Kategoriarkiv: Rejser

Gurre Sø rundt

Video og lidt ord fra en søndagstur i juni.

“Ved Gurre-Sø holdt Kong Valdemar Jagt,
Smukt Hornet lød gjennem Skoven,
Den stod i sin rigeste Sommerpragt,
Og Stjerner funkled’ foroven;
Da raabte Kongen saa lystelig,
Hvor de vilde Skovduer kurre:
„Lad Gud beholde sit Himmerig,
Har jeg kun Gurre!”
(citat: H. C. Andersen fra digtet Gurre (1842))

Der er skønt ved Gurre Sø. Vi vandrede rundt om søen med start og mål ved parkeringspladsen ved Esrumvej. Mette jagtede geocaches, men ellers var fokus på at nyde (na)turen og bare bevæge sig gennem landskabet.

Der er et fint spor der følger søen hele vejen rundt. Vi forlod sporet for at komme forbi Gurre Slotsruin, der ligger tæt på Gurrevej i landskab syd for Gurre Sø. I middelalderen var Gurre Sø større end i dag og slottet lå på en halvø i søen.

Jeg forsøgte forgæves at finde en gravrøse. Jeg fik spottet en sten med skåltegn. Med diverse afveje fik vi de 10 km rundt om Gurre Sø op på 16,5 km.

Dagtur på Gudernes Stræde

En søndagstur fra Gadstrup til Mosede Fort.

For et års tid siden gik jeg det meste af Gudernes Stræde sammen med Mette. Men vi nåede ikke det hele. Stykket fra Mosede Fort til Gadstrup sprang vi over for at nå turen på to dage. Nu er det tid til det sidste stykke.

Toget fra Ølby ankommer planmæssigt og vi begiver os afsted mod Snoldelev. Det er lige ud af landevejen. Ved Snoldelev har jeg spottet nogle gravhøje som vi lige skal se om vi kan finde. Det giver ekstra kilometer og sender os ud på en vandring i et læhegn, omtrent en km i højt græs og ind imellem krydret med brændenælder. Det er en meget forstående kæreste jeg har.

Jeg bliver færdig med at spotte gravhøje og vi begiver os videre ad vandringsruter. Næste landsby på ruten er Hastrup. I Hastrup splitter Gudernes Stræde sig i to – en nordlig og en sydlig rute der begge ender i Karlstrup. I et håb om at kommer videre ad lidt andet end asfalt tager vi den nordlige rute. Efter at have gået et stykke tid og efter at vi har fortæret vores madpakke får vi lov at forlade landevejen til fordel for en grussti og senere en kort tur gennem Karlstrup Nyskov.

Fra Karlstrup går vi videre mod Karlslunde. Vi kommer ind i et terræn med infrastruktur – Ringstedbanen og Køge Bugt Motorvejen. Men det er også den del af turen hvor der er mindst asfalt og de fineste naturoplevelser.

Inden vi passere under togbanen og motorvejen er det tid til en is ved Korporalskroen. Videre til Karlslunde Mose og Brødmosen. Brødmosen er et lille naturfrimærke med kvækkende frøer, placeret midt inde i Karlslundes villakvarterer. Smukt.

Med vores ekstra vandren rundt efter gravhøje ved Snoldelev kommer turen op på 22,11 km. Vi kan sætte hak ved Gudernes Stræde – fra Køge Bugt til Vellerup Vig ved Isefjorden. Det er en fin tur, men der er for meget asfalt og lidt for langt mellem snapsene efter min smag.

Gudernes Stræde

Vandretur på Skjoldungestien

En vandring over to dage på Skjoldungestien fra Hvalsø til Roskilde. Turen startede ved DSB-stationen i Hvalsø. Første dag var målet shelterpladsen ved Skibssætningen i Gl. Lejre. Men pladsen var optaget og turen måtte forlænges til Lejre hvor der var et ledigt shelter.

