På ruten løber vi hele vejen rundt om “Helbredelsesanstalten for Sindssyge ved Vordingborg” som det psykiatrisk hospital Oringe oprindeligt hed. Enkelte steder er der kig op til hospitalsbygningen, der er tegnet af arkitekt Gottlieb Bindesbøll og opført i 1858. I begyndelsen var der 120 pladser. Det viste sig som for lidt, og i 1871 blev hospitalet udvidet og der blev yderligere 400 pladser.
Selv om vi løber hele vejen rundt om Helbredelsesanstalten for Sindssyge ved Vordingborg og ganske tæt på, er det begrænset med indsyn til bygningerne. Men ind i mellem er der kig til stedet gennem den tætte beplantning langs stien.
Tusindvis af mennesker har som ansatte eller patienter gået omkring på den kuperede halvø, hvor Gåsetårn maraton afholdes.
Tokkekøb Hegn er en varieret skov, med et kuperet terræn og flere søer. Her møder vandrefolk, mountainbikere og ryttere et rigt dyreliv og flere gravhøje, hvor Kongedyssen er den mest seværdige.
Sidste sommer lancerede Ø maraton et gpx-løb med start ved Hekla Park, herfra gik turen til Københavns Havn og Ørestad. I dag er der premiere på en ny gpx-tur med Ø maraton. Denne gang skal vi til Operaen.
Oftest løbes Ø maraton i Amager Strandpark på en 5,3 km rundstrækning med start og mål ved Motionsklubben Amagers klubhus. Til dagens løb er startstedet samme sted. Vi løber de første kilometer i Amager Strandpark, men så hører lighederne op.
I nordenden af Amager Strandpark fortsætter vi ad Amager Strandvej i retning mod København. Det er starten på rutens mindst inspirerende stræk, der fortsætter ad Prags Boulevard, Raffinaderivej, Kløvermarken og Forlandet.
Amager Strandpark.
Sightseeing
Via Refshalevej forlader vi Amager, her starter en turistrundtur på Holmen og Christianshavn. Jeg vil ikke liste alt det, vi passerer. Rundstrækningen, der i øvrigt er et halvmaraton langt, hedder Operarunden, så Operaen og den nyanlagte have, Operaparken, ved Operaen er blandt seværdighederne vi ser på turen. Christianshavnsdelen slutter med en længere passage på stien langs Christianshavns Vold.
Operaen.
Den første del af tilbageturen på Amager er den samme som turen ind. Strækningen er ikke blevet mere interessant, men der er kommet gang i et par fodboldkampe på Kløvermarken, så der er lidt mere liv på returløbet.
Christianshavns Vold.
Fra Raffinaderivej løber vi over Prags Boulevard og fortsætter ad Ved Amagerbanen. Ikke mere af det vi allerede løb på vej mod Christianshavn. Vi passerer en masse nybyggeri, der er skudt op i kvarteret bag Amager Strandvej. Du tænker måske, at det er en spændende rejse i ny arkitektur, men det er det ikke. Det er inspirerende som en halvgammel rugbrødsmad med Stryhns leverpostej – uden agurk.
Længe løber vi lige ud langs metroen, der på det sidste stykke på Amager kører over jorden. Inden rundturen er slut, skal vi en tur gennem Kastrup Fort, lidt rundt på Tiøren og Kastrup Lystbådehavn.
Midtdyssen.
Det var en omgang. Et halvmaraton. Efter at have fyldt vandflaskerne i løbevesten, må jeg afsted igen. Når den tur er slut, er der til et helt maraton.
I Nordjylland bruges årets længste fredag til motionsløb for løbere og cyklister. I år løber jeg med.
Arrangementet hedder Coast2Coast, ganske simpelt fordi deltagerne (uanset disciplin og distance) starter på vestkysten af Vendsyssel og slutter på østkysten. Fra Skagerrak til Kattegat.
Strandløb i modvind.
