Tag-arkiv: idrætshistorie

Det første terrænløb i Danmark

Trailløb er blevet populært i de seneste år. Men det er selvfølgelig ikke noget nyt at løbe i terrænet og i mange år har atletikken haft sit cross-løb. Det første danske terrænløb blev arrangeret i 1896 nord for København.

Handelsstandens Gymnastikforening arrangerede sammen med Københavns Fodsports-Forening og Københavns Roklub til det første danske terrænløb: Fortunløbet. Til det første år med en rute der løb fra Fortunen forbi Peter Liep og via Hjortekær tilbage til Fortunen.

Fortunløbet: Foto: Hold-Terrænløbets Historie gennem 25 Aar. KIF, 1920.

Inspiration til løbet kom fra England, hvor cross-country-running var populært. En disciplin der derover kan spores tilbage til 1837.

Handelsstandens Gymnastikforening vurderede ikke at løbet var ikke noget større succes, hvorfor foreningen efterfølgende koncentrerede sig om gymnastik- og svømning som var det foreningen dengang have på deres faste program.

Københavns Fodsports-Forening (i dag kendt som Københavns Idræts Forening) var mere positive og fortsatte med at arrangere Fortunløbet.
Løbet blev voksede og blev et vigtigt indslag på den danske idrætskalender. Løbet overlevede i 42 år og blev altid afholdt tredje søndag i marts.

Det første terrænløb blev afviklet 15. marts 1896 med start klokken ti. Om løbet kan følgende læses i Hold-Terrænløbets Historie gennem 25 Aar af K. Jensen (Kbh., 1920): “K. F. F. udsatte et Vandreskjold, der skulde vindes to Gange, og de 4 Hold à 6 Mænd havde følgende Points: K. F. F. 46, A. I. K. 66, Freja 93 og Handelsstandens Gymnastikforening 95. De 24 Mand løb Distancen i Tider fra 34 Min. 52 Sek. til 57 Min. 11⅖ Sek., et ret godt første Forsøg. Men Tidtagningen var upraktisk, idet der startede 1 Mand fra hvert Hold ad Gangen med 2 Min. Mellemrum mellem hvert Heat. Saaledes at tage Tid for hver enkelt Deltager vilde jo nu forlængst være en praktisk Umulighed, og den blev allerede forladt næste Aar, men den kunde gaa med de 24 Deltagere, blandt hvilke Konkurrencen ikke var videre skarp og formedes sig som en gemytlig Styrkeprøve.”

Det første danske terrænløb. Fra: Festskrift ved Handelsstandens Gymnastikforenings 50 Aars Jubilæum 28. April 1930. HG, 1930, side 59.

Wikipedia: Fortunløbet

En bog om maraton

De fleste løbebøger der kommer på det danske bogmarkedet er træningsvejledninger af varierende kvalitet.
Det er sjældnere, at der kommer bøger som behandler løbet som fænomen. Derfor blev jeg glad, da forlaget People’sPress annoncerede udgivelsen af “Sidste tog til Boston”, en bog om maratonløbets historie.

“Sidste tog til Boston” er skrevet af journalist Tonny Vorm, der selv er en habil løber. Han er cand. mag i engelsk og har tidligere udgivet bøger om bl.a. cykling og spansk fodbold.

I “Sidste tog til Boston” giver Tonny Vorm sin version af maratonets historie. Til bogen har forfatteren interviewet en rækker personligheder fra den danske og internationale maratonscene, men det er stadig velkendte maraton travere, som legende Emil Zátopek, joggingbølgen der begyndte at rulle i 1960erne, kvindernes kamp for deltagelse (i blandt andet Boston Marathon) og det afrikanske mirakel der igen fortælles.

Bogens højdepunkt er beretningen om de danske maratonløbere de i 1970erne og 1980erne havde talentet og mentaliteten til at gøre sig bemærkede på den store scenen.’

Efter at have læse bogen, har jeg overraskende lidt at sige om den. Den er let tilgængelig og underholdende skrevet, men jeg synes ikke jeg får meget nyt med, som ikke allerede er fortalt andre steder. Måske er bogens berettigelsen, at være en god opsummering af maratonløbets historie set fra et sted i Valby.

Bagerst i bogen er en litteraturliste med de kilder forfatterne har anvendt – altså ud over hans egne interview. Herfra er det muligt at bevæge sig videre ud i løbelitteraturen.

