På kirkegården ved Læborg Kirke, står en høj runesten.
Runestenen blev fundet i 1600-tallet på en mark omtrent 150 meter nord for kirken, tæt på Hærvejens rute gennem Jylland og omkring 40 kilometer sydvest for Jelling.
Stenen er 2,36 meter høj. Runeskriften er ristet i to lodrette bånd. Runerne er omsluttet af to Thors hamre.
Teksten på stenen: “Tue, Ravns ætling hugge disse runer efter Thyra sin dronning”.
“Ravnunge Tue har nok været en stormand i Danmark, han rejste flere sten, og hans navn kan have tilknytning til Ravninge Enge ca. 10 kilometer syd for Jerlling, hvor Harald lod opføre en stor bro over et vådområde omkring 970. Ravnunge Tue er dermed en mand, der har været centralt placeret i midten af danernes og Gorms regering.” (citat: Viking af Jeanette Varberg. Gyldendal, 2019)
Som Niels Henrik Andreasen gør opmærksom på i kommentaren til indlægget Rundkørselsrundhøj, så er der mere end én rundkørselsrundhøj i Danmark. Der er i hvert tilfælde også en i København.
Det er jo nærmest en klassisk fejl, ikke at dobbelttjekke sine kilder. På Egense – Rantzausminde Lokalarkivs hjemmeside læste jeg, at Korshøj “er Danmarks eneste gravhøj midt i en rundkørsel”. Det tog jeg det for gode vare og gentog det i mit indlæg om gravhøjen. Så tak til Niels for at korrigere og gøre opmærksom på rundkørselsrundhøjen på Østerbro.
Rundkørselsrundhøjen på Østerbro ligger i rundkørslen på Bolandsvej. I Kulturarv.dk‘s beskrivelse står der: “Formodet rundhøj. Ses på foto fra ca. 1900 og er afsat som gravhøj på de Høje Maalebordsblade. I dag bevaret som træbevokset høj i rundkørsel på Bolandsvej. Samme fremtoning på fotos fra 1940’erne.” Samme sted dateres den til bronzealderen.
Niels Henrik Andreasen skriver lidt om højen i “Før byen”, bind 1 i serien “København og historien“: “Enkelte høje overlevede omfattende ændringer i det omkringliggende landskab. Et interessant eksempel er den lille gravhøj i rundkørslen på Bolandsvej i Emdrup. Mange er ikke klar over, at den lille forhøjning rent faktisk er et forhistorisk gravmonument.”
Mon der er flere rundkørsesgravhøje i Danmark? Kender du én, så skrev gerne en kommentar. Tak.
Grevinge Skov er en langhøj med en dysse fra bondestenalderen. Kammeret har oprindeligt været dækket så kun toppen af dækstenen var synlig.
Anlægget har i nyere tid fået navnet Hamlets grav.
I Grevinge Skov findes en god håndfuld gravhøje fra oldtiden. Hamlets grav er den største og det mest imponerende anlæg. Langhøjen er 39 meter lang og 9 meter bred. Nedenstående rundhøj ligger også i Grevinge Skov.
Modstandskvinden erindres med mindetavle og stræde i Hillerød.
Cecilie “Lillemor” Dybvad Hansen blev født 14. januar 1914 i Svendborg. Hun døde i 2015, 101 år gammel.
Som ung kom Cecilie “Lillemor” til Hillerød hvor hun blev gift med Aksel Dybvad. Aksel døde som ung i 1942.
Cecilie “Lillemor” blev uddannet sygeplejerske og var i mange år skolesygeplejerske i Hillerød.
Mindetavle i Cecilie Lillemors Stræde.
Aktivist
Inden nazisternes invasion 9. april 1940 var Cecilie “Lillemor” allerede aktiv og husede tyske flygtninge.
Under besættelsen blev Cecilie “Lillemor” hus, Gadevangsvej 91, brugt som tilflugtssted for modstandsfolk på vej til nye opgaver og flygtninge på vej til Sverige.
