Bevæbnet med en smartphone med coronapas, en kærlig kæreste og min battle vest begav jeg mig til Bornholm. Nu skulle der efter halvandet års corona-helvede høres noget god tråd.

Dejligt med en forlænget weekend med kæresten. Dejligt med en masse god musik og ikke mindst spændende hvordan det er igen at være til koncert efter to corona-nedlukninger.

Vel arriveret på Bornholm og installeret i Rønne Vandrerhjem (som så absolut kan anbefales hvis du skal bruge overnatning på Rønneegnen) begav Mette og jeg os mod Store Torv.

Selv om Raise Your Horns har flere år på bagen, var det vores første djævlefest på klippeøen. Festivalen afvikledes i Musikhuzet i Rønne. Adgang var ikke via hoveddøren, men via en port ved siden af spillestedet. Ganske diskret. Hvis man ikke lige vidste det, var det ikke lige til at se det – men det var her der var metalfest.

Musikken spillede i salen i Musikhuzet. I baggården var der en plade/cd-bod, en kebab-bod og en smykkesælger. Og vigtigst af alt: Fadølsanlægget og velskænket øl fra Svaneke bryggeri.

Første band på programmet var svenske Havamal. Vikingmetal. For os, første gang med livemusik i meget lang tid. Den kritiske sans var slået helt fra. Alt gik. Efter Havamal gik Valkenrag på. Polsk død. Sejr eller Valhalla lød det fra scene. Om Valkenrag sejrede vil jeg lade være usagt. Men festen var for alvor i gang.

Tredje band på den første dag. Det efter en overraskende mængder øl – der var åbenbart noget som skulle indhentes – tid til at tyske Décembre Noir gik på. Doom’et død med numre der helst holder en længde på mere en 5 minutter. Kvalitetstid og Mette blev fan, hvilket resulterede i en playliste med autografer. Den kommer sikkert op på væggen i en fin ramme.

Efter koncerten fik vi en lille snak med Décembre Noir ude i baggråden. En snak om løst og fast og ingenting. Det er noget af det små festivaler som Raise Your Horns kan. Musikerne er en del af festen. Oftest er det musikerne selv der står for at sælge merchandise og det hele er ned på jorden.

Tungsten. Virkelig fedt bandnavn – og så har jeg sagt det positive jeg har at sige om dem. Fredag aften sluttede med jyske Bæst. Det var som altid en fest med Århusdrengene på scenen.

Efter Bæst blev det til et par øl mere inden vi spadserede (ikke helt den lige vej) tilbage til Rønne Vandrerhjem. Ved Arsenalvej måtte vi lige ligge i græsset og konstatere at stjernen var virkelig langt væk.

Tømmermænd og metal

Morgenmaden på Rønne Vandrerhjem var i den bedre ende af vandrerhjemsmorgenbuffeter. Det var ikke mindst scrambled eggs, bacon og cocktailpølserne der gjorde lykke blandt de tømmermændsplagede, sortklædte morgenzombier.

Formiddagen blev brugt på afslapning og kærlighed på vandrehjemmet inden Mette og jeg igen bevægelse os mod Musikhuzet. Det gik lidt langsomt, men vi nåede frem og tog hul på dagens først øl.

Med knap 300 deltagere var vi på anden dagen kommet dertil, hvor de fleste deltagere var kendte ansigtet. Vi vidste hvem der hang med hvem og enkelte var vi begyndt at hilse på. Så er der dem vi undervejs faldt i snak med. Størstedelen i sort, men ellers vidt forskellige. Alle med kærlighed til metal.

Det blev tid til dagens første band: Vansind. Igen et godt bandnavn. Efter halvanden nummer besluttede vi, at det var mere hævi, at gå i kebabboden og hænge ud med en kebabrulle.

Jeg synes efterhånden det er lidt uklart hvad genren black metal dækker over. Men klokken lidt over tre gik Lotan på. Det var noget med ham der Satan. Forsangeren og bassisten lignede mere nogle der spillede i et New York-hardcore-band end black metal-musikkere. Lotan var et band med en meget klar alfahan.

Lotan vækkede det tømmermændsramte publikum, men det blev mere festlige da dødsveteranerne fra Frederikssund, Six Strings Slaughter (også kendt som æggedeleren), gik på scenen. Six Strings Slaughter fik vagt appetitten. Det næste bande sprang vi over. I stedet var det tid til en ribeye steak og trekornslaks på Cafe Munter.

Med den alder musikerne i Six Strings Slaughter har, kunne det i øvrigt godt undre, at jeg dette var første gange jeg så bandet – i hvert tilfælde så vidt jeg husker.

“Tag elastikken ud af håret og sving det så”.
Chronicle viste sig som dødsbandet vi ikke vidste vi var kommet for at høre. De unge nordjydske musikere kunne deres kram og fyrede et tight og energiske sæt af. Får du chancen, så se og hør dem … and Oceans kan også godt få en anbefaling med på vejen.

Eller rettere … and Oceans kan få en lille anbefaling hvis du spørger mig – også selv om det er et af de black metal-bands der har et elorgel med på scenen. Mette var mere skeptisk og syntes det var pudseløjerligt.

Til sidst kom det bedste. Afsky. Ole Luks musikalske lydbillede var stærke sager. Der blev malet store følelser og stemninger ud fra den røgfulde scene. Nærmest stillestående og dog den meste intense sanger på hele festivalen. Tak for en oplevelse der gik helt ind i rygmarven.

Det blev ikke til meget efterfest. En øl i hånden på hjemturen til vandrerhjemmet. Så godnat og farvel for denne gang. Tak til Raise Your Horns for en fed fest. Tak til de frivillige der gør det muligt at vi kan drikke igennem og feste i to dage. Tak til alle jer der fik musikken til at spille.

Raise Your Horns