Vorm, Tonny
Sidste tog til Boston : Maratonløbets historie. People’sPress, 2017. 302 sider. ISBN: 978-87-7108-006-3.
DK5: 79.61

Bibliotek.dk: Sidste tog til Boston
Wikipedia [da]: Tonny Vorm

Omfattende bog om løbets historie

Jeg har læst en løbebog. Den handler ikke om det seneste, banebrydende træningsprogram. Men den er god.
Bogen “Løb gennem tiden” af Thor Gotaas en en omfattende bog om løbets og løbernes historie
.

Bogen starter tæt på nutiden med 1700tallets og 1800tallets løbere, der bragte beskeder rundt mellem andelshusene og de europæiske hofferne. Herefter bevæger forfatteren sig længere tilbage i tiden.

Vi kommer forbi Inkarigets løbere der bragte fisk til Inkaen. Og så er det som om at man for tiden ikke kan skrive en bog om løb uden at nævne Dennis Bramble og Daniel Liebermans evalutionsteori, med tesen om langdistanceløbet som en del af jagten, var eksistentielt for at vores fjerne forfædre udviklede sig til det moderne menneske. Her er teorien også med selvom det ligger noget før historisk tid – sådan cirka 2 millioner.

Thor Gotaas kommer hurtig tilbage fra den fjerne fortid og vi havner hos oldtidens græske løbere og nøgne atleter der dystede til de klassiske olympiader. Via Romerriget bevæger vi os frem i tiden.

Forfatteren er norsk og har et europæisk udgangspunkt når han kigger tilbage på løbets historie. Men som med Inkarigets løbere formår han at se ud over det eurocentriske og fortæller f.eks. om løb i Kina og Indien. I Indien havde man budbringersystemet Dak Harkara. Dak = post/brev og harkara = løber. Løberne havde status som helte og der blev skrevet digte til deres om deres bedrifter.

Løb og løbere løber i deres samtid. De mange sider om løb i Europa gennem de sidste 500 år er såled også et billede på forskellen mellem de europæiske lande, deres traditioner. Løbets historie er også historien om Europas politiske og idemæssige udvikling.
Et eksempel er de mange kvindeløb der var almindelige i England gennem flere generationer – også løb på lange distancer. Men med Victoriatidens syn på kvinden som svag var det slut med løb og kapgang for kvinder.

“Løb gennem tiden” er historien om meget andet end løb. Det er også historien om hvordan vi har set os selv som mennesker, med de fordomme der har været til forskellige tider og de fejlslutninger er altid ligge indgroet i et religiøst verdensbilled.
Norden, Skandinavien, Europa fylder meget i “Løb gennem tiden”, men det er stadig det løbende menneskes verdenshistorie.

Thor Gotaas har en levende fortællestil som er læseværdig. Selv i disse 140-tegns-tider bliver de 559 sider overkommelige.

Er du interesseret i løb, sådan ud over træningsprogrammer og almen motion er “Løb gennem tiden” værket – i hvert tilfælde på det danske bogmarked.

Gotaas, Thor
Løb gennem tiden. Don Max, 2015. 559 sider. ISBN: 978-87-93166-97-4.

Bibliotek.dk: Løb gennem tiden
Wikipedia [no]: Thor Gotaas

Inkarigets løbere

I Inkariget var løbere vigtige, så vigtige at de fik samme løn som borgmestre. Løberne blev kaldt chasquis der betyder noget a la “at give og at tage”.

Inkariget havde et veludbygget vejsystem som strakte sig ud til alle egne af riget. Overalt var der rastepladser hvor løberne ventede. Når en trætte løber kom videregav denne beskeden til en fris løber som løb til næste rasteplads.

Løberne bragte kommunikation rundt i riget. Efterretninger kom ind til Cuzco og Inkaen. Ordre og beskeder blev bragt fra centrum til alle rigets afkroge.

Da Inkariget var størst lå dets fjerneste hjørne 1.500 km fra Cuzco. Løberne kunne bruge et besked dertil på frem dage. Det er hurtigere end når PostNord skal bringe et brev fra København til Ringkøbing.

Fotoet fortæller: OL 1936 – maraton

maratonFor mine kollegaer på biblioteket er jeg ham der løber lidt længere og mere end de fleste. Så da et gammel foto med nogle løbere dukkede op under en oprydning, endte billedet hos mig.

