Kategoriarkiv: Historie

Historie

Den ungarske forbindelse

Skriv en kommentar

Jeg tror, at min barndoms jul var som den flestes jul i 1970’erne. God mad der blev rundet af med ris a la mande. Et juletræ, gaver, familiehygge og julegodter. Der var julekort fra nær og fjern. I min familie var der hvert år én julehilsen, der var lidt usædvanlig.

Det var dengang der var kold krig. Et jerntæppe delte Europa mellem øst og vest. Selv som barn fyldte det, og truslen om en altomfattende atomkrig var en del af bevidstheden. Indimellem var der NATO-øvelser, hvor udenlandske soldater kørte forbi mit barndomshjem – og ved nabogården holdt amerikanske tropper pause. De uddelte chokolade til børnene.

Tilbage til julen og det usædvanlige. Hvert år var en hilsen fra på den anden side af jerntæppet. Fra fjendeland, om man vil. Julehilsenen kom fra Budapest i Ungarn. Sådan en julehilsen var der ikke andre i klassen, der fik.

Ungarn var et land meget langt væk for en dreng langt ude på landet i Vestjylland. Alligevel var det nærværende i min barndom. Familieforbindelsen til Ungarn gik tilbage til besættelsestiden. Kort før befrielsen i 1945 kom en del ungarske soldater til Danmark.

3 mælkedrenge

Det anslås, at der var mindst 12.000 ungarske tropper i Danmark i foråret 1945.

I “De ungarske soldater” oplyser Søren Peder Sørensen, at det var 4. telegrafistbataljon, der var placeret i Lønborg sogn. Telegrafbataljonen bestod af 550 mand. Bataljonen opholdt sig i sognet fra 24. marts til 11. maj 1945.

4. telegrafistbataljon var ankommet til Danmark natten til den 28. januar 1945. Planen var at sende bataljonen til militærlejren i Oksbøl, men pga. jernbanesabotage, blev bataljonen omdirigeret til Jægerspris i Nordsjælland. Her var ungarerne kun en uges tid, inden de blev sendt til Herning.

De ungarske soldater var spredt ud over hele landet. Ved Holte ridsede nogle ungarere det ungarske nationalvåben i et træ.

I februar blev bataljonen flyttet fra Herning til Boris, hvor det forlød, at den skulle videre ud til vestkysten, men i stedet endte ungarerne i Lønborg og Vostrup.

I krigsårene boede min mor, Eva Hundebøll (1929-2021), med sine forældre på Hedegård ved Lønborg. Gården lå ved en plantage og uden andre naboer end skovens og markens dyr.

I sine erindringer fra krigsårene skriver min mor: “På et tidspunkt i april, jeg husker ikke datoen, dukker tre ungarske soldater op en aften ved malketid. De ville gerne have (tigge) lidt sødmælk, og far gav lov til, de måtte få feltflaskerne fyldt. Hver eneste aften dukkede disse tre op og fik mælk. Vi kunne ikke snakke med dem, men vi havde et helt andet forhold overfor dem end overfor de tyske soldater.
Snakken gik, at tyskerne havde tvunget dem her til Danmark, de skulle være en slags arbejdssoldater”.

Min bedstefar, Peder Hundebøll, havde ikke et fælles sprog med de tre ungarer. Trods det manglende fælles sprog lykkedes det min bedstefar og István at udveksle meninger og oplysninger.

“Sympati, medlidenhed og hjælpsomhed er de ord, som først falder ind, når man skal karakteriserer danskernes reaktioner i de landsdele, som blev påtvunget de ungarske tropper.” skriver Søren Peder Sørensen i “De ungarske Soldater”.
Hvorfor de, som allierede med besættelsesmagten, ikke blev mødt med samme misbehag som tyskerne forklarer Søren Peder Sørensen med, “at ungarerne ikke blev opfattet som besættelsestropper i gængs forstand, samt at den nød og elendighed, som de befandt sig i, kom så tæt på, at man måtte reagere på den ene eller anden måde.”

István Boros (den ene af de tre ungarske soldater, der dukkede op i min mors barndomshjem) blev indkaldt til militærtjeneste i efteråret 1944. Siden da havde han ikke hørt fra familien i hjembyen Orosháza. István vidste, at Den Røde Hær havde invaderet byen, hvilket naturligvis gjorde ham ængstelig.

I Lønborg var István indkvarteret i skolens gymnastiksal, hvor han havde en soveplads og få personlige ejendele. I foråret 1945 var han 21 år gammel.

“De tre ungarske kammerater blev på Hedegården kendt som Mælkedrengene, der dukkede op med deres feltflasker, når køerne var blevet malket. Boros var den af de tre, som familien og ikke mindst datteren Eva kom til at kende bedst, og den kontakt udviklede sig senere til et mangeårigt venskab.”
(citat: “Den skjulte alliance” af Søren Peder Sørensen)

Befrielse

Ud over situationen med de tre ungarske soldater der dagligt kom på Hedegård, gemte en tysk soldat sig i dagtimerne i Hedegårds kartoffelkule. Kartoffelkulen lå afsides fra selve gården. Den tyske soldat var deserteret, da han ellers havde udsigt til at ende på Østfronten.

Mine bedsteforældre sørgede for, at de ungarske soldater og den deserterede tyske soldat ikke mødtes – og ikke vidste besked om hinanden. Men disse sikkerhedsforanstaltninger røg sig en tur den 4. maj, da frihedsbudskabet lød fra BBC.

“På Lønborg Hede var den tyske desertør Otto Baude i timerne forinden krøbet frem fra sit skjul i den underjordiske kartoffelbeholder for at søge selskab hos sin danske familie Hundebøll på Hedegården. Samme aften var de ungarske soldater István Boros og de to andre mælkedrenge også dukket op. I køkkenet hørte de befrielsesbudskabet fra London, da desertøren Otto kom dansende ind i køkkenet. Glæden over, at krigen var slut, var så stor, at jublen måtte ud i dans”
(citat: “Den skjulte alliance” af Søren Peder Sørensen)

Fotografi af ungarske soldater, der forlader Hemmet 10.5. 1945. Foto: Egvad Egnshistoriske Samling.