“Cecilie selv er en dame, der står ved sine meningers mod og har noget at have de skarpe holdninger i. Da Tyskland i 1930’erne begyndte at lukke sig om sig selv, og flygtningene skyndte sig over grænsen til Danmark, åbnede Cecilie sit hjem og gjorde sit for at skabe tryghed. Dette ændrede sig ikke mærkbart under besættelsen i 1940’erne, hvor Cecilie løb en stor risiko ved at beskytte de danske modstandsfolk. Hun gjorde sig fortjent til navnet ’Lillemor’, som hun fortsat levede op til efter befrielsen i 1945, hvor hun blev ved med at tilbyde et fristed for politiske flygtninge.” (citat: “Cecilie giver stafetten videre” af Jens Henrik Nybo i Domea Magasinet, marts 2014)
I hæftet “Hilsen til Finn og Johanne” beskriver Elith Truelsen en situation hvor fire modstandsfolk, der er på vej til at modtage en nedkastning fra et britisk fly, stoppes ved en tysk kontrolpost. Kontrolposten ligger ved Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund. Dalle, en af modstandsfolkene, havde glemt sit legitimationskort. Han forsøgte at flygte men et par tyske soldater får fat i ham. Tyskeren får en nødløgn om at han er en blaffer som de tre andre har taget med. Dalle blev taget med af tyskerne, men han slap senere fri: “Det var Cæcilie Dybvad, kaldet Lillemor, hos hvem Dalle og Rikard Andersen boede illegalt. Hun var om eftermiddagen blevet ringet op af tyskerne, der bad hende finde Dalles legitimationskort og bringe det ned til Gestapos hovedkvarter i Hillerød. Gestapo skulle ringe til brovagten, om Dalle kunne frigives. Lillemor kørte ikke ned til Gestapo, men cyklede direkte til broen i Frederikssund med Dalles falske legitimationskort, som tyskerne godtog og slap Dalle fri.” (citat: Hilsen til Finn og Johanne).
Efter befrielsen blev Lillemor gift med Murer-Tonny, der havde overlevet et ophold kz-lejren Dachau. Også i efterkrigstiden har flygtninge, f.eks. fra Iran og Chile, fundet et fristed hos Cecilie “Lillemor”.
Mindetavle i Cecilie Lillemors Stræde
Mindetavle for Cecilie “Lillemor” Dybvad Hansen,
Teksten på tavlen: “Cecilie Dybvad Hansen “Lillemor” /// Sidst i 1930’erne tog Lillemor imod flygtninge fra / Nazi-Tyskland med husly og hjælp til at komme videre. / Under krigen var hendes hjem tilflugtssted for friheds- / kæmpere, og hun var selv aktiv modstandskvinde. / Hun var i mange år skolesygeplejeske i Hillerød Kommune. / I 1970’erne tog hun imod flygtninge fra Chile og Iran. / Hun arbejdede hele sit liv for social retfærdighed, mod / facisme og krig. /// Hillerød Kommune, 4. maj 2017.”
I 1981 stillede København Bymuseum (nu: Københavns Museum) en udstilling af gadeinventar op i Absalonsgade. Inventaret var fra perioden 1857 til omtrent 1935.
“De ting, som er taget med, viser træk af den stilistiske udvikling fra senklassicisme over historicisme og jugend til funkis, og de er for så vidt alle vidnesbyrd om, at man inden for offentlig design stort set fulgte den herskende smag.” skrev Johan Erichsen i artiklen “Museumsgade i København” i Arkitekten, 1981, nr. 1.”
De fleste udstillede gadeinventar er siden renoveret væk, men der er stadig lidt at se i museumsgaden.
To lygtepæle anno 1858-1960
Gittermast med granitbænk
Sporvejene, ca. 1906.
Telefonkiosk
Fritz Koch, 1896. Oprindeligt opstillet på Sølvtorvet. Telefonkiosken mangler det oprindelige træskærerarbejde under taget.
