Kommuneserie Vest 2025 1/3: I dag er der mødedag i Aabenraa i Sønderjylland eller Nordslesvig – alt efter hvilket perspektiv du har på geografien. Det er tid til det første løb i året Kommuneserie Vest med tre maraton (eller halvmaraton) på tre dage.
Årets deltagere i Kommuneserie Vest mødes ved parkeringspladsen ved Arena Aabenraa.
Købstaden og havnebyen Aabenraa ligger i bunden af Aabenraa Fjord og har været søfarts- og handelsby siden middelalderen. Aabenraa er hovedby i Aabenraa kommune. I kommunen bor der 58.621 (jan. 2025) mennesker. Det er et lille fald siden 2007, hvor kommunen havde 60.044 indbyggere. Den procentvise andel af gamle mennesker (her defineret som 67+) er steget fra 14,2% i 2007 til 23% i 2025.
I hovedbyen, Aabenraa, bor der omtrent 16.500 mennesker. Med sin placering nær grænsen til Tyskland, er byen blevet et centrum for handel, service og transport. Kulturelt er byen nok mest kendt for sin ringriderfest hver sommer.
I gang med prologen.
Vi mødes ved Arena Aabenraa med multihaller og svømmehal. Her er der start, depot og mål ved Dyreskuepladsen nord for hallerne.
Morgenmødet står de tre herre, David, Henrik og smukke Ole, for. De siger velkommen og præsenterer Steen, en lokal multimaratonløber, der har skabt dagens rute. Han siger en helt masse. Vi skal både til højre og venstre. Op ad bakker og ned igen. Og at vi skal starte med en lille prolog, inden vi begiver os ud på den egentlige rute.
På siten langs Vestvejen.
Vi skal fire gange rundt på en kvartmaraton-rundstrækning. (De der løber halvmaraton, skal så kun to gange rundt).
De første kilometer er byløb, meget langs Vestvejen. Ved tre kilometer drejer vi fra vejen og vi kommer ind i skoven. I skoven skifter underlaget flere gange mellem grus/jord og asfalt.
Det går op ad og ind imellem nedad i skoven. Men mest opad. Alt opløbet skutter naturligevis på et tidspunkt, og så er der et langt, lækkert nedløb ser slutter kort inden vi kommer ud af skoven.
Skov i smuk efterårsdragt.
Vi lægger skoven bag os efter godt syv kilometer, og er vi tilbage i Aabenraa. Vi løber nord på lang stranden. Ganske nydeligt. Vi fortsætter langs vandet til 10 kilometer, herfra er der ikke langt til depot – og næste omgang.
Der er ikke meget at brokke sig over. Vejret er smuk. Vindstille og med fine temperaturer efter årstiden. Ruten er varieret og efterårsskoven står smukt i sollyset – især på de første par omgange, hvor mosekonen brygger. Tak til Steen for en dejlig løbeoplevelse.
Sønderstrand.
Højt at flyve. Dybt at falde?
Hjemmefra har jeg tænkt, at det kunne være fint med et enkelt løb på under 4 timer i løbet af Kommuneserien.
Jeg kom fornuftigt rundt på første omgang – og de 10 kilometer fra 10 til 20 løb jeg på 56 minutter. Alfetanker spiller mig et pus og jeg beslutter at holde tempoet til mål.
Som tænkt, så gjort. Nu er det spændende, hvordan benene har det i morgen, når vi skal løbe maraton i Haderslev. Sikkert igen med lidt højdemeter.
Gert, der arrangerer Kokkedal maraton, er typen der gør noget ud af det, når han laver temaløb. Derfor har jeg længe ønske at løbe med til Kokkedal maratons Halloween-løb – og i år kunne det lade sig gøre.
“I see dead people”-løbet
Jeg mødte op lettere udklædt. Der var der ikke andre løbere der var, men så var det godt, at de lokal børn var med på legen.
Løbet blev afviklet på en 7,1 km rundstrækning, og der er vist noget med, at Gert ikke er fan af lange, lige strækninger. Dem var der ingen af. Jeg tror det er den med snoede og kringlede rundstrækning jeg har løbet cannonball på.
Klar til start.
Markeringen blev lavet live, alt imens vi løb første omgang. Der var flere, som har ruten på uret. Så vi kom rundt uden de store fejl.
Jeg havde en lidt træt dag, men kom stille og roligt rundt på de seks omgang – ind i mellem jagtet af zombier i skoven mellem Skovbrynet og Kokkedal Station. Men heldigvis var de langsommere end mig.
Fra andenomgang var det på med pandelampen.
I see dead people
En minigyser: Allerede på første omgang trængte tusmørket sig på og pandelamperne blev fundet frem første gang løberne var i depot.
