Tag-arkiv: Indre By

Et skilt på muren

Mindetavle for Nicolai Eigtved: Nicolai Eigtved, 1701-1754, var hovedarkitekten bag planerne for Frederiksstaden. Han mindes med en tavle ved Amalienborg.

Nicolai (Niels) Eigtved; født 1701 i Haraldsted og død 1754 i København. Som ung blev Nicolai Eigtved uddannet gartner, hvorefter han rejste til udlandet. Her hentede han en del erfaring og viden.

I 1732 blev Nicolai Eigtved udnævnt til dansk løjtnant og fik bevilget penge til en studierejse til Italien. I 1735 kom han til København, hvorefter han blev kaptajn i ingeniørkorpset og hofbygmester.

De sidste år af Nicolai Eigtveds liv blev dedikeret til Frederiksstadens planlægning og begyndende gennemførelse. Han havde det arkitektoniske ansvar for projektet.

Frederiksstaden var Frederik V.s store prestigebydel opkaldt efter ham selv. Anledningen til at grundlægge en ny bydel var den Oldenborgske slægts 300 års jubilæum som herskere i Danmark i 1748. Bydelen blev påbegyndt i 1749.

Frederiksstaden var den største arkitektoniske opgave i 1700-tallets Danmark. Bydelen er delt af et kors med Amalienborg Slotsplads som midte.

Hovedaksen, Frederiksgade, går fra Marmorkirken gennem Slotspladsen og ned til havnen. Den krydses af Amaliegade. Frederiksstaden nævnes som et højdepunkt i europæisk byplanlægning og rokokoarkitektur.

Mindetavle med relief af Amalienborg og Frederiks Kirke

Mindetavlen

På Frederiksgades venstre side, når man kommer fra Bredgade og går mod Amalienborg, sidder mindetavlen for Nicolai Eigtved i murværket. Tavlen viser Frederiksstadens oprindelige plan i relief.

Mindetavlens tekst:
“NICOLAI EIGTVED / FØDT 1701 DØD 1754 / FREDRIKSSTADENS ARKITEKT”

Litteratur:
Dansk biografisk leksikon : 4. bind : Dons-Frijsh. 1980.
Bag Facaden – ansigter på Frederiksstaden af Marie Josefine Albris, 2010.

Kilde: Stræderne i København. 2010, oktober.

Bispegården-sten

Det er nok ikke mange der ved runesten er der – og endnu færre har set den. Men i porten til Bispegården på Nørregade findes en runesten.

Lund-sten 2, eller Bispegården-sten som runestenen også kaldes, blev fundet i det 18. århundrede i Lund. Runerne er fra yngre vikingetid og teksten på stenen lyder: “Toke lod gøre kirken og…”.
Ja, hvad Toke gjorde ud over en kirke finder vi nok aldrig ud af.

I slutningen af 18. århundrede fandt Sjöborg stenen i et gærde ved Södergatan i Lund. Stenen kom til København, da biskop Faxe i Lund forærede den biskop Münter der lod den indmure i porten til bispegården i Nørregade.

Runesten indmuret i gulkalket væg

Stenen er placeret i porten til Bispegården, Nørregade 11.

Danske Runeindskrifter: Lund-sten 2

Kopi af Skardestenen

Mange kender Admiral Gjeddes Gaards hyggelige baggård med gule bindingsværk og den store trætavle med husets historie. I gården står der også en lille runesten.

Runestenen i Admiral Gjeddes Gaard er en kopi af Skardestenen – også kaldet Haddeby-sten 3. Originalen finde på Hedebymuseet.

Runesten foran gul væg

Den originale runesten blev fundet i 1857 ved foden af den ene af to gravhøj som blev kaldet Tvebjerge ved Hedeby i Schleswig. Stenen er fra yngre vikingetid og er dateret til 983-1014 e.v.t.

Indskriften på stene er “Kong Svend satte stenen efter sin hirdmand Skarde, som var draget vesterpå, men nu fandt døden ved Hedeby”.

Den var den tidligere ejer af Admiral Gjeddes Gaard og modstandsmand Steen Hansen (1902-1974) der i sin tid fik kopien af Skardestenen i gave. Under besættelsen var Steen Hansen leder af modstandsgruppen Dannevirke ind til han blev arresteret i december 1943.

Danske Runeindskrifter: Haddeby-sten 3
Modstandsdatabase: Hans Christian Steen Hansen

Admiral Gjeddes Gaard finder du på Store Kannikestræde 10.