Anden dag var med start i Lejre og mål ved Roskilde Station. I Boserup Skov blev ruten forlænget med en tur rundt på Nattergalestien.

Turen fra Hvalsø til Roskilde er omtrent 30 km. For at have tid til at udforske det der blev passeret undervej var turen med overnatning. Med valgte omveje, trissen rundt i landskabt for at se oldtidshøje og den ekstra tur/retur til Lejre, kom vandringen op på 44,3 km.

Skjoldungerne

Skjoldungestien er en vandrerute i Nationalpark Skjoldungernes land. Både nationalparken og vandreruten har taget navn efter Skjoldungerne.

Skjoldungerne var efterkommere af den første konge i Lejre – Kong Skjold – der selvsagt var søn af selveste Odin.

I oldtiden var Gl. Lejre et af de letteste steder at passeres Sjælland fra alle verdenshjørne. Et strategisk knudepunkt. Ved Gl. Lejre er der stadig masser af gravhøje og andre fortidsminder i landskabet.

Lidt om sko

Da jeg sidste år gik på Gudernes Stræde vandrede jeg i et par trail-løbesko. Men inden turen på Skjoldungestien, tænkte jeg, at jeg ville investeret i et par sko til vandring. Jeg gik ind i en butik med vandreudstyr og kom ud med en løbesko: Salomon XA Pro 3D.

Jeg har gode erfaringer med Salomon til løb, men selv om XA Pro 3D er en løbesko, ville jeg aldrig have købt den til løb. Dertil er den lidt for tung og klodset.Men i butikken føltes den godt på foden og som en sko jeg følte jeg kunne gå langt i.

Det var en tør vandretur og selv om der var meget lidt asfalt, blev skoen ikke udfordret for alvor. Men konklusion efter 44 km på Skjoldungestien er, at Salomon XA Pro 3D fungerer godt som vandresko.

Nationalpark Skjoldungernes Land

Wadi Bani Khalid

Efter at jeg havde løbet Oman Desert Marathon, havde jeg en dag i Oman inden jeg rejse retur til Danmark. Den blev brugt på et besøg i bjergene og i Wadi Bani Khalid.

Wadi Bani Khalid er en af ​​de mest kendte wadier i Oman – og den største. Det klare vand og det live vandet skaber, giver en skarp kontrast til de golde bjerge. Wadi Bani Khalid er en af de få wadier i Oman, hvortil der løber vand fra bjergene hele året.

En vandring på Gudernes Stræde

Mette og Sune på tur. Lørdag morgen tog vi toget til Gadstrup. Her startede to dages vandring på Gudernes Stræde.

Første dag: Gadstrup til Kirke Såby

Gadstrup er ingen metropol, så der gik hurtig med at komme fra stationen til bygrænsen og ud i naturen.
Udenfor Gadstrup blev omgivelserne grønne og smukke. Vi passerede et fugletårn ved et vådområde. Her mødte vi en af de lokale i camouflagetøj, udstyret med et kamera og et seriøst zoom. Han fortæller lidt om de fugle der var i området. Vi fortsatte vandring mod vest.

Ruten fulgte Langved Å et godt stykke, men vi komme til at følge den længere end det var meningen. Den første bonustur var en smuk afstikker. Vi endte ud i høje siv med vild natur og masser af brændenælder, samt et overrasket andepar.

Når du er ved Vandværksvej og skal under jernbanen, så se dig for og kom rigtigt videre - du skal ikke bare følge Langved Å og gå ud i sivene og brændenælderne - selv om det er en smuk tur.

Vi fandt tilbage til ruten og fulgte Kumlehuserenden videre frem mod Hovedvejen syd for Øm. Frem til Hovedvejen har har vi vandret en del på HOFORs (tidligere Københavns Vandforsyning) kildepladser. Hovedstaden bruger meget vand.