Snart efter var det tid til afsked. Om afskeden med de tre ungarske soldater skriver min mor: “10. maj om aftenen kom de tre ungarere – enkeltvis – for at sige farvel – de skulle dagen efter begynde vandringen hjemad til Ungarn. Jeg husker, den sidste kom efter vi var gået til sengs, men far og jeg stod op for at hilse af. Vi kunne intet ane om, hvordan det gik dem, og de lod ikke høre fra sig før 25 år efter.”

Overraskende besøg

I sommeren 1970 dukkede en ungarsk familie op i Lønborg. Jeg forestiller mig, at de har spurgt sig frem efter familien Hundebøll, for de endte hos min mors søster, der boede i Lønborg. Med sig havde de et foto af min mor, min bedstefar og min morbror Regner. Fotoet havde István fået af min bedstefar den aften i 1945, hvor de tog afsked med hinanden.

Søsteren i Lønborg ringede til min mor. Mor bad sin søster fortælle ungarerne, at de skulle køre til Hoven Ungdomsskole, hvor mine forældre dannede forstanderpar. Ungarerne forstod desværre ikke beskeden og forsvandt igen.

I stedet måtte min mor og far finde ungarerne. Familien i Lønborg havde forstået, at ungarerne boede på en campingplads ved Nymindegab.

Det lykkedes at finde ungarerne på én af de tre campingpladser, der var ved Nymindegab i 1970. Min mor skriver “… samtidig med, at vi fik øje på en bil med H, var der en der råbte: “Evának”. Det var helt utroligt, efter 25 år kunne Istvan kende mig. Hans kone Ibolya havde netop lavet salat til dem, jeg tror, det var hele deres aftensmad”. Med sig havde Istvan og Ibolya en søn på 5 år – der også hed Istvan.

Efter ungarernes besøg i Danmark i 1970 kom der hvert år jule- og påskekort fra Budapest, og fem år senere var det min mor og far, der rejste til Ungarn for at besøge Istvan og familien.

I sommeren 1978 var jeg selv med på en campingtur til Ungarn. Vi var 5 på tur. Mine forældre, mine to yngste storesøstre og jeg.

Hos familien Boros i Budapest 1978. Det er István yderst til højre. Foto: Eva Hundebøll.

Det var dengang Europa var delt mellem øst og vest. Ungarn var på den anden side af jerntæppet – i det kommunistiske Østeuropa. Vi mødtes med István, Istvánka og Ibolya på en campingplads 1. juli. På turen var vi blandt andet forbi Sopron, Balatonsøen og et slot jeg ville købe, inden vi kom til Budapest, hvor familien Boros boede.

Det er begrænset, hvor meget jeg husker fra turen. Der er nogle erindringsglimt fra bilturen gennem Europa, hvor jeg var placeret på bagsædet i familiens Saab 96 sammen med mine to storesøstre. Jeg husker lidt fra campingpladserne, men mest en gammel trækirke i noget der minder om et frilandsmuseum.

I 1980 kom István med familien igen til Danmark og besøgte mine forældre. Jeg så ikke noget til den ungarske familie igen indtil 2010, men i mellemtiden havde min yngste storesøster læst ungarsk på Århus Universitet.

István (til venstre) og min far i Budapest 2010.

i 2010 havde jeg mine egne børn med til Budapest. Vi var en større familieflok, der fløj til Ungarn: mine forældre, tre af mine fire storesøstre, min daværende kone og en god del af mine forældres børnebørn.

Rejsen var en familieferie og en fælles oplevelse. Det var også min mors afskedstur med István og hans familie. Min mor og István havde begge nået en alder, hvor de vidste, at det var sidste gang de så hinanden.

Litteratur:
“De ungarske soldater : en glemt tragedie fra den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig” af Søren Peder Sørensen
“Den skjulte alliance : et vestjysk sogns møde med de ungarske soldater under 2. verdenskrig” af Søren Peder Sørensen

Historie

Skyderi i Indre By

Skriv en kommentar

I slutningen af den tyske besættelse af Danmark (1940-1945), kom 12.000 (måske lidt flere) ungarske tropper til Danmark. De kom hertil som tyske hjælpetropper. Tyskerne havde dog ikke megen tillid til de ungarske soldater, og de blev mest benyttet til simple vagtopgaver og som arbejdssoldater.

En gruppe af de ungarske topper opholder sig på Garderkasernen ved Rosenborg i april 1945. Den 22. april samledes soldaterne på eksercerpladsen, hvor en tysk officer oplyste dem om, at de skulle sendes til Østfronten.

Der var tilsyneladende ikke nogen af de ungarske soldater, der har lyst til at kommer i kamp mod de fremrykkende sovjettropper på Østfronten. De ungarske soldater stak af fra kasernen og spreder sig ud i de omkringliggende gader.

Tyske soldater ved kanon foran Botanisk have i København, muligvis i forbindelse med ungarske soldaters mytteri den 22. april 1945. Foto: Robert Rydberg/Frihedsmuseets fotoarkiv, 1945.

Det kommer til ildkamp mellem de ungarske tropper og tyske soldater. Under kampene omkommer 7 civile danskere og flere blev såret. Hvor mange tyske og ungarske soldater der omkommer eller såres i kampen vides ikke.

Citater fra samtidige kilder

Regulær Kamp mellem ungarske Soldater og Tyskerne i København

“En Afdeling ungarske Soldater marcherede i Gaar Morges ved 7-Tiden op paa den tidligere Garderkasernes Eksercerplads foran Rosenborg Slot mod Gothersgade. Umiddelbart efter viste deres tyske Officerer sig og for kyndte, at de i Løbet af Formiddagen skulde afgaa til Fronten, og at man ventede, at de vilde kæmpe til sidste Mand og sidste Patron mod “Verdens fjenden”. Ungarernes Svar paa denne Opfordring lod ikke vente ret længe paa sig. Der blev pludselig Uro i Geledderne, og et øjeblik efter flygte de samtlige Ungarere mod Porten ud til Gothersgade. Aabenbart havde ikke een eneste af dem Lyst til at kæmpe for Tysklands Nederlag og deres egen Tilintetgørelse.

Knust kældervindue i forbindelse med de ungarske troppers mytteri. Nørre Voldgade nr. 11. Foto: —/Frihedsmuseets fotoarkiv, 1945.