Bag Coast2Coast står de to løbere Kent Jørgensen og Rico Eiersted. I årets road book til Coast2Coast skriver de om sig selv, at der er “ingen af os, der er særlige hurtige, når det gælder løb”. Og fordi arrangørerne er langsomme løbere, er der ikke tidstagning til Coast2Coast. Til Coast2Coast skal det handle “om at have en hyggelig nat sammen”.
Jeg har aldrig oplevet, at tidtagning hindrede folk fra at hygge til diverse løbearrangementer. Men sådan er rammen, og derfor er tidsangivelsen ovenfor, helt for min egen regning, da registrering er taget fra mit løbeur.
Aftensol over Skagerrak.
På løb er der to distancer – 50 og 61 km. Desuden er der en 25 km gå-distance. Distancerne 50 og 61 km kan også gennemføres som løb og cykling for hold, forstået sådan, at to løbere starter med løbe, lidt inde i løbet får de udleveret én cykel og så må de på den resterende del af løbet selv fordele, hvem der cykler og hvem der løber. Der ud over er der en lang række cykelløb på distancer fra 70 til 130 km.
Os, der skal løbe 61 km, starter i Hirtshals. Vi ankommer med bus fra Frederikshavn, hvor der er mål, lidt over en time inden start. I Hirtshals blæser en kølig vind fra sydvest. Vi bliver hurtigt kolde. For ikke at blive alt for kolde inden start, må vi købe kaffe i en af de lokale caféer, så vi legitimt kan være indenfor i varmen.
Det var en passende antal depoter, men køen i depotet var nogle steder lang. Her et depot, hvor det var jul.
21:21 er der start. Solen er endnu ikke gået ned. Ifølge Soltider.dk går den først ned 22:23 i Hirtshals. Inden start må vi ud fra caféen. Det er selvfølgelig stadig koldt i vinden. Og vi skal løbe de første 12 km på stranden – i sydvestlig retning. Modvind.
Heldigvis har jeg en tynd windbreaker med. I løb er det lige præcis nok til. at jeg får varmen, mens jeg kæmper mig til Skallerup, hvor vi drejer ind i landet. Asfalt og noget der ligner medvind. Det er noget helt andet.
Solen er i mellemtiden gået ned, men det er en lys sommernat, så jeg tænder ikke min pandelampe. Først på den anden side af midnat, hvor jeg løber gennem lidt skov, tænder jeg lyset.
Morgenstemning på Palmestranden.
Ruten er i udgangspunktet ikke markeret. Der er dog enkelte skilte, men det er undtagelsen, der bekræfter reglen. Derfor løber jeg efter gpx på mit løbeur. Coast2Coast tilbyder download er ruten fra Ride with GPS, Garmin Connect og Strava. Ruten er desuden tilgængelig på Google Maps.
Inden start talte jeg lidt med at par andre løbere, der var bekymret for at finde vej. Det blev på intet tidspunkt et problem. Hele vejen løb jeg i en lysende slange af løbere og cyklister. Desuden var der mange, lange stræk på landevej, f.eks. da jeg drejede ind på Vellingshøjvej og mit løbur meddelte, at om 15 km skulle jeg dreje til højre.
Der kom en stadig strøm at deltagere i mål, der alle efter målgang kunne gå op i et stort telt og spise æg og bacon og drikke en kop kaffe.
Målet er i Frederikshavn på Palmestranden, hvor der er solopgang klokken 4:19. På snakken uden på ruten, kan jeg forstå, at en del deltagere deler mit mål om målgang inden solopgang. Jeg vinder kapløbet med solen og rammer målporten på stranden omtrent kvart i fire.
For 25 år siden åbnede Øresundsbron. Det fejres, blandt andet med et halvmaraton fra Danmark til Sverige.