Ved Øm havde vi valgt en af de alternative ruter der er til Gudernes Stræde, vi missede en markeringspæl og fik en ekstra tur i udkanten af Lejre. Turens anden bonustur var ingen større oplevelse, men det tæller jo alt samme i kilometerregnskabet.

Turen gik videre ad Klostergårdsvej til Lejre. Undervejs passerede vi Øm jættestue. Efter Lejre gik vi over Ledreborg Allé hvor der var en geocach. Dem fandt Mette en del af på turen. Efter at cachen var fundet fortsatte vi videre forbi Lejre Museum og landskabet omkring Sagnlandet Lejre. Smukt og masser af oldtidsminder i landskabet.

De sidste kilometer frem mod Kirke Såby var domineret af monokulturelt landbrugsjord og asfaltvej; men vi var højt oppe i landskabet og hold da op en udsigt.

Vi havde ikke opmål ruten på forhånd. Mette var ikke helt tilfreds med min sådan cirka vurdering af distancen. Vi nærmede os de 30 kilometer og det var ikke meningen.

Anden dag: Kirke Såby til Vellerup Vig/Vejlemølle Å

Fra vores logi i Torkilstrup skulle vi tilbage til ruten ved Kirke Såby. Vejret hvad ændret sig i løbet af natten. Temperaturen var lavere end dagen forinden og regntøj blev fundet frem inden vi havde fundet tilbage på Gudernes Stræde.

De første kilometer på andendagen bød på en del asfalt. Lidt efter Vester Såby kom vi ud i Astrup Skov hvor der var grønt og vi gik på en simpel skovvej.

Vi spiste frokost og fortsatte ad Landevejen. Her var rigeligt med trafik, men heldigvis drejede vi hurtigt af mod Kirke Sonnerup. Ruten fortsatte ad en mindre asfaltvej og der dukkede igen lidt skov op.

Ryegaard og Trudshold Godsers Dyrehave var en oplevelse med fritgående køer, bakker og smuk udsigt. Et godt sted til en kaffepause.

Ved Ejby skød vi genvej og forlod Gudernes Stræde. Det gav en masse kystvandring på strandsten. Udfordrende og med billedskønne strand-views. Turen langs vandet sluttede ved Åhuse hvor vi mødte Troldbykærlingen.

De sidst kilometer var på sti og skovvej, dejligt efter de mange kilometer på asfalt. Vi blev nok engang loaded med grønne indtryk og havde efterhånden ømme fødder.

Fremme ved broen over Vejlemølle Å drak vi kaffe og te. Turen var slut. Vi spise et par småkager og ventede på at vores transport hjem fandt frem.

Første dag gik vi 29,9 kilometer på 8 timer. Anden dag var tempoet lidt højere og vi brugte 7 timer på at tilbagelægge 29,6 kilometer. Tiden er inklusiv geocaching, fotografering og små pauser men ikke medregnet frokost- og kaffepauser.

Gudernes Stræde

Stemning fra Gudernes Stræde

Videoer fra to dages vandring på Gudernes Stræde, fra Gadstrup til Vellerup Vig.

Vandringsruten Gudernes Stræde er opstået gennem et samarbejde mellem lokalafdelingerne i Danmarks Naturfredningsforening i Lejre, Roskilde, Solrød og Greve og de lokalhistoriske foreninger i Lejre Kommune. På ruten, der starter ved Køge Bugt og slutter ved Vellerup Vig ved Isefjord, er der masser af naturoplevelser, kultur og historie.

Gudernes Stræde består af en hovedrute. Derudover er der ringruter og alternative omveje som kan tilvælges.

På første dag gik vi fra Gadstrup til Kirke Såby hvor vi forlod ruten og fortsatte op til Torkilstrup. Der havde vi reserveret et værelse på Torkilstrup Guesthouse.

