Restaurant Fru Berg er en sejlklub-restaurant, som de kendes fra landets mange havne. Restauranten drives af Désirée Berg og har hjemme i Marstal. Her skal vi spise aftensmad, bl.a. fordi der er ærøske pandekager.
Vi har bestilt bord til klokken 18:30, men er i god tid. Vi ankommer en halv time inden, ligesom restauranten åbner. Vi er de første gæster og får en vinduesplads, samt en anvisning om at der er garderobe ude ved toiletterne.
Værtinden virker i første omgang afmålt høfligt, men det viser sig, at hun er ganske lun og professionel.
Restaurant Fru Berg.
Restaurant Fru Berg har til huse i en gammel træbygning, der ser lidt træt ud udefra. Indenfor er alt fint. Væggene er hvide. De har dog ved barområdet fået lodrette blå striber.
Alle bordene er to-personersborde med hvide, blåternede due. De er sat sammen, så de danner to-, fire- og sekspersoneresborde, men kan hurtigt omarrangeres, hvis de ankomne selskaber kræver det. I aften er Restaurant Fru Berg ikke overrendt, så alle borde får lov at stå, som de står. På den side der vender ud mod havnen og havet, er der store vinduer og en god udsigt.
Pandestegt rødspættefilet med friske kartofler, asparges og rejser.
Blandt hovedretterne er der pandestegt rødspættefilet og stjerneskud, som det hører sig til på en havnerestaurant. Der er f.eks. også solskinskylling og ribeye steak.
Én af desserterne er ærøpandekager. Og dem skal vi selvfølgelig prøve. Efter hovedretten, som for mig er en rødspættefilet, skulle man af en eller anden grund ikke være til pandekage, er der andre muligheder som citronfromage og creme brulee.
Priserne er en smule over standard for en sejlklub-restaurant. Til gengæld er madkvaliteten langt over samme standard. Det er den bedste rødspættefilet jeg har sat tænderne i længe.
Ærøske pandekage.
De ærøske pandekager er åbenbart en stor ting. På den lokale dialekt hedder de “løvtens paa´kar”. Ærøske pandekager er gærpandekager, der “løfter sig” når de bages. Ærøske pandekager hører sig til, når der er byfest eller marked på øen. Og så skulle der være lige så mange opskrifter til de særlige pandekager, som der er familier på Ærø.
Nu prøver vi de ærøske pandekager á la Fru Berg. De serveres med rabarberkompot, hvid sukker og is. Der er to pandekager til hver – og alt bliver spist op. Vi er glade, måske lidt for mætte.
En kølige efterårsmorgen. Op ad formiddagen steg temperaturen heldigvis lidt.Morgendis over banen.RUC i morgensol.
Roskilde Universitet (RUC). Et ungt universitet, oprettet i 1972, som aflastning for Københavns Universitet – der har en historie der går tilbage til 1479. RUCs første rektorer var Erling Olsen. I slutningen af 1972 advarende Erling Olsen imod, at RUC kun blive en marxistisk missionsskole.
Gribskov: Nær Kagerup Station ved Maglemosevej står en mindesten. Mindestenen erindre oprettelsen af en skovarbejderskolen i 1948 og katastrofen i 1953, hvor skolen nedbrændte.
Jeg opdagede stenen en dag jeg var ude at løbe i Gribskov. Langs Maglemosevej er der et smalt trail-spor – og der, ved siden af sporet stod stenen. Nysgerrig stoppede jeg op og læste teksten:
“PÅ DETTE STED STARTEDE / UDDANNELSEN AF SKOVARBEJDERE / I ÅRET 1948 / TIL GAVN FOR HELBRED, INDTJENING / SELVVÆR OG FAGSTOLTHED /// SKOVARBEJDERSKOLEN NEDBRÆNDTE EN FORSTKLAR / VINTERNAT I FEBRUAR 1953 /// REJST DEN 3. OKTOBER 1998”
Mindesten for Danmarks første skovarbejderskole.
