De første 7 kilometer løbes i Pinseskoven – sådan frem og tilbage, uden at kommer ret langt væk fra start. Ved Søndre Pumpe rammer ruten Dæmningsvej. Herfra er det bare at følge stien til Islands Brygge.
En aften med Aborted, Bæst og Entombed A.D. i Vega. Jeg var ikke i tvivl om hvem jeg glædede mig til at høre.
For mig var aftenens hovednavn Entombed A.D. For andre var det Bæst, og der var også dem der kom for Aborted.
Efter aftensmaden hjemme i Ishøj drog vi afsted. Sønnen, mig og kæresten med S-tog og Metro til Vesterbro og VEGA.
Vi kom tidsnok til en kop kaffen inden Bæst. Efter den fest Århus-drengene lavede på Copenhell i sommers, havde jeg store forventninger til Bæst.
Selv om det var fredag og energiniveauet på scenen var højt fra start. Skulle der lige en wall of death og en skål til, inden festen for alvor kom i gang. Bæst skuffede ikke. Et solidt live-band.
Turen kom til Aborted. De spillede hurtigt og med kraft, men mig fik de ikke fat i. Kæresten til gengæld, hun blev mere fan end jeg nogensinde bliver af belgisk deathgrind.
Det bedste kom til sidst. Entombed A.D. Svensk death ‘n’ roll når det er bedst.
Entombed A.D. svinger på Vegas scene. Foto: Mette Jensen.
Veteraner der kan deres rutiner. Håret er blevet tyndt, men forsanger Lars Göran Petrov er rock ‘n’ roll i kød og blod. Han er så meget rock ‘n’ roll, at jeg godt kan blive lidt bekymret for hans helbred.
Entombed A.D. er dygtige riff-smede der får musikken til at svinge diabolsk. Det er vanskeligt at stå stille.
Ud over egner numre som Fit for a King, Bowels of Earth og Bourbon Nightmare, bliver der selvfølgelig også spillet originalt Entombed – uden A.D. Left hand path har altid sin virkning på publikum – også i aften. Jeg var desuden særdeles begejstret for et genhør med Wolverine Blues.
En gang i et andet årtusinde var der et punkband der hed Sods. Bandet blev danne i 1977 og debuterede på Rødovre Statsskole i en fællestime hvor bandet spillede fire numre: “R.A.F”, “Police”, “Never talk to a stranger” og “White light white heat”.
“Altså Knud (bassist i Sods) ku slet ikke spille, da vi spillede første gang ude, og jeg ku slet ikke synge,det kan jeg måske heller ikke nu, men det går i hvert fald bedre. Men da havde vi øvet en time eller to dagen før uden på den der skole. Vi spillede kun fire numre, fordi vi kunne ikke spille fler.” (citat: Sten i “De sidste fem dage af ugen får man mad af moar” i: MM : Tidsskrift for rytmisk musik mm. 1979, april)
Sods udgave to album “Minutes to go”og “Under en sort sol” hvorefter bandet skiftede navn til Sort Sol. Det er alt samme så længe siden, at det var dengang jeg stadig var en lille dreng i det formørkede Jylland – langt væk fra Saltlageret, hanekamme og støjende musik.
Klip fra “Interview med gruppen The Sods” af Kim Helweg-Mikkelsen i Modspil. 1979, nr. 4.
I bekendtskabskreds har der altid været nogle der hørte Sort Sol/Sods, men jeg aldrig rigtig blevet hooked.
“Minutes to go” er energisk, ungdommeligt, simpelt og grimt. Et frustreret teenageopråb fra generationen der ikke troede der var en fremtid – men alligevel blev til en helvedes masse
“Television sect” er vel en slags dansk punk-klassiker. Sods er måske ikke subversiv, men i kontrær. Og vi har undergrundsklassikeren “Copenhagen” på “Minutes to go”.
Der kan godt være at pladen er udsendt i 1979, men det tyktflydende 1980erne-materie der flyder ud af højtalerne.
Sods Minutes to go. EMI / Medley, 1979 (1997). 8230782. Knud Odde, bas. Tomas Ortved, trommer. Steen Jørgensen, vokal. Peter Schneidermann, guitar.
Løbe- og triathlonklubben Langgarverne arrangere ParforceTrail i Gribskov. Der er en kort og en lang distance som deltagerne kan vælge imellem. Nu er det ikke et ultraløb, så den lange distance er kun 23 km. Til gengæld kan løberne få lov at løbe den to gange inden for kort tid.
Med et areal på 56 kvadratkilometer er Gribskov en af landets største skove. Det er også en gammel skov, men den ekstra charme som det giver. Navnet Gribskov er en gammel betegnelse der angiver at skoven ikke ejes af nogen, altså var den engang en fællesskov for.