Tak til Jeanne Grønbæk/Admiral Gjeddes Gaard for information om runestenen.

Hebe i baggården

I Indre By, tæt på Christiansborg, kan du møde en gudinde i en baggård.

Den græske gudinde Hebe er datter af Zeus og Hera. Hebe er gudinde for ungdom. Hebe er gudernes mundskænk. Hun skænker udødeligheds-nektar for guderne. En nektar der holder guderne unge.

I en baggård i det indre København står Hebe foran et tempel markeret med fire søjler. Gudinden står med en skål med den værdifulde drik. Koncentreret, stilfuld og med et blottet bryst.

Marmorskulpturen af Hebe er af Bertel Thorvaldsen (1770-1844), skabt i 1806. Oven over Hebe-skulpturen ses et relief af Dagen, i form af en engel der flyver med et lille barn på ryggen. Denne medaljon er fra 1815. I porten ind til baggården ses fire medaljoner. De er også udført af Bertel Thorvaldsen, men noget senere, i 1836.

Jeg har forsøgt, at finde oplysninger om hvornår statuen er sat op og af hvem, men uden held. Thorvaldsens Museum kan dog oplyse, at det er “en version lavet efter Thorvaldsens død, og er altså ikke at betragte som et originalt Thorvaldsenværk.”
Yderligere oplysninger modtages gerne, f.eks. i kommentarfeltet nedenfor.

Hebe og alt det andet finder du i baggården Ny Vestergade 1.

Tung, mørk doom

Konvent spillede en god koncert på Copenhell sidste sommer. Jeg glædede mig derfor til deres koncert i Pumpehuset.
Det var bandets anden koncert på Puritan Masochism turneen, der bringer Konvent rundt i landet, og en tur til Göteborg, Oslo, Hamburg, Berlin og Hannover.

Jeg ankom tidligt til Pumpehuset sammen med Mette. Det blev en lang rejse frem til Konvents koncert. Først måtte vi gennem tre opvarmningsband. Og Pumpehuset har fået den geniale plan, kun at sælge vand med sukker eller vand med alkohol. Så ingen vand med koffein til mig mens vi ventede på hovednavnet.

Vi fik overstået opvarmningen. Endeligt kom det det tidspunkt, hvor det var Konvent tur til at gå på scenen. Efter en intro med “Solen er så rød mor” for pigekor blev det tungt – på den fede måde. Konvent lagde ud med “Puritan Masochism”, der har hittet på nettet som teaser for albummet af samme navn.

Herfra fortsatte doom-festen. Det var tydeligt at bandet nød endeligt at være afsted med Puritan Masochism’s og mødet med publikum med deres nye materiale.

Tiden gik hurtigt med tung bas, melodiske riff og dødsgrowl. Efter at numrene fra albummet Puritan Masochism alle var leveret var det slut. Næsten da. Det blive til et enkelt ekstranummer fra bandets demo, som de udsendte i 2017.

Det kan godt være at Konvent ikke spiller super kompliceret musik. Men hold da helt kæft hvor de kan sætte fede, ørehængende riff sammen. Jeg tror der bor en masse god musik i Rikke, Sara, Heidi og Julie, som bare venter på at kommer ud. Glæder mig allerede til næste gang jeg skal se dem live.

Sara Helena Nørregaard og Rikke Emilie List på scenen. Foto: Mette Jensen.

Jeg købte det nye album med hjem og ser frem til at lære det bedre at kende. Det er ikke kun mig der har glædet mig og som har store forventninger.

I kommentarsporet til videoen ¨Ropes Pt. II” på YouTube skrev brugerne bl.a.:

  • “Konvent has brought me back into doom like I never thought possible. All I can say is thank you!” – AlucardsQuest
  • “I’m a great fan of death/doom. I couldn’t think of a better refreshment to that genre than this band! Amazing.” – NoxAurea
  • “This band’s definitely going on my various playlists this year. Love it! :D” – DitsyCityKitty
  • “Holy Hell, this is amazing! I absolutely love everything about this! Can’t wait for the album! \m/” – Heavy Harlequin

Konvent
Puritan Masochism Tour. Pumpehuset, 25. januar 2020

Cavalera-brødernes tur tilbage til rødderne

For mig står Roots som et af de bedste thrash-album og det er Sepulturas magnum opus.
Mandag gæstede brøderne Max og Igor Cavalera Pumpehuset til et genbesøg til 90erne og Roots.