Jeg erindrede ikke at have hørt om skolen – eller om branden i 1953, så jeg måtte hjem og grave lidt.
Oprettelsen af skolen
Efter krigsårene (1940-1945) var dansk skovbrug sakket bagud. I de store skovbrugslande som Canada og Sverige motorsave, udkørings- og udslæbningsmateriale blevet forbedret. Nye håndredskaber var taget i brug. Skoler var oprettet for at lette arbejdet for skovarbejderne – og for at opnå større effektivitet.
Skovbruget i Danmark trængte til et løft i efterkrigsårene og skovskolen var en del af strategien for at kommer videre. Forbilledet for den danske skovarbejderskole var skovskoler i Norge og Sverige.
28. marts 1948 kunne bragte Social-Demokraten artiklen “Skovarbejderskole i Grib Skov”. Artiklen fortale om de forberedelser som Dansk Skovforening var i gang med, for i samarbejde med Landbrugsministeriet og Dansk Arbejdsmands-Forbund, at etablere en uddannelse for skovarbejder.
“Skovrider J. Abell, Hvidkilde, ved Svendborg, har i Dansk Skovforenings nyligt udkomne Tidskrift skrevet en særdeles interessant Afhandling om den norske Skovarbejderskole, der er opført i Sönsterud i en af Quisling-Regeringens gamle Barakbygninger. Konklusionen af Skovrider Abells Betragtninger er kort og godt denne: Vi bør ogsaa herhjemme oprette en Fagskole for Skovarbejdere, hvor der kan læres alt om Skovning, Kulturarbejder, Vejbygning, Billæsning, Kørsel med Hest og Redskabskundskab. Endvidere bør Skovarbejderne kunne faa Kendskab til Træets Udnyttelse, Skovens Rentabilitet, Flora og Fauna, Beklædning og Arbejdsforhold og meget andet.” (citat: “Skovarbejderskole i Grib Skov” i Social-Demokraten (28. marts 1948)
Senere på året, kom skolen et stort skridt nærmere en virkeliggørelse da Finansudvalget gav tilslutning til skoen. Udgiften til etableringen af skolen blev anslået til 105.000,- kr hvoraf 65.000,- udredes af statskassen. (Kilde: Vestjyden, 27. oktober 1948)
Klip fra “Roskilde Avis”, 1. december 1948.
Danmarks første skovarbejderskole blev indviet tirsdag den 30. november i Gribskov ved Kagerup Station. Barakkerne som skovarbejderskolen blev etableret i, var tidligere anvendt af Arbejdsministeriet til beskæftigelsesforanstaltninger for arbejdsløse. Det første hold elever var dog tyvstarter og var gået i gang med skolens første kursus den 22. november.
Skolens første leder blev skovfoged Ogstrup. I vinterhalvåret afholdt skolen kurser af 4 ugers varighed. Kursussæsonen strakte sig fra midten af september til midten af april.
I 1998 så Tage Ogstrup tilbage på “Skovarbejderskolens oprettelse og første år” i tidsskriftet “DST : dansk skovbrugs tidsskrift”. Ogstrup skrev: “Al opvarmning skete ved brændeovne. Det skulle senere vise sig at være katastrofalt, da skolen i 1953 nedbrændte på grund af en overophedet ovn. Set med nytidens øjne var det primitive forhold, som hverken brandmyndigheder eller arbejdstilsyn ville godkende i dag, Det var dog acceptabelt dengang. Der var en hyggelig skovhuggeratmosfære og en pionerånd over lejren”.
I de tre første år blev der afholdt 16 kurser og 460 skovarbejder gik gennem skovarbejerderskolen ved Kagerup. Det var de færrestes kursister der havde mulighed for at tage hjem i weekenderne, i stedet blev der arrangeret udflugter i omegnen, f.eks. til Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm.
Branden
Ved 1-tiden d. 9. februar brød en voldsom brand ud i skovarbejderskolen. To af skolens træbarakker blev ødelagt. Den ene barak var mandskabsbarakken. De indkvarterede kursister reddede sig ud af føre og vinduer “i yderste øjeblik”, som avisen “Ny Dag” skrev.
