Kalundborg Vintermaraton er et asfaltløb med lidt højdemeter. Inspireret af anskuelsesundervisningen har jeg napset en højdeprofil fra 5 tårns motions-site.
Det er altid rart med et lokalt maraton og det plejer at være hyggeligt til Maraton PopUp – der denne gange popper op i Vallensbæk ved Tueholm Sø.
Det er en frostklar søndag med is på vandpytterne. Isen er ikke tyk nok til at kunne holde til noget som helst. Der er nærmest ingen vind, så det er fint vinterløbevejr.
Henrik siger et par ord om løbet og ruten, hvorefter der tages et gruppefoto af de fremmødte løbere. Så er det af sted.
Ruten starter ved parkeringspladsen ved Mosen parkering. Vi løber ned til Tueholm Sø hvorfra vi løber mod syd ad Mosestien og væk fra søen og Vallensbæk Nordmark. På den anden side af Holbækmotorvejren og Ringstedbanen rammer vi et segment af den rute Mette og jeg benytter når vi afvikler løb fra Ishøj Dyrepark.
Et fladt, frostklar landskab.
Ruten fortsætter ad Mosestien til den rammer Lundevækvej der er mere en sti end end vej. Luften er klar og det er en fornøjelse at løbe i den grønne kile mellem Ishøj og Albertslund. Mit hverdagenstræningslandskab.
Lige inden Lundebækvej bliver asfalteret, drejser vi til højre. Vi løber over St. Vejleå og fortsætter ad Vejleåstien. Nu løber vi retur mod Tueholm Sø. Jeg får lov at løbe alene i dag. Foran er en grupper hurtige løbere og bagved er der også en del halv- og helmaratonløbere.
Vi passer under motorvejskryds Vallensbæk og bliver mindet om at infrastruktur er et Vestegnskendetegn.
Tilbage på den anden side af Holbækmotorvejen tager vi den lange vej rundt om Tueholm Sø. Det giver et flach back til at for mange runder om Tueholm Sø til Cph 6 hours-løbet. Særdeles velkendt asfalt.
Tilbage ved start er der sat et par borde op med depot. Her er cola, vand og lidt slik. Jeg drikker lidt energidrik og begiver mig ud af den anden af seks runder.
Festlig aften i Amager Bio med melodisk, keltisk folkemetal fra Schweiz.
Vi ankommer godt stykke inde i Infected Rains set. Føler ikke at jeg er går glip af noget vigtigt, men energien på scene fejlede ikke noget. Efter en kort pause går næste opvarmningsband på: Lacuna Coil. Den vil jeg ikke ofre mange ord op, men blot konstatere, at der skete en forbrydelse mod Depeche Mode undervejs.
Det var et tilfælde at jeg for længe siden opdagede Eluveitie. Det var også i Amager Bio, hvor de varmede op til Sabaton. De reducerede hovednavnet til en kedelig, smagsfattig dessert. Siden har jeg været hooked på deres keltisk folkemetal.
I dag er der ingen positive overraskelser inden hovedretten. Endeligt går Eluveitie på scenen og det er på alle måder et løft.
Bandet har sagt, at deres seneste cd Ategnatos (gallisk ord for genfødsel) er deres mest spirituelle udgivelse til dato. Der går også lidt Hailung i entreen med tre kvinder i hvide kutter og et lille fabeldyr på en stang.
Mette havde lokket mig med helt op foran scenen. Tæt på bandet hvor vi kunne se musikerne i øjnene og vurdere fingrenes dans på guitarens gribebræt. Det giver nærhed, men også en forskudt lydoplevelse. Trommerne og den ene guitarist høres meget tydeligt fra scenen, mens resten af lyden kommer bagfra – fra højtalerne ophængt i loftet foran scenen.
Jeg nyder det meste af koncerten tæt på. En intim oplevelse. Godt henne i koncerten bliver jeg ramt af behov for bevægelse. Jeg finder pitten midt foran scene og kaster mig ud i festlighederne.
Alting har en slutning og som Eluveitie går af scenen starter brandalarmen. Vi må alle forlade Amager Bio og vente ude i vintermørket mens bygningen tjekkes. Ganske udramatisk og inden længe lukkes vi ind igen, så vi kan få vores overtøj med hjem.
I øvrigt har Eluveitie fået en fossil opkaldt efter sig. Bernhard Hostettler (Naturhistorisk museum i Bern) fandt en søstjerne som han navngav Paracidaris Eluveitie.
Eluveitie Ategnatos European Tour. Amager Bio 20. december 2019.
