Tag-arkiv: idrætshistorie

Omfattende bog om løbets historie

Jeg har læst en løbebog. Den handler ikke om det seneste, banebrydende træningsprogram. Men den er god.
Bogen “Løb gennem tiden” af Thor Gotaas en en omfattende bog om løbets og løbernes historie
.

Bogen starter tæt på nutiden med 1700tallets og 1800tallets løbere, der bragte beskeder rundt mellem andelshusene og de europæiske hofferne. Herefter bevæger forfatteren sig længere tilbage i tiden.

Vi kommer forbi Inkarigets løbere der bragte fisk til Inkaen. Og så er det som om at man for tiden ikke kan skrive en bog om løb uden at nævne Dennis Bramble og Daniel Liebermans evalutionsteori, med tesen om langdistanceløbet som en del af jagten, var eksistentielt for at vores fjerne forfædre udviklede sig til det moderne menneske. Her er teorien også med selvom det ligger noget før historisk tid – sådan cirka 2 millioner.

Thor Gotaas kommer hurtig tilbage fra den fjerne fortid og vi havner hos oldtidens græske løbere og nøgne atleter der dystede til de klassiske olympiader. Via Romerriget bevæger vi os frem i tiden.

Forfatteren er norsk og har et europæisk udgangspunkt når han kigger tilbage på løbets historie. Men som med Inkarigets løbere formår han at se ud over det eurocentriske og fortæller f.eks. om løb i Kina og Indien. I Indien havde man budbringersystemet Dak Harkara. Dak = post/brev og harkara = løber. Løberne havde status som helte og der blev skrevet digte til deres om deres bedrifter.

Løb og løbere løber i deres samtid. De mange sider om løb i Europa gennem de sidste 500 år er såled også et billede på forskellen mellem de europæiske lande, deres traditioner. Løbets historie er også historien om Europas politiske og idemæssige udvikling.
Et eksempel er de mange kvindeløb der var almindelige i England gennem flere generationer – også løb på lange distancer. Men med Victoriatidens syn på kvinden som svag var det slut med løb og kapgang for kvinder.

“Løb gennem tiden” er historien om meget andet end løb. Det er også historien om hvordan vi har set os selv som mennesker, med de fordomme der har været til forskellige tider og de fejlslutninger er altid ligge indgroet i et religiøst verdensbilled.
Norden, Skandinavien, Europa fylder meget i “Løb gennem tiden”, men det er stadig det løbende menneskes verdenshistorie.

Thor Gotaas har en levende fortællestil som er læseværdig. Selv i disse 140-tegns-tider bliver de 559 sider overkommelige.

Er du interesseret i løb, sådan ud over træningsprogrammer og almen motion er “Løb gennem tiden” værket – i hvert tilfælde på det danske bogmarked.

Gotaas, Thor
Løb gennem tiden. Don Max, 2015. 559 sider. ISBN: 978-87-93166-97-4.

Bibliotek.dk: Løb gennem tiden
Wikipedia [no]: Thor Gotaas

Inkarigets løbere

I Inkariget var løbere vigtige, så vigtige at de fik samme løn som borgmestre. Løberne blev kaldt chasquis der betyder noget a la “at give og at tage”.

Inkariget havde et veludbygget vejsystem som strakte sig ud til alle egne af riget. Overalt var der rastepladser hvor løberne ventede. Når en trætte løber kom videregav denne beskeden til en fris løber som løb til næste rasteplads.

Løberne bragte kommunikation rundt i riget. Efterretninger kom ind til Cuzco og Inkaen. Ordre og beskeder blev bragt fra centrum til alle rigets afkroge.

Da Inkariget var størst lå dets fjerneste hjørne 1.500 km fra Cuzco. Løberne kunne bruge et besked dertil på frem dage. Det er hurtigere end når PostNord skal bringe et brev fra København til Ringkøbing.

Fotoet fortæller: OL 1936 – maraton

maratonFor mine kollegaer på biblioteket er jeg ham der løber lidt længere og mere end de fleste. Så da et gammel foto med nogle løbere dukkede op under en oprydning, endte billedet hos mig.

Billedet – eller retter billederne – forestiller fem løbere der er ved at løbe fra feltet.

Der er tale om to næsten ens foto side om side. Havde jeg de rette briller fra Raumbild-Verlag Otto Schönstein, ville jeg kunne få et 3d-effekt ud af at se billederne med brillerne på, monteret i den rette afstand fra øjnene.