Luften var tyk af den fugtige duft af efterårsløv og en uforklarlig, svag lugt af råden kød. Gert var en erfaren maratonløber, men selv han mærkede et sug i maven, da han spændte sin pandelampe fast.
Alt forløb roligt. På stierne gik mostreudklædte børn og ansigtmalede zombier. Men var de alle menneskelige. Som omgange svandt, blev der færre folk på vejen og stier. Kim og Maia var løbet fra Gert, og Sune forsvandt i mørket på næstsidste omgang.
Ude i skoven.
Sidste omgang. Gert var alene. Lyset fra hans pandelampe skar skarpt gennem mørket, men syntes at blive opslugt i skovens mørke. Han øgede tempoet, lyden af hans regelmæssige fodtrin, de eneste, der brød stilheden. Pludselig, da han drejede om et hjørne i den sortnede skov, bremsede han brat.
Langs stien stod de. En hel række løbere, alle iklædt falmede sportstøjer. De stod helt stille, stirrende ud i mørket med tomme, mælkehvide øjne. En kvalmende erkendelse ramte Gert, en sætning, han kun havde kendt film, men nu var hans virkelighed:
I see dead people!
De var de forsvundne sjæle. Løberen, der aldrig nåede i mål på de tidligere cannonball løb, Gert havde arrangeret i Kokkedal. Deres ansigter var blege, dækket af mørk jord og træk af evig udmattelse.
Gert ville vende om og flygte, men hans muskler nægtede at adlyde. Hans pandelampe faldt på den nærmeste løber. Hans krop var tynd, skrøbelig, og hans tøj var revet itu.
Pludselig løftede løberen en hånd – en knoklet, jordfarvet hånd – og pegede ned ad stien, som udstak han en rute. “Du skal med,” hviskede den kolde luft, der strømmede fra hans læber. Lyden var som sand, der raslede. “Du skal fuldføre løbet… for os. Evigt venter målstregen.”
Skrækslagen indså Gert, at han ikke var ude på et almindeligt cannonball. Han var i gang med deres evige løb. Han følte et usynligt skub i ryggen og begyndte at løbe igen, nu jaget han ikke tiden, men blev selv jagtet af tavse, døde løbere. Han mærkede deres isnende åndedræt tæt bag sig i den sorte nat.
Gerts pandelampe flimrede, som om den var ved at give op, og for hvert skridt mærkede Gert, at kulden fra de døde løbere blev en del af ham selv. Målet var ikke en medalje; målet var at undgå at blive en del af spøgelserne på stien, der aldrig ville finde hvile.
Det grønne område mellem Vallensbæk Nord/Albertslund og Ishøj benyttes af flere løbsarrangører. I området har jeg f.eks. løbet Green Running, Maraton PopUp og sh løb. En ny løbsarrangør er kommet til: Ole Caffell, der arrangerer cannonball-løbet Vallensbæk maraton. På programmet er maraton og halvmaraton.
Tueholm Sø set fra start/depot/mål.
Starten er ved spisestedet ved Tueholm Søs sydøstlige hjørne. Et område der også bruges som start- og målområde for ALOT Cph 6 hour der afvikles hvert efterår. Her er der toiletter – en udsøgt luksus til et cannonball. Der er parkeringsmuligheder tæt ved, og der er omtrent 2 kilometer til Albertslund St. En overkommelig afstand på cykel såvel som til fods.
Ruten afvikles på velafprøvede stier. I dag skal vi seks gange rundt på en 7,1 km lang rundstrækning. Vi er en lille flok på syv løbere, der er mødt op en fredag morgen, fem af os for at løbe maraton. Inden vi sætter i gang, siger Ole et par ord og tager et fællesfoto.
Ole og Kim på Søholmstien.
Blandt Oles ord er der en besked om, at ruten ikke er markeret for nylig, men at der nok er nogle gamle pile på asfalten. Jeg sætter derfor pris på Oles følgeskab på første runde. Godt nok er runden meget lig Maraton PopUp rundstrækning, men der er en lille forskel.
Det bliver til to hyggelige runder i følgeskab med Ole og Kim. To runder er rigelig tid til et par røverhistorier, men den slags skal man være der for at få.
Bro over Store Vejleå.
På tredje runde glider de to herre fra mig og jeg løber resten af turen i eget selskab. Efter 30 km øjner jeg chancen for at sup 3:50-tid. Jeg sætter tempoet lidt op på de sidste 10 km og kommer i mål lige under de 3:50. Alt i alt en fin dag på Vestegnen.
