Jeg havde ikke de vilde planer med Copenhagen Marathon i år. Primært skulle jeg bare rundt og nyde at vi igen kan mødes i tusindtal til løb.
Jeg ville dog gerne i mål med en tid på under fire timer. Derfor startede jeg lige foran 4-timers ballonen i startboksen. Da jeg ikke så ballonerne igen inden jeg løb over målstregen, kunne jeg konstatere at jeg kom ind i en sup firetid.
1. maj blev brugt på et backyard-løb. Mit første backyard-løb: Damhus Ultra. Hvad er så et backyard-løb spørger du måske. Det er et løbekoncept hvor deltageren løber en runde på en given distance inden for en given tid. Når tiden for runden er gået, starter en ny runde med samme ramme. Er du ikke klar når den nye runde starter, er du ude af løbet.
Normalt løbes et backyard-løb indtil der kun er én deltager tilbage: Last man standing. Men Damhus Ultra er lidt en børneudgave med en bagkant. Efter 18 omgange slutter løbet, også selvom der er mere end én deltager der gennemfører runden.
Morgenfriske løbere sætrer i gang med dagens udfordring.
Backyard-konceptet stammer fra USA og løbet Big Dog’s Backyard Ultra der arrangeres af Lazarus Lake – ham med Barkley Marathon. Til Big Dog’s Backyard Ultra er distance der skal tilbagelægges 6,704 km pr. runde. Det har deltagerne 1 time til.
Distancen der skal tilbagelægges til Damhus Ultra er 3,37 km, hvilket passer med en omgang rundt om Damhussøen. Det har deltagerne 30 minutter til. Med 18 runder giver det en maksimal distance på lige godt 60 km.
Fire løbere ud på ruten.
Der var ingen fancy chiptidtagning. Arrangøren af Damhus Ultra holdt styr på os med et simpelt system. På en tavle hang navnene på alle deltagerne. Når en løber havde gennemført en rundet satte han/hun en rød tegnestift ud for sit navn, som bevis på at vedkommende har gennemført indenfor de 30 minutter. Når næste runde blev sat i gang fjerne arrangøren alle tegnestifterne, så der var en ren tavle. Navnene på de deltagere der ikke havde sat en tegnestift blev fjernet.
Av!
Av, Av igen. Og igen. Og igen. Og igen.
At løbe 60 km er en udfordring i sig selv, men som dagen gik bliver den egentlige udfordring pauserne mellem runderne eller rettere; udfordringen bliver at kommer i gang med at løbe efter pauserne.
De første runder gik stille og roligt. Planen var at starte i et moderat tempo og så gå lidt ned i tempo efterhånden som trætheden indtraf. Helst inden for et tempospænd mellem 06:00 og 06:30 min/km. Den plan holdt fint og på langt de fleste runder var tempoet tættere på 06:00 end på 06:30.
Skarvkolonie på Damhussøen.
Tempoet betød, at der var 7-8 minutter i depot hver gang jeg havde løbet en runde. Rigeligt af tid til at indtage hvad jeg behøvede af væske og føde. At kommer på toilet om nødvendigt. Og rigeligt tid til at sidde og blive kold.
Jeg havde været forudseende nok til at tage et tæppe med, så jeg undgik at fryse, men benene blev kolde nok til, at det var en oplevelse at starte på en ny omgang. På de første meter af de sidste runder, kunne jeg virkelige mærke at jeg var til. En enkelt gang kom jeg vist til at bande højlydt – og jeg fik citeret Jens Voigt et par gange.
Men hver gang skete der også det forunderlige, at træthedssmerterne stille og roligt forsvandt, så jeg kunne holde et fornuftigt pace rundt om søen.
Op ad dagen kom der mere trafik på stierne rundt om søen.
På den sidste runde gik benene amok. Jeg kom rundt i et tempo under 05:30 min/km. Hvorfor ved jeg ikke. Det giver ingen mening.
Atten gange rundt om Damhussøen. Det er måske lidt en tåbelig leg, men også en fornøjelig leg. Der blev delt røverhistorier fra diverse ultraløb og hygget i depotet. Men nu går der nok lang tid, inden jeg løber forbi Damhussøen igen.
Ti løbere kunne efter atten runder sætte en tegnstift ud for deres navn en sidste gang.
