Efter en uge på familiekursus på Oure Højskole var det rart med en formiddag i eget selskab og i ro. Ikke at det ikke var dejligt med en uge sammen med den ene eks og de to mindste børn. Det var også sjovt at træne lidt anderledes og prøve et par nye discipliner. Men et maraton i Strandparken kan noget andet – og det er også noget godt.
Træningsmæssigt og mentalt omkring løb, fik jeg ikke noget med fra Oure. Men nu var det også skolens sommerfamiliekursus jeg var på, så det var måske også for meget at håbe på. Løbetræningen var god, alsidig og ikke mindst hyggelig. Den bød på en sjov leg inspireret af skiskydning en dejlig trailtur i ådalen ved Vejstrup Å.
Børnene var godt underhold på Oure. Prøv det.
Løbet i dag. Det gik egentlig fint frem til de 30 kilometer, men så kom krisen. Det var jo ikke 30° varmt til formiddag, så varmen kan jeg ikke bruge som undskyldning. For lidt væske, måske. Høj luftfugtighed – i den grad. Det var ikke til at komme af med noget som helst og løbetøjet var som en uopvredet klud. Splat.
Jeg fik trods alt sneget den ind under de fire timer.
God 60 løbere var mødt op i Strandparken for at løbe Skinnermaraton.Min seje søn var taget med og løb et par runder (14+ km).
Jeg har tidligere bragt en video om en træningstur på Vestegnen med lidt højdemeter. Et andet fint alternativ til de flade veje og cykelstier er stranden. Jeg tog sydpå til Jersie Strand og løb til Ishøj Strand.
Løbeturen var lige godt 20 kilometer lang med masser af sand og strand. For at kommer fra en naturlige strand i Køge Bugt og om til stranden i Strandparken, løb jeg omkring Hundige Havn. Det er en tur på knap 2 kilometer. Tager du naturstien langs langs Lille Vejlesø i stedet for cykelstien langs Hundige Havnevej, slipper du for asfalt.
Stauning Ø er den ene at to lange halvøer i Jersie Strandpark. Stauning Ø er en halvø der er skabt af vandrende materaler i Køge Bugt, der lægger sig parallelt med kysten som en lang revle. Den tidligere ø er dannet og vokset til i løbet af 1900-tallet.
Trylleskoven er en lille klitplantage ved Karlstrup Strand. Foruden den blandede nåleskov og den gode sandstrand er der åbne arealer med lynghede.
Plantagen blev plantet af Gammel Køgegård ført før 1900. Skoven blev fredet i 1928 og overgivet til Solrød Kommune i 1972.
Mosede Fort (Mosede Batteri) er et kystværk opført med det formål at bekæmpe landgangsforsøg i Køge Bugt. I 1916 stod fortet færdigt.
Det er et rektangulært kasemateret betonanlæg, med fredskasernen liggende modsat kasematbygningen vest for fortgaden. Kasernen var opført til 44 mand.
Strandparken ved er et 7 km langt menneskeskabt strandområde med klitter, søer og enge og der er etableret 4 lystbådehavne. Strandparken blev bygget i årene 1976-1979, indviet i 1980.
Ishøj Strand er den del af Strandparken. Her ligger cafe Ka’nalu hvor du kan købe kaffe og is.
Strand. Sand og vand.
I videoen nævner jeg Erik Høy der vandre og skriver om vandring. Her er hans indlæg om henholdsvis Stauning Ø og Trylleskoven: Staunings Ø og Ølsemagle Revle Karlslunde
Helvedes port har stået åbent i tre dage på Refshaleøen. Der er blevet sunget og træbenet svunget i Biergarten. Der er blevet danset, der har været gang i mosh pitten. Årets største metalfest er over.
Første fest
Nyt liv sparker en ny fest på Refshaleøen i gang, men de væltede ikke mig omkuld. Så var der mere nerve i UxDxS. Det tredje åbningsband på Pandæmonium-scenen sprang jeg over. Der skulle drikkes øl.
The Last Internationale kunne jo godt lyde som navnet på et interessant band. Det var det ikke og de kan kun få point for sceneflaget.
Festen kom alvor i gang med Thy art is Murder. Det australske band fyrede godt op under kedlerne og der kom gang i publikum foran Pandæmonium. Der var gang i mosh pitten og der blev crowd surfing som det ikke er set længe.
Det er da godt, at jeg er i en nogenlunde form, når det tager sådan fat allerede om eftermiddagen på Copenhells første dag.