Henriettes Ø maraton er mest kendt for løbearrangementer i Amager Strandpark, men de sidste par år, er der kommet en andre ruter på programmet. I dag tilføjer vi én ny til Ø maratons repertoire.
Vi mødes nord for København på parkeringspladsen syd for Bellevue Strand. Der står maraton og halvmaraton på programmet – og sommerligt efterårsvejr.
3 · 2 · 1 · Start
Ved morgenandagten præsenteres dagens treenighed; Ingen markering. Intet depot. Masser af godt humør.
Til mit held, er der andre der har downloadet ruten på deres løbeur. Jeg hægter mig på et par af dem. Starten er på Kystvejen, men vi drejer hurtigt fra og løber op ad Strandvejen og forbi Hvidøre.
Ad Hvidørevej, Christiansholms Mose, Klampenborgvej, Christiansholmsvej og Dyrehavevej kommer vi til Bakken. På de første omgange er vi næsten de eneste i den folkelige forlystelsespark, men det ændrer sig efter klokken 11, hvor Bakken åbner – pyntet til Halloween senere på måneden.
På vej gennem Bakken.
På Bakken passerer vi forbi Korsbæk, Tornadoen og Rutschebanen. Vi forlader Bakken ad en af udgangene til Dyrehaven og fortsætter forbi Peter Lieps Hus og løber nordpå.
“Korsbæk er på én og samme tid enormt provinsiel og en by i gryende udvikling, i hvert fald fra den dag, Mads Skjern etablerer Tøjhuset. Vi ser, hvordan klasseskellene så småt begynder at erodere i skikkelse af Agnes Jensen og hendes transformation fra stuepige ti ny matador. Korsbæk er som udgangspunkt en by, der er låst fast i en forældet tankegang med en udpræget victoriansk seksualmoral og nationalkonservativ grundholdning, alt imens verden haster videre med ekspresfart. Men Korsbæk er som stationsby også en transitnøgle, der som serien skrider frem, åbner for forbindelseslinjer til større historiske begivenheder ude i verden.” (citat: “Næste station: Korsbæk” af Niels Wilde i: Matador og filosofien)
Dyrehaven.
Det er hyggeligt at løbe i Dyrehaven. Et par gange hører jeg det dybe brøl fra hjorte i brunst.Vi forlader Dyrehave ad Tårbæk Sit og løber ned i Taarbæk, hvorfra ruten drejer mod syd og vi løber i retning af start/mål/depot.
Seks gange må jeg rundt for at samle kilometer nok til et maraton.
26. september 1975 var der biografpremiere på den syvende Olsen-banden-film: Olsen-banden på sporet. Derfor løber vi i dag et jubilæumsløb.
Kort om filmen: For en gang sin skyld er et kup gået godt for Olsen-banden. Egon, Benny og Kjeld med familie nyder livet på Mallorca. Men ak, Olsen-bandens bytte stjæles af en anden gruppe forbrydere, og Olsen-banden må retur til Danmark for at hævne sig og skaffe byttet tilbage. Godsbanen (Amagerbanen) på Amager indgår i Egons plan.
Morgenmøde. Egon har en plan.
Humør maraton på sporet
Dagens maraton starter på Vermlandsgade, hvor lidt af Amagerbanen er bevaret.
Amagerbanen, strækningen fra Amagerbro til Dragør, den blev åbnede i 1907. Persontrafikken blev indstillet allerede i 1939, mens godstransporten fortsatte helt til 1991. Banen var 12 km lang. Mellem Vermlandsgade og Prags Boulevart er der bevaret omkring 1 km af banen med skinner. Mellem Øresundsvej og Skøjtevej er Amagerbanens tracé ombygget til metro og anvendes af M2.
På sporet.
Vi starter med at løbe ud til Dragør hvor Amagerbanen havde endestation, og hvor stationsbygningen stadig eksisterer. I dag anvendes stationsbygningen af en sparekasse. Ruten følger i det omfang det er muligt, den gamle bane og bringer os ud langs metroen til lufthavnen – og videre vest om lufthavnen.
Ved stationen i Dragør vender vi omkring og løbe samme vej tilbage som vi kom. Vi stopper dog ikke, hvor vi startede på Vermlandsgade. I stedet fortsætter vi ind mod København, vi passerer Rådhuset og fortsætter ud ad Vesterbrogade mod Valby. I Valby ender ruten ved Nordisk Films studier, hvor der er mål.
Langs metroen.
Efter målgang er der hjemmebagt kage. What’s not to like!
10. gang
Dagens Humør maraton var det 160. Humør maraton-arrangement. Rigtig mange af Humør maraton-løbene er blevet tidligere afviklet fra Zahlesvej i Ringsted. Dengang var det nok det cannonball i Danmark, der havde det mest overdådige depot. Det sluttede da arrangøren flyttede hjemmefra, i første omgang til en anden adresse i den midtsjællandske provinsby – siden helt til Næstved!