“Med blå blink førte politibiler og ditto motorcykler an, da de første danske biler lørdag aften klokken 23 kørte over Øresundsbroen. Ved betalingsanlægget på den svenske side stod TV-hold klar til at tage imod, imens der allerede var opstået kødannelser af svenskere, som skulle den modsatte vej. Cirka 23.15 kørte de første dyttende biler hen til bommene i de ti betalingsbaner, som var åbne”, skrev Jesper Eising i “Det var alle pengene værd” i: Berlingske Tidende, 30 juli 2000.
Selv om trængslen over broen ikke blev så tæt, som forudsagt, i de første dage efter Øresundsbrons åbning 1. juli 2000, var det en stor begivenhed, da broen åbnede. Nu er det 25 år siden, og det fejres med et halvmaraton over broen, med løbsregning fra Danmark til Sverige. En unik chance for at passere Øresundsbron i løbesko.
Prolog
Det gjaldt om at være hurtig tilbage i februar 2024, da tilmeldingen til Broloppet | Broløbet åbnede. På to timer var der udsolgt. Og på Facebook var der flere, der berettede om, at de var blevet smidt af mens de ventede i køen til tilmelding, eller at de fik en fejl-side i stedet for tilmeldingssiden, når de endelig nåede igennem køen.
Jeg fik et startnummer og derfor er jeg på vej med mod Øresundsparken, hvor der er start.
Høj himmel og god plads på motorvejen.
Med 40.000 deltagere er der et bestemt tidsrum, hvor deltageren skal aflevere dropbag og gå til start. De enkelte deltageres tidsplan er bestemt af deres forventede sluttid. Jeg er i gul gruppe med en forventet målgang i en tid mellem 1:30 og 1:40. Med sidste weekends ultraløb i benene, er jeg stærkt i tvivl, om jeg når under de 1:40 på dagens halvmaraton. Men det er for sent at ændre nu.
Løbet
Det er en dejlig, lun sommerdag. Mens vi venter på start, opfordrer de to konferencier (en svensk og en dansk) til at drikke vand.
Ballondyr i tunnelen.
Startboksen, hvor vi sorteres efter forventet sluttid, fyldes op og omtrent ti i ti, bliver vi lukket ind i startgaden. Vi vandrer rundt om opmarcheringsområdet med vand, toiletter og bagageaflevering og ender på Saltværksvej, hvor der er start. Vi må stå lidt længere end forventet i Saltværksvej, inden starten går. Men af sted kommer vi.
Selv om jeg tissede af inden løbet, må jeg finde en busk i Tårnby, inden vi kommer ud på broen. Lidt lettere løber jeg ned ad motorvejsafkørsel 15 – vi løber i mod kørselsretningen.
På Saltholm med udsigt til Øresundsbron.
Opdelingen i startgrupper virker; der er fin plads på motorvejen, der hurtigt fører os ned under Øresund i motorvejstunnelen.
Med op- og nedkørsel er tunnelen 4 km lang, heraf er der omtrent 3,5 kilometer i den lukkede tunnel under vandet. På det dybeste sted løber vi 21 meter under havoverfladen.
Fra dybet kommer vi op på den kunstige ø Peberholm og videre ud på Øresundsbron, der på det højeste punkt er 57 meter over havoverfladen. Dagens udfordring er ikke helt uden højdemeter.
Øresundsbron.
Fra toppen af Øresundsbron går det nedad mod Sverige. Der er køligere over havet end i land. Til gengæld er der også mere vind – og det er ikke medvind.
Jeg forlader motorvejen. Den sidste kilometer går mest ned ad og der er et par skarpe sving, inden jeg kan se målet i Sibbarp. Jeg kommer i mål i en tid inden for min startsgruppens tidsspænd. Det er jeg fint tilfreds med.
Medaljer til alle.
Efter målgang får jeg en vand og en medalje. Mens vi løb bragte 45 lastbiler vores dropbags over Øresundsbron i det spor, der var frit til trafik. Nu er det bare lige med at finde lastbilerne inden turen går retur til Danmark – i et tog.
