Kategoriarkiv: Politik

Mindesten for Ole Hansen

Ole Hansen (1855-1928), den første bonde ind i Kongens Råd, erindres på en mindesten i Ringsted.

Ole Hansen blev født lige inden jul, den 17. december 1855 i Høm, syd for Ringsted. Som 23-årig blev han gårdejer i Bringstrup vest for Ringsted. I 1883 blev Ole Hansen medlem af Bringstrup Sogneråd og var dets formand fra 1886-1891. Fra 1895 til 1910 var han medlem af amtsrådet i Sorå Amt og i 1890 blev han valgt ind i Folketinget.

Mindesten for landbrugsminister Ole Hansen.

Som den første bonde blev Ole Hansen minister (Den første bonde i kongens råd). Fra 1901 til 1908 var Ole Hansen landbrugsminister. I forbindelse med Alberti-skandalen trådte han tilbage som minister. i 1914 kom Ole Hansen i Landstinget og var dets formand fra 1922 til sin død i 1928.

“…da det en Dag stod i Avisen, at ikke alene skulde en Skolelærer og en Redaktør, men selv en Bonde være Minister, tog det næsten Vejret fra de gamle i Slægten. Det var en Dør, der sprang op til et lukket Land, lukket i Aarhundreder, og derfor blev „den første Bonde i Kongens Raad“ i samme Nu han var blevet en saadan, som en lyslevende sagnfigur iblandt os.”
(citat: “Den første Bonde i Kongens Raad” af J.V. Christensen, 1929.)

Detalje fra mindestenen for Ole Hansen.

Mindesten i Ringsted

Ved Sct. Bendtsgade i Ringsted, overfor byggefirmaet Rombyg, står et mindesmærke for Ole Hansen. Mindestenen er rejst i 1930. Teksten på stenen er:
“OLE HANSEN / BRINGSTRUP /// DEN FØRSTE BONDE I KONGENS RAAD /// I FREMSKRIDTETS TJENESTE / HAVES BRUG ALLE GODE KRÆFTER / 24 – JULI 1901 /// RE[J]ST AF DET SJÆLLANDSKE VENSTR[E]”

Ud over ovenstående tekst er der et silhuetportræt af Ole Hensen, en plov og en bonde afbildet på stenen. Mindestenen er billedhuggeren Johannes Bjergs værk.

J. C. Christensen taler til afsløringen af mindestenen for Ole Hansen. Foto: Morgenbladet, 25. juli 1930.

“En tæt Sommerregn silede ned over det grønne Midtsjælland, da denne Egns mest navnkundige Politiker, afdøde Landbrugsminister Ole Hansen, i Gaar blev hædret af sin Hjemstavns Befolkning og hele Sjællands Venstre ved Afsløringen af en smuk Mindesten i Udkanten af Ringsted.
(…)
Trods det uheldige Vejr havde Højtideligheden samlet en maget stor Forsamling, mellem 2000 og 3000 Mennesker, er i Regnens Dryp ventede taalmodigt paa, at Transmissionen af Begivenheden Kl. 3½ kunde tage sin Begyndelse.”
(citat: “Mindesmærke for “den første Bonde i Kongens Raad”” i: Morgenbladet, 25. juli 1930)

Den tunesiske revolution

TunesienNoter for en bustur af Douz til Sousse, sommeren 2014.

Den 17. december 2010 satte den unge tuneseren Mohammed Bouazizi ild til sig selv i provinsbyen Sidi Bouzid.

Med forbrændinger på 90% af kroppen blev han indlagt på det lokale hospital. De kunne ikke behandle hans alvorlige brandsår og han blev overflyttet til hospitalet i Sfax.

4. January 2011 – 18 dage efter selvafbrændingen døde Mohammed Bouazizi.

Mohammed Bouazizi symboliserede tre af de faktorer der var baggrunden for omvæltningerne i Tunesien. Han kom fra den vestlige del af landet, der er hårdere ramt af fattigere end den østlige. Som mange andre unge var han ramt af arbejdsløshed. Han havde ikke råd til bestikkelse.

Landet manglede desuden ytringsfrihed og fattigdomsproblemerne blev forstærket af høj inflation.

Mange medier har skrevet at Mohammed Bouazizi havde en universitetsgrad, men det passer ikke. Der er generelt mange forskellige og modstridende beretninger omkring Mohamed Bouazizi og omstændighederne inden hans desperate selvantændelse.

Mohammed Bouazizi var kommet ud på arbejdsmarkedet som ganske ung og havde haft forskellige småjobs. Der skulle penge på bordet, blandt andet til en syg onkel.

I 2010 var han som mange andre ramt af arbejdsløshed. For at få en indkomst forsøgte han sig som grønthandler på gaderne i Sidi Bouzid. Han havde ikke råd til at bestikke de lokale myndigheder og kunne derfor ikke få den nødvendig tilladelse, som var påkrævet for at sælge grønt.

Den manglede tilladelse førte til gentagne situationer med politiet, hvor han blev chikaneret og fik konfiskeret sine grøntsager.

17. december 2010 blev det for meget. Efter at politiet havde konfiskeret hans frugt – og at han formodentlig havde været udsat for politivold (her er forskellige udlægninger af situationen) – tog Mohammed Bouazizi hen til lokalguvernørens kontor for at klage. Guvernøren nægtede at se ham, hvorefter Bouazizi er citeret for at sige: “Hvis du ikke kan se mig, jeg vil brænde mig selv”.

Mohammed Bouazizi købte benzin ved en nærliggende tankstation og vendte tilbage til guvernørens kontor. Stående midt i trafikken råbte han: “Hvordan forventer du at jeg skal tjene til livet?”. Han hældt benzinen over sig og sætte sig ild med en tændstik.

Mohammed Bouazizi selvafbrænding førte til protester i Sidi Bouzid. På trods af politiets repression voksede protester de kommende dage og spredte sige til nabobyerne. Fra det fattige Vesttunesien voksende bevægelse og protesterne nåede ud til kystbyerne. Den 27. december nåede de hovedstaden Tunis.

Efter Mohammed Bouazizi død om morgenen den 4. januar, tog protesterne til og regimet var reelt truet.

14. januar 2011 flygtede præsident Zine El Abidine Ben Ali ud af landet.
23. oktober 2011 blev der afholdt valg grundlovgivende forsamling.

De grundlæggende sociale uligheder mellem fattig og rige og mellem det vestlige og østlige Tunesien er ikke ændret. Landet kæmper nu med en endnu større arbejdsløshed og korruption er ingenlunde afskaffet.

Det tunesiske revolution der fulgte efter Mohammed Bouazizi selvafbrænding og som endte med Zine El Abidine Ben Alis regimes fald blev i vestlige medier betegnet Jasminrevolutionen. Navnet antyder at det var en forholdsvis ublodig revolution. Det er også korrekt sammenlignet med tidligere tiders revolutionen som den franske (1789-1799) eller den russiske (1917). Men tuneserne bryder sig ikke om betegnelsen.
Mange tunesere døde eller blev alvorligt sårede i løbet revolutionen. Alene det 11. januar, hvor præsidenttro sikkerhedsstyrkerne angreb demonstrationerne blev flere hundrede dræbt. Som en tuneser sagde under et besøg i Sousse sommeren 2014: En død demonstrant var én for meget.

I januar 2014 nåde en række af de partier der blev valgt i oktober 2011 til enighed om en ny forfatning. Siden da har en teknokratisk regering styret landet, mens befolkningen venter på at der afholdes parlamentsvalg.

Den tunesiske revolution ses som den første af en serie samfundsomvæltninger samlet kaldet det arabiske forår.