“Zonen fra Helsinge blev tilkaldt, men da sprøjten naaede til Kagerup station, kurede den paa grund af det glatte føre gennem muren ind i stations ventesal, saa sprøjten blev knust, men dens tilstedeværelse var forøvrigt overflødig, idet der ikke fandtes vand i vid omkreds. I stedet dængede man sne over skolens øvrige bygninger og redede disse fra at blive antændt.” (citat: “23 skovarbejdere i brændende træbarak i Grib skov i nat” i Ny Dag (9. februar 1953))
De elever der var på skolen da den brændte, blev indkvarteret på den nordiske Lejrskole hvor de færdiggjorde deres kursus.
Skovskolen ved Kagerup blev ikke genopført.
Mindestenen
I forbindelse med skovarbejderuddanelsen 50 års jubilæum i 1998 blev mindestenen sat af daværende miljøminister Svend Auken. Stenen står hvor den første skovarbejderskole stod.
Detaljer på mindestenen.
I 1998 var der tre uddannelsessteder i Danmark: Skovskolen i Nødebo – og skolerne i Løvenholm og Kompedal, begge i Jylland.
Jeg var lidt i tvivl, om jeg turde tilmelde mig. Der var så meget markedføringsbullshittekst på løbets hjemmeside, at jeg overvejede om det var et reelt arrangement eller et scam.
Jeg tog chancen. Jeg meldte mig til. Da jeg ankom til Dragør søndag morgen, var der heldigvis stillet op til et løbsarrangement.
Amarmino-startstenen i Dragør.
Tidtagningen var ikke med chip i skoene/på løbenummer, eller ved manuel tidtagning af arrangørerne ved målstregen. For at få en tid, skal deltagerne downloade Strave og blive medlem af Run Amarminoen by aioss. Tiden bliver så taget med Strava.
Løbet
Amarminoen er en fin og varieret vandrerute tæt på København. Underlaget skifter mellem strand, skovstier, grusvej og asfalteret cykelstier. Det er Amager, så højdemeter er der ikke mange af. Eneste bakke af betydning, er affaldsjordbakken ved Sønderbro Haveforening.
Start/mål er i Dragør ved Amarmino-startstenen. Vendepunktet er ved Amarmino-startstenen i den anden ende af vandreruten, tæt på DR Byen.
Det er køligt fra morgenstuen, men solen varmere stille og roligt Amager op.
Uanset arrangementets beskaffenhed, er Amarminoen, som den er. Jeg kender mine begrænsninger og ved, at jeg ikke er i stand til at ramme Run Amarminoen sprogtone. Derfor har jeg bedt Perplexity og ChatGPT om hjælp:
Løbeturen på Amarminoen er den ULTIMATIVE oplevelse – en uforglemmelig rejse, der starter i det charmerende Dragør og fører dig hele vejen til ikoniske DR Byen – og i dag retur! Denne spektakulære rute er ikke bare en løbetur – det er en NATUROPLEVELSE uden lige, der forener skønheden i Danmarks vilde natur med en udfordrende og alsidig rute!
Amarminoen byder på et svimlende udvalg af terræner, der vil få dit hjerte til at slå hurtigere af både spænding og motion! Kast dig ud i eventyret gennem tætte, frodige skove, galopér over vidtstrakte, åbne marker og sus langs kystlinjer, der tager pusten fra dig med deres storslåede udsigter. Hver eneste kilometer på Amarminoen er en overraskelse – fra den dybe ro i Pinseskovens bløde skovbund til de endeløse, betagende panoramaer over det majestætiske Øresund!
Og som om det ikke var nok – Amarminoen er en OASE af biodiversitet! Løb gennem den enestående Naturpark Amager, hvor du kan være heldig at spotte sjældne vadefugle og farverige andefugle, mens du trækker vejret dybt ind i den rene, friske natur. Denne rute er ikke bare for dine ben, men for hele din sjæl – inspirerende, beroligende og REN magi for både krop og sind! (redigeret citat: perplexity.ai/ChatGPT)
Opsamling
Det har været en usædvanlig weekend. Ikke fordi jeg har løbet to løb på en weekend. Det sker for tit til at være usædvanligt. Det usædvanlige er, at jeg har været til to løbsarrangementer, uden at se kendte ansigter.