Dragør Station.
Nu om dage arrangeres der ikke Humør maraton så hyppigt mere – og arrangørerne er flyttet til Næstved. I stedet for at have et fast startsted, popper Humør maraton op med løb forskellige steder. I dag løb vi i København, og de seneste to løb er afviklet på henholdsvis Storebælt naturmaraton-ruten fra Slagelse til Korsør og i Næstved.
Nu om dage er det tit basisløb, hvor deltagerne selv medbringer sine forsyninger, der står på programmet. Til gengæld er humøret altid højt uanset vejr og lokalitet.
De sidste meter inden mål.
For mig var i dag, den 10. gang, at jeg deltog i et Humør maraton. Det er lidt en fejl, at jeg har deltaget i så få af de 160 Humør-arrangementer. I starten blev arrangementet i øvrigt afholdt under navnet Fitnessnation Cannonball Run.
I dag står den på trailløb. Et lidt anderledes løb kaldet GUUT. Det er et gpx-løb. Det er et a til b løb. Omtrent 10% af ruten er off-tail, resten er stier og grusveje. Alle løbere er forsynet med en gps-tracker og ruten skal følges. Afvigelser fra ruten på over 20 meter er ikke tilladt, og kan give en tidsstraf.
Der er to distancer: 100+ km og 60+ km. 100-kilometerløberne starter i Helsingør. Men i dag er jeg på den korte distance og for os er der start i Gribskov ved Kagerup Station.
Sværhedsgraden er forholdsvis høj, hvilket ses af cut-off-tiderne, der for 60+ km er 12 timer og for 100+ km er maxtiden 20 timer.
GUUT er et lille arrangement med et begrænset deltagerantal. Loftet er 30 løbere på hver af de to distancer. Der er ikke udsolgt.
Den sidste klargøring og røverhistorier inden start.
Vi løber som selvforsynende og bærer selv alt væske og energi fra start. Det er dog tilladt, at købe ind f.eks. på en tankstation. Der er adgang til vand hver 20. kilometer – sådan omtrent.
Da målet er i Bagsværd, kan det ikke undgås, at der er lidt asfalt undervejs. Det er i ganske små mængder, at denne blanding af stenmaterialer og bitumen optræder på ruten.
Sydpå
Klokken 10 får vi lov at løbe. Ruten går overvejende sydpå. Som enten Treebeard siger i Lord of the Rings: “I always like going South, somehow it feels like going downhill.” Håber det også gælder for os i dag.
Jeg har både fyldt væskeblæren i min løbevest og de to soft-bottles, så jeg har rigeligt af væske med. Til at spise, lidt GU-gel, en nøddebar og tørret ananas med chokolade. Og saltsticks. Ekstraudstyret begrænser sig til en pandelampe og en regnjakke.
Vi er kommet af sted – og der er selvfølgelig en del højdemeter på turen.
De første kilometer ned gennem Gribskov går strygende. Selv om vi er få deltagere, ligger vi forholdsvis tæt og jeg følger strømmen gennem skoven. Allerede her er der en del offtrail.
Ved Gadevang har vi dagens første vandtur. Vi krydser tværs hen over Rødedam. Med våde fødder og ben fortsætter vi gennem Gadevang og videre mod Hillerød via Tyske Plantage.
På vej gennem Rødedam. Foto: GUUT/The journey towards.
Afstanden mellem deltagerne er øget og efterhånden som jeg kommer videre ned gennem Store Dyrehave, bliver det klart, at dagens store udfordring er navigation.
Jeg har tidligere løbet lidt gpx-løb, men ikke med offtrail. Jeg er udfordret på synet. Uden briller kan jeg se, hvor jeg løber, og jeg kan vurdere terrænet, men jeg kan ikke se detaljerne på det lille kort på løbeuret. Med briller på kan jeg se koret, men ikke rigtig hvor jeg løber.
Videre kommer jeg. Langsom – og med mange omveje og tilbageløb fra fejlnavigationer.
I Store Dyrehave fristede elverne med et opdækket bord. Hvad de bød på, ventede jeg ikke for at finde ud af.
Det går usædvanligt langsomt. Men de mange offtrail passager gør, at jeg kommer gennem dele af skoven, hvor jeg normalt ikke færdes. Og der er masser af skønne steder på turen, hvor jeg nyder omgivelserne.
Der kommer også stræk, hvor løbet i længere tid følger stier og veje. Her kan jeg løber med lidt mere flow og få en fornemmelse af, at jeg trods alt kommer lidt fremad.
