Tag-arkiv: historie

Opfinderen Valdemar Poulsen : På vej mod trådløs samtale

Mindetavlen fortæller: Valdemar Poulsen opfandt buegeneratoren og telegrafonen og var med til at bane vejen for radioens og båndoptagerens udvikling.

Valdemar Poulsen blev født i ejendommen Landemærket 3 (ved Rundetårn) den 23. november 1869. I dag er der placeret en tavle på 2. sal ved lejligheden, hvor han blev født.

Valdemar Poulsen var ikke noget hit i skolen. Undtagelsen var fysik, hvor han altid hentede et ug. Som 20-årig blev han dog student fra Borgerdydskolen på Christianshavn.

Da hans læretid var overstået, blev han ansat som assistent ved Københavns Telefonselskab. Det var her, han fik idéen til “en elektromagnetisk fonograf” – bedre kendt som en båndoptager.

Fra 1899 begyndte et samarbejde med P. O. Pedersen. Valdemar Poulsen gik i gang med at eksperimentere med elektriske bølger. Arbejdet resulterede i buegeneratoren (også kaldet en buesender), der kunne udsende ensartede bølger. Buesenderen var udviklet til trådløs telegrafi. Det viste sig hurtigt, at den også var anvendelig til transmission af tale og musik.

Opfindelsen fik stor betydning for udviklingen af telegrafi og radiomediet. Et skridt på vej mod nutidens trådløse samfund.

Mindetavlen

Mindetavlens tekst er: “HER FØDTES / OPFINDEREN / VALDEMAR POULSEN / 1869”.

Tavlen er skænket af stenhuggermester Peter Schannong og blev opsat i 1943.

Valdemar Poulsen blev hædret i sin samtid, bl.a. med Videnskabernes Selskabs guldmedalje. Selv om hans opfindelser var vigtige for udviklingen, er han nærmest glemt i dag. Men tavlen er der endnu, så vi ikke helt glemmer den store danske opfinder.

Litteratur:
Foregangsmænd : bind 1 af Poul Müller og Jakob V. Pedersen. Gyldendal, 1970. 139 sider.
Lyd fra fortid til nutid af K. Dannefeldt Bøthner. 1977. 139 sider.

Kilde: Stræderne i København. 2010, november.

Komponisten Niels W. Gade

Fra hjørnet af Gothersgade og Borgergade er der ikke langt ned til restauranten Chicos Cantina. Skjult mellem stedets menukort hænger en mindetavle for komponisten Niels W. Gade.

Niels W. Gade var enebarn. Hans far var snedker og instrumentmager Søren Nielsen Gade. Gade blev født 22. februar 1817. Familien boede i Borgergade, hvor faderen også havde sit instrumentmagerværksted.

Borgergade var dengang en smal gade med 1700-talshuse. Her boede mange handlende og håndværkere. I 1821 fik faderen borgerbrev som musikalsk instrumentmager, og den lille familie flyttede til hjørnet af Nygade og Skovbogade. To år senere flyttede de igen, men de blev i kvarteret.

Allerede som barn viste Gade et talent for musik. Hans skolegang var kort, men i en periode fra han var elleve til fjorten gik han i skole. Inden da havde han læst ABC med sin mor.

Efter påbud fra hans far begyndte Gade en snedkeruddannelse, men efter et halvt år fik han nok af det. Gade begyndte herefter at studere musikteori hos A. P. Berggreen og violinspil hos Frederich Wexschall.

I sit voksenliv blev Niels W. Gade en dominerende skikkelse i det danske musikliv, med en ikke ubetydelig succes i Europa.

Mindetavle med tekst og reliefbillede af husfacade.

Mindetavlen sidder på bygningen Borgergade 2. Over for det sted stod det hus, hvor Niels W. Gade blev født. Teksten på tavlen er: “UDFOR / DETTE / STED I / HUSET / DER LAA / BORGER / GADE 17 / FØDTES / NIELS W / GADE / 22 FEBR / 1817”.

Ejendommen, Borgergade 17 (tidligere nr. 197), blev revet ned i 1942. Mindetavlen blev afsløret 26. september 1946.

Motivet på tavlen er en gengivelse af husfacaden på det hus hvor Niels W. Gade blev født.

Litteratur:
Minder om Niels W. Gade : kendte Mænds og Kvinders Erindringer. Schultz, 1930. 186 sider.
Niels W. Gade : et dansk verdensnavn af Inger Sørensen. Gyldendal, 2002. 429 sider.

Kilde: Stræderne i København. 2011, januar.

Et skilt på muren

Mindetavle for Nicolai Eigtved: Nicolai Eigtved, 1701-1754, var hovedarkitekten bag planerne for Frederiksstaden. Han mindes med en tavle ved Amalienborg.