For 66. gang afvikler Malene Jeppesen og Søren Jeppesen Gåsetårn maraton i Vordingborg. Malene Jeppesen løber sit maraton nummer 200 og for 10. gang deltager jeg i Gåsetårn maraton.
Efter en kort briefing sender Søren os ud på ruten. Klokken er 9. Vejret er gråt. Kalenderen siger vinter. Vejrguderne siger efterår. Blæst og regn.
Vi kommer fint i gang. Jeg kommer til at ligge helt fremme i feltet fra start, men overhales af en del løbere efterhånden som folk finder deres marchtempo.
Våd dag i Vordingborg.
Med en rute på 5,3 km er Gåsetårn maraton er et hamsterhjulsmaraton. Heldigvis er der stor afveksling på turen rundt. Fra starten – for enden af Sydhavnsvej – drejer ruten til højre ad Færgegaardsvej og hurtige efter til højre ad Bogøvej for igen at dreje til venstre ad Langøvej. På denne del af ruten er der lidt beboelse og småindustri – samt Vordingborg Køkkenet administration.
For enden af Langøvej fortsætter ruten til højre ad Trellemarksvej og vi passeres Trellemarken H/F med omtrent 30 kolonihavehuse som ligger langs grusvejens venstre side.
Trellemarksvej slutter i et t-kryds, her drejer ruten til venstre ad Digevej, med lidt skov på højre side og åben land på venstre. Kort efter drejer ruten til venstre og vi kommer til at løbe på Færgegaardsvej igen, men den bliver hurtigt til en mindre sti. Vi er nu ude på en tur rundt om Helbredelsesanstalten for Sindssyge. På nord- og østsiden af Oringe-pynten følger siten kysten. På turen rundt er der kig til Gåsetårnet og på den sidste del af rundturen lidt fornemmelse af skov.
Tilbage ved Digevej løber vi den direkte vej tilbage til start, hvor depotet venter med vand, cola, vingummi og andet godt.
Underlaget er en blanding af asfalt/fortov og grussti – helt ukompliceret. Sidste omgang byder på en kort genvej ad Kalvøvej i starten af ruten.
Forplejningen fejler ikke noget. På en kold dag som i dag er det helt rigtigt med varm tomatsuppe efter målgang. Der er også kage. I dag ris a la mande kage. Der er altid gode kager til Gåsetårn maraton bagt af den ene af arrangørerne: Malene Jappesen. Malene løb i dag sit maraton nummer 200. Tillykke med den flotte præstation.
Dagens medalje.
I hovedreglen afvikles Gåsetårn maraton op ruten beskrevet ovenfor. En enkelt gang er har jeg løbet på Vinterruten, med start og mål i Neder Vindinge nord for Vordingborg.
Det er altid dejligt med et lokalt maraton. Det er også rart med et Maraton PopUp – det plejer at være hyggeligt når Henrik Birkedal invitere til cannonball-løb. I dag var vejret ikke helt på arrangørens siden, men selv i regn og blæst må løberne ud.
Henrik havde fundet en fin rute med mål og start nær Kroppedal Museum. Underlaget var markvej, skovvej, stier og en smugle asfalt. Vi kom ikke over den nyopførte vikingebro, men der var kig til den fra både på vejen ud på ruten og på vej tilbage mod depot/mål. Ruten var godt 7 km lang og skulle gennemløbes 6 gange for et maraton.
Starten er i skoven ved Kroppedal Museum, ude af skove er der et pænt stræk gennem af afgræsningsareal med masser af køer. Ruten fortsætter gennem den vestlige del af Vestskoven omkring Risby inden den fortsatte retur til depotet på Kroppedals Allé.
Underlaget var vådt. Ved depotet var der meget mudder og vand. På det meste var turen rundet, var det muligt at løben udneom de største vandpytter og det værste mudder.
Rømer på Vestegnen.
Lige efter start mødte jeg Ole Rømer. Ole Rømer står få meter fra ruten på det sted hvor han oprettede sit landobservatorium, Tusculanum, i 1704. Teksten på statuen er: “OLE / CHRISTENSEN RØMER / OPDAGEDE LYSETS TØVEN / LÆRTE ASTRONOMEN NØJERE / AT BESTEMME STJERNERNES PLADS / OG AABNEDE FYSIKEREN VEJEN TIL / DEN PRAKTISKE VARMEMAALING / HAN VISTE DET DANSKE FOLK / NATURVIDENSKABENS ANVENDELSE / 1644-1710”
Efter at jeg havde løbet Oman Desert Marathon, havde jeg en dag i Oman inden jeg rejse retur til Danmark. Den blev brugt på et besøg i bjergene og i Wadi Bani Khalid.