På et tidspunkt får jeg elastik i tre andre løbere. Jeg kommer lidt foran dem, når navigationen er let og jeg bare kan løbe. Til gengæld indhenter de mig hver gang ruten forlader stierne og vi skal offtrail. Med deres hjælp kommer jeg lidt lettere gennem nogle af offtrail-passagerne og det er også rart med lidt selskab.
En af de tre løbere, der gennem længere tid, havde mig i en elastik.
Det sidste stykker med et fedt løbeflow er langs Furesø. Efter det er der ikke lange vej til mål i Bagsværd. Men inden jeg er fremme, er der lige tid til at lave et par navigationfejl mere og i mål, kan jeg konstatere, at jeg har tilbagelagt over 6 kilometer mere end ruten er udmålt til.
Så vidt jeg har kunnet grave mig frem til, står GUUT for “Gentofte Unsupported Ultra Trail”. Og for dem der går op i den slags, giver det iTRA point for gennemførsel af GUUT. 2 point på den korte distance og 4 på 100+ distancen. Det første GUUT-løb blev afviklet i 2011.
Jeg havde i øvrigt igen følelse af at det gik specielt meget nedad.
— GUUT – Summer Edition
Arrangører: The journey towards v. Stine Raaholt og Mogens Gisselbæk
Den sidste weekend i august, den sidste weekend i en sommermåned. Det sidste sommermaraton. Det løbes i Borup, hvor Lønbæk cannonball arrangerer sensommermaraton.
Vi mødes ved søbredden af Kimmerslev Sø, nær Kimmerslev Kirke. En vældigt idyllisk lokalitet, hvor der er depot samt start og mål. Som løbsarrangøreren siger, det smukkeste sted på ruten.
Morgenstemning ved Kimmerslev Sø.
Depotet er placeret ved en bænk, start- og målstreg er omtrent 50 længere oppe mod kirken. Slusevej, hvor vi er, er en blind vej, så for hver omgang må vi frem og tilbage. Ned til kirken fra Kimmerslevvej og samme vej op igen.
Blandt meget andet får vi til løbsbriefingen at vide, at vi i dag skal løbe med uret rundt. Altså til højre, når vi første gang kommer op fra Slusevej. Ruten er markeret med lyserøde markeringsflag. Vi er kun 10 deltagere heraf 4 på maratondistancen. Ud over arrangøren er der ikke nogen jeg kender, så det med at hilse på går hurtigt i dag.
En overskuelig skare til morgenbriefing.
3, 2, 1 – så er vi i gang. Vi starter med at løbe ad Kimmerslevvej og videre ad stierne langs Kimmerslev Sø, men hurtigt forlader vi søen og løber videre ad Skrænten i Borup. Videre ad asfalterede stier til Bækgårdsvej – som vi skal op til ad en trappe. Til højre fra Bækgårdsvej og videre ad Møllevej. Tilbage på asfalterede stier i retning mod Kimmerslev Sø. Underlaget skifter til grus og vi løber langs søbredden. Søen er det meste af tiden skjult bag træer og buskads. Ind imellem er der fine kig ud over vandet.
Stien op mod Bækgårdsvej.
Grusstien fører os frem til Fiskervej, som vi følger til Dalbyvej. Vi løber ad cykelstien til rundkørslen, herfra er det videre ad Bækgårdsvej, som her hverken har fortov eller cykelsti. Kort efter at vi løber over Kimmerslev Møllebæk, drejer vi ned ad Dyndetvej og herfra er der ikke langt igen, inden vi atter er på Kimmerslevvej og kan dreje ned ad Slusevej. Vi vender om ved start/mål og forsyner os i depotet.
I dag er en af de dage, hvor vi skal 6 gange rundt for et maraton. Vurderet på denne lørdag, er Borup en noget søvnig by beboet af hundeluftere og et par enkelte løbere. Landskabet omkring Borup er ikke fladt og der er lidt op- og nedløb på ruten. Det er også sådan en dag, hvor jeg har trætte ben fra start til slut. Men i et roligt tempo kommer jeg de 6 gange rundt og kan tage en medalje med hjem fra Borup.
Sidste år løb jeg Mors 100 miles i september. Det var mit første 100 miles-løb. Nu tager jeg udfordringen med den lange distance op igen. Denne gang i Tysklands hovedstad, hvor der hvert år i august afvikles 100 Meilen Berlin.
100 Meilen Berlin, også kaldet Der Mauerweglauf, blev etableret i 2011. Løbet arrangeres som et erindringsevent for de murspingere, der blev dræbt ved Muren som delte Berlin og Tyskland mellem øst og vest. En murspringer er en DDR-borger, der flygter fra etpartidiktaturet ved at forcere Muren til Vestberlin.