På bagsiden afslører teksten at fotoet er fra starten af maratonløbet afholdt ved OL i Tyskland 1936.

De olympiske Sommerlege 1936 var de elvte moderne Olympiske Lege. Legene blev afholdt i Berlin fra den 1 august til den 16 august 1936. Maratonløbet blev løbet den 9. august.

Olympianden havde stor propagandaeffekt for de nazistiek magthavere der isenesatte legenede på en helt ny måde. Et eksempel herpå er Leni Riefenstahls dokumentarfilm “Olympia” som i to dele 1. “Fest der Völker” og 2. “Fest der Schönheit”. Det var den første film der anvendte avancerede filmteknik med usædvanlige kameravinkler, ekstreme close-ups og andre teknikker som senere indgik i filmproduktionen som en del af de værktøjer instruktørerne kunne gribe til.

Som en del af iscenesættelsen blev en fakkel med den olympiske ild for første gang bragt fra Olympia i Grækenland til olympiadearrangementet i Berlin.

Maratonløbet ved OL 1936 havde start og mål på det Olympiske Stadion. Ruten gik omkring Grunewald hvor løberne løb et halvmaraton ud til et vendepunkt, vendte og løb samme vej. Starten gik fra 100 meter startlinjen på det Olympiske Stadion.

Løbet blev vundet af koreanske Sohn Kee-chung, mens britten Ernest Harper kom ind på andenpladsen. Deres tider var 02:29:19 og 02:31:23. Korea var på dette tidspunkt besat af Japan. Vinderen Sohn Kee-chung står derfor opført som japaner og under det japanske navn Son Kitei.

In the Marathon race, Zabala, the Los Angeles victor, was forced to withdraw before the first part of the course had been covered. Son (Japan) and the Englishman, Harper, ran side by side for a considerable distance, but after 35 kilometres the Japanese runner left Harper behind and continued alone to win the event in 2:29:3 hours. The second place went to Harper, who was followed by the Japanese runner, Nan.
(citat: The XIth Olympic Games Berlin, 1936 : Official Raport, side 606)

Da den japanske nationalmelodi blev spillet ved sejrsceremonien bøjede Sohn Kee-chung hovedet i skam over at han måtte stille op som løber for besættelsesmagten.

Danmark havde en løber med, Anders Jakob Hartington Andersen. Han kom i mål som nummer 25 i tiden 02:56:31.

Tilbage til billedet som kollegerne fandt under oprydning. Bag på billedet er lidt tekst. Først en overskrift: “Die Olympischen Spiele 1936” efterfulgt af billedets titel “49. Berlin, Wettkämpfe: Marathonläufer kurz nach dem Start”, altså er det maratonløbere kort efter starten. “49” antyder at billedet har været en del af en serie af 3d-fotos.

Blandt de øvrige information på bagsiden er udgiverens navn: Raumbild-Verlag Otto Schönstein. Forlaget gjorde sig i historiske fotos, men forlaget var også en integreret af det 3. Rige og udgav fotoserier der forherligede det nazistiske Tyskland.

For det historienørdede er her et link til den officelle olympiske rapport The XIth Olympic Games Berlin, 1936 : Official Raport : Volume I  (pdf), side 6-637. – Volume II (pdf), side 642-1223.
Ruten, fotos, resultater og mellemtider fra maratonløbet s. 644-647
Indholdsfortegnelse side 1221-1223

Oprøret i Parken

x00000492Hans Bonde har skrevet en ny bog om dansk idræt under besættelsen. Den nye bog, “Oprøret i Parken”, bygger på materialet fra “Fodbold med fjenden”. Omdrejningspunktet i “Oprøret i Parken” er det oprør fra neden, der fik samarbejdet mellem de danske idrætsorganisationer og Nazityskland til at vakle.
Denne tekst er et copy&paste fra Modkraft Kultur.

“I går udsendte den tyske radio og D.N.B. til hele verden et referat af fodboldlandskampen mellem Danmark og Tyskland. Det var med sand fryd i stemmen, at tyskerne kunne udblæse deres budskab, kun alt for tydeligt kunne man mellem linjerne læse dennes sejrsmelding: Se, hvor glade danskerne er for os tyskere, selv under de nuværende forhold kommer de her til Tyskland for at spille fodbold med os i ædel kappestrid… Se, hvor Tyskland holder sportens internationale fane højt, ja, og se, hvordan ’die dummen Dänen’ stadig er villige til, at lade sig udnytte fromt og uskyldigt i den tyske nazismens tjeneste”, rapporterede den danske nyhedsoplæser på BBC, efter det danske landshold havde spillet landskamp i Dresden den 16. november 1941.

