Da Danmark blev elektrificeret og der kom lys over København var firmaet Kemp & Lauritzen med. Et jubilæumsskrift fortæller om firmaets første 50 år og indeholder en rækker spændende fotos.
Kemp & Lauritzens domicil på Vester Voldgade.
I 1882 grundlagde skibskonstruktør Otto Niels Kemp (1845-1905) og telegrafingeniør Severin Lauritzen (1850-1924) ingeniørfirmaet Kemp & Lauritzen. Fra starten af beskæftigede firmaet sig primært med elektricitet, men udvidede med tiden selskabets forretning med kraftanlæg, vandforsyning, varmemålere samt detailhandel.
Da firmaet startede i 1882, var der ingen faguddannede elektrikere, hvorfor grundlæggerne selv måtte deltage i det praktiske arbejdet, “medens de sørgede for at sætte Haandværkere af forskellige Fag ind i Elektricitetens Mysterier; saaledes benyttede man f. Eks. Snedkere og Blikkenslagere til indendørs Arbejde, medens Sømænd, der var vant til at gaa til Vejrs, egnede sig udmærket, naar det gjaldt om at trække Ledninger langs Master eller mellem Bygninger.” (citat: Kemp & Lauritzen 1882-1932, s. 12)
Annonce fra Nationaltidende, 9. august 1911.
Historien startede endnu tidligere. Sammen med Th. Thaulow grundlagde Severin Lauritzen i 1879 Kjøbenhavns By- og Hustelegraf, der beskæftigede sig med telefoni og byggede en telefoncentral i Hotel Royal. De startede med 22 abonnenter i Indre By. I 1881 trådte Otto Kemp ind som medindehaver og firmaet blev udvidet med en afdeling for elektrisk lys.
Senere samme år tilbød det nystiftede Kjøbenhavns Telefonselskab at overtage Kjøbenhavns By- og Hustelegrafs telefoncentral i Hotel Royal. Det blev anledningen til at stifte Kemp & Lauritzen.
Amagertorv 24. Her havde Kemp & Lauritzen til huses de første 9 år. Huset er nedrevet og erstattet af andet byggeri.
“I Begyndelsen leveredes næsten udelukkende Telefonanlæg, Lynaflederanlæg, Brandalarmeringsanlæg, Ringeanlæg og elektriske Uhranlæg; men allerede i 1884 begyndte der at vise sig en voksende Interesse for elektriske Lysanlæg, navnlig for de større industrielle Virksomheders og Forlystelsesetablissementers Vedkommende, saaledes at Firmaet snart fik overdraget Udførelsen af flere efter Datidens Begreb ret store Anlæg.” (citat: Kemp & Lauritzen 1882-1932, s. 24)
I 1905 købet Kemp & Lauritzen ejendommen Vester Voldgade 11. Efter 10 år var der ikke nok plads og firmaet købte naboejendommen Vester Voldgade 7-9, hvor der bl.a. blev indrettet salgslokale for elektriske kroner og lamper.
Kemp & Lauritzen eksistere stadig om kan bryste sig af mere end 135 års erfaring. I dag har firmaet hovedsæde i Albertslund.
National Scala med belysning 1932.Teknologisk Institut. Festsalen 1916.Neonskilt Paladsteatret 1932.Lysreklame Dunlop Rubber. Dag og nat.Gadebelysning Lyngbyvej 1931.Salgslokale.
Appendix: Et Tyveri
I København kunne avislæserne den 30. december 1916 læse om et stort tyveri hos Kemp & Lauritzen.
Ved en revision viste det sig, at der var stjålet en del elektriske artikler fra lageret. Mistanken faldt på den russiske lagerforvalter Kessel, der blev ført til Domhuset.
Kessel havde været hos firmaet en snes år og havde med tiden fået en betroet stilling. Artiklen oplyser indvider at han var gift og havde to småbørn.