Nicolai (Niels) Eigtved; født 1701 i Haraldsted og død 1754 i København. Som ung blev Nicolai Eigtved uddannet gartner, hvorefter han rejste til udlandet. Her hentede han en del erfaring og viden.

I 1732 blev Nicolai Eigtved udnævnt til dansk løjtnant og fik bevilget penge til en studierejse til Italien. I 1735 kom han til København, hvorefter han blev kaptajn i ingeniørkorpset og hofbygmester.

De sidste år af Nicolai Eigtveds liv blev dedikeret til Frederiksstadens planlægning og begyndende gennemførelse. Han havde det arkitektoniske ansvar for projektet.

Frederiksstaden var Frederik V.s store prestigebydel opkaldt efter ham selv. Anledningen til at grundlægge en ny bydel var den Oldenborgske slægts 300 års jubilæum som herskere i Danmark i 1748. Bydelen blev påbegyndt i 1749.

Frederiksstaden var den største arkitektoniske opgave i 1700-tallets Danmark. Bydelen er delt af et kors med Amalienborg Slotsplads som midte.

Hovedaksen, Frederiksgade, går fra Marmorkirken gennem Slotspladsen og ned til havnen. Den krydses af Amaliegade. Frederiksstaden nævnes som et højdepunkt i europæisk byplanlægning og rokokoarkitektur.

Mindetavle med relief af Amalienborg og Frederiks Kirke

Mindetavlen

På Frederiksgades venstre side, når man kommer fra Bredgade og går mod Amalienborg, sidder mindetavlen for Nicolai Eigtved i murværket. Tavlen viser Frederiksstadens oprindelige plan i relief.

Mindetavlens tekst:
“NICOLAI EIGTVED / FØDT 1701 DØD 1754 / FREDRIKSSTADENS ARKITEKT”

Litteratur:
Dansk biografisk leksikon : 4. bind : Dons-Frijsh. 1980.
Bag Facaden – ansigter på Frederiksstaden af Marie Josefine Albris, 2010.

Kilde: Stræderne i København. 2010, oktober.

Har du set Anna Søe

I 1947 udgav forlaget Westermann bogen “Det rette erotiske compani” af Bertel Budtz-Müller. På Bibliotek.dk beskrives romanen som en “historisk roman fra Thy om en nøgen pige, en gæv ridder, brændevin, salte sild og en svigermor, der mistænkes for at være heks”.

Bertel Budtz Müller skrev på skæmteroman “Anne Søe” under 2. Verdenskrig. Han var under jorden den sidste tid inden befrielsen og manuskriptet forsvandt. En mindre del blev fundet og udgivet posthum under titlen “Det rette erotiske compani”.
Bogen handler om den frodige og livsglade Anne Søes datter Ingeborg og hr. Diderich Braese til Kokkedal.

Forside til 1. og 2. udgaven af “Det rette erotiske compani”

Bag på omslaget til 1. udgaven, 1947, står der, at Bertel Budtz Müller “havde vundet Ry som Novellist og Dramatiker; men sin første egentlige Roman fik han først paabegyndt i sine sidste Aar, da Sygdommen allerede havde mærket man til en alt for tidlig Død. Manuskriptet blev fundet i hans efterladte Papir. Der mangler dog en Del Kapitler; men gennem Efterlysninger i Dagspressen lykkedes det at finde frem til disse, og her kommer nu efter hans Død hans første og sidste Roman “Det rette erotiske Compagni”.”

Annonce fra Berlingske Tidende. 5. april 1948.

Men det var ikke alt der var komme frem gennem efterlysningerne i dagspressen. Da andenudgaven kommer i 1959 efterlyses der igen – men nu er “Det rette erotiske Compagni”: “en del af en stor roman, ANNA SØE, som Bertel Budtz Müller begyndte at skrive, mens han var under jorden i besættelsestiden, og som han fuldendte efter befrielsen. Såvel forfatterens manuskript som en maskinskreven afskrift forsvandt sporløst. For oplysninger, der fører til at det oprindelige manuskript eller afskriften kommer til vejs, udlover Hans Reitzels Forlag, Frederiksberggade 28, København K., en dusør på kr. 500,-.”

Omtale af Det rette erotiske compani fra Thisted Amts Tidende. 22. marts 1948.