I dag står den på ultraløb i Vestskoven. Her arrangerer ALOT cannonball med distancerne 100 km, maraton, halvmaraton og runder á 5,34 km.
Ud over 100 km, bød dagen program på rundeløb, halvmaraton og maraton. De første timer var der livlig trafik på runden.
Vi skal løbe på en flad rute på godt 5 kilometer, som vi skal 19 gange rundt på for at nå de 100 km. Ja, i dag er vi ude i en af de mere fjollede lege, men mon ikke rundstrækningen er lang nok, til at jeg undgår at blive rundtosset.
Underlaget er mest grus, men der er også lidt etsporssti, hvor underlaget er jord.
Det meste af dagen var der drivende skyer og pletvis sol. Der kom lidt regn, men ikke så meget som forudsagt.
Ifølge Soltider.dk går solen ned 22:14 i Albertslund i dag. Så det gælder om, at være færdig inden, hvis ikke de sidste kilometer skal blive lidt besværlige, når nu jeg ikke har en pandelampe med.
Klokken 9 starter løbet. Vi er 13 deltagere på de 100 km, så i dag er der en god chance for en top 10 placering.
På hovedparten af runden var underlaget grusvej, men det var to korte etsportsstier med højt græs og lidt brændenælder.
Løbesko på grus nitten repetitioner. Grøn skov giver ro
Udsigt til Hersted Høje.
I mål erfarer jeg, at jeg er blevet nummer 2, hvilket godt kan hænge sammen med, at kun 4 af de 13 tilmeldte på distancen, gennemførte. Jeg blev slået af Jesper Persson, der løb på 10:22:36. Jesper blev dermed vinderne af løbet – og af min aldersgruppe. Hurtigste kvinde blev Pernille Thomsen i tiden 10:43:55 Rundstrækningen var varieret. Så jeg blev ikke helt tosset af de nitten gentagelser.
En stor tak til Stig Mosegaard Madsen for et godt arrangement og ikke mindst for godt humør i depotet.
En regnvejrsdag i Strandparken. Det lykkedes at holde mig varm hele vejen igennem løbet, hvilket nok var dagens vigtigste opgave. Det blev koldt, da jeg var færdig med at løbe, også selv om jeg var hurtig til at skifte til tørt tøj.
På Svingelstien ved Hyldehuse.
I Strandparken var der ændret lidt på underlaget. Sivstien (stien på indersiden af de fire søer ved Brøndby Strand) er blevet til en grussti. Jeg ved ikke hvorfor asfalten er fjernet, men jeg tænker det giver færre hurtigcyklister på stien, og derfor mindre chance for at blive racet ned af en cyklist i stramtsiddende trikot.
Lidt om sko
Her på min hjemmeside har jeg opdelt mine løb efter distance. Der er også en alfabetisk oversigt – og de danske løb er desuden listet efter den kommune, hvor løbene har start. Løbene kan listes på mange måder. Et alternativ kunne være efter løbesko.
Nu vil jeg ikke liste alle de forskellige løbesko jeg har haft, men du får lige fem af dem, jeg har været glade for.
Hvorfor nu pludselig fokus på sko? Udviklingen inden for løbesko går hurtig. Det betyder, at mange af de sko jeg plejer at købe, ud fra en betragtning om at modellen plejer at være god for mig, kan jeg ikke købe mere. Enten er modellerne gået ud af produktion, eller også er de ændret så radikalt fra tidligere versioner, at jeg ikke bare kan handle som jeg plejer.
Det er fint at der udvikles på skoene. For de løbere der er i konstant jagt på en ny pr, er det vigtigt. Men for mig er det vigtigere, at have løbesko, der passer til min løbestil og til min krop. Prioritet nummer 1 er at holde mig løbende med mange lange løb – uden skadespauser. I den prioritering er velkendte sko en fordel. Her er det ingen fordel med de radikale forandringer af skoene.