Billedet – eller retter billederne – forestiller fem løbere der er ved at løbe fra feltet.

Der er tale om to næsten ens foto side om side. Havde jeg de rette briller fra Raumbild-Verlag Otto Schönstein, ville jeg kunne få et 3d-effekt ud af at se billederne med brillerne på, monteret i den rette afstand fra øjnene.

På bagsiden afslører teksten at fotoet er fra starten af maratonløbet afholdt ved OL i Tyskland 1936.

De olympiske Sommerlege 1936 var de elvte moderne Olympiske Lege. Legene blev afholdt i Berlin fra den 1 august til den 16 august 1936. Maratonløbet blev løbet den 9. august.

Olympianden havde stor propagandaeffekt for de nazistiek magthavere der isenesatte legenede på en helt ny måde. Et eksempel herpå er Leni Riefenstahls dokumentarfilm “Olympia” som i to dele 1. “Fest der Völker” og 2. “Fest der Schönheit”. Det var den første film der anvendte avancerede filmteknik med usædvanlige kameravinkler, ekstreme close-ups og andre teknikker som senere indgik i filmproduktionen som en del af de værktøjer instruktørerne kunne gribe til.

Som en del af iscenesættelsen blev en fakkel med den olympiske ild for første gang bragt fra Olympia i Grækenland til olympiadearrangementet i Berlin.

Maratonløbet ved OL 1936 havde start og mål på det Olympiske Stadion. Ruten gik omkring Grunewald hvor løberne løb et halvmaraton ud til et vendepunkt, vendte og løb samme vej. Starten gik fra 100 meter startlinjen på det Olympiske Stadion.

Løbet blev vundet af koreanske Sohn Kee-chung, mens britten Ernest Harper kom ind på andenpladsen. Deres tider var 02:29:19 og 02:31:23. Korea var på dette tidspunkt besat af Japan. Vinderen Sohn Kee-chung står derfor opført som japaner og under det japanske navn Son Kitei.

In the Marathon race, Zabala, the Los Angeles victor, was forced to withdraw before the first part of the course had been covered. Son (Japan) and the Englishman, Harper, ran side by side for a considerable distance, but after 35 kilometres the Japanese runner left Harper behind and continued alone to win the event in 2:29:3 hours. The second place went to Harper, who was followed by the Japanese runner, Nan.
(citat: The XIth Olympic Games Berlin, 1936 : Official Raport, side 606)

Da den japanske nationalmelodi blev spillet ved sejrsceremonien bøjede Sohn Kee-chung hovedet i skam over at han måtte stille op som løber for besættelsesmagten.

Danmark havde en løber med, Anders Jakob Hartington Andersen. Han kom i mål som nummer 25 i tiden 02:56:31.

Tilbage til billedet som kollegerne fandt under oprydning. Bag på billedet er lidt tekst. Først en overskrift: “Die Olympischen Spiele 1936” efterfulgt af billedets titel “49. Berlin, Wettkämpfe: Marathonläufer kurz nach dem Start”, altså er det maratonløbere kort efter starten. “49” antyder at billedet har været en del af en serie af 3d-fotos.

Blandt de øvrige information på bagsiden er udgiverens navn: Raumbild-Verlag Otto Schönstein. Forlaget gjorde sig i historiske fotos, men forlaget var også en integreret af det 3. Rige og udgav fotoserier der forherligede det nazistiske Tyskland.

For det historienørdede er her et link til den officelle olympiske rapport The XIth Olympic Games Berlin, 1936 : Official Raport : Volume I  (pdf), side 6-637. – Volume II (pdf), side 642-1223.
Ruten, fotos, resultater og mellemtider fra maratonløbet s. 644-647
Indholdsfortegnelse side 1221-1223

Oprøret i Parken

x00000492Hans Bonde har skrevet en ny bog om dansk idræt under besættelsen. Den nye bog, “Oprøret i Parken”, bygger på materialet fra “Fodbold med fjenden”. Omdrejningspunktet i “Oprøret i Parken” er det oprør fra neden, der fik samarbejdet mellem de danske idrætsorganisationer og Nazityskland til at vakle.
Denne tekst er et copy&paste fra Modkraft Kultur.