Kessel angav en jernhandler i Gammel Mønt som medskyldig. Tyveriet bestod af ledninger og lamper som Kessel solgte til jernhandleren.
april 1917 skrev København igen om sagen og berettede, at Kessel gennem to år har stjålet kabeltråd og elektriske artikler for 5.185 kr. Avisen skriver endvidere: “I Gaar idømte Kriminalretten ham 1 Aars Forbedringshusarbejde, samt kendte ham pligtig til at tilbagebetale Firmaet det nævnte Beløb.”
Ifølge Old Monye svarde 5.185 kr i 1917 til 216.982 kr i 2023.
Jernindustri på Ydre Nørrebro. Gennem årtier blev der bygget elevatorer, kraner og dynamoer i karréen mellem Tagensvej og Vermundsgade.
Aktieselskabet Titan blev stiftet 30. marts 1897 ved en sammenslutning af Akts. Koefoed og Hauberg og firmaet Marstrand Helweg & Co. Det nye selskabs fulde navn blev Koefoed, Hauberg, Marstrand & Helweg, aktieselskabet Titan.
Titans fabriksbygninger på Nørrebro.
I forbindelse med fusionen flyttede produktionen fra Meinungsgade og Vesterfælledvej til Tagensvej 32. Her var de eksisterende fabriksbygninger var blevet udvidet, så de kunne rumme den fusionerede virksomheds samlede produktion. Produktionen bestod af jernstøberi, ovenfabrikation og maskinfabrikation og produktion af elevatorer og hejseværker mm.
Det ene, Marstrand Helweg & Co, af de to firmaer der blev til Titan havde i 1888 udført personelevatoren til den berømte Tuborgflaske på den nordiske industriudstilling. I 1894 blev de første elektriske elevatorer produceret til Magasin du Nord.
Ekspertisen omkring elevatorproduktion kom med over i Titan. Den elektriske elevator blev forsynet med trykknapper og blev til “den automatiske elevator”. En elevatorafdeling “The Titan Lift Co. Ltd.” blev oprette i London og der blev eksporteret en del elevatorer til Norge og Sverige; og i mindre målestok til Argentina, Australien, Kina, det daværende Siam og Spanien.
Nord for Limfjorden ved Nørresundby findes en flot gravplads fra yngre jernalder og vikingetiden: Lindholm Høje. Her findes flere hundrede skibssætninger og over 700 grave – mest brandgrave.
Lindholm Høje var aktiv begravelsesplads fra ca. 400 til 1.000. De ældste grave med ubrændte døde har med få undtagelser ingen stenmarkering.
Nogle af gravene har trekantede stensætninger – ofte med en bautasten i midten. Dateringen af disse grave er usikker, men arkæologerne antager, at de skal dateres til 500-årene.
Der er over 100 ovale stensætninger fra brandgrave. Ud fra gravgaver som lerkar, perler og dragtspænder er disse grave blevet dateret til 600- og 700-årene. I slutningen af 700-årene er de ovale grave afløst af skibssætninger. Der er over 130 skibssætninger fra 700- og 800-årene. I 900-årene gik man tilbage til jordfæstegrave.
Ved Lindholm Høje har der været mindst to landsbyer. Men området var plaget af sandflugt og omkring år 1100 blev Lindholm Høje forladt og sandede til.
“De første begravelser er anlagt på den højeste del af bakken, men efter næsten 600 års brug flyder stenkredsene ud over den bløde bakke til alle sider. Mellem 15 og 20 generationer fra nærtliggende landsbyer har begravet deres kære her. Da landsbyernes befolkning blev kristne og begyndte at begrave deres døde i indviet jord ved kirkerne, blev bakken i stedet en del af dagliglivet, men det skulle vise sig at blive skæbnesvangert. I slutningen af 900-tallet lå heren gård med marker omkring, og flere gårde blev anlagt i tiden op til begyndelsen af 1100-tallet. (…) I begyndelsen af middelalderen blev sandflugten for stor en plage for Lindholm Højes beboere, og de forlod stedet. (…) De tykke sandflugtslag skjulte Lindholms Højes historie godt lige indtil slutningen af 1800-tallet, hvor danselærerinden Ida Augusta Zangenberg fra Thisted skabte stor interesse for stedet. Hun var en ivrig amatørarkæolog, og hun gik i gang med arkæologiske udgravninger på stedet for at afdække sandlagenes hemmeligheder.” (citat: Danmarks oldtid i landskabet. Lindhardt og Ringhof, 2019)
I 1906 blev Kvindelig Idrætsforening dannet efter uenigheder i Københavns kvindelige Gymnastikforening, men først et hurtig smut forbi det ugymnastiske Østerbro.