Du vil muligvis indvende, at jeg bare kan bestille en løbetest og prøve nogle sko hos en løbeskoforhandler. Det er min erfaring, at jeg ikke kan stole på den løbeoplevelse, jeg får af en løbesko, ved at løbe lidt på et løbebånd hos en sælger. Det tager flere kilometer og ofte en lang tur, for at afgøre om skoen er god for mig eller ej.
Årets Copenhagen Marathon har længe været udsolgt. Det på trods af at der blev sat omtrent 21.000 startnummer til salg. Det er 11. gang jeg deltager i Copenhagen Marathon. Første gang var i 2012. I det år var der 12.140 deltagere hvoraf 9.500 gennemførte, det vil sige at der var 78% som kom hele vejen gennem de 42,195 kilometer.
I år er deltagerantallet 19.072, ud af 20.974 tilmeldte. 18.515 kvinder og mænd kommer hele vejen rundt.
Udstyr og dagens plan skrevet på et post-it. Post-it’en har hængt ved mit skrivebord i et par måneder.
Aldrig før har der været så mange deltagere. Bagageområdet er derfor flyttet fra Kosterfællede og over i Blegdamsfælleden på modsatte side af Øster Allé. Det er også her det store 1. maj-arrangement finder sted og her er god plads. Til gengæld er adgangen til Øster Allé og startgaden ikke god og der er ren kaos op til start. En del, deriblandt undertegnede, ender alt for lang bagude i forhold til den startgruppe (ud fra forventet sluttid) vi har tilmeldt os.
Godt i gang med årets Copenhagen Marathon. Foto: Sportograf.
Jeg får mast mig et stykke frem inden startskuddet og så er det af sted ud i københavns gader.
Dagen plan er simpel: PR eller krampe. Jeg rippede min Terrorizer-cd “Hordes Of Zombie” for nogle dage siden og lagde musikken på min mp3-afspiller. Der efterlod mig de to mulige udfald. Heldigvis blev det PR.
Ding dong. PR – og dermed retten til at larme med klokken.
Jeg tror, at min barndoms jul var som den flestes jul i 1970’erne. God mad der blev rundet af med ris a la mande. Et juletræ, gaver, familiehygge og julegodter. Der var julekort fra nær og fjern. I min familie var der hvert år én julehilsen, der var lidt usædvanlig.
Det var dengang der var kold krig. Et jerntæppe delte Europa mellem øst og vest. Selv som barn fyldte det, og truslen om en altomfattende atomkrig var en del af bevidstheden. Indimellem var der NATO-øvelser, hvor udenlandske soldater kørte forbi mit barndomshjem – og ved nabogården holdt amerikanske tropper pause. De uddelte chokolade til børnene.
Tilbage til julen og det usædvanlige. Hvert år var en hilsen fra på den anden side af jerntæppet. Fra fjendeland, om man vil. Julehilsenen kom fra Budapest i Ungarn. Sådan en julehilsen var der ikke andre i klassen, der fik.
Ungarn var et land meget langt væk for en dreng langt ude på landet i Vestjylland. Alligevel var det nærværende i min barndom. Familieforbindelsen til Ungarn gik tilbage til besættelsestiden. Kort før befrielsen i 1945 kom en del ungarske soldater til Danmark.
3 mælkedrenge
Det anslås, at der var mindst 12.000 ungarske tropper i Danmark i foråret 1945.
I “De ungarske soldater” oplyser Søren Peder Sørensen, at det var 4. telegrafistbataljon, der var placeret i Lønborg sogn. Telegrafbataljonen bestod af 550 mand. Bataljonen opholdt sig i sognet fra 24. marts til 11. maj 1945.
4. telegrafistbataljon var ankommet til Danmark natten til den 28. januar 1945. Planen var at sende bataljonen til militærlejren i Oksbøl, men pga. jernbanesabotage, blev bataljonen omdirigeret til Jægerspris i Nordsjælland. Her var ungarerne kun en uges tid, inden de blev sendt til Herning.