“I går udsendte den tyske radio og D.N.B. til hele verden et referat af fodboldlandskampen mellem Danmark og Tyskland. Det var med sand fryd i stemmen, at tyskerne kunne udblæse deres budskab, kun alt for tydeligt kunne man mellem linjerne læse dennes sejrsmelding: Se, hvor glade danskerne er for os tyskere, selv under de nuværende forhold kommer de her til Tyskland for at spille fodbold med os i ædel kappestrid… Se, hvor Tyskland holder sportens internationale fane højt, ja, og se, hvordan ’die dummen Dänen’ stadig er villige til, at lade sig udnytte fromt og uskyldigt i den tyske nazismens tjeneste”, rapporterede den danske nyhedsoplæser på BBC, efter det danske landshold havde spillet landskamp i Dresden den 16. november 1941.

Citatet viser med al tydelighed, hvordan det danske sportssamarbejde med tyskerne blev opfattet i “den frie verden”. Og som historiker Hans Bonde dokumenterer i “Oprøret i Parken”, indgik det sportslige samvær som en vigtig del af tyskernes propaganda – både indad- og udadtil.

“Oprøret i Parken” er historien om, hvordan DIF først lod sig presse til at spille med tyskerne. Ud over at fortælle historien om, hvordan DIF gav efter for tyskernes ønske om landskampe og fælles idrætsstævner, anskueliggør bogen også samarbejdespolitikkens dilemma. Hvordan kan man opretholde samarbejdet med besættelsesmagten, uden at blive set som en tyskervenlig stat overfor omverdenen?

Norsk idræt handlede helt anderledes. Hvor tyskerne nærmest uhindret kunne besætte Danmark, kom det til hårde kampe i Norge. Den danske elite satsede på samarbejdspolitik. Dette samarbejde forgrenede sig fra højeste plan og ned gennem samfundet. Og altså også ind i idrættens verden.

I Norge blev der indsat en regering af tyskerne og de norske sportsorganisationer blev nazificerede. Den nazistiske overtagelse i Norge førte til et sportsboykot, så det kun var kollaboratører, der stillede op til stævner under 2. Verdenskrig.

I Danmark var der ingen boykot – ud over den som tyskerne satte ind overfor jødiske idrætsudøvere. Men der er dog et lyspunkt i besættelsens første år – før modstanden groede frem i Danmark. Det kom bare ikke fra sportens organisationer.

Grundlovsdag 1941 spillede den østrigske mesterklub Admira mod et udvalgt hold fra Stævnet. Godt 12.000 tilskuere overværede kampen i Københavns Idrætspark. Blandt dem var en del tyske soldater. Inden kampen heilede det tyske publikum til spillerne, hvilket skabte vrede blandt de danske tilskuere. Østrigerne scorede det første mål efter 1. minut og dominerede kampen, som de vandt 4-1. Kampens gang satte det tyske publikum i højt humør, og tyske tropper fra Luftwaffe var flittige med deres medbragte tudehorn.

Mod kampens afslutning opstod der bataljer på tribunerne, som blandt andet fik soldaterne fra det tyske luftvåben til at fortrække til deres busser ti minutter før kampen sluttede. Da dommeren fløjtede af, stormede danske tilskuere banen, og der blev kastet med sten efter de tyske soldater. På et tidspunkt fik tilskuerne presset en flok tyske soldater sammen. Da trak soldaterne deres bajonetter. Det danske politi forsøgte at ligge sig imellem, men fire soldater og ti danskere måttet efterfølgende på skadestuen.

Tilskuerne viste, at det ikke var alle i landet, der var begejstrede for de heilende “gæster” fra syd – og den kollektive aktion kastede grus i det dansk-tyske idrætssamarbejde.

“Oprøret i Parken” er spændende læsning. Bogen anskueliggør det dilemma, det er at være besat af en overmagt. Skal man samarbejde eller forsøge at passe sig selv, eller yde modstand – eventuelt med våben. Omend irakerne i dag ikke står overfor nazister, må de stå i et lignende dilemma. Væbnet modstand mod besætterne synes håbløs. Hvor langt kan man så gå i samarbejdet med besætterne uden at blive kollaboratører?

Denne parallel til nutiden drager forfatteren dog ikke. Han trækker i stedet nogle paralleller op til nutidens Olympiader, særligt det seneste i Kina. Og bogen viser da også, at sport og politik ikke kan adskilles – hverken i krigstid eller fredstid.