— Damhus Ultra
Arrangør: Jesper Sommer
Land: Danmark
Start: Damhusdæmningen, Vanløse
Distance: backyard-løb, runder á 3,37 km. Op til 18 runder / 60 km
I Karrebæksminde afholdes det der kaldes Danmarks smukkeste løb. Bagmændene er Jens Karrebæk, Thomas Larsen, Benny Andersen – vist med Jens som ankermanden.
Denne søndag er der start klokken ni. Solen skinner og prøver at overbevise os om at det er forår, men ikke særlig overbevisende. Vinden er kold og jeg fryser, så inden der er løbsbriefing henter jeg lige en windbreakervest.
Vi bliver informeret om at vi skal løbe et kvart maraton ud og et kvart maraton tilbage igen. At modvinden er på hjemturen. Vi hører lidt om markering og at vi har havet på den ene side med vi løber afsted fra Karrebæksminde, og at havet er på den anden side når vi løber retur. Er det ej således, er vi ej på rette vej.
Afsti afsted – ud af Karrebæksminde.
Starten går. Eller rettere løber. Afsted mod Bisserup hvor vendepunktet for ruten er. Først går det ned ad fra Brentebakkevej ned mod havet. Fra Klinten fortsætter vi ad et fint spor langs stranden. Her og der har havet taget et bid af landet og skrænten ned til stranden er lige lovlig tæt på sporet. Det er et af rutens seværdige momenter.
Vi drejer en smule ind i land og fortsætter gennem Karrebækstorp Skov. Efter skoven er der et kort stykke langs stranden inden det går op ad Strandbakken, forbi fire vindmøller og så er det ud på asfaltvejen. Asfaltfræserne elsker det, men jeg er af den mening, at det er rutens kedeligste stykke.
Da asfaltvejen endelig ophøre, er jeg atter på vej mod havet. Vi løber gennem Kristiansholm Plantage ad hyggelige spor og ganske nær havet. Ude af plantagen rammer vi Gammel Strandvej i udkanten af Bisserup. Vi skal 500 meter hen ad asfaltvejen inden vi kan dreje rundt og løbe retur mod Karrebæksminde – i modvind.
I mål er er der kaffe og dejlig kage.
Minikager.
Nok er det en smuk rute langs vandet, men Danmarks smukkeste er nok lige at stramme den.
Synes at erindre noget fra et markedsføringskursus hvor en pointe var, at det var i modstrid med god markedsføring, at lovprise noget som bedst, smukkest, dygtigst, størst – med mindre at det kunne dokumenteres.
Jeg har midstet overblikke over hvor mange gange koncerten med Igorrr er blevet aflyst og udskudt på grund af corona. Jeg erindre ikke længere hvornår den oprindeligt skulle have været spillet. Men det var formentlig kort efter Igorrrs seneste album, “Spirituality And Distortion” (2020), ramte musikforhandlerne og streamingstjenesterne. Forventningens glæde har der været så rigeligt af.
Nu er vi her. I Pumpehuset, Kransalen. Otto von Schirach holder sig en fest med sine beats på scenen. Det er opvarmningen. Det går over. Det bliver tid til Igorrr.
Igorrr på scenen i Pumpehuset. Foto: Mette Jensen.
Igorrr stritter i mange retninger. Det er musikalsk fragmentering og destruktion der skaber nye sammenhænge – på en gang grimt og skønt. Sådan må det være når inspirationslisten indeholder så forskellige navne som Frédéric Chopin, Cannibal Corpse, Meshuggah, Aphex Twin og Portishead. Lige meget hvor næste fragment stikker hen, er der sammenhæng i Igorrrs kompositioner.
Der er kvaliteten i det musikalske kollektiv på scenen. Men det er Gautier Serre der er i kontrol. Fra start til slut.
Aphrodite Patoulidou fanget i spotlightet. Foto: Mette Jensen.
Jeg savner ind i mellem lidt volume i JB Le Bail vokal og Mette ville have foretrukket at se Laure Le Prunenec på scenen. Men sådan er der så meget. Igorrr var ventetiden værd og alt i alt – en koncert af ganske høj kvalitet.
Igorrr Spirituality and Distortion Tour. Pumpehuset 20. april 2022
Siden sidst jeg løb Helved i Nord, er der kommet en ny distance. Ud over 12 km og halvmaraton er det nu muligt at vælge en lidt længere tur på 32 km. Stedet er stadig Tisvilde Hegn, masser af sand, skov og højdemeter.