De ungarske soldater var spredt ud over hele landet. Ved Holte ridsede nogle ungarere det ungarske nationalvåben i et træ.
I februar blev bataljonen flyttet fra Herning til Boris, hvor det forlød, at den skulle videre ud til vestkysten, men i stedet endte ungarerne i Lønborg og Vostrup.
I krigsårene boede min mor, Eva Hundebøll (1929-2021), med sine forældre på Hedegård ved Lønborg. Gården lå ved en plantage og uden andre naboer end skovens og markens dyr.
I sine erindringer fra krigsårene skriver min mor: “På et tidspunkt i april, jeg husker ikke datoen, dukker tre ungarske soldater op en aften ved malketid. De ville gerne have (tigge) lidt sødmælk, og far gav lov til, de måtte få feltflaskerne fyldt. Hver eneste aften dukkede disse tre op og fik mælk. Vi kunne ikke snakke med dem, men vi havde et helt andet forhold overfor dem end overfor de tyske soldater. Snakken gik, at tyskerne havde tvunget dem her til Danmark, de skulle være en slags arbejdssoldater”.
Min bedstefar, Peder Hundebøll, havde ikke et fælles sprog med de tre ungarer. Trods det manglende fælles sprog lykkedes det min bedstefar og István at udveksle meninger og oplysninger.
“Sympati, medlidenhed og hjælpsomhed er de ord, som først falder ind, når man skal karakteriserer danskernes reaktioner i de landsdele, som blev påtvunget de ungarske tropper.” skriver Søren Peder Sørensen i “De ungarske Soldater”. Hvorfor de, som allierede med besættelsesmagten, ikke blev mødt med samme misbehag som tyskerne forklarer Søren Peder Sørensen med, “at ungarerne ikke blev opfattet som besættelsestropper i gængs forstand, samt at den nød og elendighed, som de befandt sig i, kom så tæt på, at man måtte reagere på den ene eller anden måde.”
István Boros (den ene af de tre ungarske soldater, der dukkede op i min mors barndomshjem) blev indkaldt til militærtjeneste i efteråret 1944. Siden da havde han ikke hørt fra familien i hjembyen Orosháza. István vidste, at Den Røde Hær havde invaderet byen, hvilket naturligvis gjorde ham ængstelig.
I Lønborg var István indkvarteret i skolens gymnastiksal, hvor han havde en soveplads og få personlige ejendele. I foråret 1945 var han 21 år gammel.
“De tre ungarske kammerater blev på Hedegården kendt som Mælkedrengene, der dukkede op med deres feltflasker, når køerne var blevet malket. Boros var den af de tre, som familien og ikke mindst datteren Eva kom til at kende bedst, og den kontakt udviklede sig senere til et mangeårigt venskab.” (citat: “Den skjulte alliance” af Søren Peder Sørensen)
Befrielse
Ud over situationen med de tre ungarske soldater der dagligt kom på Hedegård, gemte en tysk soldat sig i dagtimerne i Hedegårds kartoffelkule. Kartoffelkulen lå afsides fra selve gården. Den tyske soldat var deserteret, da han ellers havde udsigt til at ende på Østfronten.
Mine bedsteforældre sørgede for, at de ungarske soldater og den deserterede tyske soldat ikke mødtes – og ikke vidste besked om hinanden. Men disse sikkerhedsforanstaltninger røg sig en tur den 4. maj, da frihedsbudskabet lød fra BBC.
“På Lønborg Hede var den tyske desertør Otto Baude i timerne forinden krøbet frem fra sit skjul i den underjordiske kartoffelbeholder for at søge selskab hos sin danske familie Hundebøll på Hedegården. Samme aften var de ungarske soldater István Boros og de to andre mælkedrenge også dukket op. I køkkenet hørte de befrielsesbudskabet fra London, da desertøren Otto kom dansende ind i køkkenet. Glæden over, at krigen var slut, var så stor, at jublen måtte ud i dans” (citat: “Den skjulte alliance” af Søren Peder Sørensen)
Fotografi af ungarske soldater, der forlader Hemmet 10.5. 1945. Foto: Egvad Egnshistoriske Samling.