Anden dags rute startede i Torkilstrup hvorfra gik vi tilbage til Kirke Såby. Her kom vi retur til Gudernes Stræde. Dagens mål var der hvor Vellerupvej krydser Vejlemølle Å og Gudernes Stræde slutter – eller starter hvis du vandre i den modsatte retning.

Undervejs var vi inde i dobbeltjættestuen i Åhuse.

Gudernes Stræde
Torkilstrup Guesthouse
Vandringsløse Tidende: Gudernes Stræde

Besøg i flygtningelejren Smara

I uge 9, 2015 rejste jeg til Tindouf – den vestlige provins i Algeriet. Her, langt ude i den golde ørken, har flygtninge fra Vestsahara levet i store flygtningelejre siden Marokko besatte deres land i midten af 1970erne.
I den uge jeg var der, løb jeg Sahara Marathon og boede sammen med en lokal flygtningefamilie.

“Trees can’t grow in the desert, but people flourish”. Billeder er fra flygtningelejren Smara, hvor jeg oplevede en meget stor gæstfrihed i forbindelse med Sahara Marathon.

Te

Hos familien, som gav husly til Sahara Marathon-løberne, blev der ofte budt på te. Teen laves over ild eller glødende kul. Det forventes at man altid drikke tre kopper te - eller flere. Teen iltes mange gange og tilsættes sukker kort inden den drikkes.
Hos familien, som gav husly til Sahara Marathon-løberne, blev der ofte budt på te. Teen laves over ild eller glødende kul. Det forventes at man altid drikke tre kopper te – eller flere. Teen iltes mange gange og tilsættes sukker kort inden den drikkes.

Der går let halvanden time fra forberedelser til det første glas te starter og til det sidste glas er drukket.
Der går let halvanden time fra forberedelser til det første glas te starter og til det sidste glas er drukket.

Te

Sahrawi

Sahrawi
Sahrawi er folket der lever i den vestlige del af Sahara, deriblandt det besatte Vestsahara. Sahrawiernes kultur er en mikset kultur med trak fra berber og tuareg-kultur, men også træk fra subsahara afrikansk kultur.

Sahrawi

Sahrawi

y00000171

Sahrawi

Sahrawi

Sahrawi

Sahrawi

Sahrawi

Sahrawi

Børneolympiade

Idrætsdag for børnene i flygtningelejren Smara.
Idrætsdag for børnene i flygtningelejren Smara.

Børneolympiade

Børneolympiade

En af de dage hvor jeg var i flygtningelejren Smara blev der afholdt børneolympiade på en åben plads centralt i lejren.
En af de dage hvor jeg var i flygtningelejren Smara blev der afholdt børneolympiade på en åben plads centralt i lejren.

Børneolympiade

Børneolympiade

Børneolympiade

Børneolympiade

Jeg aner ikke hvem der vandt, men der var mange som havde det sjovt.
Jeg aner ikke hvem der vandt, men der var mange som havde det sjovt.

Nationaldag

På Sahrawiske Arabiske Demokratiske Republiks nationaldag var der parade i flygtningelejren Smara.
På Sahrawiske Arabiske Demokratiske Republiks nationaldag var der parade i flygtningelejren Smara.

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Smara

Smara er en af flygtningelejren i Algeriet, hvor flygtningen fra Vestsahara har levet de sidste 40 år - siden Marokko besatte deres land.
Smara er en af flygtningelejren i Algeriet, hvor flygtningen fra Vestsahara har levet de sidste 40 år – siden Marokko besatte deres land.

Smara

Lejren er opkaldt efter byen Smara i det besatte Vestsahara.
Lejren er opkaldt efter byen Smara i det besatte Vestsahara.