Citatet viser med al tydelighed, hvordan det danske sportssamarbejde med tyskerne blev opfattet i “den frie verden”. Og som historiker Hans Bonde dokumenterer i “Oprøret i Parken”, indgik det sportslige samvær som en vigtig del af tyskernes propaganda – både indad- og udadtil.

“Oprøret i Parken” er historien om, hvordan DIF først lod sig presse til at spille med tyskerne. Ud over at fortælle historien om, hvordan DIF gav efter for tyskernes ønske om landskampe og fælles idrætsstævner, anskueliggør bogen også samarbejdespolitikkens dilemma. Hvordan kan man opretholde samarbejdet med besættelsesmagten, uden at blive set som en tyskervenlig stat overfor omverdenen?

Norsk idræt handlede helt anderledes. Hvor tyskerne nærmest uhindret kunne besætte Danmark, kom det til hårde kampe i Norge. Den danske elite satsede på samarbejdspolitik. Dette samarbejde forgrenede sig fra højeste plan og ned gennem samfundet. Og altså også ind i idrættens verden.

I Norge blev der indsat en regering af tyskerne og de norske sportsorganisationer blev nazificerede. Den nazistiske overtagelse i Norge førte til et sportsboykot, så det kun var kollaboratører, der stillede op til stævner under 2. Verdenskrig.

I Danmark var der ingen boykot – ud over den som tyskerne satte ind overfor jødiske idrætsudøvere. Men der er dog et lyspunkt i besættelsens første år – før modstanden groede frem i Danmark. Det kom bare ikke fra sportens organisationer.

Grundlovsdag 1941 spillede den østrigske mesterklub Admira mod et udvalgt hold fra Stævnet. Godt 12.000 tilskuere overværede kampen i Københavns Idrætspark. Blandt dem var en del tyske soldater. Inden kampen heilede det tyske publikum til spillerne, hvilket skabte vrede blandt de danske tilskuere. Østrigerne scorede det første mål efter 1. minut og dominerede kampen, som de vandt 4-1. Kampens gang satte det tyske publikum i højt humør, og tyske tropper fra Luftwaffe var flittige med deres medbragte tudehorn.

Mod kampens afslutning opstod der bataljer på tribunerne, som blandt andet fik soldaterne fra det tyske luftvåben til at fortrække til deres busser ti minutter før kampen sluttede. Da dommeren fløjtede af, stormede danske tilskuere banen, og der blev kastet med sten efter de tyske soldater. På et tidspunkt fik tilskuerne presset en flok tyske soldater sammen. Da trak soldaterne deres bajonetter. Det danske politi forsøgte at ligge sig imellem, men fire soldater og ti danskere måttet efterfølgende på skadestuen.

Tilskuerne viste, at det ikke var alle i landet, der var begejstrede for de heilende “gæster” fra syd – og den kollektive aktion kastede grus i det dansk-tyske idrætssamarbejde.

“Oprøret i Parken” er spændende læsning. Bogen anskueliggør det dilemma, det er at være besat af en overmagt. Skal man samarbejde eller forsøge at passe sig selv, eller yde modstand – eventuelt med våben. Omend irakerne i dag ikke står overfor nazister, må de stå i et lignende dilemma. Væbnet modstand mod besætterne synes håbløs. Hvor langt kan man så gå i samarbejdet med besætterne uden at blive kollaboratører?

Denne parallel til nutiden drager forfatteren dog ikke. Han trækker i stedet nogle paralleller op til nutidens Olympiader, særligt det seneste i Kina. Og bogen viser da også, at sport og politik ikke kan adskilles – hverken i krigstid eller fredstid.

Hans Bonde: Oprøret i Parken : Dansk idræt under hagekorsets tegn. Syddansk Universitetsforlag, 2008. 283 sider. ISBN: 978-87-7674-298-0.

Stævnet var et samarbejde mellem de store københavnske klubber. Stævnet arrangerede kampe mellem udenlandske hold og et hold bestående af udvalgte spillere fra Stævne-klubberne. Under 2. Verdenkrig var følgende klubber en del af Stævnet: B 93, KB, AB, B 1903 og BK Frem.

Kilde: Modkraft Kultur : Modkultur. 15. november 2008