Return to Roots

Brødrene Cavalera & Sepultura

Det startede i Belo Horizonte i 1984 da brøderne Max og Igor Cavalera dannede trash-bandet Sepultura. De øvrige bandmedlemmer i den oprindelige line up var Paulo Pinto, Jairo Guedes og Wagner Lamounier. Vokalisten Wagner Lamounier forlod efter et års tid Sepultura. Max Cavalera, der spillede rytmeguitar overtog tjansen som sanger.

Sepulturas første udgivelse var en split-ep’en Bestial Devastation som de udgav sammen med Overdose.
I 1986 udsendte Sepultura debutalbummet Morbid Visions. Jairo Guedes fordel bandet og blev afløst af guitarist Andreas Kisser inden bandets næste udgivelse Schizophrenia. Efter udgivelse af Schizophrenia fik Sepultura kontrakt med Roadrunner Records.

Med Roadrunner i ryggen og med Scott Burns som producer på Sepulturas næste album Beneath the Remains nåede Sepultura et nyt publikum udenfor Brasilien. De kom bl.a. til at  spillede som opvarmning for Sodom og King Diamond.

Scott Burns var igen producer på Sepulturas albummet Arise der udkom i 1991. Det var her jeg opdagede Sepultura og begyndte at headbange til de brasilianske trash-rytmer.
Beneath the Remains og Arise er rendyrkede thrash-albums hvor guitarriff fyres af i et pænt tempo.

Der blev filmet videoer til numrene Arise og Dead Embryonic Cells. Flere steder på nettet kan det læses at MTV ikke ville vise Arise-videoen. Men jeg kan huske at have set den i programmet Headbangers Ball og havde den i en periode på et VHS-bånd optager med musikvideoer fra MTV : Headbangers Ball. Det er muligvis den amerikansk udgave af MTV der har nægtet at vise videoen?

Men bandets næste album Chaos A.D. (1993) blødte Sepultura op i deres hidtil stamme thrash metal stil og hente inspiration i andre genre.
Der er dem, der mener at Beneath the Remains er det bedste Sepultura har skabt, men jeg mener, at det Sepultura kun blev bedre af at udvide deres musikalske værktøjskasse. De nye greb er fra beslægtede genre som hardcore og groove metal, men på Kaiowas sniger der sig nogle traditionelle brasilianske rytmer ind.
Indholdet i tekstern ændrede sig også. Sociale problemer og uretfærdigheder blev temaer som Sepultura tog op i deres tekster.

Roots

Roots, det sjette studiealbum, udkom i 1996 på selskabet Roadrunner Records. Sepulturas fortsatte med at eksperiemntere med deres musk. Paletten blevet udvidet elementer fra brasilianske indianere musik, capoeira-musik og andre dele fra Sydamerikas mangfoldige kultur. Teksterne tog udgangspunkt i brasiliansk politik og kultur.
Roots blev produceret af Scott Burns.

Roots Bloody Roots
Junglelyde fortrænges af et tungt riff, en høj hurtigt gentagne tone på guitar. Max Cavalera brøler “Roots, Bloody Roots. Vi er i gang og musikken kværner fremad.

Attitude
Berimbau – instrumentet der akkompagnere de dansende capoeira-krigere.
I musikvideoen til Attitude optræder medlemmer fra Gracie-familien, der er kendt for deres betydning for brasiliansk jiu-jitsu.
Teksten til sangen blev skrevet af Max Cavaleras og stedsønnen Dana Wells som også kom med idéen til musikvideoen. Kort efter at Roots var kommet på gaden, blev Dana Wells dræbt i et trafikuheld.

Cut-Throat
“You promise this and promise all / Deep inside nothing at all / In a war of filth and greed / We don’t need none of this shit / (…) / So don’t tell us it can’t be done / Putting down what you don’t know / Money isn’t our god / Integrity will free our soul /// Enslavement pathetic / Ignorant corporations”

Ratamahatta
Lokale sydamerikanske rytmer. Det svinger på en helt særlig måde sammen med Sepulturas forvrængede guitar.
Trommeslageren David Randall Silveria fra Korn og den brasilianske musiker Carlinhos Brown gæsteoptræder på album-indspilningen af dette nummer. Sangen bliver sunget på portugisisk. Sepultura er nok brasilianere, men synger størstedelen af deres sange på engelsk.