I starten af 1900-tallet var Østerbro en ugymnastisk bydel, hvor der ikke fandtes et gymnastikhold for kvinder. Kvinderne i Kvindelig Idrætsforening satte sig for at ændre på dette, men de havde ikke midler til annoncer og anden reklame.
Gymnastik på taget.
Små 20 medlemmer påtog sig at dele programmer ud – derude på det ugymnastiske Østerbro. Gaderne blev fordelt og så gik det op og ned ad de mange trapper. Tusinder af programmer blev uddelt. Lønnen for sliddet var en fælles besøg hos kvarteret bedste konditor. Kalorieregnskabet skal jo holdes i plus.
Gennem en årrække var programrunddelingen på Østerbro en fast tradition i foreningen. Da det endeligt lykkedes at oprette et godt hold i bydelen faldt den bort og medlemmer glippede den årlige trappetræning.
Anekdoten om programuddeling på Østerbro stammer fra bogen Blade af Kvindelig Idrætsforenings Historie udgivet i anledning af Kvindelig Idrætsforenings (KI) 10 års jubilæum i 1916.
Et brud
I jubilæumsskriftet fortælles der også om KIs tilblivelse. Foreningen opstod efter et brud med Københavns kvindelige Gymnastikforening (KKG), hvor et mindretal havde kæmpet for “de viderekomne Holds gennem alle Aar hævdvundne Ret til selv at vælge deres Leder”, som Ester Schrøder skriver i jubilæumsskriftet.
De havde argumenteret godt for deres sag på KKGs generalforsamling. Der dannede sig et flertal på generalforsamlingen for at fastholder holdenes ret til vælge leder og der var et flertal blandt de fremmødte. Men der kom en stak skriftlige fuldmagter på bordet fra medlemmer der ikke var tilstede. Flertallet var væk.
“Saa alvorligt tog “de tretten” det, at de følte det, som var de sat ud af en Forening og et Arbejde, de havde holdt meget af og allerede havde viet mange Kræfter. Men fortsætte under de forandrede Vilkaar, derom kunde der ikke være Tale.” (citat: Blade af Kvindelig Idrætsforenings Historie, side 5)
Gymnastik på taget.
I et jubilæumsskrift for Københavns kvindelige Gymnastikforening (KKG) fremstilles stridspunktet anderledes: “Det har forøvrigt aldrig været Foreningens [KKG] Ønske at stile imod at vinde Pris ved offentlige Opvisninger, da deri en saadan Higen kan ligge en Fare for Overanstrengelse særlig for Kvinder, hvis Iver og Ærgerrighed let driver dem længere frem, end deres Kræfter rækker. Dette Syn paa Foreningens Maal har dog ikke sejret uden Brydninger. En Følge af disse var Oprettelsen af “Kvindelig Idrætsforening” Aar 1906. Den stiftedes af Medlemmer, som mente at kunne naa videre frem under andre Rammer”. (citat: Københavns kvindelige Gymnastikforening : 1886-1911, side 13-14)
Her fremstille det ikke som en konflikt om valg af ledere på de erfarne hold, men et spørgsmål om fastholde en asketisk amatørisme hvor man ikke stillede efter sejre og hæder.
I forbindelse med bogen Den kvindelige Kvinde har Anne Lykke Poulsen skrevet om Kvindelig Idrætsforenings brud med Københavns kvindelige Gymnastikforening.