Denne Faneflugt blev Indledningen til en af de mest dramatiske Søndage, Københavnerne endnu har oplevet. Tysk Militær blev øjeblikkelig udkommanderet. Det kom til voldsomme Ildkampe mellem Ungarerne og deres tyske Vaabenfæller, og i de næste to – tre Timer bragede Skudene fra Karabiner, Pistoler, Maskinpistoler og Fodfolkskanoner i hele Kvarteret. Samtidig gav tunge Drøn af Haandgranater Genlyd mellem Huse og Gaarde i den indre By, og da Kampen omsider stilnede af ved 10-11-Tiden var de Ungarere, der havde taget Kampen op, ganske vist nedkæmpet, men til Gengæld var hele Afdelingen spredt for alle Vinde. Medlemmerne var flygtet ud over Byen, hvor de nu holder sig skjult, og hvor Gestapo i de nærmeste Dage indleder Jagten paa dem – hvis de faar Tid.

Desværre forløb dette Mytteri ikke uden Ofre fra dansk Side. Fredelige Fodgængere og Folk, der intetanende opholdt sig i deres Lejligheder i Kvarteret omkring Kampzonen, blev ramt af Angribernes eller Modstandernes Kugler, og ialt 7 Mennesker mistede Livet paa den Maade.” (citat: Information. Nr. 463, 23. april 1945)

Daglige Beretninger om Begivenheder 1944-1945

“Episoderne omkring Garderkasernen. Til Morgenbladenes Meddelelser om, at der i Gaar Formiddags er blevet dræbt 7 Danske og saaret en halv snes i Nørrevold-Kvarteret, kan yderligere føjes, at de første Meldinger lød paa, at tyske Soldater var i Kamp med danske Civile ved Garderkasernen. Et Kvarter senere meddeltes, at tyske Styrker var indviklet i Kamp med ungarske og østrigske Soldater. Siden havde Episoden udelukkende Karakter af indre Skærmydsler. Al Sporvejstrafik gennem den indre By blev indstillet, medens det heftige Skyderi foregik. Tabene paa tysk Side menes at være forholdsmæssig store.”
(citat: Daglige Beretninger om Begivenheder under den tyske Besættelse : fra Januar 1944 til Maj 1945, 23. april 1945)

Afvæbnede ungarske soldater på lastbil foran Købmandsskolen. En ungarsk styrke på Garderkasernen havde modsat sig at blive sendt til fronten, hvilket førte til omfattende skyderier i de omliggende gader, også med civile danskere blandt de dræbte. Foto: Nordisk Pressefoto/Frihedsmuseets fotoarkiv, 1945.
Bagsiden af ovenstående fotografi.

“Episoden paa Garderkasernen. Udgangspunktet for Episoden paa den tidligere Garderkaserne Søndag Morgen menes at være et Intermezzo, som opstod ved Afsendelse af et Hold ungarske Soldater, der skulde til Østfronten. De ungarske Soldater skal have sat sig til Modværge og være flygtet ind i Kongens Have og ned ad Nørrevold. En Del af dem blev skudt, andre indfanget, medens nogle undslap.”
(citat: Daglige Beretninger om Begivenheder under den tyske Besættelse : fra Januar 1944 til Maj 1945, 24. april 1945)

Historie

Det ungarske træ

Skriv en kommentar

Besættelsestiden: I Frederikslund Skov ved Holte står et træ, hvor det ungarske nationalvåben er ridset ind i barken. Hvorfor nu det?

I slutningen af 2. Verdenskrig, hvor det tyske nederlag var uundgåeligt, hvor sovjetiske tropper nærmede sig Berlin fra øst og de vestlige allierede pressede på fra vest, ankom over 12.000 ungarske tropper til Danmark.

Fredsslutningen efter 1. Verdenskrig betød, at Ungarn mistede to tredjedele af sit territorium. I mellemkrigstiden ønskede nationalistiske kræfter de tabte territorier tilbage, hvilket fik Ungarn til at indgå i alliance med Nazityskland fra slutningen af 1930’erne.

Ungarn deltog i angrebet på Jugoslavien i 1941 og 27. juni 1941 erklærede Ungarn krig mod Sovjetunionen. Hvor de ungarske tropper senere oplevede store tab ved floden Don syd for Stalingrad i januar 1943.

I 1944 forsøgte den ungarske regering at forhandle en våbenhvile med de allierede. Da rigsforstander Miklós Horthy den 15. oktober 1944 meddelte, at landet havde indgået en våbenhvile med de allierede, blev Horthy afsat af tyskerne. Ferenc Szálasi fra det nationalsocialistisk  Pilekorsparti blev indsat som leder. Pilekorspartiet forvandlede Ungarn til en blodig slagmark og deporterede landets jødiske befolkning til nazisternes udryddelseslejre.

Efter tysk ønske beordrede Ferenc Szálasi en total mobilisering, og der skulle oprettes 14 nye divisioner. Så mange blev det ikke til.

I oktober 1944 trængte Den Røde Hær trængte ind i Ungarn fra øst. Den sovjetiske fremrykning fik Pilekorset og tyskerne til at forberede en evakuering. De nye rekrutenheder blev transporteret mod vest, officielt for at blive uddannet i træningslejre i Tyskland.

Færdiguddannede blev enhederne aldrig. I stedet endte nogle af dem i Danmark.

I 1944 ankom 900 ungarske soldater fra en rekrutbataljon til Høveltelejren. De blev bl.a. sat til at bevogte Nordbanen mellem Lyngby og Birkerød.

Ifølge Søllerødbogen (1986) var der i starten af 1945 forhandlinger mellem den ungarske kommandant og modstandsbevægelsen. På trods af sproglige vanskeligheder og tysk mistanke, opstod der en forståelse mellem parterne om “at ungarerne ved alarmering stillede sig under modstandsbevægelsens kommando, med den særlige opgave for øje at “likvidere” den tyske styrke på Høvelte.”

Det kom som bekendt ikke til krigshandlinger i Danmark forbindelse befrielsen. Og det blev ikke nødvendigt for de ungarske soldater at “likvidere” de tyske styrker på Høvelte.