Muren blev bygget af DDR-myndigheder i 1961 og forsvandt først igen i 1989, da de kommunistiske regimer i Østeuropa kollapsede.
Den 13. august begyndte østtyske arbejdere, bevogtet af soldater, at afspærre grænsen mellem Øst- og Vestberlin med pigtråd og beton. “De østtyske myndigheder sænkede i gaar jerntæppet for flygtningestrømmen fra Øst- til Vestberlin og lukkede dermed den sikkerhedsventil, gennem hvilken en tilsyneladende stadigt stigende ængstelse og utilfredshed i den østtyske befolkning er sluset ud i form at en flygtningestrøm, der i de seneste dage antog et omfang som under folkeopstanden i juni 1953” skrev Dagens Nyheder i artiklen “Folkepolitien retter vaabnene mod fremstormende østtyskere”, 14. august 1961.
Fra den historiske sightseeingløbetur Friendship-and-Memorial-Run. Godt 5 km i et roligt tempo.
Hvert år sættes der fokus på ét af de ofre, der blev dræbt ved Muren under et flugtforsøg fra Øst- til Vestberlin. I år er det Günter Wiedenhöft der erindres. 78 km inde på ruten passerer vi et erindringssted, hvor nogle af Günter Wiedenhöft slægtninge er til stede og hvor vi kan sætte et kort på en tavle med en hilsen.
Günter Wiedenhöft blev født i 1942 i Berlin. Han druknede i Griebnitzsee natten mellem 5. og 6. december under et forsøg på at flygte fra Østtyskland.
Før løbet
Dagen inden løbet deltager jeg i Friendship-and-Memorial-Run, en kort og langsom rundtur fra og til H4 Hotel Alexanderplatz på Karl-Liebknecht-Straße 32. Der er mange stop, hvor en lokal løber fortæller om Berlins historie – med fokus på Muren og de årtier, hvor byen var delt i Øst og Vest.
Starten er gået.
H4 Hotel Alexanderplatz er logistisk centrum før og efter løbet. Det er her vi henter startnumre, overværer løbsbriefing om ruten og de mange regler og straffe for regelbrud. Efter løbet er det her, der er medaljeceremoni. Der er også bus fra hotellet inden løbet. For at gøre det nemt for mig selv, har jeg booket et værelse på H4 Hotel Alexanderplatz. Det er jeg ikke den eneste løber, der har gjort.
Start
I en bus fyldt med løbere, ankommer jeg til Friedrich-Ludwig-Jahnsportpark lidt over klokken fem om morgenen. På et lille atletikstadion er start og mål, men indtil videre venter vi på en træningsbane udenfor det lille stadion. Der er 26 depoter på ruten, i tre af dem, kan vi have en dropbag liggende. Start er klokken 06:00 og de tre dropbag’s skal afleveres senest 5:45, sammen med en pose med tørt tøj, som venter efter målgang i Friedrich-Ludwig-Jahnsportpark.
Jeg bruger en god del af ventetiden i toiletkøen. I løbsbriefing blev det understreget, at det ikke var tilladt at tisse offentligt i byen. Det blev også sagt, at det ikke var tilladt at løbe over for rødt. Løber en løber overfor rødt, ville det føre til diskvalifikation. Regelbrud, der ikke resulterede i diskvalifikation, ville udløse en tidsstraf. Jeg tænker det er en god ide at få tisset af.
Kort før start bliver der åbnet ind på det lille atletikstadion, hvor der står en orange start- og målport. Den sidste ventetid, bruger jeg på at snakke med en ung løber, om blødheden i forskellige Brooks-skomodeller – og så er det af sted.
Der er mellem 5 og 7,5 kilometer mellem de fleste depoter, men til det første depot ved Checkpoint Charlie er der godt 9 kilometer. På trods af toiletbesøget kørt før start, går der ikke længe inden jeg skal igen. Og med masser af pinkeln Kommissare, der holder øje med, at vi ikke tisser uautoriserede steder, eller løber over for rødt må jeg holde mig til Checkpoint Charlie, så jeg ikke risikerer en tidsstraf. Heldigvis sagde arrangørerne ved løbsbriefing, at der er toiletter ved alle depoter.
Nu er det hverken værre eller bedre, end at der stadig hænger en hængelås på toilettet ved Checkpoint Charlie, så lidt senere tager jeg chancen mellem nogle træer – selvklart efter at have tjekket for potentielle pinkeln Kommissare. Det lettede!
Det er vigtigt at spise undervejs. Her lidt at udvalget fra et depot.
