Noter for en bustur af Douz til Sousse, sommeren 2014.

Den 17. december 2010 satte den unge tuneseren Mohammed Bouazizi ild til sig selv i provinsbyen Sidi Bouzid.

Med forbrændinger på 90% af kroppen blev han indlagt på det lokale hospital. De kunne ikke behandle hans alvorlige brandsår og han blev overflyttet til hospitalet i Sfax.

4. January 2011 – 18 dage efter selvafbrændingen døde Mohammed Bouazizi.

Mohammed Bouazizi symboliserede tre af de faktorer der var baggrunden for omvæltningerne i Tunesien. Han kom fra den vestlige del af landet, der er hårdere ramt af fattigere end den østlige. Som mange andre unge var han ramt af arbejdsløshed. Han havde ikke råd til bestikkelse.

Landet manglede desuden ytringsfrihed og fattigdomsproblemerne blev forstærket af høj inflation.

Mange medier har skrevet at Mohammed Bouazizi havde en universitetsgrad, men det passer ikke. Der er generelt mange forskellige og modstridende beretninger omkring Mohamed Bouazizi og omstændighederne inden hans desperate selvantændelse.

Mohammed Bouazizi var kommet ud på arbejdsmarkedet som ganske ung og havde haft forskellige småjobs. Der skulle penge på bordet, blandt andet til en syg onkel.

I 2010 var han som mange andre ramt af arbejdsløshed. For at få en indkomst forsøgte han sig som grønthandler på gaderne i Sidi Bouzid. Han havde ikke råd til at bestikke de lokale myndigheder og kunne derfor ikke få den nødvendig tilladelse, som var påkrævet for at sælge grønt.

Den manglede tilladelse førte til gentagne situationer med politiet, hvor han blev chikaneret og fik konfiskeret sine grøntsager.

17. december 2010 blev det for meget. Efter at politiet havde konfiskeret hans frugt – og at han formodentlig havde været udsat for politivold (her er forskellige udlægninger af situationen) – tog Mohammed Bouazizi hen til lokalguvernørens kontor for at klage. Guvernøren nægtede at se ham, hvorefter Bouazizi er citeret for at sige: “Hvis du ikke kan se mig, jeg vil brænde mig selv”.

Mohammed Bouazizi købte benzin ved en nærliggende tankstation og vendte tilbage til guvernørens kontor. Stående midt i trafikken råbte han: “Hvordan forventer du at jeg skal tjene til livet?”. Han hældt benzinen over sig og sætte sig ild med en tændstik.

Mohammed Bouazizi selvafbrænding førte til protester i Sidi Bouzid. På trods af politiets repression voksede protester de kommende dage og spredte sige til nabobyerne. Fra det fattige Vesttunesien voksende bevægelse og protesterne nåede ud til kystbyerne. Den 27. december nåede de hovedstaden Tunis.

Efter Mohammed Bouazizi død om morgenen den 4. januar, tog protesterne til og regimet var reelt truet.

14. januar 2011 flygtede præsident Zine El Abidine Ben Ali ud af landet.
23. oktober 2011 blev der afholdt valg grundlovgivende forsamling.

De grundlæggende sociale uligheder mellem fattig og rige og mellem det vestlige og østlige Tunesien er ikke ændret. Landet kæmper nu med en endnu større arbejdsløshed og korruption er ingenlunde afskaffet.

Det tunesiske revolution der fulgte efter Mohammed Bouazizi selvafbrænding og som endte med Zine El Abidine Ben Alis regimes fald blev i vestlige medier betegnet Jasminrevolutionen. Navnet antyder at det var en forholdsvis ublodig revolution. Det er også korrekt sammenlignet med tidligere tiders revolutionen som den franske (1789-1799) eller den russiske (1917). Men tuneserne bryder sig ikke om betegnelsen.
Mange tunesere døde eller blev alvorligt sårede i løbet revolutionen. Alene det 11. januar, hvor præsidenttro sikkerhedsstyrkerne angreb demonstrationerne blev flere hundrede dræbt. Som en tuneser sagde under et besøg i Sousse sommeren 2014: En død demonstrant var én for meget.

I januar 2014 nåde en række af de partier der blev valgt i oktober 2011 til enighed om en ny forfatning. Siden da har en teknokratisk regering styret landet, mens befolkningen venter på at der afholdes parlamentsvalg.

Den tunesiske revolution ses som den første af en serie samfundsomvæltninger samlet kaldet det arabiske forår.