I de første år af KKG levetid var der ingen nævneværdige stridigheder. Men da Aage Budtz-Jørgensen overtog træningen af foreningens seniorhold, viste det sig, at hans syn på kvindegymnastik ikke var i overensstemmelse med foreningens opfattelse af legitim kvindegymnastik.
Aage Budtz-Jørgensen fik dog lov at oprette et elitehold der trænede tre gange ugentligt. Fra begyndelsen var der modstand overfor projektet i dele af bestyrelsen. I protest mod eliteholdet gymnastik der var for kraftig og mandspræget trak K. S. A. Præstegaard sig som formand ved generalforsamlingen i 1902.
I 1904-1905 diskuterede KKGs bestyrelse eliteholdets forhold og om det skulle nedlægges. Der blev nedsat et udvalg. Udvalget kom med et forslag til nye love gældende lukkede hold. Forslaget blev vedtaget i september, men det stoppede ikke uenighederne i foreningen.
I december samme år, blev der afholdt to ekstraordinære generalforsamlinger hvor uenigheden igen kom til udtryk. To støtter til Aage Budtz-Jørgensen hold forlod KKGs bestyrelse og et nyt udvalg blev nedsat. Udvalgets mål var at reformulere de nye love og dets flertal havde et ønske om at nedlægge holdet.
Hvile på taget.
“Konflikten kulminerede på en generalforsamling den 21. maj 1906, hvor der blev stemt om, hvorvidt eliteholdet havde ret til selv at vælge en leder. I første omgang blev der kun stemt blandt de fremmødte. Aage Budtz-Jørgensen og hans tilhængere vandt afstemningen. Derefter blev der gennemført en anden afstemning, som inddrog fuldmagter fra fraværende aktive og passive medlemmer. Aage Budtz-Jørgensens tilhængere fandt den anden afstemning uretfærdig og manipulerende.” (citat: Den kvindelige Kvinde af Anne Lykke Poulsen, side 95)
Den anden afstemning gik mod eliteholdet. Aage Budtz-Jørgensens tilhængere forlod efterfølgende generalforsamlingen gik op i “a Porta” på Gammel Torv. Stemningen var tung, men skiftede da tanken om at stifte en ny forening opstod.
De erfarnes holds ret til selv at vælge leder, var det konkrete udtryk for elitesholdets stræben efter at dygtiggøre sig.
Engang lagde arbejderbevægelsen stor vægt på folkeoplysning og på at øge vidensniveauet i arbejderklassen. Arbejdernes Læseselskab, stiftet i 7. oktober 1879, var sat i verden for at understøtte styrkelse af oplysning og viden i den danske arbejderklasse.
Arbejdernes Læseselskab blev stiftet med udgangspunkt i 340 bind fra det lukkede Socialdemokratisk Samfunds bibliotek. Foruden de 340 bind modtog det nystiftede selskab 5,85 kr i kontanter. I 1885 var bogsamling øget til 1.270 bind.
Ekspeditionen i Nansensgade 1898.
“Den faste Tro, at Kundskab er en fortræffelig Ballast paa Sejladsen over Livets vanskelige Farvand, har stedse besjælet de ledende Kræfter i Selskabet, og selv i Brydningstiden var det det samlende Moment, det Bannermærke, om hvilket der med Begejstring er blæst til Samling, selv naar Storm og Modgang truede Arbejdet.” (citat: “Arbejdernes Læseselskab : dets Historie og Minder : 1879-1929” s. 7)
Læseselskabet udlånet sine bøger fra Folkets Hus i Rømersgade og arrangerede foredrag, koncerter og museumsbesøg.
Til Nansensgade
I 1889 flyttede Arbejdernes Læseselskab Nansensgade 53 (nu 75). Her havde selskabet domæne i 27 år.