Breed Apart
En lyd af et mix af thrash metal og lokale rytmer. Som kun Sepultura kan gøre det. Berimbauen svinder med igen.

Straighthate
“What goes around / Comes around / Grow up in the ghettos / Made me real / To deal with my fears / Motherfucker you don’t understand / Pain and Hate”

Spit
Uhh, jeg kan godt lide bas der bare pumper derudaf. En art brasilianske hardcore.

Lookaway
Et tungt scratched syretrip?
På albummet er der gæstevokal af Mike Patton og Jonathan Davis fra Faith No More. DJ Lethal var også med på indspilningen af dette nummer.

Dusted
“You gonna fall hiding the truth / You gonna crawl finding the truth / To blame myself it’s my disgrace / To blame the world by my mistakes”

Born Stubborn
Et nummer der tromler fremad ud at se sig tilbage. Perfekt til en mosh. Outroen er fra Xavante-indianerne sang “Wana Ridobe”

Jasco
Akustisk pause med sydamerikansk stemning.

Itsári
Under indspilningen af sangen opholdt Sepultura sig et par dage sammen med Xavante-stammen. Mødet med Xavante-indianerne betød meget for Sepultura hvilket skinner igennem på illustrationerne på cover og i bookletten til Roots-cd’en.

Ambush
“Screaming / For more justice / Amazonia burns / Can you hear them?” Efter et par akustiske numre er Sepultura tilbage – vrede og hardcore.
Teksten omhandler miljøaktivisten Chico Mendes der blev dræbt mens han kæmpede for regnskovens bevarelse.
“When you go down!!! / When you go down fighting!!”

Endangered Species
Kværnende riff. En psykedelisk solo undervejs. Et rytmisk break. Kværnende riff.

Dictatorshit
Sepultura goes punk!
Sangen er en fordømmelse af militærjuntaer.

Gennem sidste halvdel af 1996 verserede der rygter om uenigheder i bandet. Da deres turne sluttede fortalte de øvrige bandmedlemmer Max Cavalera at de ikke ønskede at fortsætte med Gloria Bujnowski som manager. Ud over at være manager for Sepultura var hun også gift med Max, så han forlod bandet og dannede i 1997 Soulfly.

Maxs bror Igor Cavalera fortsatte i Sepultura til 2006 og medvirkede på albummene Against, Nation, Roorback og Dante XXI.

Roots genbesøgt

Live i Pumpehuset 2016. Attitude fra start. Cavalera-brødrene styrer showet fra første taktslag. Max Cavalera bruger det velvillige og oplagte publikum som et ekstra instrument – sætter gang i fællesbrøl, klap, mosh og \m/
Den ene Roots klassiker afløser den anden. Hele vejen gennem tour de Roots er Max Cavalera oplyst nedefra med grøn lys. Han står som en vildmand der stirre ud af junglen.

Afslutningen. Bandet løsner op. Det er broderkærlighed og forståelse. Death metal. Mere Sepultura og midthalvfemser nostalgi. Et enkelt Mötorhead-cover. Cavalera-brødrene brillere inden det hele afsluttes med “Roots Bloody Roots”.

Det var næsten som at være tilbage i 90erne. Med den forskel, at jeg stod forholdsvis stille til venstre for lydmanden og ikke var oppe foran for at mosh’e igennem og svinge det lange garn.

Cavalera Conspiracy
Discogs: Igor Cavalera
Discogs: Max Cavalera
Discogs: Sepultura
Sepultura

Return To Roots
Max & Igor Cavalera live i Pumpehuset 5. december 2016

Gem

Gem

70 år efter 2. Verdenskrigs slutning

Ny mindetavle på Axeltorv for BOPA-lederen Børge Thing.

10. januar 2015 blev der afsløret en mindetavle for BOPA lederen Børge Thing på Axeltorv Bodega. Her blev han i maj 1944 arresteret af Gestapo. På mirakuløs vis lykkedes det ham at flygte og fortsætte det illegale arbejde.

Mindetavle

Børge Agergaard Thing, med dæknavnet Brandt, blev født 1917 i Herning. Faren, Niels Magnus Simonsen Thing, var ufaglært tekstilarbejder og moren, Ane Marie Thing, var vågekone på sygehuset. Det var en fattig familie, Børge blev født ind i.