At forholdet mellem tyskerne og ungarerne var anspændt kan ses af notitsen “Tyskerne smider Ungarerne ud af Høvelte-Lejren” i “Aalborg Amtstidende” 8. maj 1945: “Det har i flere Maaneder været øjensynligt, at der bestod et meget anspændt Forhold mellem de ungarske Soldater som Tyskerne hentede herop, og Tyskerne selv. Ved flere Lejligheder er det kommet til blodige Kampe, og nu er der for Høveltelejrens Vedkommende sket et officielt Brud mellem de to Parter. Tyskerne har tvunget ca. 200 Ungarer til at forlade Lejren, og det meddelelse, at disse nu i Smaaflokke flakker rundt i Nordsjælland”.

Træet i Frederikslund Skov

I Frederikslund Skov er der stadig et spor fra de ungarske soldater i Høveltelejren. I et træ er det ungarske nationalvåben indridset. Træet kaldes Det ungarske træ.

Det ungarske træ i Frederikslund Skov. Marts 2025.

Ud over nationalvåbnet, blev der indridset starten af en nationalistisk bøn fra mellemkrigstiden: HISZEK EGY IBTEBEN / HISZEK EGY HAZÁBEN / HISZEK …., som betyder JEG TRO PÅ ÉN GUD / JEG TROR PÅ ÉT LAND / JEG TROR …
Slutningen af digtet, NAGYMAGYARORSLÁF FELTÁDÁSÁBEN (PÅ STORUNGARNS GENOPSTÅEN), kom ikke med. I dag er det noget svært at tyde ordene, og enkelte af bogstaverne er helt væk.

Det ungarske træ finder du 55°49’17.5″N 12°27’23.6″E

Historie

Mindesten for skovskole

Skriv en kommentar

Gribskov: Nær Kagerup Station ved Maglemosevej står en mindesten. Mindestenen erindre oprettelsen af en skovarbejderskolen i 1948 og katastrofen i 1953, hvor skolen nedbrændte.

Jeg opdagede stenen en dag jeg var ude at løbe i Gribskov. Langs Maglemosevej er der et smalt trail-spor – og der, ved siden af sporet stod stenen. Nysgerrig stoppede jeg op og læste teksten:

“PÅ DETTE STED STARTEDE / UDDANNELSEN AF SKOVARBEJDERE / I ÅRET 1948 / TIL GAVN FOR HELBRED, INDTJENING / SELVVÆR OG FAGSTOLTHED /// SKOVARBEJDERSKOLEN NEDBRÆNDTE EN FORSTKLAR / VINTERNAT I FEBRUAR 1953 /// REJST DEN 3. OKTOBER 1998”

Mindesten for Danmarks første skovarbejderskole.

Jeg erindrede ikke at have hørt om skolen – eller om branden i 1953, så jeg måtte hjem og grave lidt.

Oprettelsen af skolen

Efter krigsårene (1940-1945) var dansk skovbrug sakket bagud. I de store skovbrugslande som Canada og Sverige motorsave, udkørings- og udslæbningsmateriale blevet forbedret. Nye håndredskaber var taget i brug. Skoler var oprettet for at lette arbejdet for skovarbejderne – og for at opnå større effektivitet.

Skovbruget i Danmark trængte til et løft i efterkrigsårene og skovskolen var en del af strategien for at kommer videre. Forbilledet for den danske skovarbejderskole var skovskoler i Norge og Sverige.

28. marts 1948 kunne bragte Social-Demokraten artiklen “Skovarbejderskole i Grib Skov”. Artiklen fortale om de forberedelser som Dansk Skovforening var i gang med, for i samarbejde med Landbrugsministeriet og Dansk Arbejdsmands-Forbund, at etablere en uddannelse for skovarbejder.

“Skovrider J. Abell, Hvidkilde, ved Svendborg, har i Dansk Skovforenings nyligt udkomne Tidskrift skrevet en særdeles interessant Afhandling om den norske Skovarbejderskole, der er opført i Sönsterud i en af Quisling-Regeringens gamle Barakbygninger. Konklusionen af Skovrider Abells Betragtninger er kort og godt denne: Vi bør ogsaa herhjemme oprette en Fagskole for Skovarbejdere, hvor der kan læres alt om Skovning, Kulturarbejder, Vejbygning, Billæsning, Kørsel med Hest og Redskabskundskab. Endvidere bør Skovarbejderne kunne faa Kendskab til Træets Udnyttelse, Skovens Rentabilitet, Flora og Fauna, Beklædning og Arbejdsforhold og meget andet.”
(citat: “Skovarbejderskole i Grib Skov” i Social-Demokraten (28. marts 1948)

Senere på året, kom skolen et stort skridt nærmere en virkeliggørelse da Finansudvalget gav tilslutning til skoen. Udgiften til etableringen af skolen blev anslået til 105.000,- kr hvoraf 65.000,- udredes af statskassen. (Kilde: Vestjyden, 27. oktober 1948)

Klip fra “Roskilde Avis”, 1. december 1948.

Danmarks første skovarbejderskole blev indviet tirsdag den 30. november i Gribskov ved Kagerup Station. Barakkerne som skovarbejderskolen blev etableret i, var tidligere anvendt af Arbejdsministeriet til beskæftigelsesforanstaltninger for arbejdsløse. Det første hold elever var dog tyvstarter og var gået i gang med skolens første kursus den 22. november.

Skolens første leder blev skovfoged Ogstrup. I vinterhalvåret afholdt skolen kurser af 4 ugers varighed. Kursussæsonen strakte sig fra midten af september til midten af april.

I 1998 så Tage Ogstrup tilbage på “Skovarbejderskolens oprettelse og første år” i tidsskriftet “DST : dansk skovbrugs tidsskrift”. Ogstrup skrev: “Al opvarmning skete ved brændeovne. Det skulle senere vise sig at være katastrofalt, da skolen i 1953 nedbrændte på grund af en overophedet ovn.
Set med nytidens øjne var det primitive forhold, som hverken brandmyndigheder eller arbejdstilsyn ville godkende i dag, Det var dog acceptabelt dengang. Der var en hyggelig skovhuggeratmosfære og en pionerånd over lejren”.

I de tre første år blev der afholdt 16 kurser og 460 skovarbejder gik gennem skovarbejerderskolen ved Kagerup. Det var de færrestes kursister der havde mulighed for at tage hjem i weekenderne, i stedet blev der arrangeret udflugter i omegnen, f.eks. til Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm.