Smara

Smara

Smara

Smara

Smara

Smara

Smara

Smara

Smara

Dromedar

Dromedaren, det er den med én fedtpukkel, men ellers ligner den kamelen en del. Dyret kan leve i månedsvis på det vand det får når det spiser ørkenplanterne. Dromedaren kan desuden tabe 40% af kropsvæsken uden at blive syg. Dromedaren kan blive 2,30 meter høj, den kan veje op til 650 kg og blive 28-30 år gammel.
Dromedaren, det er den med én fedtpukkel, men ellers ligner den kamelen en del. Dyret kan leve i månedsvis på det vand det får når det spiser ørkenplanterne. Dromedaren kan desuden tabe 40% af kropsvæsken uden at blive syg.
Dromedaren kan blive 2,30 meter høj, den kan veje op til 650 kg og blive 28-30 år gammel.

Dromedarens latinske navn er Camelus dromedarius og den tilhøre dyrefamilen Camelidae hvor kameler og lamaer også høre til.
Dromedarens latinske navn er Camelus dromedarius og den tilhøre dyrefamilen Camelidae hvor kameler og lamaer også høre til.

Dromedar

Ørkenskrald

Sahara har brug for et initiativ som Trailskrald.
Sahara har brug for et initiativ som Trailskrald.

Ørkenskrald

Ørkenskrald

Ørkenskrald

Solnedgang

Solnedgang

Se også:
Dagbogsnoter fra Sahara Marathon-rejsen
Sahara Marathon

Publiceret på sh.newsun.dk 25.03. 2015

Dagbogsnoter fra Sahara Marathon-rejsen

Lørdag 21/2

Sahara MarathonJeg sidder i lufthavnen i Madrid på vej til Tindouf (Algeriet). Nu skal der løbes Sahara Marathon – to år forsinket, men hvad er to år mod de 40 år som flygtningene fra Vestsahara har ventet uden mulighed for at entrere deres eget land.

Jeg har skrevet en sidste besked på Facebook, hvor jeg sagde tak til dem der har bidraget til min indsamling til idrætsudstyr til skolerne i flygtningelejrene. Jeg skrev på en internetautomat med et tastatur uden ctrl-funktioner og uden mange andre funktioner. Jeg skulle hamre fingrene ret hårdt ned på tasterne for at få en reaktion på skærmen.
Gad vide hvor mange tastefejl jeg fik lavet?

Søndag 22/2

Fra lufthavnen er busserne eskorteret af algiersk politi. Undervejs stopper vi. Den eskorte vi har skal udskiftes ved grænsen til den del af provinsen Tinduouf som flygtningene fra Vestsahara har midlertidig lånt af Algeriet. Herfra er det POLISARIO og det vestsaharanske eksil-myndigheder der har ansvaret for vores sikkerhed.

Sådan cirka 26 timer efter at jeg forlod Brøndby Strand ankom vi til flygtningelejren Smara. Lejren er opkaldt efter en provinsby i Vestsahara.
Efter ankomsten blev vi ledt ind i en åben gård og fordelt i grupper på 4-5 personer. Efter at have fundet min gruppe, blev vi hentet af en kvinde fra den familie som giver os husly.

Jeg er endt samme med fire svenskere. Tre af dem er socialdemokrater, en udsendt af partiet, en udsendt af de svenske socialdemokraters ungdomsorganisation og en udsendt af et socialdemokratisk tidsskrift.

Vi har spadseret en tur i Smara. Masser af simple huse og telte. Ingen vejskilte. Godt vi havde en guide med fra familien.

Det eneste der er på programmet i dag er registrering til løbet mellem 16:00 og 20:00 i Smaras Sportsakademi. Vi er pænt trætte, så det er godt med tid til hvile. Tirsdag løber vi. Jeg kan ikke vurdere hvad den lange rejse kommer til at betyde. Men nu har jeg da en undskyldning for tidstab i det tidsregnskab jeg ikke rigtig har. For hvordan skal jeg sætte en forventet sluttid, når jeg ikke kender terrænet eller ved hvor meget sand der er og ikke ved hvor mange højdemeter der er.