De store metropoler i Europa havde opsat telefonkiosker i slutningen af 1800-tallet. Så København måtte også have telefonkiosker! I 1895 fik Kjøbenhavns Telefon-Kiosker tilladelse til at opsætte 10 telefonkiosker. Arkitekt Fritz Kock fik til opgave at tegne kioskbygningerne.
Kock tegnede sekskantede bygninger, med en dør i en af siderne. Bag døren var en telefon og skrivepult.
“Der er et mylder af detaljer, navnlig i frisen under taget. Den forestiller de 12 himmeltegn, vædderen, tyrem, tvillingerne osv., to tegn i hver af bygningens kanter. Overover i halvcirkelslaget kunne f.eks. være vikingeskibe, fugle eller håndværkerredskaber.” (citat: De københavnske telefonkiosker af John Erichsen i Arkitekten, 1971, nr. 7.)
Plakatsøjle
Alfred Brandt, 1916.
Det der var
Det gadeinventar der er renoveret væk fra Museumsgaden er: En anden type lygtepæl, 1858-60. • Postkasse, ca. 1928. Stativ, Holger Jacobsen, 1927. • Drikkekumme, 1890’erne. • Dobbeltbænk, 1888. • Liniepæl, sporvejene. Th. Jørgensen, 1904. • Fiskepost (vandpost), ca. 1900. • Vandpost, ca 1890. • Telefonskab. Jens Ingwarsen, 1935. • Lygtepæl, 1858-60. • Københavnerbænk, ca 1880. • Hydrant (brandhane). Tulipan-hane, 1902. • KV brandhane, 1916. • Dampsprøjtehane, 1904. • Lygtepæl, 1858-60. • Dobbeltbænk, 1888. • Lygtepæl. J. V. Dahlerup, 1891 • Pechler-hane, 1904. • Hydrant (brandhane). Tulipan-hane, 1902. • Fødekasse. Sporvejene, 1901. • Hovedfordelerskab. Telefonvæsenet, 1920. • Politialarm. Stadsarkitekten, 1932. • Frederiksberg-lygtepæl, ca 1890. • Frederiksberghane, 1902. • Københavnerbænk, ca 1880. • Københavnerbænk, ca 1880. • Lygtepæl. J. V. Dahlerup, 1891.
Efter at have løbet Kalkmineløbet hvor ruten går gennem Daugbjerg Kalkgruber var det naturligt, at køre en tur forbi langhøjen Jens Langknivs Hule.
Fortællingerne om den fredløse Jens Langkniv beretter at han gemte sig i Daugbjerg Kalkgruber. Ifølge lokale overleveringer skulle den fredløse Jens også have skjult sig ved oldtidsdyssen i Ulvedal Plantage, hvorfor den nu kendes som Jens Langknivs hule.
Langhøjen stammer fra tragtbægerkulturen (den tidlige bondestenalder). I den nordøstlige side er der to små kamre og ifølge Nationalmuseets fredningstekst er der 29 randsten. Jeg fik ikke talt efter. Langhøj med 2 kamre, 1,75 meter høj, 7,5 meter bred og 36 meter lang.
Det er ikke muligt at kører hen til gravhøjen. Vil du se den, må du parkere ved starten af Fyrrehalevej og gå ned ad vejen. Et lille stykke inde i plantagen kommer der et skilt der viser retningen mod “Jens Langknivs hule”.
Den store plan: “Det, der vil præge vort Syn paa Arkitekt Råvad i faglig Henseende, er hans Interesse og Arbejde for Plan i Københavns Udvikling”, sådan indledes nekrologen for Alfred Råvad (1848-1933) i tidsskriftet Arkitekten. Råvad var en pioner inden for byplanlægning. Få år inden hans død udgav han “Borgmesterbogen” som skitserede en samlet plan for hovedstadens fremtid.