“Indflytningen i Nansensgade var, trods de beskedne Pladsforhold, men ogsaa har maate virke under, dog et Fremskridt, idet Selskabet her befandt sig opppe i Dagens Lys.Tidligere havde man jo gentagne Gange haft til Huse i Kældelokaler, hvad der baade hygiejnisk og æsthetisk var utiltalende.” (citat: “Arbejdernes Læseselskab : dets Historie og Minder : 1879-1929” s. 20)
Læseværelset i Nansensgade.
Eget hus
Med støtte fra Københavns Kommune erhvervede Arbejdernes Læseselskab ejendommen Nørre Søgade 27.
I Begyndelsen af Februar 1923 var Lokalerne saavidt færdige, at Indflytningen kunde finde Sted, og den 10. Februar gik Flaget for første Gang til Vejrs paa Arbejdernes Læseselskabs egen Bygning. — Om Aftenen samledes Repræsentanter for Autoriteterne, Pressen, Haandværkerne m. m. fl. til en Festlighed, ved hvilken Lokalerne indviedes. Ved denne Lejlighed blev der af Sangkoret sunget en af Axel G. Hansen forfattet Kantate. Endvidere bragte Raadmand Fr. Andersen en Hilsen fra Københavns Magistrat og Borgerrepræsentation, der omfattede Læseselskabets Virksomhed med stor og velvillig Interesse. (citat: “Arbejdernes Læseselskab : dets Historie og Minder : 1879-1929” s. 63-64)
Bestyrelsesværelset i Nørre Søgade 27.
I de samme årtier som Arbejdernes Læseselskab etableres og virker, sker der en stærk udvikling af folkebibliotekerne og en stor del af læseselskabets opgaver overtages af bibliotekerne. I 1932 reorganiseres en rækker københavnske arbejderorganisationer. I den forbindelse afhændes Arbejdernes Læseselskab bibliotek.
Grundlovsdag 1915 gik et optog gennem Hillerød. Optoget entrerede Slotshaven via Møntporten. Der var musik og op mod 3.000 mennesker deltog – kvinderne var i flertal. Anledningen til optoget var den nye Grundlov og den ændring af loven, der gjorde at kvinder og tyende fik stemmeret.
Grundlovsstenen aka Kvindestenen.
I Slotshaven ved Fredspladsen er der et minde fra Grundlovsfesten. Nord for Badstuedammen er Grundlovssten placeret. Stenen bærer følgende tekst: “REJST AF KVINDER / 5. JUNI 1915 /// MAND OG KVINDE – BEGGE LIGE – / GIVER LOV I DANMARKS RIGE.”
Det siges, at vi fik demokrati med Grundloven fra 1849. Men det var kun omtrent 14% af befolkningen, der fik mulighed for at deltage i demokratiet med deres kryds. Blandt dem der ikke fik stemmeret i 1849 var kvinder, børn, forbrydere og tyende.
Efter årtiers pres fra arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen blev Grundloven ændret, så valgret blev for de fleste – og ikke kun for velbjærgede mænd.
I Hillerød gik samtlige politiske partier og byens to kvindeforening (Dansk Kvindesamfund og Kvindevalgretsforeningen) sammen om at afholde Grundlovsfest i Slotspavillonen i 1915.
Det var kvindeforeningerne, der lod en sten opsætte i anledningen af den nye Grundlov.
Ved afsløringen af stenen talte fru overlærer Johanne Velschou (Dansk Kvindesamfund) og frk. Camilla Petersen. Fru redaktør Hansen fremsagde et digt, skrevet i dagens anledning.
På 100-årsdagen (2015) for kvindernes stemmeret, blev der plantet en kvindeeg ved stenen.
Kort er en spændende kilde til at anskueliggøre Københavns udvikling. Kortene viser hvordan kystlinjerne har flyttets sig efterhånden som mere og mere af havneløbet er fyldt op og gjort til land. Det bliver tydeligt hvordan land til bliver til by efterhånd efter at København fra midten af 1800-tallet begynder at vokse ud over byens volde.