The return of the fedtemadder
Jeg har min egen energi med, og lidt ekstra drikkelse samt snags liggende i mine tre dropbags. Heldigvis er depoterne forsynet med rigeligt til at komme gennem de 100 miles. Der er frugt, små håndmadder, vand og cola m.m. Et par steder er der alkoholfri øl og et tredje sted er der små frikadeller. Udbuddet varierer lidt.
Fedtemadder er ikke en del af min daglige kost. Det er mest noget jeg forbinder med min barndoms køkken. I det andet depot snupper jeg en fedtemad. Det kan noget, og dagen bliver den dag i mit liv, hvor jeg spiser flest fedtemadder.
At løbe
Helt basalt er der ikke så meget at sige om at løbe en lang tur. Det kræver forberedelse, men når først starten er gået, er det et spørgsmål om at holde mig i gang. Så længe der er fremdrift, kommer jeg i mål på et eller andet tidspunkt.
I depoterne med dropbags går der noget tid med tøjskift og andet praktisk. På den sidste del af turen skal jeg have en pandelampe og refleksseler på – det er obligatorisk efter solnedgang. Der forsvinder en del minutter i starten af løbet, på at vente på grønt lys i vejkrydsene i det centrale Berlin.
Det eneste dramatiske på turen sker et sted mellem 130 og 140 km. Her finder min højre fod en solid rod på jorden. Så ligger jeg på skovstien, så lang som jeg er med jord over det hele.
Det eneste der tager skade er forfængeligheden. Før jeg har rejst mig op, er der en anden løber med supporter på cykel henne ved mig. Da der ikke er sket noget alvorligt, løber løberen videre. Supporteren bliver og giver mig noget vand, så jeg kan vaske den værste jord af arme og hænder.
En lille stykke Berlinmur. Mauergedenkstätte am Groß Glienicker See.
På de sidste 100 kilometer, er det tilladt at have en supporter med. Supporteren skal cykle og det er også det eneste, der er muligt på store dele af ruten. Jeg har ikke selv en suppoter med, men sætter stor pris på den supporter jeg fik lov at låne en kort øjeblik. Tak.
Mål
I mål kommer jeg. Møg træt.
Der er gullashsuppe efter målgang. Suppen spiser jeg med stor fornøjelse, men ellers er prioriteten at finde en U-bane tilbage til hotellet, få et bad og komme i seng.
Benene er urolige og ømme, men jeg får da sovet noget, inden jeg vågner lidt op på formiddagen søndag. Over middag er der medaljeceremoni på H4 Hotel Alexanderplatz. Ceremonien starter med taler om Muren og murofre, bl.a. er en slægtning til Günter Wiedenhöft på scenen for at snakke.
Først får de hurtigste kvinder og mænd deres hæder. Der blev sat ny bedste tid for mænd til 100 Meilen Berlin. Schweiziske Pascal Rüeger kom rundt i en tid på 12:37:14.
Efter mørkets frembrud er det frem med pandelampen.
580 løber var tilmeldt den individuelle konkurrence (Det var også muligt at tilmelde sig som stafethold). Af de 580 stillede 499 til start og 348 gennemførte de 100 miles. Alle 348 (undtagen de der er taget tidligt hjem) kommer på scenen for at modtage en medaljen. Ud over medaljen får jeg et bæltespænde for at komme under 24 timer. Løbets tidsgrænse er på 30 timer.
Lidt om ruten
100 Meilen Berlin – Der Mauerweglauf afvikles på en lang rundstrækning, som i hovedtræk følger Mauerweg. I år løb vi med urets retning, så i 2026 løbes der imod urets retning.
På de første kilometer er der masser af kryds med lysreguleringer, som giver stop og ventetid. Da først vi var ude af det centrale Berlin, kom der mere flow i løbet. Vi løb en del på ydergrænsen af byzonen, vi kom ud på landet med marker og vi kom gennem skov.
Ruten er markeret med hvide spray-pile på jorden og i mørket med reflekterende pile på vejskilte og lignende. Det gik fint med at finde vej. Hjemmefra havde jeg oprettet en Google Map med ruten. To gange fandt jeg det nødvendigt at tjekke, at jeg stadig var på rundstrækningen. Det var jeg.
Mange steder var det et grønt og idyllisk landskab, vi passerede gennem. Var det ikke for de mange erindringssteder, hvor DDR-borgere var blevet dræbt i deres forsøg på at forlade DDR, kunne vi let glemme den grufulde historie bag ruten.