Folk er vældig flinke, men jeg har et sprogproblem. Der er ikke mange lokale der taler engelsk. Spansk er det store andetsprog, efterfulgt af fransk. En af svenskerne kan arabisk. Det er godt for så får vi fat i de vigtigste informationer og han fungere som tolk.
Ærgerligt at jeg aldrig fik lært lidt spansk.

Vi fandt et sted med et fungerende WiFi. Der er svenskerne socialdemokrater strandet. De er umulige af få derfra – internetafhængigheden er total. Men WiFi er nu også et hit. Jeg har skrevet en besked til Signe og Rosa, så de ved at jeg er kommet godt frem.

Det vare ikke længe før solen går ned. Det var hårdt at vågne uden Signe og Rosa. Det bliver sikkert også hårdt af falde i søvn uden de to dejlige tøser. Men da jeg har et stort søvnunderskud bliver det næppe et problem at falde i søvn.

Vi besøgte tidligere i dag Smaras offentlige bibliotek. Det var et børnebibliotek med en meget lille samling. Biblioteket har en bogbus tilknyttet. Den kører ud til flygtning der bor langt fra flygtningelejren.

I hele det område som den sahrawiske regering administrere – og som de så at sige har lånt af Algeriet ind til de får deres eget land tilbage – er der tre biblioteker som det i Smara. Bibliotekaren brokkede sig i øvrigt over børnenes manglende læselyst.

Kaffen laves af varm mælk og Nescafe. Der drikkes meget mere te end kaffe. Teen laves traditionel med lang iltning og forberedelse. De obligatoriske tre glas te tager let halvanden time eller mere.

Som en by i ørkenen giver flygtningelejren ikke meget mening. Her er ingen vand og derfor ingen vegetation. Her er meget goldt. Her bor man kun af nød.

Mandag 23/2

Sahara MarathonEn meget rolig dag.

Efter morgenmaden tog de tre svenske socialdemokrater på tur. De skulle møde en repræsentant for POLISARIO. Imens de var af sted var jeg til løbspræsentation. Det foregik i et par store telte. Der var en del information om flygtningelejrene og de leveforhold som flygtningene lever under – herunder udfordringerne med fremadrettet at skaffe fødevare nok.
Der blev også fortalt om de projekter som Sahara Marathon støtter på forskellige måde.

Den senere løbsbriefing var i Klubben – et sted a la et forsamlingshus. Der blev informeret på spansk, italiensk og engelsk. Lydanlægget var ikke på arrangørernes side. Da der også blev snakket en del under briefingen fik jeg ikke meget af den. Jeg fik dog fat i, at der er morgenmad klokken 07:00 og at bussen kører ud til startområdet klokken 07:30. Løbet starter 09:30.

Jeg fangede desuden, at løbet er forholdsvis fladt på de første 20 km. Derefter kommer der nogle sandklitter, hvorefter det igen skulle flade ud – og forblive fladt forholdsvist frem til mål.

Tirsdag 24/2

Store løbedag.

Vækkeuret ringede 06:00. Af vi fem løbere der bor samme er vi to der skal løbe maraton – mig og den ene svensker, Juan Pablo, der ikke er socialdemokrat. Han er er sendt af sted af en svensk solidaritetsorganisation.
De tre andre kan sove lidt længere.

Jeg forsøger ikke at lyse på de sovende svenskere med min pandelampe, ligesom jeg forsøger at holde lydniveauet nede.
Med lidt besvær blive jeg klædt på til løbe og for fundet løbeur, vandflasker og hvad jeg ellers skal have med.

Juan Pablo og jeg går gennem mørket. Ned til Klubben hvor der er morgenmad; lyst brød, marmelade og kaffe.

Bussen kører ikke 07:30 som annonceret. Men klokken otte er vi på vej ud af Smara. Ude i horisonten venter eventyret.

Der er børneløb og underholdning (lokal cheerleading) inden start. Jeg bemærker ingen nedtælling, men nu er løbet i gang. Jeg må se at komme af sted.