Fra 1908 findes en interessant og detaljeret kort over København. Kortet er skabt af civilingeniør Goad, Chas. E., London.
Koret, Insurance plan of Kjøbenhavn, er et forsikringskort har derfor detaljer om beskriver anvendelsen af husene, beboelse, erhverv, antal etager, gadenumre, samt byggematerialer m.m.
Rådhuset på kortet Insurance plan of Kjøbenhavn : Kort 7.
Kortet er skannet af Det kongelige Bibliotek er en del af bibliotekets Digitale samling.
13: Kvarterer i det indre København – Frimands Strand kvarter: Graabrødre Torv, Løvstræde, Kjøbmagergade, Højbroplads, Gammel Strand, Naboløs, Hyskenstræde, Klosterstræde, Valkendorfsgade, Niels Hemmingsensgade, Amagertorv, Læderstræde.
14: Kvarterer i det indre København – Kjøbmager / Øster kvarter: Gammel mønt, Store Regnegade, Kristen Bernikows Gade, Østergade, Integade, Lille Kongensgade, Nikolajgade, Vingaardsstræde, Fortunstræde, Ved Stranden, Højbroplads, Kjøbmagergade, Kronprinsensgade, Sværtegade, Antonigade, Citygade, Østergade, Pilestræde, Silkegade, Store Kirkestrøde, Lille Kirkestræde, Admiralgade.
15: Kvarterer i det indre København – Kjøbmager kvarter: Møntergade, Kronprinsessegade, Gothersgade, Borgergade, Store Kongensgade, Kongens Nytorv, Hovedvagtsgade, Østergade, Integade, Kristen Bernikows Gade, Gammel Mønt, Christian IX Gade, Ny Østergade (Lille Regnegade), Store Regnegade, Grønnegade, Ny Adelgade, Citygade, Pistolstræde.
16: Kvarterer i det indre København – Øster kvarter: Lille Kongensgade, Kongens Nytorv, Holmens Kanal, Ved Stranden, Fortunstræde, Vingaardstræde, Boldhusgade, Admiralgade, Nikolajgade, Dybensgade, Holmensgade, Asylgade, Laxegade, Hummergade.
17: Kvarterer i det indre København – Kjøbmager / Øster kvarter: Integade, Kristen Bernikowsgade, Østergade, Ny Østergade, Hovedvagtsgade, Ny Adelgade, Gothersgade, Store Kongensgade, Nyhavn, Heibergsgade, Tordenskjoldsgade, Holmens Kanal, Kongens Nytorv.
I den sidste weekend i april var jeg på Bornholm for at løbe et par løb. Der blev også tid til at spotte et par oldtidsminder fra stenalderen, bronzealderen og vikingetiden.
Fandens keglebane
Stor sten med en del skåltegn fra bronzealder. Stenen står i Nexø Lystskov syd for Nexø.
“Paa en Nexø Commune tilhørende Strandmark, sydlig for byen, ligger der helt ude ved en indhegnet Naaletræ-Skov en stor Sten, som kaldes Fandens Keglebane-Stenen. Det er en Helleristningssten med skaalformede Fordybninger, af hvilke de fleste ere anbragte tæt samlede paa Stenens øverste tildels skarpe Kant, medens kun faa Stykker ere anbragte paa Stenens ned mod Jorden skraanende flade og jævne Side.” (citat: Nationalmuseet, Danske Afd., 1876)
Altastenen
Altastenen, aka Offastenen, er en 4,5 meter lang og 2,5 meter bred granitblok. På stenen er ifølge infotavlen på stedet 67 skåltegn. De er ikke særligt tydelige.
Bodilsker runesten
Runestene er i Bodils kirkes våbenhus og indmuret i kirkemuren.
Bodilsker-sten 1 er et lille brudstykke fra en runesten. Stenen blev først fundet i 1843 men forsvandt for at blive genfundet i 1881, kun for at forsvinde en gang til og igen blive genfundet i 1932. Runestenen hører til gruppen af bornholmske sten fra overgangsperioden mellem vikingetid og middelalder.
