De samvirkende københavnske Arbejdersangkor (DSKA) havde 25 års jubilæum i 1943. I den anledning samlede A. C. Poulsen et jubilæumsskrift hvor læserne får et indblik i korets virke indtil da.
Da arbejderbevægelsen organiserede sig, først i fagforeninger og politiske organisationer fulgte sangforeninger og idrætsforeninger m.m. Som fagforeninger fandt sammen i De samvirkende Fagforeninger (nu LO) fandt sangforeningerne sammen i DSKA.
“Arbejderkorsagen her i Danmark har udviklet sig Side om Side med den øvrige Arbejderbevægelse, hvis revolutionerende Rejsning fandt Sted i Begyndelsen af Halvfjerdserne. Før den Tid var det de gamle Laugs- og Haandværkersangforeninger, der sammen med StudenterSangforeningen prægede Korsangen herhjemme. Disse Sangforeninger stod Datidens nationale Sange lige saa nær, som de stod Arbejdersange fjernt. Det er forstaaeligt, naar den nyrejste socialistiske Arbejderbevægelse i sin idealistiske Kamp straks tog Korsangen i sin Tjeneste som Agitationsmiddel, thi gennem Sangen kunde der blive givet Luft for alle de dybe Stemninger, den stærke Begejstring og det stolte Haab der fyldte Arbejderklassens Forkæmpere.”
(citat: De samvirkende københavnske Arbejdersangkor 1918-1943, side 19)
Københavnerne var langsomme til at få en fællesorganisation for kor. Allerede i 1889 stiftedes “De centraliserede jyske ArbejderSangkor” og i 1899 “Fyns Central Arbejdersangkor”. Først i 1907, på foranledning af “Den sociale Skomagersangforening” blev samarbejdet mellem de københavnske arbejderkor organiseret – i første omgang med henblik på at assistere den internationale Arbejderkongres i København 1910. I februar 1908 gav 23 københavnske arbejdersangkor tilsagn om at indtræde i samarbejdet. Men det blev kun et midlertidigt samarbejde, der ophørte, da Arbejderkongressen var overstået.
Først i november 1917 blev der igen taget initiativ til et møde for repræsentanter for københavnerkorerne, denne gang på foranledning af Cigararbejdernes Sangforening. På mødet talte cigarmager Th. Collemorten for stiftelsen af en fællesorganisation. Han mente, den ville betyde fremgang for de enkelte kor og styrke korsangens placering i arbejderbevægelsen.
Den 3. februar 1918 stiftedes “De samvirkende københavnske Arbejdersangkor” i Rømersgade 22 med følgende formål:
- at styrke og udbrede Sansen for flerstemmig Sang,
- at vække Interessen for Sangens agitatoriske Betydning indenfor Arbejderbevægelsen, og
- at varetage Sangkorenes Interesser, hvor en fælles Optræden er nødvendig.
Ovennævnte Th. Collemorten blev formand for den nye forening. En post han bestred i knapt 20 år.
En af de første opgaver, den nye sammenslutning tog fat på, var at udvælge et fælles repertoire, så korene altid var beredte, når der var brug for deres fælles assistance. Efter en række møder mellem dirigenter og repræsentantskabet blev der i første omgang udvalgt seks sange.
Da “De samvirkende københavnske Arbejdersangkor” holdt 10 års jubilæum indledte Th. Stauning sin tale med følgende:
“Denne Festtale burde egentlig synges og ikke tales men jeg er bange for, at jeg ikke formaar at faa det rette Sving over Stemmen, som denne Lejlighed kræver! Jeg mindes det kendte Ord “Böse Leute haben keine Lieder”; der skal Sang til for at gøre Livet lyst for sig selv som for andre. Vi trænger til Sangens Fest og Glæde, og vi har ogsaa Brug for den ildnende Kampsang, der bidrager sit til at føre Arbejderklassen frem til lysere Vilkaar.”
De Samvirkende københavnske Arbejdersangkor 1918-1943 af A.C. Poulsen. Ihrichs Bogtrykkeri, 1943.
Kilde: Stræderne i København. 2018, marts.