Kalvebod Fælled.
I dag var der usædvanligt mange unge løbere sammenlignet med en standard cannnonball-søndag. Det er nok i virkeligheden det, der er med sproget. Jeg er ikke målgruppen for arrangementet. Og det hele kan da godt sætte nogle tanker i gang, omkring Klub 100s ønske om at tiltrække nye og yngre løbere – og samtidig flytte hovedparten af arrangementer over på Facebook. Det hænger ikke så godt sammen.
Tilbage på sporet. Det er selvfølgelig venlige løbere, der er mødt op til dagens tur frem og tilbage på Amarminoen. Vi hilser pænt på hinanden ved overhalinger og ved det modløb, der er før og efter vendepunktet.
På et tidspunkt er der overvældende mange, som hilser på. Jeg undres et øjeblik, indtil det går op for mig, at der løber tre unge piger lige bag mig. Efter at de har overhalet, bliver niveauet af “God tur”, “Godt løbet” og andre hilsefraser mere normalt.
Tunnel under Øresundsbanen.
Jeg kommer i mål i en tid, der svarer til mine forventninger. I dag kunne jeg godt styre tempoet og det var nok meget godt, distancen taget i betragtning.
Run Amarminoen er ikke bondefangeri. Men der er ingen resultatliste, medalje eller diplom. For så vidt, ingen opdatering af resultatet til Deutsche Ultramarathon-Vereinigungs statistikbank. Men jeg fik 54 kilometer i benene, hyggede på turen frem og tilbage på Amarminoen – og der er chili con carne på Badehotellet efter målgang. Det kan noget.
Eventyrsport arrangerer løb forskellige steder rundt om i landet. I dag besøger de Gribskov og så vil jeg da løbe med.
I den lange række af tåbelige løbelege, har jeg fundet på, at jeg vil løbe alle veje/stier i Gribskov (det kommer til at tage noget tid). Derfor har jeg et par gange startet mine løbetur fra Kagerup Station – og jeg kender parkeringsforholdene. Derfor tager jeg toget i dag. Det giver ventetid inden og efter løbet. Til gengæld slipper jeg for det parkeringshelvede, jeg tænker, der opstår.
Jeg ankommer med toget og har masser af tid til at finde Bakkehus, hvor der er start og mål for dagens trailløb.
Bakkehus.
Der er fine toiletter ved Bakkehus og lidt inde i skoven, er start- og målområdet med bagagedrop og startnummerudlevering for dem, der ikke allerede har hentet startnumre i Eventyrsports forretning i Hillerød.
Dorte Dahl introducerer ruten inden start. Det er også hende, der har valgt de stier og veje, vi skal løbe på. Det skal vise sig, at hun er ligeså god til at finde stier, som jeg er, (nogle forstår hvad jeg mener – og ellers må du undskylde, at jeg bliver lidt intern).
Vi bliver sendt ud i skoven til lyden af AC/DC’s “Thunderstruck”. Vi når knapt ud af startområdet, inden vi rammer de små etsporstier.
Det er lidt køligt, men når først vi er i gang, bliver kroppen varm.
Vi løber i skoven syd for Kagerup Station og mellem Gribskovvej og Gribskovbanen. Ind imellem kommer vi ud på de bredere skovveje, men Dorte har været god til at finde de fine spor i Gribskov.
Da det har regnet de seneste dage, er underlaget fugtigt nogle steder. I dag er det tørvejr, der er lidt vind, som vi ikke mærker meget til i skoven, og solen skinner. Varmt er det nu ikke, men vi er også sidst i september, så det er vel forventeligt, at det begynder at være lidt efterårsvejr.