Hans Bonde: Oprøret i Parken : Dansk idræt under hagekorsets tegn. Syddansk Universitetsforlag, 2008. 283 sider. ISBN: 978-87-7674-298-0.

Stævnet var et samarbejde mellem de store københavnske klubber. Stævnet arrangerede kampe mellem udenlandske hold og et hold bestående af udvalgte spillere fra Stævne-klubberne. Under 2. Verdenkrig var følgende klubber en del af Stævnet: B 93, KB, AB, B 1903 og BK Frem.

Kilde: Modkraft Kultur : Modkultur. 15. november 2008

Fodboldhistorie

fodboldhistorieSommerlæsningen. Superligaen er lukket ned. Folketinget er gået på sommerferie, industriferien nærmer sig og når VM er overstået, går der for alvor agurketid i pressen. Det er et godt tidspunkt at skifte nyhedsmedierne ud med noget så gammeldags som bøger – og fordybelse. Syddansk Universitetsforlag udsendte for nylige bogen Fodbold : En kort verdenshistorie af Jørn Hansen. Den er velegnet til stranden, skoven, eller sydhavsøen.
Denne tekst er et copy&paste fra Alle Hader Os.

Idrætshistoriker Jørn Hansen er ansat Institut for Idræt og Biomekanik (Syddansk Universitet) og har tidligere publiceret bogen Ringene samles : En fortælling om den olympiske bevægelse.

The beginning

Før den moderne fodbold var der folkefodbold. Det var et noget anderledes spil og var ildeset af kirken og datidens elite. Spillet blev f.eks. udkæmpet mellem to landsbyer – og var noget voldsommer end det vi ser på stadion i dag. Den uruguayske forfatter Eduardo Galeano har skrevet følgende om folkefodbold, som det tog sig ud før industrialiseringen og fremkomsten af den moderne middelklasse og arbejderklassen: “Fodboldspillet, som allerede hed sådan, efterlod i stribevis af ofre. Man kæmpede i bunkevis, og der var ikke nogen begrænsning på antallet af spillere eller på tiden eller på noget som helst andet. En hel landsby sparkede bolden imod en anden landsby og skubbe den med spark og knytnæveslag frem mod målet, der dengang var et fjernt møllehjul. Kampene strakte sig over flere mil, over flere dage, og på bekostning af adskillige liv.” (Citat: Fodbold : Forfattere om fænomenet fodbold. Gyldendal, 2002. Side 13-14.)

Det var en noget mere poleret sport, som middelklassens unge dyrkede på de kostskoler hvor de blev uddannet. De skulle forberedes til livet og kampen om magten, som aristokratiet langsom mistede. Fodbolden var blevet en gentlemansport med regler og faste rammer. Den blev brugt opdragende og opbyggende. Idealerne var høje, men spillereglerne varierede fra skole til skole. For at ensarte reglerne blev Football Association (FA) stiftet i 1863. Herefter kunne spillet langsomt sprede sig til det europæiske kontinentet, Sydamerika og med tiden til hele verden.

I bogen beskriver Jørn Hansen spillet udvikling og hvorledes det breder sig ud over kloden. Det er spændende læsning. Fodbolden sættes ind i et større kulturelt og politisk perspektiv. Forfatteren forklarer hvorledes imperialismen, Verdenskrigene, fascismen og økonomien har påvirket og brugt fodbolden.

DK i front

Rammen er international, men dansk fodbold og DBU inddrages i bogens fortælling. Danmark og KB var med som nogle af de første på kontinentet. Dansk fodbold spillede en ikke uvæsentlig rolle i udviklingen af fodbolden og senere FIFA.

I begyndelsen af 1900-tallet var England og Danmark stormagterne i fodboldverden. I 1908 udspillede det danske landsholdet franskmændene med en sejr på 17-1. Sophus Krølben Nielsen scorede 10 af målene. Det var til OL i London. Danmark kom i finalen og tabte 2-0 til England. Der var skred i sagerne, men amatørismen og idealerne var stadig i højsædet.

DBU var indædte modstandere af professionel fodbold. I mellemkrigstiden gik Danmark enegang. Af ren idealisme holdt DBU og dansk fodbold sig væk fra internationale turneringer. Uruguay overtog rollen som verdens nummer ét. Først i 1970erne erkender DBU virkeligheden og opgiver amatøridealet og tillader professionelt fodbold.