“Det rette erotiske Compagni” blev omtalt af Hans Kirk i avisen “Land & Folk”, 10. maj 1948, hvor læserne kunne læse at bogen “fortæller om den thylandske heks fru Anna Søe, der var en af hovedpersonerne i den sidste danske trolddomssag og iøvrigt en bjærgsom dame med så stort held i handel og købmandsskab, at hun blev ejer af rigt jordegods og fik sig selv og sine efterkommere ophøjet i adelsstanden. Sagnet har spundet en ring om hende af ondskab, svig og gerrighed, og til sidst blev hun hentet af djævelen i en sort hunds skikkelse og ført til helvede.
Det er imidlertid ikke Anna Søe, som hun endnu lever i overleveringen, Budtz Müller beskæftiger sig med, – skønt det ellers nok kunne være en digters opgave at prøve at skildre en kvinde, der har kastet så mørke skygger. Hans Anna Søe er en hed og driftig renaissanceskikkelse af rubensk skønhed og med en katteagtig underfundighed i sit sind. Historisk holder dette billede nok ikke og måske er Anna Søe kun et påskud til en roman om det Thy, som Bertel Budtz Müller stammede fra og elskede til sin sidste time. Også kærlighedshistorien er temmelig konstrueret, men der er strålende kapitler i bogen. Man vil sent glemme den kongelige foged Didrik von Bras måltid ombord i den lille skude i Limfjorden. I den slags djærve scener og i de prægtige skildringer af nordjysk landskab og vestjysk vejr lægger Bertel Budtz Müllers evne sig for dagen.”

Efterlysning fra 2. udgaven af “Det rette erotiske compani”, 1959

“For oplysninger, der fører til paagribelsen af det oprindelige manuskript til den nordjyske forfatter Bertel Budtz Müllers “Det rette erotiske compani”, udlover Hans Reitzels forlag 500 kroner i dusør!
Budtz Müller begyndte at skrive denne fyndige og frodige roman, mens han var under jorden i besættelsestiden og fuldendte den kort før sin død i 1946. Man ved, at der foruden forfatterens haandskrevne manuskript har eksisteret en maskinskrevet afskrift, men bægge dele er paa uforklarlig vis forsvundet. “Det rette erotiske compani” er kun en lille reddet del af et større romanværk Men selv om man ikke kan finde det forsvundne, kan man altid glæde sig over Reitzels genoptryk af denne undertiden helt tosset løsslupne bog. Der er mere charme og naivitet i Budtz Müller end i vore fleste andre erotiske humorister.”
(citat: Aalborg Stiftstidende. 29. oktober 1959.

Så vidt vides er den resterende del at romanen “Anne Søe” aldrig dukket op. Så tjek lige loftet.

“Bertels talent var stort Skuespil, digtsamlinger, noveller han kunne det hele. En stout mand. I statur og sind. Jeg er bange for, at nutidens unge ikke kender meget til disse dejlige værker fra Bertels hånd. Men bøgerne kan stadig findes på biblioteket, og jeg vil ønske, at mange i dag ville genopdage disse fædrelandshistorier, disse kærlighedserklæringer til vort skønne Thy, og dets indbyggere fra dengang – thyboen. 1990’erens thybo er ikke langt fra den tids mennesker, som Bertel beskriver så varmt.”
(citat: “Den store thybo” af Clauson-Kaas i Thisted Dagblad. 11. oktober 1991.)

Den virkelige Anne Søe

“I al Almindelighed kan det siges, at der er Grund til at tro, at Anne Søe har været en hel Del bedre end hendes rygte, ti der foreligger ikke nogen paa Kendsgerninger bygget Efterretning om, at hun nogen Sinde har gjort sig skyldig i noget slet. Hendes Samtid paastod om hende, at hun var “i Ledtog med den onde”, men selvfølgelig stammede denne Beskyldning fra Tidens Overtro, og den finder tillige sin naturlige Begrundelse deri, at Anne Søe ganske utvivlsomt har været en ualmindelig dygtig og klog Kvinde, der i saa Henseende stod langt over sin Samtid.”
(citat: Fru Anne Søe af M. Aaberg i Historisk årbog for Thisted Amt 1910)

I artiklen “Anne Søe og hendes slægt” i Historisk årbog for Thisted Amt, 1962-64 – XVI. bind, skriver Torsten Balle om den historiske Anne Søe.
Anne Søe var 90 da hun døde i 1736. Hun havde overlevet to mænd, først rådmand Søren Jacobsen Lugge, næst borgmester i Thisted Enevold Nielsen Berregaard er ejede Kølbygård og Vesløsgard. Ved Anne Søes død blev hendes formue opgjort 175.000 rigsdaler.

Fru Anne Søe gengivet i Historisk årbog for Thisted Amt 1910.

I 1670 blev Anne Søe viet til Søren Jacobsen Lugge, der var købmand og rådmand i Thisted. Søren drev en livlig handelsvirksomhed var bev ejer af et skib i 1678 – kort før hans død samme år.

Anne Søe sad da som enke med en lille datter, Ingeborg Cathrine Lugge, og kort efter mandens død fødte hun en lille søn. Sønnen fik navnet Søren Sørensen Lugge.