Der er en fantastisk stemning og support fra befolkningen. Børneløbet er løbet en kilometer ud af ruten og her står børnene nu og hepper.

Der er skyet fra start af, så jeg giver den lidt mere gas end jeg havde tænkt mig.
Selv om solen kommer frem og temperaturen stiger holder jeg tempoet gennem første halvdel af løbet. Det er den flade del hvor der ikke er mange højdemeter. Til gengæld er der masser af sten. Jeg må hele tiden se mig for, men indimellem nyder jeg det fantastiske, åbne landskab.

På halvvejen møder jeg sandklitterne. Farten må ned, men de er ikke så hårde som frygtet. Med korte skridt kan jeg holde mig løbende op ad klitterne. Sandet er grovere end andre steder som f.eks. Jebil National Park, Tunesien. Jeg synker i, men det er til at arbejde med.
Efter klitterne flader landskabet ud. Jeg løber hen over et plato, op ad en stigning. Endnu et plato, op ad en stigning. En ny horisont. Løber hen over paltoet. En ny stigning. Op. En ny horisont.
Sådan fortsætter det ind mod Smara.

Mål! Sub 4 timer.
En bedre tid end jeg havde regnet med. Tanken er også tom. Der er ikke mere at give af. Jeg finder teltet med forfriskninger og indtager lidt mad inden jeg finder brusebadet. Hvis man altså kan kalde det et brusebad. Står med en bruseslange uden brusehoved. En meget svag vandstråle kommer ud af slangen. Vandet er koldt. Det løber ned på gulvet som er dækket af sand og ud af et rustent afløbet.

Efter løbet rejse to af svenskerne tilbage til Europa. Et vigtigt møde i Paris.

25. februar

Sahara MarathonEn stille dag i Smara.

Efter morgenmaden gik jeg ned og så den sahrawiske kulturfestival; dromedarer, håndarbejde og lokal krims krams.

Sidst på formiddagen var der præmieuddeling. Det var pænt festligt med tilråb og jubel. Herefter gik dagen med ingenting – kun afbrudt af børneolympiade.

Nu går solen snart ned og vi er i gang med teen. Mens vi drikker den søde te, fortæller mormoren i familien om hendes flugt fra Vestsahara. Hun kom til Algeriet sammen med hendes far som 10-årig. Tilbage i Vestsahara efterlod de moren og et par søskende.

26. februar

Det er koldt om morgenen. Det tager lidt tid inden solen får fat, men så kommer varmen også. Op ad formiddagen kan man fysisk mærke temperaturen stige.
De par gange hvor jeg har haft mulighed for at tjekke temperaturen har den lagt mellem 25° og 30°.

Det er selvfølgelig ingenting i forhold til hvad temperaturen er om sommeren. Der kommer den over 50°. Så holder de lokal sig indendørs.

27. februar

Bustur.

Enhver nation må have et Nationalmuseum. Det har Vestsahara også – selv om museet i øjeblikket ligger i Algeriet.
Nationalmuseet er ikke stort. Indenfor er alt information på arabisk eller spansk, og der er meget mere tekst end der er udstillingsobjekter. Det er ikke et besøg jeg får meget ud af.

Det er bedre på Krigs- og Modstandskampmuseet. Her er der en guide som på engelsk beretter om den krigen og den lange konflikt.
Desværre har guiden en tendens til at begynde hans tale med det samme han kommer til et interessant lokalitet. Det resultere i at 90% af tilhørerne kun hører afslutningerne af hans beretninger inden han igen haster videre.

Højdepunktet på dagen bustur er transporttiden, hvor jeg kan nyde ørkenlandskabet.

Tilbage hos familien ankommer jeg lige til tetid. De tilbageværende svenske bofæller er ude og lave interviews, så der er ingen til at oversætte.
Efter nogen tid, hvor vi ikke forstår en pind af hinanden, men dog har grinet lidt, kommer en pige fra nabolaget forbi. Hun kan lidt engelsk.
Familien kan endelig spørge om jeg ved hvor svenskerne er – og om jeg ved hvornår de kommer tilbage. Det ved jeg desværre ikke.