Efter syv års skolegang kom Børge i lære som blikkenslager hos blikkenslagermester H. I. Christensen. Ikke fordi det var hans store drøm, men fordi det var der, han kunne få en plads. I 1936 bestod han svendeprøven med ros. Herefter drog han på valsen.
Da han kom tilbage til Herning, fik Børge plads hos en af de tre lokale blikkenslagermestre. Han var aktiv i en mindre arbejdskonflikt omkring akkordaflønning. Derefter var han uønsket hos de lokale mestre. Som arbejdsløs drog han til København.

Mens han var på understøttelse, tog han et kursus på Borups Højskole i skoleåret 1937-38. Her mødte han Dora Recht, der kom fra et ortodokst, jødisk hjem. Dora var kommunist og medlem af DKU.

En rejse førte Børge gennem Tyskland. Tysklandsrejsen resulterede i artiklen ”Gennem Nazi-Tyskland til Fods”, der blev trykt i Arbejderbladet 30. august 1938. Børge, der tidligere havde været socialdemokratisk præget, var i 1938 gået ind i DKP sammen med Dora Recht.
I 1939 rejste han igen til København, hvor Dora boede. Som arbejdsløs var det hårde tider.

Børge og Dora blev gift i 1942. Da var DKP illegalt, men jøderne kunne stadig leve et normalt liv, selv om Danmark var besat af nazisterne. De delte en lejlighed med Doras søster på Østerbro.

Fra efteråret 1941 havde Børge arbejde på en maskinfabrik i Viborggade. Senere fik han job hos Danske Grundejere på Godthåbsvej – her stoppede han, da han gik under jorden i oktober 1942. Det illegale sabotagearbejde startede med ildspåsættelser.

I april 1943 blev Børge arresteret af det danske politi, anklaget for at være medlem af det illegale DKP. Han blev dømt til 4 måneders fængsel, som han afsonede i Vestre fængsel. Under afsoningen blev han ramt af kraftig hovedpine og blev overflyttet til Kommunehospitalet. Her blev han hentet af sin kone, der medbragte civilt tøj. I det kunne han forlade hospitalet ubemærket!

Da nazisterne slog til mod de danske jøder, måtte Dora flygte. Det blev en noget farefuld og dramatisk flugt, men til sidste lykkedes det hende at komme til Sverige.

I 1944 udførte BOPA nogle store, velorganiserede sabotager. Men det var også et år, der bød på mange arrestationer. Flere ledende medlemmer blev taget, og til sidst endte Børge som leder af hele organisationen. Men det var også nært gået galt for ham.
9. maj skulle Børge mødes med tre andre modstandsfolk på Axelborg Bodega. De skulle mødes til en afslappende tur i byen i en ellers hektisk tid. Som modstandsfolk måtte de altid være på vagt. De vidste aldrig, hvornår Gestapo dukkede op på foranledning af en stikker.

De fire modstandsfolk fandt et bord. Alt åndede fred, men med et var de omringet af Gestapo-folk. Børge fik dog lov at betale modstandsfolkenes regning, inden han skulle føres op til Gestapos hovedkvarter i Dagmarhus 300 meter derfra.

Da Børge blev ført ud af bodegaen, var de tre andre allerede godt på vej mod Rådhuspladsen. Her så han sit snit til at flygte. Børge kastede sig ud foran en sporvogn og slap om på den anden side, hvor Gestapo-manden ikke kunne skyde ham.

Børge hoppede op på trinbrættet af en tilfældig taxa og råbte “Kør for helvede”. Chaufføren fattede situationens alvor og gav den gas. På Amager stoppede Børge taxaen og bad om at få lov at betale. Taxachaufføren afslog. Han havde en bror, der sad i KZ-lejr, og var kun glad for at kunne hjælpe.

Mindetavlen

Mindetavlen er opsat på Axelborg Bodega, Axeltorv 1. Tavlen er udført i bronze af billedhugger Lotte Olsen.

Teksten på mindetavlen er:
“BØRGE THING / “BRANDT” /// BLEV DEN 9. MAJ 1944 ANHOLDT HER AF GESTAPO / MEN FLYGTEDE / OG FORTSATTE SIN KAMP / SOM LEDER AF SABOTAGEORGANISATIONEN / BOPA”

Til afsløringen af mindetavlen den 10. januar 2015 sagde Niels Gyrsting (formand for foreningen Frihedsmuseets Venner) “Vi håber, at mindepladen vil bidrage væsentligt til at skabe interesse for formidling af Børge Things historie, BOPAs historie og hele besættelsens historie.”