Anne Søe blev gift igen. Manden, Enevold Nielsen Berregaard, var rådmand og borgmester i Thisted. Han fik titel af justitsråd og blev i 1726 optaget i adelsstanden. De fik to børn, Christian Berregaard og Frederik Berregaard.

Bibliotek.dk: Det rette erotiske compani

Gymnastik for handelsstandens unge mænd

Handelsstandens Gymnastikforening (HG) blev stiftet i april 1880 med det formål at udvikle handelsstandens unge mænds færdigheder i gymnastik og våbenbrug (stokkeslag). Foreningen voksede og trivedes og tog gerne konkurrencen op med andre københavnske idrætsforeninger. I en periode mødtes de også med norske Oslo Turnforening til indbyrdes konkurrencer.

I 1930 havde gymnastikforeningen 50 års jubilæum og udgav i den forbindelse et festskrift: “Festskrift ved Handelsstandens Gymnastikforenings 50 Aars Jubilæum 28. April 1930”, som er kilden til størstedelen af nedenstående tekst. Festskriftet blev redigeret af Vigo Andersen, Einar Blem, Axel W. Lind og Knud Jørgensen.

Foreningens første gymnastikdyst var mod Roskilde Gymnastikforening. Kampen fandt sted søndag den 18. marts 1886, publikum betalte 1. kr. for en billet til Industriforeningens sal. HG vandt kampen.

HG vægtede samarbejder. I juli 1899 afholdtes i Søpavillonen et møde, hvor formændene for danske gymnastikforeninger var indbudt. Her blev Dansk Gymnastik Forbund dannet.

I 1907 blev det første hold oprettet for kvinder, men først i 1915 fik de kvindelige medlemmer samme ret som mændene.

Kampene mod Oslo Turnforening

I 1912 tog HG kontakt til Oslo Turnforening (OT) for at arrangere en konkurrence mellem de to foreninger i København.
18. januar 1913 mødtes HG og OT til dyst i et stuvende fuldt Odd Fellow Palæ. Nordmændene sejrede med 16 point mod københavnernes 15¾ point. Selv om HG tabte, var det et lærerigt møde, hvor begge foreninger fik inspiration og lærte af hinanden.

Kampen melle Oslo Turnforening og Handelsstandens Gymnastikforening 1913.

I 1914 var der revanchekamp i Oslo. På trods af at det igen blev til et nederlag for HB, beskrives turen som “en yderst fornøjelig Tur, hvor vore elskværdige Værter næsten fordunklede deres hidtidige store Ry som splendide Værter” i festskriftet fra 1930.

Revanchen kom i december 1916. “Det blev en Jættedyst, hvor det umulige blev muligt, og hvor Præstation fordunklede Præstation og henrev Publikum til Begejstring, trods Lummerheden i Salen.” skrives der i jubilæumsskriftet om denne tredje dyst mod nordmændene.
Det var en uomtvistelig sejr og nordmændene måtte se sig slået. Der var dog ingen bitterhed og til den efterfølgende fest var der en kammeratlig tone.

Om den første gang de to gymnastikforeninger mødtes til dyst skrev Torleif Torkildsen, formand i Oslo Turnforening, følgende:
”Konkurrancen holdtes i Odd Fellowpalæets store sal, som var fuldt besat av et meget representativt publikum. Under de respektive landes flag marsjerte begge tropper inn og møttes straks av et hjertelig bifald, som tiltok, eftersom konkurrancen skred frem. Efter at dommerkollegiet hadde trukket sig tilbake, fremviste utenfor konkurrance ”H. G.” smidighetsøvelser og vor forening trampoline- sprang. Dette var øiensynlig noe, som faldt i publikums smak. Den danske presse taler om en ”fjellhøi” hest og om trampolinen som en ”kastemaskin”. Smidighetsøvelsene vakte den største interesse blant vore turnere, hvorav flere saa slike øvelser for første gang.
Øvelsenes store gymnastiske verdi var man ganske klar over, og det var allerede den gang full enighet om, at de burde komme til anvendelse hos os. Imidlertid var dommerne ferdig med sine over- veielser, og presidenten i Dansk Idrettsforbund, O.R.Sakfører Nathansen kunde meddele det forventningsfulle publikum, at Oslo Turnforening hadde seiret med 16 points, mens »H. G.« hadde op- naadd 15⅔. Det var sikkerlig skrankeøvelsene (Barreøvelserne), som hadde gitt os dette lille forsprang.”

HG eksisterede frem til 1980, hvor den fusionerede med Gladsaxe Håndboldklub under navnet Gladsaxe/HG.