Ad spor i Tisvilde Hegn.
Det er egentligt utrolig hvor meget sand der kan være i en skov. Men jorden i Tisvilde Hegn er meget sandet. Det konstaterede en af de andre løbere efter omtrent otte kilometer. Der var vi godt i gang med dagens udfordring på 32 kilometer om 500 højdemeter.
32 km ruten tager udgangspunkt i halvmaratonruten, men med en ekstra sløjfe. Jeg vil ikke forsøge at beskrive forløbet – men på et kort ligner det en god dag i vandreklubben for vandrer uden stedsans.
Enkelte strækninger løbes to gange. Der er en del steder hvor ruten krydser sig selv, hvilket gav enkelte deltagere problemer med at finde vej – ikke fordi der manglede markeringsflag, men fordi der var for mange flag – i alle mulige retninger.
Nedløb på et af de nye strækninger på ruten.
Jeg kom rundt uden problemer med at finde vej. De fleste steder var der frivillige ud på ruten, som kunne fortælle hvilken vej vi skulle vælge.
Helvede i Nord fylder 20 år. Det er altid hyggeligt med runde fødselsdage. Det er jo ingen alder. I 2019 fejrede Copenhagen Marathon sit 40-års jubilæum og på Vestegnen har TIK holdt gang i Taastrup løbet siden 1974.
I anledning af løbet 20 års jubilæum var der i år medaljer udført i træ fra Gribskov. Der var også lodtrækningspræmier – dog ikke til mig.
…og så den anden vej. Det er længe siden sidst jeg har løbet Tosseløbs cannonball. Siden da er der sket en lille ændring. I stedet for at løben den samme vej rundt alle seks gange, som er det antal gange rute skal gennemløbes for et maraton, skifter deltagerne retninger for hver omgang. Først rundt mod uret, så med uret rundt og så fremdeles. Start var som sædvanlig klokken ni på Graversensvej .
Ændringer gør, at jeg se andre ting på ruten end tidligere – og det giver det en masse hyggelig modløb hvor vi kan hilse på hinanden.
Vandtårnet et fra Jyllandsgade.
Efter løbet fandt jeg et tog mod København, så jeg kunne hente Rosa i skolen i god tid. En lille flok blev på Graversensvej for at gentage legen klokken 15:00 med et nyt maraton/halvmaraton. Håber de fik en dejlig tur ud af det.
— Tosseløbs cannonball # 157 – Basis
Arrangører: Benjamin Olsen, Stine Wissing, Kurt Olsen
Ruten startede ved parkeringspladsen ved Søllerødlejren på Sjællands Odde. Herfra løb vi østpå langs kysten på nordsiden af odden. Efter knap 3 km på sporet langs stranden drejede ruten ind ad Strandvejen. Herfra kom vi ud på den asfalterede Oddenvej og videre ad Gnibenvej. Fra Gnibenvej drejede vi ned ad grusvejen Grøftekanten og satte kursen mod stranden på sydsiden af odden.
Efter et par kilometer på grus og asfalt rammer vi stranden. Denne gang med rullesten på lidt af strandstrækningen som denne gang er omtrent en kilometer lang. Vi løber op ad Hyldebo Strandvej og rammer igen asfalten på Gnibenvej. Her følger et længere asfaltstykke ud til parkeringspladsen for enden af Gnibenvej – og tilbage til Søllerødlejren.
Det var et kvart maraton. I depot. Lidt at drikke og afsted igen. Fire gange, så var der til et maraton.
Efter at Morten Harboe-Jepsen og Allan Hallin meldte at de ikke længere ville står for Hvalsø cannonball, og Hvalsø Løbeklub nedlagde Skovløberen, så det skidt ud med muligheden for at løbe løb i Bidstrup Skovene. Men som en fugl føniks er Hvalsø cannonball tilbage – nu med Morten Brogaard Jakobsen som den drivende kræft. Stor tak til ham for at gribe depechen, så vi fortsat kan komme på løbetur i den skønne skov.
I dag var første gang Morten Brogaard Jakobsen stod for løbet. Han løb også sit halvmaraton nummer 200. Stort tillykke Morten!