— 100 Meilen Berlin # 13 – Der Mauerweglauf
Arrangører: LG Mauerweg Berlin Land: Tyskland Start: Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportpark Distance: 100 miles Underlag: asfalt, beton, grus, jord Deltagerantal: 580 Sko: Brooks Glycerin 21
I dag inviterer Lønbæk cannonball til løb i overklasse-ghettoen Gentofte.
Vi mødes i den nordlige ende af Skovshoved Havn, hvor arrangørerne har sat et par plasticborde op med depot. Jeg skriver mit navn på et krus og skænker lidt rød saft i den. Så har jeg det til senere. Der er også banan, der er skåret ud i mindre stykker. Jeg snupper et stykke banan.
Dagens løbearrangement er bestil af Rita Bjerregaard fra Skive. Hun er i gang med at løbe Danmark tyndt i sit projekt, om at løbe et maraton i hver af landet kommuner.
Det bliver tid til morgenmøde med information om rutens fortræffeligheder. Efter morgenmødet stiller vi op til et gruppefoto, kort tid derefter får vi lov at løbe.
På Kystvejen.
Vi starter med at løbe nord på ad Kystvejen. Her er masser af plads til dem der går, os løber, rulleskøjteløbere og cyklister.
Ved Charlottenlund Strandpark forlader vi Kystvejen og fortsætter af stierne udenom Charlottenlund Fort. Herfra krydses Strandvejen og turen fortsætter på skovvejene og stierne i Charlottenlund Skov. Det er lidt som at være på sightseeing, og i skoven passerer vi Charlottenlund Slot.
Charlottenlund Slot.
Via Bregnegårdsvej kommer vi hen til Charlottenlund Station og fortsætter ad stien langs Kystbanen frem til Hyldegårdsvej. Op ad trappen og så retur mod havet gennem det velhavende boligområde. Den gennemsnitlige disponible indkomst i Gentofte kommune var 591.074 kr. i 2023, til sammenligning var den 241.416 kr. i Ishøj kommune.
Jeg kommer tilbage til depotet, hvor jeg drikker saftevandet i glasset (efter at have tjekket for hvepse) og begiver mig af sted ud på anden omgang. Som så ofte, skal vi 6 gange rundt for at få kilometer til et maraton.
Arrangørerne skriver på deres hjemmeside “Vi løber i Vatikanstaten – Frederiksberg”, og som Vatikanstaten er omgivet af Rom på alle sider, er Frederiksberg kommune omgivet af Københavns kommunen hele vejen rundt.
Da jeg var ung, betragtede jeg mest Frederiksberg som noget, der skulle overstås, når jeg bevægede mig fra Nørrebro til Vesterbro og retur. Det eneste der kunne får mig til at stoppe på, var en koncert i Forum.
Starten går i Søndermarken.
Rundstrækningen, vi løber, er en godt 7 kilometer lang rundstrækning, som skal løbes 6 gange for et maraton. Starten er i den sydlige ende af Søndermarken, omtrent 20 meter inde på den rigtige side af kommunegrænsen, i forhold til hvilken kommune løbet tæller i.
Vi lægger ud med at løbe Søndermarken rundt, herefter forlader vi Frederiksberg kommune og løber resten af rundstrækningen i København. Vi kommer under Carlsbergporten med de ikoniske elefanter og fortsætter gennem Carlsberg Byen ad Ny Carlsberg Vej. Ved Enghavevej drejer rundstrækningen mod syd.
Carlsbergporten.
Vi forlader Enghavevej ved Bavnehøj Allé, som vi følger til Vestre Kirkegård. Vestre Kirkegård er Danmarks største kirkegård. Kirkegården er 54 hektar stor. Den blev indviet 2. november 1870.
Fra kirkegården løber vi over Vestbanen, hvorefter vi løber lidt frem og tilbage på vejene syd for Søndermarken, så distancen kommer til at passe. Depotet ligger lige udenfor Søndermarken.
Gravmæle på Vestre Kirkegård.
For hver omgang skifter vi retning, så de lige omgange (2, 4 og 6) løber vi modsat ovenstående beskrivelse. På trods af at rundstrækningen var markeret, og den i forvejen kunne downloades som gpx-fil, var der nogen, der havde svært ved at finde rundt.
Søndermarken er stedet, hvor københavnske løbere tager hen for at få lidt højdemeter og dagens maraton var absolut ikke en flad fornemmelse.
Skulpturen “Trold, der vejrer kristenblod”.
— Regionsløb – Hovedstaden
Arrangør: Maraton Danmark Land: Danmark Start: Søndermarken Distance: maraton, halvmaraton Underlag: asfalt, grus Deltagerantal: 62 Sko: Brooks Glycerin 21
Mest om løb og hvad jeg oplever når jeg løber. Lidt om historie, fornøjelser og diverse.
Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies.