Læs mere i jubilæumskriftet Festskrift ved Handelsstandens Gymnastikforenings 50 Aars Jubilæum 28. April 1930 via bibliotek.dk.

Det første terrænløb i Danmark

Trailløb er blevet populært i de seneste år. Men det er selvfølgelig ikke noget nyt at løbe i terrænet og i mange år har atletikken haft sit cross-løb. Det første danske terrænløb blev arrangeret i 1896 nord for København.

Handelsstandens Gymnastikforening arrangerede sammen med Københavns Fodsports-Forening og Københavns Roklub til det første danske terrænløb: Fortunløbet. Til det første år med en rute der løb fra Fortunen forbi Peter Liep og via Hjortekær tilbage til Fortunen.

Fortunløbet: Foto: Hold-Terrænløbets Historie gennem 25 Aar. KIF, 1920.

Inspiration til løbet kom fra England, hvor cross-country-running var populært. En disciplin der derover kan spores tilbage til 1837.

Handelsstandens Gymnastikforening vurderede ikke at løbet var ikke noget større succes, hvorfor foreningen efterfølgende koncentrerede sig om gymnastik- og svømning som var det foreningen dengang have på deres faste program.

Københavns Fodsports-Forening (i dag kendt som Københavns Idræts Forening) var mere positive og fortsatte med at arrangere Fortunløbet.
Løbet blev voksede og blev et vigtigt indslag på den danske idrætskalender. Løbet overlevede i 42 år og blev altid afholdt tredje søndag i marts.

Det første terrænløb blev afviklet 15. marts 1896 med start klokken ti. Om løbet kan følgende læses i Hold-Terrænløbets Historie gennem 25 Aar af K. Jensen (Kbh., 1920): “K. F. F. udsatte et Vandreskjold, der skulde vindes to Gange, og de 4 Hold à 6 Mænd havde følgende Points: K. F. F. 46, A. I. K. 66, Freja 93 og Handelsstandens Gymnastikforening 95. De 24 Mand løb Distancen i Tider fra 34 Min. 52 Sek. til 57 Min. 11⅖ Sek., et ret godt første Forsøg. Men Tidtagningen var upraktisk, idet der startede 1 Mand fra hvert Hold ad Gangen med 2 Min. Mellemrum mellem hvert Heat. Saaledes at tage Tid for hver enkelt Deltager vilde jo nu forlængst være en praktisk Umulighed, og den blev allerede forladt næste Aar, men den kunde gaa med de 24 Deltagere, blandt hvilke Konkurrencen ikke var videre skarp og formedes sig som en gemytlig Styrkeprøve.”

Det første danske terrænløb. Fra: Festskrift ved Handelsstandens Gymnastikforenings 50 Aars Jubilæum 28. April 1930. HG, 1930, side 59.

Wikipedia: Fortunløbet

Kirstine Hundebøl

Eva Hundebølls interview med Kirstine Hundebøl i 1969.

Kirstine Hundebøl
Optagelse: 17. juni 1969. Optaget hos datteren Anne Sophie Hundebøl.

Kirstine (Kestina) Hundebøl f. 1880, d. 1981. Døbt: Inge Kirstine Schmidt. Datter af Heinrich Eskildsen Schmidt og Maren Nielsen.
Gift med Peter August Vedel Hundebøl f. 1873, d. 1965. Borgerligt viet i Gram d. 28 juni 1990.

Ved giftemålet bosatte ægteparret sig i Fole, først i en landejendom ved Stampemøllen, senere flyttede de til Fole Vestermark hvor de købte en større landejendom. Den drev ægteparret ind til den yngste søn overtog gården.
Herefter flyttede August og Kirstien ind til datteren Anne, der var gift med vognmand Chr. Kummerfeldt.

Ægtemanden August Hundebøl var som mindretalsdanske i tysk tjeneste under 1. Verdenskrig, bl.a på Østfronten og Balkanfronten.
I Slægten Hundebøl fra Fole Sogn : Om brødrene Lauritz og Peter P. Hundebøl født 1803 og 1810 deres forfædre og efterkommere, (Nordisk Slægtsforskning, 2006. V.C) findes en beskrivelse af Augusts oplevelser under krigen.

August Hundebøl fortæller også om sine oplevelser i årbogen Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere 1953 side 74.
Digitaliseret af Den Store Krig 1914-1918.

Peter August Vedel Hundebøl er efterkommer af Peter P. Hundebøl f. 1810, hvor jeg er efterkommer af Peters bror Lauritz P. Hundebøl f. 1803.
Interviewer Eva Hundebøll er min mor.

Christian Hundebøl

Eva Hundebølls interview med Christian Mathinus Hundebøl i 1969.

Optagelse: 3. jan 1969, Rødding. Kvaliteten af optagelsen er ikke høj hvilket høres på digitaliseringen.