Branden

Ved 1-tiden d. 9. februar brød en voldsom brand ud i skovarbejderskolen. To af skolens træbarakker blev ødelagt.
Den ene barak var mandskabsbarakken. De indkvarterede kursister reddede sig ud af føre og vinduer “i yderste øjeblik”, som avisen “Ny Dag” skrev.

“Zonen fra Helsinge blev tilkaldt, men da sprøjten naaede til Kagerup station, kurede den paa grund af det glatte føre gennem muren ind i stations ventesal, saa sprøjten blev knust, men dens tilstedeværelse var forøvrigt overflødig, idet der ikke fandtes vand i vid omkreds. I stedet dængede man sne over skolens øvrige bygninger og redede disse fra at blive antændt.”
(citat: “23 skovarbejdere i brændende træbarak i Grib skov i nat” i Ny Dag (9. februar 1953))

De elever der var på skolen da den brændte, blev indkvarteret på den nordiske Lejrskole hvor de færdiggjorde deres kursus.

Skovskolen ved Kagerup blev ikke genopført.

Mindestenen

I forbindelse med skovarbejderuddanelsen 50 års jubilæum i 1998 blev mindestenen sat af daværende miljøminister Svend Auken. Stenen står hvor den første skovarbejderskole stod.

Detaljer på mindestenen.

I 1998 var der tre uddannelsessteder i Danmark: Skovskolen i Nødebo – og skolerne i Løvenholm og Kompedal, begge i Jylland.

Historie

Bryggeriet der aldrig bryggede øl

Skriv en kommentar

Aktieselskabet Trekroner Bryggeri blev stiftet i 1898 og året efter stod et store bygningskompleks klar til at brygge overgæret øl på Trekronergade (dengang Bryggerivej). Bygninger blev tegnet af arkitekt Caspar Leuning Borch (1853-1910).

I Nationaltidende 22. juni 1898 var der trykt en “Indbydelse til Tegning af Aktier og Obligationer i Aktieselskabet “Bryggeriet Trekroner””. Her kunne københavnerne læse at “der er stiftet et Aktieselskab med det Formaal at drive Produktion af overgjærdet Øl.” Og senere i samme annonce: “Bryggeriet vil blive anlagt efter de nyeste og bedste Principer, hvorved paa den ene Side vil vindes Garanti for Fremstillingen af et godt og ensartet Produkt og paa den anden Side opnaaes Fordelene ved en rationel økonomisk Drift.”

Annonce. Nationaltidende 22. juni 1898.

Inden Trekroner Bryggeri kom i gang med produktionen blev selskabet opkøbt af De forenede Bryggerier, der derved kvalte en kommende konkurrent i fødslen. I en årrække blev bygningerne anvendt til maltgøreri.

Trekroner Bryggeri set fra syd.

Den 15 juni 1899 kunne læserne i avisen Dannebrog læse artiklen “De forenede Bryggerier – Generalforsamling paa Tirsdag: “Hvad angaar Kjøbet af Bryggeriet “Trekroner”, er der meget delte meninger blandt Aktionærerne. Det nye Bryggeri er endnu ikke færdigt; det har altsaa ingen Kundekreds, og ingen Mo’ers Sjæl kan vide, at hvad Værdi eller Betydning det kan være for “De forenede Bryggerier” at erhverve dette Aktiv, der i det højeste kan betragtes som en Fremtidsmulighed.”
I artiklen kommer det desuden frem, at “Kjøbet af “Trekroner” er det Offer, der skal bringes visse vrede Guder for at faa gjennemført en Forhøjelse af Ølprisen. Forklaringen hartili skal være den, at Hr. Kühle, der sammen med Apotheker Alfr. Benzon og Overretssagfører Zeuthen o.fl. danner det endnu ufærdige Bryggeris tilkommende Bestyrelse, er en Broder til Gl. Carlsbergs Chef, Kaptejn van de Aa Kühle, men hvem Etatsraad Haurowitz ikke stod paa en saadan Fod, at der mellem dem kunde føres nogen Forhandling om en Prisforhøjelse til delvis Dækning af Ølskatten.”

Bryggeriet Trekroner gengivet fra bogen “De Forenede Bryggerier 1891-1916”. Det er hovedbygningen, som her ses bagerst, der stadig kan ses i Valby.

Generalforsamlingen blev afholdt og dagen efter (den 21. juni 1899) skrev Frederiksborg Amts Avis om De forenede Bryggeriers Generalforsamling: Kjøbet af Hvidtølsbryggeriet “Trekroner” anbefaledes af Højesteretssagfører B. G. C. Jensen og Bankdirektørerne Larsen og Heide og fraraadedes af Direktør Sloman og Overretssagfører Alfred Christensen.”
Flertallet var for erhvervelse af Trekroner Bryggeri, hvorfor det blev køb og hvorfor produktionen af øl aldrig blev til noget, selv om bygningerne stod klare kort efter.

Karl Mayer skriver i De Forenede Bryggerier 1891-1916 (Levison, 1916): “Der bestod paa dette Tidspunkt et ret spændt Forhold mellem De forenede Bryggerier og Carlsberg Bryggerierne, men disse sidste var ved en Overenskomst forpligtede til ikke at anlægge og drive noget Overgæringsbryggeri og var saaledes forhindrede fra at udvide Konkurrencen til ogsaa at omfatte dette Omraade. Men mente derimod, at der intet var til Hinder for, at Carlsberg Bryggerierne kunne støtte et nyt anlagt Hvidtølbryggeri ved Anbefalinger til sine egne Kunder, og det var Forventning om saadan Støtte, at Bryggeriet, hvis ene Bestyrelsesmedlem var Broder til Direktør Kühle paa Gl. Carlsberg, blev anlagt.”

I 1915 solgte De forenede Bryggerie huset til M. I. Balling’s Sønner og et ubebygget areal blev solgt til Anders A. Pindstoftes Maskinfabrik. Balling anvendte bygninger frem til 1961. Frem til 1986-87, hvor bygningerne var nedrivningstruede, lejrede forskellige småvirksomheder sig ind.
Et lokalt initiativ, blandt andet initieret af forfatter Peter Olesen, reddede bygningerne, så vi stadig kan nyde Caspar Leuning Borch skønvirkearkitektur på Trekronergade.