Det første depot passerede jeg ved omkring 3 km. Efter 12 kilometer er det andet depot. Vi er ved Gribsø og efter depotet, fortsætter ruten i skoven på vestsiden af Gribskovbanen.
Ruten er fint markeret med små flag.
Der er lidt flere højdemeter på den anden del af rundstrækningen. Ifølge Garmin var der 132 højdemeter på de første 10 kilometer og 163 højdemeter fra 10 til 20 kilometer. Det føles som om forskellen er større, men det er nok bare fordi benene var friske fra start – og det er de ikke længere.
Vi kommer tilbage til depotet ved Gribsø. Herfra er der kun et par kilometer til mål. Afslutningen er et slalomløb mellem løbere, der er ude på 7 kilometerrunden, og som tilsyneladende ikke har travlt med at komme rundt.
En af dagens forhindringer forceres.
Målgang. Medalje. Proteinbar. Omklædningen er i naturens store fælles omklædningsrum. Kaffekøen er lang, manden ved maskinen langsom og selv om jeg stiller mig i kø i godt tid inden togen kører mod Hillerød, må jeg forlade køen, inden der er gevinst. Så jeg ved ikke om kaffen var god, men det var løbet.
“Navnet Gribskov eller Gripscogh, som det skrives i 1231, fremmaner let tanker om glubende rovfugle. Men formodentlig sigter navnet blot til at jorden har frit kunne “bribes” og tages under plov” (citat: “Danmarks skove” af Henrik Staun og Peter Friis Møller)
Uforbederlige cirkushest i skoven. Genereret med DALL-E.
Jeg uddeler i øvrigt en uforbederlige cirkushest-pin til mig selv. Planen var en rolig tur i et tempo tættere på 06:00 end 05:30. Det ramte jeg helt ved siden af.
Post-Mors: Restitutionsmaraton på Vestegnen. Jeg luntede de første 30 km. Fra 30 til mål ændrede jeg til løb* og gang 5/2. Trætte ben, det er, som det skal være.
Brøndbyskoven ligger mellem Brøndbyøster og Vestvolden. Den første del af skoven blev anlagt i 1952 på Engtoftegårds jorder. Skoven er udvidet siden og strækker sig nu hele vejen til Avedøre Havnevej i øst.
Skoven domineres af bøg, men der er både nåle- og løvtræer i Brøndbyskoven. Ideen med at rejse Brøndbyskoven, var at give Vestegnens flade landskab nogle landskabskvaliteter. Det er da lykkedes.
“Først i 1964 blev Brøndbyskoven åbnet for offentligheden; og det uden megen opmærksomhed, da der var et ønske om at skåne den unge skov for for mange menneskers træden rundt. Skoven var først blevet betegnet “Brøndbyøster Skov”, men til åbningen af skoven var det efter en afstemning i kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune blevet vedtaget at ændre navnet til det lidt simplere navn Brøndbyskoven, som siden har holdt ved.” (citat: “Brøndbyskoven – en guide til historien og naturen : med turforslag” af Tobias Nørresø Haase, 2019)
Mors 100 miles, lige godt 160 kilometer. Øen rundt. Det var weekendens projekt.
Mors 100 miles arrangeres af løbeklubben Pinen og Plagen. Man kunne forledes til at tro, at klubnavnet referere til et par af klubbens trænere. Men mon ikke morsingbo-løberne har hente navnet fra de to færgelejer ved færgeruten mellem Salling og Mors? Pinen på Salling. Plagen på Mors. Ruten blev afløst af Sallingsundbroen i 1978. To af de fem færger, der sejlede på overfarten i 1970’erne hed også Pinen og Plagen.
Friske ben i Nykøbing Mors.
For dem der løber efter podieplacering, er der til Mors 100 miles hovedkonkurrencen på 100 mile. Desuden er der Bjergspurten, Natløbet og Beat the pain.
Bjergspurten er et 1 kilometers stræk med en del højdemeter, sådan omkring 67 km ude på runden. Natløbet er 10 km-løb fra 100 til 110 km, for løber der passerer 100 km efter 21:00, og Beat the pain, det er de sidste 6 km for løber der passerer 155 km efter 06:00.