Christian (Krestian) Mathinus Hundebøl “er født den 4. oktober 1890 i Fole, og han døde den 5. marts 1971 i Rødding. Han blev gift den 24. september 1920 i Sct. Pauls Kirke (Rødding Frimeninghedskirke) med Esther Marie Sørensen. Hun er født den 20. februar 1892 i Hygum som datter af landmand Søren Petersen Sørensen og hustru Anke Petersen, og hun døde den 6. maj 1961 i Rødding.
Christian Mathinus Hundebøl købte i 1920 en ejendom i Gammeleng. Senere overtog sønnen Peter ejendommen og Christian Mathinus Hundebøl flyttede til Rødding.
Under 1. Verdenskrig var han ved fronten i Frankrig i 2 år og derefter i fransk fangenskab i 2 år.”
(citat: Slægten Hundebøl fra Fole Sogn : Om brødrene Lauritz og Peter P. Hundebøl født 1803 og 1810 deres forfædre og efterkommere. Nordisk Slægtsforskning, 2006. V.K)

Christian Hundebøl er på listen om sønderjyske fanger i særlejren i Aurillac.
Listen ligger på sitet Den store krig 1914-1918, hvor der også er en tekst om Hundebøl, Kristian (Christian) (1890-1971).

Christian Mathinus Hundebøl er efterkommer af Peter P. Hundebøl f. 1810, hvor jeg er efterkommer af Peters bror Lauritz P. Hundebøl f. 1803.
Interviewer Eva Hundebøll er min mor.

Gadekæret – landsby i byen

Gadekæret er lidt anderledes end resten af Ishøj. Området er bygget som en byenhed og når jeg løber gennem området får en fornemmelse af landsby. Det er nok ikke helt ved siden af.

Som der står en en omtale i Arkitektur 1977, nr. 8: “Den [Gadekæret] ligger umiddelbart ved et af Køge Bugt-planens store etagehusbebyggelser, og den må uundgåeligt opfattes som et bevidst formet alternativ til 60’ernes uniforme etagehusmiljøer. Det er en revaluering af de gamle småbysamfunds kvaliteter: variationen i bebyggelse indenfor beslægtede bygningstyper, de relative lave hushøjder, det uregelmæssige gadenet, intimiteten i de smalle gader og stræder, og fællesskabets symboler, torvet og grønningen.”

Gadekæret. Almennyttige boliger. Foto: Ishøj Lokalhistorisk Arkiv.

Og det er intimt, særligt synes jeg, når jeg på en sommerdag bevæger mig ned gennem de små bagage og møde beboer i gang med at klippe hæk eller på vej videre. I midten af de hele er en sø – eller om du vil et gadekær. Her er åbent og hyggeligt med bro, træer og ænder.

Gadekæret, altså søen midt i boligkomplekset, er ikke en naturlig sø. Da området stadig var landbrugsjord var der et sumpet område på en mark. Det valgte KBI at udgrave, fylde med vand og indrette til regnvandsbassin for bebyggelsen.

I landejendommen Mosegård er indrettet beboerhus. Mosegård ligge ved den ene af to fællesområder med suppleringsrum. Her er der bl.a. en lokalkøbmand. Parkeringspladserne er placeret i byggeriet yderkant, så vejnettet mellem boligerne er forbeholdt bløde trafikanter.

Bygningerne er opført af sandwichelementer af beton, udført med en okkerfarvet forstøbning. Den gullige farvenuance hedder Frederiksberg gul.

Landsbystemningen udstreges af gadenavnene: Brolæggerpladsen, Bødkerpladsen, Drejerpladsen, Kærgangen, Murergården, Ovenkæret, Skrædderpladsen, Spindestræde, Spolestræde, Sættergården.

Begyndelsen

Arkitekterne bag udformningen af Gadekæret var Kooperativ Byggeindustri a/s (KBI). Gadekæret blev bygget med 563 boliger og en række suppleringsrum. Husene variere fra en til tre etager – dog er to-etagehuse fremherskende. Husene er opført i 1975-79 med Vridsløselille Andelsboligforening som bygherrer.
KBI havde tidligere stået bag byggeriet af Vejleåparken.

Vridsløselille Andelsboligforening havde rødder i det utraditionelle og politisk markerede boligmiljø i Albertslund. Dengang var foreningen toneangivende og progressive i boligdebatten omkring tæt-lavt byggeri og beboerdemokrati.