Bibliotek.dk: “De Forenede Bryggerier 1891-1916” af Karl Meyer (1916)

Historie

Lys over byen

Skriv en kommentar

Da Danmark blev elektrificeret og der kom lys over København var firmaet Kemp & Lauritzen med. Et jubilæumsskrift fortæller om firmaets første 50 år og indeholder en rækker spændende fotos.

Kemp & Lauritzens domicil på Vester Voldgade.

I 1882 grundlagde skibskonstruktør Otto Niels Kemp (1845-1905) og telegrafingeniør Severin Lauritzen (1850-1924) ingeniørfirmaet Kemp & Lauritzen.
Fra starten af beskæftigede firmaet sig primært med elektricitet, men udvidede med tiden selskabets forretning med kraftanlæg, vandforsyning, varmemålere samt detailhandel.

Da firmaet startede i 1882, var der ingen faguddannede elektrikere, hvorfor grundlæggerne selv måtte deltage i det praktiske arbejdet, “medens de sørgede for at sætte Haandværkere af forskellige Fag ind i Elektricitetens Mysterier; saaledes benyttede man f. Eks. Snedkere og Blikkenslagere til indendørs Arbejde, medens Sømænd, der var vant til at gaa til Vejrs, egnede sig udmærket, naar det gjaldt om at trække Ledninger langs Master eller mellem Bygninger.”
(citat: Kemp & Lauritzen 1882-1932, s. 12)

Annonce fra Nationaltidende, 9. august 1911.

Historien startede endnu tidligere. Sammen med Th. Thaulow grundlagde Severin Lauritzen i 1879 Kjøbenhavns By- og Hustelegraf, der beskæftigede sig med telefoni og byggede en telefoncentral i Hotel Royal. De startede med 22 abonnenter i Indre By.
I 1881 trådte Otto Kemp ind som medindehaver og firmaet blev udvidet med en afdeling for elektrisk lys.

Senere samme år tilbød det nystiftede Kjøbenhavns Telefonselskab at overtage Kjøbenhavns By- og Hustelegrafs telefoncentral i Hotel Royal. Det blev anledningen til at stifte Kemp & Lauritzen.

Amagertorv 24. Her havde Kemp & Lauritzen til huses de første 9 år. Huset er nedrevet og erstattet af andet byggeri.

“I Begyndelsen leveredes næsten udelukkende Telefonanlæg, Lynaflederanlæg, Brandalarmeringsanlæg, Ringeanlæg og elektriske Uhranlæg; men allerede i 1884 begyndte der at vise sig en voksende Interesse for elektriske Lysanlæg, navnlig for de større industrielle Virksomheders og Forlystelsesetablissementers Vedkommende, saaledes at Firmaet snart fik overdraget Udførelsen af flere efter Datidens Begreb ret store Anlæg.”
(citat: Kemp & Lauritzen 1882-1932, s. 24)

I 1905 købet Kemp & Lauritzen ejendommen Vester Voldgade 11. Efter 10 år var der ikke nok plads og firmaet købte naboejendommen Vester Voldgade 7-9, hvor der bl.a. blev indrettet salgslokale for elektriske kroner og lamper.

Kemp & Lauritzen eksistere stadig om kan bryste sig af mere end 135 års erfaring. I dag har firmaet hovedsæde i Albertslund.

Kemp & Lauritzen 1882-1932
Kemp & Lauritzen, 1932.

Udvalgte fotos “Kemp & Lauritzen 1882-1932”

National Scala med belysning 1932.
Teknologisk Institut. Festsalen 1916.
Neonskilt Paladsteatret 1932.
Lysreklame Dunlop Rubber. Dag og nat.
Gadebelysning Lyngbyvej 1931.
Salgslokale.

Appendix: Et Tyveri

I København kunne avislæserne den 30. december 1916 læse om et stort tyveri hos Kemp & Lauritzen.

Ved en revision viste det sig, at der var stjålet en del elektriske artikler fra lageret. Mistanken faldt på den russiske lagerforvalter Kessel, der blev ført til Domhuset.

Kessel havde været hos firmaet en snes år og havde med tiden fået en betroet stilling. Artiklen oplyser indvider at han var gift og havde to småbørn.

Kessel angav en jernhandler i Gammel Mønt som medskyldig. Tyveriet bestod af ledninger og lamper som Kessel solgte til jernhandleren.

I april 1917 skrev København igen om sagen og berettede, at Kessel gennem to år har stjålet kabeltråd og elektriske artikler for 5.185 kr. Avisen skriver endvidere: “I Gaar idømte Kriminalretten ham 1 Aars Forbedringshusarbejde, samt kendte ham pligtig til at tilbagebetale Firmaet det nævnte Beløb.”

Ifølge Old Monye svarde 5.185 kr i 1917 til 216.982 kr i 2023.

Historie

Titan

Skriv en kommentar

Jernindustri på Ydre Nørrebro. Gennem årtier blev der bygget elevatorer, kraner og dynamoer i karréen mellem Tagensvej og Vermundsgade.

Aktieselskabet Titan blev stiftet 30. marts 1897 ved en sammenslutning af Akts. Koefoed og Hauberg og firmaet Marstrand Helweg & Co.
Det nye selskabs fulde navn blev Koefoed, Hauberg, Marstrand & Helweg, aktieselskabet Titan.

Titans fabriksbygninger på Nørrebro.

I forbindelse med fusionen flyttede produktionen fra Meinungsgade og Vesterfælledvej til Tagensvej 32. Her var de eksisterende fabriksbygninger var blevet udvidet, så de kunne rumme den fusionerede virksomheds samlede produktion. Produktionen bestod af jernstøberi, ovenfabrikation og maskinfabrikation og produktion af elevatorer og hejseværker mm.

Det ene, Marstrand Helweg & Co, af de to firmaer der blev til Titan havde i 1888 udført personelevatoren til den berømte Tuborgflaske på den nordiske industriudstilling. I 1894 blev de første elektriske elevatorer produceret til Magasin du Nord.

Ekspertisen omkring elevatorproduktion kom med over i Titan. Den elektriske elevator blev forsynet med trykknapper og blev til “den automatiske elevator”. En elevatorafdeling “The Titan Lift Co. Ltd.” blev oprette i London og der blev eksporteret en del elevatorer til Norge og Sverige; og i mindre målestok til Argentina, Australien, Kina, det daværende Siam og Spanien.