Børge Thing er far til forfatter, debattør og forskningsbibliotekar Morten Thing. Sønnen udgav i 2011 bogen “Sabotøren : min fars historie” om Børge Thing.

Kilde: Stræderne i København. 2015, marts.

Skudt ved Kongens Nytorv

Modstandsmanden Jørgen Arboe-Rasmussen (1925-1945) var medlem af Den sjællandske Organisation hvor han var en del af den illegale bladvirksomhed. I februar 1945 blev han dræbt af hipofolk.

Mindetavle for modstandsmanden Jørgen Arboe-Rasmussen.
Mindetavle for modstandsmanden Jørgen Arboe-Rasmussen.

Arboe-Rasmussen var ansat på Roskilde Dagblad som journalistelev. Ved siden af det officielle arbejde var han aktiv ved det illegale blad “Roskilde Kuréren”. Bladet bragte dansk og udenlandsk nyhedsstof samt lokale nyheder. Det udkom månedlig fra april 1944 til januar 1945 og ugentlig marts og maj 1945. Der var et samarbejde med “Budstikken : Med bud til alle Danske”, Hjemmefronten” og “Studenternes Efterretningstjeneste”.

Arboe-Rasmussen fik kollegaen Torben Wulff med i det illegale arbejde omkring “Roskilde Kuréren”. Wulff blev fristet af penge og i januar 1945 angav han ni frihedskæmpere fra miljøet omkring “Roskilde Kuréren” til Gestapo. Han havde forventet mere, men fik kun 100,- kr for udåden.

Da Gestapo ville anholde Arboe-Rasmussen hoppede han ud af et vindue på første sal fra sit værelse i Bondetinget og undslap derved nazisternes razzia i Roskilde.

Sammen med andre fra gruppen der var undsluppet, tog han til København og gik under jorden.

Uden at vide at Wulff var stikker, kontaktede de undslupne frihedskæmpere ham med henblik på at genoptage arbejdet med den illegale presse. Arboe-Rasmussen og kammeraten Johannes Kristiansen aftalte et møde med Wulff på Café Brønnum 5. februar.

Arboe-Rasmussen og Kristiansen kom i god tid og satte sig ved et bord i caféen. Sammen med fem hipofolk var Wullf på vej til møde på det aftalte tidspunkt. Da Arboe-Rasmussen ville kigge ud af døren efter Wullf, skød hipofolkene efter ham. En ramte.
Arboe-Rasmussen vaklede tilbage i caféen hvor han faldt om. Hårdt såret blev han kørt på lazarettet på Nyelandsvej hvor han senere døde. Johannes Kristiansen flygtede ud gennem caféens køkken.

Efter befrielsen blev stikkeren Torben Wullf dømt til døden og henrettet den 8. maj 1947.
Hipomanden der skød Jørgen Arboe-Rasmussen blev ligeledes dømt til døden og henrettet den 22. januar 1948.

Mindetavlen

Tavlen for Jørgen Arboe-Rasmussen sidder på August Bournonvilles Passage 1 (Frem til 2005: Tordenskjoldsgade 1), hvor Café Brønnum engang lå. I dag er det Det kongelige Teaters billetcenter der holder til på adressen.
Teksten på tavlen er:
“JØRGEN ARBOE-RASMUSSEN / faldt for Danmark / d. 5 Februar 1945”

Kilde: Stræderne i København. 2013, november.

Teatret i Lille Grønnegade

Teatret i Lille Grønnegade åbnede i 1722, men fik en kort levetid. Teatret erindres på en tavle i Ny Adelgade.

Mindetavle for Teatret i Lille Grønnegade.
Mindetavle for Teatret i Lille Grønnegade.

Omkring 1700 fik René Magnon de Montaigu (1661-1737) etableret en fransk hoftrup ved Frederik IV’s hof. Fra starten var Montaigu både leder og aktiv skuespiller. I 1721 fyrede kongen hele hoftruppen, og Montaigu blev arbejdsløs.

Kort forinden var Étienne Capion (død før 1757) gået i gang med at etablere et teater i Lille Grønnegade. Capion havde tidligere arbejdet som dekoratør og regissør for Montaigus hoftrup. For at skaffe en indtægt slog Montaigu sig sammen med Capion. I januar 1722 begyndte Montaigus trup at opføre assembléer og maskerader i Capions nye teaterbygning.