Kigger du på et kort over hovedstadsområdet kan du med lidt god vilje se en hånd. Forestil dig tommelfingeren ned langs Køge bugt, pegefingeren som forstæderne ud ad B-linjen mod Høje Taastrup. Langfinger som byerne ud ad Frederikssundsvej. Ringfinger ud mod nordvest og lillefinger op langs nordkysten. Det er nogenlunde sådan Storkøbenhavn ser ud.
Alfred Råvads vision for fremtidens København.
Fingerplanen var en plan for udviklingen af København med det enkle princip, at byen skulle vokse ud af fem linjer mod købstæderne Køge, Roskilde, Frederikssund, Hillerød og Helsingør. Planen, der egentlig hed “Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn” blev udsendt af Egnsplankontoret i 1947.
Selv om planen aldrig blev formelt vedtaget fik den stor betydning for byudviklingen i Storkøbenhavn. Idéen fængede. Konkret fik planen f.eks. betydning for vedtagelsen af byreguleringsloven i 1949. Fingerplanens ide om fem linjer ud fra centrum er den hånd, du kan se på kortet.
Før Fingerplanen
Allerede i 1886 havde Alfred Råvad foreslået, at der blev fundet økonomiske midler til at udarbejde en generalplan for København. Han sendte ansøgningen om støtte til Indenrigsministeriet. Ministeriet udarbejdede et afslag. Det nåede Råvad dog ikke at modtage. Efter 1½ års ventetid, trak han sin ansøgning tilbage og emigrerede til USA med sin kone og fire sønner.
Enghavestævnet. En national hovedstadspark som Alfred Råvad forestillede sig den.
Råvad kom tilbage til Danmark i 1914. Han skrev en del indlæg i relevante blade og var en agtet person inden for fagkredse. Men uden for det snævre fagmiljø var der ikke mange, der lyttede til ham. Den brede offentlighed og det politiske niveau havde endnu ikke erkendt behovet for byplanlægning.
Alfred J. Råvad udtænkte i 1920’erne en plan for Københavns udvikling, hvor idéen var at opdele Københavns omegn i kileformede regioner, med kilernes spids rettet mod det administrative centrum.
En fingerplan årtier inden Fingerplanen
I 1929 udkom “Borgmesterbogen”, først som føljeton i tidsskriftet “Arkitekten” og efterfølgende som en trykt bog. Bogen var henvendt til borgmestre, embedsmænd og skatteborgere for at skabe bro mellem sagkundskab og politik.
En del af Råvads plan var en stor, national hovedstadspark: Enghave Stævnet. Her skulle være torvepladser for handel, varebørs og auktionshaller, torv med prøveudstilling af industri og kunsthåndværk. De rekreative elementer i parken skulle efter Råvads mening rumme områder dedikeret til moralske adspredelser og sundhedspleje som idræt. Råvads “Borgmesterbogen” var en fremskrivning af, hvordan København ville se ud 1999.
I bogens indledning skriver han: “Når det her nævnte tidspunkt, efter dette århundredes forløb, er nåt, vil havneløbet og dettes krydsninger være gennemførte og folketallet vil have passeret 2 million mærket. Bebyggelsen vil da, ikke alene have spredt sig nordefter ad Strandvejen og Lyngbyvejen, men det hele belte langs Roskildevejen vil være bebygget ligesom den søndre strand langs Køgebugten vil have formet sig som en Søndre Strandvej, medens Amager vil være fuldt bebygget, navnlig efter havebyformen, omkredsende havnens industrikvarter. Vej og gadeanlægene vil rettes mod havnekrydsningerne istedet for de historiske voldgatte (Østergat, Nørregat, Vestergat og Amagergat), som vil være gamle minder. Dette er store forandringer, men de er dikterede af stadens geografiske forhold og det vilde være en fornærmelse mod stadens borgere om man tvivlede på ævnen til at følge naturens og historiens vejvisning.”
Borgmesterbogen af Alfred J. Raavad. Akademisk Architektforening, 1929.
Den første Falckstation: Sophus Falck grundlagde Falcks Redningskorps. Den første station åbnede 3. oktober 1906 i Ny Kongensgade. I dag ses en mindeplade på bygningen, hvor historien om Falck startede.