Ambitionerne var store og “Gadekærets fædre havde sat sig sammen og besluttet, at nu skulle det gøres ordentligt, nu skulle det bevises, at man sagtens kunne bygge stort uden at det gik ud over livskvaliteten. Samtidig skulle det demonstreres, at godt byggeri, perfekte livsbetingelser og gennemtænkte løsninger kunne bringes i front uden at det blev rasende dyrt – at bygge og at bo i.”
(citat: Gadekæret : et ualmindeligt alment boligbyggeri)
I 1979 lå den månedlige husleje mellem 530 og 2600 kr.

Gadekæret består af et samlet areal etageareal på 67.500 kvadratmeter, inklusiv plejehjemmet. Det dækker et grundareal på omtrent 225.000 kvadratmeter.

Gadekæret, anlægsfasen. Foto: Ishøj Lokalhistorisk Arkiv.

I Byggeindustrien (1977, nr. 10) skrev Henrik Nissen: “Gadekæret er et godt eksempel på, hvorledes en dristig boligforening i samarbejde med et fremsynet projekteringsteam har realiseret en række af de nye idéer, der er aktuelle i den danske boligdebat”.

Priser og berømmelse

I 1978 tildelte Betonelement-Foreningen Betonelement-prisen til arkitekt Knud E. Rasmussen med begrundelsen: “Med pressen som lidenskabelig bannerfører har udtryk som betonslum, betonskuffer og betondepressioner været daglig kost på mange avisers forsider. Det må være ubegribelig mangel på omtanke, der får hæderlige journalister til at deltage i så urimelig forfølgelse. For lige så lidt som der findes grimme toner eller grimme farver, der der grimme materialer, men der findes skrækkelige måder at sætte tonerne sammen på, talentløse måder at sætte farver sammen og menneskefjendske måder at bruge materialer på. Men materialerne er uden skyld.
(…)
Bygningsblokkene måtte placeres så en enkelt kran eller to kunne klare hele montagen uden at man behøvede at flytte sporene mere end højest nødvendigt. Det er blandt andet bruddet med kransporets tyranni, der placerer Gadekæret i særklasse. Hver enkelt gade eller stræde og hvert eneste grønområde i bebyggelsen har fået en rumlig identitet, der adskiller den fra de andre, og uden at være kaotisk er bebyggelsesplanen meget oplevelsesrig, og man kan færdes korte og lange ture i bebyggelsen og stadig møde nye udtryk.”
(citat: Gadekæret : et ualmindeligt alment boligbyggeri)

Renovering

I 2012-1014 blev Gadekæret renoveret. Badeværelserne blev fornyet og der blev sat mekaniske ventilatorer op i boligerne. Døre og vinduer blev udskiftet og der blev foretaget sokkelisolering samt facaderenovering og opsætning af nye indgangspartier.
12 grønne områder blev også renoveret bl.a. med nye legepladser.

Inden renoveringen blev sat i gang havde mange boligernes badeværelser så utætte gulve og skimmelsvamp. Indeklimaet i bebyggelsen er generelt meget dårligt. Så det var godt der skete noget.

Jubilæum 2017

I slutningen af maj 2017 havde Gadekæret 40 års jubilæum. Jubilæet blev markeret med en fest ved gadekæret hvor der var musik og forskellige boder.

Avisen Sydkysten (23. maj 2017, uge 21) havde et interview med Alice og Torsten Lynge der har boet i Gadekæret siden boligerne blev opført. De første lejligheder blev udlejet i 1977. Alice og Torsten flyttede ind i september 1978.

Parret lod sig lokke fra Vallensbæk til Ishøj med udsigt til at få egen have. Med to børn var det ønskværdig med en have lige udenfor døren.

Til Sydkysten sagde Torsten: “Da vi flyttede, tænkte vi at her var et sted, hvor vi følte os tilpas fra starten. Livet har været godt her for os i Gadekæret”. Og fortæller videre om de mange år i Ishøj: “Vi har aldrig haft tanker om at flytte herfra. Folk skifter hus hvert tredje eller fjerde år. Jeg fatter ikke tanken. Vi har følt, at det var her, vi skulle leve vores liv”.

Alice supplere: “Vi glæder os over, at vi bor her hver dag. Vi tænker ikke på store ferier, vi vil hellere være i vores have”.

Gadekæret VA afd. 12

Vildtbanegård – fra bondegård til almene boliger

Vildtbanegård er navnet på Det Sociale Boligselskab af 29. januar 1946 almene boligkompleks i Ishøj. Engang var det en bondegård.

Den seneste Vildtbanegård blev opført efter en brand i begyndelsen af 1870erne. I 1875 blev den købt af Jens Bay. Hans søn Valdemar overtog sener gården og efter ham overtog Jens Bays barnebarn Philip den.

Vildtbanegård beskrevet i Danske Gaarde : Illustreret statistisk og historisk Haandbog for det danske Landbrug. Dansk Landøkonomisk Forlag, 1914. Bd. 4.