Senere i 1722 fik Montaigu til ladelse (af kongen) til at opføre skuespil på dansk. Han havde dog én udfordring. Han fik samlet en dansk skuespillertrup og 23. september 1722 var der præmiere i Teatret i Lille Grønnegade. På programmet stod “Gnieren” af Molière fremført på dansk.

Ludvig Holberg (1684-1754) blev teatrets husforfatter. Det første Holbergstykke, “Den Vægelsindede”, blev sat op i efteråret 1722. Dog uden den helt store succes. Heller ikke “Jeppe på Bjerget” blev godt modtaget til premieren. Den første Holberg-succes kom med “Den politiske Kandestøber” senere samme år.

Økonomien i teatret var ikke god. Der var byggelån, som skulle tilbagebetales, og i 1723 måtte Capion en tur i gælds fængsel. Han fandt dog nogle sponsorer, og teatret overlevede i første omgang. I 1724 lukkede Teatret i Lille Grønnegade dog, og Capion gik konkurs. I 1726 lykkedes det Montaigu at genåbne teatret, men allerede året efter var det slut. På trods af en kort levetid fik teatret stor betydning for dansk skuespil. Efter Københavns brand i 1728 forsvandt ethvert håb om genåbning.

Stærkt religiøse præster prædikede mod forlystelser og ryggesløse københavnere, der skulle have påkaldt sig Guds vrede og være skyld i branden. København sank ned i pietis mens mørke.

Mindetavlen

På bygningen Ny Adelgade 10 sidder en mindetavle for Teatret i Lille Grønnegade. Teksten på tavlen er:
“PAA DENNE GRUND STOD / THEATRET I LILLE GRØNNEGADE / DEN FØRSTE DANSKE SKUEPLADS / FOR HVILKEN LUDVIG HOLBERG / SKREV SINE KOMEDIER / 1722 – 1728”

Kilde: Stræderne i København. 2013, september.

Tobaksproduktionen i København

MindetavleI 1805 etablerede tobaksspinder Peter Abraham Bock en tobaksfabrik, på Kultorvet.

Røgfri tobak på Kultorvet

Under englændernes bombardement af København i 1807 blev Bock fabrik ramt. Han rejste efterfølgende et forsikringskrav på 10.749 rigsdaler, 2 mark og 4 skilling. Tre år senere døde Bock og Hans Henrich Groth overtog virksomheden.

Langt senere overtager køb- og handelsmanden Hermann Krüger tobaksfabrikken. Opkøbet resulterer i et navneskrift til Hermann Krügers Tobaksfabrik.

I starten af 1900-tallet var der omkring 40 skråtobaksfabrikker i Danmark. Bocks gamle tobaksspinder flytter til Østre Fasanvej 23, men beholder et udsalg i Indre By på Købmagergade 67-69.

I Christian Christensens erindringer “En rabarberdreng vokser op” er det muligt at læse lidt om arbejdsforholdene på Krügers Tobaksfabrik, hvor hans far arbejde som sovsekoger og han selv som dreng: ”Det rum jeg blev skubbet ind i var et stort halvmørkt lokale, hvor jeg skimtede en maskine og en mand i baggrunden. Fru Sørensen, en svær kone, kaldte på mig og fik at vide, at jeg hed Christian. Hun var meget flink, og viste mig, hvorledes jeg bundt for bundt skulle tage råtobakken, røre stilkene rundt i venstre hånd til de skiltes ad og derefter vikle baastbåndene af og skille bladene fra hinanden og lade dem falde ned i en stor kurv.”

I 1916 omdannes selskabet til et aktieselskab med Erik Peter Stokkebye som direktør. Han driver i forvejen en tobaksfabrik i Odense og i 1927 afvikles produktionen på Frederiksberg.

Siden Bocks død har virksomheden skiftet navn, ejer og sortiment. Den har skiftet adresse fra København til Odense og kendes i dag som House of Oliver Twist.

Mindetavlen

Mindetavlen sider på ejendommen Kultorvet 13, hvor Bock i sin tid grundlagde hans tobaksspinderi. Teksten på tavlen er:
“Anno 1805 grundlagde Tobaksfabriqueur / Peter Abraham Bock / på dette sted et spinderi for / røgfri tobak, der siden skulle / blive kendt som Oliver Twist. /// Opsat af: / Selskabet for Dansk Memorabilitet 2005”

Kilde: Stræderne i København. 2011, december.