MØL var kommet med på et afbud. Og det var da godt for de leverede vare live. Det et helt andet niveau end jeg havde forventet efter at have hørt lidt af deres musik på Bandcamp.
Efter MØL var der en god pause hvor der blev drukket øl i Biergarten og sunget med på lidt af hvert. Sangfesten sluttede da Soulfly gik på scene. Max Cavalera er altid en oplevelse og det blev den festligste mosh pit længe set nord for Sahara.
Jeg er nok lidt for gammel til den slags, men djævlens tog ved mig – og der blev gået til den.
Anden fest
D.R.I. sang i nummeret Thrashard: “You are hurt all over / But can’t feel a thing / Not until the next day / Then you wake up / Stiff as a board / And the pain won’t go away”.
Og av! Der var et par blå mærker og en mærkbar erindring om en tung sko der jokkede ned på min for i pitten foran Soulfly. Men efter en kop kaffe var det afsted igen, tilbage til verdens festligste helvede.
Islandske Auðn fik en chance for morgenen af. Men de fik mig ikke til at blive i mere end fem minutter. Nogle vil nok sige, at jeg ikke gav dem en reel chance. Exodus kunne godt holder mig fanget foran scenen. Det var måske ikke verden bedste thrash, men det var meget klassisk. Ingen overraskelser. Ren musikalsk tryghed.
Første halvdel af At the Gates koncert brugte jeg på at vente på sønnen. Han kan meget, men klokken har han endnu ikke helt lært. Selv om jeg stod og ventede lidt fra Hades-scenen kunne jeg hører musikken. Og At the Gates leverer en grundig gang svensk død. Sønnen kom og vi fik set en halv koncert sammen – inden han strøg tilbage i flokken af teens.
Herefter fulgte et par bakkekonceret med øl i godt selskab. Først var det Deftones der ikke siger mig noget. Men jeg må give dem, at de kan deres shit. Deres shit, er bare ikke mit shit.
Graveyard – det må være kirkegården for alle de musikelskere der er døde af kedsomhed gennem årene.
Jeg er et gammelt thrash-hoved og det var thrash’en der var min indgang til metals vidunderlige verden, så selvfølgelig var Kreator på mit personlige program.
Kreator levede op til forventningerne (og de var ikke små). Om nogen forstår de at få gang i publikum. Her var både wall of death og festivalens største mosh pit. Efter eskapaderne til The art is Murder og Soulfly foregående dag, havde jeg taget gammelmandshatten på og hold mig pænt på afstand af den mere aktive del af publikum. Så kunne jeg stå der og skråle med på Satan is real og Phobia.
Absolut verdensklasse.
Jeg kedede mig i 20 minutter med Ozzy på Helvíti-scenen. Da jeg havde erkendt, at lige meget hvor længe jeg venter blev det ikke godt , gik jeg i Biergarten og drak øl indtil Enslaved gik på scenen. Der kan man snakke om et band der har ændret deres musikstil. Jeg tænker, at noget af de oprindelige fans må være faldet fra undervejs. Men jeg synes deres nyeste skive er fed og det var koncerten også.
Tredje fest
Lørdag startede med noget lidt andet. Orkestermusik med med Jakob Stegelmann & Orkester. Jakob øste ud af hans viden om den musikalske kulisse fra film, tegneserie og spil. Århus Symfoniorkester præsenterede kendte temaer for populærkulturen. Det var Batman, Super Mario og Star Wars.
Det er nok ikke så tit Århus Symfoniorkester oplever en mosh pit, eller for dens sag sin skuld en wall of death, til deres koncerter. Det var der i dag og det så ud som om orkesteret også have den fest. En dejlig start på Copenhells tredje dag.
Det tidspunkt på dagen hvor jeg skulle sidde på bakken og drikke et par øl kom – selvfølgelige, fristes jeg til at sige. Selskabet var godt, men musikken var noget skidt.
På en lille halv time fik Steel Panther lukket lige så meget gylle ud, som der på et år produceres på en middelstort svinefarm i Jylland.
Heldigvis fik jeg renset ørerne med en god gang død. Den stod Suffocation for. En god præstation med bassen i centrum. Et band jeg skal dyrke lidt mere.
Sidste punkt på mit program blev Igorrr. Extrem metal du macabre. Et mix, et virvar af genre og en computer der har drukket for meget kaffe. Her dukkede sønnen i øvrigt op igen. Stadig i live og i godt humør.
Igorrr leverede et fantastisk sceneshow og et dejligt bizart sted at slutte Copenhell 2018.