Wadi Bani Khalid er en af de mest kendte wadier i Oman – og den største. Det klare vand og det live vandet skaber, giver en skarp kontrast til de golde bjerge. Wadi Bani Khalid er en af de få wadier i Oman, hvortil der løber vand fra bjergene hele året.
Jeg landede fredag morgen i Muskats lufthavn. I ankomsthallen var der allerede samlet en flok løbere. Snakken gik på italiensk, fransk og ukrainsk. Snart skulle vi afsted i bus mod ørkenen, hvor en løbetur på 165 kilometer over seks dage ventede.
Vi blev kørt til base camp i udkanten af sandørkenen uden for landsbyen Al Hawiyah. Base camp bestod af en række permanente telte med en central bygning i midten som bl.a. benyttes til fællesspisning. Her havde vi en enkelt overnatning inden Oman Desert Marathon startede.
Først skulle udstyret kontrolleres og nummerudleveringen overstås. Vi mødtes i den centrale bygning. Inden vi fik vores nummer blev udstyr efterset. Det var en lang rækkes krav til ting alle deltagere skulle medbringe. Beholdere til vand, kompas, førstehjælpsgrej, mad og en pandelampe var blandt det obligatoriske udstyr.
Til selve løbet ville arrangørerne stille telte til rådighed. Desuden ville der være vand tilgængelig – i et vis tidsrum varmt vand til madlavning. Alt hvad vi ellers ville have med under løbet, måtte vi selv medbringe.
1. etape – 16.11. 2019
Start: 08:00
Distance: 20 km
Placering samlet: 19 af 50
Placering mænd: 17 af 35
Tid: 03:00:27
Tempo: 09:01 min/km
Vågnede i base camp. Det var snart tid til den første etape. For sidste gang i seks dage bestod morgenmad af æg, baked beans, lyst brød og honning. Fra base camp blev vi kørt ind til landsbyen Al Hawiyah, Bidiyah. Her var der åbningsceremoni og fejring af Omans 49. nationaldag med traditionel musik og dans.
Starten gik. Vi blev sendt afsted sammen med en masse børn der løb 3 km og lokale motionister der løb et halvmaraton (10,5 km ud og hjem). Det gav masser af trafik på første halvdel af ruten.
Løbet startede med signing på de første 4,5 km. Sandet var løst, solen stod højt og flade passager var der ikke mange af. Løbet sluttede med en udfordrende stigning op af en høj sandklit.
Markering af ruten.
I lejren blev vi placeret i fællestelte. Jeg fik en plads ved siden af Dörte fra Tyskland, samt nogle løbere fra sydeuropa. Dörte havde expresso-sticks med og invitere på kaffe! Helt fantastisk at sidde i ørkenen og drikke expresso efter en god løbetur.
Aftensmaden var som alle aftener frysetørret mad fra Trek’n Eat.
2. etape – 17.11. 2019
Start: 06:30
Distance: 25 km
Placering samlet: 20 af 50
Placering mænd: 17 af 35
Tid: 04:28:01
Tempo: 10:43 min/km
Klokken halv syv var det stadig køligt, men varmen kom hurtigt. Det gjorde sandklitterne med løs sand også. Først efter 20 km fik vi lov at løbe 3 km i et relativt fladt landskab, men jeg var så brugt, at jeg stadig måtte skifte mellem løb og gang på det flade stykke. Inden mål ramte vi atter sandklitterne.
Teltlejrene var ikke sat op da vi nåede i mål. Den var heller ikke umiddelbart på vej. Lastbilerne der transporterede lejrene fra stede til sted havde svært var at komme frem. Oven i det var én af vognene punkteret i sandet Det gav et par timers ekstra forsinkelse. Da lastbilerne med lejren endelig kom frem var der ikke længe til solnedgang.
Lejrens sene ankomst giver lidt kaos omkring indflytningen i teltene og vi ender ikke op med de samme beboersammensætning som første nat i lejren. Engelsk Rob flytter ind sammen med Dörte og mig og vi etablere et hygge-house i den ene ende at teltet.
3. etape – 18.11. 2019
Start: 06:30
Distance: 27 km
Placering samlet: 21 af 50
Placering mænd: 17 af 35
Tid: 04:24:20
Tempo: 09:47 min/km
Jeg brokkede mig ikke over, at der var lidt skyer på himlen fra morgenstunden. Ruten bød på 3 store klitsystemer med masser af op- og nedløb i den løse sand. Der var også et par passager med et mere jævnt terræn, hvor jeg kunne løbe med noget der lignede en fast rytme.
Af sted ud på dagen etape.