Bodilsker 3-stenen blev fundet i 1882. Dengang sad den højt oppe i kirketårnet i den udvendige mur. Stenen er dateret til år 1025 – 1075. Tekst på Bodilsker 3: “… Thorkil og Alvkil rejste denne sten efter Økil/Øthkil, fader …”
Bodilsker 4 er indmuret i Bodils kirkes ydremur. Stenen blev fundet i 1883 og runerne er dateret til år 1025 – 1075. Tekst på Bodilsker 4: “… lod hugge stenen efter Thorfast, deres broder, og Gudke.”
Runestenen Bodilsker 5 står i Bodils kirkes våbenhus. Stenen blev fundet i kirken i forbindelse med en ombygning i 1911. Indskriften er dateret til år 1075 – 1125. Teksten på Bodilsker 5: “Esbern lod rejse stenen efter Botfrid sin kone. Gud lette (hendes) ånd for evigt.”
Og undre du dig over at runestene Bodilsker 2 ikke er med, så er det fordi den er gemt i Nationalmuseets magasin.
Stenebjerg
Stenebjerg er en langdysse fra bondestenalderen. Et lokalt folkesagn fortæller, at der under højen er begravet en kæmpe. Stenebjerg finder du i sydenden af Pedersker.
Bække-stenen 1 står i dag ved Søndergade foran Bække Kirke på en gravhøj. Granitstenen er 164 cm høj. Runerne er skrevet i tre lodrette bånd.
Runestenen dukkede op i 1807 da der skulle en ny port i kirkegårdsdiget. Stenen blev placeret på dens nuværende placering i 1923.
Tekst på stenen: “Ravnunge-Tue og Fundin og Gnyple, de tre gjorde Thyras høj.”
Det formodes at den omtalte Thyra er dronning Thyra i Jelling, i så fald er runerne hugget ind i stenen omkring år 925.
“Ravnunge-Tue har været en stormand i vikingetidens Danmark. Hans navn antyder, at han har haft en tilknytning til et sted ved navn Ravninge, og her er det nærliggende at tænke på Ravning Enge ca. 10 km syd for Jelling. Stedet må have haft en central betydning for samlingen af riget i anden halvdel af 900-tallet, idet der omkring 980 blev anlagt en 5 meter bred bro, som strakte sig over mere end 700 meter, et imponerende ingeniørarbejde. Der er ingen indicier, der knytter Ravnunge-Tue til dette brobyggeri, men han må have været en af vikingetidens bedste ingeniører, idet han på en eller to af sine runesten omtaler det at bygge høj. (…) Når man betragter Ravnunge-Thues runesten i et samlet perspektiv, noterer sig, hvor i landet de er rejst, og sammenholder indskrifterne med de oplysninger, vi har fra skriftlige kilder og andre runesten, så er det nærliggende at tænke på Thyra, Gorms kone, og højene i Jelling.” (citat: “Danmarks runesten : En fortælling” af Lisbeth M. Imer. Gyldendal, 2016.)
Bronzealder møder vikingetiden og køres over af middelalderen.
Klebæk Høje (aka. Bækkemonumentet) ligger nord for Bække. Her er to rundhøje fra bronzealderen, en skibssætning og en runesten fra vikingetiden samt et vognspor fra middelalderen.
De to bronzealderhøje er omtrent 3.000 år gamle.
Nedenfor den største af højene er rejst en 45 meter lang skibssætning med en runesten fra 900-tallet i skibets stævn.
Et hjulspor dateret til middelalderen krydser skibssætningen. Det er Hærvejen der har haft sig forløb her.
Teksten på runestenen: “Ravnunge-Tue gjorde disse kumler efter sin moder Vibrog”.
Skibe var vigtig for folk i vikingetiden – i livet så vel som i døden. Skibssætninger opført på gravene fragtede de døde til dødsriget.