3, 2, 1, start
Hvornår jeg besluttede at løbe Mors 100 mils ved jeg ikke helt. Men ideen er groet ud af de mange løbere, der glade fortæller om løbet og stemningen på Mors undervejs på de godt 160 km. I lørdags stod jeg der så, på Kirketorvet i Nykøbing Mors, omgivet af 147 andre løbere. Klar til start.
Inden vi får lov at komme i gang, skal vi alle op på scenen og trykke borgmesteren i hånden. Alt til klapsalver fra de fremmødte morsingboere.
Klokken 09:30 blev løbet sat i gang. Som en slags prolog startede vi med at løbe et par omgange i Nykøbing Mors. Efter dobbeltrundturen løb vi ud på landet. Der var mange kendte ansigter, som jeg havde hilst på, på Kirketorvet og de sidste fik et “hej, og god tur”, på runderne i øens hovedby.
Vi er kommet på landet.
Det meste af de første 40 kilometer er i nordlige retning i den østlige side af Mors. Meget landbrugsland og nogle fine stræk langs kysten.
Løbet er skruet sådan sammen, at der er depot for hvert femte kilometer, og langt de fleste løbere har kørende support med. Der var en livlig trafik omkring løbet og særligt på de første depoter var der lidt kaotiske tilstande. Men for hver 5 kilometer bliver der mere afstand mellem løberne og mindre trafik.
Depotet ved 40 og 45 kilometer var samme lokation. Det var vel det sidste småkaotiske depot. Det var et fælles depot, for fra 40 kilometer skal vi ud ad odden til Feggesund havn og tilbage igen. Feggesund havn er rutens nordligste punkt og da jeg drejer rundt ved færgelejet, sagde jeg til et ældre ægtepar, der betragtede løjerne, at nu skulle jeg bare hele vejen ned til sydenden og tilbage til Nykøbing: De replicere med, om jeg dog ikke vil låne deres bil?
Skarrehage.
Der er en forbundethed mellem løbet, løberne og Mors og lokalbefolkningen. Der var overraskende mange morssingboere ude og heppe. I mange landsbyer er der morgenbord med rundstykker og kaffe, hvor lokalsamfundet mødes. De snakker. De hygger. De hepper – på os, lidt underlige typer, der synes det er en fornøjelse at løbe 160 km rundt på deres ø.
It is easy until it’s not
Godt nok afvikles Mors 100 mils i september. Men det var en varm septemberdag. Særlige eftermiddagen var højsommervarm. Jeg kunne godt se, at pulsen røg op, hver gang landskabet gik lidt opad. Selv om jeg gik lidt mere opad bakkerne og forsøgte at holde et fornuftigt væskeindtag, ramte varmen. Lige præcis hvornår krisen begyndte ved jeg ikke. Men ved Djælvebakken hvor der var indlagt en bakkespurt, var jeg urimelig tung. Og ved depotet på 75 kilometer var der nærmest udsolgt. Bum.
På vej op ad Djævlebakken. Foto: Mette Jensen.
Uklar i hovedet og med en mave der lavede ballade, måtte jeg gøre noget. Jeg besluttede at gå de næste 5 kilometer. Afsted gik jeg, med overkroppen i noget der lignede mountain pose, en lang pilatesnakke med dobbelthager og med fokus på vejrtrækningen. Det må have set pudseløjerligt ud.
Det blev til 3 kilometers gang, så var jeg mentalt tilbage igen, maven var blevet roligt og jeg kunne stille og roligt sætte i løb . Jeg var mentalt, hvor jeg skulle være resten af turen, men tempoet fandt jeg aldrig igen, så sluttiden blev noget fra det, jeg havde drømt om inden start.
Halvvejs. Foto: Mette Jensen.