Allerede inden “Københavns og Frederiksbergs Redningskorps”, det senere Falck, officielt var trådt i funktion, var Sophus Falck og hans mænd i aktion. Det var i forbindelse med oprydningen efter en brand på hjørnet af Sønder Boulevard og Hartmannsgade, den 28. august 1906.
Den 3. oktober 1906 kl. 16.30, årsdagen og tidspunktet for udbruddet af branden på Christiansborg Slot 22 år tidligere, trådte korpset officielt i funktion. Som ung havde Sophus Falck selv oplevet slotsbranden. Han havde deltaget som frivillig og været med til at redde indbo fra de altopslugende flammer.
På åbningsdagen for hans nye redningskorps dannede den første redningsstation i Ny Kongensgade rammen om en brandøvelse. Her viste redderne, hvordan de kunne redde en såret brandmand og medvirke til at begrænse vandskaderne fra brandslukning til glæde for forsikringsselskaberne. Mange københavnere var mødt op for at overvære optrinnet. I 1910 flyttede redningskorpset fra Ny Kongensgade 15 til større lokaler i Ny Kongensgade 9.
Mindetavlen
Mindetavlen sidder på Ny Kongensgade 15. Den blev afsløret 3. Oktober 1991. Teksten på tavlen er: “MINDEPLADE / SOPHUS FALCK STIFTEREN AF FALCKS REDNINGSKORPS / OPRETTEDE I DENNE BYGNING DEN 3. OKTOBER 1906, / KLOKKEN 16.30 DEN FØRSTE FALCKSTATION UNDER NAVNET / KJØBENHAVNS OG FREDERIKSBERGS REDNINGSTJENESTE / FALCKS REDNINGSKORPS VELFÆRDSTJENESTE / OPSAT 3. OKTOBER 1991”
Lidt nordøst for Søndersø ligger Glavendruplunden ved Stenager. Det er en lille lund, med store oplevelser. I lunden findes bl.a. Glavendrup-monumentet fra vikingetiden og to oldtidshøje (Flinthøj og Rævehøj) fra bronzealderen.
Glavendrup-monumentet er en skibssætning med en stor runesten i den ene ende. Runestene var sunket ned i jorden på en høj og blev fundet i 1806. Skibssætningen er omtrent 70 meter lang og 13 meter bred.
Runestenen blev rejst over stormanden Alle i første halvdel af 900-tallet. Af alle kendte runesten i Danmark, er det den med den længste runeinskription: “Ragnhild satte denne sten efter Alle Sølve, viernes gode, hirdens hæderværdige thegn. Alles sønner gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin mand, men Sote ristede disse runer efter sin drot. Thor vie disse runer. Til en ‘ræte’ vorde den, som [ailti] denne sten eller drager den efter en anden (fjerner den og sætter den som minde over en anden).”
Stenen er undersøgt flere gange, seneste af Erling Albrechtsen i 1958. Ud over de runer Sote ristede er der også skåltegn fra bronzealderen på stenen.
“Ragnhild og hendes mand Alle Sølve kendes ikke fra de skriftlige kilder, men det er tydeligt, at de har haft en fremtrædende plads i deres vikingesamfund. Alle Sølve var viernes gode, det vil sige, at han ledte de store offerhandlinger til gudernes ære, som både kunne foregå i naturen eller ved store offerfester i haller eller templer. Runerne er viet til Thor, så måske var det den gud, som Alle Sølve og Ragnhild foretrak. Alle Sølve var en magtfuld stormand. Han havde en fremtrædende rolle i kongens hird som thegn, og han var Sotes drot, som betyder hersker.” (citat: Viking : ran, ild og sværd af Jeanette Varberg. Gyldendal, 2019.)
Glavendruplund blev anlagt i 1906 og rummer adskillige mindesten – ud over Ragnhilds runesten er der blandt andet en genforeningssten og en mindesten for befrielsen i 1945.