VM & FIFA

Efter en årrække, hvor FIFA havde overladt ansvaret for de internationale mestermesterskaber til IOC og den olympiske bevægelse, blev det første regulære VM afholdt i Uruguay i 1930. Værtsnationen vandt finalen over Argentina med 4-2. Det første VM indeholdt alt det, som senere verdensmesterskaber på godt og ondt er kommet til at indeholde: “Politisk manifestation for værtslandet, internationale kampe i en nationalistisk iscenesættelse, sportsturisme i form af skarer af tilrejsende tilskuere, skandalekampe, jubelscener og stjernespillere. Hvad det sidste angik, blev José Leonardo Andrade, præcis som ved OL to år før, betegnet som den bedste spiller. Økonomisk gav turneringen et pænt overskud, FIFA fik sin andel, og Uruguay kunne dække de deltagende landes udgifter. FIFA havde oprindelig udtænkt VM som en begivenhed, der skulle styrke de internationale bånd, men i Sydamerika så man, hvorledes den nationale egoisme vandt, og på dette område må man med bagklogskab sige, at de daværende DBU-ledere fik ret i deres værste forudsigelser. Der blev ikke knyttet ret mange ‘Broderband’ mellem spillerne og tilskuerne fra de forskellige lande. Bedre skulle det ikke blive ved det to næste VM i Europa.” (Citat: Hansen, Jørn. Fodbold : En kort verdenshistorie. Syddansk Universitetsforlag, 2006. Side 101-103.)

Det næste VM blev afhold i det fascistisk Italien, hvor den fodboldglade diktator og Lazio-tilhænger Benito Mussolini sørgede for den økonomiske opbakning. FIFA’s uheldige evne til at overlade værtskabet til fascistisk diktaturer har gentaget sig, seneste i 1978 hvor Argentina var vært og vandt.

Global football

Jørn Hansens beretning går helt op til nutiden, hvor fodbolden for alvor er blevet global – og ikke primært er en anlæggende for Europa og Latinamerika: “Fodbold i den globale underholdningsindustri er i dag så vigtig en størrelse, at pengeinteressenter står i kø for at komme til. En af de 15 hovedsponsorer til VM i Tyskland, bilfabrikanten Hyundai, der siden 1999 har haft et tæt samarbejde med FIFA, og som var en af hovedsponsorerne ved VM 2002, har således ved VM i Tyskland sikret sig eneretten til at levere biler til både FIFA’s delegation, til de mange spillere, trænere og tusindvis af mediefolk. Ved VM i 2002 betød aftalen, at Hyundai leverede 1.053 biler til sponsorbrug, og ved VM i Tyskland betyder det bland andet, at Franz Beckenbauer, der ellers har en sponsoraftale med Audi, ved alle arrangementer skal køre Hyundai. Under VM må tyske biler som VW og Mercedes Benz blive i garagen, mens biler fra Sydkorea tager over.” (Citat: Hansen, Jørn. Fodbold : En kort verdenshistorie. Syddansk Universitetsforlag, 2006. Side 186-187.)

Det er fodboldens verdenshistorie kogt ned til et par hundrede sider. Der tegnes med den store pensel. De historier der fortælles er udvalgt af forfatteren og er dem han synes er mere vigtige i et større kulturelt og politisk perspektiv.

Fodbold : En kort verdenshistorie er en god og spændene fremlægning af den moderne fodbolds historie. Bogen er proppet med viden og krydret med anekdoter. For det danske marked, er det noget så sjældent som en kritisk fremstilling af historien.

Hansen, Jørn
Fodbold : En kort verdenshistorie. Syddansk Universitetsforlag. 206 sider. ISBN: 87-7674-093-5.
Med litteratur- og kildeliste og et navneindeks.

Kilde: Alle Hader Os. 16. juni 2006.

Retrolæsning: Brøndby IF

En lørdag eftermiddag kom jeg til Brøndby for at se DS-holdet spille mod Døllefjelde-Musse. (En kamp der blev vundet 1-0). Da det var en af den slags forårsdage, hvor det skiftevis var solskin og regn, gik jeg ind i shoppen for at købe en paraply. Sådan én havde de ikke, men til gengæld havde de fundet en stak bøger fra dengang hvor B 1903 og KB var fodboldklubber og ikke underleverandører til en underholdsfabrik. Brøndby IF lige var rykket op i den bedste række.