Omkring mig var der fester. Rundstykker og morgenkaffe var skiftet ud med fælles grill og fadøl. Når folk klapper og hepper, siger jeg gerne “tak”. En enkelt gange kom svaret: “Selv tak, så har vi en undskyldning for at drikke øl”. Morsingboerne greb i stor stil anledningen til at holder lokale fester, til glæde for os der løber, men sikkert også godt for det lokale sammenhold.
Ud i natten
Jeg kan godt lige at løbe i mørket og opleve landet i pandelampens skær. Og natten på Mors blev lige så fantastisk, som jeg havde håbet. Et sted ude i natten ventede Natløbet, hvor alle løbere fik spillet deres musikønske ved målstregen.
Aftenstemning. Foto: Kim Vester Bol.
Jeg havde valgt Finntroll’s Solsagan. Det nummer kan noget, for de 3-400 meter hvor jeg løb til Finntroll, kom der lidt fart i benene og jeg gav horns til Mors.
Finntroll ved 110 km var det første musik, jeg hørte på turen – ud over hvad der nu var ved byfesterne. På 115 km-depotet fik jeg min mp3-afspiller. Jeg havde skiftet min vanlige løbemusik ud med Wardrunas Runaljod-triologi, hvor der i musikken er natur og naturlignende lyde. Det gjorde ikke natte mindre magisk.
Godt 10 kilometer igen. Foto: Mette Jensen. Ben: Jens Mogensen.
Morgenstund
Som en del af den langsomme ende af feltet fik jeg også morgenstunden med. Det var meget heldigt at lyset kom. Jeg havde ikke løbet længe i morgenlyset, da min pandelampe begyndte at vis tegn på, at den ikke kunne mere.
Jeg var inde på den sidste del af rundstrækningen. “Desserten” som en anden løber kaldte det. En stejl tur op gennem skoven ved Sallingsundbroen. Det gik pinligt langsomt fremad, men på den anden side, var jeg kommet så langt, at jeg var sikker på at komme i mål.
Efter bakkerne ved broen ventede et langt lige stykke ind gennem Nykøbing Mors. Jeg var der mens byen vågnede. Morgenfriske håndværkeretyper kørte ud af byen. Der var kø ved bageren og jeg hilste “god morgen” nogle gange, inden jeg drejede ned ad Kastanie Allé for at komme ned til vandet og til løbets sidste stykke hen mod mål.
I mål. Foto: Mette Jensen.
Og selv om det sidste stykke syntes lang, kom jeg i mål, hvor der var hyldest og kærlighed. Da jeg havde krydset målstregen, fik jeg lov at sidde i en stol, drikke en cola, betragte de næste par løbere der kom ind og blive lidt fugtig om øjnene.
Epilog
Første og fremmest en stor tak til Andreas og Mette for deres tålmodighed med mig og for at yde en uerstatteligt støtte og support på alle depoterne. Tak til alle morsingboerne for deres engagement. Det gøre Mors 100 miles til noget ganske særligt.
Det bedst tænkelige support-team.
Der var mange små oplevelser og læringer på turen, som ikke er kommet med her. Jeg lærte blandt andet, at det ikke altid er sjovt at overhale en anden løber. Ikke når vedkommende har krampe i begge ben og desperat forsøger at regne ud, om han kan nå tidsgrænsen hvis han går de sidste 70 kilometer. Jeg vil langt hellere have han et godt stykke foran mig, så jeg aldrig skulle overhale ham.
På positivsiden var der meget. Blandt andet det ældre ægtepar der nussede rundt i forhave ved deres hus i Sønderby og hilste på alle løbere. Jeg tænkte det var langt over deres sengetid, men det var super hyggeligt at de var der, langt ud på de små timer.
Varmen var desværre hård ved mange og 44 deltagere måtte trække sig undervejs. Af uransagelige årsager var der 9, der ikke mødte op til start lørdag morgen.
Der er start og mål ved Det Gule Ishus. Løbets afholdes på ishusets sidste åbningsdag, inden der lukkes ned for vinter.På stranden er der mulighed for at vaske skoene – eller tage den stenede vej.I Tisvilde Hegn.