Nyt Liv live.
Graffiti med historiske referencer.
“Ghost workers” af Claude Wit.
Fint flag.
En stille stund i Biergarten.
Thy art is Murder live på Pandæmonium. En god fest.
Et okay afbudsband.
\m/
Soulfly skabte en fest.
Jo, jo – det var da okay.
Svensk død.
Tysk thrash.
Jakob Stegelmann øser ud af sin viden.
Superman flyver mens Århus Symfoniorkester spiller.
Død med bas.
Igorrr lørdag på Pandæmonium.
Men hov. Det har jo slet ikke regnet mens jeg har været på Copenhell.
Vesten er billedet på dit musikalske selv. Det er har du viser om du er til røvballerock, guitarlir, tung tråd eller flere trommer. Er du til Slayer, Slade eller Saxon.
En god vest tager tid og skabes mens du lever. Jeg har lige startet min vest, så den siger ikke så meget endnu.
Her er 15 veste fra Copenhell 2018.
Strandparken er en slags hjemmebane. Her har jeg løbet mange ture med løbevognen når den yngste arving skal sove middagssøvn. Og i den sydlige del er det blevet til en del ture i sandet på stranden mellem Hundige Havn og Ishøj Havn. I dag indbød Maraton PopUp til fyraftensmaraton i den anden ende af Strandparken på stierne mellem Vallensbæk Havn og Brøndby Havn.
Jeg pakkede løbetaske i morges. Jeg huskede mp3afspilleren, et par GU-gel, vand, saltpiller, løbesko og compressionsrør. Jeg huskede en Matilde kakao til efter løbet og jeg huskede mit løbeur. Men løbebukserne. De nåede ikke længere end spisebordet!
Så er gode råd dyre og da jeg ikke har nogle kontanter med, er der ingen gode råd. Jeg beslutter, at løbe første runde i mine bomuldsbukser. Jeg har trods alt husket at tage løbeunderbukser på om morgenen og tænker at skridtet nok overlever uden alvorlige slidskader.
En runde til Maraton PopUp i Strandparken er 7 kilometer. Det bliver ikke mere fladt end her. Skal der måles op kan det ikke gøres i højdemeter, det skal gøres i højdecentimeter.
Med start, mål og depot ved Vallensbæk Havn løbes der på asfaltstien mellem Ringebæk Sø og havet. Vi fortsætter over broen mellem Ringebæk Sø og Stubbe Sø og videre i retning mod Brøndby Havn på indersiden af Stubbe Sø, Maglebæk Sø og Holmesø.
For enden af Holmsø løbes vi højre om på diget og drejen igen ind på Svingelstien. Underlaget skrifter fra asfalt til grus. Vi løber på grus indtil vi rammer asfaltstykket mellem Ringebæk Sø og havet hvor vi også løb i starten af runden. Vi nærmere os depotet.
Tilbage til bukserne. Skridtet har det fint. Men indersiden af lårene er udfordret. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis jeg fortsætter ender jeg med nogle meget ømme slidskader. Jeg beslutter at være anstændig en anden dag og smider bomuldsbukserne i depotet. Resten af løbet gennemføres i løbeunderbukser og jeg undgår alvorlige slidskader.
Jeg beklager overfor alle jeg har blændet med mine alt for blege lår.
Eremitagemaraton afvikles en gang hver sommer som et socialløb. Løbernes følges ad i grupper inddelt efter sluttid. Ruten er et halvmaraton der løbet på tre blade. Hvert blad starter og slutter ved Eremitageslottet, hvor der er depot.
En del løbere stod af efter et halvmaraton. Os der løb et helt maraton, løb det andet halve i modsatte retning af det første.
Eremitageslottet. Her der der start og mål, samt depot med vand, energidrik, cola og appelsiner.
Ved Eremitageslottet.
Malene Aagaard byder velkommen og sætter rammen for dagens løb.
Og så er det af sted. Vejret skiftede mellem sol og skygget – mest skygget.
Første besøg i depotet.
På vej op mod Eremitageslottet efter andet blad.
Vi, der løber i gruppen med en sluttid på 4 timer og 30 minutter, møder den “hurtige” gruppe der løber på 4 timer.
Vi var ikke de eneste der var i Dyrehaven.
Ved Rådvad.
På vej i depot for sidste gang.
Ud på sidste blad.
Gangstien blev til løbesti.
Medaljen er lavet af et gevir fra Eremitageslettens hjorte.