På de to første etaper var luftfugtigheden lav. Det gjorde varmen behagelige. Men vi var kommet nærmere kysten og luftfugtigheden steg for hver dag. Det gør det endnu sværer at præstere i varmen – og sveden begyndte at hænge i tøjet. Sandet klister til sveden.
4. etape – 19.11. 2019
Start: 06:30
Distance: 28 km
Placering samlet: 25 af 50
Placering mænd: 21 af 35
Tid: 05:02:41
Tempo: 10:49 min/km
På et tidspunkt rammer ørkenen. I dag ramte den mig. Sol fra morgenstunden og højere luftfugtighed end den foregående dag gjorde sit. Det var en hård omgang der sled på kroppen og det mentale.
Etapen startede med lidt sandklitter efterfulgt af en længere passage der var forholdsvis flad, hvor der kom noget der lignede fart i skoene.
Efter det første depot ved 10 km kom vi op i klitterne igen. Det var tungt og jeg holdt ikke det tempo jeg ønskede.
Mod slutningen kom der igen en fladere passage, i mellemtiden var varmen gået helt i top, godt hjulpet af at vi løb i lavning mellem to klitsystemer.
For første gang under Oman Desert Marathon løb jeg med lyd: Solbrud. Det af to omgange. Første gang var en kuldegysgivende fornøjelse, anden gang var overlevelse på vej ind mod målstregen.
Dagens etape var den eneste, hvor jeg løb tør for vand mellem to depoter
5. etape – 20.11. 2019
Start: 16:00 Distance: 42 km Placering samlet: 16 af 50 Placering mænd: 15 af 35 Tid: 06:34:33 Tempo: 09:24 min/km
Der var så rigeligt med stejle sandklitter i terrænet til Oman Desert Marathon. Men på den lange etape var det mere rullende bakker der dominere landskabet. Sandet var stadig løst og trak kræfterne ud af benene.
Med start klokken fire var der omtrent et par timer med lys, inden pandelampen måtte findes frem. Med mørket faldt temperaturen og sandet blev lidt mere fast. Fint for mig.
Jeg holder mig løbende på stort set alle 42 kilometer. Hurtigt gik det ikke og på de sidste 7 kilometer tænder jeg op for mp3-afspillerne og Solbrud. Det holdt mig løbende.
Jeg har sjældent været så øm i krop og ben som efter at jeg kom i mål. Vablerne begyndte at finde vej til mine fødder. På venstre storetå konstaterede jeg en vabel under en vabel. Etagevabel.
Lejren lå spredt i mørket mellem sandklitterne. Den var sat mere halvt end helt op. Jeg fandt et tilfældigt telt, pakkede soveposen ud og kryb ned i den. De næste tre timer blev jeg holdt vågen af en lastbil som åbenbart skulle stå til tomgang. Efter at motoren var blevet slukket havde jeg svært ved at falde i søvn og kunne følge med efterhånden som de sidste løbere ankom og fandt en ledig plad i et telt. Der var ikke længe til det atter var morgen.
6. etape – 21.11. 2019
Start: 08:00
Distance: 23 km
Placering samlet: 20 af 50
Placering mænd: 17 af 35
Tid: 04:37:54
Tempo: 12:05 min/km
Efter en nat uden meget søvn blev det morgen og tid til sidste etape. 23 kilometer til mål og til stranden ved Det Arabiske Hav.
Etapen startede som maraton-etapen sluttede – med rullende bakker.
Sandklitterne kom. Sandklitter; det var vel nærmere sandbjerge der tårnede jeg op i landskabet. Høje og med stejle stigninger med løst sand der skred under fødderne. Selvfølgelig lå rutens sværeste 13 kilometer til sidst på den 165 kilometer lange løbetur.
Så er det op.
Jeg kom igennem – vi kom næsten alle sammen igennem. Kun seks måtte udgå. Jeg bruget i alt 28 timer, 7 minutter og 56 sekunder på turen. Hurtigste mand, Rachid Almurabity, kom i mål i tiden 15:47:14, mens langsomste løber, Massimiliano Pandini, brugte over 47 timer på Oman Desert Marathon 2019.
Øm i hele kroppen drak jeg en cola og spise mad der ikke var frysetørret. Opløftet og glad. Det var en fantastisk tur der rensede krop og sind.
— Oman Desert Marathon # 7
Arrangører: The Adventurer
Start: Bidiyah
Land: Oman
Distance: 6 etaper på i alt 165 km
Underlag: sand
Deltagerantal: 50
Sko: Salomon S/Lab Sense 7 med Raidlight Desert Gaiters