I jubilæumsskriftet “Koefoed, Hauberg, Marstrand & Helweg : Aktieselskabet Titan : 1897-1922” er der masser af fotos af produktion og produkter. Skiftet er inddelt efter afdelinger/produkter.

Titan, elektrisk værksted.
Titan, montagehallen.
Titan, værkstedsinteriør.
Cykelelevator, Københavns Hovedbanegård.
Magasin du Nord, hurtiggående elevatorer.
A. C. Illum, personelevator.
Hans Just’s Magasiner, Århusgade. Automobilelevator.
Carlsberg Bryggerierne, 350 kW dynamo.
Vestre Gasværk, 2 kulkraner.
Burmeister & Wain, 15 tons elektrisk løbekran.
Københavns Frihavn, svingkraner.
Historie

Lindholm Høje

Skriv en kommentar

Nord for Limfjorden ved Nørresundby findes en flot gravplads fra yngre jernalder og vikingetiden: Lindholm Høje. Her findes flere hundrede skibssætninger og over 700 grave – mest brandgrave.

Lindholm Høje var aktiv begravelsesplads fra ca. 400 til 1.000. De ældste grave med ubrændte døde har med få undtagelser ingen stenmarkering.

Nogle af gravene har trekantede stensætninger – ofte med en bautasten i midten. Dateringen af disse grave er usikker, men arkæologerne antager, at de skal dateres til 500-årene.

Der er over 100 ovale stensætninger fra brandgrave. Ud fra gravgaver som lerkar, perler og dragtspænder er disse grave blevet dateret til 600- og 700-årene. I slutningen af 700-årene er de ovale grave afløst af skibssætninger. Der er over 130 skibssætninger fra 700- og 800-årene. I 900-årene gik man tilbage til jordfæstegrave.

Ved Lindholm Høje har der været mindst to landsbyer. Men området var plaget af sandflugt og omkring år 1100 blev Lindholm Høje forladt og sandede til.

“De første begravelser er anlagt på den højeste del af bakken, men efter næsten 600 års brug flyder stenkredsene ud over den bløde bakke til alle sider. Mellem 15 og 20 generationer fra nærtliggende landsbyer har begravet deres kære her. Da landsbyernes befolkning blev kristne og begyndte at begrave deres døde i indviet jord ved kirkerne, blev bakken i stedet en del af dagliglivet, men det skulle vise sig at blive skæbnesvangert. I slutningen af 900-tallet lå heren gård med marker omkring, og flere gårde blev anlagt i tiden op til begyndelsen af 1100-tallet.
(…)
I begyndelsen af middelalderen blev sandflugten for stor en plage for Lindholm Højes beboere, og de forlod stedet.
(…)
De tykke sandflugtslag skjulte Lindholms Højes historie godt lige indtil slutningen af 1800-tallet, hvor danselærerinden Ida Augusta Zangenberg fra Thisted skabte stor interesse for stedet. Hun var en ivrig amatørarkæolog, og hun gik i gang med arkæologiske udgravninger på stedet for at afdække sandlagenes hemmeligheder.”
(citat: Danmarks oldtid i landskabet. Lindhardt og Ringhof, 2019)

Historie

Fra konflikt til egen forening

Skriv en kommentar

I 1906 blev Kvindelig Idrætsforening dannet efter uenigheder i Københavns kvindelige Gymnastikforening, men først et hurtig smut forbi det ugymnastiske Østerbro.

I starten af 1900-tallet var Østerbro en ugymnastisk bydel, hvor der ikke fandtes et gymnastikhold for kvinder.
Kvinderne i Kvindelig Idrætsforening satte sig for at ændre på dette, men de havde ikke midler til annoncer og anden reklame.

Gymnastik på taget.

Små 20 medlemmer påtog sig at dele programmer ud – derude på det ugymnastiske Østerbro. Gaderne blev fordelt og så gik det op og ned ad de mange trapper. Tusinder af programmer blev uddelt. Lønnen for sliddet var en fælles besøg hos kvarteret bedste konditor. Kalorieregnskabet skal jo holdes i plus.

Gennem en årrække var programrunddelingen på Østerbro en fast tradition i foreningen. Da det endeligt lykkedes at oprette et godt hold i bydelen faldt den bort og medlemmer glippede den årlige trappetræning.

Anekdoten om programuddeling på Østerbro stammer fra bogen Blade af Kvindelig Idrætsforenings Historie udgivet i anledning af Kvindelig Idrætsforenings (KI) 10 års jubilæum i 1916.

Et brud

I jubilæumsskriftet fortælles der også om KIs tilblivelse. Foreningen opstod efter et brud med Københavns kvindelige Gymnastikforening (KKG), hvor et mindretal havde kæmpet for “de viderekomne Holds gennem alle Aar hævdvundne Ret til selv at vælge deres Leder”, som Ester Schrøder skriver i jubilæumsskriftet.

De havde argumenteret godt for deres sag på KKGs generalforsamling. Der dannede sig et flertal på generalforsamlingen for at fastholder holdenes ret til vælge leder og der var et flertal blandt de fremmødte. Men der kom en stak skriftlige fuldmagter på bordet fra medlemmer der ikke var tilstede. Flertallet var væk.

“Saa alvorligt tog “de tretten” det, at de følte det, som var de sat ud af en Forening og et Arbejde, de havde holdt meget af og allerede havde viet mange Kræfter. Men fortsætte under de forandrede Vilkaar, derom kunde der ikke være Tale.”
(citat: Blade af Kvindelig Idrætsforenings Historie, side 5)

Gymnastik på taget.

I et jubilæumsskrift for Københavns kvindelige Gymnastikforening (KKG) fremstilles stridspunktet anderledes:
“Det har forøvrigt aldrig været Foreningens [KKG] Ønske at stile imod at vinde Pris ved offentlige Opvisninger, da deri en saadan Higen kan ligge en Fare for Overanstrengelse særlig for Kvinder, hvis Iver og Ærgerrighed let driver dem længere frem, end deres Kræfter rækker. Dette Syn paa Foreningens Maal har dog ikke sejret uden Brydninger.
En Følge af disse var Oprettelsen af “Kvindelig Idrætsforening” Aar 1906. Den stiftedes af Medlemmer, som mente at kunne naa videre frem under andre Rammer”.
(citat: Københavns kvindelige Gymnastikforening : 1886-1911, side 13-14)

Her fremstille det ikke som en konflikt om valg af ledere på de erfarne hold, men et spørgsmål om fastholde en asketisk amatørisme hvor man ikke stillede efter sejre og hæder.