Der kommer pænt mange fodboldbøger. Tit, når de præsenteres, tænker jeg; den behøver jeg vidst ikke bruge tid på. Og ofte er det også letbenede biografier der ikke kommer med noget nyt, eller de samme historier om store klubber der fortæller nok engang.
Men her tror jeg der en god historie. Nok har jeg hørt om Sophus Krølben og Danmarks storesejr på 17-1 over Frankrig. Men det er meget lidt jeg ved som dengang det danske landshold var et af Europas bedste.
Michael Kjærbøl har skrevet Dansk fodbolds sande guldalder med undertitlen Et af verdens bedste landshold fra 1908 til 1920.
“Dansk fodbolds sande guldalder er historien om et sandt fodboldeventyr der varede fra 1898 til 1920. Fortællingen om en epoke hvor dansk fodbold tilhørte den absolutte verdenselite. En periode hvor alle andre fodboldnationer så op til den danske måde at spille på. En landskamp i København var en sikker dansk sejr – uanset modstanderen.”
(citat: Turbine)
Michael Kjærbøl fortæller ” en næsten glemt historie, som bestemt er værd at hente frem fra gemmerne. Det er både pudsigt og interessant at læse om fortidens glemte helte, om hvordan de spillede, hvem de bankede, og hvordan presse og den øvrige omverden forholdt sig til holdet. Der er uden tvivl al mulig grund til at hive denne historie frem fra glemslen, og her et århundrede senere blive stolt og imponeret” skriver Poul Porskær Poulsen i anmeldelsen Dansk fodbolds sande guldalder på Historie-online.dk.
Dansk fodbolds sande guldalder : Et af verdens bedste landshold fra 1908 til 1920
Af Michael Kjærbøl. Turbine, 2018. ISBN: 978-87-406-2171-6. 281 sider.
DK5: 79.71
Flådeegene maraton er lidt to løb i et. Et rundtur om Furesø på ca. 21 kilometer og 5 omgange på en runde ved flådeegene som også er omtrent et halvmaraton langt. Men først lidt om egetræer og flåden.
Planlægning er vigtig. Så da englænderne sejlede afsted med hele den danske flåde i 1907 – efter at hvad sønderbombet København og gennemført verdenshistoriens første raketangreb på en civilbefolkning – måtte der tænkes fremad. Derfor beordrede kronprins Frederik, at der skulle plantes egetræer ved Furesøen til en fremtidig dansk flåde.
I 2003 kunne skovrider Lars Toksvig orientere krigsministeriet om at egetræerne var klar til levering til den danske flåde.
På vej rundt om Furesø.
Løbet har start og mål hjemme hos løbsarrangøreren og hans familie – der i øvrigt alle hjælper til. Fra start løbes de rundt om Furesø. Mod uret.
Der løbes på blandet underlag, asfalt/fortov, grusvej, skovsti og endda en strækning på træplanker. Der er massere af smukke passager gennem skov og med blik ud over søen. Men der er også et par kilometer gennem udkanten af Farum.
Ved flådeegene, lidt syd for Farum, er der et depot. Her start de fem runder der er langt ind lidt som et løb i løbet. Runden starter med et nedløb til søbredden. Herefter er der et stræk på singletrack som er lidt kuperet. Det er sådan lidt trail til os der kan lide den slags.
Da runden starter med et nedløb, kommer der også en længere stigning. Efter den løbes der retur til depotet på en flad, asfalteret cykelsti. Tilbage i depotet er der vand, cola, saft og vandmelon. På en varm da er det rigtig godt med vandmelon – vand i fast form, godt fundet på.
Ved flådeegene får man lidt fornemmelse for trail.
Efter fem runderne fortsætter ruten det sidste stykke rundt om Furesø, tilbage til mål.
Jeg gav den lidt rigelig med gas på de fem runde hvor der var lidt højdemeter og spas. Det betaler jeg for på de sidste fem kilometer, hvor jeg går kold i sommervarmen.
I mål er der dåsecola og mere vandmelon. For dem der bliver lidt længere er der grill. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig. Men jeg har en aftale i København og må videre straks løbet er gennemført.
Skinnermaraton # 116
Toppen af Nokken # 32 – Fyraftensløb
Der kommer pænt mange fodboldbøger. Tit, når de præsenteres, tænker jeg; den behøver jeg vidst ikke bruge tid på. Og ofte er det også letbenede biografier der ikke kommer med noget nyt, eller de samme historier om store klubber der fortæller nok engang.
Flådeegene marathon #2