Kongens jagt
Senere i historien har skoven været ejet af kirken og kronen – og løbets navn ParforceTrail peger tilbage til dengang kongen gik på parforcejagt i skoven. Parforcejagt (eller på dansk; med-magt-jagt) er en jagtform fra det royale diktaturs tid.
I Store Dyrehave og det sydlige Gribskov ses en stjerneform i de anlagte skovveje. Det er et karakteristisk træk fra parforcejagten, hvor byttet blev jagtet af hunde og jægere til hest ind til dyret segner af udmattelse – hvorefter kongen (eller en anden prominent jæger) kunne sætte det det dræbende stød ind med en hirschfænger.
Løbet
Til ParforceTrail er der nogle der jagter sejren, men andre blot jagte en godt oplevelse i skoven. Der komme næppe en representant for kongehuset og støder hirschfænger ind i de trætte løbere.
Klubben Langgarverne (slang for langdistanceløbere) der arrangere løbet sætter en ny ruten op hvert år. Et flot stykke arbejder der betyder nye opleverlser hvert år, selv for de løbere der har været med hvert år. Tidliger har løbet været afviklet i Store Dyrehav ved Hillerød.
Starten går i skoven ved Kildeportvej, ved krydset hvor parforcevejende mødes. Inden da har vi fået udleveret startnummer og chip til skoene. Det er et selvforsyningsløb, så jeg har Salamon-vesten på. Da det ikke er synderligt varmt, nøjes jeg med de to softbottles på fronten af vesten med vand. Der ud over har jeg et par GU-gel med.
De først 200 meter løbes på skovvej, men så drejer ruten ind mellem træerne på et singlespor. Vi ser ikke meget til skovveje på turen. Derimod er der masser er singlespor, off-trail og en helt masse der imellem.
Ruten er fint markeret med små lyserøde flag. Det til trods er der steder hvor jeg lige må stoppe op for at spotte den rette retningen.
Underlaget er krævende og der er ikke Sjællands nemmeste rute. Hvilket er et kompliment. Det er en fantastisk rute i en skøn skov.
En weekend – to løb
Tilbage til det med at løbet kan løbes to gange med kort mellemrum. Aftenen inden løbet afvikles, er der natløb på den lange rute. Her kan løbere tilmelde sig når de er tilmeldt hovedløbet. Så er det afsted med pandelampe. Løbet er mere low key end hovedløbet. Der er f.eks. ikke tidtagning med chip.
I Gribskov finder du spiralstenen. Du skal måske lede lidt efter den, for den ligge ikke lige frem på alfarvej. Du skal lede sådan omtrent 800 meter nord for Stjernen og 175 meter vest for Stutterivej.
Spiralstenen er en stor vandreblok der kom til syne efter en stor i november 1981. Senere i 1980’erne bliver stenen dekoreret med en spiral. Ingen ved, hvem der hugget den ind i stenen. Spiralen er snoet med uret og er omkring 40-50 cm i diameter.
Spiralstenen i Gribskov.
“Skovfoged Svend Løw, der tidligere arbejdede for Naturstyrelsen Nordsjælland, kunne huske, at der ingen spiral var, da han første gang så stenen. Men da han i 1982 var ved at plante området til, opdagede han den: ” var fuldstændig nylavet, man kunne næsten stadigvæk se granitstøvet” siger Svend Løw og gætter på, at stenen er hugget ud ved hånden.” (citat: Naturstyrelsen : Naturoplevelser. Oktober 2019).
Når nu ingen ved hvem der lavede spiralen i Gribskov, overrasker det mig, at der endnu ikke har nogle der har påstået det var grønne henner fra det ydre rum, der kom forbi med et vigtigt budskab.
Efter Copenhell 2018 publicerede jeg et indlæg med fotos af battleveste fotograferet på festivalen. Nu er det vel på tide, at jeg viser min egen vest.
Dogme
Folk har forskellige tilgange til deres battlevest og hvordan den skabes. Nogle samler en masse stofmærker og syr det hele på i en omgang. Jeg gør det over tid.
Dogmet for denne vest er, at det skal være stofmarker fra bands jeg har set live – og det skal bands jeg virkelige holder af og som laver musik af god kvalitet. Et par godt hits er ikke nok, så Sabaton kommer ikke på, selv om Attero Dominatus er et nok så fedt et nummer.
Version 1
Vesten blev købt hos Black No. 1 og de første stofmærkere blev syet på inden Copenhell 2018.
Efter Copenhell 2019 var stakken af nye stofmærker blevet tilstrækkelige stor til at det var tid til at få syet dem på vesten.
Her er gammel og godt – og her er nyt og spændende. I forhold til ovennævnte dogme, ved jeg jo intet om konsistensen i kvaliteten af det Konvent laver. Men det også vigtigt at støtte den lokale musik – og indtil videre gør de det ganske godt.
Nye på ryggen: Eluveitie, Einstürzende Neubauten, Heilung, Napalm Death, Obituary, Konvent, Igorrr, Rammstein, Apocalyptica.
