaboration.

I sidste del af bogen tager John T. Lauridsen fat i tiden efter krigen. Han behandler opgøret med nazisterne og de der havde været på tyskernes side. Forfatteren bemærker, at alle medlemmer af DNSAP umiddelbart efter befrielsen blev interneret. Det uanset at de ikke havde gjort noget ulovligt eller landsskadeligt under krigen. Med udgangspunkt i Holstein-Rathlou retter han endvidere et kritik mod retsopgøret om ledende nazister. Det virker næsten som om han har ondt af dem. Modsat John T. Lauridsen kan man mene, at den der opfordrer og udformer idelogien bag et program bærer et medansvar.

Endvidere problematiseres det forhold, at samarbejdspolitikerne og de erhvervsledere der samarbejdede med tyskerne, ikke blev retsforfulgt. John T. Lauridsen har ret i, at de menige medlemmer af DNSAP og småfisk, der havde fulgt samarbejdspolitikernes anvisning i de første år, blev syndebukke. Det fjernede fokus fra de pæne mænd i jakkesæt.

Bogen slutter med et kapitel om nazismen/ny-nazismen efter 2. Verdenskrig. Læsere der vil vide noget om den yderste højrefløj i efterkrigstiden, er nok bedst tjent med at finde anden litteratur. John T. Lauridsen fremhæver selv: Rene Karpantschof: Nynazismen og den modstandere i Danmark. Sydjysk Universitetsforlag. 1999. 204 sider. Det er ikke noget dårligt valg.

Forskningsoversigt

Bogen viser, at der er mange veje til nazismen og at der ikke er en simpel forklaring på nazismens tiltrækning. De danske nazister afveg ikke fra resten af befolkningen – ud over deres medlemskab af DNSAP. John T. Lauridsen pointerer ganske rigtigt, at man ikke kan forklare nazismens (manglende) tiltrækningskraft i Danmark med én simpel forklaring.

Bogen er en grundig indføring i de danske nazisters historie. Teksten er ikke fordømmende, men giver læseren indsigt i DNSAP, dets kultur og personerne i og omkring partiet.

Bogen indeholder et mindre opslagsværk DNSAP-leksikon, med forløbere, organisationer, tidsskrifter, ledere og skribenter med betydning for partiet. Sammen med afsnittene DNSAP-biografien 1930-45 og Naziplakater 1930-45 og de omfattende henvisninger til kildemateriale bagerst i bogen, placeres værket centralt i forhold emnet og til videre forskning. Brødteksten er slupleret med en del kildemateriale.

Forfatterens egne holdninger er ikke fremtrædende i teksten, men ind i mellem mærker man manden bag bogen.

John T. Lauridsen
Dansk Nazisme : 1930-45 – og derefter. Gyldendal. 677 sider. Kan købe 449 kr. eller lånes på det lokal folkebibliotek.

Yderligere læsning:
Nyeste nummer af Arbejderhistorie : Tidsskrift for historie, kultur og politik. (Oktober 2002, nr. 3) indeholder tre artikler om samme tidsperiode og med relevans for emnet “nazisme”.
“Det vil komme til en national befrielseskamp” : Kommunisterne og ikke -angribspagten 1939-41. Lars Jepsen og Thomas Bindesbøll Larsen. Side 1-22. Om Hitler-Stalinpagten og myten om sovjetsympatisørernes blinde politiske følgagtighed. En ikke usang myte, men et billede der kan nuanceres.
Uden om arbejderklassen kommer man ikke : De danske nazisters faglige organisationer 1940-43. Hans-Henrik Siig. Side 23-43. Om de danske nazisters dilettantiske for søge på at opbygge faglige organisationer, selvfølgelig efter tysk forbillede.
Vi taaler ikke nogen, som har sympatiseret med nazisterne : Udrensninger hos bryggeriarbejderne efter besættelse. Lizette Albæk Nielsen. Side 44-71. Efter krige afslutninger gik der gang i udrensningen af nazister og andre tysk-venlige. Artiklen se på bortvisningen af kolleger bland bryggeriarbejderne, som havde handlet unationalt eller provokerende under besættelsen.

Kilde: Solidaritet : Venstresocialistisk Tidsskrift for Analyse og Debat. December 2002, nr. 4.