Jeg snakker lidt om vind og vejr med den engelsktalende nabopige. Da jeg får drejet samtalen ind på Vestsahara lyser hendes øjne op. Der er ingen grænse for hvor vidunderligt der er i det forjættede land bag Marokkos besættelsesmur.

Det er helt rart med en lokal der taler engelsk, men hun skal desværre hurtigt videre.

Mens solen går ned, bevæger vi os ned til at arrangement i den centrale del af Smara. Her er turisterne i klart undertal. Jeg har mit spejlreflekskamera i hånden og en soldat dirigere min ind foran scenen. Sådan et kamera er billetten til VIP-området hvor der er en smule presse og ellers en masse lokale pinger.

Da vi kommer tilbage til familiens hus, er Malin (den svenske pige som er udsent for et tidsskrift) stadig ikke kommet hjem. De lokale myndigheder har tilgengæld opdaget at hun er væk. Det giver værtsfamilien, der har ansvaret for os, en del problemer.
Malin bliver dog fundet og alt ender godt.

28. februar

Sahara MarathonNationalparade.

Der er mødt mange frem til sahrawiernes nationalparade. På paradepladsen er der adgang for lokale VIP’er og europæiske gæster.
Efter Malins forsvinden dagen dør, vil Mentu (familiens kvindelige overhoved) ikke lade mig ude af syne. Fra staten af paraden står jeg sammen med en masse lokal og det forekommer, at det er vigtigere for dem, end for mig, at mase sig frem til en god plads med et godt view over paradepladsen.

Undervejs under ceremonien ændre Mentu holdning og hun lader mig slippe. Udstyret med et spejlreflekskamera komme jeg godt rundt på pladsen og fotografere paradedeltagerne – selvfølgelig under guidning af lokale vagter og soldater.

Efter paraden er der ørkentur for løberen. Vi kører af sted i busser til et særligt smukt sted. Det er også et flot landskab arrangørerne har fundet til os.

Om aftenen udveksler vi gaver med familien. Det lader til at familiens far og store dreng synes godt om min pakke med Lego.
Mentu gemmer det meste af papir og skriveredskaber til senere brug i skolen.

29. februar

Rejsedag.

Har pakket. Der er ikke så meget at lave. Om lidt drikker jeg den anden kop mælkekaffe. Hvis jeg har taget på er det kaffen skyld. Kaffen laves på en fed mælk – altså helt uden vand.

Jeg glæder mig til at komme hjem og synes at der uoverskueligt langt til Brøndby Strand.

Vi kører fra flygtningelejren Smara i de samme gamle busser som vi ankom med. Affjedringen er på et minimum. Selv på asfalt må hastigheden holdes langt nede. Hestekræfter er der ikke mange tilbage af i busserne. Alting rasler. Vinduerne kvidre. Vinduesrammen ved siden af mig er løs og slår konstant mod busvægen.

Efter en times kørsel kommer vi til checkpunktet, hvor vi forlader det område af ørkenen i Algeriet, som flygtningene fra Vestsahara har “lånt”.
Vores ekskorte udskiftes. De algierske myndigheder overtager ansvaret for vores sikkerhed fra sahrawimyndighederne.

De primitive huse og telte som karakterisere flygtningelejrene ser vi ikke flere af. Nu er der masser af el-master og fabrikker. Vi kommer forbi fodboldstations og kører gennem flotte rundkørsler. Husene har flere etager og selv om det er lagt fra en villakvarter i Nordeuropa, er det en helt anden boligstandart en det vi kommer fra.

Se også:
Besøg i flygtningelejren Smara
Sahara Maraton

Publiceret på sh.newsun.dk 30.04. 2015