I forbindelse med bogen Den kvindelige Kvinde har Anne Lykke Poulsen skrevet om Kvindelig Idrætsforenings brud med Københavns kvindelige Gymnastikforening.

I de første år af KKG levetid var der ingen nævneværdige stridigheder. Men da Aage Budtz-Jørgensen overtog træningen af foreningens seniorhold, viste det sig, at hans syn på kvindegymnastik ikke var i overensstemmelse med foreningens opfattelse af legitim kvindegymnastik.

Aage Budtz-Jørgensen fik dog lov at oprette et elitehold der trænede tre gange ugentligt. Fra begyndelsen var der modstand overfor projektet i dele af bestyrelsen. I protest mod eliteholdet gymnastik der var for kraftig og mandspræget trak K. S. A. Præstegaard sig som formand ved generalforsamlingen i 1902.

I 1904-1905 diskuterede KKGs bestyrelse eliteholdets forhold og om det skulle nedlægges. Der blev nedsat et udvalg. Udvalget kom med et forslag til nye love gældende lukkede hold. Forslaget blev vedtaget i september, men det stoppede ikke uenighederne i foreningen.

I december samme år, blev der afholdt to ekstraordinære generalforsamlinger hvor uenigheden igen kom til udtryk. To støtter til Aage Budtz-Jørgensen hold forlod KKGs bestyrelse og et nyt udvalg blev nedsat. Udvalgets mål var at reformulere de nye love og dets flertal havde et ønske om at nedlægge holdet.

Hvile på taget.

“Konflikten kulminerede på en generalforsamling den 21. maj 1906, hvor der blev stemt om, hvorvidt eliteholdet havde ret til selv at vælge en leder. I første omgang blev der kun stemt blandt de fremmødte. Aage Budtz-Jørgensen og hans tilhængere vandt afstemningen. Derefter blev der gennemført en anden afstemning, som inddrog fuldmagter fra fraværende aktive og passive medlemmer. Aage Budtz-Jørgensens tilhængere fandt den anden afstemning uretfærdig og manipulerende.”
(citat: Den kvindelige Kvinde af Anne Lykke Poulsen, side 95)

Den anden afstemning gik mod eliteholdet. Aage Budtz-Jørgensens tilhængere forlod efterfølgende generalforsamlingen gik op i “a Porta” på Gammel Torv. Stemningen var tung, men skiftede da tanken om at stifte en ny forening opstod.

De erfarnes holds ret til selv at vælge leder, var det konkrete udtryk for elitesholdets stræben efter at dygtiggøre sig.

Historie

Oplysning til arbejderne

Skriv en kommentar

Engang lagde arbejderbevægelsen stor vægt på folkeoplysning og på at øge vidensniveauet i arbejderklassen. Arbejdernes Læseselskab, stiftet i 7. oktober 1879, var sat i verden for at understøtte styrkelse af oplysning og viden i den danske arbejderklasse.

Arbejdernes Læseselskab blev stiftet med udgangspunkt i 340 bind fra det lukkede Socialdemokratisk Samfunds bibliotek. Foruden de 340 bind modtog det nystiftede selskab 5,85 kr i kontanter. I 1885 var bogsamling øget til 1.270 bind.

Ekspeditionen i Nansensgade 1898.

“Den faste Tro, at Kundskab er en fortræffelig Ballast paa Sejladsen over Livets vanskelige Farvand, har stedse besjælet de ledende Kræfter i Selskabet, og selv i Brydningstiden var det det samlende Moment, det Bannermærke, om hvilket der med Begejstring er blæst til Samling, selv naar Storm og Modgang truede Arbejdet.”
(citat: “Arbejdernes Læseselskab : dets Historie og Minder : 1879-1929” s. 7)

Læseselskabet udlånet sine bøger fra Folkets Hus i Rømersgade og arrangerede foredrag, koncerter og museumsbesøg.

Til Nansensgade

I 1889 flyttede Arbejdernes Læseselskab Nansensgade 53 (nu 75). Her havde selskabet domæne i 27 år.

“Indflytningen i Nansensgade var, trods de beskedne Pladsforhold, men ogsaa har maate virke under, dog et Fremskridt, idet Selskabet her befandt sig opppe i Dagens Lys.Tidligere havde man jo gentagne Gange haft til Huse i Kældelokaler, hvad der baade hygiejnisk og æsthetisk var utiltalende.”
(citat: “Arbejdernes Læseselskab : dets Historie og Minder : 1879-1929” s. 20)

Læseværelset i Nansensgade.

Eget hus

Med støtte fra Københavns Kommune erhvervede Arbejdernes Læseselskab ejendommen Nørre Søgade 27.

I Begyndelsen af Februar 1923 var Lokalerne saavidt færdige, at Indflytningen kunde finde Sted, og den 10. Februar gik Flaget for første Gang til Vejrs paa Arbejdernes Læseselskabs egen Bygning. — Om Aftenen samledes Repræsentanter for Autoriteterne, Pressen, Haandværkerne m. m. fl. til en Festlighed, ved hvilken Lokalerne indviedes. Ved denne Lejlighed blev der af Sangkoret sunget en af Axel G. Hansen forfattet Kantate. Endvidere bragte Raadmand Fr. Andersen en Hilsen fra Københavns Magistrat og Borgerrepræsentation, der omfattede Læseselskabets Virksomhed med stor og velvillig Interesse.
(citat: “Arbejdernes Læseselskab : dets Historie og Minder : 1879-1929” s. 63-64)

Bestyrelsesværelset i Nørre Søgade 27.

I de samme årtier som Arbejdernes Læseselskab etableres og virker, sker der en stærk udvikling af folkebibliotekerne og en stor del af læseselskabets opgaver overtages af bibliotekerne. I 1932 reorganiseres en rækker københavnske arbejderorganisationer. I den forbindelse afhændes Arbejdernes Læseselskab bibliotek.

Arbejdernes Læseselskab : dets Historie og Minder : 1879-1929 af Georg Bruun og L. P. Hansen. Dansk Andels Trykkeri, 1929.