Efter 17 års fremgang kulminerede det med oprykning til 1. division efter sæsonen 1981. Det blev fejret med Oprykningsskrift 1981. Bogen indledes med 3 forord af henholdsvis Borgmester Kjeld Rasmussen, Idrætsudvalgsformand Bendt Jørgensen og Anfører Jim Stjerne Hansen.

“Den pirrende spænding, den spontane lykke, den endeløse jubel i vor by, fik omsider frit spil den 25. oktober 1981. Det var et tårekvalt historisk øjeblik, da kampen i Gladsaxe var forbi. For byen, for klubben.” Sådan starter Henrik Madsens beretning, Det er ikke gået op for os endnu, men snart vil det være klart – vi er i 1. divison (side 15-17), om sæsonen hvor Brøndby IF rykkede op i den bedste række. En sæson der blandt andet bød på en underholdene københavnerkamp på Amager, hvor Fremad Amager først kommer foran 4-2, for i sidste ende at tabe 6-4 til det der skulle vise sig som fremtidens storklub i Danmark. Fra efterårssæsonen er der en levende beskrivelse af udekampen mod AB. En kamp hvor spillerne blev lidt ekstra nervøse, da de ikke kunne “undgå at fornemme og tage på veje af den oppiskede og løsslupne og nærmest kaotiske stemning, der rasede blandt de mange, mange fanatikere på tribunen i Gladsaxe”. Kampen blev vundet 6-2 og oprykningen var en realitet.

Tilskuerrekorder – set fra forskellige synspunkter (side 27-28) se på tilskuertal for sæsonen og det at sælge klubben som underholdning. Tallene viser at 1981 både var en sportslig succes og en tilskuersucces. I 1980 kom der i gennemsnit 1508 tilskuere per kamp. I 1981 strøg gennemsnitstallet op til 2395. Hjemmebane rekorden blev 5471 – efter en kamp mod Hvidovre på et stopfyldt stadion.
Teksten afsluttes med et vink med en vognstang til lokalpolitikerne om et større stadion. Sådan var verden dengang.

Uffe Kjærsgård fortæller en lille anekdote om de sidste kampe i 3. division (1977), prof-fodbold og dengang man kunne dreje 0052 på telefonen og få fat i Ritzaus telefonavis. Det sker i Her er Ritzaus’ telefonavis (side 29). Samme Uffe har samlet gode og korte noter fra kampene i perioden 1978-1980 i artiklen Spillerapport (side31-54). Det kan konkluderes at Lyngby altid har stjålet ufortjente sejre og at der altid har været svage dommerpræstationer i dansk fodbold. I midten af sæsonen 1979 overtog Tom Køhlert. Han trak holdet op til deres foreløbige bedste placering; en 5. plads i 2. division.

Herefter følger en række småartikler. Vagn Nielsen fra Ekstra Bladet skriver om pressens forhold til den nye klub i den bedste række, og om elite og brede i sportsverden. Per Bjerregaard skriver om at arrangere privatturneringer i Danmark. Uffe Kjærsgård analyserer klubbens økonomi, efterfulgt af en artikel om de fem oprykningshold, der har ført Brøndby IF fra serie 1 til 1. division. Herefter følger tal og tabeller over 1. holdspillere, tilskuertal, målscorere m.m. Ebbe Jørgensen fortæller om BIFs ungdomsarbejde. Arne Poulsen ser på årgang 65.

Bagerst i bogen er der holdfotos med navne. Alle fra 1.holdet og ned til miniput øst årgang 74-75 er med.

Selv om tekstens er skrevet længe før der blev tænkt på Brøndby Support, fornemmes den samhørighed mellem klub og publikum, som er helt speciel i Brøndby. Noget der senere voksede til noget stort og uset her i landet.
Oprykningsskrift 1981 er et historisk kildemateriale om et vigtigt år for Brøndby og afdækker de omstændigheder der har banet vejen for det Brøndby IF vi kender i dag.

Brøndbyernes Idrætsforening “BIF” : Oprykningsskrift 1981. Reaktion: Per Bjerregård, Finn Andersen, Uffe Kjærsgård, Ole Kristensen og Henrik Madsen. 1982. Forlag BIF. 124 sider, illustreret.

Kilde: Drengene fra Vestegnen. Nr. 4, august 2003.