Snart efter var det tid til afsked. Om afskeden med de tre ungarske soldater skriver min mor: “10. maj om aftenen kom de tre ungarere – enkeltvis – for at sige farvel – de skulle dagen efter begynde vandringen hjemad til Ungarn. Jeg husker, den sidste kom efter vi var gået til sengs, men far og jeg stod op for at hilse af. Vi kunne intet ane om, hvordan det gik dem, og de lod ikke høre fra sig før 25 år efter.”
Overraskende besøg
I sommeren 1970 dukkede en ungarsk familie op i Lønborg. Jeg forestiller mig, at de har spurgt sig frem efter familien Hundebøll, for de endte hos min mors søster, der boede i Lønborg. Med sig havde de et foto af min mor, min bedstefar og min morbror Regner. Fotoet havde István fået af min bedstefar den aften i 1945, hvor de tog afsked med hinanden.
Søsteren i Lønborg ringede til min mor. Mor bad sin søster fortælle ungarerne, at de skulle køre til Hoven Ungdomsskole, hvor mine forældre dannede forstanderpar. Ungarerne forstod desværre ikke beskeden og forsvandt igen.
I stedet måtte min mor og far finde ungarerne. Familien i Lønborg havde forstået, at ungarerne boede på en campingplads ved Nymindegab.
Det lykkedes at finde ungarerne på én af de tre campingpladser, der var ved Nymindegab i 1970. Min mor skriver “… samtidig med, at vi fik øje på en bil med H, var der en der råbte: “Evának”. Det var helt utroligt, efter 25 år kunne Istvan kende mig. Hans kone Ibolya havde netop lavet salat til dem, jeg tror, det var hele deres aftensmad”. Med sig havde Istvan og Ibolya en søn på 5 år – der også hed Istvan.
Efter ungarernes besøg i Danmark i 1970 kom der hvert år jule- og påskekort fra Budapest, og fem år senere var det min mor og far, der rejste til Ungarn for at besøge Istvan og familien.
I sommeren 1978 var jeg selv med på en campingtur til Ungarn. Vi var 5 på tur. Mine forældre, mine to yngste storesøstre og jeg.
Hos familien Boros i Budapest 1978. Det er István yderst til højre. Foto: Eva Hundebøll.
Det var dengang Europa var delt mellem øst og vest. Ungarn var på den anden side af jerntæppet – i det kommunistiske Østeuropa. Vi mødtes med István, Istvánka og Ibolya på en campingplads 1. juli. På turen var vi blandt andet forbi Sopron, Balatonsøen og et slot jeg ville købe, inden vi kom til Budapest, hvor familien Boros boede.
Det er begrænset, hvor meget jeg husker fra turen. Der er nogle erindringsglimt fra bilturen gennem Europa, hvor jeg var placeret på bagsædet i familiens Saab 96 sammen med mine to storesøstre. Jeg husker lidt fra campingpladserne, men mest en gammel trækirke i noget der minder om et frilandsmuseum.
I 1980 kom István med familien igen til Danmark og besøgte mine forældre. Jeg så ikke noget til den ungarske familie igen indtil 2010, men i mellemtiden havde min yngste storesøster læst ungarsk på Århus Universitet.
István (til venstre) og min far i Budapest 2010.
i 2010 havde jeg mine egne børn med til Budapest. Vi var en større familieflok, der fløj til Ungarn: mine forældre, tre af mine fire storesøstre, min daværende kone og en god del af mine forældres børnebørn.
Rejsen var en familieferie og en fælles oplevelse. Det var også min mors afskedstur med István og hans familie. Min mor og István havde begge nået en alder, hvor de vidste, at det var sidste gang de så hinanden.