Philip Bay måtte afhænde gården i 1964, men blev boende på gården frem til 1969, hvor Vildtbanegård (som gård) måtte vige for byggeriet af Vildtbanegård (som almen boligkompleks) afd. 2.

Vildtbanegård havde i sin tid 50 tønder land. Navnet “vildtbane” kommer fra de kongelige vildtbaner omkring Tranegilde.

På vildtbanen ved Tranegilde jagtede kongerne markvildt. Området var afgrænset af vildtbanepæle. Én af dem står stadig og kan ses i Dyreparken vest for Tranegilde.

Vildtbanegård på 4 cm kort 1953-1976. Kilde: Historiskatlas.dk. Gården er markeret med rød streg.

Køge Bugt loven

Køge Bugt loven blev vedtaget den 17. maj 1961. I henhold til lovens §1 var lovens formål “…at bistå de kommuner i området langs Køge Bugt, som må forventes at blive omfattet eller berørt af en kommende bydannelse i området, med at tilvejebringe et grundlag for de enkelte kommuners byplanlægning, at samordne byplanlægningen af området med hensyn til dets anvendelse m.v. og at sikre områdets udbygning i en hensigtsmæssig tidsfølge.”

Loven tegnede en fremtid med byområderne langs Køge Bugt. Det betød nedlæggelse af mange gårde og gartnerier. Få år efter vedtagelsen af Køge Bugt loven måtte Vildtbanegård vie for byudviklingen.

Almene boliger

Det Sociale Boligselskab af 29. januar 1946 købte den første grund i Ishøj i 1969. De første lejligheder i Vildtbanegård afd. 1 stod klar i 1971. I 1973 startede byggeriet af Vildtbanegård afd. 2, hvor de første lejere flyttede ind i efterår 1974.

Efter nogle økonomiske vanskelige år for Det Sociale Boligselskab begyndte byggeriet af afdeling 3 i 1977.
Siden er facaderne på alle tre afdeling blevet renoveret.

Etagebygningerne i afdeling 1, 2 og 3 blev bygget med flade tage. Omkring 1990 blev de flade tage udskiftet med traditionelle saddeltage med røde teglsten, kviste og stort udhæng.

Vildtbanegård i 1970erne. Foto: Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening.

Ud over at løse problemet med utætheder i de flade tage, skaffe tag-renoveringen nye lejligheder og forskønnede betonblokkene betydeligt. I dag fremstår Vildtbanegård afdeling 1, 2 og 3 ganske indbydende og er klart skønner end eksempelvis Vejlegårdsparken i Vallensbæk.

Vildtbanegård afd. IV er den senest tilkomne og består af to bygninger ved Ishøj Station. Begge bygninger har butikker i en del af stueetagen. Afdeling IV er bygget i 2012 og adskiller er arktiske fra de øvrige afdelinger.

Fokus på Afd. II

Inden de flade tage blev udskiftet, med skrå tage og de medfølgende nye lejligheder med skråvægge, var der 644 lejligheder i Vildtbanegård afd. 2.
Bygningerne blev opført i 1973-1975. Arkitekt på projektet var Mangor og Nagel.

Blokkene er anlagt omkring en central plads med en gennemgående sti der forbinder de overordnede stisystemer i Ishøj.
Bebyggelsen blev opført som et elementbyggeri med bærende tværvægge i beton. Facaden var oprindeligt malet med forskellige mættede farver. Døre og vinduer var malet med klare signalfarver for at bryde monotonien. Opgangsnumrene var udført i supergrafik og gavlene var forsynet med billeder i kraftige farver udført af maleren Poul Agger.

Parkering og bilisme var fra starten henlagt til kvarterets periferi, så byrummet mellem husene kunne benyttes til rekreative formål.

De oprindelige lejligheder var fordelt på 7 lejlighedstyper fra et til fire rum – fra 38 kvm til 106 kvm. De fleste var 3-4 rumslejligheder på ca 90 kvm. Med tagrenoveringen omkring 1990 kom der flere lejlighedstyper til og den samlet antal af lejligheder kom op på 817. Der var rejsegilde for de tagrenoveringen 23. februar 1990.

Den central gård i Vildtbanegård Afd 2, 2017.

I nullerne blev facaderne renoveret og bragt om til nutidens krav til isolering. De nye facader blev udført med murede stueetager, mens de øvre etager blev beklædt med lakerede alusandwichplader. De oprindelige trævinduer blev også udskiftet, ligesom Poul Aggers malerier og supergrafikken med husnumre er fortid.

Vildtbanegård kerne er stadig bilfri og der er masser af legepladser mellem boligblokkene. I den store centrale gård er der desuden en petanquebane og en svævebane.

Vildtbanegård