Aalborg maraton er et nyt maraton-setup arrangeret af et par lokal idrætsforeninger. Vi har taget turen fra Hillerød, så vi kan få hakket Aalborg kommune af på kommunemaratonbingopladen.
Vi vågner på det lokale Danhostel, som har adresse på samme matrikel, hvor der er start og mål: Skansen Idrætscenter på Lerumbakken. Det giver en sjældent rolig pre-løbsmorgen. Desværre serverer Danholstel Skansen morgenmad for sent på formiddagen i forhold til starten på maraton. Vi klarer os med medbragt müsli og hurtigkaffe.
Opvarmning inden start.
Ude af dynerne og i løbetøjet, begiver vi os på jagt efter startnumre. Dem finder vi i en af idrætscentrets haller. Vi har tid til at hilse på løbevenner, inden vi begiver os op til startområdet, hvor vi springer den fælles opvarmning over.
Vi hører ikke så nøje efter hvad der bliver sagt, og da løbet går i gang, er der ingen af løberene omkring mig, der ved om vi skal følge de røde eller de gule flag. Jeg følger flokken og næste gang jeg tænker over farven på markeringsflagene, er der kun én farve at vælge mellem.
Jeg er ud på en halvmaratonrunde med start og mål i Nørresundby. Løbet startede midt oppe ad Lerumbakken. Lerumbakken er rundstrækningens eneste mærkbare højdemeter.
Nu løber vi rundt i Nørresundby ad villaveje og cykelstier. Det sidste stræk, inden vi skal over til Aalborg ad jernbanebroen, løber vi langs fjorden. Lige inden broen er rutens første depot med vand og frugt.
Ud af startområdet og op ad Lerumbakken.
Søndenfjords fortsætter ruten omtrent 3 kilometer mod vest. Her er havnemiljø og nogle fine strækninger langs Limfjorden. Efter Marina Fjordparken drejer ruten ind i landet. Vi løber ad stier og småveje ind til 12 km, hvor vi rammer Peder Skrams Gade.
Peder Skrams Gade følger vi en lille kilometer, inden vi løber ned på havnepromenaden, som vi følger et godt stykke mod øst. Ved Aalborghus drejer vi omkring og følger Slotspladsen/Strandvejen til Limfjordsbroen, som vi passerer.
Tilbage i Nørresundby nærmere vi os afslutningen på omgangen. Det er ikke de meste interessant kilometer på rundstrækningen.
For at få kilometer nok til at maraton, må jeg det hele igennem en gang til.
Ad en cykelsti i Nørresundby.
Aalborg
Aalborg er Danmarks fjerdestørste by og er uddannelses-, erhvervs- og kulturelt centrum i Nordjylland.
I Aalborg kommune er der 223.174 indbyggere og de har 1.137,50 km² at boltre sig på. Til sammenligning har Københavns kommunes 659.350 indbyggere 90,90 km² til deres rådighed indenfor kommunegrænsen. Det giver en befolkningstæthed (indbyggere på km²) på 196 for Aalborg og 7.254 i København.
Over jernbanebroen til Aalborg.
Aalborg by gennemskæres af Limfjorden. Jeg har ladet mig fortælle, at dem der bor søndenfjords ikke mener, at de der bor nordenfjords, er helt rigtigt skruet sammen. Sådan er det tit med lokale forhold, hvor f.eks. de der bor syd for motorvejen ved Ringsted mener, at den er lidt gal fat med dem, der bor i Benløse nord for motorvejen.
Både dem der bor norden- og søndenfjords i Aalborg er underlagt den socialdemokratiske borgmester Lasse Frimand Jensen. Ud over borgmesteren, er der 6 rådmænd i Aalborg kommune: Nuuradiin S. Hussein (A), Jan Nymark Thaysen (V), Morten Thiessen (C), Jens Lunde (B), Anna Aaen (Ø) og Kristoffer Hjort Storm (Æ).
Ved strukturreformen i 2007 blev Hals, Nibe og Sejlflod kommuner indlemmet i Aalborg kommune.
